Liberal Alliance  blev i maj 2007 stiftet under navnet Ny Alliance. 

I begyndelsen af maj 2007 bekendte tre udbrydere fra henholdsvis De Radikale (Anders Samuelson og Naser Khader) og De Konservative (Gitte Seeberg), at de forlod de partier, de indtil da havde været medlemmer af for at stifte det nye parti Ny Alliance. Anders Samuelson sad i Europaparlamentet for De Radikale. De to andre var medlemmer af Folketinget.
    Ny Alliance fik stor medvind i starten. Allerede den 9.5.07 havde over 13.000 mennesker meddelt en interesse i at melde sig ind via den i hast etablerede hjemmeside for partiet. Nogle af tilmeldingerne var dog ikke seriøse. Men det lykkedes partiet at få kontingent fra nogle tusinde, der havde meldt sig ind via nettet.

Bag interessen for det nye parti lå en afstandtagen til de "gamle partier". Gitte Seeberg kunne samle frafaldne borgerlige på udsagnet "Nok er nok!". Det, der var nok af, var efter partiets mening Dansk Folkepartis indflydelse i dansk politik. Ifølge partiets stiftere skulle der forsøges noget nyt i dansk politik. Folk var trætte af de fastlåste positioner. Partiet bidrog i den tidlige fase til at låse positionerne mellem de to blokke i Folketinget op og give vælgere en ny mulighed i midten af dansk politik.

Partiet gik stærkt frem i meningsmålingerne, og det stod en overgang til at få omkring 20 mandater i Folketinget - i hvert fald ifølge meningsmålingerne. Det tal var dog faldet væsentligt, da valget kom i 2007. Partiet fik 2,8 pct af stemmerne og en gruppe på 5 personer i Folketinget.

Der var flere grunde til det hastige fald fra de gode meningsmålinger og til valget. Dels forsvandt noget af den oprindelige begejstring, dels var der uenighed om den politiske linje blandt frontfigurerne, og endelig gjorde partiets frontfigur Naser Khader en noget uheldig figur i afgørende valgmøder op til valget.

Afskalninger og ny partidannelse

Der gik ikke lang tid efter valget, før partiet begyndte at krakelere. Gitte Seeberg, der måske var det største politiske talent af de tre grundstiftere, havde svært ved at slå igennem i ledelsen, og hun forlod partiet i utilfredshed over  bl.a. det, hun opfattede som en svækkelse i afstanden til Dansk Folkeparti. To nyvalgte medlemmer, Jørgen Poulsen og Malou Aamund, forlod også partiet, den sidste til fordel for Venstre.
     Partiet skiftede i 2008 navn til Liberal Alliance. Det bekendte sig nu til en klar liberalistisk politik.
    Anders Samuelsen, der bl.a. havde stået for udvikling af partiets skattepolitik med krav om markant nedsættelse af marginalskatten, var den, der klarest ønskede at trække partiet mod højre, i mere liberalistisk retning. Det modsatte Naser Khader sig. Det endte med Khaders afgang.
    Til gengæld fik den liberalistisk indstillede erhvervsmand Sejr Christensen, en af stifterne af Saxo Bank, adgang til partiets ledelse. Han var med til at udvikle det i liberalistisk retning.

    I dag må man karakterisere det som et liberalistisk parti, det mest markante liberalistiske parti i Danmark. Da Venstre i regeringsposition har givet noget køb på sin liberalistiske linje, kan det muligvis give plads til Liberal Alliance på den liberalistiske fløj i dansk politik.

Ny politisk diskurs?

Liberal Alliance er i gang med at bygge en politisk diskurs, som kan sikre partiet repræsentation i det næste folketing.

I opbygningen af diskursen lægger man vægt på nogle enkle sandheder, som man forsøger at banke ind. Lavere skatter givfer øget vækst. Større personlig frihed gennem fjernelse af den statslige “Big Mother”. Indvandrerpolitikken skal være præget af “åbne grænser, men lukkede kasser”, så man får de kvalificerede udlændinge ind og siger nej til de uuddannede og dyre.

Samtidig forsøger man at lægge en kant til de andre partier i Folketinget. Det sker bl.a. v.h.a. vedlagte figur.

 Kilde: http://www.liberalalliance.dk/presse/annoncer

De andre partier beskrives som bærere af den danske tradition for “socialdemokratisk velfærdsstat” i større eller mindre grad, hvorimod Liberalt Centrum løfter sig i frihed og globalt udsyn. Man må håbe for partiet, at figuren er lavet med et smil. Ellers står det galt til med humoren i partiet.

De enkle sandheder om skattens betydning for konkurrenceevnen drives frem igen og igen. Partiet tager ikke stilling til, hvordan de enorme skattelettelser skal finansieres. En reduktion af topskatten til 40 pct efterlader et stort hul i statskassen. Det må formodes, at finansiering skal ske ved de såkaldte “dynamiske effekter”. Hvordan sådanne effekter opstår under lavkonjunktur, siges der ikke noget om. Det tages blot for givet, at virketrangen i erhvervslivet vil vokse ligefrem proportionalt med lavere skatteprocenter, især på topskatten. Det er den  incitamentøkonomiske diskurs, som allerede Laffer og Reagan kørte frem med i 80′erne. Den amerikanske økonomiske vækst gik frem, men det skyldtes måske i højere grad øgede forsvarsudgifter, der stimulerede økonomien - altså igen øgede statsudgifter. Samtidig førte disse til et stigende statsbudgetunderskud i USA. Argumentationen ser altså ikke ud til at være helt holdbar, men det betyder mindre, hvis vælgerne tror på den. Og det er just heri, kunsten at lave en politisk diskurs består.

En ny politisk diskurs skal gerne  ud over en række argumenter også bestå af italesættelse økonomisk-politiske problemer, der imødekommer udbredt holdninger og forventninger i vælgermassen, og også gerne lidt sprogekvilibrisme, der serverer en ny og indbydende sproglig palet for vælgerne. I figuren ovenover bruges f.eks. to adjektiver til at beskrive værdiorienteringen i 1. kvadrants y-akse: Moderne og global. Det er to plusord. Hvem vil ikke gerne være moderne og global? Det vil partierne i 3. kvadrant sikkert lige så gerne være!

Omvendt med den nedadgående y-akse.  Her bruges to navneord: Tradition og nationalisme. Det er anderledes tungt og negativt ladet i forhold til at være moderne og global.

Hvad nu hvis disse to tillægsord skrives om til navneord: Modernitet og globalisering? De skifter i betydelig grad betydning. Modernitet står for en kompleks samfundstilstand, der er meget andet end det positive ord “moderne”. “Globalisering” er også et meget mere komplekst begreb end global. At være “global” er udtryk for udsyn til Verden. “Globalisering” beskriver komplekse processer og samfundstilstande, der ofte opleves som havende negative bibetydninger: Outsourcing, sweatshops, finanskrise.

Verdensøkonomien var tæt på at gå i stå som følge af lidt for meget frihed og kreativitet i finanssektoren under den amerikanske subprimelånekrise 2007-08. Problemet med det økonomiske frihedsbegreb er, at det omfatter denne “frihed” plus en lang række yderligere friheder. Hvis det altsammen er bragt sammen i en pærevælling, kan man risikere, det lukker for klare politiske valg, snarere end at lægge op til disse. Her risikerer partiet at komme til at appellere til et lille segment. Under De Konservatives krise i 2010-11 fik Liberal Alliance imidlertid ret let spil m.h.t. at kunne hugge sig ind i det liberale vælgersegment.

Økonomer har kritiseret Liberal Alliance for at  vælge at lægge skattelettelserne der, hvor de har mindst effekt. Det vil ikke have meget virkning at sænke selskabsskatten, da virksomhederne i forvejen via gunstige afskrivningsregler kan nedbringe, eller evt. helt undlade at betale denne skat. Topskattelettelser kan muligvis have en effekt på arbejdsudbudet under højkonjunktur med mangel på arbejdskraft, men har det næppe i krisetider. Desuden kan virkningen gå den anden vej: Folk erhverver mere fritid, når den disponible indkomst gør det muligt. Derved falder arbejdsudbudet altså.

Udover skattepolitik og økonomisk politik, der indbyder til vidtgående markedsliberalisme,  er Liberal Alliances diskurs også en anti-establishment diskurs. Det påstås, at demokratiet er afløst af en kamp om swing votes.  Nogle hundrede tusinde vælgere er svingvælgere mellem rød og blå blok, og det har reduceret dansk politik til en march på stedet, hvor kampen står om disse vælgere.  Det er en ofte fremført påstand i politologien. Partiet bruger denne anerkendte sammenhæng til at sige, at det er et problem for det repræsentative demokrati, og det kan udbedres ved at stille en klarere optionsmulighed til skue (jvf figuren ovenover)

Spørgsmålet er, om Liberal Alliance virkelig har lært af Ny Alliances børnesygdomme. Det var bl.a. spørgsmålet om en manglende konsistent og sammenhængende politik, der fik det nystartede projekt til at lide skibbrud. Det samme ser ud til at ske for Liberal Alliance. Berlinske Tidende spurgte således om partiets holdning til aktuelle velfærdsspørgsmål, så som afskaffelse af børnecheck, ældrecheck m.v., hvor partiets kandidater udtrykte meget divergerende holdninger. Partilederen svarede:

LA-partileder Anders Samuelsen vil ikke høre tale om, at hans kandidater er splittede.»Vi går ikke til valg på at afskaffe hverken børnecheck, ældrecheck og folkepension. Og det er der heller ikke nogen af mine kandidater, der går til valg på,« siger Samuelsen.

Det lyder som om, man siger det, vælgerne gerne vil høre (populisme). Med den skattepolitik, man vil føre, kan det blive nødvendigt at skære ned på diverse velfærdsordninger. Der skal gerne være sammenhæng i et partiprogram m.h.t., hvilke udgiftsforslag der er, og hvordan de tænkes finansieret.

Avisen er også snedig nok til at spørge, om partiet går ind for fri hash. Her er der også forskellige holdninger. Partilederen går ind for det, ifølge Berl. Tidende, men vil ikke gøre det til en mærkesag, der skal kæmpes for. Det menes bare ud fra forskellige overvejelser at være en fornuftig politik, f.eks. m.h.t. at bekæmpe bandekriminalitet via det økonomiske grundlag for den. – “Og det ser ud til at have fungeret fint i Holland”. Lakmusprøven må imidlertid være, om man er klar til at tage det med i sit partiprogram og udforme en sammenhængende politik på området.

Partiets hjemmeside