Europæisk asyl- og indvandrerpolitik


                


Ifølge FN's flygtningekonvention fra 1951 har intet land, der har ratificeret konventionen, ret til at afvise asylansøgere, der har forladt deres land som følge af, at deres liv og/eller rettigheder er i fare p.g.a. krig eller forfølgelse. De skulle sikres de menneskerettigheder, der fremgår af FN's menneskerettighedserklæring fra 1948.
   Da konventionen blev vedtaget i 1951 var den møntet på de flygtningeproblemer, der var i Europa efter II. Verdenskrig.  I 1967 blev den gjort universelt gældende, så den også gjaldt for andre end europæere. Flygtningekonventionen er nu ratificeret af 147 lande. Et land som Tyrkiet fik dog underskrevet konventionen på en sådan måde, at den kun gjaldt for europæere. Tyrkiet er altså dermed principielt set forpligtet til kun at tage sig af asylansøgninger fra europæere. Ikke-europæiske flygtninge i Tyrkiet (Irakere, Iranere, Afghanere) tildelees midlertidig asylansøgerstatus, og UNHCR (FNs flygtningehøjkommisariat) er ansvarlig for deres registrering og for at finde en løsning for dem på længere sigt. Derfor behøver Tyrkiet i princippet ikke at behandle asylansøgninger og give asyl til de op imod 2 mio syriske flygtninge, der er kommet til landet, men har dog siden 2011 tildelt midlertidig asylstatus til syriske statsborgere, der er flygtet fra borgerkrigen.
   Den europæiske asylpolitik har reformuleret flygtningekonventionens rettigheder som en del af EU's politik for Retlige og Indre Anliggender (RIA). Det er sket med bl.a. Amsterdamtraktaten fra 1999 og Lissabontraktaten fra 2009:

ARTIKEL II-78 :  Asylret
Asylretten sikres under iagttagelse af reglerne i Genève-konventionen af 28. juli 1951 og
protokollen af 31. januar 1967 om flygtninges retsstilling og i overensstemmelse med forfatningen.  (Kilde: Unionstraktaten)


EU’s lovgivning stiller krav til medlemslandene (dog ikke Danmark pga. retsforbeholdet) om bl.a.:

  • modtagelsesforhold for asylansøgere,
  • registrering med fingeraftryk af asylansøgere,
  • behandling af asylansøgninger,
  • rettigheder for personer, der har fået flygtningestatus eller subsidiær beskyttelse. (EU-oplysningen)   
Man har i 1997 vedtaget Dublinforordningen, ifølge hvilken personer, der kommer ind i EU-området uden gyldigt visum eller pas, skal registreres i det land, de ankommer til første gang. Hvis de efterfølgende tager ophold i et andet EU-land, har dette land ret til at sende dem tilbage til det første modtagelsesland. Danmark er med i Dublinforordningen via en mellemstatslig parallelaftale (p.g.a. retsforbeholdet)
    Det har ført til betydelige problemer for førstemodtagelseslandene/"frontlinjestaterne", især Grækenland, Italien og Malta, som har modtaget et stort antal bådflygtninge. De sendes over Middelhavet i faldefærdige både, ofte efter at have betalt menneskesmuglere betydelige beløb. Presset på bl.a. Grækenland blev i sommeren 2015 så stort, at Tyskland opgav at sende syriske asylansøgere tilbage til det første modtagelsesland.
   Man erkendte, at en egentlig behandling af de mange asylansøgninger vil være et uoverkommentligt problem for et land som Grækenland, der i forvejen havde mange problemer med gældsafvikling og massearbejdsløshed.
    Borgerkrigen i Syrien udvikledes sig i 2011 efter forsøg på at starte et "arabisk forår" i landet. Det diktatoriske Assad-regime slog hårdt ned på demonstrationerne, og det udviklede sig til en borgerkrig, der i løbet af få år førte til op imod 10 mio flygtninge og internt fordrevne i landet. En stor del af de, der flygtede fra krigen, tog ophold i nabolandene, bl.a. Tyrkiet (2 mio), og mange forsøgte at tage til Europa, bl.a. ved at betale menneskesmuglere for transport over Middelhavet.
    I løbet af 2015 steg presset af mennesker i førstemodtagerlandene voldsomt. De søgte videre mod nord (i mange tilfælde uden førsteregistrering ved EU-grænsen), især mod Tyskland og Sverige, der førte en politik mere i overensstemmelse med FN-konventionerne og EU's asylpolitik, end andre lande gjorde. Et land som Slovakiet erklærede sig villig til at tage 200, men så skulle det også være kristne asylansøgere.
   Tyskland kunne se frem til et indvandrer-/asyltal på op imod 800.000 mennesker i løbet af 2015.
   Der var angreb på asylcentre i Tyskland, ansporet af nynazistiske og indvandrerfjendtlige grupper. Tyskland advarede om, at det i mangel på fælles løsninger kunne blive nødvendigt for landet at genindføre grænsekontroller, stik imod princippet i Schengenaftalen - det kan kun gøres midlertidigt.
   I den situation holdt Tyskland og Frankrig topmøde, hvor de to lande besluttede at kræve mere solidaritet fra alle EU-lande, og altså opslutning om den asyl- og indvandrerpolitik, som allerede var på tegnebrættet i EUs retspolitik (Retlige og Indre Anliggender). Tyskland presser på for at få tvungne kvoter af asylansøgere, så de deles ligeligt. Samlet set skulle det ikke være et uoverkommeligt problem for EU28 med en befolkning på over 500 mio (med høj gennemsnitlig BNP pr indbygger) at tage imod og fordele nogle mio indvandrere fra det uroplagede Mellemøsten.
   Man vedtog også på det fransk-tyske topmøde at tage initiativ til fælles europæiske modtagelsescentre (øjensynlig bl.a. for at sikre en førsteregistrering af ankomne asylansøgere). Der skal laves en liste over "sikre lande", som alle EU-lande tilslutter sig. Asylansøgere, der kommer fra sådanne lande, skal sendes tilbage. Endelig besluttede man at indkalde til et topmøde mellem EU og lande, som en stor del af asylansøgerne kommer fra, bl.a. med henblik på at løse problemerne ved oprindelsen til deres opståen, og således, at man får aftaler med landene om at tage afviste asylansøgere tilbage.

Migranter er af forskellige slags

Migranter (vandrende personer/arbejdskraft) kan være af mange forskellige slags, hvorved de stiller velfærdsstaten over for forskellige udfordringer:

Asylansøger/konventionsflygtning: Person, der søger asyl (efter FN-konventioner), fordi personen er udsat for politisk eller religiøs forfølgelse i sit hjemland, eller fordi personen er flygtet fra krig
Flygtning: En asylansøger, som har opnået flygtningestatus, og som herefter skal integreres i modtagelseslandet
Vandrende EU-borgere: Personer, der søger arbejde inden for EU's indre marked
Indva
ndrere uden papirer: Personer, som uden rettigheder søger til et område, hvor "græsset er grønnere" end i hjemlandet
Green card arbejdskraft: Højtkvalificeret arbejdskraft, hvor mange lande har lavet "green card" ordning til dem, ofte fordi man har mangel på sådan arbejdskraft på sit eget arbejdsmarked.

Indvandringen består altså af både asylansøgere/flygtninge på den ene side og på den anden side arbejdskraft, der kommer dels fra EU (EU's indre marked giver mulighed for arbejdskraftvandring for EU-borgere) og dels fra lande uden for EU.

Hvad skal man så stille op med asylansøgere, som har fået bevilget asyl?
    Skal de anbringes/"interneres" i særlige centre m.h.t. hurtigt at kunne sendes tilbage igen, når der er fred i deres land? Denne politik vælges ofte af hensyn til at understrege det midlertidige i opholdet. Der gives asyl med henblik på tilbagesendelse, når forholdene i hjemlandet er fredelige igen.
    Eller skal man forsøge at få dem ud i samfundet, give dem sprogkurser, integrationsforløb og finde jobs til dem?
    Her er der anvendt meget forskellig praksis af forskellige lande. Frygt for kriminalitet og mulige  høje omkostninger kan favorisere den første politik. Mens det humanitære hensyn til asylanterne og det øvrige samfunds interesse i evt at nyde godt af deres potentielle kompetencer har favoriseret den anden politik. Hvis ellers integrationen lykkes, vil integration normalt være det billigste alternativ.
   Men det kan jo også dermed netop afhænge af den arbejdsmæssige situation, samt mulighederne for effektiv integration, som bestemmer, hvilken integrations- /"internerings"-politik, der skal følges. Lande som Tyskland og Sverige med store eksportrettede industrivirksomheder kan være interesseret i tilførsel af arbejdskraft, og det kan være lettere at integrere indvandrere med en anden kultur i sådanne virksomheder end i mere service- og vidensorienterede virksomheder, hvor beherskelse af sproget og de vidensmæssige kompetencer spiller en større rolle.

Hvorfor vil så mange til Europa?

Det forstår man, når man ser på de forhold, de kommer fra. Der er imidlertid vigtige både pull- og push-faktorer. En vigtig pull-faktor er den europæiske models attraktion: Højt BNP pr indbygger, velfærdsstater, demokrati og ofte høj respekt for menneskerettigheder.
    M.h.t. push-faktorer (altså faktorer, der "skubber" migranter ud fra deres hjemland), er det ikke alene borgerkrig, det er også hungersnød (i afrikanske lande) og dyb fattigdom, arbejdsløshed og andre problemer.
   Hvis man flygter fra dette, er man i en anden kategori end asylansøgere, der har ret til beskyttelse efter konventionerne. De såkaldte økonomiske flygtninge, eller "bekvemmelighedsflygtninge", som de også kaldes, kan nok have gode grunde til at ønske at skifte permanent opholdssted, men det giver ikke uden videre ret til at opholde sig i længere tid i Europa.
   Hertil kommer, at flere af landene i Afrika og Mellemøsten er såkaldte svage stater, hvor regeringsførelse og administration kan være vilkårlig og præget af korruption.

Kort over migrationsruter til Europa

Kilde: Frontex.

Som det tilsyneladende fremgår af kortet ovenover, ankommer der også flygtninge via de europæiske lufthavne. De kommer som turister på midlertidigt ophold (visum, pas) og "forsvinder" i landet. Det kan dreje sig om mere velhavende migranter. De kan risikere at blive sendt tilbage igen, når og hvis de bliver opdaget af myndighederne, og de ikke har krav på asyl efter konventionerne.
   Mange kommer via de ruter, der vises på kortet, og her er det ofte fra områder præget af svage stater og dyb fattigdom.
   Under forsøgene på at gennemføre fælleseuropæiske løsninger på problemerne har der vist sig at være dybe uenigheder mellem forskellige dele af EU. Nogle af de øst- og sydeuropæiske lande vil ikke acceptere fælles løsninger. Det kan medføre, at Schengenaftalen (aftale om område uden grænser og med fri bevægelighed) bryder sammen, og landene enkeltvis begynder at genindføre grænsekontroller, hvad nogle, f.eks. Ungarn og Tjekkiet, mener at være i deres gode ret til, hvorimod Tyskland og Kommissionen ivrer for fælles løsninger.

Godkendte ansøgninger om asyl, 2014:


Kilde: The Economist.



Det danske retsforbehold

Indtil EU indførte en mere forpligtende fælles retspolitik, kunne Danmark deltage i en del af rets- og asylpolitikken, f.eks. politisamarbejdet, når der kunne tages beslutninger her som mellemstatsligt samarbejde (altså uden føderal overnational beslutningstagning), men da EU i medfør af traktaterne (Amsterdam- og Lissabontraktaterne) gik over til flertalsafstemninger på flere områder i retspolitikken, ville det ikke være realistisk fortsat at kunne være med, uden at retsforbeholdet blev droppet. I marts 2015 indgik de EU-positive partier (S, R, SF, K og V) en aftale om, at retsforbeholdet skal til folkeafstemning senest i 2016. Det bliver 3.12.2015, at folkeafstemningen holdes. Danmark får mulighed for at få en tilvalgsordning, så man kan melde til m.h.t., hvilke områder man vil være med i. Det vil bl.a. være Europol, da det giver mulighed for at deltage i bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet, hvorimod man fravælger fælles asylpolitik.
    M.h.t. asyl- og indvandrerpolitikken forventer Danmark at kunne bruge tilvalgsordningen til at vælge den fra, men man kan nok forudse, at Danmark kan komme under et pres for at tage sin del af de fælles byrder med flygtninge-/indvandrere, jvf ovenfor. Tyskland vil næppe i længden acceptere, at Tyskland tager over 40 pct og Sverige også en betydelig andel, mens andre lande forsøger diskret at lægge sig i læ bag disse to.
    Det er interessant at se, at en Gallupundersøgelse viser, at de danske vælgere reagerer på mediereportagerne om flygtningesituationen ved med flertal at gå ind for en mere ligelig fordeling af asylansøgerne.

Danmarks håndtering af akut flygtningesituation

Problematikken omkring flygtninge-/indvandrere blev tilspidset henover week-enden 5.-7. september, da der ankom et stort antal migranter/asylansøgere med tog og færge til Rødby på Lolland og Røde Kro i Sønderjylland. En stor del af dem begav sig af sted til  fods ad Sydmotorvejen i retning mod Malmø i Sverige. De ville ikke søge asyl i Danmark, angiveligt påvirket af negative forventninger til Danmark som modtagelsesland. det kan have spillet ind, at den danske regering samtidig havde iværksat en oplysningskampagne i mellemøstlige medier om, hvordan Danmark havde strammet asyl- og flygtningepolitikken med lavere startsatser for sociale ydelser (op til 50 pct reduktion) og udsættelse af mulighed for familiesammenføring til tidligst efter 1 års ophold.

Meddelelse i libanesiske medier om dansk annoncekampagne:

Kilde: The Daily Star.

Den danske integrationsminister meddelte i danske medier, at kampagnen til en pris af 250.000,- kr hurtigt ville være tjent ind igennem det formindskede antal asylansøgninger. Det må man sige, hun fik ret i. Samtidig bevilgede Forbundsregeringen i Tyskland 3 mia euro til øgede asyludgifter i de tyske delstater.
    Venstremindretalsregeringen skiftede dog politik midt under flygtningekrisen og lagde sig tættere op ad de tyske positioner. Statsminister Løkke Rasmussen var i telefonisk kontakt med den tyske forbundskansler Angela Merkel.
    Danmark er medunderskriver af Dublinkonventionen (som parallelaftale) og har som sådan pligt til at registrere indvandrere, der ikke er EU-borgere, hvis de ikke er registreret i forvejen i et EU-land (i hvilket tilfælde de kan sendes tilbage til dette land). Og den danske statsminister gjorde sig til talsmand for, at der skal findes fælles europæiske løsninger på problematikken.
   Efter at have givet udtryk for dette i medierne indkaldte han Folketingets partier til et møde på Christiansborg, hvor han informerede om, hvordan regeringen hidtil havde håndteret den akutte flygtningesituation. Regeringen forsøgte at få en særaftale med Sverige om, at asylansøgere, som ønskede at komme videre til Sverige, kunne kommer dertil. Men det blev afvist af Sverige, der henviste til, at reglerne (Dublinkonventionen og EU-regler) skal følges.
   Det stærkt stigende antal migranter, der kom til Danmark, var stik imod målsætningen for den politik, Venstre gik til valg på i juni 2015. Her sagde man i valgkampen, at en kommende regerings succes i indvandringspolitikken skulle måles på dens evne til at begrænse tilgangen. Man vandt over "Rød blok" på denne politik, - og nu stod man midt i det samme problem, som SR-regeringen havde stået i: Når man fulgte flygtningekonvention og Dublinkonvention, kunne asylsøgerantallet ikke undgå at stige.
    Alternativt kunne man vælge at se stort på Schengenaftale og EU-regler og effektivt forsøge at lukke de danske grænser mod syd. Men som Lars Løkke Rasmussen sagde i sin første pressekonference i starten af "krisen": Hvordan kan man lukke grænsen til et land med 7000 km kystlinje?
    Lars Løkke Rasmussen vil kunne få problemer med sit parlamentariske grundlag, idet DF ikke var begejstret for Løkke Rasmussens håndtering af sagen.



Molinmodel og VH-skala kan give et billede af regeringens dilemmaer. Ideologisk havde Venstre bevæget sig fra en næsten føderalistisk EU-holdning under den tidligere leder Uffe Ellemann Jensen til en let EU-skeptisk mellemstatslig samarbejdslinje, i hvert fald i spørgsmål om åbne grænser og fri indvandring. Migrantkrisen var en brat opvågning til globaliseringens udfordringer. Man stod i et svært valg imellem på den ene side den parlamentariske faktor (DF som parlamentarisk basis) og være lydig Merkeldiscipel på den anden side. Samtidig havde man indledt et samarbejde om retsforbeholdets afskaffelse, som netop kunne være tillokkende ved, at det kunne give en særlig tilvalgsordning af politisamarbejde og samtidig bevarelse af egen asylpolitik inden for den europæiske RIA-politik (retlige og indre anliggender).
    Denne vanskelige formel truede med at bryde sammen under behovet for pludselig at vise større EU-solidaritet midt i den svære EU-asylkrise, som var blevet båret af to af Danmarks nabolande, der samtidig er de vigtigste handelpartnere. Erhvervsinteresser har stået bagved (baglandet i det nordvestlige område af figuren) og presset for fortsat dansk åbning over for omverdenen. Erhvervslivet er afhængig af det indre marked (herunder også arbejdsmarked) og ønsker for alt i verden, at Danmark undgår at blive en paria i dette samarbejde.
    Valget af lydighed over for Tyskland og EU kunne koste på popularitetsfaktoren, men her havde man mulighed for lade integrationsministeren lave støj på kanalen med sin annoncekampagne i arabiske medier og forsøgene på at få Sverige til at købe en særaftale om fortsat diskret at lempe tusindevis af asylansøgere videre til det gavmilde broderland.
    Det store svigt fra politikernes side har været over for befolkningen. Den er blevet bildt ind, at Danmark kunne køre med bind for øjnene midt i den største flygtningekrise siden II. Verdenskrig. Syrien lå så langt væk, at ingen tilsyneladende behøvede at kære sig om det. Og hvad der skete i nærområderne med de 4 mio flygtninge, var det mest nødhjælpsorganisationerne og lokale myndigheder, der tog sig af, men uden at de fornødne midler blev stillet til rådighed. Her gav Danmark dog relativt pænt i forhold til indbyggertallet.
   Statsministeren afviste senere, at Danmark skulle deltage i en EU-flygtningekvoteordning. Der er i denne plan om kvoter tale om meget større antal end det, der blev fremlagt i maj (jvf ovenfor), men principperne for fordelingen er de samme (BNP, befolkningsstørrelse, mv.). Spørgsmålet er imidlertid, om Danmark kan sige nej til kvoter uden, at det vil påvirke landets deltagelse i Dublinreglerne og dermed muligheden af at sende asylansøgere tilbage til første registreringsland?
    Da man senere ved et møde i Bruxelles som en good will gestus gik med til at tage 1000 flygtninge ud over de mange, der var kommet mere spontant, var det noget, som støttepartiet DF ikke var indstillet på at lægge stemmer til. Det viste sig også, at Venstre og DF har meget forskellig politik m.h.t. opbevaring af asylansøgere i lejre eller (midlertidig) integration af dem i samfundet og på arbejdsmarkedet (favoriseret af Venstre). Den smalle Venstreregering måtte derfor se sig om efter et andet flertal i Folketinget end det parlamentariske grundlag, Venstre havde fundet ved regeringens dannelse i juni 2015.

Kommissionens første relokaliseringsmodel

EU Kommissionen havde allerede længe været i gang med at udarbejde forslag til en fælles fordeling af flygtninge-/indvandrerne imellem landene efter kriterier som BNP's størrelse, befolkningsstørrelse o.lign. (pct i parentes angiver vægtningen af faktoren i fordelingsnøglen):

a) Befolkningsstørrelse (40%)....
b) Størrelse af BNP (40%), idet denne afspejler et lands velstand og dermed landets evne til at absorbere og integrere flygtninge
c) gennemsnitligt antal spontane asylansøgninger og antal relokerede flygtninge pr 1 mio indbyggere over perioden 2010-2014 (10%), idet dette tal afspejler de bestræbelser, det enkelte land har gjort i den umiddelbare fortid
d) arbejdsløshedspct (10%) som en indikator for muligheden for at integrere flygtninge på arbejdsmarkedet. (Kilde: Kommissionen)

Forslag til europæisk relokaliseringsnøgle (Kommissionen, maj 2015)

Anm: UK, Irland og Danmark ikke med i fordelingsnøglen, da de har en undtagelse fra den fælles asyl- og indvandrerpolitik (en opt-out/undtagelse) i unionstraktaten.

Alternativt kunne man forudse, at Schengenaftalen vil bryde sammen, og landene enkeltvist vil genindføre grænsekontroller og egen asylpolitik.

RIA-Ministerrådets beslutning 22.9.15

Den 22.9. besluttede EU's ministerråd af integrations- og indenrigsministre (RIA-rådet) en obligatorisk kvotaordning til fordeling af 120.000 flygtninge mellem landene.
   4 østeuropæiske lande, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet og Rumænien, stemte imod., Finland stemte hverken for eller imod.
   Storbritannien benyttede sin opt-out (forbehold) til at holde sig udenfor. Det samme gjorde Danmark og Irland, men disse to lande gik med til frivilligt at tage - i Danmarks tilfælde - 1000 asylsøgere, Irland lidt færre. Polen valgte - efter tøven - at gå med i aftalen.
    Der var kritik af, at det var Tyskland og Frankrig, der bankede de andre på plads. Og tyskerne blev kritiseret for den svingende politik, landet havde ført,  -  ved først at ville acceptere, at Grækenland og Italien ikke som første-modtagerlande i henhold til Dublinreglerne registrerede de mange asylansøgere, der kom til de to lande, men bare sendte mange af dem videre, - og dernæst alligevel indførte tyske grænsekontroller. Den tyske kansler Angela Merkel var blevet udsat for hård kritik fra sit eget partibagland (CDU/CSU) i Bayern, som tog imod titusindevis af asylansøgere på kort tid. De tyske grænsekontroller førte til ophobning af flygtningestrømme i de østeuropæiske nej-lande.
   Aftalen indeholdt også andre elementer, så som øget økonomisk støtte til flygtningelejre i nærområderne og til de lande, der grænser op til Syrien, så noget af presset på Europa vil kunne løses ad den vej.
  
Økonomiske stimulansvirkninger

Integrationen af de mange flygtninge og indvandrere kommer til at koste en del penge for EU-landene, specielt lande som Tyskland og Sverige. Men det er måske i virkeligheden noget af det, der skal til, for at løfte EU ud af den økonomiske stagnation, området har været præget af siden finanskrisen i 2008. Tyskland forventes at bruge 4 mia euro i 2015 og 10 mia i 2016. Det vil kune reducere det tyske overskud på statsbudgetterne. Men det vil få stimulerende virkninger på den tyske økonomi (og de omkringliggende lande, der eksporterer til Tyskland). Væksten i Tysklands BNP ventes at vokse fra 1,7 til 1,9 pct i 2016.

Sammenhængskraft stærk nok?

Én ting er de økonomiske virkninger. Men hvad med det, man kalder sammenhængskraften i samfundene? Er landenes kultur og identitet stærk nok til at holde til massiv indvandring? Der kommer mange mennesker ind i etablerede samfund. De kommer med andre kulturer, normer og værdier? Samtidig er de, der kommer, også præget af at have forskellige kulturelle traditioner og tilhøre forskellige trosretninger.
    Hertil må siges, at kultur og identitet ikke er statiske og éntydige størrelser, men at de ændrer sig løbende, påvirket af situationen, og ikke mindst af, hvordan denne italesættes. Det vil sige, at det spiller en væsentlig rolle, hvordan man taler om problemerne, og ikke mindst hvordan den dominerende, mainstreamopfattelse er. Opfatter man indvandrerne som et problem, eller ser man dem som muligheder for en fornyelse af "gamle Europa" og dets etablerede nationaliteter og velfærdsstater?
    Den faktiske udvikling gav anledning til betænkeligheder hos nogle. Asylcentre i både Tyskland og Sverige blev angrebet. Der var ildspåsættelser og tab af menneskeliv. Det xenofobiske parti Sverigesdemokraterne nåede op på meget høje stemmeandele i nogle meningsmålinger. De etablerede svenske partier havde - modsat, hvad situationen var i Danmark med DF - holdt dette parti ude fra magten og holdt det uden for den brede samfundsmæssige samtale. Og det kan muligvis på det længere sigt have skærpet underliggende modsætninger. I stedet kunne man have forsøgt at håndtere problemet ved at tage en mere åben diskussion.
    I Tyskland begyndte den indvandrerfjendske Pegida-bevægelse at genoptage demonstrationer i Dresden og andre byer i især den tidligere Østzone (DDR).


OPGAVER:
Find befolkningspyramider for Tyskland, Egypten og USA ved at skrive i Google "population pyramid of Germany", etc Egypt, USA, og stil og besvar derefter spørgsmålet: Kan øget indvandring til Europa medvirke til løsning af et fremtidigt demografisk problem?
Kan Verdenssystemteorien - eller anden teori fra økonomi- eller IP-teori -  bidrage til at forklare asyl- og flygtningeproblematikken?
Hvordan kan EU (og Danmark) bedst løse de problemer, der er behandlet ovenover? Inddrag links på denne side.
Den europæisk-mellemøstlige asyl- og flygtningekrise kan forekomme overvældende, men hvordan ser det ud i et mere historisk og globalt perspektiv, jvf figuren herunder?

 
Kilde: The Economist. Note: Worldwide stock: Verdensomspændende beholdning (de blå søjler). Blå vanddrette linjer: Krisens længde (Length of crisis. Det kan være et skøn, hvornår en krise er overstået - er eksempelvis den palæstinensiske krise overstået?). Cirklers størrelse: Flygtningebevægelser i mio. Den største er Europa efter II. Verdenskrig (især tyskere).  Den næststørste er delingen af Indien, først med 14 mio 1947-48 med splittelsen i et muslimsk Pakistan og et hinduistisk Indien. Senere i begyndelsen af 1970'erne udskillelsen af Østpakistan i en selvstændig stat, Bangla Desh.


 

 


 


Indhold:
Dublinfor-
ordning

Migrant-
definitioner

Retsforbe-
hold

DKs håndtering af migrantkrise
Relokalise-
ringsmodel



Links:
BBC-grafik

Globalt migrations-
kort


Veje til Europa

EU asylpolitik

Legal migration

RIA samarbejdet

Schengen

Frontex

Eurostat: Immigration Statistics

Appel i FN