International handel

Indhold:

Er der noget, der kan betyde noget for et lands stilling i den globale økonomi, så er det landets andel af verdenshandelen, især hvis handelen foretages af selvstændige virksomheder, der ikke blot er filialer af dominerende transnationale virksomheder. Tidligere u-lande, der er kommet til at tilhøre gruppen af rige lande, har i vidt omfang opnået denne status i kraft af, at international handel har gjort det muligt for dem at udvikle produktionen.

Tabel 4: Verdens førende eksportør- og importørlande. Mia$ og pct-andele af global eks-/import

Rang	Exportører	Værdi Mia $	Andel pct	Årlig pct-ændr.	Rang	Importører	Værdi	Andel pct	Årlig pct ændr.
1	China	2209	11,7	8	1	United States	2329	12,3	0
2	United States	1580	8,4	2	2	China	1950	10,3	7
3	Germany	1453	7,7	3	3	Germany	1189	6,3	2
4	Japan	715	3,8	-10	4	Japan	833	4,4	-6
5	Netherlands	672	3,6	3	5	France	681	3,6	1
6	France	580	3,1	2	6	United Kingdom	655	3,5	-5
7	Korea, Republic of	560	3,0	2	7	Hong Kong, China	622	3,3	12
8	United Kingdom	542	2,9	15		retained imports	141	0,7	4
9	Hong Kong, China	536	2,8	9	8	Netherlands	590	3,1	0
	domestic exports	20	0,1	-11	9	Korea, Republic of	516	2,7	-1
	re-exports	516	2,7	10
10	Russian Federation	523	2,8	-1	10	Italy	477	2,5	-2
11	Italy	518	2,8	3	11	Canada a	474	2,5	0
12	Belgium	469	2,5	5	12	India	466	2,5	-5
13	Canada	458	2,4	1	13	Belgium	451	2,4	3

Kilde: WTO.

Tidligere u-lande i Asien, f.eks. Sydkorea og Kina, ligger i dag langt oppe i verdenshandelenes superliga, og i hvert fald for Sydkoreas vedkommende kan man sige, at det i dag hører til i gruppen af de rigeste lande.
Det er lykkedes nogle af disse lande at få en fordelagtig placering i de såkaldte forsynings- og værdikæder, som international handel for en stor del er organiseret igennem.
Det kan f.eks. være en virksomhed som Apple, der får produceret mange af sine Mac-computere og Iphones i asiatiske lande, mens design og udvikling ligger i Californien. Virksomheden har bygget en global forsyningskæde for tilvirkning og distribution af virksomhedens produkt. På den måde minimeres omkostningerne ved placering af produktion i områder med lave omkostninger og effektiv arbejdskraft, og overskuddet maksimeres.
Som det kan ses af figuren herunder, er kriteriet for placering ikke nødvendigvis at få den billigste arbejdskraft. Så ville der ligge langt flere afdelinger i Afrika syd for Sahara. Udover lave lønomkostninger drejer det sig også om effektivitet, præcision og nærhed til vigtige afsætningsmarkeder. Derfor ligger der mange afdelinger i f.eks. Europa, hvor der er mange købedygtige forbrugere.
Denne form for international arbejdseling, der iscenesættes af de multinationale virksomheder, kan på den ene side begunstige nogle lande, men den kan også risikere at fastholde lande i en international arbejdsdeling, hvor de kan have vanskeligt ved at udvikle egenproduktion på et teknologisk højt stade. Det kan de dog evt overvinde igennem udbygning af uddannelser og infrastruktur.

Figur 1: Apple forsyningsvirksomheder og fabrikationssteder (antal i geografiske lokationer)

Kilde: Industry Week.

Apple's og andre store globaliserede virksomheder spredning af produktion og distribution ud over kloden besluttes altså i disse virksomheders hovedkvarterer. De er dermed udtryk for økonomisk magt - magt til at beslutte, om det ene eller andet område begunstiges med handelsmuligheder og nye arbejdspladser.

Teorier om international handel

En af de første teorier om international handel er Adam Smiths (1723 - 1790) teori om de absolutte fordele.
Teorien siger, at ved at landene handler med hinanden opstår der en specialisering imellem dem og deres virksomheder, der gør, at de hver især bliver større og mere effektive, end de ville være på et rent hjemmemarked. Handelen giver altså nogle af de samme fordele, som også handel på et hjemmemarked kan give.
Når virksomheder er specialiserede i en produktion, bliver produktionsomfanget større. Konkurrencen har trimmet virksomheden og gjort den effektiv. Og den masseproducerer og kan derved reducere omkostningerne.
Og det hele sker uden, at nogen behøver planlægge det, fordi den "usynlige hånd" (markedsmekanismerne) bevirker udligning af udbud og efterspørgsel via prismekanismen.

David Ricardo (1772 . 1823) udformede teorien om de komparative fordele ved handel. Denne teori siger, at der kan opstå handel mellem to lande, selv om det ene land er mere effektivt end det andet til at producere alle varer. Alligevel kan det betale sig med handel, fordi landene specialiserer sig i forhold til hinanden.
Et eksempel fra det daglige arbejdsliv: I et advokatfirma er en af advokaterne meget dygtig til både advokatarbejde og tastaturarbejde. Han kan taste en tekst ind dobbelt så hurtigt som den hurtigste advokatsekretær. Man skulle nu tro, det ville være naturligt, at denne advokat taster tekster ind - i hvert fald sine egne. Men teorien om komparative fordele forklarer, hvorfor det ikke er naturligt. Advokaten fakturerer sit advokatarbejde efter firmaets tarif: 2500,- kr pr time over for kunder. Advokatsekretæren tjener 200,- kr pr time. Derfor giver det mere værdi til virksomheden, at advokaten holder sig til advokatarbejde, - selv om han kan taste hurtigt ind.

Det kan betale sig for Danmark og Tyskland at handle med hinanden. Tyskland producerer biler. Det gør Danmark ikke. Danmark producerer til gengæld mange andre ting, Tyskland kan bruge.
Tyskland er måske mest effektiv og prisbillig af de to på langt de fleste produktionsområder. Tyskland kan producere både biler og skinkesider billigere end Danmark. Men analogt med advokateksemplet er værditilvæksten ved produktion af BMW'er langt højere end værditilvæksten ved produktion af flæskesider. Tyskland er absolut billigst i begge produktioner, men det kan betale sig for landet at overlade slagteriproduktionen til Danmark, hvor Danmark har en komparativ fordel.
Hvert land har komparative fordele, altså områder, hvor de er relativt gode i forhold til den anden. Så kommer fordelene for begge ved, at de specialiserer sig og handler med hinanden. Derfor viser en oversigt over deres samhandel, at denne er ganske betydelig:

Danmarks samhandel med Tyskland:

	Mia. kr.
	1990	1995	2000	2005	2010	2011	2012	2013
Danmarks eksport tilTyskland	42,9	67,0	76,6	86,2	80,6	88,1	86,9	95,8
Danmarks import fra Tyskland	44,6	50,3	76,2	93,1	96,2	106,0	110,5	112,3

Kilde: Danmarks Statistik.

Eksporten til Tyskland ser gennemgående ud til at være lavere end importen, bort set fra i midten af 90'erne, hvor det formentlig er den tyske genforening der har givet et ordentligt boost til den tyske import, fordi man har skullet bruge en masse til genopbygning af Øsstyskland.
     Det er i perioden op imod 20 pct af den danske udenirgshandel, - og selvfølgelig langt mindre relativt for Tyskland, men også her en betydelig andel.

Faktorudrustningsteorien
Man har også forklaret international handel ved, at landene har forskellig udrustning af produktionsfaktorer.
    Det kaldes faktorudrustningsteorien.
    Hvorfor blev Danmark et landbrugsland med en stor fødevareproduktion og en stor eksport af landbrugsvarer?
Det simple svar er, at landet er fladt og egnet til produktion af fødevarer. Der er masser af muldjord. Og det regner meget.
Og hvorfor er landet blevet en stor eksportør af insulin og anden medicin. Det simple svar: Det agro-industrielle kompleks. Den store fødevareproduktion førte til afledte aktiviteter i industrisektoren: Da de første patienter blev behandlet for diabetes tilbage i 1920'erne, brugte man insulin fra bugspytkirtlen hos grise.
    Danmark producerer ikke længere skibe og tekstiler, fordi arbejdskraften er knap og dyr i Danmark.
Til gengæld er der rigeligt af den, og den er billig, i Bangla Desh og i Ukraine. Danmark har derimod meget kapital pr arbejder. Derfor lægges der kapitalintensiv produktion i Danmark, selv om arbejdskraften er dyr, fordi ved kapitalintensiv produktion udgør selv en relativ høj løn en relativt lille del af produktionsomkostningerne, bl.a. omkostningerne til et stort produktionsapparat.
   I Danmark producerer vi ikke bananer og eksporterer dem slet ikke. De ville blive alt for dyre, hvis de skulle dyrkes i drivhuse af relativt højt betalt arbejdskraft. Derimod kan det betale sig at producere denne dejlige og sunde frugt i Honduras, hvor jordbundsforhold er gode - og lønningerne er lave (så de bliver billige i danske supermarkeder!)

Efterspørgselsteorien
Igen: Hvorfor handler to lande som Tyskland og Danmark så meget med hinanden?
    Det er i virkeligheden ikke fordi de producerer vidt forskellige ting, hvor de supplerer hinanden, og som de kan handle med, men fordi, de i stor grad ligner hinanden.
    Det er begge to rige, udviklede økonomier. Der er store kulturligheder og dermed tendens til ensartede forbrugsmønstre.
Det har givet anledning til efterspørgselsteorien til forklaring på international handel. Den svenske økonom Staffan B. Linder udviklede i 1960'erne en teori om, at det er efterspørgselen, der betyder noget for, at lande handler med hinanden. Danske forbrugere har en høj præference for den teknik, der ligger i tyske biler, og tyske forbrugere har en præference for danske fødevarer, medicin og danske strande (turisme).
    Og så som en meget afgørende ting: De ligger klos op ad hinanden, så varerne kan køres hen over en grænse eller sejles til nærmeste havn. Derudover har Danmark haft fordele i kraft at at være en veludviklet maritim handelsnation. Og Danmark har en veludviklet medicinalindustri og fødevaresektor, der har produceret med komparative fordele i forhold til det tyske marked. Mange danske virksomheder er underleverandører til tyske virksomheder, og her spiller nærhedsfaktoren igen en rolle.

Paul Krugmans "ny handelsteori"
Den amerikanske økonom Paul Krugman fik for nogle år siden Nobelprisen i økonomi for udvikling af det, der er blevet kaldt den "ny handelsteori". Den bruger økonomiske stordriftsfordele og specialisering til at forklare, hvorfor der er stor handel mellem lande, der ligner hinanden med hensyn til faktorudrustning (råstoffer, arbejdskraft, kapital). Faktorudrustningsteorien forklarer jo en stor del af handelen med, at lande er forskellige med hensyn til faktorudrustning (Danmark sælger medicin og Honduras sælger bananer). Og den har så svært ved at forklare, hvorfor Danmark og Sverige, som ligner hinanden, handler meget med hinanden.
    Stordriftsfordele vil sige, at der i nogle produktionsgrene er en produktion, hvor hver enhed, der produceres, bliver billigere og billigere jo mere, der produceres af varen. Vi kender det fra f.eks. PC'ere. Når en virksomhed kan producere en million PC'ere om året, bliver hver PC meget billigere, end hvis den kun producerer 1000 PC'ere.
    Det gælder også, hvis man f.eks. producerer store passagerjetfly, men der er måske kun plads til to eller tre fabrikker i Verden, der producerer sådanne jetfly. Og hvor skal de ligge? Ifølge Paul Krugman er det delvist tilfældige, historiske faktorer der bestemmer, hvor sådanne fabrikker kommer til at ligge (pt i Seattle, USA, og i Europa). Men når de først ligger der, har de pågældende lande en meget stor eksport af denne vare, fordi én maskine måske koster en mia kr. Men de to fabrikker har også en masse underleverandører. Der er opstået store industrisektorer der, hvor de ligger. Samlet set vil disse steder handle stort med omgivelserne, både i landet selv og med udlandet.
    Det hænger bl.a. sammen med netværkseffekter. Vigtige industriklynger kan vokse sig stærke ved at skabe forudsætninger for hinanden og ofte også understøttet af en statslig industripolitik - og evt handelsprotektionisme (handelsbeskyttelse ignnem f.eks. told eller udvikling af nationale standarder), hvis det er muligt, da dette jo kan være imod EU- og WTO-aftaler.
    Hertil kommer en faktor, Paul Krugman kalder monopolistisk konkurrence,der er udtryk for en virksomheds evne til at udnytte specialiseringsfordele. Ved at specialisere sig og blive god til det, man laver, kan man tilføje egenskaber til produktet, der gør det unikt, så man derved bliver et mindre let offer for konkurrence. Monpol betyder enesælger af en vare, og det er selvfølgelig sjældent i sin rene form. Men det kan findes i mange mellemformer, lige fra mange sælgere, som hver især gør produktet unikt til få sælgere (oligopol).
    NovoNordisk er den eneste virksomhed, der sælger Novo insulin. Der er andre sælgere og andre typer af insulin, og derfor er der selvfølgelig en konkurrence, men konkurrencen er begrænset af, at Novo insulinen er et specialiseret produkt, en bestemt måde at tage insulin på, og med bestemte specifikationer, der gør produktet ret unikt i diabetikeres bevidsthed. NovoNordisk får derved prissætningsmagt over prisen. Man får fra virksomhedens side en ret stor magt over, hvor prisen skal ligge.
    Det vil sige, at der ikke er fuldstændig fri konkurrence, fordi nogle virksomheder får pricing power (prissætningsmagt) over det, de producerer og sælger.
Når det gælder relativt simple masseforbrugsvarer som læskedrikke, har man også virksomheder, der får markedsmagt. Virksomhederne laver produktet sådan, at forbrugere får en særlig præference for det. Coca Cola er stort set sukkervand med brus, som ligner mange andre slags sukkervand med brus. Men Coca Cola har fået opbygget præferencer hos forbrugerne for netop denne type sukkervand og kan dermed sælge det til en højere pris.
    Krugman konstaterer, at det er delvise tilfældigheder, der har bestemt, hvor de stærke virksomheder, der har fået noget at handle med, ligger:
    Hvem får flyfabrikkerne, eller fabrikkerne, der producerer en spcialiseret slags maskinværktøj, eller fabrikken der producerer en bestemt bilmodel, som udvalgte forbrugere over hele verden ønsker?. Svaret, som den nye handelsteori giver ....... er, at det ikke betyder noget. Der er mange varer, der produceres med stordriftsfordele; alle får deres del af dem; og detaljerne, som i det store hele mest er historiske tilfældighed, er ikke vigtige.
     Hvad der betyder noget, er i stedet det overordnede handelsmønster: Det store mønster i, hvad lande producerer, bestemmes af faktorer som ressourcer og klima, men der er en masse tillægsspecialisering forårsaget af stordriftsfordele, og der er meget mere handel, særligt mellem ensartede lande, end man ville forvente set ud fra en rent ressourcebaseret teori.

Det er her, kæden måske hopper lidt af, jvf følgende afsnit med kritik af teorierne. Det er jo faktisk ikke ligegyldigt, at "en historisk tilfældighed" har udvirket det. Den "historiske tilfældighed" har forvredet den økonomiske struktur i verden til nogles fordel (de, der bor der, hvor de overskudsgivende produktioner især ligger) og til ugunst for andre.

Kritik af handelsteorierne

Arbejdsdelingens lyksaligheder.....

I nogle lande, f.eks. USA, er arbejdskraft relativt knap i forhold til, hvor meget jord, kapital eller viden/uddannelse der er samlet sammen i landet. I andre lande er det omvendte tilfældet. Lande er forskellige m.h.t. deres mix af arbejdskraft, jord, kapital, kompetencer og andre "produktionsfaktorer". I 1920'erne og 30'erne fik det Eli Heckscher og Bertil Ohlin til at udforme en handelsmodel, der tog udgangspunkt i disse forskelle (faktorudrustningsteorien). I deres model gjorde handel det muligt for lande som USA at økonomisere med arbejdskraft, ved at koncentrere sig om kapitalintensive aktiviteter, som gjorde lidt brug af arbejdskraft. Produktionssektorer, der krævede stor brug af hårdt manuelt arbejde kunne overlades til udlændinge. På denne måde afhjalp handel mangelen på arbejdskraft. (The Economist 6.8.2016)

Handelsteorierne kan kritiseres for, at de stiller en alt for forsimplet model af handel og dens fordele op. Teorierne overser de ulige magtforhold og den ulige fordeling af produktionsfaktorer og kapital imellem landene. De overser også de forskellige niveauer og kvaliteter i uddannelse af arbejdskraft, der præger Verden.

”Spark ikke stigen væk”
En interessant analyse af frihandelens konsekvenser for de fattige lande er lavet i professor Ha-Joon Changs (Cambridge Universitet), meget omtalte bog "Kicking Away the Ladder" ("At sparke stigen væk"), hvor han påviser, at alle de lande, der i dag hører til i de "rige landes klub" i begyndelsen praktiserede det stik modsatte af, hvad de prædiker i dag. De indførte told- og handelsbeskyttelse, indtil deres økonomier var stærke nok til, at de kunne gå ind for frihandel.

Protektionismen starter med liberalismens åndelige fædreland, Storbritannien, hvor Robert Walpole, premierminister, fremlægger en industripolitik allerede i 1721, hvor det anføres, at "det er evident, at intet bidrager til at fremme velstanden som eksport af industriprodukter og import af råvarer". Det skete igennem en industripolitik, der ifølge Chang var fuldt sammenlignelig med de principper og den politik, som Japan, Sydkorea og Taiwan førte i starten af efterkrigsperioden, og som var præget af beskyttelse af - og støtte til - hjemmemarkedsvirksomhederne. Disse lande kastede ikke til en begyndelse deres hjemmemarkeder ud i frikonkurrence.

Det var ifølge Chang først, da Storbritanniens teknologiske overlegenhed var helt åbenlys, at den store ændring henimod frihandel kom, da kornloven blev forkastet i 1846, og toldtarifferne på mange industrivarer opgivet. Derfor kalder mange denne periode for den "imperialistiske frihandels periode".

USA forstod, at man skulle modsætte sig de britiske ønsker om frihandel, og at man måtte opbygge et "amerikansk system" som modvægt til det britiske frihandelssystem. Man forstod, at frihandelen var en del af det britiske imperialistiske system, som ville tildele USA rollen som eksportør af primærprodukter. De amerikanske toldsatser på industrivarer var meget høje fra borgerkrigen i det 19. århundrede og frem til II. Verdenskrig. De gik fra 35-45 pct i 1820, mellem 40 og 50 pct i 1875, 48 pct i 1931 - og stadig 14 pct i 1950. Det var først, da USA i efterkrigsperioden fik demonstreret sin økonomiske overlegenhed, i lighed med Storbritannien i det 19. århundrede, at man begyndte at promovere en frihandelsliberalisme, som den f.eks. er beskrevet i den såkaldte Washingtonkonsensus (Verdensbankøkonomers opskrift på liberal global økonomi). Denne opskrift anbefalede privatiseringer, liberalisering, prisstabilitet på lavt inflationsniveau, en begrænset rolle for staten i forhold til økonomien; og den indeholdt en tro på gennemgribende markedseffektivitet, altså at markeder overladt til sig selv, altid giver de bedste resultater.

De succesfulde nyindustrialiserede lande i Asien (f.eks. Sydkorea, Taiwan og Kina) benyttede i modsætning hertil beskyttelsesarrangementer i starten af deres økonomiske opbygning. Og de tildelte staten en mere aktiv rolle.

Hierarkier i arbejdsdeling
Det hører til den såkaldte institutionelle skoles (som Ha-Joon Chang er fortaler for) fortjeneste at påpege, hvordan international handel ikke bare foregår på en jævn sportsplads (level playing field), hvor alle står lige "inden kampen om markeder", som det ofte antages i den neoklassiske økonomiske skole. Økonomiens funktionsevne er påvirket af institutionelle faktorer, så som uddannelsestraditioner, arbejdsmarkedsmæssige konventioner, en udviklingsfremmende korruptionsfri politisk kultur, opbygning af en stærk iværksætterklasse, etc.
Eksemplet med Honduras er illustrativt. Ifølge handelsteorierne er det til Honduras' fordel, at de har en komparativ fordel i bananproduktion. Problemet med bananer er imidlertid, at de, som forholdene er i Verden i dag, ikke giver mulighed for det, man kalder pricing power (magt til at bestemme en pris), altså at kunne sætte en høj pris på produktet, fordi det er et specialiseret produkt. Honduras er tilsyneladende dømt til at fortsætte med at producere og sælge bananer, selv om det giver et meget begrænset udbytte til landet - i forhold til f.eks., hvad Danmark kan få ud af at producere medicin, finansiel service og logistikydelser og sælge disse serviceydelser på de globale markeder. Ifølge verdenssystemteorien vil man sige, at der er et ulige bytte i handelen med bananer og medicin. Det ene land sælger dets arbejdskrafts ydelser til lave priser, det andet dets arbejdskrafts ydelser til høje priser. Og så er alle vel glade? - Ja, lige bortset fra bananarbejderne, der tjener få dollars om dagen og lever en kummerlig tilværelse.
De liberale handelsteorier stiller ikke spørgsmålet: Hvordan er det gået til, at nogle lande har en meget bedre faktorudrustning, specielt med hensyn til kapital, end andre lande? Det hænger sammen med bl.a. historiske faktorer, der faktisk ikke er tilfældige, men bl.a. skyldees de magtforhold, der blev bygget op under koloniseringen af de områder af verden, der i dag er de fattige.

Figur 2: Konkurrencenationers og virksomheders forsøg på at placere sig gunstigt i arbejdsdelingen

I figuren ovenover er placeringer i den internationale arbejdsdeling vis som et hierarki. Øverst ligger virksomheder som det tyske BMW bilimperium med avanceret F&U (forskning og udvikling), og en stat (Tyskland), der er dygtig til at levere uddannelsesfaciliteter (uddannelser og infrastruktur). Der har i Tyskland været en kultur og nogle sociale lag af virksomhedsejere og iværksættere, som har formået at fastholde en stærk verdensmarkedsplacering for tyske industriprodukter. Der er her nogle faktorer, der går langt ud over handelsteoriernes noget mekaniske opfattelse af arbejdsdeling som noget, man kan komme og "fylde ud" efter forgodtbefindende.
En virksomhed som det danske B&O er landet i en mellemposition. Godt nok er virksomheden meget specialiseret, men produktet er alligevel ikke tilstrækkelig upmarket og specialiseret til at kunne bære den relativt høje pris, det har. Og dermed er det vanskeligt for virksomheden ´fortsat at producere i Danmark med det relativt høje lønniveau i landet. Og virksomheden er ikke stor nok og har tilstrækkeligt med omsætning til at kunne få stordriftsfordele, som kunne nedbringe styk-omkostningerne. Det har en virksomhed som den kinesiske hvidevareproducent Haier til gengæld.

Figur 3: Forskellig værdi efter placering i de globale værdikæder

Frihandel kan ofte være til fordel for lande, specielt hvis den reguleres og styres, så landets virksomheder - i tilfælde af, at det er et u-land med nye, skrøbelige virksomheder - får en mulighed for at bide sig fast i markedet. I handelsteorierne kalder man dette for "infant industry" ("baby"-industri) argumentet. Det er et argument for, at overgangsøkonomier (økonomier mellem underudvikling og udviklet status) i overgangsfasen kan få ret til forskellige former for handelsprotektionisme ("beskyttelse").
Frihandel er altså ikke altid en ubetinget win-win situation.

Det er ikke kun mellem rige og fattige lande, det forholder sig sådan. Man kan også se lignende mønstre imellem rige lande indbyrdes, fordi forskel i pricing power (prissætningsmagt) nogle gange gør, at det ene land kan få mere ud af handelen end det andet land.

Export priser for Tyskland Japan og USA efter varegruppe, 2003-2013
(Index, 2005=100)	2003	2004	2005	2006	2007	2008	2009	2010	2011	2012	2013
Samlet varehandel
Germany	89	99	100	103	113	124	115	113	123	115	118
Japan	95	100	100	98	99	106	104	108	117	114	104
United States	93	97	100	104	109	115	110	115	124	125	124
Biler
Germany	90	99	100	102	112	120	115	112	119	112	115
Japan	97	101	100	99	100	102	106	104	109	109	105
United States	98	99	100	101	102	103	104	104	105	109	109

Kilde: WTO.

Man kan se af tabellen ovenover, at eksportpriserne udviklede sig noget forskelligt for Tyskland, Japan og USA. Tyskland og USA havde begge en god prisudvikling for den samlede vareeksport, hvorimod Japan sakkede noget bagud. Men med hensyn til biler udviklede de tyske eksportpriser sig langt bedre end de to andre landes.
Det vil sige, at tyske bilproducenter har kunnet sælge deres biler på eksportmarkederne til stigende priser. De har haft mere prissætningsmagt end de to andre landes producenter. Den tyske bilindustri kan ses som en stærk industriklynge, hvor virksomhederne har udviklet sig ved specialisering og brug af monopolistisk prisdannelse (og oligopol) til at opnår magt over prisen på produkterne.
De komparative fordele, tyske bilproducenter har, skal forklares ved meget komplekse faktorer: Gode lærlingeuddannelser, traditioner for - og en kultur med respekt for - industriproduktion, gode uddannelsesforhold, forskning og produktudvikling, og altså det, man kalder stærke industriklynger, hvor virksomhederne skaber synergi (mere samlet effekt end blot summen af enkeltdele) sammen.

Handel med tjenesteydelser

Apple og andre store Big Tech selskaber som Google og Amazon - sammen med en stor del af de store medicinvirksomheder, ja selv en virksomhed som Starbucks - har undgået at betale i hundredevis af milliarder af dollars i skatter af deres globale indtjening, fordi de ikke sælger ting som biler eller køleskabe, eller TV-apparater, som de tilvirker i USA og sender ud. Deres væsentligste aktiver er design, software og patenterede ideer. Skønt hovedparten af denne intellektuelle kapital har sin oprindelse her, kan den overføres på sekunder rundt omkring i hele verden - og finde vej ind i en kæmpe vifte af produkter og serviceydelser overalt i udlandet. Intellektuel kapital er svær at se, måle, værdisætte og efterspore. Så det er et perfekt middel til skatteunddragelse. Apple overfører sin intellektuelle kapital til en Apple filial i Irland, som så "sælger" Apple produkter over hele Europa. Og den beholder de fleste af pengene der. Irland har været mere end lykkelige over at være medspiller ved at pålægge Apple en skattesats, som er latterligt lav - 0,005 pct i 2014 som eksempel. Kilde: Robert Reich: Standing up to Apple. Commondreams.org 2016.

Handel med tjenesteydelser er en voksende del af den internationale handel. USA alene har et overskud på op imod et par hundrede mia $ i sin tjenesteydelseshandelsbalance med omverdenen. Det er produkter, der er svære at tage og føle på. Når man opgør udenrigshandelsbalancen for et land, deler man op i selve handelsbalancen (handelen med fysiske varer) og tjenesteydelseshandelen. De udgør tilsammen betalingsbalancens løbende poster.
Handelen med tjenesteydelser er en voksende del af den internationale handel, ikke mindst fra de rige landes side. En stor del af denne handel foregår som vireksomhedsintern handel, når den enkelte virksomhed handler mellem sine filialer indbyrdes.
Det er ofte produkter, der tjenes betydelig mere på end på de fysiske varer. De er højere oppe i værdikæden end de fysiske varer. Det er derfor, det f.eks. ikke altid er til Kinas fordel at være blevet "verdens fabrik", - kun hvis Kina kan bruge det som afsæt for at komme op i de højere dele af værdikæden, vil det på længere sigt være til landets virkelige gavn m.h.t. modernisering af produktion og afsætning. Ellers fortsætter man som "semi-koloni".
At handelen har udviklet sig på denne måde, må indgå i kritikken af de traditionelle handelsteorier. De har ikke endnu indfanget dette aspekt af det postindustrielle samfunds udvikling. I de kommende år, hvor de store virksomheder kommer til at organisere endnu større dele af handelen som virksomhedsintern handel, og Artificial Intelligence udvikler sig, vil det komme til at betyde mere og mere. Det er ved at blive "gammelsdags" at se på "nationaløkonomi" og det enkelte lands handelsbalance som udtryk for landets økonomiske styrke. USA's underskud på betalingsbalancens samlede løbende poster er betydeligt, men det synes ikke at være det store problem for landet, fordi meget af det er virksomhedsinterne "underskud" - hensigtsmæssige led i virksomhedernes mest praktiske måde at indrette sig på i den globaliserede økonomi.

Handelsaftaler i GATT/WTO og verdenshandelens udvikling

GATT (General Agreement on Tariffs and Trade) - aftalerne i slutningen af 1940'erne og de senere runder om toldnedsættelser, og endelig omdannelsen af GATT til organisationen WTO (World Trade Organisation) i 1994-95 med sekretariat i Geneve, fik betydning for den stærke vækst i verdenshandelen, som er vist i figur 1.
I løbet af de over 60 år, figuren dækker, er verdenshandelen steget over 3,5 gange produktionens (BNP) vækst. Den internationale handel har derved været en slags dynamo for produktionsudviklingen i Verden.
Der har været en vekselvirkning mellem vækst i produktionen og vækst i handelen. Produktionsvæksten har drevet handelen. Der er blevet mere at handle med, når BNP er steget, men en stærkere faktor har været handelen, der har drevet produktionen fremad.

Figur 4 : Udviklingen i global produktion (BNP volume) og handel (volume). Indeks: 1950 = 100

Kilde: WTO. Hent filen her.

Det er f.eks. sket, når store multinationale virksomheder outsourcer (lægger ud til billigområder) dele af deres produktion. De specialiserer deres produktion igennem at lægge f.eks. de dele af værdikæden (råsoffer, halvfabrikata, forarbejdede varer, design, markedsføring, administration), hvor der bruges meget arbejdskraft ud til et område, hvor arbejdskraften er billigere. Det gjorde f.eks. mange amerikanske virksomheder, da Deng Hsiao Ping gennemførte de økonomiske reformer i Kina, som betød bl.a. oprettelsen af økonomiske frizoner i Kinas kystområder. Det var samtidig med til at skubbe Kinas vækst yderligere i gang.
     Transportteknologien har betydet meget. I den periode, figuren dækker over, voksede containertransporten frem. Det effektiviserede og billiggjorde transport over lange afstande. Containerskibene blev større og større. Transportomkostningen pr enhed faldt derved kraftigt, så det, der tidligere var en barriere (transportprisen) for at binde verden sammen i handelsnet, forsvandt.
    Finanskrisen i 2008 førte til et kraftigt dyk i den internationale handel, men den rettede hurtigt op igen, da der "skulle fyldes op på hylderne" igen. Men man kan for de seneste år spore en tendens til faldende vækst i handelen. Det kan få betydning for den globale konjunktur, hvis man ikke samtidig bliver bedre til at omlægge økonomisk aktivitet fra den eksportorienterede sektor til hjemmemarkedssektorerne, hvad der er vigtigt for et land som Kina, der erkender, at det er for eksportorienteret, og at det gælder om i højere grad at satse på befolkningens behov for hjemmemarkedsservice og velfærd.
    Blandt yderligere årsager til den faldende væksthastighed i handelen kan nævnes tendenser til faldende befolkningsvækst. Bortset fra nogle u-lande i især Afrika, er familiemønstrene ved at udvikle sig sådan, at man ikke længere ønsker så mange børn. Når væksten i nye forbrugere tager af, vil det påvirke handelen. Man kan også nævne de store gældsbjerge, der er hobet op, både i stater og hos de private. Hvis lande og husholdninger i en periode primært er optaget af at høvle gæld af, vil det naturligvis påvirke forbrug i nedadgående retning. Og dermed falder efterspørgselen.
   Det store spørgsmål er, om faldet i verdenshandelens væksttempo er cyklisk (bestemt af nedgangskonjunktur siden finanskrisen), eller om det er mere strukturelle faktorer, der er på spil, så det dermed er et mere permanent fald, vi er vidner til? Det kan da hænge sammen med mætningspunkter for outsourcing/værdikædespecialisering, for nye økonomiers anvendelse af eksportdreven vækst, eller den demografiske (befolkningsmæssige) udvikling.
    I miljømæssig forstand kan det være en gunstig udvikling. At transportere f.eks. fødevarer, der kunne produceres lokalt, over store afstande, er ikke i sig selv hensigtsmæssigt. Globalisering af handel kan være udtryk for et gigantisk spild, der påvirker klimaet negativt igennem udledning af CO2.

WTO -organisation.

Det grundliggende princip i WTO (og tidligere GATT), som trådte i kraft 1. januar 1995, er et forbud imod handelsdiskrimination, dvs man må ikke behandle nogle af underskriverne af WTO dårligere end andre underskrivere.

Figur 5 : WTO's opbygning

Note: TRIPS: trade-related aspects of intellectual property rights (handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret). Det er et af de helt store konfliktområder. Patenter bruges f.eks. til at beskytte den viden, der ligger i produkter. Herved får store EDB- og medicinvirksomheder faktisk monopol på produktion og salg af bestemte varer og serviceydelser. Det kan gøre dem dyre for u-landene. Samtidig producerer nogle af de mest industrialiserede af u-landene, f.eks. Brazilien og Indien, kopiprodukter. Skal disse så kunne sælges på markedet? Det er der blevet forhandlet om i WTO. En af betingelserne for, at u-landene gik med til Doha aftalen i 2001 var netop, at der skal være visse muligheder for salg af kopiprodukter, f.eks. medicin imod HIV/AIDS, som er meget dyr, hvis den skal købes i de rige landes medicinalfirmaer.

WTO befinder sig tit i "orkanens øje" med en masse stridigheder om handelsreglernes udformning. I foråret 2002 lagde USA told på stål. Det har et land kun lov til at gøre, hvis andre lande "dumper" (sælger under produktionsomkostningerne) varen på markedet. EU indbragte sagen for WTO. Her kan det imidlertid tage lang tid at behandle den. Det er et stort stridspunkt, at de rige landes snak om liberalisme og "frihandel" ofte er temmelig dobbeltmoralsk. Frihandelen gælder f.eks. ikke alle landbrugsprodukter, hvor EU, USA og Japan har så stor landbrugsstøtte, undertiden endda med støtte til eksport (f.eks. eksportrestitutionsordningen i EU), at det truer konkurrencedygtigheden for masser af landmænd i u-landene. EU's sukkerordning forvrider f.eks. verdens produktion og handel med sukker.

TTIP og TPP

USA og EU har forsøgt at forhande en Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP) aftale. Og USA forhandler samtidig en Transpacific (TPP) partnerskabsaftale med sine stillehavsnaboer, dog ikke Kina.
    TTIP er en frihandelsaftale mellem de to økonomiske områder, EU med 28 medlemslande på den ene side og USA på den anden. Anledningen er bl.a., at man i WTO i mange år har forsøgt at gennemføre en ny runde af handelsliberaliseringer, den såkaldte DOHA-runde siden 2001, og det er ikke lykkedes at komme igennem med en aftale, bl.a. p.g.a. strid mellem de nyindustrialiserede lande og de rige vestlige serviceøkonomier om handel med service og intellektuelle rettigheder (ophavsret). DOHA brødt reelt sammen i 2008.
    Derfor er man mange steder gået i gang med i stedet at lave bilaterale (tosidede) aftaler imellem lande og økonomiske områder. Selve toldsatserne er i forvejen i WTO-aftaleunderskrivende lande kommet langt ned, - så langt ned, at de ikke udgør mere end 3 - 4 pct af værdien af handelen.
   Hvorfor så spilde krudt på nye aftaler?
     Det hænger sammen med, at der kan være mange tekniske handelshindringer, der stadig vanskeliggør helt fri handel mellem USA og EU. Det kan være godkendelsesprocedurer. Hvis en amerikansk bilproducent f.eks. vil forsøge at sælge en ny model i EU, skal producenterne måske igennem en procedure for godkendelse af bilen m.h.t. miljøforhold o.lign., før den kan sælges.
    Det kan være miljøregler, forbud, standarder af teknisk art, støtteordninger for vedvarende energi, mærkningsordninger, etc, der gør, at handelen ikke er helt fri. EU og USA skal altså igennem en proces, der ligner den, man havde i EU, da man lavede det indre markeds harmoniseringsdirektiver. Det skete ved etableringen af det indre marked med de "frie bevægeligheder" for varer og tjenester.
    Problemerne er bare denne gang lidt større, fordi der er større kulturforskelle og forskelle i tekniske standarder på begge sider af Atlanten. Mange europæiske forbrugere er ikke begejstrede ved tanken om amerikanske "frankenfoods", f.eks. hormonbøffer og fødevareprodukter, der er er lavet med majssirup. Der kommer dog regler ind i aftalen, der skulle kunne sikre arbejdstagerrettigheder, miljø og fødevaresikkerhed.

En aftale forventes at kunne sætte skub i den økonomiske udvikling på begge sider af Atlanten, fordi handelen øges. Priserne forventes at kunne falde på amerikanske produkter, f.eks. EDB-udstyr, i Europa - og tilsvarende for europæiske produkter i USA. Det vil sætte gang i forbruget og give flere arbejdspladser. Det er de traditionelle argumenter, jvf ovenfor teorien om absolutte og relative fordele ved frihandel.
    Efter et par års forhandlinger har det vist sig meget vanskeligt at nå en aftale. Der er en del frygt på begge sider for konsekvenserne. Amerikanske lønmodtagerorganisationer (amerikanske fagforeninger i industrien) har ytret frygt for tab af arbejdspladser som følge af den stærke europæiske industri (bl.a. bilindustri). Fra europæisk side er udtrykt frygt for, at man bliver nødt til at godkende f.eks. GMO (genmodificerede organismer) og dermed "frankenfoods" fra USA.

Der er frygt for amerikanske multinationale, der får øgede muligheder for at stille retslige krav og få erstatninger, hvis deres investeringer ikke beskyttes tilstrækkeligt.
   Det kan ske, hvis og når man indfører den såkaldte ISDS-ordning. Det står for Investor State Dispute Settlement (mekanisme til afklaring af stridigheder mellem stater og investorer), som kan give mulighed for at retsforfølge stater for at lave regler, der omgår frihandelstraktatens bestemmelser om beskyttelse af investorrettigheder og om standarderne og normer for produkters eller tjenesteydelsers udformning. Hvis en amerikansk energigigant f.eks. vil sælge gas i EU, gas, der er et resultat af fracking, og denne produktionsmetode er godkendt, så kan ingen forhindre det, og hvis det skulle ske, vil virksomheden kunne sagsøge via ISDS-ordningen og få klækkelige erstatninger af den stat, der har lavet forbud imod det, eller på andre måder lagt sten i vejen for virksomheden.
    ISDS kører altså uden om det almindelige retssystem. Det har givet frygt for, at store virksomheder med deres højtbetalte advokater kan få tilsidesat regler, vedtaget i national lovgivning uden, at det prøves i det pågælende lands retssystem.
   Mange har udtrykt frygt for, at små virksomheder ikke vil have de samme muligheder for at fremme deres interesser ad denne retlige vej.

Sideløbende med TTIP førte USA frihandelsforhandlinger med 11 andre lande i Stillehavsområdet (TransPacific Partnership, TPP). De blev afsluttet i oktober 2015, men skulle herefter ratificeres (endeligt vedtages) i landenes parlamenter. Det kan tænkes at give problemer at få den amerikanske Kongres til at ratificere.
    Kina var ikke med.
    USA og Japan, de to store i TPP, havde igennem flere år set, hvordan Kina steg op som stor spiller i Stillehavsområdets handel. Ved at holde Kina ude af den nye aftale kunne man udskyde det tidspunkt, hvor USA måtte se sig distanceret af en ny økonomisk supermagt, som udfordrede amerikanske interesser igennem nye grænser for det kinesiske territorialfarvand i Det sydkinesiske Hav, og som havde irritereet USA med dannelse af en ny global udviklingsbank, den Asiatiske Infrastrukturbank, der kunne blive en konkurrent til Verdensbanken. De store regionale handelsaftaler, TTIP og TPP, er en slags præferencehandelsaftaler. De er delvist designet sådan, at de, der ikke er med, holdes delvist udenfor. De, der er inde, har præferencefordele i den interne handel. Det er derfor, WTO beklager, at den store aftale (Doha-runden) mellem alle medlemmer ikke blev til noget.
    Kina kan formodentlig blive interesseret i at komme med på et senere tidspunkt, når underskriverlandene har erkendt, at der ikke kommer noget godt ud af at holde en stor spiller som Kina udenfor, og når Kina har opnået stærkere konkurrenceevne inden for vidensøkonomien til effektivt at kunne konkurrere med USA og Japan.
    En stor del af landene i Stillehavsområdet var med i TPP, herunder Japan. Australien, Peru, Malaysia, Vietnam, New Zealand, Chile, Singapore, Canada, Mexico og Brunei , med. Forhandlingerne drejede sig om de samme ting som TTIP, nemlig at finde et fælles grundlag af bestemmelser om miljø-, arbejdstagerrettigheder, intellekturel ejendomsret til patenter og vidensholdige produkter (f.eks. TV, film, IT og software), investorbeskyttelse m.m., så tekniske forhindringer for handel kan afskaffes eller reduceres.
   Det vil være vanskeligt at forestille sig, at USA vil gå med til en aftale i TTIP, der stiller USA ringere end i TPP-aftalen. Indgåelsen af TPP vil dermed kunne vanskeliggøre afslutningen af TTIP, hvis Kommissionen f.eks. forsøger at få skærpet reglerne set fra et europæisk perspektiv.

Ny amerikansk handelsprotektionisme?

Ved præsidentvalget i november 2016 blev Donald Trump valgt til ny amerikansk præsident.
Han blev bl.a. valgt på en nationalkonservativ "America First" politik, hvor USA, ifølge ham, ikke længere skulle finde sig i rent ud sagt at blive kørt rundt i manegen af Kina og andre af USA's konkurrenter. Han gav f.eks. udtryk for sin holdning på de sociale medier, her Twitter:

De to tweets skal læses nedefra. Med to tweets kan Trump sige det, han vil uden at være underlagt Tweet-begrænsningen på 140 karakterer. Det er et vredt indlæg imod Kina, som har reageret skarpt på, at Trump har anfægtet ét-Kinapolitikken ved at have en telefonsamtale med Taiwans præsident kort efter valget, hvorved han så at sige anerkender Taiwans selvstændige status. Oversat til dansk siger Trump:

"Spurgte Kina måske os, om det var i orden at de devaluerede deres valuta og derved gjorde det svært for vore virksomheder at konkurrere. Og om det var i orden at lægge tunge skatter på vore varer, som går ind i deres land (og USA beskatter jo ikke dem, når de går ind hos os) eller at bygge et massivt militært kompleks i det sydkinesiske hav".

Hvad angår påstanden om, at “USA ikke beskatter kinesiske varer”, skal man til at fortolke, hvad Trump egentlig mener. Hvis han mener told, er han åbenvart ikke informeret om, at USA faktisk bruger toldsatser, som man må ifølge WTO-aftalerne, bl.a. også på nogle Kina-varer. Hvis han bruger det som argument for 45-pct told, som han foreslog i valgkampen, lægger han op til handelskrig. Det vil næppe være i USA’s egen interesse.
Det kan diskuteres, om Trump har ret i, at handelen mellem Kina og USA i alt for høj grad har været til Kinas fordel. Men at han fik overbevist mange amerikanske vælgere om det, ikke mindst de, der bor i de gamle "rustbæltestater" i Midtvesten (Pennsylvania, Michigan, Wisconsin, delvist Ohio), er der ingen tvivl om.
Og måske havde synspunktet en vis berettigelse for dette område. Som helhed har USA dog betydelige fordele af globaliseringen. Det, landet har sat til i Rustbæltet i Midtvesten, har man fået rigeligt igen i de dynamiske IT-industrier i Californien og andre steder i USA, jvf omtalen af Apples forsyningsnet ovenfor.
Det afgørende er, at med ikke alene Trumps sejr ved præsidentvalget, men også holdningsskifte til frihandelsaftalerne hos det andet store parti, Demokraterne, under præsidentvalget, havde USA skiftet spor i frihandelspolitikken. Man ville ikke ratificere TPP-aftalen (dvs endeligt vedtage den i Kongressen), og TTIP-aftalen så ud til at ville gå en svær fremtid i møde.
I stedet kan man nok forvente, at USA vil forsøge at indgå bilaterale handelsaftaler, altså USA over for ét andet land. Her vil USA i højere grad kunne dominere aftalens udformning, i kraft af landets økonomiske vægt og supermagtsstatus. Og med mindre man smadrer WTO-aftalerne igennem indførelse af toldmure på 45 pct, vil WTO med relativt lave toldtariffer være en tilbagefaldsmulighed, hvis der ikke er bilaterale aftaler.

Handels-
teorier
Kritik af teorier
Udvikling i handel
WTO
TTIP
Ny handels-
protek-
tionisme