I mange år har ”Danish” i mange amerikaneres bevidsthed stået for en særlig form for blødt wienerbrød. Det er måske ved at ændre sig? Har danskerne – mere end de fleste andre – fundet vejen til lykke?
    Er det i højere grad ”den danske drøm” end The American Dream, amerikanerne går og drømmer om? I 2015-16 trådte Danmark så at sige midt ind i en amerikansk valgkamp, idet den demokratiske senator og kandidat til den Demokratiske nominering til præsidentvalget i 2016 Bernie Sanders fra Vermont (stat i USA) skrev en artikel i Huffington Post, hvor han stærkt anbefalede amerikanerne at tage ved lære af dansk velfærd. Det var ikke så lidt, amerikanerne kunne lære, skrev han i artiklen "What can We Learn from Denmark?". Det, han fremhævede, var:

- Først og fremmest sikkerhed og social tryghed for den enkelte borger via et veludbygget socialt velfærdssystem (velfærd fra vugge til grav)
- Børnepasning, man har ret til, og som unge familier har råd til
- Sikrede vilkår for de ældre, der ikke er på arbejsmarkedet mere
- Indsats igennem skatte- og velfærdspolitikken imod et voksende gab mellem rige og fattige
- Adskillige ugers betalt ferie om året, der er med til sikre imod total nedslidning på arbejdet
- En udbygget solidarisk velfærdspolitik, der fremmer lighedsmålsætninger inden for sundheds- og uddannelsessektorerne
- En mindsteløn, der er dobbelt så høj som den amerikanske
- En arbejdsløshedsunderstøttelse på over 100$ (6-700 kr) om dagen

Copenhagen Airport 2015. Danmark er kommet øverst i internationale indeks som  the happiest nation. Kan Danmark holde denne stilling?

Sanders lægger vægt på sundhedssystemet. Der er frit lægevalg. Gratis receptmedicin for folk under 18. Selv om sundhedssystemet er universelt (omfattende alle), udgør udgifterne til det 11 pct af det danske BNP, hvor det amerikanske sundhedssystem, uden at være universelt dækkende i samme grad, koster "næsten 18 pct af det amerikanske BNP".

Når det gælder børnefamilier, skriver Sanders, forstår danskerne, at de første år i livet er afgørende for et menneskes følelsesmæssige og intellektuelle udvikling. Derfor er der lang forældreorlov. Og det offentlige dækker 3/4 af udgifterne til børnepasning; og det er endnu mere for lavindkomstfamilier.

Sanders fremhæver den lettere adgang til højere uddannelse i Danmark. Hvor amerikanske unge kan se frem til at være over 25.000$ i gæld, fordi de ofte skal betale for selve undervisningen og låne sig frem, kan danske unge nyde godt af gratisk undervisning og SU.

Det nævnes endvidere, at Danmark ruster sig imod globaliseringens udfordringer ved at satse på vidtgående efteruddannelse til lønmodtagerne, så de kan blive opkvalificeret til at udvikle den danske konkurrenceevne. Det skulle give muigheder for at langtidssikre velfærden i en globaliseret verden, hvor konkurrencen udefra kan blive hård.

Sanders optrådte med sine synspunkter ved valgmøder (såkaldte primærvalg, hvor partiet (Demokraterne) vælger, hvem der skal være deres præsidentkandidat. Når han fremhævede den danske model, blev han mødt med følgende fra favoritkandidaten Hilary Clinton: ”I love Denmark, but this is not Denmark…” . Den danske statsminister blandede sig også i debatten med en irettesættelse om, at ”Danmark ikke er socialistisk”.

Velfærdsmålere

BNP er et tvivlsomt generelt mål for de økonomiske bestræbelser for at få større velfærd.
     Det kan bruges til at måle forskellige former for velstand forstået som materiel produktion. Her vil USA normalt score højt.
     Men det er ikke godt som velfærdsmåler, og slet ikke anvendeligt til at sige noget om livskvalitet. BNP medregner jo også de negative sider af væksten, bl.a. det, man kalder negative miljøvirkninger, dvs ekstra omkostninger, der fremkommer, når en produktion f.eks. forurener, og omkostningerne ved produktionen i den enkelte private virksomhed dermed ikke indregner de samfundsøkonomiske omkostninger.
    Hvad med de samfundsøkonomiske omkostninger ved, at folk holder i endeløse bilkøer til og fra arbejde, når de pendler til jobs i de store byer? Hvad med produktionen af  våben? Eller hvordan skal det indgå, at vi får et overforbrug af psykofarmaka, fordi stressniveauet bliver så højt, når konkurrencen skærpes i vores forsøg på at få producerert et højt BNP? Eller hvordan skal det modregnes, at vi evt driver rovdrift på knappe ressourcer som olie og gas, der kunne være gemt i jorden til fremtidens generationer?
    De mange kritikpunkter, der føres frem mod traditionel BNP-måling, har fået mange økonomer til at operere med begrebet et grønt BNP. Her medregner man netto, hvad der tilføres af bæredygtig produktion, og man trækker rovdrift på naturgrundlaget fra i en slags opgørelse af de naturmæssige aktiver (der er en forudsætning for produktionen).
    Umiddelbart kan et højt BNP som sagt danne grundlag for velfærd i form af materielle goder. Men stress og uheldige biprodukter og eksternatiteter trækker den anden vej. For at måle velfærd kan det være nødvendigt også at se på indkomstfordelingen. En mere lige fordeling kan fremme velfærd, fordi ekstra goder kan give mere velfærd til den fattige end de tilsvarende materielle ting betyder velfærdsmæssigt for den velhavende, der jo har meget i forvejen og derfor ikke får tilført så meget ”ekstra lykke” ved en yderligere øgning af forbruget.

 
Lykkeindeks
I et forsøg på på et mere realistisk plan at måle værdien rent livskvalitetsmæssigt af det producerede, er man, jvf ovenfor, begyndt at arbejde med lykke-indeks. Her forsøger man at måle sig frem til det, dels via subjektive målinger (f.eks. ved at spørge til folks velbefindende, dels via objektive målinger (måling af, hvad folk faktisk har).
    I den forbindelse kan man spørge, om subjektive lykkemålinger er holdbare som videnskabelige mål? Meget afhænger af måden, der spørges på. Fornemmelser af velbefindende er kulturelt bestemt, og ved den slags undersøgelser kan det ofte være sådan, at ”som man råber i skoven” får man svar. Der kan komme noget selvbekræftende ind over det. Og det er dermed vanskeligt at leve op til kriterierne om objektiv videnskabelighed.

Link: Where is it Best to be Born?

Der er også nogle, der har gjort noget ud af sondringen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund. Man kan således godt tænkes at have en velfærdsstat uden at have et velfærdssamfund, idet der ved det første forstås en række statslige/offentlige ordninger, der kan være ret så bureaukratiske og måske egentlig ikke velfærdsfremmende, mens nogle ved et velfærdssamfund forstår et samfund, hvor velfærden kan komme til udfoldelse på mangfoldige måder, f.eks. i civilsamfundet. Endelig kan der være tale om en udvikling, således at der i stigende grad tales om, at velfærd ikke alene udmøntes af centrale statslige instanser, men der iværksættes løbende velfærd af frivillige organisationer og andre steder i civilsamfundet.

I Norden finder man den såkaldte universelle velfærdsstat, som udmærker sig ved, at sociale ydelser, sundheds- og uddannelsesordninger er alment tilgængelige som rettigheder for alle - uafhængigt af, om de har tegnet forsikringer – eller om deres arbejdsgivere har gjort det for dem.
 

Velfærdsmodeller

Velfærdssystemerne er er opstået igennem en lang historisk udvikling. Når man fik det, man kalder universel velfærd i Skandinavien, hænger det bl.a. sammen med den høje fagforeningsbevidsthed og  - medlemskab og  den tætte forbindelse mellem fagbevægelsen og dens politiske parti, Socialdemokratiet, på den ene side og statsmagten på den anden. Velfærdsstaten blev en del af den danske model. Man fik indflydelse i parlamenterne og gennemførte en lovgivning om universel velfærd, dvs velfærdsordninger, der var gratis, omfattede alle (”universel”), og som blev finansieret over skatterne.

Skema  1: Velfærdsmodeller

I et land som USA fik man til gengæld det, man kalder residual velfærd, fordi markedskræfterne og troen på individualisme (”sin egen lykkes smed” og "den amerikanske drøm" som en tro på muligheden for social mobilitet) her var meget stærke.  Her skulle man ”klare sig selv”, men da samfundet som helhed var ret rigt, var det alligevel naturligt/nødvendigt, at der blev taget hånd om de allersvageste (”residual” velfærd).

Velfærd i forholdet mellem stat, marked og civilsamfund

Velfærdsstaten opfylder behov, markedet og civilsamfundet ikke har dækket i ønsket eller fornødent omfang.
    Markedet har ikke alene kunnet yde sundhed, uddannelse og andre velfærdsgoder. Markedet har ofte skubbet de svage ud i lediggang. - Og ikke engang kun de svage. Når de økonomiske konjunkturer er begyndt at gå nedad med faldende vækst, er også de stærke blevet skubbet ud i ledighed. - Og hvem skulle så tage sig af deres forsørgelse?
   Det har altså ikke været tilstrækkeligt, at arbejdskraften har været en "vare", og at familien ikke alene har kunnet dække de øvrige behov. For når man bor i en by, kan man ikke ernære sig af egen produktion alene.
   Man kan sige, at man i velfærdsstaten dekommodificerer f.eks. arbejdskraften. Det vil sige, man fjerner vare- og markedskarakteren. Det gør man f.eks., når man laver offentligt understøttet arbejde. Man gør det, når staten blander sig i løndannelsen, f.eks. ved at indføre en mindsteløn, der ligger over den markedsbestemte løn (-hvor den så end ligger), og man gør det ved at skabe et system af offentlige ydelser, der er gratis – og altså ikke har varekarakter.
    Arbejdsløshed er f.eks. en risiko, de fleste mennesker vil være udsat for før eller siden i deres arbejdsliv. Risiko forsikrer man sig normalt imod. Der er da også forskellige ordninger for forsikring imod arbejdsløshed. Arbejdsløshedsforsikringen startede faktisk som ”private” forsikringsordninger i fagforeningsregi. Fagforeningerne forsøgte at hjælpe medlemmerne af foreningerne med at ”udjævne” risikoen ved de svingende økonomiske konjunkturer. Når der var højkonjunktur, var det naturligt at sætte penge ind i forsikringen, så man kunne få penge ud i arbejdsløshedsunderstøttelse, når lavkonjunkturen kom, og man eventuelt blev arbejdsløs. Det var imidlertid vanskeligt at betale for længerevarende arbejdsløshedsperioder, og forskellige fag kunne være forskelligt udsat for arbejdsløshedsrisiko. Arbejdsløshed kunne indebære en voldsom forarmningsrisiko for nogle. Det var bl.a. derfor, staten gik ind og lavede en lov om arbejdsløshedsforsikring. Det skete i Danmark allerede i 1907. Hermed var ”forsikringen” dog ikke hørt op. Den blev blot suppleret med et system til offentlig hjælp/tilskud.  Staten er herved med til at forhindre markedskræfternes fulde virkning. Man fjerner reelt noget af den markedsbestemte varekarakter (dekommodificering) af arbejdskraften. Man erkender, at arbejdskraft ikke er lige som sæbepulver, der kan lægges på lager i lang tid, hvis den ikke efterspørges.
    Velfærdsstaten har foretaget en større eller mindre dekommodificering af dele af den samfundsmæssige produktion. Hvis der ikke fandtes gratis offentlig sundhedspleje, ville der være et privat markedssystem af sundhedsydelser, folk skulle betale for direkte, som når man køber havregryn i supermarkedet. 
    En velfærdsstat kan også være præget af, at man ønsker at føre dele af de offentligt producerede gratisydelser tilbage til en tilstand, hvor de udbydes på markedet, og der betales for dem. I så fald sker der en slags gen-kommodificering.  Det sker, når man f.eks. kritiserer, at "velfærden har taget overhånd".

Internationale sammenligninger af velfærdsdata

Levestandard og velfærdsniveauer sammenlignes internationalt i de såkaldte Human Development Reports fra FN's udviklingsorganisation UNDP.

Human Development Index, HDI,  er et sammensat index for velfærd/livskvalitet med indeksværdier fra 0,00 til 1, hvor 1 er det højeste niveau. Der måles på sundhed, uddannelse, indkomst, ulighed, fattigdom, kønsmæssig ligestilling, bæredygtighed og governance. Indekset er "objektivt" i den forstand, at der måles på kvantitative faktorer, f.eks. BNP pr indbygger, kønnenes repræsentation i parlamentariske forsamlinger o.lign. Derved er indekset at foretrække frem for f.eks. de såkaldte happiness indeks, der måler på subjektivt oplevet. lykke/livskvalitet. 
 

Regulering af overførselsindkomster

Det er blevet et generelt problem for en del velfærdsstater, hvordan forskellige overførselsindkomster reguleres.
    Det fører ofte til opslidende ideologisk-politiske kampe om indkomstfordeling og velfærdsydelser.
    I USA har der f.eks. kørt en debat om "the Entitlement Society" ("Rettighedssamfundet"), som kan minde lidt om diskussionerne om den universelle velfærdsstat i Norden. Hvorfor skal folk have automatiske rettigheder til velfærdsydelser, spørger man på den liberale fløj i Det republikanske Parti? Det vil ødelægge dynamikken i samfundet, mener man.
    Omvendt ser man, når ydelserne bliver så små, at der opstår store fattigdomsproblemer, at Demokraterne rykker i felten og forlanger reguleringer, så fattigdommen bekæmpes.
    En af måderne at komme om ved problemet på er at indeksere reguleringen af velfærd og arbejdsmarkedsydelser. Et indeks er en gennemsnitsberegning af en udvikling i priser, løn m.v., hvor man ofte vil belyse tallenes udvikling i relation til et basisår, som sættes til 100. Man har f.eks. et forbrugerprisindeks, hvor prisudviklingen beregnes som et gennemsnit i forhold til, hvordan en gennemsnitshusholdning sammensætter sit forbrug.  Prisen på salt betyder jo ikke ret meget. Det gør prisen på boliger eller benzin/olie derimod. De skal altså vægtes i forhold til hinanden, når man laver det sammensatte indeks.
    Man kunne indeksere sociale ydelser og arbejdsløshedsunderstøttelse i forhold til prisindekset. Det ville jo tilsyneladende give en slags realindkomstdækning. Men det vil kunne føre til udhuling af ydelserne, og dermed større ulighed, hvis lønningerne stiger mere end priserne.
   Så kunne man i stedet indeksere til et lønindeks. Det er reelt det, man gør i Danmark, men man foretager et fradrag på nogle promiller af lønindekset. De penge, der trækkes ud, går til den såkaldte satspulje, særlige sociale formål. Det er reguleret i satspuljeloven.

Satsreguleringen af ydelser har ført til politisk debat. Er det rimeligt, at der sker en gradvis udhuling af pensioner, andre sociale ydelser og arbejdsmarkedsydelser som dagpenge og efterløn? Det kan jo udvikle sig til en Storm P. model, hvor man fodrer hunden med dens egen hale?
    Det er også blevet diskuteret i relation til flexicuritymodellen, der netop bygger på et højt niveau af arbejdsløshedsdagpenge.

Flexicurity under pres?

Flexicurity er sammensat af ordene flexibility og security (sikkerhed), og det går på et økonomisk system/arbejdsmarkedssystem, hvor virksomhederne har fleksibilitet til at omstille sig efter hastigt skiftende markedsforhold, og hvor lønmodtagerne har den fornødne sikkerhed, der gør dette muligt. Det sikres bl.a. gennem et velfungerende dagpengesystem og arbejdsmarkedsuddannelser. Når lønmodtagere ikke behøver at frygte fyringer, vil det alt andet lige være lettere for virksomhederne at skille sig af med dem, når det er nødvendigt. Der er imidlertid i de senere år skåret ned på arbejdsløshedsreglerne i Danmark, så flexicurity, eller i hvert falde security-delen, er kraftigt forringet.

Konjunkturer, globalisering og velfærdsstat

Velfærdsstaten udvikler sig løbende. Det skyldes den økonomiske konjunktur (stigende/faldende vækst og arbejdsløshed). Det skyldes globaliseringen og udviklingen i EU, og det skyldes de ændrede politiske indgreb. I den forbindelse kan man stille følgende spørgsmål:

• Hvordan ændrer forholdet mellem forsørgelse (kontanthjælp m.m.) og aktivering (beskæftigelsesforanstaltninger og uddannelse) sig?
• Hvordan ændres forholdet mellem skattefinansiering og forsikringsfinansiering?
• Hvordan ændres forholdet mellem centrale aktører (stat) og decentrale (kommuner)?
• Hvilken rolle tildeles familie og civilsamfund (frivillige organisationer)?  Kan velfærdsopgaverne løses igennem frivilligt arbejde?

Velfærdsstaten er under forskellige former for pres, der kan udvikle noget, der næsten ligner stresssymptomer. I 1970'erne og 80'erne steg skattetrykket, og velfærdsstaten udvidede sin service på mange områder (uddannelser, sundhed, ældrepleje).
   Det var dog ikke altid, det førte til mere tilfredshed. Det vil sige, at velfærdsstaten har stigende legitimationsproblemer. Borgeren gør sig gældende som debatdeltager i den borgerlige offentlighed og som vælger i det politiske system. Men borgeren deler sig også i roller som skatteyder, klient og bruger af offentlig service. Som skatteyder synes man måske, at skatterne er for høje. Som bruger synes man måske, at der skulle ofres mange flere penge på børnenes skole. Som klient er man "sur på sin sagsbehandler". Hvordan håndterer velfærdsstaten dette pres? De enkelte nordiske velfærdsstater har besvaret spørgsmålene på delvist forskellige måder. Grundlæggende har man dog stadig mange universelle træk til fælles. 

I Tyskland har man arbejdsmarkedsmodellen, også kaldet den obligatoriske forsikringsmodel. Her er ydelser bedst for de, der er forsikret via deres arbejde/arbejdsgiver. 

EU og ulighed

Inden for EU hører socialpolitik til enkeltstaternes område. Det skal EU altså principielt ikke blande sig i. Når det gælder, hvor høje satserne for kontanthjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse, statslige pensioner, m.v. skal være, så fastlægger medlemslandene det selv. Alligevel arbejder EU meget aktivt med socialpolitikken. Det er defineret som en åben koordineringspolitik. Ved topmødet i Lissabon i Det europæiske Råd (stats- og regeringschefer) 23.-24. marts 2000 udbyggedes EU's fælles strategimål med en målsætning om, at unionen skal være "den mest konkurrencedygtige og dynamiske vidensøkonomi i Verden med en kapacitet for bæredygtig økonomisk vækst, med flere og bedre jobs og med større social sammenhængskraft". "Den større sociale sammenhængskraft" er altså en målsætning for EU.  Det drejer sig bl.a. om at bekæmpe det, man kalder "social udstødelse", f.eks. arbejdsløshed, ældre uden netværk, m.v. EU har bl.a. arbejdet med at få defineret sociale indikatorer, som man kan blive enige om. Når man er enedes om fælles sociale indikatorer for, hvad der er sociale problemer, kan man gå videre og anbefale forskellige politikker på nationalt plan og fællesskabsplan til imødegåelse af dem. En af de accepterede sociale indikatorer er f.eks. den såkaldte gini-koefficient, der er et mål for ulighed, hvor 0 er fuld lighed og 1 total ulighed, hvor 1 person ejer det hele/får al indkomst.

Figur 2  : Lorenzkurve over fordeling på tiendedele og Gini-koefficient i Danmark

 Ifølge disse tal skulle de nordiske lande være de lande, der har den største indkomstmæssige lighed. Det passer godt til beskrivelsen af dem som universelle velfærdsstater. Der er dels en relativ skarp progressiv beskatning (højere procentvis beskatning af sidste krone), dels fordeles der penge ud fra de offentlige kasser med relativt høje kompensationsprocenter i tilfælde af sociale begivenheder, der involverer indkomstbortfald.
    EU taler i sin socialpolitik om den "europæiske sociale model", og at denne skal styrkes. Det skal den ikke alene for de fattiges og udstødtes blå øjnes skyld, men også fordi man ser det som et vigtigt element i en vidensøkonomis konkurrenceevne under de stadig mere skærpede verdensmarkedsvilkår under globaliseringen.

Figur 3: Indkomstfordeling EU-lande + Island, Norge og Schweiz) efter femtedelsandele S80/S20 ("Share of total equivalised disposable income by quintile and income quintile share ratio, 2012")

Kilde: Eurostat,. Note: Figuren viser, hvor stor en andel af indkomsterne, de højeste 20 pct af indkomstmodtagerne har i forhold til, hvad de laveste 20 pct har. EU-medlemslandenes navneforkortelser kan ses her. 

OPGAVER:

Hvordan måle velfærd?
Man skal her se på, hvordan velfærd kan måles objektivt/kvantitativt ved f.eks. at se på statistikker over ydelser, uddannelsessystems og sundhedssystems udformning, etc.
    Man kan imidlertid også se på den rent subjektive oplevelse af livskvalitet eller manglen på samme, jvf f.eks. de elementer, der indgår i behovspyramiden. Det kan måles/undersøges via sociale indikatorer, levekårsundersøgelser og kvalitative interviews. Hvad er et "socialt problem"? Hvad er konformitet/afvigelse?

Typer af velfærdsstater
Man kan her se på, hvordan velfærdsstatstyperne konstant udvikles og ændres som følge af 1. globalisering, 2. økonomiske konjunkturer 3. "villede" politiske indgreb som udtryk for vælgerprioriteringer

Inkluderet/ekskluderet
Hvem er "in", og hvem er "out" i forskellige sammenhænge, der betyder noget for ressourceadgangen. Samtidig spiller ressourceudrustningen (arv og miljø, uddannelse, økonomi) en stor rolle for inklusions- og eksklusionsmekanismer. Undersøg i den sammenhæng hjemløse, arbejdsløse, misbrugere, etc.

EU
Undersøg EU's sociale indikatorer, og hvordan de indgår i EU's socialpolitik. Hvad vil EU opnå ved at udvikle en socialpolitik?

Leksikon.org  artikel om velfærdsstaten