Angrebet på World Trade Center den 11.9.2001 stillede EU-udenrigspolitikken over for nye valg. Flere lande  gik som USA’s allierede med i ”alliancen mod terror” og sendte tropper til Afghanistan. Og EU (og Danmark) ydede betydelige beløb til Afghanistans genopbygning.  Enigheden begyndte dog at krakelere i 2002, da USA gik i gang med at afsøge NATO-kredsens eventuelle opbakning til aktioner imod ”Ondskabens akse”-landene, i første række Irak.
   Det er blevet sagt, at selv ”krigen bliver individualiseret” i netværkssamfundet, som man så det den 11. september 2001, hvor nogle håndfulde veltrænede terrorister var i stand til at rette et ødelæggende slag imod USA. Al Queda netværket var svært at ramme, fordi det var mere en ide/ideologi end en konkret hær. Det lykkedes dog USA specialenheder at få ram på netværkets leder, Osama bin Laden i 2011. Men en bevægelse som Al Queda er ikke nødvendigvis væk, fordi lederen rammes. Nogle år senere blev man dog konfronteret med islamisk fundamentalisme i en ny skikkelse. Det var i form af Islamisk Stat, en sunni-muslimsk bevægelse, der ikke lå langt fra saudisk Wahabi islamisme.
     Terrorismen stillede mange lande over for nye udfordringer i udenrigspolitikken. I begyndelsen forsøgte man at svare igen med militær modmagt, men det er svært at ramme alle terrorister, der er indbyrdes organiseret i komplicerede netværk.
   
Bortset fra Storbritannien var flere af de andre EU-lande skeptiske over for deltagelse i en krig i Iraq. Man satsede fra tysk side på, at en eventuel aktion skulle finde sted med baggrund i en resolution fra FN's sikkerhedsråd.

EU udenrigspolitik

Hvordan føre udenrigspolitik i en Verden, hvor det er blevet svært at anvende militære midler? Det kan ske bl.a. ud fra devisen: Kan vi ikke fjerne risikoen, så kan vi måske reducere konfliktpotentialet ved at mindske de konfliktskabende uligheder i verden. Det har ofte været EU's foretrukne metode. USA har stået for den militære slagkraft.
    EU fik egen fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (forkortet: FUSP) med Maastricht- og Nicetraktaterne. Den er imidlertid stadig mellemstatslig. Man går ikke længere, end alle landene er enige.
    Det medvirkede til forvirringen omkring førelsen af den europæiske udenrigspolitik, at flere politikere/embedsmænd førte den. Kommissionen havde en kommissær for udenrigsanliggender. Den Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik lededes formelt af ”Hr. FUSP”, spanieren Javier Solana. Han var samtidig generalsekretær for Ministerrådet og dermed EU’s øverste embedsmand. Samtidig havde EU to ”præsidenter”. Der var for det første regeringslederen for det land, der har den halvårlige ledelse af EU-samarbejdet. For det andet var der formanden for Kommissionen. Han deltager f.eks. som EU-kommissionens repræsentant i de såkaldte G7-møder for 7 af de rige industrilande. Det var/er ikke altid helt klart for omverdenen, hvem der tegner EU’s udenrigspolitik. Officielt er det medlemslandene, der mødes i Rådet, men her kan man ikke holde møde, hver gang der opstår en sag i det internationale system, som EU skal tage stilling til. Og dem kan der opstå mange af. Med Lissabontraktaten fik EU præsident og udenrigsminister. Det har imidlertid ikke medvirket til ret meget større enighed i udenrigspolitikken. Det så man demonstreret i Libyenkrigen 2011, hvor de europæiske stormagter havde svært ved at formulere en fælles politik. Storbritannien og Frankrig spillede sammen med NATO i bombardementerne af installationer i Libyen (hvor Danmark også deltog med 6 F16 fly). Tyskland holdt sig på sidelinjen.
    Da EU er den økonomisk set tungeste og stærkeste blok af lande i Verden, og den ikke-militære magtdimension får stigende betydning i globaliseringen er det naturligt, at EU mødes med stigende forventninger om at spille en rolle. Og ofte går EU ind og spiller rollen. EU fortsatte f.eks. i 2002 med at give pengestøtte til det palæstinensiske selvstyre, efter at USA havde erklæret, at det palæstinensiske selvstyres formand Yassir Arafat ikke burde være leder for palæstinenserne. Man kan således sige, at EU står stærkt i internationale økonomiske og sociale net, hvorimod de har svært ved at konkurrere med amerikanerne, når det gælder den militære dimension.
   På dette område var/er USA hegemon supermagt, og EU optræder i rollen som skoledrengen, der - indimellem lidt uvilligt - bankes på plads, når det gælder fælles aktioner i NATO-regi. Selv om EU har vedtaget at oprette sin egen militære udrykningsstyrke, rører det ikke ved, at EU ikke kan konkurrere med amerikanerne på dette felt. Det skyldes ganske enkelt, at EU stadig består af suveræne nationalstater, der skal være enige, før eventuelle aktioner i urocentre kan sættes i værk.

Figur 4: Udenrigspolitik. Ydre og indre faktorer

Note: GF: Generalforsamling i FN. Debatterer og vedtager resolutioner og kan dermed være Verdens moralske samvittighed. Det er Sikkerhedsrådet, der kan foretage sig noget, f.eks. iværksætte sanktioner eller militære operationer (artikel 39-43 i FN-pagten). Sikkerhedsrådet består af 5 permanente medlemmer (USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig), som har vetoret, og 10 andre lande, der vælges for 2 år ad gangen.

Irakkrigen 2003

Interesseforskelle mellem dele af Europa og USA begyndte for alvor at vise sig i forbindelse med optakten til den anden golfkrig, Irakkrigen i 2003. USA ønskede at få FN's sikkerhedsråds tilslutning til en militæroperation, der skulle "afvæbne" det irakiske regime, som man mente besad "masseødelæggelsesvåben", der kunne være farlige for naboerne og måske for USA. Det endte med, at USA ikke kunne få vedtaget en resolution i Sikkerhedsrådet, der kunne legitimere en militær indgriben. De permanente medlemmer (som der er 5 af  i alt) Frankrig, Rusland og Kina, som har vetoret i Sikkerhedsrådet, kunne ikke støtte en ny resolution med en sådan bemyndigelse.
    Blandt de ikke-permanente medlemmer, som der er 9 af, ville Tyskland og flere andre lande ikke gå med. USA hævdede derfor, at de eksisterende resolutioner om Iraks afvæbning, specielt den sidste, resolution 1441, der taler om "alvorlige konsekvenser" for Irak, hvis det ikke afvæbner, var tilstrækkelig til en militær indgriben fra de lande, der ville være med sammen med USA.

 

Sikkerhedsrådsresolution 1441 som mandatgivende for Irakintervention FN’s sikkerhedsrådsresolution 1441 af 8. november 2002 henviser til alle relevante tidligere FN Sikkerhedsrådsresolutioner og fastslår, at Irak substantielt har krænket og fortsat substantielt krænker (”material breach”) sine forpligtelser i henhold til tidligere Sikkerhedsrådsresolutioner, herunder resolution 687, hvilket udgør en trussel mod international fred og sikkerhed. Uanset denne konstatering har Sikkerhedsrådet med resolutionen besluttet at give Irak en sidste mulighed for at opfylde sine nedrustningsforpligtelser i henhold til de pågældende sikkerhedsrådsresolutioner. Med henblik herpå styrker og præciserer Resolution 1441 mandatet for våbeninspektørerne ved at stille krav om ubetinget, fri og uhindret adgang til alle installationer og områder i Irak for våbeninspektørerne, herunder også de præsidentielle områder. I resolutionens operative § 4 beslutter Rådet, at falske erklæringer eller udeladelser i erklæringer, der afgives af Irak og manglende irakisk vilje til fuldt ud at efterkomme og samarbejde om gennemførelsen af resolutionen skal udgøre en yderligere grov krænkelse af Iraks forpligtelser. Resolution 1441 fastslår, at Sikkerhedsrådet tidligere gentagne gange har advaret Irak om, at fortsat overtrædelse af landets forpligtelser vil medføre alvorlige konsekvenser (”serious consequences”). Med hensyn det juridiske grundlag for iværksættelse af militære forholdsregler over for Irak må det konstateres, at resolution 1441 ikke i sig selv indeholder den nødvendige bemyndigelse fra FN’s Sikkerhedsråd til magtanvendelse, der er forudsat i FN pagtens artikel 42. Resolutionen kan siges at udgøre et led i en flertrins procedure, hvorefter Sikkerhedsrådet - i tilfælde af manglende irakisk efterlevelse – som næste trin skal involveres på ny, før eventuel magtanvendelse kan finde sted. Der er med andre ord ikke på forhånd fastlagt nogen automatik med hensyn til magtanvendelse. (Uddrag af Udenrigsministeriets responsum til regeringen i marts 2003 om det folkeretlige grundlag)

 Den amerikanske udenrigsminister Colin Powell offentliggjorde omkring krigsudbrudet en liste over lande, der var med i de ”villiges koalition”, som støttede USA i den tvangsmæssige afvæbning af Saddam Hussein. Ifølge Washington Post 19.3. så listen således ud:  Afghanistan, Albanien, Australien, Azerbaijan, Bulgarien, Colombia, Czekkiet, Danmark, El Salvador, Eritrea, Estland, Ethiopien, Georgia, Ungarn, Italien, Japan, Syd Korea, Letland, Lithauen, Macedonien, Holland, Nicaragua, Philippinerne, Polen, Rumænien, Slovakiet, Spanien, Tyrkiet, Storbritannien og Uzbekistan.  

Ifølge amerikanske embedsmænd i State Department (Udenrigsministeriet i Washington) fik USA støtte fra mange flere lande, også selv om man ikke havde opnået støtte i en FN resolution, der kunne lovliggøre det militære angreb på Irak. Med listen fra State Department ville regeringen i Washington vise, at der ikke er tale om en unilateral (ensidet) aktion, som kritikere af USA´s udenrigspolitik ellers hævder. Skulle USA fundere sin udenrigspolitik i den såkaldte multilateralisme (flersidethed), der altså kræver, at handlingerne er begrundet i vedtagelser i FN og andre internationale forsamlinger. Eller kan USA gå alene (unilateralisme) og foretage såkaldte ”preemptive strikes” (forebyggende slag), som præsident Bush gav udtryk for i den såkaldte Bush-doktrin fra 2002, hvis USA føler sine interesser truet?

Irakkrigens juridiske grundlag blev undersøgt af den britiske Chilcot-kommission, som afgav rapport i 2016. Her blev retsgrundlaget stærkt betvivlet. Grundlaget for krigen, Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben, var ikke til stede, eller i bedste fald stærkt overdrevet i de vestlige efterretningskilder. Og krigsindsatsen fik ikke de tilsigtede virkninger, hvad der bl.a. skyldtes, at der ikke blev lavet en ordentlig plan for, hvad der skulle ske efter krigsafslutningen. Det byggede på naive forestillinger om, hvor let det er at lave regime change (omdannelse af det politiske system til demokrati)  i et land som Irak. 

Puddelhund eller korsridder?

Det kan være et dilemma for en lille nationalstat, om man især skal føre tilpasningspolitik - med alt, hvad det indebærer m.h.t.. overdreven afhængighed af den store nation, man er allieret med, eller om man skal gå aktivt ind og sætte sit præg på Verden med universelle værdier som menneskerettigheder, lighed og demokrati, uanset, hvad den store allierede nation, der beskytter ens interesser, mener.
    Med den aktive udenrigspolitik forsøgte Danmark at blive en spiller i internationale politik på nye måder i forhold til de traditionelle. Det var fra nu af ikke længere blot et spørgsmål om nationens overlevelse som stat, men også et spørgsmål om at fremme forskellige interesser - og ikke mindst værdier mere aktivt.
    Nogle vil sætte begyndelsen til den moderne form for aktiv udenrigspolitik til 1989, hvor  Berlinmuren faldt. Det gav nye muligheder for at fremme en nations interesser i forhold til de nye lande, der dukkede frem fra Østblokkens glemsel. Danmark var blandt de første lande, der etablerede diplomatiske relationer (ambassader) i de baltiske lande, der trådte ud af Sovjetunionen med Sovjetunionens opløsning i 1990-91. Det var en triumf for dansk udenrigspolitik, da Danmark i 2002 som formand for EU kunne medvirke til indgåelsen af aftalen i København om optagelse af ti østeuropæiske medlemmer af EU fra 1. maj 2004.

Udenrigsøkonomi
Problemet melder sig i ny form efter, at Kina er blevet en kæmpe i den internationale økonomi. Danmark har fået væsentlige udenrigsøkonomiske interesser at varetage over for de nye, stærkt voksende asiatiske økonomier.
    Følger politikken pengene? Det kunne man tro ud fra Kinanoten (omtalt i starten). Og det gør den da også tit. Men ikke ubetinget. Ofte vil andre værdier end de kommercielle kunne spille en rolle.
     Udenrigsøkonomien spiller en rolle, når landet varetager handelsinteresser. Når man ser på en handelsstatistik, vil man opdage, at Danmark traditionelt set mest har handlet med lande i nærområdet. Tyskland er det største marked for dansk eksport, tæt fulgt af Sverige som nr. 2. Derfor vil hjørnestenen for den udenrigsøkonomiske orientering være EU, som aftager over halvdelen af eksporten. Men andre områder spiller også ind - og ikke mindst betyder det meget, at Danmark traditionelt er en søfartsnation.
     Danmark spillede aktivt med i Libyenkrigen i 2011. Det gjaldt om at støtte oprørere med udspring i den østlige del af landet omkring storbyen Benghasi, imod Gaddafi-styret i Tripoli. Danmarks bidrag til en fælles NATO-aktion var 6 F16-fly. 
     Det lykkedes at få alle partier i Folketinget  med i en folketingsbeslutning om dansk deltagelse. Enhedslisten fik dog i løbet af et par uger kolde fødder og trak sin tilslutning.
     I folketingssamlingen 2014-15 besluttede Danmark at indsætte kampfly til bekæmpelse af Islamisk Stat i Irak.
     Det er en ny tendens i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, at landet deltager aktivt i sådanne krige. Danmark har været med i en del fredsbevarende aktioner under FN, men det har været uden beføjelser til egentlig krigsførelse. Fra 00'erne og frem har deltagelsen i internationale aktioner ændret karakter.
    Det kan ses som et svar på en urolig verden, jvf "interventionslogikken", som siger, at der skal være et argument for humanitær intervention, som kan tilsidesætte suveræniteten, som landene ellers er sikret i folkeretten.
   Men det kan også ses som en måde at varetage andre interesser på i udenrigspolitikken. Samtidig med den aktivistiske udenrigspolitik er dele af det globalt orienterede danske erhvervsliv gået kraftigt frem, jvf f.eks. valutaindtjeningen i rederibranchen.

Figur 5: Valutaindtjening i rederierhvervet (skibe over 100 BT)
.
Kilde: Danmarks rederiforening.

Der er også andre globalt orienterede virksomheder, der har klaret sig godt i 2000-tallets økonomiske globalisering, f.eks. medicinalindustrien.

Bistandspolitik
Danmark fremmede universelle værdier, da man gik op imod apartheid-styret i Sydafrika - længe før mange andre vestlige lande gjorde det.
   Man er gået i spidsen m.h.t. at realisere FN's målsætning om 0,7 pct af BNP i udviklingsbistand. Man har som en del af bistandspolitikken arbejdet aktivt for kvinders ligestilling og ret til uddannelse.

Hvad er egentlig begrundelsen for at give bistand til u-landene? Det kan synes at være en selvfølgelighed: Når nogle er meget rigere end andre, synes det naturligt, at der sker en fordeling af rigdommen. Altså skal man hjælpe dem, der har meget mindre end én selv. Det er et slags etisk eller moralsk krav. DANIDA, Danmarks internationale bistandsorgan, forklarer det således på u-web.dk:

Danmark støtter fattige lande, fordi vi ønsker at hjælpe verdens fattige til at få bedre levevilkår. Dansk udviklingssamarbejde bygger på værdier som frihed, demokrati og fælles ansvar for at hjælpe de svageste.

I Danmark vil vi gerne gøre en indsats for at skabe en sikker verden. Gennem u-landsbistanden kan Danmark i samarbejde med u-landenes regeringer hjælpe med til at skabe social fremgang, økonomisk vækst og sikre overholdelse af menneskerettigheder. Danmark støtter skrøbelige stater for at sikre beskyttelse og hjælp i nærområderne til konflikter og dermed bekæmpe årsagerne til migration (folkevandringer).
     Ca. en milliard mennesker ud af verdens befolkning på7,3 milliarder lever i ekstrem fattigdom. Det betyder, at de lever for under en dollar om dagen. Yderligere en milliard mennesker lever for under to dollars om dagen.
    Men fattigdom handler om mere end bare penge. Det handler også om det enkelte menneskes muligheder for selv at kunne påvirke sin egen livssituation og om de generelle livsvilkår i det enkelte land. Derfor giver Danmark også penge til de fattige lande for at sikre ligestilling, bedre miljøforhold og demokrati og menneskerettigheder for befolkningen i u-landene. (Kilde: U-web.dk)

I denne forklaring indgår både selviske og uselviske motiver: At støtte skrøbelige stater kan virke konfliktorebyggende og medvirke til at reducere migration. Det giver et slags selvisk motiv til at hjælpe. At sikre bedre miljøforhold kan også være en hjælp til selvhjælp for os selv, når f.eks. problemer omkring CO2-udledning reduceres. I sidste afsnit ligger der endvidere en slags latent forklaring i selve henvisningen til demokrati og menneskerettigheder. Det synes at være forklaring nok i sig selv. Man må så blot håbe, vi selv mestrer et holde menneskerettighederne, så vi bliver et godt eksempel.

 Kan man sige, at man vel selv har tjent de mange penge, man har? Så derfor må man have en naturlig ret til også selv at bruge dem?
    Dette argument støder imidlertid imod opfattelsen, at vi lever i en Verden, hvor alle er gensidigt afhængige af hinanden, og måske kan den enes rigdom være erhvervet på den andens bekostning? I så fald har man en pligt til at hjælpe den, der er blevet fattig ved at være ofre i et system.
    Det kaldes sommetider det postkoloniale skyldargument. Koloniseringen af de områder, der i dag er u-lande, medførte en faktisk plyndring af mange af disse, og de blev i flere tilfælde tvunget ind i ulige handelsaftaler, eller udsat for diktater på handelsområdet. De kunne frit eksportere deres råvarer, som skulle forarbejdes til industriprodukter i de rige lande. Men når det kom til koloniernes egne industrivarer kunne de blive mødt med toldsatser, der skulle  beskytte "moderlandets" industri. 
    I det omfang den nuværende underudvikling i de tidligere kolonier skyldes koloniseringen og de afhængige økonomiske strukturer, den har skabt, er der et behov for en slags "erstatning". Nu er det de rige landes omgang!

Danmark har også haft kolonier. Men landet trak sig ud af slavehandel tidligere end visse andre. Og nok kan man sige, at Danmark har en slags tidligere halvkoloni i form af Grønland, men man står næppe over for så stor en "postkolonial skyld" som de store europæiske kolonimagter som England, Frankrig, Portugal og Belgien ("belgisk Congo").

Motivet til at give u-landsbistand er ofte at opnå goodwill i FN, Verden, og de lande, der i dag er u-lande, men som om nogle år kan have udviklet sig til betydelige økonomier med en stor udenrigshandel og dermed handelsmuligheder for det rige land, der i dag er bistandsgiveren. Mange økonomiske forbindelser kan afhænge af gensidige vennetjenester og underleverandøraftaler, der kører videre. Ved at opbygge produktionsanlæg, infrastruktur og uddannelser i de fattige lande, får man etableret forbindelser og skabt goodwill. Det er nyttebetragtninger og egoistiske motiver. Indgår der slet ikke altruisme (det modsatte af egoisme, altså godvillighed/godgørenhed over for andre)? Det korte svar er, at det gør der naturligvis. Det findes ofte i de velgørende institutioner og NGO'er, hvor frivillige, dedikerede mennesker laver en stor indsats for at hjælpe. Og ofte vil den statslige bistandspolitik da også bruge dem og samarbejde med disse organisationer. Det gør den danske bistandsorganisation DANIDA i Udenrigsministeriet. En del af u-landsmidlerne bliver kanaliseret via disse organisationer. 

Der skelnes mellem bilateral (tosidet) og multilateral (flersidet) bistand. Den første er land-til-land samarbejde. Der er en række partnerskabslande, som Danmark koncentrerer bistanden om. Den multilaterale bistand er bistand, der gives via FN, EU og andre internationale organisationer. Fordelingen mellem multilateral og bilateral bistand har ændret sig noget over tid. Det afspejler prioriteringer i u-landsbistanden. Danmark får umiddelbart større indflydelse, når bistanden gives bilateralt.   

Danmarks ageren i medfør af den "Ny Verdensorden" efter 2016

Den 20 januar 2017 tiltrådte rigmanden Donald Trump som USA's 45. præsident. Den 23. juni 2016 stemte godt 53 pct af de britiske vælgere for, at Storbritannien skal forlade EU. I første halvdel af 2017 er højrepopulistiske bevægelser ifølge opinionsmålinger på vej frem i mange EU-lande, herunder også nogle af de største og hidtil toneangivende i EU, så som Frankrig (Front National under ledelse af den populære og karismatiske Marine Le Pen) og Tyskland (Alternative für Deutschland). Mange steder vender vælgerne sig imod det, de opfatter som regerende eliter, der ikke lytter til folket. Det er bla flygtningekrisen i 2015, som ikke blev håndteret særlig godt af EU, der har medvirket til  øget folkelig skepsis over for den nyliberale globaliseringsudvikling.

Særlig opmærksomhed vakte den nytiltrådte præsident Donald Trump, som med markante udtalelser lagde op til en ændring af USA's udenrigspolitik på en lang række punkter. Først og fremmestr var det en politik, der skulle gøre op med USA's globale førerskab i Verden igennem nedtrapning af USA's rolle i det globale net af alliancesystemer, som USA havde bygget op efter II. Verdenskrig. Herunder ikke mindst NATO, hvad der kunne komme til at berøre Danmark dybt, da den danske sikkerhedspolitik havde været forankret i den vestlige alliance.
    Man kan lidt populært sagt sige, at med Trump går man fra et semi-idealistisk verdensbillede under Barack Obama til en mere realistisk verdensorden under Trump. Han ser i højere grad Verden som et spil, hvor billardkuglerne (landene) støder sammen med hinanden i forfægtelse af deres egeninteresser ("America First"). Samtidig skal man dog være forsigtig med ikke at overdrive USA's betydning i Verden. Trump kommer netop til på et tidspunkt, hvor USA's hegemoni er ved at blive brudt. Dermed er USA's muligheder for at præge Verden under alle omstændigheder ved at blive formindsket. Og man så da også, at andre syntes klar til at overtage rollen. Om Kina så virkelig er klar til det, er en anden sag.

Trump udtalte om NATO, at et fortsat amerikansk engagement i NATO - og respekt for "musketereden" i traktatens §5, ville være betinget af, at de europæiske medlemslande i højere grad lever op til forpligtelsen - som aftalt ved et NATO topmøde -  til at bruge mindst 2 pct af deres BNP på forsvaret. Det ville indebære næsten en fordobling af de danske militærudgifter (på godt 20 mia kr).  
     Problematisk for Danmark var det, at europæiske ledere tog afstand fra Trumps kritik af dem og hans principper om en ny verdensorden baseret på landenes mere inadvendte fokus på nationale interesser på en måde, der kunne skærpe konflikterne og dermed potentielt tvinge Danmark til at tage side. Tyskland tog således afstand fra konsekvenserne af Trumps "America First" og "Make America Great Again". Tyskerne var/er tilhænger af den velkendte verdensorden, som den tidligere præsident Barack Obama havde været garant for, hvor der er garantier for frihandelsaftaler og fremme af forhandlinger og demokrat. 
    Tyskland blev af flere kommentatorer set som landet, der kunne føre de vestlige friheds- og demokratiforestillinger, og den herpå beroende globale orden, videre. 

Danmarks udenrigspolitik havde hidtil været beroende på, at der blev kørt fællesløb mellem Nordamerika og Europa/EU. Hvordan skal Danmark orientere sig i en Verden, hvor Vesteuropa og USA/England måske kører i hver sin retning? Ved et topmøde i Det europæiske Råd talt de europæiske ledere om øget europæisk forsvarssamarbejde og øgede europæiske forsvarsudgifter. Det vil være vanskeligt for Danmark at deltage i, bl.a. p.g.a. det danske forbehold over for at være med i denne del af EU-samarbejdet, men også fordi Danmark traditionelt har været meget tæt allieret med USA.  

Figur 6: De største forsvarsbudgetter

Kilde: IISS.Udover udgifterne til landets eget forsvar yder USA militær støtte i stort omfang til nogle af dets nære allierede lande, i første række Israel, Iraq og Egypten.

USA havde stadig i 2016 de største forsvarsudgifter i Verden ,jvf figuren ovenover, der viser den ekstreme version af realismens verdensbillede. Den væsentligste magtessource er forsvarets isenkram, militærpersonellet og dettes uddannelsesmæssige kvalitet.
    Verden udvikler sig imidlertid hastigt. I løbet af tiåret 2006-16 øgedes Kinas andel af de globale militærudgifter fra 3 pct til 10pct. Og de seneste år er Asiens samlede militærudgifter øget med  5-6 pct om året i realværdi (faste priser).  Kina kunne i slutningen af 2016 præsentere en troværdig stealth fighter (fly, der kan gå under radarsystemer), og landet har fuldt operationsklare atomarmerede missilsystemer.  Det kunne - i betragtning af stigningen i landets forsvarsudgifter - lægge op til en ny bipolaritet. Der er imidlertid også andre lande, der rykker i disse år, f.eks. Indien og Rusland. Så om det bliver bi- eller multipolaritet, er det åbent spørgsmål. Men det ser ud til, at den unipolære Verden med USA i front er ved at være slut.
     Verdens tyngde er i flere år økonomisk set rykket østpå. Nu er den også militært og sikkerhedspolitisk begyndt at rykke i den retning.
     Det stiller Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik i et nyt lys. Automatikken i NATO's  §5 er ikke længere så sikker som beskyttelsesgrundlag. Dele af Østeuropa og de baltiske lande har følt sig udsat i relationen til Rusland. Vil Danmark begynde at dele denne ubehagelige oplevelse? Eller overdriver man den russiske trussel?


Sådan har The Economist fremstillet den "hule supermagt". Putins magt er mere parade og kløgtigt
spil, end den er virkelighed. "Virkeligheden"?:  Er den russiske økonomi kun stærk, når olieprisen
er "høj", kunne man spørge. Er det et "Saudi-Arabien med træer"?, -  uden det fundament af
stærk og diversificeret industri- og servicesektor, højt teknologisk niveau, varieret eksport, og
veluddannet arbejdskraft, som kendetegner en stærk økonomi.

Øger man sikkerheden ved i højere grad at nedprioritere USA og i højere grad opprioritere forholdet til Tyskland/EU? Og hvilken rolle kan det spille, at Tyskland hidtil har set sig som en nærmest pacifistisk magt, der efter erfaringerne i II. Verdenskrig ikke har set sig som militær stormagt (fordi man i lighed med Danmark var sikkert forankret i det traditionelle NATO?

En helt ny udfordring for dansk udenrigspolitik ligger i disse år i det europæiske nærområde. Efter Brexit flyder England mere over i sin traditionelle atlantiske tilknytning ("the special relationship").
    Fremgangen for højrepopulismen gør det usikkert, hvor EU og de øvrige europæiske stormagter er på vej hen. EU-institutionerne og de fælles løsninger, som nogle gange blev indgået via store kompromisser i natlige forhandlinger, er blevet mere usikre de senere år. I stedet er det de europæiske stormagter som Tyskland og Frankrig, og på det seneste især Tyskland, der angiver en retning for samarbejdet, som de øvrige lande tilslutter sig. Men om denne model er holdbar i det lange løb, er tvivlsomt. Eurosamarbejdet knirker voldsomt som følge af problemerne med spændingerne imellem de stærke nordeuropæiske økonomier og de relativt svage sydeuropæiske økonomier og de balance- og gældsproblemer, der har været en følge af den manglende konvergens i landenes økonomier. En fransk eller italiensk udtræden af euro-samarbejdet vil formentlig føre til ØMU'ens opløsning, og det vil svække EU's rolle i global økonomi og politik.

Donald Trump nåede at blive et yndet mål for satiretegnere allerede inden, han tiltrådte som præsident. Den højrepopulistiske retorik blev fremstillet med mange skæve vinkler, bl.a. det, som han vandt stor folkelig opmærksomhed på før selve præsidentvalgkampen, nemlig om præsident Barack Hussein Obama var født i USA? - Og. om han overhovedet var kristen (mellemnavnet)? - hvad en betydelig del af de amerikanske vælgere betvivlede. Ifølge internationale opinionsundersøgelser var Danmark det land, hvor færrest vælgere ville stemme på Donald Trump - hvis de havde muligheden for det. Det siger lidt om, hvordan universelle værdier (og multikulturalisme) havde slået anderledes rod i Danmark end i USA. 

Man kan grine ad Trump, men man må samtidig erkende, at hans evne til at skabe et verdensbillede for mange amerikanere har været virkelig nok (selv om verdensbilledet måske var uvirkeligt). Han tolkede og udlagde i simple ord og billeder, hvad mange amerikanere fra arbejder- og middelklassen følte, men ikke helt havde sat ord på: - at USA blev udnyttet i Verden, at der kom for mange illegale indvandrere ind i landet, som tog almindelige amerikaneres jobs, at USA måske var ved at blive sat i anden række af andre lande, f.eks. Kina og Tyskland/EU.
    En hel teoriretning i international politik (IP), den såkaldte konstruktivistiske teori, beskæftiger sig med at forklare handlinger i IP ud fra, hvordan vi ser og sætter ord på Verden. Vi taler f.eks. om suverænitet (et lands formelle mulighed for at bestemme inden for sit territorium) som om denne selvbestemmelseskraft faktisk eksisterer. Det gør den måske ikke, - eller den gør det i højere grad igennem samarbejde med andre - ikke mindst for et lille, åbent samfund som det danske. Realismen og idealismen er også måder at sætte ord og begreber på Verden, at forstå den f.eks. som enten et billardspil, hvor landene går efter egne nationalistiske interesser og støder sammen med andre lande, der forfølger deres interesser. Eller man ser i den idealistiske tradition landene som gensidigt afhængige (interdependente) af hinanden. Donald Trump gendannede et realistisk billede af Verden, hvor USA først og fremmest skulle kæmpe for sig selv. Og han agerede som beslutningstager/præsident ud fra billedet. I Danmark og Vesteuropa så man det som lettere afsindigt. Man havde et helt andet billede af Verden, som man agerede udenrigspolitisk efter. 

OPGAVE:
1. Undersøg nogle forskelle på i-lande og u-lande hos DANIDA og vurder, om den danske bistandspolitiks målsætninger holdes i hævd.
2. Figur 2 kan siges at udtrykke en slags teori om Verden i sin helhed. Den er naturligvis stærkt forenklende. Forsøg at opstille en anden teori, der lægger vægt på andre faktorer.
3. Hvilken af de to måder at fremstille Verden på er den mest relevante efter jeres mening?
4. WTO-linket her giver mulighed for at se statistik (Klik WTO.org og derefter resources og dernæst statistics) over handelsstrømmene i Verden og disses udvikling. Er det muligt ud fra disse at sige noget om de udviklingstendenser, der er beskrevet i teksten ovenover?
5. Vurder, i hvilket omfang geopolitiske interesser (magt, olieforsyninger m.v.) spiller en rolle i den internationale politik i forhold til værdier (demokrati, frihed m.v.)
6. Lav et forslag til, hvordan dansk u-landsbistand kan udvikles til at klare de nye udfordringer (nye magtbalancer i det internationale system, "Ny Verdensorden" jvf ovenfor,  m.v.). I skal tage udgangspunkt i vedlagte uddrag fra regeringsgrundlaget 2015, samt oplysninger, I kan finde på Nettet om Danmarks ageren i den Ny Trump- og Brexit-inspirerede Verdensorden.

Reform af dansk udviklingsbistand
Vores udviklingsbistand skal fokuseres der, hvor behovet og fattigdommen er størst. Regeringen vil afsætte 0,7 pct. af BNI årligt, så vi også fortsat vil være ét af kun få lande i verden, der lever op til FN’s målsætning. Antallet af prioriterede lande i udviklingssamarbejdet skal reduceres. Vi skal fokusere på de lande, hvor Danmark kan gøre den største forskel. Danmark skal fortsat være en markant global aktør, der bekæmper fattigdom og styrker menneskerettigheder, demokrati, retsstatsprincipper og bæredygtig vækst. Derfor vil vi også stille klare krav til lande, som modtager dansk udviklingsbistand. Vi vil hjælpe de mennesker, der flygter fra krig og forfølgelse og har brug for beskyttelse. Det gør vi bedst ved at styrke hjælpen til flygtninge i nærområderne. I flere af verdens brændpunkter foregår en systematisk forfølgelse af kristne minoriteter. Regeringen vil have et særligt fokus på at styrke det internationale samarbejde for at beskytte disse minoriteter. Vejen til udvikling er vækst. Udviklingslandene efterspørger i stigende grad handel, investeringer, teknologi og viden frem for klassiske udviklingsprojekter. Den efterspørgsel skal vi imødekomme med en fortsat samtænkning af handels- og udviklingsindsatserne. Vi skal sørge for, at Danmarks stærke erhvervskompetencer kommer bedre i spil i udviklingsarbejdet – og at vores indsats også kommer dansk erhvervsliv til gode. (Regeringsgrundlag 2015)