EU og integrationen

DEN EUROPÆISKE UNIONS CHARTER OM GRUNDLÆGGENDE RETTIGHEDER

PRÆAMBEL
De europæiske folk har med skabelsen af en stadig tættere sammenslutning besluttet at dele en
fredelig fremtid, der bygger på fælles værdier.

Unionen, der er sig sin åndelige og etiske arv bevidst, bygger på de udelelige og universelle
værdier: menneskets værdighed, frihed, lighed og solidaritet; den bygger på demokrati- og
retsstatsprincippet. Den sætter mennesket i centrum for sit virke med indførelsen af
unionsborgerskabet og skabelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.
(Den europæiske unionsforfatning)

I 1951 grundlagdes den Europæiske Kul- og Stålunion. Underskriverne var 6 lande, Benelux-landene, Italien, Tyskland og Frankrig. Det var et forpligtende samarbejde om at koordinere produktion og fordeling af kul- og stål inden for de 6 landes område. Anledningen til at man lavede samarbejdet var, at det tidligere var uenighed omkring kul og stål, som havde udløst krig imellem de europæiske lande. Det skulle være slut nu. Kul- og Stålunionen var et fredens projekt. Ved at lave forpligtende institutioner, som bestemte med næsten planøkonomiske tiltag, hvorda markederne for stål og kul skulle reguleres, lavede man et så forpligtende samarbejde, at det var utænkeligt, at de samme lande kunne gå i krig med hinanden på uenighed om kontrollen over disse strategiske varer.
    I kul- og stålunionen havde man et embedsmandsorgan, der hed Den høje Myndighed. Det stod med ansvaret for den planøkonomi, der skulle sikre produktion og markedsføring af stål og kul. For at Den høje Myndighed kunne gøre det, blev den udstyret med kompetencer, som man sjældent ser i internationalt samarbejde.
   Den høje Myndighed blev senere kopieret i form af Kommissionen i EF/EU. Det blev et føderalt organ, et unionsorgan, som havde ansvaret for både at tage initiativ til nye regler og til at drive samarbejdet fremad.

Hvorfor EU og hvorfor tættere integration?

Man fortsatte kul- og stålfællesskabet, nu videreudbygget med en toldunion og et fællesmarked (Det europæiske Økonomiske Fællesskab).
   Det blev dannet som et samarbejde omkring forpligtende ordninger for handel og told. Romtraktaten i 1957 blev underskrevet af de 6 lande (Benelux, Tyskland, Frankrig og Italien), som stod bag kul- og stålunionen.
    Der stod i indledningen til Romtraktaten noget om en "stadig tættere sammenslutning", og det er fortsat målet. Man betegner dette mål som et føderalistisk mål, fordi det indebærer et forpligtende unionssamarbejde på langt sigt. Rent konkret og på kort sigt var det dog samarbejdet om handel og økonomisk udveksling, man især kredsede om i starten.
    Hensigten var dels, at man ville stimulere til økonomisk udvikling igennem mere frihandel og dels at opbygge forpligtende samarbejde, så landene ikke risikerede en økonomiske krise som i 1930'erne, hvor man beskyttede sig imod konkurrence igennem told på varerne.

En toldunion har noget at gøre med handel mellem lande. Når et land lægger told på en vare, bliver det vanskeligere for producenten af varen fra et andet land at komme ind på markedet. Med det europæiske samarbejdes toldunion skal tolden mellem landene afskaffes, så handelen fremmes.
    Dermed ville man opbygge større gensidig afhængighed af hinanden.
    Fri bevægelighed af kapital vil sige, at penge frit kan føres over grænserne. Og det var næste led: Skabelsen af et stort indre marked, hvor penge (kapital) og arbejdskraft frit skulle kunne bevæge sig rundt.
   Når man først havde skabt det, kunne det blive nødvendigt med flere koordinerende politikker.

Mange nye medlemslande kom til, og samarbejdet blev udbygget med fælles valuta og fælles politikker på en lang række områder.
    Der er imidlertid forskellige holdninger til EU, og de bunder i forskellige politiske og ideologiske udgangspunkter. Nogle vil have mere union end andre. De, der vil have mere union, kalder man føderalister (efter ordet "føderation"). Andre vil i højere grad se det som et praktisk samarbejde, der er blevet mere påtrængende efter, at handel og andre kontakter er øget hen over de gamle landegrænser.

 Skema 1: Integrationsniveauer

Forklaringer: konføderal: mellemstatsligt samarbejde på nogle områder, dvs landene skal være enige. Føderalisme: Fastlæggelse af magtdeling mellem center og enkeltstater på en forpligtende måde og overnational beslutningstagning på en lang række områder. Man taler om  EF, Europæiske Fællesskaber. Det er de tre oprindelige fællesskaber, Europæiske Økonomiske Fællesskab, Kul- og Stålfællesskabet og Euratom (fællesskab om udvikling af atomteknologi og atomkraft). 

 Skemaet  ovenover viser en model for fremadskridende og stadig mere omfattende og forpligtende økonomisk og politisk integration.
   I begyndelsen er integrationen mest økonomisk. Man laver f.eks. et frihandelsområde, hvor man nedtrapper told på handel mellem lande, som selv bestemmer toldsatserne over for tredjelande (f.eks. USA eller Japan). Et sådant samarbejde havde man i EFTA (European Free Trade Area), som Danmark var med i, før landet blev medlem af EEC/EF i januar 1973. 

Told- og handelspolitik
Det europæiske økonomiske samarbejde (Romtraktaten) var mere omfattende end EFTA, idet der indgik en aftale om toldunion.
   I en toldunion ikke alene nedtrapper man told mellem landene; man har fælles toldsatser over for tredjelande (altså andre lande end de, der er med i toldunionen, f.eks. USA). Det er simpelthen toldunionen, der fører denne del af handelspolitikken på medlemslandenes vegne, dvs Danmark opgav sin selvstændige toldpolitik, da landet blev medlem af Det europæiske Fællesmarked, som EU hed dengang.

Fællesmarked/Det indre Marked
Et fællesmarked indebærer endvidere, at der skal laves markeder for fri bevægelighed af kapital (penge og investeringer), samt af arbejdskraft.
    Denne del af integrationen blev forstærket i 1986 med vedtagelsen af Den europæiske Fællesakt, som skulle sikre fri bevægelighed af varer, tjenester, kapital og personer inden for Det indre Marked i EF-området. En del af arbejdet med opbygning af Det indre Marked bestod i at fjerne tekniske handelshindringer for eksport og import.
   Efter at man havde fået nedbragt tolden på varer og tjenester mellem landene, så man, at der stadig var mange hindringer for frihandel. Det kunne f.eks. være tekniske handelshindringer. Et land har f.eks. lavet bestemmelser om bilers udstødning, der gør det svært for andre landes bilffabrikanter at komme ind på markedet, hvis det er besværligt og dyrt at implementere denne nye teknik i bilerne.
   For at undgå det lavede man efter vedtagelsen af Den europæiske Fællesakt op imod 300 harmoniseringsdirektiver, der skulle sikre fælles EU standarder og normer for produkters og tjenesteydelsers udformning, så disse vil kunne sælges på hele EU-markedet.

Danske forbehold

Da EF i starten af 1990'erne vedtog at omdanne De europæiske Fællesskaber til en union med Maastrichttraktaten, stod Danmark i lidt af et dilemma. Hvad skulle man gøre?

Man havde hidtil været et meget fodslæbende land m.h.t. unionsudviklingen. Danmark gik med i 1973, fordi England gik med, og de to store aftagere af danske eksport, Tyskland og Storbritannien, herefter begge ville være inden for EF.
   Det var fra dansk side pragmatisk  markedspolitik. Det gjaldt om at sælge danske varer i udlandet. De højtidelige erklæringer om "den europæiske idé" og visioner om stadig tættere union, gav mange danskere ikke meget for.
   M.h.t. den stadig mere dybtgående integration med en udvikling i retning ad en føderalistisk union, var det altså ikke lige den støre livret for mange danske vælgere. Men det trængte sig på som en uafvendelig udvikling: Ville man stige på toget, eller ville man slet ikke køre med det mere? Det syntes at være det valg, Danmark kunne komme til at stå i.
    I 1992 kom Maastrichttraktaten til folkeafstemning i Danmark, og den blev stemt ned af de danske vælgere. En stor del af oppositionen til unionstraktaten befandt sig i SF's vælgeropland, og i løbet af 1992 blev der indgået et "nationalt kompromis" mellem SF og de mere integrationsvenlige partier. Det blev konfirmeret ved et EU-topmøde i Edinburgh i december 1992 således, at unionstraktaten kunne komme til ny folkeafstemning i Danmark, men nu med 4 forbehold til traktaten, som var udtryk for de danske holdninger til vidtgående integration på nogle politik-områder. Det drejede sig om:

Retsforbehold (politi- og asylsamarbejde)
Forsvarsforbehold (mulighed for deltagelse i fælles militære operationer)
Forbehold over for deltagelse i ØMU's (Økonomisk og Monetær Union) tredje fase med den fælles mønt euro
Forbehold over for unionsborgerskab

Ved en ny folkeafstemning i 1993 blev unionstraktaten vedtaget, men med de fire danske forbehold tilføjet som tillægsprotokol til traktaten.
    Danmark kunne beholde kronen - men bandt den i et snævert udsvingsbånd over for euro (dvs man stoppede i 2. fase af ØMU). I 2000 var der fornyet folkeafstemning om euro, men de danske vælgere stemte dansk deltagelse ned.
    De følgende år førte de øvrige danske forbehold, især retsforbeholde og forsvarsforbeholdet, til en hel del dans på stedet i EU-politikken. Man kunne deltage i en del af rets- og asylpolitikken, f.eks. politisamarbejdet, når der kunne tages beslutninger her som udtryk for mellemstatsligt samarbejde (altså uden føderal overnational beslutningstagning), men da EU i medfør af traktaterne (Amsterdam- og Lissabontraktaterne) gik over til flertalsafstemninger på flere områder i retspolitikken, ville det ikke være realistisk fortsat at kunne være med, uden at retsforbeholdet blev droppet. I marts 2015 indgik de EU-positive partier (S, R, SF, K og V) en aftale om, at retsforbeholdet skal til folkeafstemning senest i 2016. Det bliver 3.12.2015, at folkeafstemningen holdes. Danmark får mulighed for at få en tilvalgsordning, så man kan melde til m.h.t., hvilke områder man vil være med i. Det vil bl.a. være Europol, da det giver mulighed for at deltage i bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet, hvorimod man fravælger fælles asylpolitik.
    Efter dannelsen af Venstreregeringen i 2015 kom der også gang i debatten om forsvarsforbeholdet, hvor de samme fem partier nu sendte signaler ud om, at det var ved at være på tide også at tage forsvarsforbeholdet op. Holdningen har ellers været, at den danske sikkerhedspolitik er forankret i NATO. Og det vil den selvfølgelig fortsat være, men altså nu med mulighed for et supplement i EU's forsvarspolitik, bl.a. med EU fredsbevarende missioner i Afrika og i Balkanområdet.

Teorier om europæisk integration

Når man har skullet analysere EU’s udvikling henimod stadig tættere integration, har man benyttet forskellige teorier.
   Det drejer sig om de såkaldte integrationsteorier. 

Man kalder dem "teorier", og det gør, at de med den blotte betegnelse får et skær af videnskabelighed over sig. For en teori er jo et forsøg på at se, hvordan fænomenerne er forbundet, f.eks. i årsags- og virkningsforhold. En del af teorierne om europæisk integration har imidlertid væsentlige normative elementer, dvs de forsøger ikke blot at beskrive virkeligheden, men de forholder sig også til, hvordan virkeligheden bør være.
    De tager udgangspunkt i grundantagelsen, at europæisk integration er ønskelig - og ofte "uafhvendelig". Man er på den "rigtige side" af historien, når man går ind for europæisk integration. Eller man ønsker europæisk integration som et politisk projekt, der fremmer freden i Europa. Nationalstaterne går ikke længere i krig med hinanden, hvis de er forpligtet over for hinanden i et tæt samarbejde.
   Man har før set, at mange småstater og områder, som handler mere og mere med hinanden og har mere og mere med hinanden at gøre, bliver til en union (f.eks. USA og Tyskland). Den økonomiske udvikling giver stadig større forbundethed. Dem, man handler mere og mere med, går man ikke i krig med - med mindre handelsvilkårene bliver konfliktprægede, f.eks. igennem handelsbeskyttelse, toldmure o.lign.. 
    Den stadig mere forbundne udviklingt mener man også vil finde sted i EU. Og måske ser man det sådan, fordi man ønsker at se det sådan. Der kan imidlertid være andre kræfter, der ser modsat på tingene. Det kan f.eks. være populisme og nationalisme.

Det er ikke uden videre korrekt at antage, at de europæiske lande vil nærme sig hinanden mere og mere. Den britiske folkeafstemning om Brexit den 23 juni 2016, der fører til Storbritanniens opsigelse af sit medlemsskab af unionen, var i den henseende et wake-up call for de ivrige føderalister (tilhængere af union).

Føderalisme og neo-funktionalisme

Føderalister tager udgangspunkt i opbygning af stærke fælles institutioner, som får delegeret/overladt magt til at tage beslutninger på enhedernes vegne. Føderalisme er en opskrift på en forfatning for union af stater, hvor der tildeles indflydelse til centret/unionen på nogle områder og enhederne, staterne, på andre områder. Det er et forsøg på at lave integration top-down, fra oven og nedefter.

Figur 1: Princippet i afgivelse af magt til føderale organer i EU

Ordforklaring: Suverænitet: Selvbestemmelsesret, dvs nationalstatens eneret til at bestemme over sit territorim og lave love og bestemmelser, herunder retslige sanktioner og straffe, for sine borgere. Man kan populært sagt sige, at EU forsøger at udvikle sig "fra FN til USA", når det gælder om at blive til en union. I FN tages kun beslutninger, alle kan blive enige om. I USA tages beslutninger, som enkeltstater, f.eks. Texas, kan være imod.

    Det er selvfølgelig lidt forenklende at formulere det sådan.
    Føderalisme er også en ideologi og en politisk-folkelig bevægelse i nogle af de tidligste medlemslande, men som helhed har det især været eliterne, der har ivret for integration igennem ”utopiske” forfatningsprojekter. Her har den almindelige befolkning ofte været fodslæberne. – Hvis den almindelige vælger overhovedet er blevet spurgt?

 Figur  2 : EU’s politiske system mellem føderalistisk institutionsopbygning og søgen efter resultater
Forklaring:  Domstolen er et føderalt organ. Dens fortolkning af fællesskabsretten har stor betydning for integrationsprocessen. Forordning: En EU-lov, der har direkte virkning for borgere og virksomheder i EU-området. Direktiv: EU-regel, der følges op af lovgivning i medlemslandene, før det har lovvirkning for borgerne. Føderalisterne forsøger at legitimere deres projekt via inputsiden i det politiske system, dvs der hvor de politiske beslutninger bliver til, når demokratierne fører vælgernes krav frem til beslutning. For at få krav og støtte fra befolkningerne er det nødvendigt at satse på fælles politiske værdier og fælles institutioner i en institutionsopbyggende fase. Funktionalisterne går i højere grad ind via outputsiden. Der lægges her vægt på, at det europæiske politiske system leverer resultater, der kan sikre den folkeligt opbakning af teknisk-økonomisk art, som kan nødvendiggøre, at man går ud over nationalstaten for at lave et samarbejde.  

Føderalisternes projekt kræver, at der er et fælles idégrundlag, som folket føler, det er relevant at bakke op om. Føderalisternes væsentligste argument er her selve den europæiske idé, det at man kan overskride nationalstaten og lave forpligtende politik på tværs af grænser i en verden, der bliver mere og mere globaliseret.
    Idégrundlaget for føderalisterne var som nævnt ovenfor i starten det store europæiske fredsprojekt. Det europæiske fællesmarked skulle via opbygningen af et forpligtende økonomisk samarbejde og en erklæring om en ”stadig tættere sammenslutning” mellem de europæiske folk medvirke til, at de europæiske stormagter ikke længere kunne gå i krig med hinanden. De oprindelige seks medlemmer forpligtede hinanden på dette.    

Udviklingen er måske karakteriseret ved, at kravet om folkelig forankring er på vej op. Flere og flere steder forlanges folkeafstemninger. Forfatningstraktaten, der skulle sammenskrive de eksisterende traktater i en slags EU-forfatning led forsmædeligt nederlag i 2005 ved to folkeafstemninger i Frankrig og Holland. Afstemningsresultaterne afslørede en kløft mellem EU-eliterne og folkene.
   Siden da har det været vanskeligt at sidde folkelige krav om demokratisk deltagelse overhørig.

Neo-funktionalisme

Den neo-funktionalistiske   integrationsteori ser også ønskeligheden af et stadig tættere samarbejde, men de ser en anden vej derhen, hvor man tager udgangspunkt i samarbejdet på delområder. Den teknisk-økonomiske udvikling giver behov for et tættere samarbejde. Når flytrafikken f.eks. øges, er der behov for at lave samarbejde og aftaler om, hvilke luftkorridoerer flyene kan flyve i. Der er behov for at samarbejde om meteorologi for at kunne lave bedre vejrprognoser, om sattelitsystemer, etc. Samarbejdsbehovene vokser naturligt op fra neden, og så kommer der en politisk overbygning på efterhånden.
    Denne teori lægger altså mere vægt på at se integrationen som et teknisk-administrativt samarbejde på enkeltområder, som udvikler sig mere og mere henimod en mere omfattende integration, når der bliver behov for det.
     Det sker, når organiserede interesser, f.eks. Dansk Industri, DA eller LO, skifter deres opmærksomhed og interessevaretagelse fra nationalstatsniveau (højresiden af figuren herunder) til det centraliserede niveau, altså i dette tilfælde EU. Organisationen formodes at handle rationelt (fornuftsmæssigt) i varetagelsen af sine medlemmers interesser, og når magten til at tage beslutninger skifter fra nationalt niveau til det internationale niveau, er det på dette sidste, at indflydelsen og påvirkningen skal lægges.

Figur 3: Sammenhænge i neofunktionalistisk teori

Kilde: Holger K. Nielsen: EF. Gyldendal 1982.

Figuren viser væsentlige sammenhænge i den neofunktionalistiske teori. Den øgede transaktionsmængde (f.eks. øget handel eller flere internetkontakter) giver behov for mere integration, jvf f.eks. EU's nye indsats for at formindske og ensrette priser på mobiltelefoni og internet. Der laves aftaler for sektorer, f.eks. landbrugssektoren. Det kan give behov for samarbejdets udvidelse til andre områder, f.eks. miljø og valuta (så man ved, hvilke monetære størrelser, man arbejder med i landbrugsstøttepolitikken). Bureaukratierne (i f.eks. Bruxelles) laver sammenkædning af regler på et omårde med regler på andre områder.

 Tag legetøjsindustrien og toldpolitikken som eksempel. Tidligere var det den danske stat, der bestemte, at der evt skulle lægges told (en afgift, når varen kommer ind i landet) på varer udefra. I toldunionen er det Kommissionen, der bestemmer det på alle landenes vegne. Det vil derfor være logisk, at legetøjsindustriens forening påvirker EU-Kommissionen, hvis den er bekymret over konkurrence fra f.eks. billigt kinesisk legetøj.

 
Spill-over virkninger

 Et væsentligt element i den neofunktionalistiske teori er spill-over virkninger. Det antages, at samarbejde på ét område, fører til samarbejde på andre områder, fordi virkninger af et samarbejde på et område ofte foregriber, at der skal være bestemte løsninger eller ordninger på andre områder. 

Figur 4: Spill-over

Legetøjseksemplet fra før kan køres videre. Med den europæiske fællesakt fra 1986 og udbygningen af det indre marked til at omfatte fælles standarder og regler for produkters og serviceydelsers udformning løftede man politikken for beskyttelse og udvikling af europæisk konkurrenceevne op på et højere plan. 

Toldsatserne mellem landene var afskaffet, men landene kunne beskytte eget erhvervsliv ved at lave f.eks. miljøforskrifter, som det kunne gøre det svært for andre (både fra EU-lande og lande udenfor EU) at komme ind på markedet.
    EU-kommissionen var da fødselshjælper for udformning af direktiver om tekniske standarder, f.eks. hvordan plastik skal udformes, så det ikke er farligt for børn at tygge på det. Interesseorganisationerne sad i kommitteer sammen med embesmænd fra Kommissionen og landenes ministerier og blev enige om udformningen og standardiseringen af kravene til produkterne.      

Neofunktionalisterne mener, at det fører til en overførsel af loyalitet og interessevaretagelse fra nationalt niveau til det internationale niveau.
    Embesmændene i EU bliver stærke unionstilhængere, når de forsøger via kompromiser at strikke aftaler sommen, som alle kan tilslutte sig. Eliter samarbejder og den europæiske identitet styrkes på dette niveau. 
    Et andet eksempel for politikområder:  Man kan ikke lave et fælles arbejdsmarked uden, at erhvervsuddannelser til en vis grad er harmoniseret. Hvis en faglært arbejder, ingeniør eller læge er helt forskelligt uddannet i de enkelte lande, kan man jo ikke rekrutere arbejdskraft fra hinanden. Den frie bevægelighed af arbejdskraft gøres til en del af det indre marked, og med fri bevægtelighed af mennesker bliver der behov for yderligere at afstemme mange ting, f.eks. fælles regler for arbejdsmarkedet, landene imellem.
      Der er betydelige elementer af spill-overvirkninger fra det økonomiske samarbejde til andre politikområder, f.eks. miljø. Miljø- og arbejdsmiljøbestemmelser i et land kan jo virke konkurrenceforvridende, når man beslutter, at der skal gælde bestemte miljøforskrifter for en vare, der sælges i et land. Det vil sige, at hvis man vil debattere bedre miljøforhold i et land, kan man blive nødt til at inddrage overvejelser om, hvordan de kan tænkes at påvirke EU’s konkurrencebestemmelser. Det lægger op til, at der skal være fælles regler. 

Figur 5: Med nye traktater og flere samarbejdsområder øges mulighederne for spill-over

Note: FUSP: Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Spill over eksempel: Fri bevægelighed for arbejdskraft giver f.eks. behov for fælles uddannelsespolitik, så f.eks. en læge kan bruge sin uddannelse i andre dele af unionen.

Intergovernmentalisme

Direkte oversat betyder "intergovernmentalisme" "regeringer imellem". Der er tale om en teori, der sætter streg under nationalstaterne som aktører i den internationale politik og altså også som de relevante aktører i integrationsprocessen.
    Integrationen sker, fordi nationalstaterne vil være med. Det er dem, der er aktørerne, som bestemmer, hvordan helheden udvikles. Foreningen af Tyskland kunne således tænkes at føre til øget integration, fordi et land som Frankrig ville føre magtbalancepolitik i det "europæiske rum".
    Man var bange for et forenet Tyskland som en selvstændigt handlende stormagt. Derfor var man interesseret i at udvikle fællesvalutaen euroen sammen med Tyskland. Det ville skabe et forpligtende samarbejde, der indkapslede Tyskland interessemæssigt og tvang landet til at finde fælles løsninger. Man forudså ikke de problemer, der opstod senere med eurokrisen, hvor ”løsningerne” på krisen indebar, at Tyskland blev dominerende i samarbejdet i højere grad, end Frankrig brød sig om det. 

 EU-integrationen - historisk vue

Integration i bredden - historisk set

1951: Det europæiske Kul- og Stålfællesskab undertegnes af Frankrig, Italien, Benelux og Vesttyskland. Det sker på initiativ af den franske udenrigsminister Robert Schumann og formålet er at overvinde bitterheden og skillelinjerne fra 2. Verdenskrig. Den tyske og franske stål- og kulproduktion bindes i et forpligtende planøkonomisk samarbejde under ledelse af Den høje Myndighed, en slags forløber for EF Kommissionen. Det oprindelige EU-"kerneområde", De Seks. (Vest)Tyskland opnåede afsætning for sine industriprodukter på et større marked. Frankrig opnåede, at der blev vedtaget en landbrugspolitik. Freds"aktivisterne" opnåede, at kul- og stålindustrierne i området blev bundet sammen i et forpligtende, næsten "planøkonomisk" samarbejde under den Høje Myndigheds opsyn. 1957: EEC, Det europæiske Fællesmarked undertegnes i Rom af De Seks (Frankrig, Italien, Tyskland og Benelux). De undertegner også Euratom-aftalen. Det europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF/EEC) fjerner over de kommende år toldsatserne imellem landene (toldunion), og man enes om fælles landbrugs- og transportpolitik. Samtidig lægger Rom-traktaten op til en “stadig tættere sammenslutning af de europæiske folk”. Med Rom-traktaten grundlægges de fælles institutioner, et Ministerråd, en Kommission, et Parlament og en Domstol.  1960: Den europæiske Socialfond grundlægges. Den har til formål at afbyde negative virkninger af toldunionen på arbejdsmarkedet. Fonden kan altså give støtte til omskoling af arbejdstagere.  1961: Ved et maratonmøde i december enes De Seks om landbrugspolitikkens udformning i nogle landbrugsordninger. Grundlaget for landbrugspolitikken bliver en fortrinsret for landbrugsprodukter produceret i Fællesskabet over for produkter fra den øvrige verden. De belægges med told, og der etableres et system til støtte af eksport fra Fællesskabets landbrug ud til den øvrige verden (eksportrestitutioner). På det fælles landbrugsmarked etableres et system med garanterede mindstepriser på de vigtigste landbrugsprodukter.    Juli/august søger England, Irland og Danmark om optagelse i EEC. Frankrig nedlægger veto mod engelsk optagelse. 1963: Den såkaldte Elysée traktat undertegnes af Tyskland og Frankrig, hvorved de to lande bilægger gamle stridigheder og starter det tætte samarbejde, der bliver en "motor" for EF/EU. De to lande har dog forskellige mål og visioner. Hvor Tyskland vil udbygge samarbejdet henimod noget, der ligner en føderal union, vil Frankrig satse på et stærkt "fædrelandenes Europa", hvor der kun samarbejdes supranationalt på afgrænsede områder, f.eks. den Økonomiske og Monetære Union, hvor de to lande enes om EMS (Europæiske Monetære System) i 1978/79 og senere bliver hovedkræfter for vedtagelsen af ØMU'en med fællesvalutaen.  1964: Fællesskabsrettens fortrin for national ret fastlægges i en dom af EF Domstolen. Fællesskabsrettens fortrin gælder især på de markedsmæssige områder. På strafferetlige og de fleste civilretlige områder gælder landenes nationale retssystemer.  1966: Ved Luxembourgforliget fastlægges, at vetoretten fortsat skal gælde på vitale områder. Forliget var udgang på en lang krise, der startede året før i uenighed om finansiering af den fælles landbrugspolitik. Frankrig reagerede ved at trække sig ud af Ministerrådet og ekspertkommitéerne.  1970: Der gennemføres en finansieringsreform. EEC går fra finansiering fra medlemslandenes budgetter til egne indtægtskilder, især indtægter fra toldafgifter. Samtidig opnår Kommissionen kontrol over toldunionens toldpolitik over for tredjelande.  1972: Et valutasamarbejde indledes i april i form af “valutaslangen”. Året før er USA gået fra guldet, og de faste vekselkursforhold mellem valutaerne i den vestlige verdens Bretton Woods valutasystem er ophørt med at fungere. EEC laver en slags erstatning herfor i form af slangesamarbejdet.   Der tages beslutning om Irlands, Storbritanniens og Danmarks indtræden i EEC. Det sker formelt 1. januar 1973. Med udvidelsen med Danmark, Irland og Storbritannien kommer nye lande ind, som i hvert fald for Danmarks og Englands vedkommende ikke helt deler de oprindelige 6's målsætninger. Storbritannien har et "særligt" forhold til USA og har ikke den store lyst til at blive blandet ind i kontinentaleuropæisk politik. Danmark går især ind p.g.a. landbrugsordningerne. Irland opnår store økonomiske fordele af medlemsskabet, idet landet modtager betydelige investeringer fra transnationale selskaber.    Det britiske og irske pund, liren og franske francs trækker sig dog hurtigt ud af slangesamarbejdet, der herefter får karakter af et valutasamarbejde med D-mark som ankervaluta.       I oktober beslutter De Ni at søge Det europæiske Økonomiske Fællesskab omdannet til en Europæisk Union.  1975: Det europæiske Råd af stats- og regeringscheferne dannes som en overbygning på det politiske samarbejde (EPS).  Der indføres direkte valg til Europaparlamentet. Den europæiske Regionalfond etableres.  1981: Det europæiske Monetære System (EMS) etableres. Det består af 1)ECU, den europæiske Valutaenhed (European Currency Unit), en “regnevaluta”. Alle valutaer får en værdi udtrykt i ECU, og ECU’s værdi ændrer sig løbende som følge af justeringer af de enkelte valutaer. Det sker i forhold til valutaernes/økonomiernes vægt. 2)En kursmekanisme. Der fastlægges vekselkurser imellem valutaerne og udsvingsmargener (+/- 2 1/4 pct) og en ordning for støtteopkøb/-salg, hvis en valutas værdi kommer ud af trit. 3)En kreditmekanisme, der kan hjælpe valutaer med støtte fra en fond, hvis valutaen får større problemer som følge af betalingsbalanceuligevægte. I 1981 optages Grækenland som nyt medlem  1983: En fælles fiskeripolitik fastlægges ved en beslutning i Ministerrådet, som fastlægger kvoter for de enkelte lande.  1984: Det britiske budgetproblem løses ved,  at Storbritannien får tildelt en særlig rabat. Landet var utilfreds med, at det i lighed med Tyskland betalte betydelig mere til fællesskabsbudgettet, end det fik igen i landbrugs- og regionalstøtte.  1985: Schengen-aftalen indgås mellem Benelux, Frankrig og Tyskland. Den indebærer fri cirkulation af personer og grænserne og fælles regler om grænsekontrol og immigration.    I december når man til enighed i Ministerrådet om dannelse af Det indre Marked fra udgangen af 1992. I februar 1986 vedtages Den europæiske Fællesakt, der er aftalegrundlag for Det indre Marked. Den europæiske Fællesakt vedtages ved folkeafstemning i Danmark.  1986: Spanien og Portugal optages. Medlemsskabet af det europæiske marked får stor betydning for Spaniens og Portuals økonomier. Spansk økonomi og samfund moderniseres hastigt. Portugal får et af Europas laveste arbejdsløshedsniveauer. De to lande nyder - sammen med Grækenland og Portugal - godt af tilførsler fra Regionalfonden    1991: Det europæiske Råd vedtager i december den første egentlige unionstraktat, Maastrichttraktaten. Den er et kompliceret kompromis mellem føderalister og tilhængere af “Nationernes Europa”. Kompromiset antager karakter af den såkaldte tre-søjle konstruktion, hvor overliggeren er de fælles principper for en udvikling i retning mod union, søjlerne de tre samarbejdsområder, hvor 1. søjle med det økonomiske samarbejde fortsat er det eneste med egentlige overnationale beføjelser, hvor søjle 2 (udenrigs- og sikkerhedspolitik) og 3 (asyl- og retligt samarbejde) er mellemstatslige samarbejdsområder. Med Maastrichttraktaten besluttes også etablering af en Økonomisk og Monetær Union, der i 3. fase fra 1. januar 1999 indebærer en fælles mønt.    1992: Den første større reform af landbrugsordningerne vedtages: Støttebeløb til interventionskøb og prisernes stigning søges begrænset, og man går over til at give landbrugsstøtte på delvist andre måder. Maastrichttraktaten forkastes ved folkeafstemning (2. juni) i Danmark. Det får en kraftig psykologisk virkning - ikke alene i Danmark, men også i det øvrige Europa. Det europæiske projekt mister noget af sin naturlige dynamik.   I september tvinges det britiske pund og den italienske lire efter en periode med voldsom valutauro til at forlade EMS’en. Den spanske peseta devalueres, og EMS’en genetableres med udsvingsmarginer på 15 pct.     Ved Edinburgh-forliget i december bekræfter Det europæiske Råd de fire danske forbehold til unionstraktaten (fælles mønt, fælles forsvarspolitik, unionsborgerskab, og fælles rets- og asylpolitik)  1993: Ved topmøde i Det europæiske Råd i København i juni vedtages de såkaldte Københavnskriterier som adgangsbillet for nye kandidatlande: Det politiske kriterium, som kræver stabilitet af demokratiske institutioner, lighed for loven/retssamfund, menneskerettigheder og beskyttelse af og respekt for minoriteter Det økonomiske kriterium, som siger, der skal være en fungerende markedsøkonomi Endelig skal landet respektere og følge acquis communautaire, dvs EU’s vedtagne retsgrundlag for markedsordningerne. For at forhandlinger med et medlemsland kan begyndes, skal det politiske kriterium som  minimum være opfyldt. Det nordiske islæt styrkes med optagelse af Sverige og Finland. Sverige bliver ikke medlem af ØMU'en fra 1999 - modsat Finland. Sverige ønsker ikke - som Danmark - at få en fast binding til Euroen (ERM2-aftalen), men vælger at lade den svenske krone flyde, hvad der delvist afspejler den "globale" orientering af svensk udenrigshandel, ikke mindst de økonomiske forbindelser til dollarzonelandene.   1995: Sverige, Finland og Østrig optages  1997: På topmøde i Luxemburg i juni kommer det frem, at euro-landene opretter et uformelt finansministermøde, det såkaldte euro-x, som mødes inden de formelle finansministermøder, eco-finmøderne. Euro-x bliver senere til Eurogruppen, og det vedtages, efter den økonomisk-monetære union er trådt i kraft, at finansministermøderne for eurogruppens medlemmer fortsætter. De har behov for at samstemme den økonomiske politik (især finanspolitikken).  1998: Kommissionen meddeler i marts, at 11 lande overgår til 3. fase af ØMU’en. Det europæiske Råd tager formel beslutning på topmøde i maj.  Den fælles mønt får betegnelsen euro. Disse lande antages at opfylde konvergenskriterierne tilstrækkelig godt. Grækenland gør det ikke og kan altså ikke være med fra start. England, Danmark og Sverige ønsker ikke at deltage.  Amsterdamtraktaten vedtages ved folkeafstemning i Danmark. I oktober tager den britiske premierminister Tony Blair og den franske præsident Jaques Chirac initiativ til beslutning om den europæiske udrykningsstyrke, der skal stå klar i 2003.  1999: Euroen træder i kraft 1. januar, dvs vekselkurserne mellem de deltagende valutaer låses uigenkaldeligt fast. I løbet af året falder euroen i kurs over for dollaren. Den europæiske Centralbank (ECB) tager sin første større pengepolitiske beslutning 8.4. ved at sænke diskontorenten fra 3 til 2,5 pct. Den hæves igen til 3 pct  den 4.11. Baggrunden er bl.a. en forstærket europæisk konjunkturopgang.   Amsterdamtraktaten træder i kraft. Kommissionen går af i marts efter, at en kritisk revisionsrapport har afdækket svindel med EU midler. Den franske kommissær Edith Cresson havde en astrolog og sin samlever, en britisk tandlæge, på EU’s lønningsliste. Den spanske kommissær Manuel Marin havde siddet en kritik af forvaltning af EU’s støtte til Middelhavsområdet overhørig i næsten halvandet år. Kommissionen havde været udsat for kraftigt pres fra Parlamentet siden januar. Parlamentet kan afsætte Kommissionen med 2/3 flertal. I marts bøjede Kommissionsformand Jaques Santer sig for kritikken, og den samlede kommision gik af.    Krisen blev betegnet som en “forfatningskrise”, der på længere sigt vil styrke Parlamentets magt i forhold til Kommissionen.    Den tidligere italienske ministerpræsident Romani Prodi udnævnes til ny kommisionsformand.  2000: Ved topmødet i Lissabon 23.-24. marts udbyggedes EU's fælles strategimål med en målsætning om, at unionen skal være "den mest konkurrencedygtige og dynamiske vidensøkonomi i Verden med en kapacitet for bæredygtig økonomisk vækst, med flere og bedre jobs og med større social sammenhængskraft".     Nice-traktaten vedtages ved topmøde 8.12. Den blev senere vedtaget i det danske folketing uden folkeafstemning. Det var kun Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der stemte imod den nye traktat. Nice-traktaten åbner op for optagelse af nye medlemmer, idet det blev fastlagt, hvor mange stemmer i et udvidet Ministerråd de nye medlemslande skal have. Der kom ændrede regler for det kvalificerede flertal i Ministerrådet, som giver de store lande lidt mere indflydelse. Nicetopmødet vedtog også at speede EU's socialpolitik op. Den defineres som en koordinerende politik, hvor EU kommissionen fremlægger forslag til landenes koordinerede politikker og man forsøger at bekæmpe social udelukkelse. Nice-traktaten blev først forkastet ved folkeafstemning i Irland. I efteråret 2002 blev der arrangeret en ny folkeafstemning, hvor der blev flertal for den nye traktat. Den kunne herefter træde i kraft.  2001: I forbindelse med WTO-forhandlingerne i Doha Qatar vedtager EU at tilslutte sig principperne for en afvikling af landbrugsstøtteordninger. Ved topmøde i Laeken, Belgien i december besluttes det at nedsætte et forfatningskonvent, der skal komme med forslag til ny forfatning.   2002: På topmødet i Bruxelles i oktober enes Frankrig og Tyskland om den kommende formel for landbrugsordningernes begyndende afvikling i lyset af EU’s kommende udvidelse. Landbrugsordningerne kan køre uændret videre til 2006, hvor de alligevel skulle udløbe. Landbrugsordningerne kan herefter ikke stige yderligere, bortset fra en årlig inflationsstigning på 1,5 procent. Tyskland havde ønsket at sænke landbrugsstøtten inden udvidelsen med ti nye lande. Men Frankrig afviste en ændring. Frankrig gav sit tilsagn til en reform af landbrugssordningen, når de udløber i 2006. Det var dog betinget af, at Storbritanniens rabatordning på et par milliarder euro om året, der blev indført under Margaret Thatcher, kommer til debat.     På topmødet i København 12-13. december vedtages det, at EU udvides med 10 nye medlemmer i Øst- og Centraleuropa (Polen, Tjekkiet, Ungarn, Slovakiet, Slovenien, Estland, Letland, Litauen, Malta, Cypern)  pr 1. maj 2004. Kandidatlandene får forhøjet deres landbrugsstøtte fra oprindelig 25 pct af niveauet i EU’s landbrugsordninger til et højere beløb. Rumænien og Bulgarien kan optages 2007. Tyrkiet får lovning på, at forhandling om optagelse kan startes, hvis landet  to år senere opfylder de såkaldte Københavnskriterier om demokrati, menneskerettigheder og retssamfund. Københavnskriterierne indeholder både politiske og økonomiske betingelser for medlemskabet. Kriterierne er med til at sikre, at de nye medlemslande befinder sig på stort set samme niveau som de øvrige medlemslande. Københavnskriterierne: 1. Landet skal have stabile institutioner (dvs. domstole, parlament og en offentlig administration), som garanterer demokratiet, retsstaten, menneskerettighederne og respekten for og beskyttelsen af mindretal. 2. Landet skal have en fungerende markedsøkonomi og evnen til at klare konkurrencepresset og de øvrige markedskræfter i Unionen.(Dvs. landene skal være i stand til at sælge deres varer og tjenester på nogenlunde samme niveau som resten af landene i EU. Alle skal kunne konkurrere på lige fod.) 3. Landet skal kunne leve op til de forpligtelser, der følger med medlemskab. Det vil blandt andet sige, at landet skal tilslutte sig Unionens politiske, økonomiske og monetære mål. (Monetære mål vil sige, at landene i EU samarbejder om fælles økonomiske mål - bl.a. den fælles valuta, euroen.) Kilde: Kommissonen Fører udvidelsen til 28 medlemmer til, at EU "går tilbage" til at blive et frihandelsområde eller en toldunion - evt. et fælles marked (også arbejdskraftmarked)?. Eller vil det udvikle sig i retning ad en føderal union? Eller et Europa á la carte. - I dag lever EU ikke op til sit navn. Det er slet ikke en føderal union. Det kan beskrives som et mellemstatsligt samarbejde, hvor landene på visse områder frivilligt har afgivet suverænitet, så der er overnational beslutningstagning på disse områder. Det har paradoksalt nok styrket de store europæiske nationalstater over for USA og over for den økonomiske konkurrence fra fjernøsten. De nye lande køber principielt set hele EU-pakken, dvs de også skal være medlemmer af ØMU'en og den fælles valuta. Der bliver dog her tale om opfyldelse af visse betingelser m.h.t. den økonomiske tilstand (bl.a. konvergenskriterierne). De vil skulle indtræde i ERM2 aftalen, før fuldt medlemsskab af fællesvalutaen. 2003: Irakkrigen marts-april fører til splittelse om formuleringen af EU's udenrigspolitik. Storbritannien, Danmark, Spanien, Italien, Holland og Portugal støtter USA; de to første er også krigsdeltagere, Danmark dog kun ved at sende et par fartøjer til Golfen. Frankrig, Tyskland, Belgien og Luxembourg vil ikke støtte USA i NATO, da der skal skaffes støtte til Tyrkiet i tilfælde af et evt. irakisk angreb på Tyrkiet.     USA tager især afstand til Frankrig og udenrigsminister Colin Powell  taler om, at landets holdning kan "få konsekvenser". Før krigen går i gang skriver Danmark sammen med andre lande og nogle af de kommende østeuropæiske medlemmer under på et støttebrev til USA. På topmødet i Grækenland i april enes EU-landene om en fælles erklæring. 2007. Rumænien og Bulgarien optages som medlem nr henholdsvis 26 og 27 2009  Lissabontraktaten træder i kraft. Den medfører øget brug af flertalsafgørelser. Desuden indføres en præsident og udenrigsminister. EU skal gradvist opbygge en fælles udenrigstjeneste og gennemføre en fælles udenrigspolitik. Det er dog stadig i overvejende grad et mellemstatsligt samarbejde. 2010  EU's økonomiske og monetære union med fællesvalutaen euroen rammes hårdt af den økonomiski krise. Markederne mister tilliden til især sydeuropæisk og irsk statsgæld, og det truer med at underminere grundlaget for fællesvalutaen. EU vedtager den fælles finnansielle stabilitetsfond med trækningsmuligheder på op til 750 mia euro til lande med problemer. 2011. Eurokrisen spidser til med renteniveauer på over det dobbelte af det tyske renteniveau (tiårige statsobligationer. Der er frygt for euroens fortsatte eksistens. 2012  25 medlemslande vedtager finanspagten med skærpede krav til de tilladelige underskud på offentlige budgetter. Ifølge denne nye aftale må det strukturelle offentlige budgetunderskud (dvs budgetunderskuddet renset for konjunkturvirkninger. Danmark er medunderskriver af aftalen. Europa a la carte: Kilde: The Economist Oct 2015 2015 De britiske konservative vinder valget til Underhuset i maj med absolut flertal. Premierminister David Cameron havde inden valget lovet en folkeafstemning senest i 2017 om britisk medlemsskab af den europæiske union, hvis De Konservative vandt valget. Det vil medføre krav om en ny unionstraktat eller vidtgående indrømmelser til Storbritannien. Folkeafstemningen blev udskrevet til afholdelse i juni 2016. Og nu gik en omfattende debat om "Brexit" (British  exit). 2016: EU indgår aftale med Tyrkiet om tilbagesendelse af asylansøgere fra europæisk territorium. Det er en 1/1 model, hvor EU til gengæld for tilbagesendte asylansøgere, skal tage et tilsvarende antal asylansøgere, der opholder sig i flygtningelejre i Tyrkiet. EU skal endvidere medvirke til finansiering af lejrene med syriske flygtninge i Tyrkiet og Tyrkiets strandede forhandlinger om tyrkisk medlemskab af EU skal genoptages/speedes op.     Ved Brexit-folkeafstemningen den 23. juni 2016 i Storbritannien bliver resultatet 52 pct for leave (forlade unionen), og 48 pct for remain (forblive i den). Den britiske regering tager vælgernes dom til sig og beslutter at iværksætte en proces henimod udmeldelse af den europæiske union. Dvs artikiel 50 (udmeldelsesparagraffen) skal sættes i værk. Den foreskriver, hvad der skal ske.

Diskussion

1. Parlamentet har fået vetomulighed med de sidste EU-traktater. Men er det nok til at sikre det repræsentative demokrati?
2.  Europaparlamentet kan få indflydelse ud fra de forskellige holdninger, de folkevalgte har. Burde Parlamentet, som det folkevalgte organ, have mere direkte indflydelse på f.eks. miljø-, forbruger- og industripolitik, så det direkte kan vedtage lovgivning for hele Europa?

3. Brug diagrammet herunder til at undersøge EU-beslutningsprocessen og diskuter, om den er demokratisk nok?.

4 Case opgave:
 

LINKS:  
EU-oplysningen  EU-leksikon
Europ. miljøagentur
Europaparlamentet

Græsk krise i 20 grafer.