USA er Verdens ubestridt førende supermagt. Omkring 40 pct af Verdens militærudgifter afholdes af USA. Med over 700 militærbaser i USA og rundt omkring i Verden når USAs rækkevidde langt, når det gælder om at forsvare amerikanske interesser.

Ved tilblivelsen af amerikansk udenrigspolitik spiller mange interesser og faktorer ind:

Figuren viser nogle organer, faktorer og forbindelseslinjer i udenrigspoltikken. Præsidenten spiller en ledende rolle i udenrigspolitikken. Det er ham, der umiddelbart har ansvaret for beslutninger, der skal tages hurtigt. Men herudover spiller de udenrigspolitiske udvalg i Kongressen også en vigtig rolle, og det gør Det nationale Sikkerhedsråd, hvor præsidenten mødes med sine nærmeste militære og politiske rådgivere, også. 

Med Barack Obama fik man en præsident, der i sin første valgperiode var præget af et vist værdimæssigt engangement. Værdipolitikken kunne være præget af hans fortid og den måde, han kom ind i præsidentembedet på. Han var USA’s første farvede præsident. Han havde en baggrund i ophold i udlandet i sin opvækst, og han havde arbejdet med community organizing i Chicagos farvede kvarterer. Og så var det en slags rengbuekoalition af vælgere, der bragte ham til magten og bestyrkede ham som en forsvarer af det multikulturelle værdisæt, respekt for kulturer og religioner og for mindretallene i USA.
    Respekten for islam og muslimer kommer til udtryk i Cairo 1 talen fra 2009. Præsident Obama udtrykte sin intention om at lukke Guantanamo-basen på Cuba, hvor man havde anbragt formodede terrorister - oftest uden behørig rettergang, men han nåede ikke helt i mål med det..

Det kom til udtryk i talerne, men som vi så ovenover, kan der være langt mellem retorik og den virkelige verden, - så langt, at der måske slet ikke er nogen forbindelse. Han blev modtager af Nobels fredspris (hvad der forargede mange), men han blev også kendt for at starte en dronekrigsførelse i Pakistans nordvestlige provinser og Afghanistan, som skulle sætte terrorister ud af spillet. Desværre kom mange civile til at gå med i spillet. Og droneangrebene blev af folkeretsjurister kritiseret for at være krænkelser af den internationale retsorden. Man har ikke ret til - selv ikke som supermagt - at intervenere i suveræne lande, som det skete med droneangrebene. 

Man kommer ikke langt i forsøg på at definere Obama som enten realist eller idealist, eller som enten interventionist eller isolationist, hvis man skal forsøge at indplacere ham efter de positioner, man indrangerer amerikanske præsidenters udenrigspolitik i.
    Det korrekte svar er nærmest, at han lå midt imellem. Værdierne kom frem i talerne.  

Den førte politik har oftest været udtryk for simpel interessepolitik.  Det er nok denne pragmatisme, der er forklaringen på en noget tøvende opbakning bag det "arabiske forår", hvor der efter 2011 blev krævet mere demokrati i de autoritært styrede lande..
    Idealismen er ikke trængt nok igennem i forhold til omsorgen for varetagelsen af amerikanske erhvervsinteresser i de olieproducerende områder og forsøgene på at tilpasse sig den amerikanske opinion, både Republikanerne og den israelske lobby. Til gengæld har politikken været mere velovervejet end George W. Bush’ noget fladpandede "idealisme", der, når man piller demokrati- og friheds- retorikken fra, måske i virkeligheden var mere realisme end idealisme. 

Med Donald Trump kommer realismen og en ny isolationisme for fuld kraft ind i amerikansk udenrigspolitik. Det er en del af hans såkaldte America First politik, han fremlagde i præsidentvalgkampen i 2016. Man skal først og fremmest se på, om det i snævrere forstand er i USA's interesse at engagere sig internationalt.
    Det gælder f.eks. i forhold til NATO, hvor Donald Trump stillede spørgsmålstegn ved, om USA behøver at være bundet til §5 i NATO-traktaten. Det er den paragraf, der går under betegnelsen Musketéreden, idet landene ifølge paragraffen forpligtes til at se et angreb på et af medlemmerne som et angreb på alle. Det vil sige, at medlemslandene angiveligt skulle være under USA's atomparaplys beskyttelse i tilfælde af et angreb udefra. Trump gjorde det til en betingelse for fortsat amerikansk engagement i NATO, at de andre NATO-lande yder deres "fair" bidrag til forsvaret, dvs de fleste lande skal øge militærudgifternes andel af BNP betragteligt.
     Et af Donald Trumps hovedpunkter i kritikken af Obama-administrationen og "Washington" var deltagelsen i krige i Afghanistan og den store amerikanske troppetilstedeværelse i Europa og Fjernøsten (Sydkorea og Japan). De måtte stå for deres eget forsvar. Pengene til disse formål kunne bruges mere fornuftigt andre steder. 
     Hvis disse ting gennemføres, vil det ændre USA's rolle i Verden som Verdens "politibetjent", opretholder af international fred og sikkerhed og garanten for den globale verdensorden. 

Den hidtil kendte USA-dominerede Verdensorden, både økonomisk og politisk, kan blive afmonteret, hvis Trump mener, hvad han sagde i valgkampen i 2015-16. Kravet om 45 pct told på kinesiske varer, kan kun gennemføres, hvis USA trækker sig ud af Verdenshandelsorganisationen WTO - eller får ændret den grundlæggende -  og herunder også de internationale handelsaftaler, den bygger på. TPP (aftale om fjernelse af told og ikke-toldmæssige handelshindringer), som blev forhandlet igennem af Obama-administrationen med 11 lande (Kina undtaget) omkring Asien-Stillehavsområdet, vil ikke blive gennemført. 

Den sydlige grænse til Mexico vil blive forstærket, og illegal immigration forhindret. Samtidig vil NAFTA-frihandelsaftalen med Mexico og Canada blive opløst eller genforhandlet på en måde, der i højere grad skal beskytte nære amerikanske interesser, dvs man skal forhindre udflytning af amerikanske arbejdspladser.

Den bilaterale handelsaftale med EU, Transatlantic Trade and Investment Partnership, som er blevet forhandlet i flere år, og som skulle dynamisere de økonomiske relationer igennem øget handel over Atlanten mellem USA og EU, bliver ikke til noget, hvis det står til Trump. Den havde dog på forhånd betydelige problemer med at komme igennem som følge af modstand, også fra europæisk side.

Under valgkampen afviste Trump at tage afstand fra og kritisere Ruslands politik i Ukraine og på Krim. Er det tænkeligt, at man vil komme til at se en amerikansk anerkendelse af Krim som en del af Rusland, og/eller anerkendelse af et autonomt russisk område i Øst-Ukraine? Vladimir Putin var en af de internationale statsledere, der var hurtigst ude med lykønskninger til Trump med valgsejren. Trump har flere gange understreget, at hans erfaringer som forretningsmand giver ham særlige forudsætninger for at kunne lave "deals" med statsledere rundt omkring, også de autoritære af slagsen.

Udenrigspolitik pr instinkt - eller langsigtet interessevaretagelse?

I august 2017 holdt præsident Trump en tale om USA's engagement i Afghanistan, hvor han foretog en u-turn i Afghanistanpolitikken i forhold til, hvad han tidligere, f.eks. i præsidentvalgkampen, havde sagt om den militære tilstedeværelse i landet. Som han gav udtryk for, havde hans instinkt hidtil sagt ham, at det rigtige ville være at trække sig ud. Det ville i så fald være en logiske forlængelse af "America First" politikken. Han havde imidlertid lige skilt sig af med sin tidligere chefrådgiver i Det hvide Hus, Steve Bannon, som havde været fortaler for en nationalkonservativ udgave af America First politikken. Nu var præsidenten i højere grad udsat for rådgivning fra Militæret og måske State Department (udenrigsministeriet), for hvem det har været i logisk forlængelse af USA's interessevaretagelse (ud fra geostrategiske hensyn) at fortsætte engagementet i Afghanistan. I forhold til George W. Bush, som startede det militære engagement i Afghanistan i 2001, var der imidlertid nu tale om, at man ikke vil gå efter regime- og systemændring i landet, men efter at opretholde magtbalancen i forhold til Talebanbevægelsen med henblik på at tvinge denne til forhandlinger om landets fremtid. Samtidig vil man fra amerikansk side lægge pres på Pakistan, så terrorister ikke har en Safe Haven i dette land og måske ligefrem får støtte herfra.
   Sagen illustrerer det komplicerede spil af indenrigspolitik, institutionelle interesser og geostrategiske interesser, som amerikansk udenrigspolitik bliver til i, jvf figuren ovenover. Som supermagt har USA en interesse i at forhindre andre stormagter i at gøre sig gældende i det centralasiatiske land. Det gøres bl.a. i et samarbejde med Indien, en opadstigende stormagt, som USA har et venskabeligt forhold til i perioden. 

 Internationale konflikter i det 21. århundrede

De internationale konflikter har ændret karakter i 2000-tallet.

Med valget af Donald Trump til Det hvide Hus i november 2016 blev amerikansk udenrigspolitik stillet over for en række nye udfordringer. Trumps nationalkonservative populistiske politik stillede krav om en ny isolationisme, som det dog viste sig svært at gennemføre. I mange tilfælde blev det ved retorikken. I virkeligheden var Trump ikke bleg for i nogle tilfælde at øge f.eks. amerikansk militær tilstedeværelse i urocentre, f.eks. Mellemøsten. "Boots on the Ground" var en realitet, som den isolationistiske retorik ikke kunne få bugt med, når det spidsede til.
    Med Trump kom handelsprotektionisme på agendaen i amerikansk udenrigspolitik.
    Det samme gjorde klima- og energipolitikken. Ved G20 topmødet for Verdens 20 største økonomier i juli 2017 trak præsident Trump USA ud af Paris klimaaftalen. Det kunne præsidenten gøre, fordi klimaaftalen ikke var en traktat, der var vedtaget i Kongressen. 

Det mest eklatante udtryk for nye konflikter var angrebet på Twin-towers i New York 11.9.2001. Hvem var fjenden? Hvorfor angreb fjenden på denne måde? Det var en symbolpolitisk markering af værdier og holdninger mere end traditionel interessekonflikt. Men derfor kunne globale modsætninger godt være en del af baggrunden.

G20 topmødet i 2017

G20 mødet i juli 2017 var præget af konfrontationer. Først og fremmest en konfrontation mellem frihandelstilhængere repræsenteret ved Tyskland/EU og Kina på den ene side og nyprotektionister repræsenteret ved Trump/Putin på den anden side. Hertil kom USA’s meddelelse om at ville trække sig fra Paris-aftalen om klima.

Over 50.000 demonstranter har vist deres utilfredshed med den manglende demokratiske jordforbindelse i topledernes aftaler, men der er også en mere generel utilfredshed med, at dette globale forum viser en forbløffende mangel på evne til at adressere de virkelige problemer, Verden står overfor: Klimaproblemet, terrorproblemer og flygtningekrisen, der hænger sammen med de fortsatte økonomiske fattigdoms- problemer i dele af verden.

G20 blev dannet i forlængelse af finanskrisen i 2008. Man erkendte, at G7 ikke var tilstrækkelig længere, når Verden nu består af flere betydelige økonomier, herunder Kina, Indien, Rusland og Brazilien (BRIK) end den mere snævre klub af G7. Men G20 er aldrig blevet noget effektivt beslutningstagende forum. Dertil er forskellene imellem landenes interesser for store, og de formelle muligheder for at tage bindende beslutninger for begrænsede. Men det rører ikke ved, at der kan sendes signaler ud om, hvad der rører sig i toppen af den internationale elite. Og det kan være vigtigt nok.

Paradoksalt nok er dette G20 under tysk ledelse præget af en slags EU-revival.   
     Opinionsundersøgelser i EU-landene viste en øget opbakning bag det europæiske projekt, – ikke mindst blandt de unge europæere.
Paradoksalt, fordi man befinder sig midt i Brexit-problematikken, der fører til britisk udmelding. Men det er måske netop det, der kan danne baggrund for, at de, der er tilbage, samler sig om de ting, der forener, – snarere end det, der skiller. – Og det, der skiller, kan være tungt nok. Det er ikke mindst fremgangen for den populistiske nationalkonservatisme, symboliseret ved Donald Trump og Vladimir Putin, som kan true den globale økonomiske frihandelsorden, andre gerne ser fremmet – ikke mindst Angela Merkel og den kinesiske leder Xi Jinping.

Op til mødet er det lykkedes EU at få vedtaget en frihandelsaftale med Japan. Det vil lægge pres på Donald Trump, der ikke kan fremvise lignende resultater for sin insulære America First politik.

Tyskerne vil få svært ved at få en nogenlunde enig og sammenhængende resolution ud af mødet, men kan trøste sig med, at ikke ret mange gider læse den slags tekster. Mere afgørende kan det blive, at Angela Merkel – og måske Xi Jin Ping, kan stå sammen om at vise en fortsat globaliseringsdagsorden frem for Verden. Den er blevet forberedt af kineserne igennem det berømte Pandadiplomati.

Figur  1  : Fortsatte globale økonomiske ubalancer international investeringsposition (tilgodehavender/gæld) i pct af BNP og betalingsbalanceuligevægte i pct af BNP.

Kilde: IMF.org. Row deficit: Rest of World deficit (underskud) og surplus (overskud). Oil: Olieeksporterende lande.

Verdensøkonomien er stadig præget af de “klassiske” uligevægte. Der er overskudslande som Tyskland, Japan og Kina, der genererer store eksportoverskud og får flere tilgodehavender end gæld i kapitalbalancerne (venstre side).

Det er alvorlige problemer, som giver gnidninger – og har gjort det i mange år. Det nye er, at USA nu har fået en præsident, der ser dette som et af hovedproblemerne. Måden, han forsøger at tackle det på, har dog indtil videre ikke vist sig at være særlig konstruktiv. Tværtimod er det den “nye duo” af Tyskland og Kina, der høster image-points på fortsat at ville holde Verden åben for frihandel og globalisering, som står med palmerne.
Xi Jin Ping pointerede dette allerede ved sin tale på World Economic Forum i januar. Angela Merkels bemærkninger om, at Europa ikke er en peninsular udvækst på Asien lader antyde, at der er  – om ikke en rivalisering for globalt lederskab mellem de to globalister, så et klart tysk ønske om at markere interesseskellene, og de er fra tysk side i høj grad økonomiske:

“Beijing views Europe as an Asian peninsula. We see it differently,” ….. “Nevertheless, it is a fact that parts of German industry are dependent on China. So we need to deal with China’s demands in a way that brings harmony and advantages for both sides.” (Reuters) .

Merkel har reageret på Trumps nationalistiske America First politik ved at tage den europæiske lederkappe på. Det er sket med udtalelser om, at hvis amerikanerne ikke længere vil prioritere NATO og det atlantiske samarbejde højt, så må europæerne tage skæbnen i egne hænder.

Det er en forståelig reaktion, men det klinger lidt hult så længe, det er Tyskland, der især høster fordele af den austerity  (besparelses-) politik (f.eks. finanspagten), som landet har påtvunget en stor del af det øvrige EU.

Det tyske omverdensrov
Det britiske ugemagasin The Economist har i den sammenhæng nogle instruktive økonomiske statistikker: Et betalingsbalanceoverskud på over 8 pct af BNP.

Figur 2: Tysklands betalingsbalances løbende poster i pct af BNP

Kilde: The Economist.
En arbejdsløshed, der er gået ned under 4 pct af arbejdsstyrken og endelig en voksende positiv balance på de offentlige budgetter (hvad der kun er meget få lande forundt), – og endelig en industribeskæftigelse på knap 20 pct af den erhvervsaktive befolkning, hvad der er næsten det dobbelte af tallene for Storbritannien og USA.  Tyskland har undgået outsourcings- og afindustrialiseringsspøgelset, der eller hjemsøger betydelige dele af Vesteuropa og Nordamerika, og som giver røstelser i det politiske system, når vælgerbefolkningerne samler sig om populistiske politikere, der vil rette op på det.
På dette punkt har den tyske politik været temmelig usolidarisk med det øvrige Europa. Efter præsidentvalget i 2016 giver det også problemer i forhold til USA.  Store overskud svarer jo til underskud andre steder. Det er udtryk for, at Tyskland sparer for meget op i forhold til andre lande.

Den tyske genforening i 1990 pressede lønniveauet op i det samlede Tyskland, fordi en valutaunion i øst og vest blev indført alt for hurtigt med en 1:1 ombytning de to valutaer imellem. Og den førte til store udpumpninger fra den tyske statskasse til genopbygningen af det tidligere DDR. Samtidig skete der en devaluering af andre valutaer i – og udenfor – det europæiske valutasamarbejde, EMS’en. Da disse problemer var overvundet gik det kun fremad med tysk  konkurrenceevne og eksportoffensiv på eksportmarkederne, så den tyske økonomi med Verdens største betalingsbalanceoverskud nu er en trusset for Verdensøkonomien p.g.a. de ubalancer, det skaber.
    På dette punkt kan man give Trump-administrationen i Washington ret. Men den amerikanske præsident har i øvrigt en alt for naiv opfattelse af handelsproblemerne. Det er ikke en two-way street, der kan klares med bilaterale aftaler. Det er et kompliceret mønster af handelsforbindelser, som store dele af amerikansk erhvervsliv også drager fordel af.

Figur 3: Betalingsbalanceunderskud i pct af BNP i euro-zonen. Tyskland og USA.

Kilde: OECD.

Euro-zonen er som samlet økonomisk blok ved at oparbejde et stort eksportoverskud. Målt i absolutte tal er det større end det tyske alene. Det er imidlertid det tyske eksportoverskud, Trump har harcelleret imod i taler.  

I forhold til snakken om Angela Merkel som den liberale Verdens og den åbne globaliserings leder, kan man sige, at Tyskland i lyset af disse handelstal spiller sin rolle dårligt. Man beviser jo, at den åbne globalisering ikke er en win-win for alle. Det har ikke engang været en win-win for EU, fordi Tyskland med sin austerity politik har vundet fordele på Sydeuropas bekostning og samtidig har vist manglende vilje til at reformere EU, så handels- og budgetoverskud kunne blive lige så “strafbart” som underskud.

Tyskland har, den stærke økonomi til trods, ikke volumen til at være leder, højst moralsk, hvad der da imidlertid slet heller ligger det kristeligt-konservative CDU fjernt.

Samtidig ser det ud til, at USA har udspillet sin rolle som Verdens leder. Det er i hvert fald en konklusion, som The New York Times er nået frem til:

What recent events have underscored, though — and especially at the G-20 — is that no nation is today large or powerful enough to impose rules on everyone else. In advancing his views, Mr. Trump has alienated allies and made the United States seem like its own private island.

Hvad der må stå klart for alle efter dette G20 topmøde er, at mødet er en milepæl, der viser, at Verden har ændret sig nu. Det er ikke længere en unipolær Verden. Det er heller ikke en bipolær, selv om Putins og Trumps tête-a-tête i over to timer (mens de andre talte om klimapolitik) måske kunne være ment som en antydning af det. Men hvor USA som sin egen “private island” er begyndt at punche under sin vægt, må man nok sige, at Putins Rusland puncher vildt over sin vægt. Ligesom Tyskland i øvrigt gør det med udgangspunkt i det austerity prægede tyske Europa.
Er det da en verden, der må beskrives som multipolær? Det er næppe heller en relevant kategorisering, da enkelte af de store magter er langt større og vægtigere end de andre. Hertil kommer, at magt kan være mange ting. Det er meget andet end BNP og militær styrke.

Ved et G20 møde kommer de andre aspekter i spil. Og det er netop det, der giver muligheder for udøvelse af  “blød” magt som EU, der som bekendt er EU’s specialitet.

G20-mødet i Hamburg vil måske især blive husket for, at det var ved dette møde, præsident Donald Trump forsøgte at realisere et af sine valgløfter fra præsidentvalgkampen, nemlig at nedtone den grønne omstilling af energipolitikken ved bl.a. at trække USA ud af Paris-aftalen om global opvarmning og klimaet. Det var med følgende ordlyd i sluterklæringen fra mødet:

…..24. We take note of the decision of the United States of America to withdraw from the
Paris Agreement. The United States of America announced it will immediately cease
the implementation of its current nationally-determined contribution ………
25. The Leaders of the other G20 members state that the Paris Agreement is
irreversible. We reiterate the importance of fulfilling the UNFCCC commitment by
developed countries in providing means of implementation including financial
resources to assist developing countries…….

Trump trak ved senere interviews lidt i land i forhold til denne holdning, idet han lagde op til en mere pragmatisk amerikansk tilgang med erklæringer som “We’ll see…”.

Traditionel stormagtspolitik

Ethvert forsøg fra en udenforstående magt på at opnå kontrol over den persiske Golf vil blive betragtet som et angreb på USA’s vitale interesser, og et sådant angreb vil blive slået tilbage med alle til rådighed stående midler, inklusive militær styrke (Præsident Jimmy Carter i State of Union Address til Kongressen 23.1.1980)

USA's daværende præsident Jimmy Carter sagde det allerede i den såkaldte ”Carter-doktrin” fra 1980: USA’s strategiske interesser i Golf-området har så høj prioritet, at man er villig til at gå langt for at varetage dem. Golfområdets betydning er ikke blevet mindre siden da. Området har 30 pct af Verdens oliereserver. Efterhånden som oliekilderne løber tørre i USA og andre steder, og USA’s og den øvrige vestlige Verdens appetit på råstoffet stiger, vokser også betydningen af Golfområdet. USA importerer i dag over halvdelen af sit daglige forbrug på over 20 mio. tønder olie.

Med udgangspunkt i 11.9.01 begivenhederne, hvor Twin Towers i New York blev smadret i et terrostistangreb, har USA indledt en global kamp imod terror.
    Det 20. århundredes konflikter, hvor økonomiske og ideologiske interessemodsætninger mellem Øst og Vest i den kolde krig spillede en stor rolle, var nu afløst af de svært definerbare sikkerhedspolitiske trusler, som terrorismen repræsenterer.
   Den amerikanske præsident udtalte i starten af 2002, at Irak var en del af en "ondskabens akse", der kunne danne grobund for terrorisme og derved udgøre en trussel imod USA. Det kan diskuteres, om det kun er sikkerhedshensyn, eller  terroristbekæmpelsen bliver brugt  til at varetage geopolitiske interesser rundt omkring på kloden.

USA’s præsident George W. Bush udnyttede terrorismetruslen til at lancere USA som global magt. Angrebet på Irak i 2003, jvf herunder,  fandt sted på grundlag af fejlagtige oplysninger om irakiske masseødelæggelsesvåben og irakisk forbindelse til terroristnetværket Al Queida.

    Den afgørende nyformulering af amerikansk udenrigspolitik fandt sted i George W. Bush’ State of the Union Address til Kongressen i slutningen af januar 2002, hvor han formulerede USA’s ret til at foretage et såkaldt ”preemptive strike” (”forebyggende slag”), når og hvis landet føler sig truet, f.eks. af terrorister. Det vil sige, at USA forbeholder sig retten til at skride ind over for lande, som ”harbor terrorists” (giver hjemly for terrorister), eller som har ”masseødelæggelsesvåben”, der kan true det amerikanske fastland.  Samtidig har USA under Bush vedtaget den såkaldte Patriot Act (”Patriot” loven), der samlede sikkerhedstjenesterne i landet under Homeland Security (”Hjemlandssikkerhed”), og som giver mulighed for at stramme op på den interne sikkerhed i landet, dvs man kan skærpe grænsekontrol af udlændinge, politiet får øgede muligheder for at fængsle mistænkte, det bliver lettere at lave telefonaflytninger, etc. De sikkerhedsmæssige agenturer og administrationer er samlet i dette kæmpemæssige kontor for Homeland Security i Washington, med i starten over 300.000 ansatte.
    På det udenrigspolitiske plan blev det fulgt op af USA’s ”ret” til at optræde unilateralt (ensidigt): Man behøvede ikke at spørge FN, før man foretager sig noget, der ses som nødvendigt for nationalinteressen, i den internationale politik. USA kvittede i starten af Bush’ præsidentperiode Kyotoaftalen om reduktion af CO2, og landet ville ikke tilslutte sig traktaten om ICC (International Criminal Court), idet man ikke ville risikere, at amerikanere kunne tvinges til at blive udleveret til retslig forfølgelse.

USA vil nok stadig kunne forbeholde sig denne ret til ensidig handling, hvis landets vitale interesser trues, men man har hos afløseren på præsidentposten, Barack Obama set en større beredvillighed til at inddrage FN, ikke mindst i klimapolitikken (f.eks. COP-forhandlingsrunderne).

Italesættelse af en Verdensorden

USA gør sig med Bushdoktrinen til fortaler for en Verdensorden, hvor USA har ret til at handle alene, hvis landet skønner, at det er en væsentlig interesse, der står på spil.
    George W. Bush' far, George Bush senior, var præsident under den første Golfkrig i 1991. Han talte om en ny Verdensorden. Oven på ruinerne af det kommunistiske Østeuropa, der gik i opløsning med Berlinmurens fald i november 1989, ville der opstå en Verden, der ikke længere var præget af modsætningen, såvel militært som økonomisk og ideologisk, mellem et kapitalistisk, demokratisk Vesten og et kommunistisk, planøkonomisk Østeuropa. Faderen handlede dog ud fra en større grad af multilateralisme, idet der i det tilfælde var tale om en FN-aktion.
    Det er klart, at et amerikansk hegemoni (herredømme), der udøves under multilateralismens vinger, er mere spiseligt for resten af Verden end et hegemoni, der er præget af amerikansk enegang. Den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung kaldte det ved Irakkrigens slutning for "hegemonisk internationalisme," en betegnelse, der er rammende for den nye amerikansk dominerede Verdensorden, hvis man ikke bryder sig om udtrykket imperialisme?

Irak: En etnisk og kulturelt sammensat befolkning

Ikke længe efter den britiske okkupation af Bagdad i 1917 i forbindelse med, at I. Verdenskrig nærmede sig sin afslutning, skrev kommissæren for civil administration, Kaptain Arnold Wilson en note til London, hvor han beklagede sig over, at den nye stat, der blev skabt af tre tidligere ottomanske provinser  aldrig ville kunne blive andet end “demokratiets antitese”. Shiaerne ville forkaste Sunnidominans og omvendt.

Figur 1: Deling i mandatområder efter Sykes-Pikotaftalen

Her efter Vox.com. Flere kort her.

    Kurderne i nord vil nødig acceptere at blive regeret af arabere. Amerikanerne fik ikke svært ved at overtale kurderne til et samarbejde om at få irakerne ud af det kurdiske område. Det store problem var, hvordan Tyrkiet ville reagere. Landet erklærede, at det ville være uacceptabelt for Tyrkiet, hvis kurderne satte sig på Kirkuk med dets rige oliekilder. Tyrkiet samlede betydelige tropper i grænseområdet. Der er ingen tvivl om, at der er blevet udfoldet et meget kraftigt amerikansk diplomatisk pres på Tyrkiet for at få landet til at holde sig i ro, da de kurdiske styrker faktisk indtog de to byer. Både kurderne og amerikanerne lovede, at disse tropper ville blive trukket ud igen.
    Samtidig kunne New York Times (13.4.03) rapportere om, at arabiske beduiner blev fordrevet fra landsbyer i det kurdiske bjergområde. 

Figur 2: Sunni-Shia balance

Her efter: Vox.com.Link til Flere kort.

Shia muslimerne udgør ca 60 pct af befolkningen og er især koncentreret i den sydligste del af landet. Forskellen mellem Sunni og Shia muslimer kan populært sagt sammenlignes med forskellen mellem protestanter og katolikker i den kristne kirke. Sunnierne lægger vægt på skriften (Koranen) og den enkeltes forhold til Gud. Shiiterne mener, at det muslimske samfund skal styres af efterkommere af Profeten Mohammed. Shiiterne lægger vægt på, at Guds udsendinge, f.eks. ayatollaer, er med til at formidle det religiøse budskab til befolkningen og evt. lede samfundet. Derfor kan man sige, at det er mindre oplagt med et præstestyre i et land som Irak end i f.eks. Iran, hvor befolkningen er helt overvejende shiamuslimsk.
    Man skal ikke overdrive de etniske forskelle. Der er i løbet af det 20. århundrede trods alt foregået en betydelig nationsopbygning, hvor der er sket dannelse af national identitet. Der var således mange shiamuslimske soldater i den irakiske hær, der kæmpede imod det shiamuslimske Iran 1980-88. Ligeledes så også mange shiaer med stor skepsis på den amerikanske invasion af landet i Irakkrigen.
   Saddam Husseins måde at slå de kurdiske og shiamuslimske oprør ned på efter Golfkrigen 1991 var imidlertid ikke medvirkende til dannelse af irakisk national identitet i disse befolkningsgrupper.

Baath-partiet og Saddam Hussein til magten

Efter nogle ustabile regimer overtager Bath-partiet magten i 1968. Det var et panarabisk nationalistisk parti, der ville forene den arabiske verden. Intet enkelt land kunne gennemføre en uafhængig udvikling alene. Baath-partiet er samtidig præget af en nationalistisk socialistisk opfattelse. Udenlandske økonomiske interesser, heriblandt olien, søges underlagt den irakiske stat, og denne vil bruge OPEC til konsolidering af oliepriserne igennem fastsættelse af kvoter for olieforsyningen. Det er dog først i 1973-75, at olien bliver nationaliseret.  Der bliver dekreteret iværksættelse af en agrarreform og af anvendelse af olieindtægterne til udbygning af en national industrisektor.

    I 1979 udnævnes den hidtidige vicepræsident Saddam Hussein til præsident. Han forestiller sig, at Irak kan spille en ledende rolle i den arabiske verden. I 1980 indledes et angreb imod Iran, der er svækket af Khomeinis og præsteskabets fundamentalistiske islamiske revolution. Anledningen til krigen er diverse grænsestridigheder. Irak får pengestøtte fra Saudiarabien og Kuwait, hvor man frygter for konsekvenserne af den islamiske fundamentalisme i Iran.

    Baath-partiet udviklede under Saddam Hussein et stadig mere autoritært styre, der økonomisk baserede sig på statskontrol med olieindtægterne og politisk befæstede magten igennem undertrykkelse af regimets modstandere, lige fra det relativt store og stærke irakiske kommunistparti, over kurdiske partier og til det shiitiske flertals religiøse bevægelser. Baath-partiets rolle i den folkelige mobilisering formindskedes igennem 1980’erne og 90’erne. Til gengæld voksede Saddam Husseins personlige magtbase. Regimets sekulære træk blev nedtonet og i stedet forøgedes den islamiske retorik i et forsøg på at optage og udnytte de stærke muslimske strømninger i magtapparatet.

    Efter mange års afbrydelse genetableres diplomatiske forbindelser mellem USA og Irak i 1984. Irak kunne være en nødvendig allieret i denne situation, hvor der skulle dæmmes op for det amerikansk-fjendtlige præstestyre i Iran.

    USA’s præsident Ronald Reagan havde i 1982 taget initiativ til at fjerne Irak fra listen over lande, der støttede terrorisme. Selv om amerikanerne erklærede sig neutrale i den irakisk-iranske konflikt, spillede de et dobbeltspil med forsyninger af materiel til begge parter, både Irak og Iran (Iran-contra affæren). Højtstående amerikanske embedsmænd holdt møde med irakerne, blandt andet Donald Rumsfeld i 1983. Amerikanerne solgte militært udstyr til irakerne, f.eks. helikoptere, der angiveligt skulle være ”demilitariserede”. I 1984 advarede det amerikanske udenrigsministerium om, at irakerne havde brugt giftgasser i krigen imod Iran.

    Baggrunden for, at Golfkrigen i 1991 kom til at foregå i FN-regi, var, at irakiske tropper gik ind i Kuwait i 1990. Motivationen for denne krænkelse af Kuwaits suverænitet var angivelig irakisk irritation over, at Kuwait udvandt olie fra et felt, der bredte sig ind under Irakisk territorium. Endvidere mente man fra irakisk side, at Kuwait påvirkede olieprisen ugunstigt ved at sælge mere olie, end kvoten i OPEC skulle berettige til. Hertil kom også en grundlæggende arabisk mangel på respekt for Kuwaits suverænitet, idet man i arabiske kredse så den hovedrige lille oliestat med 10 pct af verdens olieressourcer som endnu et af de mange koloniale levn i regionen. Det er briterne, der mere eller mindre har skabt Kuwait på et tegnebræt. Irakerne havde forventet amerikansk passivitet. Her forregnede man sig imidlertid. FN’s Sikkerhedsråd indførte sanktioner imod Irak 4 dage efter, at Saddam Husseins styrker invaderede Kuwait I august 1990. En våbenembargo blev tilføjet efter Iraks nederlag I den første Golfkrig. Sanktionerne blev senere modificeret så olieindtægter kunne bruges til indkøb af mad, medicin og andre humanitære ydelser til det irakiske folk.
     USA fik muligheden for en krig i FN-regi og for en efterfølgende langstrakt FN-proces med handelssanktioner, kamp om FN-resolutioner og opfølgning af dem med våbeninspektion og trusler om ”alvorlige konsekvenser”, hvis Irak ikke bøjede sig. Irak blev en trussel for USA’s interesser af flere grunde.

     Ud fra en traditionel geostrategisk betragtning er der to områder af Mellemøsten, som kan danne basis for en industricivilisation, der kan byde USA trods og blive en sikkerhedsrisiko for Israel. Den første er Nildeltaet og den frugtbare Nildal med de store befolkningskoncentrationer i området, der kan blive ernæret af en omfangsrig landbrugsproduktion. Det andet er det gamle Mesopotamien, området mellem floderne Eufrat og Tigris. Det første område udfordrede den vestlige imperiemagt i 1956, hvor Ægyptens præsident Nasser besatte Suez-kanalzonen, som man ikke uden en vis begrundelse anskuede som levn fra kolonitiden. England og Frankrig svarede som bekendt igen med en militær straffeaktion. Sagen blev løst ved, at en ikke-kolonimagt, USA, blandede sig.

    Det andet område udfordrede Vestens verdensbillede i løbet af 1970’erne og 80’erne.
    Irak besad Verdens næststørste oliereserver. Under Baath-partiets statsdirigerede moderniseringspolitik udviklede landet sig - trods problemer med korruption - i de to nævnte årtier. Det var ikke alene produktionen, der blev øget. Uddannelserne blev også udbygget. Og der var en kraftig oprustning under Saddam Husseins ledelse.
    Mange irakere blev uddannet ved uddannelsesinstitutioner i USA, Vesteuropa og Sovjetunionen. Ikke alene havde Baath-partiet en panarabisk nationalistisk ideologi. Det havde efterhånden også på det praktiske plan mulighed for at give Irak en ledende rolle i regionen og dermed gøre de højtravende ord til mere end ideologi. USA og Israel var stillet over for et scenarie, hvor den proamerikanske balance i regionen kunne tippe over til sin modsætning med konsekvenser for den fremtidige forsyningssikerhed for olie. I USA følte man, at det var nødvendigt for USA at handle, hvis denne trussel skulle fjernes.

Irakkrigen 

Irakkrigen drejede sig om Iraks påståede besiddelse af ”masseødelæggelsesvåben”. Det lykkedes ikke i nævneværdigt omfang at finde sådanne våben, hvad der var belastende for USA’s, Storbritanniens, Danmarks og andre krigsførende parters (Australien) motiver for at deltage i eller støtte det militære eventyr. En af hoveddeltagerne, den britiske statsminister Tony Blair, har siden indrømmet, at dette grundlag for at føre krig, var medvirkende til, at den fundamentalistiske organisation IS (Islamisk Stat) opstod.


Krigen i Syrien

Krigen i Syrien er dels en udløber af det arabiske forår 2011, dels et resultat af et etnisk kludetæppe, der er under indflydelse fra udlandet (Hizbollah-militsen og Iran). I det arabiske forår demonstrerede befolkningerne imod diktatoriske regimer. De ville have mere demokrati. Assad-styret slog hårdt ned på demonstranterne, hvad der bidrog til at skærpe modstanden.

Figur 3: Etniciteter/religiøse grupper i Syrien

Kilde: Washington Post. Efter Columbia Gulf project.

Frem til 1. Verdenskrig var Syrien del af et område, som hørte til det osmanniske rige. Osmannernes herredømme havde varet omkring 400 år, og de havde ikke styret området særlig effektivt. Administrationen over det store område med stammefolk og klaner var tilfældig. Det gjorde det svært at opbygge en moderne stat. Osmannerne allierede sig med Østrig- Ungarn og tyskerne under I. Verdenskrig. Det osmannisk-tyrkiske rige gik derfor i opløsning med nederlaget i I. Verdenskrig. Allerede under krigen var de sejrende europæiske kolonimagter Frankrig og England blevet enige om delingen af byttet, der fulgte med det osmanniske riges opløsning. Det skete i form af den hemmeligholdte Sykes-Picottraktat fra 1916. De to lande delte området imellem sig. Det forklarer, hvorfor dele af grænsen er som trukket af en lineal.

Libyen  -  En global politik for humanitær intervention?

Krigen i Libyen var også en ny slags internationale konflikt, der dels bundede i landets specielle koloniale fortid, dels i inspiration fra det såkaldte "arabiske forår" i 2011, hvor oprør imod diktaturer bredte sig i den arabiske verden.

10 lande stemte for den resolution om at beskytte civile i Libyen., der dannede baggrund for NATOs engagement i landet.
   Der skal mindst 9 til en vedtagelse, og ingen af de 5 permanente medlemmer må stemme imod. Kina og Rusland undlod som permanente medlemmer at stemme imod resolutionen og altså derved udøve deres vetoret. Hertil kom, at også Indien, Brazilien og Tyskland, som ikke-permanente medlemmer, undlod at stemme.  Der var dermed mulighed for vedtagelse af en historisk resolution, som kan sætte nye globale normer for humanitær intervention. Resolutionen gav da også genlyd mange steder, bl.a. i Danmark, hvor et enigt folketing kunne stmme for dansk deltagelse i opretholdelsen af en no-fly zone i Libyen.

Resolutionens udformning har nok også været afgørende for amerikansk deltagelse, idet den bl.a. siger, at opretholdelsen af en no-fly zone og beskyttelsen af civile ikke må føre til en besættelse af Libyen af fremmede tropper. USA har nok at gøre i Irak og Afghanistan til at imødese endnu en krig i et muslimsk land. Hertil kom, at resolutionen opfordrede til Den arabiske Ligas medvirken. Det piller diskursivt et evt. “kolonialistisk” islæt af aktionen.

Den arabiske Liga er en ret tynd paraplyorganisation for koordination af arabiske regeringers syn på Verden. En del af medlemmerne er kongedømmer fra Golfregionen, som aldrig har næret særlig varme følelser for Gaddafiregiment. De er involveret i deres egen nedkæmpning af demonstranter, bl.a. i  Bahrain, hvor Suaudiarabisk militær er kommet det trængte Sunnimuslimske mindretalsregime til undsætning i en konflikt, der har ubehagelige etniske og økonomisk-sociale elementer.

I en tale  argumenterer præsident Baraack Obama for, hvorfor USA skulle sadle om og beslutte sig for at gå med i et flyveforbud over Libyen:

“Hvorfor betyder dette noget for os: Overladt til sig selv har vi enhver grund til at tro, at Gaddafi ville udøve uhyrligheder imod sit folk. Mange tusinde kunne dø. En humanitær krise kunne udvikle sig. Hele regionen kunne blive destabiliseret, hvad der ville udsætte vore allierede og partnere for fare. Det libyske folks anmodninger om hjælp ville ikke blive  besvaret. De demokratiske værdier, vi står for, ville blive kørt over. Ydermere: Det internationale samfunds ord kunne blive udhulet. Og det er grunden til, at USA har arbejdet med sine allierede og partnere for at skabe et stærkt internatioalt svar på FN’s opfordring. Vort fokus har været klart: At beskytte uskyldige civile i Libyen og holde Gaddafiregiment fast på sit ansvar“.

Der henvises her til universaliteten i demokrati og menneskerettigheder og nødvendigheden af at gøre noget.  Præsident Obama gør også en del ud af, at der skal handles sammen med allierede, herunder arabiske lande. Og at det sker inden for rammer af et FN-mandat. Det understreges også i de præsidentielle bemærkninger om krisen, at der er grænser for USA’s magt:

“Jeg ønsker også at gøre det klart, hvad vi ikke vil gøre. USA vil ikke sætte tropper på landjorden i Libyen. Og vi vil ikke bruge magt på at gå videre end et klart defineret mål – beskyttelsen af civile i Libyen. …… Ændringerne i regionen …. skal ikke påtvinges af USA eller nogen anden fremmed magt. Det drejer sig i sidste instans om at folk i den arabiske verden står for det. Det er deres ret og deres ansvar at bestemme deres egen skæbne.”

Stemmeforklaringer

I begrundelsen for sin stemmeafgivning i Sikkerhedsrådet siger den kinesiske ambassadør, at Kina støtter, at der skal ske en stabilisering af situationen i Libyen, og at civile skal beskyttes. Men at man har problemer med dele af resolutionen:

“Kina har altid understreget, at i sine relevante aktioner skal Sikkherhedsrådet følge FN-charteret og normerne, der regulerer international lov og respekterer suveræniteten, uafhængigheden, enheden og den territoriale integritet af Libyen og igennem fredelige midler løser den løbende krise i Libyen.”

Det er en klassisk kinesisk holdning, der er begrundet i landets position som kæmpemæssigt fastlandsnation med interesser i at holde sammen på et territorium med forskellige folk og etniske grupper. Hvis der åbnes for meget op for humanitær intervention, kan man eventuelt komme til at invitere til det, man ser som intervention i egne indre anliggender. 

Den russiske FN-ambassadør er kritisk i sin holdning:

“Dette er overordentlig beklageligt. Ansvaret for de uundgåelige humanitære følger af en overdreven brug af udenlandsk magt i Libyen vil falde direkte på skuldrene af de, der måtte iværksætte en sådan handling.”

Med den holdning kan man undre sig over, hvorfor Rusland ikke benyttede sin vetoret? Men presset har formentlig været for stærkt. Herunder har det halve kinesiske “ja” nok også gjort indtryk.  Det er også muligt, at Rusland realistisk set forudser de mulige problemer, der kan komme af aktionen. Endelig er det også muligt, at Rusland så aktionen som en del af et stormagtsspil, hvor det gjaldt det nye kapløb om Afrika (the "new scramble for Africa"), det sidste store uudviklede kontinent. Man var også i Europa og USA  bevidste om, at kineserne var ved at løbe med det. De tidligere europæiske kolonimagter, Storbritannien og Frankrig, var de første til at indlede bombetogterne.

Økonomiske interesser bag?

Det lægger op til spørgsmålet: Hvorfor handler lande, som de gør, i den internationale politik? Det kan være ud fra enkle bevæggrunde, men ofte er det komplekse faktorer, der ligger bag? Indenrigspolitikken kan spille en rolle.  Ufred udadtil og ydre fjender kan styrke én på den indre bane.

En teori siger, at der ofte ligger økonomiske interesser bag en "ideelt" udformet politik. Men hermed risikerer man at tillægge aktørerne (politikerne) andre motiver end dem, de giver udtryk for. Man siger f.eks. i den klassiske imperialismeteori, at militær indgriben i Mellemøsten er begrundet i ønsker om at sætte sig på regionens råstoffer og at udvikle markeder for handel og investeringer:

I nyere imperialismeteori vil man sige, at man ikke kan udøve magt på den “rå” en facon. Det er nødvendigt at udvikle en diskurs, der sprogligt-ideologisk kan legitimere det, man gør.
     Og i den såkaldte socialkonstruktivistiske skole vil man sige, at italesættelsen så at sig konstruerer politikken, så virkeligheden altså så at sige formes af sproget: “jeg har en forestilling om suverænitet". Dermed påvirkes virkeligheden, så “suverænitet” ses som værende "virkelig”.  

Hvad med den danske ageren? I den danske udenrigspolitik er der sket en udvikling fra "FN-sporets" fremme af universelle værdier (menneskerettigheder, indsats for fattige lande) igennem den multilaterale u-landsbistand  til såkaldt aktivistisk udenrigspolitik med anvendelse af hård magt. Det kan i virkeligheden være lidt af det samme, idet “aktivismen” kan ses som en beskrivelse af de mere handlingsorienterede dele af politikken.

Det danske folketing vil kunne stå med et forklaringsproblem m.h.t. denne diskurs, hvis forudsigelserne om farerne ved en for bred resolution skulle komme til at holde stik.  Hvorfor gik Danmark så med?

Den danske regering kan have et behov for at få legitimeret tidligere engagementer i Irak og Afghanistan igennem en aktion, hvor ingen kan betvivle de humanistiske motiver, og hvor det folkeretlige grundlag er i orden.
   Det var det ikke i Irak, hvor man afventede resultatet af FN-inspektørernes arbejde. Det kan være svært for mange vælgere at holde begrundelserne for de forskellige aktioner ude fra hinanden. Hvis en Libyen-aktion er berettiget, så er de andre det vel også? -  kunne logikken være.

Resolutionen satte ind over for Gaddafis angreb på oprørerne, men den sagde  ikke noget om, at han skulle fjernes fra magten. Det blev han imidlertid. I august 2011 rykkede oprøerne ind i hovedstaden Tripoli og konsoliderede deres magt i landet. Senere splittedes de i stridende fraktioner.

Figur 4: De største olieeksportører (mio tønder pr dag)

Det er i dagens internationale økonomi blevet nødvendigt at inddrage statslige selskaber i olieefterforskning og -udvinding i de olierige "nye" nationer, og det er nødvendigt at legitimere aktiviteten igennem de rette former for italesættelse. Man må rent ud sagt sikre sig, at hearts and minds hos befolkningerne skal være med i projektet. Det kræver komplicerede italesættelser, hvor universelle værdier, menneskerettigheder og demokrati, kommer til at spille en rolle. Derfor var man interesseret i Den arabiske Ligas medvirken i Libyenaktionen. Og det var et problem, da Ligaen allerede dagen efter kritiserede aktionen for at være for offensiv.

Islamisk Stat

Man stod også over for en ny type konflikt, da vestlige lande under amerikansk lederskab gik i krig med Islamisk Stat. Det er en sunnimuslimsk islamisk terroristisk bevægelse, der overgår selv Al Queda m.h.t. anvendelse af brutale metoder over for de vantro. Den var tidligere en irakisk aflægger af Al Queda, men Al Queda tog afstand fra metoderne, den brugte. IS er imod den opdeling af Ottomanimperiet, som blev et resultat af Sykes-Picot aftalen mellem Frankrig og Storbritannien. De kunstige grænser skulle ifølge organisationen væk.
   En del af baggrunden for IS's opståen er det nederlag, Sunnierne led med Saddam Husseins afgang og indsættelsen af et shiitisk venligt styre i Baghdad som udløber af krigen i Irak.
   Det er sunnierne, der kom igen og begyndte at "kick ass", så det kunne mærkes. Under Saddam Hussein var de ved magten og nød godt af magtens privilegier. Faldet fra magten og ydmygelserne som følge af regeringsskifte og den delvise opløsning af staten Irak i et kurdisk autonomt område i nord, et reduceret sunnimuslimsk område i midten og et shiitisk område sydpå, var til at mærke. Indførelsen af en form for repræsentativt demokrati favoriserede naturligt nok den største etniske gruppe, shiitterne i Syd, så de nu kom til magten - en konsekvens af "frihed og demokrati", amerikanerne nok ikke helt har gennemtænkt. Hvor Baathpartiet og Saddam Husseins diktatoriske styre før havde formået at lægge et låg på de etniske forskelligheder udfoldede disse sig nu kraftigt. Irak viste sig at være en kunstig statsdannelse, en uheldig udgang af Sykes-Picot aftalens grænsedragninger. Den vestlige indblanding med krigen i 2003 og de sekteriske konflikter, der fulgte i dens kølvand, hjalp ikke. Snarere tværtimod.
   IS går ind for et islamisk kalifat (teokrati) med brug af sharialovgivning.
   Islamisk Stat var i starten en gåde for mange:
"For tre år siden eksisterede Islamisk Stat ikke. Nu kontrollerer de store områder i Syrien og Irak. - Hvad er der sket? spørger den britiske avis The Guardian i august 2014. Organisationen har gang på gang  "vist, at den er meget mere end en transnational terroristorganisation - den er snarere en enhed med sofistikeret ledelse, kontrol, propaganda og logistiske evner. Den har udvist evne til at indtage og holde strategisk vigtige landområder i hjertet af Mellemøsten".

Figur   : Islamisk Stat tilstedeværelse/kontrol (ultimo 2014)

Kilde: Vox.com.

Det er heri, man ser en væsentlig forskel til Al Queda, som er en netværksorienteret, islamisk ideologisk terrororganisation. Al Queda har ikke forsøgt at bygge en magtbase op i form af en stat med territorium. Det er just, hvad Islamisk Stat gør.Hensigten er at skabe et islamisk kalifat, der omfatter store dele af Mellemøsten og måske videre ud over Verden.
    Det er sagt flere gange, at stillet over for IS og organisationens adfærd slipper de traditionelle begreber til forståelse af international politik op. Det er dog ikke mere mystisk end, at Osmannerrigets opløsning og måden det skete på med udenlandske magter indblanding (jvf ovenfor), leverer væsentlige bidrag til forklaring. Det samme gør Irakkrigens afslutning, hvor shia'erne via det repræsentative valgdemokrati får stødt sunnierne fra magten. Sunnierne var nok et mindretal, men under Saddam Husein satte de sig på magten i Irak, herunder en stor del af officiersposterne i den irakiske hær. Det var en kæmpenedtur for dem at miste deres privilegier og magt. IS var for en del af dem en måde at komme tilbage og kick ass igen. På den måde, siges det, var USA selv med til at skabe grundlaget for IS, når de fik shiaerne til magten i Bagdad.
   Men når de velkendte kategorier slipper op, ser man forskellige diskurser i redegørelsen for bevægelsens opståen. The Guardian skriver:

Isis er hovedsagelig resultatet af en genocide (folkemord), som fortsatte uformindsket, mens Verden stod tilbage og kiggede på. Det er det illegitime barn af rent had og ren frygt - resultatet af 200.000 myrdede syrere og af millioner flere, der er fordrevne og adskilt fra deres håb og drømme..... Den shiaislamiske akse brugte kemiske våben, artilleri og tøndebomber for at bevare sin halvmåne af indflydelse. Syriens sunniarabiske revolutionære søgte til gengælde international bistand, og da Verden vendte dem ryggen, gik de i pagt med djævelen, Al Queda.

Clash of Civilizations teorien

Et forsøg på forklaring af konflikter af den type som IS repræsenterer, er  foretaget i Samuel Huntingtons teori om "Clash of Civilisations". Det var oprindelig en teori, Huntington udformede i en artikel i tidsskriftet Foreign Affairs. Den har siden fået stor udbredelse. Teorien går ud på at forklare de store konflikter i Verden ved hjælp af kulturelle modsætninger. Det er f.eks. det vestlige liberale demokrati og kapitalistiske frimarkedsproduktionsform over for islamisme, buddhisme o.lign. Der kan nok også her være betydningsfulde elementer på det bevidsthedsmæssige, ideologiske plan, der kan medvirke til forklaring:

Civilisationsidentitet vil blive stadig vigtigere i fremtiden, og verden vil i vidt omfang blive formet af interaktionen mellem 7 eller 8 større civilisationer. Disse omfatter vestlige, confusianske, japanske, islamiske, hindu, slavisk-ortodokse, Latinamerikanske og muligvis også den afrikanske civilisation.  Fremtidens vigtigste konflikter vil forekomme langs separationslinjer mellem disse civilisationer. 
    Hvorfor nu det?
    1. Forskellene mellem civilisationerne er ikke bare virkelige; de er grundliggende. Civilisationerne bliver forskellige fra hinanden via historie, sprog, kultur, tradition og vigtigst af alt, religion. Mennesker fra forskellige civilisationer har forskellige synspunkter på forholdet mellem Gud og menneske, individet og gruppen, borgeren og staten, forældre og børn, mand og kone, så vel som forskellige syn på den relative vigtighed af rettigheder og pligter, frihed og autoritet, lighed og hierarki. Disse forskelle er et produkt af århundreders udvikling. De forsvinder ikke så hurtigt. De er langt mere grundliggende end forskelle på politiske ideologier og politiske regimer......

2. Verden er ved at blive et mindre sted. Samkvemmet mellem folk fra forskellige civilisationer øges, disse hyppigere samkvem intensificerer bevidstheden om civilisation ........

3. Den økonomiske modernisering og samfundsmæssige forandringsprocesser over hele verden skiller folk fra gamle lokale identiteter. De svækker også nationalstaten som en kilde til identitet. I en stor del af Verden er religionen gået ind og fyldt dette hul ud. , ofte i form af bevægelser, som man har sat etiketten "fundamentalistisk" på. Sådanne bevægelser findes i vestlig kristendom, judaisme, buddhisme og hinduisme, lige så vel som den findes i islam. I de fleste lande og religioner er de fleste af de, der er aktive i fundamentalistiske bevægelser unge universitetsuddannede, middelklasseteknikere og forretningsfolk. ......

4. For det fjerde øges civilisationsbevidstheden af Vestens dobbelte rolle. På den ene side er Vesten på højden af sin magt. Samtidig, og måske som et resultat heraf, er bevægelsen tilbage-til-rødderne et fænomen, der optræder blandt ikke-vestlige civilisationer.....

5. Kulturelle karakteristika og forskelle er vanskeligere at bevæge, og dermed vanskeligere at opnå kompromiser med og løse, end politiske og økonomiske forskelle. I det tidligere Sovjetunion kan kommunister blive demokrater, de rige kan blive fattige og de fattige rige, men russere kan ikke blive estere, og azeriere kan ikke blive armenere. I klassekonflikter og ideologiske konflikter spurgte man: "Hvilken side er du på?", og folk kunne vælge side og gjorde det. Og de skiftede side. I konflikter mellem civilisationer er spørgsmålet: "Hvad er du?" Det er noget givet, som ikke kan ændres. Og som vi ved, fra Bosnien til Kaukasus, til Sudan, så kan det forkerte svar til det spørgsmål betyde en kugle i hovedet.  Og endnu mere end etnicitet, diskriminerer religion mellem mennesker...... (oversat af GF)

Mange vil dog nok mene, at der også kan ligge væsentlige modsætninger på økonomisk plan bag, jvf f.eks. afsnittet herunder om Alliance of Civilisations-rapporten, lige så vel som det kan være nyttigt at inddrage den historiske baggrund, f.eks. koloniseringsprocessen. Nogle af de fundamentalistiske strømninger startede f.eks. som en reaktion på den vestlige modernitet og forestillingen om, at man i de tidligere kolonier blot slavisk skulle efterligne denne. I stedet for at tilegne sig den vestlige modernitet og forsøge at blive "moderne" på samme måde som koloniherrerne var det, foretrak nogle i koloniområderne at udvikle en modernitet, der baserede sig på, at man tog træk fra sin egen tradition med sig. Det gjaldt f.eks. Det muslimske Broderskab i Egypten.  Det mener i dag, at man godt kan forene demokrati med islam.
   Man skal i det hele taget være opmærksom på, at Koranen er blevet fortolket på mange forskellige måder. I mange lande er det et lille mindretal af muslimer, der vil lave et nyt kalifat med sharialovgivning. Mange steder ser man, at muslimer udvikler sig i retning ad sekulariserede holdninger, så et betydeligt antal af dem i et land som f.eks. Danmark kommer til at ligne de "kulturkristne", der kun bruger deres kirke til dåb, konfirmation, julegudstjeneste, o.lign.
   Huntingtons teori er også blevet kritiseret for, at den lukker øjnene for, at det ikke er civilisationer og kulturer, der er aktører i det internationale system. Det er stadig nationalstater og i et vist omfang NGO'er, multinationale virksomheder og internationale organisationer. Det kan diskuteres, om FN især er en arena eller en aktør, men det rigtige er nok at sige, at organisationen er begge ting på en gang.
   Men teorien kan være med til at give noget af baggrunden for, at bestemte typer af aktører opstår, og hvordan konfliktpotentialet udvikler sig.

Årsagerne til konflikter er politiske, ikke kulturelle og religiøse - Alliance of Civilisations-rapporten fra FN

FN's daværende generalsekretær Kofi Annan offentliggjorde den 13. november 2006 en rapport om konflikterne i Verden. Alliance of Civilisations. 
Det blev gjort et passende sted, nemlig i et ottomansk palads ved bredden til Bosphorus Strædet i Istanbul, med udsigt til den store bro, der går over strædet og symbolsk forbinder øst og vest, Asien og Europa.

Rapporten undersøger de grundliggende årsager til den voksende kløft mellem den muslimske verden og Vesten, som man f.eks. så i Muhammedtegningskrisen og ved flere andre lejligheder. Rapporten siger, det er fattigdom og politisk skabte konflikter, der er årsagen til stridighederne, snarere end at disse bunder i religionsforskelle og kulturforskelle. Rapporten afviser altså Samuel P. Huntingtons tese om Clash of Civilizations (Civilisationernes Sammenstød), der ellers har præget en del af debatten.

"Årsagerne er af politisk art," sagde ærkebiskop Desmond Tutu fra Sydafrika, en af forfatterne til rapporten, til BBC. "Opfattelsen af, at der er et uundgåeligt "sammenstød af civilisationer" er en total misforståelse. Der er spændinger. Der er endda fjendtligheder, men de er ikke forårsaget af religion, af kultur, eller af civilisationer. Årsagerne er af politisk art. De optår, når folk er fattige, når de er sultne eller bliver ydmyget. Men religionen er moralsk neutral." 
En stor del af konflikten mellem den muslimske og den vestlige verden tilskrives, at forskellige konflikter af politisk art ikke er blevet løst. Det drejer sig f.eks. om Palæstinakonflikten og Irak- og Afghanistankonflikterne. 

Nogle ord fra rapportens indledning:

"Angsten og forvirringen forårsaget af "clash of civilizations" teorien har beklageligvis fordrejet betingelserne for diskursen om det virkelige problem, Verden står overfor. Historien om forholdet mellem kulturer er ikke kun en historie om krig og konfrontation. Den er også baseret på århundreder af konstruktive udvekslinger, gensidigt befrugtenden interaktion og fredelig sameksistens.
   Ydermere: At karakterisere samfund, der er i konstant intern forandring og som er vidt forskellige, langs civilisationsbegrebets hurtige konklusioner lukker øjnene for mere oplysende måder at forstå spørgsmål om identitet, motivation og adfærd. Brydninger mellem de magtfulde og dem uden magt eller mellem rige og fattige, eller mellem forskellige politiske grupper, klasser, erhverv og nationaliteter har større forklaringskraft end sådanne kulturelle kategorier. Ja, faktisk forholder det sig sådan, at kulturelle stereotyper kun bidrager til, at fastlåste polariserede meninger bliver yderligere fastslåste. Hvad værre er, ved at fremme det misforståede synspunkt, at kulturer er på en uundgåelig kollisionskurs, hjælper de med at gøre uenigheder, der kunne forhandles, til tilsyneladende uforsonlige identitetsbaserede konflikter, som derved får magten over de almindelig gældende forestillinger. Det er derfor væsentligt at gå imod stereotyperne og misforståelserne, som får mønstre af konflikt mellem samfund til at låse sig fast". (Alliance of Civilisationsrapporten)

OPGAVER:

Lav et mind-map, der viser væsentlige elementer i magtbalancen i Mellemøsten.
Undersøg ud fra økonomisk statistik, f.eks. hos Verdensbanken, WTO og UNDP, om der er så store forskelle globalt mellem lande, som kritikerne af Clash of Civilisations teorien siger.