Økonomisk teori: Til højre er der links til modstående henholdsvis socialliberal efterspørgselsorienteret økonomisk teori (Keynes) og liberal udbudsorienteret teori (Friedman).

Keynesianisme er den økonomiske opfattelse, som går tilbage til det 20. århundredes nok største økonom John Maynard Keynes. Den siger i al sin enkelhed, at når der er økonomisk lavkonjunktur, kan staten gå ind og stimulere efterspørgselen igennem underskudsfinansiering på statsbudgettet.
    Det fører, når politikken bliver anvendt på længere sigt, til en statslig gældsophobning. Gældsophobningen er ikke nødvendigvis et problem ifølge teorien, hvis der samtidig sker en økonomisk vækst, der gør gældsproblemet mindre, når gælden måles i pct af  BNP. 
   

Monetarismen, den liberale økonomiske teori med Milton Friedman som bannerfører, vil især sætte ind på at give øget markedsfrihed og formindskelse af inflationen igennem fjernelse af strukturelle barrierer (f.eks. på arbejdsmarkedet). Man vil skabe større rum for privat foretagsomhed ved at reducere den offentlige sektors størrelse.
   Den keynesianske teori satser omvendt på forøgelse af den effektive efterspørgsel (forbrug, investeringer og eksport), så der kommer gang i produktion og vækst, og arbejdsløsheden formindskes.

Figur 1: Stat eller marked? - Keynes og Friedman

De to teorier har altså forskellige opfattelser af, hvordan f.eks. arbejdsløsheden nedbringes.
   Den første vil gøre det igennem øget markedsstyring og -fleksibilitet, og derigennem også flere økonomiske incitamenter (tilskyndelser). Den keynesianske teori i klassisk form vil øge den effektive efterspørgsel, f.eks. ved at staten øger sit konsum og investering. Den nykenesianske teori vil også gøre det ved at fjerne strukturelle barrierer (f.eks. flaskehalse i arbejdskraftudbud) på arbejdsmarkedet.

For nykeynesianerne spiller multiplikatorvirkningen en stor rolle. Den siger, at en øgning i den effektive efterspørgsel vil føre til en større øgning i BNP, end den oprindelige efterspørgselsstigning. Virkningen breder sig som ringe i vandet, fordi indkomst gives videre ud i det økonomiske kredsløb. Den, der får en indkomst, giver den videre ved køb af varer og tjenester, og de, der begunstiges, vil igen give indkomst videre, og så fremdeles..... Den endelige virkning afgøres af størrelsen af forbrugs- og opsparingskvoterne. Statslige overførselsindkomster til lavere lønnede vil have større multiplikatorvirkning end overførselsindkomst til højere indkomstgrupper, fordi de første har en højere forbrugskvote.
    Monetaristerne (Friedman) afviser multiplikatorvirkningen som humbug. De øgede udgifter til støtte effektiv efterspørgsel vil blot føre til større pengeudpumpning og dermed mere inflation.

Økonomisk frihed og egeninteresse

  Ifølge Adam Smith og Milton Friedman maksimeres produktionen, når alle får frihed til at disponere ud fra deres egeninteresse. Ifølge Smith vil markedet som en "usynlig hånd" sørge for, at ressourcerne kommer derhen, hvor de gør mest gavn. Friedman har det samme syn. Han viser det bl.a. i videoen herunder v.h.a. figuren ovenover. Effektivíteten fremmes af, at man får lov til at disponere over sine egne penge, - ikke over andres penge, som det sker via den statslige omfordeling i velfærdsstaten. I nordvestkvadranten i figuren økonomiserer man, samtidig med at man søger højeste værdi for pengene. Det gør en forbruger ved at lægge sine indkøbskroner der, hvor nytten af det indkøbte er størst mulig i forhold til, at udgiften er lavest mulig. Forbrugeren vil shoppe rundt efter tilbud.

Keynes og de mulige irrationelle virkning af at gå efter egeninteresse

Keynes kritiserer den ovenstående opfattelse for, at den tager alt for let på de mulige virkninger af, at en masse mennesker individuelt forfølger egeninteressen. Der investeres ikke kun for at handle med varer og indgå i en global arbejdsdeling, og der investeres ikke kun for at bygge produktion op, der kan dække menneskelige behov. Der investeres også for at opnå spekulationsgevinster på kursstigninger. Det er der heller ikke nødvendigvis noget galt i, men det kan blive et problem, når det ukoordineret bliver til en flodbølge. Den usynlige hånd bliver til en destruktiv boomerang, der rammer os i nakken:

Spekulanter gør muligvis ikke nogen skade, når de er bobler på en stadig strøm af erhvervsvirksomhed, der udfolder sig. Men det ændrer sig, når erhvervsvirksomhed pludselig bliver til en boble på en hvirvelstrøm af spekulation.  Når et lands kapitaludvikling bliver et biprodukt af aktiviteterne i et kasino, bliver arbejdet dårligt udført. Omfanget af målopfyldelse opnået af Wall Street, når man betragter Wall Street som en institution, hvis egentlige samfundsmæssige formål er at dirigere nye investeringer igennem de mest udbyttegivende kanaler med hensyn til fremtidigt afkast, kan ikke ligefrem betragtes som en succes for laissez-faire kapitalismen  -   hvad der vel egentlig ikke er så overraskende, hvis jeg har ret i mine formodninger om, at de bedste hjerner i Wall Street rent faktisk er blevet dirigeret i retning af en helt anden målsætning. (Keynes: The General Theory of Employment, Interest and Money. MacMillan 1936)

Det, Keynes tager stilling til her, er den mulige irrationalitet i en kapitalistisk markedsøkonomi. Det er ikke første gang, man kom til at se denne irrationalitet udspille sig. Og udfordringen for økonomisk politik er da naturligvis at styre bæstet. Det gælder irrationelle udslag af markedet, og det gælder, når markedet ikke af sig selv finder ligevægt ved fuld beskæftigelse.

Hvis ligevægt i økonomien indtræder ved et niveau under fuld beskæftigelse, melder spørgsmålet sig: Hvad så? Den keynesianske rygmarvsreaktion er i den situation at anbefale underbudgettering på de offentlige budgetter, evt. finansieret ved salg af statsobligationer. Det kan sætte gang i økonomien, og måske er der en multiplikator forbundet med det? Det afhænger dog lidt af forventningerne og af de globale markeders udvikling, da mange landes situation i dag er, at økonomierne er meget forbundet med andre økonomier via eksport/import på internationale markeder. Det kan gøre det oplagt med koordinerede underbudgetteringer samtidig i flere lande på én gang

Monetarister

Monetarister, f.eks. Friedman, taler om nationalbankens rolle (Federal Reserve i USA) og kritiserer dens rolle under den store Depression i starten af 1930'erne, hvor den strammede pengepolitikken i stedet for at stimulere den, f.eks. ved at købe obligationer og derved tilføre økonomien penge. Det forværrede krisen.
   I øvrigt mener han, at pengepolitikken skal styres ud fra hensynet til ikke at smøre økonomien mere med pengemidler end hvad den økonomiske vækst betinger. Hvis den smøres mere, kommer der inflation. Hvis den smøres mindre (som det skete i begyndelsen af 30'erne), bliver der deflation (prisfald og forstærket lavkonjunktur), som han forklarer i videoen. Disse sammenhænge forklarer monetaristerne bl.a. ud fra kvantitetsligningen:

     m*v = p*Q

(m: pengemængde, v: pengenes omløbshastighed, p: prisniveau,Q: BNP).

m skal øges, hvis Q stiger. Ellers virker det kontraktivt (sammentrækkende). Men hvis m øges betydeligt mere end Q-stigning betinger, kommer der inflation. Når der er inflation, som der var i 1970'erne, anbefales stramninger af pengepolitikken. Inflationsforventninger skal tæmmes ved, at pengepolitikken strammes via nationalbankens kontrol med pengemængden.

De klassisk tænkende liberalister er modstandere af statens øgede vægt i økonomien.
    Derfor er nogle af dem også modstandere af USA's krige. Det politisk betingede ønske om hegemoni og kontrol har vundet over i forhold til den økonomisk fornuft, der tilsiger, at sådanne aktiviteter skal finansieres uden for voldsomme udvidelser af pengemængden. Dette er ifølge den republikanske liberalist Ron Pauls mening gået alt for vidt. USA’s krige i Irak og Afghanistan sammenligner han med Romertidens og andre imperiale krige m.h.t. virkningerne på priser og penges værdi:

“Der har aldrig været kæmpet en krig uden medfølgende inflation. I romertiden klippede de kanterne af mønterne eller fortyndede ædelmetallet. Eller der blev printet papirpenge, som vi gjorde det i revolutionstiden. I dag kalder vi det stadig at printe penge, men hvad de reelt gør er at trykke på en computertast. Hvis vi virkelig skulle betale for hver øre, vi bruger i Afghanistan og Irak, ville vi ikke være der. I stedet for at øge tropperne i Afghanistan, skulle USA trække sig ud. Det har intet med selvforsvar at gøre. .... det er umoralsk; der er overhovedet ingen fornuft i det, og det sprænger banken.” (Independent 2.12.09)

Man så det ske under Vietnamkrigen, hvor USA måtte gå fra guldet i 1971.
   Det fik Ron Paul til at gå ind i politik. Og lige siden har han tordnet imod et pengesystem, hvor værdien af pengene afhænger af troværdigheden af den økonomiske politik, den pågældende regering fører.  Den kan printe penge til at dække sine udgifter. Det er reelt det, USA gør for øjeblikket i kraft af de gigantiske underskud på den føderale regerings budget og den såkaldte quantitative easing (“kvantitative lettelse”), som The Federal Reserve, USA’s centralbank, laver, hvor man printer penge til at købe obligationer for, hvorved der pumpes gigantiske beløb ud. Problemet i USAs tilfælde er imidlertid yderligere, at USA trykker de mest anvendt “Verdenspenge”, dollar. Det gør det let at betale for krigene, men dette er naturligvis kun muligt til en vis grænse. Og denne grænse går der, hvor de andre lande mister tilliden til dollaren, fordi der bliver for mange af dem, og fordi man kan se, at der efterhånden ikke ligger tilstrækkelig værdi bag.

Ron Pauls opskrift på en løsning er igen at binde pengenes værdi til guld. Helst så han Centralbanken, Federal Reserve, nedlagt. Så vidt går Friedman ikke, som man kan se af interviewet. Han anbefaler en mild grad af "penge-easing" (monetary easing, dvs udpumpning af penge) fra The Feds side for at undgå bankkollapserne i 30'erne, men han vil formentlig vende sig i sin grav over den måde, den amerikanske nationalbank har lavet penge-easing på i 2009. Sammen med udgifterne til krigene kan det føre til en galopperende inflation.

Marxisterne

Kapitalismen er i følge Marx et system, hvor pengekapital (M, money) ombyttes til varer (C, commodities), dvs reale kapitalgoder (maskiner og råvarer) og arbejdskraft, med henblik på at omdanne dem igennem produktionsprocessen til flere varer for at stå tilbage efter denne cyklus med en større pengekapital M'.
    Pengekapitalvarecyklusen er altså: M - C - M’. M' er det samme som M + ∆m (merværdi). M' investeres så i en ny produktionscyklus. Resultatet er en kapitalakkumulation. I stedet for i "produktive investeringer" kan kapitalen blive anbragt spekulativt. Kapitalen er blind over for, hvad der er "produktivt" ud fra en samfundsbetragtning, da formålet alene er at tjene flere penge, end man havde i forvejen.
Kriserne skyldes, at kapitalens rentabilitet har en nedadgående tendens igennem et konjunkturforløb. Det formindsker investeringslysten. Grundsynspunktet er, at den økonomiske værdi, produktionsresultatet, kommer fra den del af kapitalen, man kaldte variabel kapital. Det er arbejdskraften. Den fysiske kapitals værdi afhænger af, hvor mange timer arbejdskraft, der direkte og indirekte indgår i den. Kapitalen har ikke værdi i sig selv. Derfor er den heller ikke berettiget til at skulle have en aflønning.
Dens aflønning beror i marxistisk analyse på, at kapitalen er et socialt forhold, hvor det er muligt at presse profit (merværdi) ud af arbejdskraftens indsats. Arbejdsdagen antages at være delt i en "nødvendig arbejdstid", hvor arbejderen tjener til sit eget underhold (svarende i værdi til v) og en merarbejdstid, hvor produktionsmidlerne (C) tilføres mere værdi, end de havde i forvejen:

Grænsen mellem de to kan skubbes ved brug af mere effektivt maskineri, ved øget udbytning (intensiveret arbejdstempo) af arbejderen, mere intelligent tilrettelæggelse af arbejdet og ved, at arbejdsdagen forlænges.

Den samlede samfundsmæssigt producerede værdi består af merværdien m (bruttoprofit), den konstante kapital C (maskiner, råvarer, halvfabrikata og andre inputs) og den variable kapital v (arbejdskraften). Det kan formuleres som:

Samlet produktion = m + C + v

Virksomheden/"kapitalisten" køber råvarer, realkapital (maskiner, bygninger) C og arbejdskraft v for at sætte en produktion i gang. Efter en produktionscyklus består den producerede værdi af C + v + m (merværdi), hvor m er en øget værdi, der tilføres igennem produktionsprocessen, og som beror på, at arbejdskraften kan skabe mere værdi, end der er indeholdt i den i forvejen. Igennem hver produktions- og salgscyklus forsøges realiseret en større bytteværdi, sådan at P' (Profit efter en realiseret produktions- og salgscyklus) er større end P (profitten efter en tidligere produktions- og salgscyklus).
Kapitalisten forsøger altså at realisere merværdien som profit ved at sælge varen på markedet. Den skal gerne sælges til en højere pris, end C og v er indkøbt for, således at merværdien realiseres. Varernes langsigtede priser bestemmes af den mængde arbejdskraft af gennemsnitlig effektivitet og produktivitet, der ligger i den. På kort sigt kan varepriserne svinge op og ned over eller under værdien, som bestemt af kortsigtet udbud og efterspørgsel.

Det er forholdet mellem profit og samlede kapitaludlæg, der er interessante for kapitalejerne og bestemmer lysten til at investere. Det kan formuleres som:

m/C+v. Eller, hvis man dividerer med v:

Profitrate: m/v
_____
C/v +1

Denne sammenhæng kan i den marxistiske optik bruges til at forklare de dybereliggende konjunkturbevægelser, fordi den måler temperaturen på den samlede kapital. Det er altså ikke på dette generaliseringsniveau profitraten for enkeltvirksomheder, der er i fokus, men hvordan det går den samlede kapital.
Under opgangskonjunktur er der stor investeringslyst. Med indsats af nye maskiner og ny teknologi kan hver arbejder producere mere. I starten af konjunkturopgangen er der endvidere ikke noget stærkt opadgående pres på reallønnen. Produktiviteten stiger (merværdiraten stiger). Dermed stiger profitraten.
Det øger investeringslysten. Når arbejdsløsheden falder senere i konjunkturopgangen, er der tendenser til lønstigninger. Reallønnen stiger. Den variable kapitaldel bliver dyrere. Det mindsker merværdiraten. Samtidig er der under højkonjunkturen sket en overakkumulation af kapital (højere C/v). Disse to udviklingstræk giver dermed tendenser til fald i profitraten - og dermed fald i investeringerne. Opgangen afløses af nedgang. Når der har været krise i længere tid falder værdien af kapitalapparatet, virksomheder udkonkurreres af mere effektive konkurrenter.
Kapitalsammensætningen (C/v) ændres, dvs formindskes, når kapital er blevet billigere. Dermed stiger profitraten, det bliver attraktivt at investere, og man bevæger sig ud af lavkonjunkturen. Og så kan det starte forfra i en ny konjunkturcyklus.
Der er i nogle varianter af denne "kapitallogiske" kriseteori om profitratens tendens til fald giver tendens til krise, et postulat om en langsigtet tendens til stigning i den organiske kapitalsammensætning. Og dermed tendens til langsigtet fald i profitraten. Det kan forklare paradokset, at selv om profitkvoten stiger i forhold til lønkvoten, så kan profitraten være faldende, fordi kapitaludlæggene til produktionen bliver større og større.

Profitrateteori – lovmæssighed eller tendens?

Der er en del, der vil afvise denne del af teorien om en faldende profitrate. De mener, den trænger til en korrektion, idet den teknologiske udvikling i dag er præget af, at kapitaldele bliver billigere og billigere. Tænk f.eks. på IT-investeringer. Dermed bliver profitratens langsigtede tendens til fald en skrøne. Men det er stadig en sammenhæng, der kan gælde inden for det enkelte konjunkturforløb. Her afhænger udviklingen også af det, man kalder styrkeforholdet mellem klasserne, f.eks. mellem kapital og lønarbejde. Hvis kapitalisterne er stærke, kan de presse merværdiraten op, f.eks. ved at forlænge arbejdsdagen eller ved at øge hurtigheden på arbejdspladsen, eller ved at investere i bedre og mere automatisk udstyr. Der er også lavet forskellige konklusioner om virkningerne for systemet af tendens til faldende rentabilitet eller overproduktion. Marx selv sagde, at det kunne føre til "rystelser" for kapitalismen. Hans ven Friedrich Engels, der redigerede 2. og 3. bind af Kapitalen færdig efter hans død, erstattede dette ord med ordet "sammenbrud", og det kom til at danne basis for en del analyser i det 20. århundrede af kapitalismens udvikling. Som videnskabeligt funderet tænker opererede Marx med tendenser, mere end automatiske lovmæssigheder.
En vigtig pointe er, at "kapital" for marxisterne er andet og mere end det, vi kender som kapital i form af pengekapital og realkapital (maskiner og anlæg).
   Kapital er i denne teoritradition også et socialt forhold, der kommer til udtryk i forholdet mellem lønmodtagere og kapitalejere. Det er ejerne af kapitalen, der foretager dispositionerne. Derfor kan der også være tendenser til krise indbygget i selve kapitalforholdet, idet der kommer modsætninger ind imellem den private tilegnelse af profit og produktionens samfundsmæssiggørelse.
Med det sidste menes, at der produceres og fordeles i større og større skala og over landegrænser. Det er i virkeligheden en af de første globaliseringsteorier, vi har med at gøre her. Det, den enkelte kapitalejer foretager sig, får i stigende grad samfundsmæssige konsekvenser, når kapitalerne bliver større, og ejerskabet koncentreres. Penge, der er indtjent i ét land, kan blive investeret i et andet, eller de investeres måske slet ikke, hvis investering i produktion ikke er attraktiv. Nationalstaterne sætter hæmmende grænser op for kapitalens udfoldelse.

Økonomiske Kredsløb

Forskellige økonomer har udarbejdet input-/outputtabeller for at få overblik over, hvordan også varestrømme løber igennem økonomien

Figur  2 : Det vitale økonomiske kredsløb

Kilde: Lavet under Inspiration af D. Harvey: 17 Contradictions of Capitalism.

Geografen David Harvey, der arbejder ud fra en marxistisk optik på økonomien, har lavet en oversigt over, hvordan det, han kalder en kapitalistisk økonomi, fungerer i relation til at producere og distribuere.

Figur 5 viser i bearbejdet form, hvordan en kapitalistisk økonomis kredsløb er blevet fremstillet af Harvey. Profitmotivet, - det at der skal tjenes et overskud af produktionen, ses som afgørende for at få en kapitalistisk økonomi til at fungere.

I marxistisk teori arbejder man ud fra arbejdsværdilæren. Varen har en dobbeltkarakter. Den har både brugsværdi og bytteværdi. Udvekslingen af varer bestemmes af deres bytteværdi, dvs hvor meget arbejdskraft af gennemsnitlig effektivitet og kvalifikationer, der er gået til produktionen af varen. Det er i denne varens dobbeltkarakter, at der konstant vil være en mulighed for krise indbygget som en modsigelse i systemet. Varerne produceres ikke primært for at opfylde menneskelige behov for brugsværdi. De produceres, - som sagt,  fordi der kan tjenes penge ved det. Behov og profit kan komme til at gå fejl af hinanden, som man ofte ser det ske ved kriser. Der er sket en overakkumulation af varer, som ikke længere efterspørges af nogle forbrugere. Det kan f.eks. være "projektlejligheder", som står tomme i årevis, fordi forbrugerne ikke længere har råd. Eller det kan være finansieringsvilkårene, der har ændret sig, så højere rente har gjort boligerne for dyre. Det kan være benzinslugende biler, der ikke længere kan sælges, fordi forbrugerne foretrækker mere grøn transport.  
    Eller fordelingen kan være sådan, at forbruget generelt set ikke slår til til efterspørgsel af alt, hvad der er produceret, jvf figuren ovenover, hvor revenu (indtægter) fra deltagelse i produktionen, når varen er realiseret på markedet, deler sig i indtægterne til de forskellige sociale klasser. Er lønnen  andel for lav (keynesiansk effekt) i forhold til indkomster fra profit, kan det påvirke den samlede efterspørgsel nedad.

Appendiks:  Obamaadministrationens brug af keynesiansk teori

Med valget af Barack Obama til amerikansk præsident i 2008, kom der en mere keynesiansk inspireret præsident til magten. Han forsøgte at gøre noget ved arbejdsløsheden ved at få en stor stimulanspakke, jvf ovenfor, igennem Kongressen. Kongressens budgetkontor lavede beregninger over multiplikatorerne, man mente ville være forbundet med indgrebet, jvf tabel 1 herunder.

Tabel 1: Kongressens budgetkontors vurdering af multiplikatoer forbundet med elementer i stimulanspakken 2009

Noter: Multiplier: Multiplikator. Federal spending: Udgifter fra føderalt budget i Wash. Transfers: overførsler. Medicaid: Føderalt program, der forsyner ældre over 65 med medicin på det offentliges regning. fiscal stabilisation: Skattemæssig stabilisering. Unemployment insurance: Arbejdsløshedsforsikring. Health: Sundhed. Temporary individual tax cuts: Midlertidige individuelle skattenedsættelser.

Multiplikatorerne afhænger reciprokt af opsparingskvoternes størrelse. Det er ret hypotetisk at antage, at multiplikatorer har bestemte størrelser. Det er udledt af en økonomisk model, hvor en række faktorer holdes konstante.Hvordan den økonomiske virkelighed udfolder sig, er en helt anden sag. Her vil ikke mindst forretningsverdenens tillid til den nationale økonomi, outsourcingsplanlægning og herunder afkast af investeringer i USA i forhold til emerging markets (nye økonomier) spille en rolle. Effekten af disse faktorer kan opveje effekterne af den økonomiske stimulanspolitik.

Det viste sig da også, at Obama-administrationens stimulanspolitik ikke fik gjort kål på krisen. Arbejdsløsheden stagnerede på et højt niveau. Den konservative fløj i Det republikanske parti, der går ind for en mere monetaristisk inspireret økonomisk politik, mente, at stimulanspolitikken og den offentlige sektors størrelse var hovedforklaring på krisens vedholdenhed.

OPGAVE:

1. Find nogle hovedforskelle mellem efterspørgselsteori og udbudsteori
2. Hvordan kan disse to teorier fra en anden synsvinkel siges at være sider af samme sag?
3. Brug linksene til højre til at finde ud af, hvad hovedforskellene mellem liberal og marxistisk økonomi er
4. Hvad kan de to økonomiske hovedteorier sige om balanceproblemer som dem, der kan fremgå af figurerne ovenover?
5. Er der en omvendt relation imellem lønkvote og arbejdsløshed? Hvad kan de to teorier mon bruge den iagttagelse til?
6. Hvordan svinger amerikansk og europæisk økonomi sammen?
7. Hvordan kan økonomiske teoriers popularitet siges at hænge sammen med "tidsånden"?

Til uddybende tekster:
Keynes
Friedman

Grøn økonomi