AKTØRER I GLOBAL ØKONOMI OG POLITIK

Der er ikke så få aktører i det internationale system.
Der er først og fremmest nationalstater (f.eks. Danmark, Storbritannien, Sverige, USA, etc.). De er væsentlige aktører. Men der er mange andre, f.eks. store multinationale virksomheder, FN, NATO, Europæiske Union, m.fl. Her skal vi først og fremmest præsentere nogle vigtige aktører og komme med et par skitser til opfattelser af, hvordan de kan tænkes at spille sammen. Det er ikke altid så ligetil at afgøre, hvem der spiller førsteviolin, da det kan afhænge af de enkelte sager. At USA spiller en stor rolle, er der dog næppe meget tvivl om.

Figur 1 viser mange af de væsentlige aktører i det internationale system. Der er dels store lande, herunder supermagter som USA og Kina, og der er internationale organisationer som FN (alle lande) og NATO (Nordatlantisk forsvarsorganisation). Der er IMF (Internationale valutafond) og Verdensbanken, hvor USA traditionelt har spillet en central rolle. I 2013 tog Kina initiativ til dannelsen af en udviklingsbank (AIIB), hvor Danmark bl.a. vil tilslutte sig.

Der er mange andre væsentlige aktører end de, der optræder i billedet ovenover. Man kan således også nævne NGO'erne (Non-Governmental Organisations, dvs "ikke-statslige organisationer"). De er i dag et fast indslag ved internationale topmøder. De er en del af det, man også kalder det "internationale civilsamfund", laget af organisationer mellem stat (regeringsrepræsentanter og embedsmænd) og marked (virksomhederne). De indgår ofte i de globale net, hvor de inddrages i partnerskabsarrangementer og rådslagninger. Hermed løber de imidlertid risikoen for at være med til at "legitimere" upopulære beslutninger og måske fjerne sig fra deres medlemmer.
G7, de rigeste industrilande: USA, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien, Canada, Japan, er en uformel aktør. En overgang taltes om G8, idet Rusland deltog i møderne i 1990'erne, først som observatør, efterhånden som "medlem" af kredsen. Men efter Ruslands annektering af Krim, er Rusland ikke længere med. Europakommissionens formand og formanden for Det europæiske Råd deltager også i møderne i G7.
Det første møde blev holdt i Frankrig i 1975 og drejede sig om at få Verden ud af den økonomiske nedtur, som var forårsaget af oliekrisen i 1973. Efterhånden har G7's dagsorden udvidet sig fra disse makroøkonomiske spørgsmål til også at dreje sig om en bred vifte af internationale problemer, f.eks. terroristbekæmpelse og grænseoverskridende narkokriminalitet. Flere store nyindustrialiserede lande kritiserede denne eksklusive klub af gamle vestlige kolonimagter, USA og Japan, og i erkendelse af, at magtforholdene i Verden begyndte at ændre sig, tog man under de første møder om finanskrisen i 2008-9 initiativ til dannelse af G20, hvor mange af de nye økonomier er med.

Verdensbanken hører I lighed med IMF og GATT til de organisationer, der blev en del af det internationale økonomiske og finansielle system efter II. Verdenskrig. Hvor IMF’s rolle oprindelig var at støtte det fælles valutasystem, var Verdensbankens rolle at yde lån til udvikling. I 2002 var 188 lande medlemmer af Verdensbanken. Banken startede med at give lån til genopbygningen (reconstruction) af Europa efter II. Verdenskrig. Verdensbanken består også af International Development Association, IDA, der yder langsigtede lån til ingen eller lav rente til de fattigste u-lande. Det er i alt knap 80 u-lande, der modtager lån fra IDA. De har iblandt deres befolkninger 1.1 mia. mennesker, der må leve for 1 $ om dagen.

Den globale økonomi er domineret af de multinationale, også kaldet transnationale, virksomheder. En stor og stigende del af den internationale handel finder sted imellem filialer og modervirksomheder af de transnationale. De udfører en stor del af investeringerne over landegrænser. De investerer kraftigt i "økonomiske zoner" i Kina, Mexico og andre steder. De har mulighed for at anbringe overskud, hvor det af forskellige grunde er mest hensigtsmæssigt. Det kan ske igennem den såkaldte "transfer pricing", dvs prisfastsættelse i intern handel. Det er imod bogførings- og regnskabslovgivning i mange lande at lave "fordrejede" eller "fiktive" priser i intern handel, men det er i praksis svært at kontrollere, når det sker. Ved at flytte rundt på deres pengemidler imellem valutaer kan de store virksomheder true svage valutaers stabilitet. Når der sælges kraftigt ud af en valuta, falder dens vekselkurs, hvis ikke det pågældende lands centralbank har valutareserver nok til at kunne købe op, eller hvis ikke den på anden måde kan beskytte valutaen, f.eks. ved renteændringer. Det kan få udenlandske investorer til at flygte fra landet, hvad der yderligere forstærker en valutakrise. De største virksomheders omsætning er større end mange mindre og mellemstore landes BNP. Disse virksomheder er så store, at de også kommer til at dominere politisk.

Den politiske indflydelse er ofte svær at få øje på, fordi den som regel foregår i det skjulte. Virksomhederne forsøger at påvirke deres regeringer til at føre en bestemt politik, der er i virksomhedernes interesse. Ofte varetages interesser også uden, at der måske direkte er lavet lobbyvirksomhed for dem. Amerikanske regeringer har f.eks. ved adskillige lejligheder grebet ind i lande i Latinamerika for at sikre, hvad man kalder "stabiliteten", men hvad der reelt kan være amerikanske økonomiske interesser, i området. Det er som regel ikke det, der bliver angivet som grunden til indgrebet. Det er democracy ("demokratiet"), "friheden", "ro og orden" eller "menneskerettighederne", der skal sikres.

Det er interessant at studere listerne over Verdens største virksomheder i de senere år. De viser, at Vestens økonomiske dominans er - om ikke på retur - så under kraftig revurdering af udviklingen i de nye fremstormende økonomier, f.eks. BRIK-landene (Brazilien, Rusland, Indien og Kina). Ikke mindst rykker mange kinesiske virksomheder nu op i rækkerne blandt de største, både på omsætning og i endnu højere grad målt på markedsværdi. En stor del af de kinesiske MNS er stadig statsejede.

Der findes to hovedskoler i den traditionelt kendte teori om international politik. Det er realismen og idealismen/liberal teori.

Ifølge den såkaldte realistiske teori består Verden af suveræne nationer. Den territoriale opdeling af Verden i nationalstater er udgangspunktet. Der kommer i det følgende en kort gennemgang af nogle af teoriens hovedtræk, og den eksemplificeres med den nyere udvikling i globale magtbalancer.
Når vi skal forstå, hvad der sker i det internationale system, så siger vi altså f.eks.: USA gør sådan og sådan, fordi landet vil sikre sine olieinteresser eller andre interesser. Måske siger USA noget andet, f.eks., at man vil udbrede sin opfattelse af frihed, menneskerettigheder og demokrati, men det er et "ideologisk røgslør". I virkeligheden er det de nøgne økonomiske og politiske magtinteresser, der ligger bag statens adfærd i det internationale system. Det kan være, nationerne samarbejder inden for rammerne af FN, Verdensbanken, Den internationale Valutafond, WTO, m.fl., men de gør det med udgangspunkt i deres egeninteresse som nation. Det internationale system er anarkistisk. Der er ikke nogen international organisation, der kan lægge bånd på en stormagt, der vil forfølge sin interesse.

Figur 2: Den realistiske teoris billardmodel af det internationale system: Suveræne nationers anarki under forfølgelse af nationale interesser

Anm: Det er klart, det er skønsmæssigt at fastsætte det enkelte lands volumen og magt. Er Israel f.eks. småstat eller mellemmagt? Landet råder sandsynligvis over atomvåben, men har måske kun en teoretisk mulighed for at bruge dem. Og hvad med et land som Kina? Er det ved at nærme sig stormagtsstatus? Brug f.eks. følgende links til måling af magtressourcer: BNP, militærudgifter.

Den realistiske skole mener ikke, at anarkiet nødvendigvis behøver at ende i krig. Nationalstaterne kan holde hinanden skak. Staterne indgår koalitioner og alliancer. Et vigtigt begreb er magtbalance. Magtbalancen kan forhindre krig. Det er ikke af idealistiske grunde, krig i så fald undgås, men fordi staterne hver især er bange for den andens eller de andres magt. Det er, når en magtbalance skrider, at systemet kan blive ustabilt. De steder, hvor magtbalancen er i spil er dels i det globale system i overordnet forstand (supermagter og stormagter over for hinanden og i koalitioner/alliancer), dels i regionale urocentre, f.eks. Mellemøsten. - Og især Mellemøsten, fordi her ligger strategiske ressourcer, man strides om at få adgang til (fossile energiressourcer).

For at vurdere staternes potentielle magt kan man undersøge deres magtressourcer, dvs BNP’s størrelse, teknologisk udvikling, uddannelsesniveauet i befolkningen, adgang til internet, militærets størrelse og udrustning, etc. Magtressourcerne danner basis for at kunne udøve magt i konkrete situationer.

Note: Den såkaldte terrorbalance var i det bipolære system under den kolde krig med til at ”sikre freden” i Verden. Den byggede på MAD (Mutually Assured Destruction, ”Gensidig sikkerhed for Ødelæggelse”. Det vil sige for at være troværdig måtte begge parter have et arsenal af ødelæggelsesvåben, som den anden part formodede kunne være altødelæggende, så man derfor ikke ville risikere at starte en krig.

Måle magt
Det er ifølge realistisk teori nationalstaterne, som har afgørende magt i systemet.
Nationalstaternes magt i det internationale system siges ofte at hænge sammen med deres økonomiske og militære styrke. Det er dog ikke i sig selv nok til at have stærk magt. Det bringer os til spørgsmålet om, hvordan magt egentlig måles?

Den anden skole er den såkaldte idealistiske eller liberale teori. Ordet "liberal" skal her forstås i en anden betydning, end når vi taler om ideologien "liberalisme". I den liberale international politikteori ser man ikke nationalstaterne som de mest centrale aktører. Nationalstaterne er spundet ind i et væv af internationale samarbejdsformer, der gør det svært for den enkelte nationalstat at føre énsidig interessepolitik for sig selv.
I den liberale teori er man optaget af, hvordan man skaber en bedre Verden, en Verden, der bygger på oplysningstidens fremskridtstro, herunder ideer om demokrati og menneskerettigheder. Derfor kaldes denne teori også sommetider den idealistiske teori.

Anm: NGO: Non-Governmental Organization (Organisation uden for statsmagt, f.eks. Greenpeace, Amnesty International eller Læger uden Grænser)

Nationerne formodes altså at være blevet mere og mere gensidigt afhængige af hinanden som følge af udviklingen. Og der er mange andre aktører end staterne. Der er internationale organisationer, græsrodsbevægelser (NGO, Non-Governmental Organisations) og internationalt arbejdende firmaer, samt et næt af kommunikation og økonomiske forbindelser, der binder nationalstaterne op i gensidig afhængighed. USA's udenrigspolitik ses ikke som bestemt af hensyn til snævre geostrategiske interesser, som f.eks. sikring af olieforsyninger og opbygning af alliancesystemer for at dominere andre. I stedet søger man at føre en politik, der gå ud på at fremme værdier.

Den idealistiske skole nåede sit højdepunkt i perioden efter I. Verdenskrig.
   Inden denne krig havde verden været præget af stor fremskridtstro. Videnskaben sikrede konstant bedre vilkår, og økonomierne var blevet mere forbundne med hinanden i den første store globaliseringsbølge i historien under guldmøntfoden (guld og pund sterling som internationale betalingsmidler) op til I. Verdenskrig. Den engelske og tyske økonomi var blevet mere gensidigt forbundne. Alligevel gik landene i krig med hinanden i en voldsom, altødelæggende krig. Det kunne tyde på, der var et behov for en international organisation, der kunne begrænse nationalstaternes anarki. I sin tale til Kongressen i januar 1918 nævnte den amerikanske præsident Woodrow Wilson 14 punkter, der skulle indgå i skabelsen af en ny international orden.
   Heriblandt indgik indstiftelsen af et Folkeforbund af nationer med et kollektivt sikkerhedssystem. Fra en realistisk synsvinkel ville man fortolke begivenheden på den måde, at man ville sige, at nu var det USA, der var den dominerende magt, og den amerikanske præsident kom med en plan for, hvordan de europæiske kolonimagters anarkistiske internationale system kunne erstattes af et, hvor USA kunne spille en mere dominerende rolle. Snakken om fred og Folkeforbund ville være de idealistiske forestillinger, uden hvilke et system under amerikansk førerskab ikke ville være spiseligt.
    Det amerikanske førerskab inden for et Folkeforbund blev dog ikke relevant, da Kongressen ikke ville ratificere traktaten om det.
     Det blev dog gennemført alligevel med de lande, der ville være med. I en vis forstand kan man også sige, at Folkeforbundet blev en forløber for FN.
     Det kollektive sikkerhedssystem i Folkeforbundet gik ud på, at hver stat i systemet accepterede, at en stats sikkerhed vedrører de andre, og man er forpligtet til at deltage i et kollektivt svar på aggression mod et medlemsland.
    Det blev aldrig til ret meget. Sovjetunionen var ikke med. USA havde som sagt besluttet ikke at være med, og da Hitlertyskland i 1936 besatte Rhinområdet uden effektive reaktioner, blev den kollektive sikkerhedsanordnings fallit for alvor afsløret.

Den idealistiske skole er en del af de teorier, man kalder liberal teori i international politik. De startede i oplysningstiden og før, dvs i det 18. århundrede. Nogle vil endda føre dem længere tilbage. Udgangspunktet er her, at de liberale teoretikere under indtryk af oplysningen med dens rationalitet og videnskabstro ikke længere umiddelbart ville acceptere, at nationerne kastede sig ud i ødelæggende krige med hinanden. Der er således et vist normativt element i idealistisk teori.
    Der måtte være noget, der bandt landene sammen på tværs af kongehuses og hæres magtdemonstrationer. Det, der bandt dem sammen, var f.eks. frihandelen, som den blev beskrevet af Adam Smith i ”The Wealth of Nations” fra 1776. Adam Smith analyserer jo, hvordan der er en ”usynlig hånd” i form af markedet, der på tværs af individer og virksomheder sørger for, at når alle forfølger egeninteressen, så vil der ud af det opstå en fælles fremme af en almeninteresse.
Det sker også, når nationerne bliver mere og mere gensidigt afhængige af hinanden gennem handel og menneskelige kontakter. Så bliver de efterhånden nødt til at samarbejde med hinanden i stedet for at bekrige hinanden. Igennem denne interdependens er de blevet gensidigt afhængige af hinanden.
Man har også kaldt denne retning for liberal internationalisme. Den siger, der er faktorer i det fremvoksende internationale system, der modvirker krig, for det første det, at man handler med hinanden, men også principper omkring det at lade sig styre af fornuften.
    En anden liberal retning er den såkaldte liberale institutionalisme. Den siger, der skal bygges en slags føderation af stater, som kan begrænse den enkelte stats hang til krigshandlinger.
    Når der gælder principper om demokrati og republikanske forhold i styringen af staten, så formindskes tendensen til krig også. En af de førende liberale teoretikere fra oplysningstiden, Immanuel Kant, siger således i sit skrift ”Varig fred: En filosofisk sketch” om behovet for en republikansk forfatning: ”Det er uundgåeligt tilfældet under denne slags forfatning, at borgerens samtykke er påkrævet for at beslutte, om krig skal erklæres, eller krig ikke skal erklæres. Det er således meget naturligt, at de vil tøve med at kaste sig ud i så farligt et forehavende.” - Hvorimod det altså i en forfatning, hvor det ikke er borgeren, der er udgangspunktet for magten, f.eks. en absolut enevældig kongemagt eller andet tyranni, da vil det være let at gå i krig, fordi det kan besluttes af denne ene person. Den institutionelle opbygning af staten spiller altså en rolle for, hvad staten gør. Det er et argument, der er blevet gentaget også i nyere liberal institutionalisme, når man f.eks. har sagt: ”To lande, der begge har demokratiske politiske systemer, går ikke i krig med hinanden”.
Under den kolde krig fra slutningen af 1940’erne til 1989 var Verden præget af konkurrencen mellem de liberaldemokratiske kapitalistiske lande i Vest og de planøkonomiske, kommunistiske lande i Øst. Efter Berlinmurens fald i 1989 er denne konkurrence nu et overstået stadium, og landene kan begynde at samarbejde med hinanden inden for den "frie verdens" rammer, hvor det gælder om at udbrede demokrati og menneskerettigheder til flere og flere. Disse rettigheder vil, antages det, komme med en forstærket økonomisk udvikling, der bringer de fattige lande op på en højere levestandard. De økonomiske forskelle i Verden hænger sammen med en forskellig udrustning med kapital, viden og produktionsmidler i henholdsvis de rige lande og de fattige lande. Disse forskelle kan overvindes ved, at de frie markeder udbredes til alle, så foretagsomhed og vækst vil komme alle til gode. Hvis det ikke er sket i tilstrækkelig grad, er det fordi, markederne ikke er gjort frie nok. Med virkelig frie markeder, vil globaliseringsprocesserne indebære overførsel af kapital og produktionsudstyr fra de rige områder af verden til fattige via virksomhedernes investeringer, så forskellene vil udlignes efter en vis tid.

Konstruktivismens udgangspunkt er bl.a. teoretikeren A. Wendt og dennes artikel i tidsskriftet International Organization: Anarchy is what states make of it: The Social Construction of Power Politics" (1992). Titlen på artiklen siger i sig selv meget om teoriens udgangspunkt. Det kan være, vi opfatter nationalstaterne som billardkugler, der støder imod hinanden på et billardbord, men vi kunne også opfatte det anderledes, og i så fald er det ikke nødvendigvis et spil af den slags, som realisterne ser det.

I den neo-realistiske teori, som er en fortsættelse af realismen, ses staternes handlinger som påvirket af systemets struktur. Strukturen kan være f.eks. magtbalancen mellem stater og ressourcer og størrelsesforhold.

I den neoidealistiske teori ses staternes handlinger i det internationale system som påvirket af processer og interaktioner imellem dem og af, hvordan de lærer af handlinger.
I begge disse teorier ses statsidentiteter og interesser som givne størrelser, der danner grundlag for rationelle beslutninger, der tages af stater med øje for deres interesser. Spørgsmålet, konstruktivisterne stiller, er, om interesser og identiteter kan betragtes som givne. Konstruktivismens synsvinkel er, at de ikke kan ses som givne, men at de hele tiden konstrueres og kan konstrueres om.

Verden eksisterer igennem den måde, vi opfatter den på og ”skaber” den rent sprogligt. Den er blevet til igennem en historisk udvikling, der kunne være forløbet anderledes.
Vi har f.eks. begrebet den ”suveræne” stat, der er vigtig i den realistiske skole. Det er jo suveræne stater, der laver konflikterne. Men hvad er ”suverænitet” egentlig, og hvordan er begrebet opstået? Når vi undersøger det, finder vi ud af, at det er os selv, der har tillagt staterne den egenskab, der hedder ”suverænitet” (juridisk ret til at tage egne beslutninger, uanfægtet af andre).
Hvis vi havde konstrueret Verden anderledes med vore begreber, havde den set anderledes ud. I realiteten kan vi jo se, at landene er afhængige af hinanden. Selv den største og mest almægtige stormagt kommer i længden ikke ret langt ved bare at bosse rundt med andre. Den bliver nødt til at erkende den gensidige afhængighed, landene har til hinanden. Med en ændret erkendelse af Verden, ser den anderledes ud, og vi vil være tilbøjelige til som stater at tage hensyn til f.eks. den indbyrdes afhængighed og handle derefter.

Nationale identiteter er altså ikke noget, der eksisterer i sig selv. De opstår via interaktionen i systemet. Dermed kan de også ændres via en ændret erkendelse af interaktionen og en ændret procespraksis.

Når det gælder "fjenden", kan det også være en størrelse, man konstruerer i sit eget hoved, og det kan jo i virkeligheden blive problematisk, hvis man evt kommer til at agere ud fra et forkert billede af fjenden. Det hedder f.eks. i en analyse af Islamisk Stat og USA's indledende forståelse af denne nye forekomst i det internationale system:

I December 2014 offentliggjord The New York Times konfidentielle kommentarer af Major General Michael K. Nagata, Special Operations commander for USA i Mellemøsten, der indrømmede, at han næppe overhovedet var kommet i gang med at forstå IS' appel over for tilhængerne. "Vi har ikke overvundet ideen", sagde han. "Vi forstår overhovedet ikke ideen". I det forløbne år har præsident Obama, refereret til Islamisk Stat som skiftevis "ikke islamisk" og som al Quedas "jayvee team", udtalelser, der reflekterede forvirring om gruppen, som kan have bidraget til betydelige strategiske fejltrin.
(Note: Jayvee team: Al Quedas flinke fyre/"nyttige idioter", hvad de altså bestemt ikke var. Det er måske også tænkeligt, at udtalelserne tjener andre kommunikative formål, f.eks. nedgøring af fjenden over for hjmmefronten? Når Obama siger "ikke islamisk" er det et eksempel på en af hans velkendte pointer, nemlig at det er ikke religionen som sådan, der er fjenden. Her tjener kommunikationen altså det formål at udvise multikulturel tolerance, så man ikke gør muslimer i USA til fjenden. Præsidenten er dermed med til at konstruere et andet billede af muslimer end det, IS repræsenterer.)

Supermagten agerer altså i starten ud fra et fejlagtigt billede af den helt særlige nye terrororganisation Islamisk Stat, som ikke ligner noget, man kender i forvejen.

Det konstruktivistiske syn kan måske bedst illustreres med et mere omfattende eksempel. Under den europæiske migrantkrise i 2015 så man europæiske stater, EU-medlemmer, agere meget forskelligt. De havde visse definerede interesser og nationale identiteter, men nogle stater konstruerede disse identiteter om - eller videreudviklede identiteterne igennem italesættelser af interesser, samarbejdsmuligheder og magtspil i det europæiske rum.
   Ud fra en traditionel nationalstatslig tankegang reagerede Ungarn ved at lukke grænserne for flygtninge/asylansøgere og hævde en traditonel nationalstatslig ret til at gøre dette.
   Tyskland udviklede sin identitet under indtryk af krisen og interaktionen af stater i det europæiske rum i retning ad en senmoderne statsopfattelse, der inddrog globaliseringens muligheder og modsigelser. Tyskland var afhængig af fortsat åbne grænser og ville forsvare Schengenaftalen, der skulle sikre dette. Man var også afhængig af en tilstrækkelig fremtidig forsyning af arbejdskraft til det tyske arbejdsmarked. Samtidig måtte forbundskansleren veje udenrigspolitiske hensyn op imod en indre opposition, der ønskede sig en anden politik end den, forbundsregeringen ville føre. Måden at få enderne til at gå op bestod i en dristig satsen på fælleseuropæiske løsninger og italesættelse af en europæisk solidaritet og i videre forstand menneskerettigheder og flygtningekonvention. Udenrigspolitik kan ikke blot defineres som en stats ageren ud fra internt givne og eksternt udfoldede statsinteresser.
   Igennem EU-solidaritetsdiskursen kunne man fra tysk side forsøge at få landene, der var skeptiske over for migrantstrømmen til at gå ind på fælles indsatser i relation til den. Det fælleseuropæiske projekt blev så at sige diskursivt udviklet af forbundskansler Angela Merkel og hendes regering, imens krisen pågik, i et forsøg på at overvinde krisen, der samtidig gjorde det muligt for Tyskland at udvikle nye interaktioner i såvel det eurpæiske rum som det større globale rum. Meget tidligt benyttede man sig af muligheden for flertalsafstemninger i EU's ministerråd for retlige og indre anliggender, herunder asylpolitik, hvad der kom som lidt af et chock for østeuropæiske medlemslande, der følte sig overruled i traditionel nationalstatslig forstand. Deres "suverænitet" havde man kørt henover. Pointen var imidlertid, at nu var suverænitet et outdated begreb, - ikke alene i relation til den europæiske unionsforfatning, men også i forhold til det af Tyskland og andre medlemslande italesatte globalstatskoncept, hvor staten måtte definere sin politik i relation til den omgivende verden. På sin side forsøgte Ungarn at italesætte Tysklands ageren med en anden konstruktion. Kansler Merkels adfærd blev af den ungarnske statsminister Viktor Oban beskrevet som "moralsk imperialisme". Hvor nationalstater før kæmpede med krudt og kugler, kæmpede man nu diskursive kampe med hinanden i forsøg på at konstruere det internationale spil om.

Verdenssystemteorien har et helt andet syn på Verden, som dog kan minde om den realistiske skole. Bag ved aktørerne ligger et økonomisk system, hvor sociale klasser kæmper for deres interesser på tværs af statsgrænserne. Bag statssystemet ligger en global kapitalisme, der forårsager ulighed. De bliver rigere og rigere i centret (Europa, Nordamerika, Japan) og fattigere og fattigere i yderkanterne (periferien). Det viser FN-statistikkerne over fordelingen i Verden.

Ifølge Verdenssystemteorien er ”frihandelen” altså udformet sådan, at de rige lande har større fordel af den end de fattige lande. De rige lande finder udveje til at hjælpe deres eksporterhverv via midlertidige toldsatser, der over for WTO kan begrundes med antidumpingregler, eller de giver støtte til deres eksportsektorer, som man f.eks. ser det i EU’s, Japans og USA’s landbrugsstøtteordninger. En ko i EU får mere i støtte end hvad 2 mia. mennesker i u-landene har at gøre godt med hver dag, dvs omkring 2 US $ (ca.14 kr.)

Verden er altså præget af en stor ulighed, der udspringer af dominans- og underordnelsesforhold på det økonomiske plan. Disse forhold ligger ifølge Verdenssystemteorien som systemfaktorer bag ved aktørerne og er med til at forklare, hvorfor nogle aktører har meget mere at sige end andre aktører. USA har således med 315 mio. mennesker meget mere at sige end Indien med 1,2 mia. mennesker, fordi den amerikanske produktion er større og teknologien mere udviklet. Det er det, der gør det muligt med en Verden, der er præget af amerikansk hegemoni (overherredømme). Det kan give muligheder for en økonomisk imperialisme, hvor råvarer købes billigt og teknologi sælges dyrt. Økonomisk imperialisme kan endvidere vise sig i ulige handelstraktater, der giver særlige fordele til landene i centret.
Det er altså ikke i første række en politisk imperialisme, som man havde i det gamle Rom eller i kolonimagternes koloniriger, men netop en økonomisk imperialisme, hvor udnyttelsen finder sted via markedet. Det moderne verdenssystem startede med den begyndende kapitalisme i 1500-1600-tallet. Det kan altså ikke sammenlignes med det gamle Rom, og den politiske og militære dominans. dengang
Det er de multinationale selskaber og i mange tilfælde også de internationale organisationer, der som aktører står bag centrets dominans, når der f.eks. knyttes skrappe betingelser til långivning.

Verdenssystemteorien siger, at Verden er delt i en periferi, en semiperiferi og et center. Det, der foregår i centret, har betydning for det, der sker i periferien og omvendt. Det er denne gensidige afhængighed, der ligger i systembetragtningen. Hvordan er de forskellige dele af Verden så afhængige af hinanden?

Afhængigheden opretholdes via et marked. De fattige lande (periferi) sælger råstoffer, halvfabrikata og efterhånden også lettere industriprodukter til de rige lande. Disse sælger til gengæld mere højtudviklede industriprodukter og service til de fattige lande.

Markedet fungerer via efterspørgsel og udbud. Der investeres i produktion for at tjene penge. Det vil sige, at investeringer sættes i gang, når det forventede afkast er større end markedsrenten. Det er altså profitmotivet, der bestemmer investeringsaktiviteten – og investeringsstrømmene. Systemet er kommet til veje via en lang historisk udvikling siden opdagelsesrejserne. Denne udvikling har ført til en høj økonomisk udvikling i centret og fattigdom og underudvikling i det meste af periferien. Det skyldes, at kolomimagterne ofte holdt udviklingen tilbage i periferien, i kolonierne. Den engelske produktion af tekstiler udviklede sig således på den indiske tekstilindustris bekostning. Den fik ikke de samme muligheder for at komme ind på det engelske marked.
Industrien fik altså mulighed for at udvikle sig i England, hvorimod den blev holdt tilbage i de engelske kolonier. På den måde blev grunden lagt for en arbejdsdeling mellem center og periferi, som er fortsat også efter, at kolonierne blev selvstændige efter II. Verdenskrig.

Denne udvikling har ført til store løn- og levestandardforskelle mellem center, semiperiferi og periferi.

Centret er præget af demokratiske politiske systemer. Mange af landene er velfærdsstater. Lønniveauet er højt. Disse lande har fundet deres plads i den ”høje” ende af den internationale arbejdsdeling, hvor der produceres varer og serviceydelser med et stort vidensindhold. Det bevirker, at disse varer og tjenester kan sælges dyrt. Centret er hjemsted for de førende multinationale selskaber. De har ofte deres administrations- marketings- og udviklingsafdelinger liggende her, men i øvrigt bruger de hele kloden som deres tumleplads for investeringer, produktion og afsætning. Produktionen lægges der, hvor det kan gøres billigst. Det er ofte i selve centret, fordi arbejdskraften her har de kvalifikationer, der skal bruges. Hvis det drejer sig om arbejdskraftintensiv industri- og serviceproduktion, er der tendens til at produktionen lægges ud i lavtlønsområderne i semi-periferien og periferien.

Semi-periferien er præget af autoritære (Kina), halvautoritære (Malaysia, Taiwan og Sydkorea indtil 1990’erne) eller elitærtdemokratiske (Indien, Mexico) politiske systemer. I et elitært demokratisk politisk system når demokratiet ikke at lave effektiv repræsentation for de fattige. Det er eliter, der strides om magten, og demokratiet bruges til at fordele privilegier i eliten.

I semiperiferien produceres en lang række af massefremstillede industriprodukter, der både sælges på hjemmemarkedet og Verdensmarkedet. Arbejdsstyrken er veldisciplineret og lønniveauet relativt moderat. Ofte har arbejderne ikke nogen særlig organisationserfaring og –tradition; fagforeningerne er autoritære, og ofte statsstyrede.

Periferien er præget af ikke-demokratiske eller elitærtdemokratiske politiske systemer. En stor del af befolkningen er i landbruget og/eller er underbeskæftigede i servicejobs (skopudsere, gadehandlende) i byerne. Der afsættes råvarer til Verdensmarkedet. Landene forsøger med varierende held at etablere småindustrier til produktion af lettere industriprodukter. Den industri, der er, skyldes dog især investeringer fra de multinationale virksomheder fra centret.

De ulige økonomiske relationer fører til, at der overføres investeringsmidler fra center til semiperiferi og videre til periferien, når det er økonomisk gavnligt for de rige lande. Hvis det ikke er det, kan investeringer blive trukket tilbage – ofte med kort varsel, som man så det under den mexicanske ”tequila-krise” i 1994/95 og den østasiatiske krise i 1997. Det kan medføre pludselige devalueringer i disse lande. Verdenssystemet er i 1990’erne og i starten af det 21. århundrede præget af en stor finansiel sektor. De finansielle markeder er blevet liberaliseret i højere grad end andre markeder (f.eks. varemarkederne og arbejdskraftmarkederne). Det har bevirket, at der er store likvide kapitaler, der kan flyttes rundt mellem lande og områder med kort varsel. Ved tryk på en computertast kan store dollar- eller euro-beløb flyttes fra et område af Verden til et andet. Den, der trykker på computertasten, gør det for at varetage sin egen eller sin kundes økonomiske interesser. Det kan imidlertid få konsekvenser for landes og områders økonomi, når mange handler samtidigt på denne måde.

En anden konsekvens af den ulige verden er det såkaldte ”ulige bytte”. Ifølge Verdenssystemteorien overføres der løbende store mængder af økonomisk værdi fra de fattige områder af Verden til de rige områder. Det sker simpelthen ved, at de rige landes varer og tjenester er langt dyrere end de fattige landes varer og tjenester. Når A.P. Møller transporterer et parti varer over Stillehavet, er betalingen herfor relativt langt bedre end den betaling, kaffebønderne i Mellemamerika får for deres kaffe. Hver gang en dansker vender sig i sin kontorstol, har han eller hun produceret 10 gange så meget økonomisk værdi, som når pakistaneren vender sig i kontorstolen.

Verdenssystemet i det 21. århundrede
Den globale økonomiske struktur har igennem en årrække været kendetegnet ved, at vidensøkonomiske produkter har fået stigende betydning i forhold til traditionel industriproduktion. Der er meget store forskelle på, hvor stor en værditilvækst der er ved produktin af forskellige typer af varer og tjenester. Værditilvækst vil sige forskellen på varens eller tjenesteydelsens pris og omkostningen ved de tilførte råvarer og halvfabrikata. Et kilo sukker produceret på Lolland eller en banan produceret i Honduras tilføjer kun få kroners mere værdi til de tilførte råvarer (roer og plantede banantræer, samt fertilizers (gødning)).
Hvorimod noget dyr medicin eller en dyr tjenesteydelse (EDB-program, en app ell. lign.) kan tilføje langt mere værdi. Da nogle områder og lande producerer førstnævnte, og andre sidstnævnte, kommer den globale økonomiske struktur til at blive ret hierarkisk. Nogle (centret) tjener meget på at være med i den internationale arbejdsdeling. Og andre får ikke så meget ud af det.

Figur 6: En skitse af den globale økonomiske struktur

Ordforklaring: Monokultur: Hovedsagelig én eller nogle får eksportvarer, f.eks. Honduras med bananer og tekstilvarer. Et sådant land bliver afhængig af gode priser på denne vare. Og det kan komme til at lide under stor volatilitet (svingningsintensitet) i råveren, der eksporteres. MNS: Multinationale selskaber.
Kapitalbevægelser: I 1980'erne og 90'erne fik man frie kapitalbevægelser i en stor del af Verden (dog ikke Kina), dvs penge og investeringer kan frit flyde over grænserne. Det førte til meget mere spekulation i valutakursbevægelser og aktier internationalt, men det kunne også temporært føre til øget vækst i "nye" økonomier, når de fik flere investeringer fra centret. Der skelnes mellem realøkonomien, hvor tingene produceres og udveksles og penge- og finansøkonomien, hvor der betales for dem, og hvor der er mulighed for ophobning af penge og overskud i banker og finansinstitutioner, og hvor midlerne kan placeres i rede penge eller værdipapirer (obligationer, aktier)

I ovenstående illustration af den globale økonomiske struktur er tegnet et center (USA, EU, Japan, Sydkorea, kinesiske kystregioner, m.fl. højtudviklede økonomier), hvor dyre varer og tjenesteydelser med høj værditilvækst produceres og sælges til den øvrige Verden, som til gengæld leverer billigere industriprodukter og råvarer.
   Det er imidlertid et meget forsimplet billede.
   I dele af semiperiferien (f.eks. Kinas inderregioner og Indien) er en hastig udvikling i gang, der ad åre formentlig bringer disse lande/områder på niveau med centret. Og de bliver måske et nyt center.
Verdenssystemteorien er åben over for, at der kommer nye centre, der erstatter de gamle. Det skete, da USA tog over fra "gamle Europa". Det ligger indbygget i den globale kapitalismes dynamik, at noget gammelt kan blive udkonkurreret til fordel for noget nyt.
   Kina er i gang med en stor omstilling fra en økonomi baseret på eksport og investeringer i statsvirksomheder og infrastruktur (veje, jernbaner, lufthavne, internet, m.v.) og til en økonomi, der i højere grad udbygger det almindelige privatforbrug.
    Kina er altså ved at udvikle sig fra "Verdens fabrik" til også at være et af Verdens højteknologiske innovationscentre. Det fører til ændrede import- og eksportmønstre, så man ikke længere importerer helt så meget fra periferi (Afrika syd for Sahara) og semiperiferi (Latinamerika). Til gengæld kan den kinesiske import fra andre områder forventes at blive øget.
Samtidig har man set tendenser til en øget anvendelse af blød magt fra kinesisk side, jvf omtalen af OBOR- projektet, etablering af en "ny silkevej", ovenfor, hvor Kina forsøger at øge sin pondus i Verden og sin rolle i de internationale handelsnetværk. Hvis planerne lykkes, kan det føre til en ny international orden, hvor Kina etablerer sig som den største og stærkeste økonomiske magt og dermed evt etablerer et nyt økonomisk center.

Den fremtidige udvikling i landenes ressourcemagt (i økonomisk forstand BNP) vil blive påvirket af den demografiske udvikling (demografi = befolkningslære). Her sidder Kina med dårlige kort på hånden som følge af et-barnspolitikken vedtaget i 1979, der har ført til en stagnerende befolkningsstørrelse og dermed også en befolkningspyramide med mange i de ældre befolkningsgrupper. Det er i modsætning til nye opstigende overgangsøkonomier, f.eks. Indien og ikke mindst de store afrikanske lande som Nigeria og Ethiopien, hvor befolkningerne stadig vokser hastigt som følge af høj fertilitet (antal børn født af hver kvinde).

Da en del overgangsøkonomier har haft stigende økonomisk vækst i de senere år, er mange teoretikere optaget af de ændrede magtrelationer i Verden i de kommende år. Man synes at antage, at den globale økonomi med frie markeder vil føre til yderligere spredning af Verdens produktion og distribution. Selv om disse tendenser kan ses i disse år, er det dog ikke givet, det blot vil fortsætte. Den økonomiske nationalisme, som er sat i gang af højrepopulistiske politikere som Donald Trump kan brede sig. Hvis det glovale marked fryser til i konkurrerende nationalistiske politikker, kan teknologispredning via investeringer gå i stå og føre til en form for "fastfrysning" af økonomierne i periferien (Afrika syd for Sahara) på et lavere udviklingsniveau.

Hvordan kan det være, det såkaldte "arabiske forår" i 2011, hvor der forsøgtes demokratiske revolutioner i en række mellemøstlige og nordafrikanske lande, ikke lykkedes - måske bortset fra Tunesien? De arabiske folk rejste sig imod militærdiktatorer og korrupte politikere og ville have demokratisk forandring. Mest gennemgribende var det måske i Egypten, hvor diktatoren Mubarak blev fjernet fra magten, og der blev afholdt nogenlunde demokratiske valg. Et par år senere var et nyt militærregime genindsat.
Der er forsøgt givet mange forklaringer på, hvor klaner, militær og oligarkier (fåmandsvælger), og traditionelle samfundsstrukturer fortsætter med at dominere disse samfund. Men det at det sker, har som konsekvens, at de ofte er svage aktører i det internationale system. - Måske bortset fra Saudiarabien, Golfstaterne og andre lande med en betydelig olieeksport.

Note: Suverænitet: Nationalstatens selvbestemmelsesret. Suverænitet giver adskillelse mellem indenrigs- og udenrigspolitik. Denne skarpe adskillelse hører op i den postmoderne stat, f.eks. EU.

Modernitetsgraden vil som oftest hænge snævert sammen med det økonomiske udviklingsniveau. Når økonomien går frem, f.eks. sammen med industrialiseringen og udviklingen henimod serviceøkonomi, dannes der en middelklasse, som ikke vil finde sig i undertrykkelse. Den vil have ytringsfrihed og demokrati.

Den britiske diplomat Rober Cooper har lavet en inddeling af verden i postmoderne (efter-moderne servicesamfund), moderne (områder med begyndende industrialisering) og præmoderne områder (områder hvor traditionen råder).
     Som specialrådgiver i udenrigsanliggender for den britiske premierminister Tony Blair (1997-2007) var han inspirationskilde for den ”nye internationalisme”, der blev til grundlaget for legitimeringen af britisk indblanding i internationale konflikter.
   Han kan dermed også ses som en mulig inspirationskilde for den danske VK-regerings (2001-11) lancering af sin ”aktivistiske udenrigspolitik”. Filosofien er den, at vi lever i en verden, der er sådan beskaffen, at ansvarlige mennesker ikke bare kan ”overlade den til sig selv”. Det kan være nødvendigt at gribe ind.
   Cooper har fremlagt sin analyse af Verden i artiklen The Postmodern State (artikel i samlingen Reordering the World: the long term implications of September 11, published by The Foreign Policy Centre). Hans teori kan give et bud på forståelse af den politik, som både USA og Storbritannien førte i Mellemøsten og Centralasien i begyndelsen af det 21. århundrede, ikke mindst fordi, lederen i Storbritannien, Tony Blair, brugte Cooper som rådgiver. - Men nok også fordi, det var en teori, der kunne bruges til at begrunde det, man gjorde. Fordi: hvad gør man i en Verden, der er præget af en vis andel af "failed" states (sammenbrudte stater), hvor man gerne vil skabe mere orden, så den bliver fredeligere, og handel og almindeligt samkvem kan blomstre? Man kan ikke så godt længere blive kolonimagt på samme måde som tidligere.

I et anarkistisk statssystem blev hegemoniudøvelse via kolonialisme den realpolitiske metode til at skabe orden.
    England og Frankrig kunne i kolonitiden skabe koloniherrens orden inden for deres respektive områder.
    USA kunne opretholde orden i Europa under den kolde krig. Måske er der behov for en ny kolonialisme eller eller en eller anden form for oplyst imperialisme?
    Ved udgangen af det 20. århundrede har vi ifølge Cooper set ikke blot afslutningen af magtbalancen, men også afslutningen på trangen til at være imperiebygger.
    Alle de store imperier fra begyndelsen af det 20. århundrede, det være sig det ottomanske, det østrig-ungarske, det britiske og til slut det sovjetiske imperium, er væk. Det har givet os en verden nu i begyndelsen af det 21. århundrede, hvor der er to typer stater, den moderne stat (Indien, Kina m.fl.), der har kontrol over et territorium og dermed er rimelig effektive i nationsopbygningen, og den postmoderne stat (Vesteuropa, til dels Nordamerika, Japan), hvor globaliseringens skabelse af gensidige afhængigheder gør sig gældende, og hvor man derfor forsøger at bygge nye samarbejdsformer op.
    Hertil kommer områder i de tidligere kolonier, der er præget af mangelfuld nationsbygning, og hvor der i nogle tilfælde stort set ikke er nogen stat.
   Cooper kalder det en ”præmoderne zone”, der er præget af en Thomas Hobbes - agtig ”alles kamp imod alle”. Det er f.eks. Afghanistan eller Irak uden en stærk diktator. Disse lande kan betegnes som ”failed states”. Der er ikke effektiv kontrol over territoriet. War lords (krigsherrer) regerer. Det er alles kamp mod alle. Hvis man skal følge linjen fra Hobbes, så er der i sådanne stater behov for en godhjertet Leviathan, ”statsmagt”, som kan stoppe anarkiet. Det kan være den moderne imperiemagt, som gennemtvinger et mindstemål af ”civilisation” midt i kaos. Der er hermed leveret et argument for nødvendigheden af humanitær intervention i sådanne stater.
    Det postmoderne system, som de udviklede dele af Europa antages at være med i, er ifølge Cooper ikke længere beroende på magtbalance. Det lægger heller ikke vægt på suverænitet eller på adskillelse af indenrigspolitik og udenrigspolitik. Den europæiske Union er blevet et i historisk forstand enestående system til gensidig indblanding i staternes indenlandske anliggender. – Selv om vi vånder os under det: Hvorfor skal EU bestemme nitritindholdet i pølserne og krumningen af agurkerne? Det skal EU imidlertid fordi vi er blevet gensidigt forpligtede på hinanden i den postmoderne verden.
    De postmoderne stater forkaster anvendelse af militær magtanvendelse som middel til løsning af konflikter imellem hinanden. I stedet opbygger man internationale adfærdsregler, som man selv vil følge, og som man forventer andre vil følge.

I den moderne æra (det 20. århundrede før 1989) var de internationale relationer præget af Macchiavellis amoralske teorier om statens magtudøvelse. Det eneste, det drejede sig om, var at pleje statens interesser over for andre stater. Målet helligede midlet. Den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger er undertiden set som et skoleeksempel på denne form for udenrigspolitik. Han var f.eks. en af arkitekterne bag USA’s afspændingspolitik over for Mao-Kina i slutningen af 1960’erne, som endte i et besøg af præsident Nixon i Beijing. Vigtigere end at pleje de værdimæssige og ideologiske modsætninger var erkendelsen af, at her var et stort, potentielt magtfuldt land, som USA kunne bruge, f.eks. til at føre magtbalancepolitik i forhold til Sovjetunionen.

I den postmoderne Verden vil staternes politik ifølge Cooper i stedet blive præget af gennemsigtighed, gensidig åbenhed, interdependens og gensidig sårbarhed. Derfor er det uomgængeligt nødvendigt at international politik føres under iagttagelse af moralsk samvittighed og de demokratiske værdier, der er bærende i nationen. Det er præcist på dette punkt, at Tony Blair har ladet sig inspirere af Cooper.

Den Cooper/blairske analyse af Verden og visionerne om den vestlige mission kan ses som et etnocentrisk postulat: Det er underforstået, at det postmoderne er ”det højeste udviklingsniveau”. De vestlige værdier sættes dermed op på en piedestal.
Sådan ser tilhængerne af opfattelsen det dog ikke. Tværtimod, så mener man, at de postmoderne statslige egenskaber er udtryk for den udvikling, der følger af ”historiens slutning”.

Den internationale domstol (International Criminal Court, ICC) ses af Cooper som et eksempel på postmodernitetens ophævelse af distinktionen mellem indenrigs- og udenrigspolitik. Forbrydelser imod menneskeheden skal kunne forfølges hvor som helst og når som helst over hele kloden, og forbryderne gøres retsligt ansvarlige for deres handlinger. Det er en idé, der kunne føre til en ny international retsorden. Men det er gået hen og blevet et dårligt eksempel. Man gjorde regning uden USA, som ikke har villet gå med, så længe traktaten om ICC indebærer, at USA ikke selv kan give sin tilslutning til, at amerikanske statsborgere bringes for domstolen.

Ifølge Verdenssystemteorien er det internationale system præget af, at gamle centre forsvinder, og nye opstår. Man kan fristes til at sige, at denne del af teorien ser ud til at blive bekræftet i disse år, hvor Kina og Indien er på vej frem som nye supermagter (hvis den økonomiske vækst fortsætter med den hidtidige fart.

I løbet af 2010 er Kinas økonomi strøget forbi Japans, så Kina nu er den næststørste økonomi i Verden, i hvert fald målt på BNP i købekraftsparitet (PPP: Purchasing Power Parity). Ved denne måling tager man hensyn til – og tilpasser efter de forskellige prisniveauer. Indenlandsk producerede og udvekslede varer og tjenesteydelser vil være billige, når arbejdskraften er billig. Hvis en frisør tjener 20 kr i timen, kan han eller hun udføre en klipning betydelig billigere, end hvis frisøren tjener 150 kr i timen. Denne faktor indregnes i PPP-opgørelserne af BNP.

Næste land, der vil blive overhalet, er den største økonomi, USA. Man har hidtil troet, at det vil tage lang tid, før Kina overhaler USA, men fortsætter de nuværende vækstrater, ser det ud til at ske omkring 2020, altså om kun ca 10 år. Det vil omkalfatre den verden, vi kender, og skabe en ny global magtbalance.

Figur 7: Vækst i Kinas, USA’s, Indiens og Ruslands BNI. Trillioner US $, løbende priser PPP

Kilde: Verdensbanken.

I figur 7 er de to landes, samt Indiens og Ruslands bruttonationalindkomst (BNI) afsat. I 1980, da de økonomiske reformer i Kina lige var startet, var Kinas økonomi 1/10 af den amerikanske. I 2015 var den amerikanske økonomi mindre end den kinesiske økonomi, når man måler i købekraftsparitet (ikke i løbende markedspriser).

Figur 8: Kinas og USA’s BNI fremskrevet med antagelse om 3 pct vækst i USA og 8 pct vækst i Kina

Kilde: Samme som figur 1, og egne beregninger. Regneark kan hentes her. Ifølge tal fra the Conf.Board indhentes USA hurtigere. Og ifølge en ny opgørelse fra Penn World Tables, der offentliggøres i februar 2011 overhalede Kina USA allerede i 2010.

Ved de relativt konservative estimater i figur 8, vil den kinesiske økonomi overskride USA’s i størrelse allerede omkring 2020 efter Conference Boards tal.
Det er naturligvis ikke sikkert, det er det, der sker. Der er en del økonomer, der mener, at den nuværende kinesiske økonomiske konjunktur er præget af en voldsom ejendomsboble, som der vil blive prikket hul på. Og der er kinesiske økonomer, der vurderer, at den kinesiske økonomi har nået enden af den nuværende udviklingscyklus. Investeringsniveauet har været højt, men kapitaludnyttelsen er ringe, og der er bygget for meget gæld op i økonomien, bl.a. i en overdimensioneret og uproduktiv ejendomssektor:

Der er to bekymrende aspekter forbundet med den høje investeringsrate. For det første har lokale regeringer indflydelse på en stor del af investeringsbeslutningerne. For det andet står investeringer i fast ejendom for næsten 1/4 af totalen. Nogle lokale regeringer graver bogstavelig talt huller og fylder dem op igen for at få det lokale BNP op. Som en følge heraf er der simpelthen alt for mange luksusejendomskomplekser, storslåede kontorbygninger og enorme skyskrabere. Hoteller i Kinas provinsbyer kan få femstjernede hoteller i vestlige hovedstæder til at se tarvelige ud. Kina er blevet en af verdens største forurenere. Støv og smog kvæler landets byer…..

Det siger lidt om det problematiske i at måle en økonomis udviklingsniveau på BNP-tal, for hvad gemmer der sig i virkeligheden bag tallene? Når lokale myndigheder kan have interesse i at puste produktionen op, forklares det bl.a. ved, at den kinesiske økonomi stadig indeholder betydelige planøkonomiske elementer, og det gælder om at leve op til planen. Men der er naturligvis ingen tvivl om, at der har været kraftig vækst i Kina. Der er også blevet argumenteret for, at BNP’s størrelse undertiden underdrives. Det sker f.eks., når private udbydere vil skjule størrelsen af deres produktion af angst for at komme i myndighedernes søgelys, – eller ud fra ønsker om at undgå betaling til fællesskabet.

Når man kan sætte spørgsmålstegn ved vækstens mulighed for at fortsætte, - i hvert fald i det hidtidige tempo, hænger det sammen med de omstillingsproblemer, der kan være i den nuværende situation, hvor man skal gå over fra en vækst baseret på eksportsektoren til en, der i højere grad skal bygge på hjemmemarkedet og på at få alle kinesere med. Og der er problemerne med at klare omstillingen til en vidensøkonomi, der kan køre med på de højere led i de globale værdikæder:

Efter årtier af hurtig ekspansion er Kina blevet fabrikken i den globale økonomi. Problemet er, at landet ikke er andet end en fabrik. En mangel på innovation og kreativitet er økonomiens Achilleshæl. For eksmpel er Kina m.h.t. volumen blevet verdens største bilproducent, der kværner 17 mio køretøjer ud i 2010. Men andelen af modeller, der er udviklet af kinesiske bilfabrikanter, er forsvindende lille.

Der kan ske ting, der for en kortere eller længere periode sætter den kinesiske økonomi ned i et lavere væksttempo.

På den anden side er antagelsen om 3 pct vækst i USA måske også i den høje ende.

Figur 9: Estimat af Kinas og USA’s vækst ud fra antagelser om tilpasning af yuankursen

Kilde: The Economist, 18.12.10. På interaktivt diagram kan man skrue på antagelserne i diagrammet ovenover.

The Economist har forsøgt at beregne vækstforløbene ud fra antagelser om vækst på henholdsvist 7,75 pct og 2,5 pct, inflation 4 og 1,5 pct, samt en årlig yuanopskrivning på 3 pct. Med de antagelser vil Kinas økonomi overskride USA’s i 2019. Det er rimeligt at antage en løbende yuanopskrivning, der f.eks. også fandt sted fra 2005 – 08, hvor Kina foretog kontrolleret flydning af yuan/renminbi. Markedet presser i den retning med stor efterspørgsel på den kinesiske valuta som følge af et stort eksportoverskud. Kina kan modvirke dette, da landet stadig har kontrol med kapitalbevægelser og valutatransaktioner, men det giver tendens til inflation og spekulative bobler i landet. Man vil derfor formentlig i takt med, at den kinesiske eksportsektor bevæger sig upmarket med mere forfinede produkter se en løbende opskrivning af valutaen.

Det kan endda ikke afvises, at det vil komme til at gå hurtigere end antaget ovenover, så Kina allerede overskrider USA i økonomisk størrelse i 2015 – 18. Det skyldes, at Kina for øjeblikket lader de statslige sektorer af økonomien satse meget på forskning og produktudvikling, og der investeres meget i udbygning af de højere uddannelser i landet. Det vil gøre det muligt relativt hurtigt at udvikle produkter, der kan sælges til højere priser, og det vil give et boost til BNP’s størrelse målt i international fællesvaluta.

I en rapport fra Price Waterhouse (PwC) estimeres det, at Kinas BNP allerede i 2018 vil gå forbi USAs, når det måles i købekraftsværdi (Purchasing Power Partity, PPP), hvorimod det først vil ske i 2032, når der måles i markedsdollar. Det kan skyldes, at PwC-rapporten, i modsætning til The Economists opgørelse, ikke beregner effekterne af valutakurstilpasninger (den forventede revaluering af Renminbien).

Ændring af økonomisk magtbalance

Den økonomiske magtbalance i Verden er ved at ændre sig. Økonomerne hos PwC vurderer, at det er finanskrisen, der fremskynder denne ændring. Det kan der nok være noget om. Det er dog ændringer, der har været på vej længe. Men det er klart, at den økonomiske stagnation, som finanskrisen har bevirket for de vestlige økonomier, samtidig med, at de asiatiske og latinamerikanske økonomier ikke er faldet meget tilbage i væksttempo, har fremskyndet udviklingen.

Figur 10: Ændret økonomisk magtfordeling: Fra G7 til E7 (7 Emerging Market Economies)

Kilde: PwC.

I 1970′erne og senere kunne G7 (USA, Japan, Tyskland, Frankrig, UK, Italien, Canada) optræde formynderisk som en slags uofficiel ”økonomisk verdensregering”, der forsøgte at komme med tiltag imod den ubehagelige kombination af stagnation og inflation (stagflation) i 1970′erne. Man lavede f.eks. Plazaaftalen, som skulle få den amerikanske valuta ned i værdi i forhold til D-mark og yen, så uligevægten i Verdenshandelen blev mindre.

Nu kan G7 åbenbart erstattes af E7 (Kina, Indien, Brazilien, Rusland, Mexico, Indonesien og Tyrkiet)?. Men det vil selvfølgelig en overdrivelse uden videre at påstå det. I mellemtiden har man opfundet G20, hvor begge grupperinger sidder, og som første gang gjorde sig gældende ved topmødet i London i april 2009. For godt nok ser E7 ud til at passere G7 allerede før 2020 i økonomisk vægt (BNP i købekraftsparitet), men USA, Japan og Tyskland er stadig betydende økonomier.

De to “blokke” og G20 er så svage – og kan dårligt nok kaldes sammenslutninger – , at de næppe får den stor betydning for den reelle magtbalance i Verden. Det får størrelsesforholdet mellem Kina og USA derimod. Og det kommer til at spille en stor rolle for dette bipolære forhold, hvordan EU kommer til at udvikle sig.

Tabel 2: 4 største økonomiers BNI andele målt i købekraftsparitet

En anden interessant tendens i disse tal er forholdet mellem USA og EU. USA indhenter EU i 2030. Det skyldes den højere befolkningstilvækst i USA - og formentlig antagelser om en lidt højere vækstrate. Her er der tale om usikre projektioner. Hvis det lykkes at holde sammen på ØMU og euro, og den tyske økonomiske model breder sig i hele området, vil en apprecieret euro kunne ændre de ovenstående tal ganske meget i eurozone/EU-favør, idet EU-produktionen da vil blive afregnet til en højere pris. Det skulle principielt ikke slå så kraftigt igennem, når målingen er i PPP-værdi, men det vil alligevel afspejle en højere økonomisk værditilvækst i de europæiske økonomier.

Hvis USA ellers kan regne med, at NATO vil fortsætte med at holde sammen, kan landet se frem til fortsat at udøve en form for hegemoni, men det bliver en hegemoni, der i stigende grad vil kunne udfordres af Kina, som allerede i 2020 - sammen med EU – vil være den største økonomi.

Lægger det ikke op til en tripolær Verden? - Måske , men det vil igen afhænge af, hvordan EU-samarbejdet udvikler sig.

Økonomisk svaghed i at være “Verdens fabrik”

Det er dog ikke altid nok at se på de rå statistiske data, når man skal vurdere økonomiers udviklingsevne. Kinas problem er, at landet kan blive fastholdt i rollen som “Verdens fabrik”. Det betyder, at man ligger i den billige ende af den globale økonomis værdikæde og sælger billige varer, evt at man blot samler produkter, hvor andre har leveret de dyre halvfabrikata. Man kan kalde denne model for “iphone-globalisering“, fordi I-phonen er så fint et eksempel på det. Officielt vejer iphonen økonomisk 1,9 mia $ i det amerikanske handelsunderskud over for Kina. Bag dette tal gemmer sig imidlertid en anden realitet. Kineserne samler produktet og sender det ud fra Kina, men tjener kun 3,6 pct af dets værdi. USA får 6 pct, japanerne 34 pct, tyskerne 17 pct, sydkoreanerne 13 pct, etc. Produktionen af halvfabrikata finder sted i produktionscentre, hvor man har kunnet byde ind med den bedste state-of-the-art teknologi til den bedste kvalitet sammenholdt med konkurrencedygtig pris. Kina har ikke været interessant som produktionssted for flere af de højteknologiske halvfabrikata. Det er en fejltagelse at kalde iphone et kinesisk produkt, selv om der står “made in China” på det. Det er i virkeligheden mest et japansk-amerikansk produkt, hvor japanerne har stået for det meste af indmaden og amerikanerne har lavet software og design.
På samme måde siger walmartiserings-globaliseringen en hel del om Kinas økonomiske svaghed. Man laver billigt tøj, legetøj og elektronik til amerikanerne, men hvor meget tjener man egentlig på det i forhold til, at man havde brugt arbejdskraften til at producere noget af det, som f.eks. japanere, sydkoreanere og tyskere producerer med en langt højere lønnet arbejdskraft. Hvis ikke Kina i de kommende år bliver i stand til at overlade disse hylder i Walmartbutikkerne til indere og vietnamesere, vil det på længere sigt se sort ud for den kinesiske udviklingsmodel.

Ændring af politisk og militær magtbalance?

Når man skal vurdere magtbalance, er det ikke nok at se på økonomi. Den økonomiske tyngde i form af f.eks. BNP’s og eksportens størrelser siger noget om et lands eller områdes muligheder, men det kan være et potentiale, der ikke nødvendigvis udnyttes. Når man ser på det økonomiske potentiale, Kina allerede nu har, må man sige, at det er en relativt stille supermagt, der kunne spille mere med musklerne, end landet gør. Forsøger landet at spille en medierende rolle i Verden? – Måske ikke i de umiddelbare omgivelser og over for f.eks. Tibet, men det betragter Kina jo som bekendt som indre anliggender.

Men i områder, der er ”yderområder” i forhold til Riget i Midten, og i Verden som en global helhed, ser det hidtil ud til at landet lægger op til samarbejde og fredelig løsning af konflikter. Kina har vundet meget ved at projicere “blød magt“ i Verden de seneste årtier. Landet er i dag en større udlåner til de fattige lande end Verdensbanken. Kina udstationerer ikke tropper i andre Verdensdele, men er samtidig ved at blive en af de største bidragydere til FN’s fredsbevarende styrker. Det er ikke Kina, der sidder fast i umulige krige i Irak og Afghanistan. Mange u-lande ser efterhånden mere hen til Kinas statskapitalistiske økonomiske model end de kigger efter The Statue of Liberty og amerikansk markedsfundamentalisme, når de skal finde inspiration til at komme ud af underudviklingens morads. Menneskeretskrænkelser og mangel på pluralistisk demokrati kan imidlertid veje til den anden side.

Figur 11: Militærudgifter i USA og Kina

Kilde: The Economist

Der er mange, der taler om Kinas oprustning, og det kan da også tage sig dramatisk ud, når man f.eks. ser på
venstre side af figuren ovenover. Men det er netop et spørgsmål om perspektivet, der anlægges på det. USA bruger 6 – 7 gange så meget efter SIPRIs tal. USA står stadig for tæt ved halvdelen af Verdens samlede militære udgifter. Og som man kan se af højre side af figuren, bruger USA over dobbelt så stor en andel af et langt større BNP end Kina. Kina kan pt ikke matche USA m.h.t. det teknologiske udviklingsstade af en stor del af det militære isenkram.

Men det lavere udgiftsniveau til militær kan just være det, der er med til at give Kina fordele i det økonomiske kapløb. Opsparing, investeringer og kapitaldannelse kan bruges på udbygning af de civile sektorer. Kina bygger altså økonomiske kapabiliteter op, måske med henblik på at bringe sig i front også på det militære område på et senere tidspunkt. Det sker samtidig med, at USA lader sig slide op på de irakiske og afghanske slagmarker.

Kina kan altså se en strategisk mulighed i pt at have en underspillet rolle i Verden. Det vil være dumt at tirre den hegemone magt for meget, før man har noget mere at have det i. – Og det varer åbenbart ikke mange år, når man ser på de økonomiske fremskrivninger.

Noget helt andet er, at de to lande snarere er i et økonomisk afhængighedsforhold til hinanden. USA er afhængig af at indkøbe billige forbrugsvarer til at fylde Wal-Marts hylder, og de skal have nogen til at finansiere deres betalingsbalance- og budgetunderskud. Og Kina er afhængig af eksportsektorens udvikling og af at beskytte deres investering i amerikanske værdipapirer.

Kan man uden videre tage for givet, at supermagter vil begynde at udvise hegemon adfærd, når den økonomiske vægt begynder at gøre det relevant? Kinas officielle holdning til dette er, at det er en vestlig diskurs, der har sin baggrund i den vestlige filosofiske og samfundsvidenskabelige tradition.

Den økonomiske udviklingsvej, Kina tilsyneladende har valgt kunne dog ifølge den realistiske teori tilsige det. Der vil opstå mangel på fossile energiråstoffer, hvad der i stigende grad vil føre til oprustning på havene for at olietransporter og transport af andre strategiske råstoffer kan beskyttes. Det vil være nødvendigt at sikre tilførsel af fossil energi til landets fortsatte økonomiske udvikling, med mindre omstillingen til grønne energiformer, som landet satser meget på, lykkes.

Det er ikke første gang, det internationale system skifter karakter p.g.a. nye fremstormende magter. Det skete i 1910′erne, hvor det britiske hegemoni blev undermineret af den stærke økonomiske vækst i Tyskland og USA. Det førte som bekendt til to verdenskrige, før USA kunne trække sig ud som sejrherre og opbygge et nyt hegemoni i slutningen af det 20. århundrede.

Denne gang kan situationen ende med et kinesisk hegemoni i sidste halvdel af det 21. århundrede, men der er bestemt ingen garanti for, at det sker. Et-barnspolitikken har ført til, at Kina står med en aldrende befolkning i midten af det 21. århundrede, hvor Indien kan have vokset sig større befolkningsmæssigt. Og som man kan se af tabel 1, er det måske snarere en multipolær verden med 4 dominerende økonomiske centre, der tegner sig ude i horisonten. Men som sagt, vil det også afhænge af, om EU kan overvinde “småstatshalløjet”.

Ifølge den realistiske teoris magtbalancemodel vil en ændring i landes kapabiliteter (økonomiens størrelse, militær m.v.) kunne påvirke det internationale system på forskellige måder. Med en dominerende magt vil man få et unipolært system, hvor den hegemone magt vil forsøge at varetage sine interesser via opbygning af militære kapabiiliteter og ved at foretage intervention i urocentre, der kan true stabiliteten. Det kan også tænkes, at den hegemone magt vil forsøge at forhindre andre magter i at udfordre hegemoniet. Og det kan gøres på mange forskellige måder.

Hvis der er to dominerende magter, vil man få et bipolært system. Det forestiller man sig i denne teori er mere stabilt end et multipolært system, der kan blive ustabilt igennem opbygning af alliancer der skaber uligevægt.

Globaliseringswin-win?

Den realistiske teoris antagelser om, at forholdet mellem to supermagter vil blive en bipolær situation præget af underliggende konfrontation, hvor de vil søge at afbalancere hinanden igennem opbygning af kapabiliteter, blev udfordret af den liberale globaliseringsteori omkring årtusindeskiftet og i starten af det 21. århundrede. Præsident Barack Obama sagde således ved sit besøg i Asien i november 2010:

Vi ser på opstigende magter med det syn, at i det 21. århundrede vil national sikkerhed og økonomisk vækst i det ene land ikke ske på bekostning af det andet. Jeg ved, der er mange, der stiller spørgsmål om, hvordan USA opfatter Kinas opstigning. Men, som jeg har sagt, i en Verden præget af gensidighed og med forbindelser på kryds og tværs, behøver magten ikke være et nulsumsspil, og ingen nationer behøver at frygte andres succes.

Ikke desto mindre var amerikanerne ikke særlig begjestrede, da Xi Jinping, den kinesiske præsident, under et besøg i Indonesien lancerede Kinas planer om en asiatisk investeringsbank, der kunne blive et modsstykke til de vestlige finansinstitutioner IMF (Internationale Valutafond) og Verdensbanken. I 2015 forsøgte man endda at forhindre nogle af de vestlige lande i at tilslutte sig og betale kapitalindskud i banken (samlet kapital 50 - 100 ma$). Flere lande (herunder Danmark) har formentlig ønsket at tilslutte sig af pragmatiske udenrigsøkonomiske motiver (handel og investeringer i Asien). Det amerikanske hegemoni var imidlertid ved at blive udfordret af en opstigende global magt, og USA har handlet ret forudsigeligt ud fra magtbalancemodellens dynamik.

Den amerikanske præsident George W. Bush gentog adskillige gange i sine taler, at frihed og demokrati skulle blot vinde frem, så vil Verden efterhånden blive præget i demokratiets billede. Amerikanske og vestlige værdier om demokrati og menneskerettigheder vil blive universelle globale værdier. Demokratiet vil brede sig på alle niveauer, og demokratiske lande går som bekendt ikke i krig med hinanden!
Kinas hurtige opstigning har dog ikke bekræftet denne antagelse – snarere tværtimod. Kina er nok på nogle måder blevet et mere åbent og tolerant samfund på mikroplan, og især et mere markedsøkonomisk samfund, men en virkelig tilbundsgående demokratisering har ikke fundet sted. Det kommunistiske parti sidder stadig tungt på magten. Ideologisk har det bevæget sig væk fra maoistisk kommunisme henimod en opfattelse præget af en statsideologi, hvori indgår taoistisk universalistisk harmoni og modsætningerns overvindelse, konfucianisme, og på partiplanet socialistisk markedsøkonomi, i en noget uskøn blanding med autoritær nationalisme.
Kina hævder sine interesser ud fra en brysk nationalisme, når landet ser det som nødvendigt – uden hensyntagen til amerikanernes/Vestens synspunkter. Det så man ske ved COP 15 i København i december 2009, og man så det ved G20 topmødet i november 2010, hvor Kina satte sig i spidsen for en gruppe nye økonomier i en effektiv forhindring af den vestlige dagsorden for mødet. Man ville ikke gå med til en global afbalancering af økonomien ud fra den amerikansk opstillede dagsorden: En Pct-grænse for betalingsbalanceuligevægte og en tilpasning af kinesisk og tysk industriel konkurrenceevne via valtuakurstilpasning. Det var paradoksalt nok et næsten planøkonomisk forslag om, hvordan man kunne bringe Verdensøkonomien i balance. På dette punkt kunne man sige, at amerikanerne faktisk havde vægtige argumenter, men de stødte på en kinesisk selvopfattelse og analyse af de globale økonomiske relationer, der var urokkelig. Kina ville ikke foretage valutarisk tilpasning efter Vestens opfattelse af den korrekte Renminbikurs. Og nu er Kina formentlig i gang med at køre valutaen i stilling som ny global reservevaluta. Det holdes tilbage af de stadig virkende kapitalkontroller. Men med større styrke på de globale markeder vil kapitalkontroller (begrænsninger af valutaveksling og gennemsigtighed for investeringer o.lign.) måske også blive afskaffet.

Kina er gået i gang med at udbygge sine militære kapabiliteter, og man vil da nok ad åre se, at der vil blive sat hårdt mod hårdt, når det gælder kapløbet om Afrikas og Latinamerikas tilbageværende ressourcer. Der vil ikke være voldsomt meget rum for win-win, når de begrænsede ressourcer og de klimapolitiske scenarier bringes ind i billedet. Men de to lande vil formentlig undgå at komme i storkrig med hinanden. Det kan ikke lade sig gøre med de arsenaler af nukleare våben, de har opbygget.

PISA chokket 2012

De kommende år vil styrkeforholdet de to supermagter imellem kunne blive afgjort af det uddannelsesmæssige og forskningsmæssige kapløb. På dette punkt er situationen den, at amerikanerne nok stadig fører klart på højere uddannelse og forskning, men formentlig er på vej til at tabe kapløbet på de øvrige uddannelsesmæssige niveauer.

Tabel 3: PISA score i 2012-underøgelse (kilde: OECD 2012)

Note: I resultatsøjle 1 og 4 ser man mean score (gennemsnitlig score) i henholdsvis matematik og læsning. For matematik kan man endvidere se (i søjle 2 og 3) andele af top- og bundscorere (achievers/performers).

En amerikansk iagttager sammenligner resultatet med Sputnik-chokket i 1957, der førte til, at USA begyndte at bruge mange flere penge på uddannelse og forskning.

Nicholas Kristof mener i øvrigt, at det skyldes den konfucianske indstilling, at respekten for uddannelse er så høj. Han tager de forbehold, der normalt tages: at der er for meget udenadslære i kinesisk uddannelse, at landområderne sakker bagud i forhold til storbyerne, etc. Det er imidlertid noget, kineserne selv er klar over og arbejder hårdt på at overvinde, men kreativitet og kritisk-analytisk tænkning kan ikke uden videre efterlignes, eller det tager i hvert fald lang tid at gøre det. Derfor tager mange kinesiske forældre med pengepungen i orden deres børn ud af de kinesiske skoler og sender dem til vestlige skoler i stedet. Men som følge af finanskrisen kan de ikke få jobs der og vender derfor tilbage til Kina.

Det er også vigtigt at have for øje, at skolevæsenet i Shanghai, som Kinas resultater kommer fra, er det bedste i Kina. Men kvaliteten øges pt overalt i Kina ifølge kommentatoren fra The New York Times, der er kinesisk gift og velbevandret i landet. Det fremgår da også af OECD’s konklusion, at hver af de kinesiske regioner klarede sig bedre i matematik- og science-testene end USA.

Kristof mener ikke, at det er udviklingen af en stealth fighter (fly, der kan undvige radarovervågning), der repræsenterer den største udfordring for USA, men at det er “PISA-chokket”:

Amerikanere tænker på den kinesiske strategiske udfordring i relation til Stealth-flyet, men den virkelige udfordring er det kinesiske uddannelsessystem og lidenskaben efter at lære, som præger det.

Stealth-fighteren har ført til opstandelse i Pentagon og amerikansk militær. Set i lyset af militærudgifterne i de to lande, jvf figur 5, må man dog nok sige, at forsvarsminister Gates’ og forskellige vestige mediers ophidselse over den nylige kinesiske oprustning tager sig lidt komisk ud. Kina prøver vel blot at rette lidt op på en i forvejen mangelfuld balance? På den anden side er det måske menneskeligt naturligt, at man hæfter sig ved den part, der rokker ved status quo. Amerikanerne ser deres dominans i Stillehavet truet.

“This is our generation’s Sputnik moment”

Præsident Barack Obama bruger sin State of the Union Address (tale om nationens tilstand) 2011 til at understrege, at USA har behov for offentlige investeringer i forskning og uddannelse for at klare dette nye “Sputnik chok”, som kinesernes satsen på de nye teknologier og deres satsen på uddannelse indebærer. Han understreger bl.a. i talen, at det er de nye teknologier (internet, m.m.), der har medvirket til en situation, hvor de hidtil gældende økonomiske magtforhold i Verden er ved at ændre sig til de nye økonomiers fordel. Det giver ham mulighed for at fremme sin egen dagsorden over for en kongres, der, i hvert fald for Repræsentanternes Hus’ vedkommende, er domineret af republikanere. Men det skete ved at tale til fælles interesser, henover partiskellene. Og den kinesiske Konfucius-mentalitet blev mødt med en fremhævelse af lærerjobbet som en patriotisk opgave for amerikanske unge: “If you want to make a difference in the life of our nation, if you want to make a difference in the life of a child,” sagde han, “become a teacher. Your country needs you.”

Man agerer i den globale politik ved at forsøge at skabe interesse for sin globaliseringsmodel. Det bliver i så fald Washingtonkonsensus over for f.eks. Beijingkonsensus, eller det liberale demokrati og de frie markeder over for en mere styret statskapitalistisk model. Washingtonkonsensusen har ligget underdrejet i nogle år som følge af George W. Bush’ politik, men Barack Obama kan give den nyt liv, og den er i det hele taget blevet boostet af de mellemøstlige revolutioner, når folkene ønsker frihed og demokrati på det politiske plan.

Det var tankevækkende at se, hvordan BRIK-landene stemte sammen i FN’s Sikkerhedsråd. Og at Tyskland (ud fra delvist andre begrundelser) var med. Der var måske ved at udvikle sig en slags BRIK-nyimperialisme? Disse lande - og Tyskland - har stigende vægt i verdensøkonomien og kan se sig nødsaget til at varetage interesser langt fra deres grænser.
Kina er langt fremme i skoene i lande og områder, hvor USA’s tilstedeværelse ikke er så tydelig, f.eks. Afrika og Latinamerika. Brazilianske energiselskaber er langt fremme i mindre udviklede lande i Latinamerika, f.eks. Bolivia. Det er en anden form for nyimperialisme end den, man har set hidtil. Det er en anden stil. Og det er en anden italesættelse, jvf Beijingmodellen, men at det er en form for nyimperialisme, er svært at afvise, når man f.eks. ser nogle af de reaktioner, der har været i Bolivia på brazilianske investeringer i landet.

Tysklands ageren er heller ikke uinteressant. Der er naturligvis ganske bestemte historiske grunde til den tyske stemmeafgivning. Men at den samtidig er bekvem ud fra en ”nyimperialistisk” begrundelse, er uomtvisteligt. Er der noget, der har medvirket til at booste den tyske økonomi under og efter finanskrisen, så er det handelsforbindelserne til BRIK-landene. Det er tyske virksomheder, der forsyner BRIK-landenes fremstormende industrier med automatik og produktionsudstyr til den økonomiske ekspansion, de er i gang med. Det er tyske luksusbiller, eliten i de nye økonomier kører rundt i. Tyskland har al mulig interesse i at agere mere sammen med denne gruppe af lande. Og når det så samtidig passer ind i landets værdipolitik på det globale plan, kunne det næppe være mere ideelt.

Allerede et par dage efter krigens start krakelerede den tilsyneladende eller “halve” enighed i “Verdenssamfundet”. Den kinesiske regering udtrykte vrede over luftangrebet på Libyen, der efter den kinesiske regerings mening gik ud over mandatet om no-fly zone, og kinesiske statsmedier kaldte det en “væbnet aktion imod suveræne lande”. Den hårdeste kritik kom dog fra ministerpræsident Vladimir Putin fra Rusland, der talte om en “mangelfuld og fejlbehæftet” resolution, og som kaldte den en “middelalderlig opfordring til korstog”. Det var en udtalelse den russiske præsident Medvedev tog afstand fra.

Det er den sædvanlige vanskelige afvejning mellem folkeretlig orden og “retfærdighed”.
Kapitel VII i FN-pagten, der omtaler Sikkerhedsrådets muligheder for at agere, taler om lande, der angribes. Når det drejer sig om forhold internt i landene, er det uvist, hvilke folkeretlige muligheder der er for intervention. I folkeretlig forstand er landene suveræne, en retsstilling, FN-systemet bygger på og normalt respekterer. Det er kun i unndtagelsestilfælde, en humanitær interventionsret kan komme på tale. Det er klart, at lande som Rusland og Kina vil lægge vægt på det folkeretlige ordensperspektiv, snarere end nødvendigheden af “retfærdighed” som udtrykt ved den humanitære intervention.

Man kan spørge, hvad det egentlig er, koalitionen af villige lande agerer på? De agerer ud fra deres egen opfattelse af, at demokrati og menneskerettigheder trædes under fode, eller de agerer ud fra et ønske om at stabilisere en region. Men er det relevant kun at se libysk politik i et lys af demokrati og menneskerettigheder?

Det er et spørgsmål, om man overhovedet kan sammenligne libysk politik med tunesisk og egyptisk politik, hvor støtte til demokratiske bevægelser er naturlig? Tunesien og Egypten er gamle nationsstater med relativt homogene befolkninger og fælles statsinstitutioner. Libyen er måske i højere grad et land, der består af indbyrdes stridende stammer og et land, der tidligere var delt i Cyrenaika i øst og Tripolitana i Vest. Det er stammer med flag, der står over for hinanden snarere, end det er grupper med en forskellig national dagsorden. Man får måske en ubehagelig overraskelse, når det viser sig, hvad det er, der ligger bag betegnelsen “oprørerne”.

Er Libyen altså præget af stammepolitik, og var det en borgerkrig snarere end en kamp for demokrati og menneskerettigheder. Var det det, der var den afgørende politiske brudflade i landet? Hvis det er en borgerkrig mellem uforsonlige stammer, der har forskanset sig i hver sin ende af landet, og dette er udtryk for en prækolonial eller præ-Gaddafisituation, der genopvækkes, så gik man måske galt i byen, når man forestillede sig, at et voldsomt bombardement og en eventuel fjernelse af den gale oberst Gaddafi, ville få demokratiet til at blomstre frem? Hvis landets politiske kultur er stamme- og voldsbaseret, opnår man ikke meget ved at fjerne den øverste lak af regimet. Det har man for øvrigt måttet sande mange steder i Verden.

OPGAVE:
1. De multinationales rangorden ser meget forskellig ud efter, om virksomhedernes størrelse opgøres efter omsætningstal eller markedsværdi af kapitalen. Brug linkene til at undersøge rangordenen efter de to principper og vurder, hvilke virksomhedstyper der favoriseres af henholdsvis den ene og den anden opgørelsesmetode.
2. Hvordan kan de to opgørelsesmetoder siges at give et resultat, der næsten kan ses som udtryk for to samfundstyper over for hinanden (industrisamfund ctr. videns- og servicesamfund)? Hvordan kan listerne tænkes at se ud om ti år?
3. Det interessante ved de multinationale virksomheder som aktører i det internationale system er naturligvis at få fastslået mere præcist, hvordan en indflydelse kan sættes ind. På hvilke planer i systemet kan disse virksomheder tænkes at få indflydelse? Hvilke indflydelseskanaler er monstro de mest effektive?
4. I hvilken grad er WTO, Verdensbanken og IMF underlagt de transnationale virksomheders interesser, enten direkte eller via regeringerne, - i hvilken grad er de underlagt bredere interesser?
5. Redegør for de tre teorier om det internationale system og argumenter for, hvilket der efter jeres opfattelse giver det bedste billede af Verden i dag.
6. Undersøg realistiske og liberale elementer i USA's udenrigspolitik med udgangspunkt i teksterne herunder.

Tekst 1: Præsident Woodrow Wilsons 14 punkter (Til Kongressen 8. januar 1918)

Uddrag af de punkter, som den amerikanske præsident Woodrow Wilson mødte frem med til Versailles-fredsforhandlingerne efter I. Verdenskrig.

Vi gik ind i denne krig, fordi forbrydelser mod retten var sket, der rørte os dybt og fik vort eget folks liv gjort umuligt, med mindre de (retskrænkelserne) blev genoprettet og verden gjort sikker en gang for alle imod deres genkomst. Hvad vi kræver i denne krig, er derfor intet specielt til os selv. Det er, at verden bliver gjort til et egnet og sikkert sted at leve; og specielt at det bliver sikkert for enhver fredselskende nation, der, som vores egen nation, ønsker at leve sit eget liv, bestemme dens egne institutioner, være sikret retfærdighed og retfærdig behandling fra de andre folks side i Verden, så den ikke udsættes for magt og egoistisk aggression. Alle folkeslag i Verden er i realiteten partnere i fremme af denne interesse, og for vores egen del, så ser vi meget klart, at med mindre retfærdigheden sker fyldest over for andre, vil den ikke ske fyldest over for os. Programmet for Verdens fred er derfor vort program; og det program, det eneste mulige program, som vi ser det, er som følger:

Herefter nogle punkter, der vedrører bestemte staters grænser (Rusland, m.fl.) (...)

14. En omfattende sammenslutning af nationer skal dannes med specifikke pagter for øje med det formål at give gensidige garantier for politisk uafhængighed og territorial integritet til store, såvel som til små stater (Folkeforbundet). Kilde: http://www.lib.byu.edu/~rdh/wwi/1918/14points.html (Oversættelse fra engelsk: GF)

Når en ny amerikansk administration træder til, formuleres en "national sikkerhedspolitik". Nedenfor kommer i uddrag dele af den nationale sikkerhedspolitik, der udformedes af Bush-administrationen. Den kan findes i sin helhed på Det Hvide Hus' hjemmeside.

De store kampe i det 20. århundrede imellem frihed og totalitarisme endte med en overbevisende sejr for frihedens kræfter – og en enkelt bærbar model for national succes: frihed, demokrati og fri foretagsomhed. I det 21. århundrede, kan kun nationer, der deler en forpligtelse til at beskytte grundlæggende menneskerettigheder og til at garantere politisk og økonomisk frihed, blive i stand til at udløse deres borgeres potentiale og sikre deres fremtidige velstand. (Underskrevet George W. Bush, september 2002, Det hvide Hus (whitehouse.gov))

Vores nations sag har altid været større end vores nations forsvar. Vi kæmper, som vi altid vil kæmpe, for en retfærdig fred – en fred, der favoriserer friheden. Vi vil forsvare freden imod terrorister og tyranner. Vi vil bevare freden ved at bygge gode relationer imellem de store magter. Og vi vil udvide freden ved at opfordre til frie og åbne samfund på ethvert kontinent. (Præsident Bush, West Point, New York, June 1, 2002)

De forenede Stater besidder hidtil enestående – og usammenlignelig – styrke og indflydelse I Verden. Holdt oppe af troen på principperne og frihed og værdien af et frit samfund, giver denne position usammenlignelige ansvarlighed, forpligtelser og muligheder. Denne nations store styrke skal bruges til at fremme en magtbalance, der favoriserer friheden.

I det meste af det 20. århundrede var Verden delt af en stor idékamp: Destruktive totalitære visioner over for frihed og lighed.

Den store kamp er ovre. De militante visioner, der lå i klasse, nation og race og som lovede utopien og som faktisk leverede elendighed er blevet overvundet og bragt i miskredit. Amerika trues nu mindre af erobrende stater end af stater, der er på vej ned. Vi trues mindre af flåder og hære end af katastrofeteknologier i hænderne på de forbitrede få. Vi må nedkæmpe disse trusler imod vor nation, allierede og venner.

Dette er også en tid fuld af muligheder for Amerika. Vi vil arbejde for at oversætte denne mulighed for indflydelse til årtier af fred, rigdom og frihed. USA’s nationale sikkerhedsstrategi vil blive baseret på en distinkt amerikansk internationalisme, der reflekterer enheden af vore værdier og vore nationale interesser. Målet med denne strategi er at hjælpe til, at Verden ikke blot bliver sikrere, men også bedre. Vore mål på vejen til fremskridt er klare: Politisk og økonomisk frihed, fredelige forhold til andre stater, og respekt for menneskelig værdighed.

Og denne sti er ikke USA’s alene. Den er åben for alle. For at opnå disse mål, vil USA:

Den alvorligste fare for friheden ligger der, hvor radikalisme og teknologi mødes. Når spredningen af kemiske og biologiske, samt nukleare våben, sammen med ballistisk missilteknologi – når de optræder sammen, så vil selv svage stager og små grupper kunne opnå en katastrofal magt til at slå til imod store nationer. Vore fjender har erklæret, at dette er deres intention, og de er blevet tageti at søge disse forfærdelige våben. De ønsker magten og muligheden for at afpresse os, eller skade os eller vore fjender – og vil vil imødegå dem med al vor magt. (Præsident Bush i West Point, 1. juni 2002)

Den kolde krigs trusler krævede, at USA – med vore allierede og venner – understregede afskrækkelsesaspektet I forhold til fjendens eventuelle brug af magt, hvorved der opstod en grum strategi af gensidig sikret ødelæggelse (mutual assured destruction, MAD). Med Sovjetunionens sammenbrud og den kolde krigs slutning, er vore sikkerhedsomgivelser undergået dybtgående transformation.

Idet vi har bevæget os fra konfrontation til samarbejde som adelsmærket for vort forhold til Rusland, er udbyttet evident: En slutning på terrorbalancen, der delte os, en historisk reduktion i de nukleare arsenaler på begge sider; og samarbejde på områder som kontraterrorisme og missilforsvar, - et samarbejde, som man indtil for nylig havde svært ved at forestille sig.

Men nye dødelige trusler er fremkommet fra slyngelstater og terrorister. Ingen af disse samtidige trusler kan hamle op med selve den destruktive magt, der stod imod os fra Sovjetunionen. Det er imidlertid sådan, at naturen af og motivationen hos disse nye modstandere, deres beslutsomhed med hensyn til at få adgang til destruktive potentialer, der hidtil kun var tilgængelige for verdens stærkeste stater, og den større sandsynlighed for at de vil bruge masseødelæggelsesvåben imod os, gør vore dages sikkerhedsomgivelser mere komplekse og farlige.
I 1990’erne var vi vidner til fremkomsten af en mindre gruppe af slyngelstater, som – skønt de på mange måder var forskellige – deler en række kendetegn. Disse stater:

Omkring tidspunktet for Golfkrigen erhvervede vi uigenkaldelige beviser for, at Iraks hensigter ikke var begrænset til de kemiske våben, det havde brugt imod Iran og sit eget folk, men at deres hensigter også var udstrakt til erhvervelse af atomvåben og biologiske midler (agents). I løbet af det seneste årti er Nordkorea blevet Verdens vigtigste leverandør (purveyor) af ballistiske missiler, og det har testet stadig mere avancerede missiler samtidig med at det har udviklet egne masseødelæggelsesvåben. Andre slyngelregimer søger også at udvikle eller erhverve nukleare, biologiske og kemiske våben. Disse staters forfølgelse af og globale handel med sådanne våben er blevet en latent trussel for alle nationer.
Vi må være forberedt på at standse slyngelstater og deres terroristiske kunder, før de bliver i stand til at true eller bruge masseødelæggelsesvåben imod USA og vore allierede og venner.

En stærk verdensøkonomi fremmer vor nationale sikkerhed ved at fremme rigdom og frihed i resten af verden. Økonomisk vækst støttet af frihandel og frie markeder skaber nye jobs og højere indkomster. Det gør det muligt for mennesker at løfte deres liv ud af fattigdommen, fremmer økonomiske reformer og retsreformer, og fremmer kampen imod korruption, og det styrker frihedens sædvaner.

Vi vil fremme økonomisk vækst og økonomisk frihed udover USA’s kyster. Alle regeringer er ansvarlige for at skabe deres egne økonomiske politikker og svare på deres egne økonomiske udfordringer. Vi vil bruge vort økonomiske engagement med andre lande til at understrege de fordele, som politikker til fremme af højere produktivitet og holdbar økonomisk vækst giver, herunder:

Historiens lære er klar: Markedsøkonomier, ikke kommandoøkonomier med statens døde hånd, er bedst til at fremme rigdom og reducere fattigdom. Politikker, der ydermere styrker markedsincitamenter og markedsinstitutioner er relevante for alle økonomier – industrialiserede lande, nye markeder og udviklingslandene (….)

Den amerikanske sikkerhedspolitiks institutioner blev udformet i en anden ære for at imødekomme andre krav. De må nu alle omdannes.
Det er på tide at genbekræfte den essentielle rolle, amerikansk militær styrke bør have. Vi må bygge og opretholde vort forsvar til at imødegå enhver udfordring. Vort militærs højeste prioritet er at forsvare USA. For at gøre det effektivt må vort forsvar:

Den usammenlignelige størrelse og magt af USA’s væbnede styrker, og deres tilstedeværelse overalt (forward presence), har opretholdt freden i nogle af verdens strategisk vigtigste regioner. De trusler og fjender, vi skal konfrontere, har imidlertid ændret sig, og derfor må vore styrker også ændres. Et militær, der var struktureret til massiv koldkrigsafskrækkelse må ændres til at fokusere mere på, hvordan en modstander kunne finde på at kæmpe, snarere end hvor og hvornår en krig kunne opstå. Vi vil kanalisere vores energi ud i en overvindelse af et vidtforgrenet billede af operationelle udfordringer (host of operational challenges).

Den oversøiske tilstedeværelse af de amerikanske styrker er et af de dybeste symboler på USA’s forpligtelser over for allierede og venner. Gennem vores villighed til at bruge magt til vort eget forsvar og til forsvar af andre, udviser USA dets beslutsomhed m.h.t. at opretholde en magtbalance, der hjælper friheden. For at kunne håndtere (contend with) usikkerhed og for at møde de mange sikkerhedsudfordringer, vi konfronteres med, vil USA have behov for baser og militære stationer inden for og udover Vesteuropa og Nordøstasien, lige så vel som midlertidige adgangsmuligheder (access arrangements) for langdistance deployering af amerikanske styrker. (Oversat fra engelsk af GF, fra webstedet whitehouse.gov) (….)