DEN DANSKE MODEL OG ARBEJDSMARKEDET
Hvordan forstå fagbevægelsens rolle i samfundet og overenskomstforhandlingerne? Nedenfor et kort rids af OK-indgåelser og endelig en artikel, der ser på fagbevægelsens rolle i samfundet, hvor økonomi og globalisering har gjort deres indflydelse gældende som betydelige baggrundsfaktorer. |
Links
til organisationer: LO, DA, DI, HK, |
||||
|
Den danske model Ved den danske model forstås, at en mængde regler i det danske samfund, på arbejdsmarkedet, er blevet til
igennem aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, dvs fagforbund (f.eks.
3f, Dansk Metal, HK etc) og de modstående arbejdsgiverorganisationer.
Figur 1: Organisationsgraden (medlemmer af fagforeninger i pct af arbejdsmarkedsaktive lønmodtagere)
Nedenfor gennemgås mere udførligt den historiske baggrund for den danske models opståen og udvikling. OK-INDGÅELSE PÅ PRIVAT OMRÅDE Parterne på industriens område, Dansk Industri og CO-industri, indgår overenskomster for industriens område. Det er traditionelt et overenskomstområde, der danner grundlag for andre overenskomster. Figur 2: Arbejdsmarkedshierarki og overenskomster på industriområde Det, man kan nå til enighed om på industriens
område, bliver tit retningsgivende for, hvad der er mulighed for på
andre overenskomstområder, f.eks. den offentlige sektors forhandlinger.
Det gjæder f.eks. lønniveauet, hvor der fra centralt hold lægges
op til relativt moderate lønstigninger, ofte sekunderet af
finansministeren, der er arbejdsgivermodparti for en stor del af de
offentligt ansatte. Overenskomsten
2014 blev en treårig overenskomst og endte med et ret
magert resultat for lønmodtagerne m.h.t. løn, men med visse resultater
på andre områder. Der var imidlertid ret bred enighed
om, at situationen (krise) taget i betragtning var det måske ikke så
ringe endda, idet det jo gælder for industrioverenskomsten (mellem
Dansk Industri og CO-Industri, at man har et miminallønssystem. På
virksomhederne vil der blive forhandlet løn decentralt: Mindstebetalingen i industrioverenskomsten på 108,70 kroner stiger 1. marts 2014 med 1,50 krone, stiger 1. marts 2015 med 1,65 kroner og 1. marts 2016 med 1,80 kroner. Samtidig sikres reallønnen i overenskomsten. Det sker ved at forhøje bidraget til Fritvalgs Lønkontoen med i alt én procent i tre tempi. 1. marts 2014 til 1,3 procent, så til 1,7 procent 1. marts 2015, og satsen ender 1. marts 2016 på 2,0 procent. Så kan industriens 240.000 medlemmer vælge mellem fridage, pension eller kontanter. Genetillægget ved overarbejde reguleres 1. marts 2014 med 1,5 procent, så 1,6 procent 1. marts 2015 og 1,7 procent pr. 1. marts 2016. Satserne for industriens lærlinge og elever reguleres 1. marts 2014 med 1,9 procent og med samme forhøjelse 1. marts 2015 og 1. marts 2016.
Det er også karakteristisk for den danske model, at parterne
er gået ind og har taget et samfundsøkonomisk ansvar. Den danske
økonomi er så åben og så forbundet med de omkringliggende landes
økonomier, at der er ret snævre grænser for, hvor meget lønnen i
Danmark kan stige mere end lønnen i udlandet, før det fører til øget
outsourcing og mindre fremgang/faldl i eksporten.
På statsområdet forhandles der overenskomster for 185.000 statsansatte, og på det kommunale område for resten af de i alt omkring 800.000 offentlig ansatte. Finansministeren er den dominerende offentlige
arbejdsgiver. I Finansministeriet laves der analyser af dansk økonomi,
der lægger op til rammer for, hvad "der er råd til". Finansministeren
fører desuden finanspolitik for landet, og de finanspolitiske
målsætninger vil indgå i overvejelserne over, hvad
regeringen/finansministeren kalkulerer med, der er råd til. Figur 3: Organer og procedurer i det offentlige forhandlingssystem
Forud for forhandlinger om offentlige overenskomster foregår
der tit en diskussion i medierne, hvor de offentlig ansattes
forhandlinger forsøger at skabe forståelse for de offentlig ansattes
krav. Det samme gør de offentlige arbejdsgivere m.h.t. de krav, den
offentlige arbejdsgivermodpart har. Den foregående overenskomst havde
været relativt god for de offentlig ansatte. Derfor lagde
arbejdsgiverne på baggrund af finanskrisen op til, at denne gang var
der ikke så godt råd. Der er en vis tradition for, at finansministeriet
går i spidsen for de offentlige arbejdsgivere. I 2015 blev forhandlet en overenskomst for de hundredetusindevis af offentlig ansatte med følgende elementer: I det treårige forlig, der
er forhandlet på plads mellem Finansministeriet og
Centralorganisationernes Fællesudvalg, ser reallønnen ud til at være
sikret alle år. Figur 4 : Lønudvikling i industrien
På det offentlige omåde er den automatiske reguleringsordningen
del af overenskomsten. Den giver de offentlig ansatte 80 pct
af lønglidningen i den private sektor med 1,5 – 2 års forsinkelse.
Figuren herover viser, hvordan lønnen på dele af DA-området steg i slutningen
af højkonjunkturen i 00'erne og videre frem. Det er den stigning, der med forsinkelse
gav en regulering til de offentlig ansatte, der kom til at bevirke, at
de inden forhandlingerne om ny overenskomst i 2011 "skyldte" et beløb
til arbejdsgiverne. Det gav en overenskomst med reelt 0 i lønstigning
det første år.
Historisk baggrund for den danske model
I 1899 indgik man det såkaldte
Septemberforlig, der med sine
bestemmelser kom til at danne ramme for forholdene mellem arbejdere og
arbejdsgivere på det danske arbejdsmarked. Forud var gået en lang
arbejdskamp,
hvor arbejdsgiverne havde etableret en over tre måneders lockout. Retstilstand på
arbejdsmarkedet Man var med Septemberforliget kommet langt i
retning ad
opbygning af regler på arbejdsmarkedet. Det blev yderligere cementeret
i 1910,
hvor der blev vedtaget en lov i Rigsdagen om oprettelse af Den faste
Voldgiftsret. Arbejdsmarkedets parter
havde i forbindelse
med Septemberforliget fået indrettet en voldgiftsret, der kunne tage
sig af
brud på Septemberforliget. Med loven om Den faste voldgiftsret, senere
Arbejdsretten, blev der lavet bestemmelser om, hvordan alle brud på
overenskomster skal håndteres. Det førte til den skelnen mellem
retskonflikter og
interessekonflikter, som stadig gælder på det danske arbejdsmarked. En
retskonflikt er der tale om, når en overenskomst brydes, f.eks. hvis
arbejderne
nedlægger arbejdet midt i overenskomstperioden, eller man bliver uenige
om
fortolkning af en indgået overenskomst (fortolkningsstrid). Sådanne
konflikter
kan ikke gøres til genstand for brug af konfliktmidler (strejke eller
lockout),
men løses ad den retslige vej, dvs de kan ende i Arbejdsretten eller
blive
afgjort ved faglig voldgift. Systemet er også blevet forsynet med en
forligsmandsinstitution. Hvis parterne ikke kan enes under en
overenskomstforhandling, kan forligsmanden kalde dem til møde og
fremlægge
forligsforslag. Han/hun kan forlænge fristerne for iværksættelse af
konflikt. Opposition Det er ikke alle, der er lige begejstrede
for dette system. Det
er blevet set som et centraliseret system, hvor det kan være svært for
det
decentrale niveau at gøre sig gældende.
Når man skal forstå baggrunden for den
voldsomme aktivitet
på det danske arbejdsmarked med hastig stigning i
organisationsprocenten og
arbejderbevægelsens øgede rolle i samfundet, skal man se på den
økonomiske
udvikling i perioden. Figur 6
:
Udviklingen i BNP pr indbygger i faste priser 1820 – 1921 Kilde: Madison
Project Database Som man kan se af figuren ovenover, der
viser udviklingen i
produktion pr indbygger i faste priser, så er der en kraftig økonomisk
vækst i
den danske økonomi i netop den betragtede periode. Fra slutningen af
1870’erne
og frem til første verdenskrig, er der en betydelig vækst. Det er
industrialiseringen, der indebærer udbygning af produktionen i med
store
investeringer i nye industrier i de voksende storbyer, især København.
Københavns
befolkning voksede med omkring 1/2 million indbyggere fra 1870 til
starten af
1. Verdenskrig. En stor del var nytilflyttere, der kom fra landområder
i
Jylland og på øerne. Politiske resultater
og dønninger En del af resultaterne kan også siges at
ligge i
den
samtidige politiske aktivitet, og hvad den har kastet af sig. Den
danske model havde vist sig at give resultater. Godt nok var man
ikke længere som fagbevægelse del af Internationale rent
organisatorisk. Det havde man ikke været siden 1878 og dannelsen af den
politiske gren af arbejderbevægelsen, men
for mange var arbejderbevægelsens kamp én og den samme kamp. Man fulgte
Socialdemokraternes indsats i Rigsdagen intenst. Kvindelig valgret blev
gennemført ved grundlovsændringen i 1915. Det samme gjaldt ændring af
valgmåden
fra flertalsvalg i enkeltmandskredse til forholdstalsvalg, hvad der
samtidig
gavnede Socialdemokraternes muligheder for at øge den parlamentariske
repræsentation i Rigsdagen. Kanslergadeforliget Kanslergadeforliget i 1933 kom til at betyde
en udbygning af velfærdsstaten, idet grundtrækkene i mere udbyggede
ordninger for sociale ydelser,offentlig sygeforsikring,
arbejdsløshedsforsikring m.v. blev lagt. Lov om arbejdsløshedsforsikring, ifølge hvilken staten kom til at yde betydelige tilskud til a-kasserne, blev vedtaget i sommeren 1932 med tilslutning fra både Venstre og Konservative. Socialreformen med lov om offentlig forsorg, som skulle afløse fattighjælpen, blev vedtaget i maj 1933 ved, at Venstre som udløber af Kanslergadeforliget undlod at stemme, hvorved det kunne vedtages af Socialdemokratiet og De Radikale.
Ved forhandlingen af nye overenskomster for løn og arbejdsvilkår i foråret 1931 fik arbejderne i en række fag for første gang 1 uges ferie. Arbejdernes realløn (den løn, der er tilbage efter fratrækning af prisstigninger fra den udbetalte, nominelle, løn) voksede som følge af prisfaldene, jvf tabel . I starten af krisen, fra 1929-1931, steg arbejdernes realløn ganske betragteligt. Det blev dog en ret kortvarig fornøjelse – og kun for de, der havde et job. I løbet af 1931 rykkede krisen frem i byerhvervene. Arbejdsløsheden steg med rekordfart. I vinteren 1932/33 nåede arbejdsløsheden op over 30 pct af de arbejdsløshedsforsikrede. En stor del af overenskomsterne, som ville udløbe i januar 1931, skulle fornys. Arbejdsgiverne ønskede lønreduktioner på gennemsnitligt omkring 20 pct. Det mente de var forsvarligt på baggrund af den reallønsfremgang, der var sket forinden, og de kunne henvise til, at uorganiserede arbejdsgivere betalte uorganiserede arbejdere betydelig lavere lønningerne end de, der var aftalt ved overenskomsterne. På disse områder havde krisen gjort sine virkninger. Det skulle den også have lov til på de organiserede områder. Det ville være i arbejdernes egen interesse, da det på længere sigt ville medvirke til at redde arbejdspladserne imod virksomhedslukninger. Arbejdsgivernes middel til at nå målet var en storlockout. Der blev varslet lockout for omkring 100.000 arbejdere. Den socialdemokratisk-radikale regering under ledelse af Thorvald Stauning var ikke interesseret i en konflikt, der ville lamme store dele af produktionsapparatet og dermed måske yderligere forværre krisen. Han henstillede tidligt i januar 1933 til hovedorganisationerne (DSF, De Samvirkende Fagforbund(senere LO) og DA), at overenskomstforhandlingerne fik en ”fredelig afvikling”. DA stod imidlertid fast på sit krav om lønreduktioner. Regeringen greb ind i konflikten den 30. januar 1933 i form af en lov, som forlængede overenskomsterne. Det var første gang, at en dansk regering greb ind på denne måde i kontraktforhandlinger imellem private parter. Det har gjort det lettere for Socialdemokratiet, at man ved indgrebet sikrede arbejdersiden nogle af de lønmæssige gevinster på reallønnen, der var opnået via krisens prisfald på varer. For Det radikale Venstre var der ikke noget principielt problem ved et indgreb. Partiet havde tidligere gjort sig til talsmand for, at arbejdskonflikter burde løses ved tvungen voldgift, så samfundsinteresserne i fortsat produktion kunne tilgodeses. Det var imidlertid nødvendigt at få Venstre med i indgrebet, da regeringspartierne ikke alene havde flertal i Landstinget. Indgrebet blev præget af en tilgodeseelse af både landbrugets og de organiserede arbejderes interesser. Det kom til at indeholde følgende hovedelementer: 1. Lov om forlængelse af de kollektive overenskomster og forbud mod arbejdskamp(”Lockout lov”) 2. Devaluering af kronen på godt 10 pct over for det engelske pund 3. Støtteordninger for landbruget - nedsættelse af ejendomsskatter - nedbringelse af rentebyrden - støtteforanstaltninger for landbrugspriser 4. Socialreform[i] og krisehjælp til arbejdsløse Venstre havde forlangt en devaluering som et middel til at holde landmændenes indkomster oppe. Når kronen nedskrives i værdi over for pund sterling, får landmanden udbetalt flere kroner for sine varer, når den pris, der er aftalt i pund sterling, udmøntes til danske kroner. Der var allerede sket en betydelig devaluering inden da ved markedskræfterne alene. Men regeringen havde erklæret, at nu skulle kursen på danske kroner holdes. Det var valutacentralen midlet til. Men det lykkedes altså for landbruget at komme igennem med yderligere en devaluering. De organiserede arbejdere opnåede at få forlænget overenskomsterne og blev derved ikke udsat for lockout og lønreduktion. På den anden side kunne det forudses, at der ville ske visse prisstigninger som følge af devalueringen (importerede varer stiger i pris målt i danske kroner).
I den
korporative fase efter II. Verdenskrig udvikler den danske model
korporative træk: De store organisationer - med DA og Dansk Industri i
toppen af hierarkierne - indgår aftaler på alle niveauer, lige fra
arbejdsmiljø og
arbejdstagerrepræsentation i samarbejdsudvalg, aktieselskabsbestyrelse
(som der
også lovgives om), over aftaler om akkorder og op til aftaler på mere
overordnede niveauer om den samfundsøkonomiske ramme, og hvad den kan
bære. Her kommer trepartsforhandlingerne ind i billedet, hvor
arbejdsgivere og arbejdstagere mødes med repræsentanter (politikere)
for staten. I 1963 lavede man således en helhedsplan, helhedsløsningen,
hvor samfundsøkonomien kunne ordnes via en omfattende indkomstpolitisk
aftale (hvad giver produktivitetsudviklingen rum til m.h.t., hvad der
kan gives ved overenskomsterne? Fra statens side opnår man at få legitimeret
beslutninger. Der er et grundlag for at sige, at beslutninger, der ses som
”nødvendige”, har fået tilslutning fra lønmodtagernes organisationer. Disse har
fået indflydelse. Til gengæld kræves der ansvarlighed fra dem med hensyn til at
forsvare beslutningerne. På et højere plan udformes en økonomisk
politik, der forsøger at sikre fuld beskæftigelse. Statens budget bruges som
led i en finanspolitik, der øger udgifterne fra det offentlige, når der er
tendenser til nedgangskonjunktur. Det sker bl.a. under inspiration af den
britiske økonom John M. Keynes. Det er ideelt set både i lønmodtagernes og
kapitalejernes interesser, idet de første sikres større beskæftigelse og de
sidste afsætning af deres varer. Samtidig udbygges velfærdsstaten med sociale
ydelser, uddannelser og sundhedssektor. Udviklingen gik godt, så længe man kunne
udvide den offentlige sektor ved at sætte skatterne op. På det tidspunkt er den
offentlige sektor blevet så stor, at der opstår det, man kalder statens
finanskrise. Man kalder det også den ”fiskale klemme” (fiskal = skattemæssig)
på velfærdsstaten. Det er svært at sætte skatten mere op på lønindkomst. Dels
fører det til utilfredshed, som kan få lønmodtagerne til at ”svigte
bevægelsen”/Socialdemokratiet og i stedet stemme på skattenægterpartier, dels
til, at folk ikke vil yde en ekstra indsats/tage overarbejde. Og med den åbne
økonomier og globaliseringen bliver det også vanskeligt at øge skatten på
erhvervslivet. Grænsen for det ”keynesianske
klassekompromis”, som samarbejdet mellem lønmodtagerorganisationer og
arbejdsgiverorganisationer er blevet kaldt, nås derfor i 1970’erne/80’erne. Vejen frem for fagbevægelsen er
tilsyneladende gået via et samarbejde med arbejdsgiverne. Det var da også
arbejdsgiverne, der skulle redde LO-fagbevægelsen imod truslen fra de ”gule”
foreninger i 2007 ved at indgå en overenskomst, der gav særrettigheder til
LO-forbundenes medlemmer. Det var i hvert fald en forventning i
LO-fagforbundene. Velfærdskoncensus
og fagforeningsmedlemsskab
Ryanair 1. juli 2015 faldt der dom i Arbejdsretten i
Ryanairsagen. Det irske luftfartsselskab havde udfordret den danske
model ved ikke at ville lave overenskomst for sine ansatte i København.
Luftfartsselskabets holdning var, at man befandt sig i EUs indre
marked, og det var et internationalt opererende selskab. Derfor
behøvede man ikke at følge danske overenskomster.
Arbejdsmarkedet i fremtiden Figur 7 Anm: Postmodernitet: En udvikling præget af individualisering. Man skaber selv sit liv. Hvad med fagbevægelsens egen udvikling. Den vil naturligvis afhænge af de samfundsmæssige udviklingstendenser, herunder forholdet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, men også af, hvordan man i bevægelsen selv ønsker at præge udviklingen. Vil bureaukratisering og professionalisering (jvf figuren ovenover) fortsætte? Eller kan der tænkes at ske en fornyelse af aktiviteten fra neden - fra arbejdspladserne? Nyere
tid Arbejdsmarkedet gennemgår store ændringer fra 1960'erne og frem som følge af et sæt af faktorer, der er forbundet med de teknologiske og økonomiske forandringer. Det drejer sig om følgende faktorer:
Listen ovenover er et noget hasarderet
bud på fremtidige udviklingstendenser, da nogle af disse udviklingstræk
også vil afhænge af politiske beslutninger på både nationalt og globalt
plan. Men de kan være et bud på nogle udviklingstræk. Figur 8: Medlemsudvikling i store landsdækkende forbund
Det er ofte beskrevet, hvordan globalisering og teknologiudvikling spiller sammen, så der opstår nye vilkår for faglig organisering og relationer mellem arbejdsmarkedets parter. Første halvdel af det 20. Århundrede var præget af den såkaldte fordisme og taylorisering. Fordisme (efter Henry Ford) beskrev en industri med standardiserede metoder, masseproduktion i store serier og en national reguleringsramme (velfærdsstat). En naturlig del af reguleringsrammen var store organisationer, som stod over for hinanden (LO/DA), og ofte også en høj organiseringsgrad på arbejdsmarkedet. Taylorisering, opkaldte efter Taylor, en amerikansk ingeniør, der systematiserede organisatoriske og arbejdsmæssige studier, blev grundlaget for den såkaldte Scientific management ("videnskabelig ledelse"), der igen dannede baggrund for arbejdstidsstudierne i 1950’erne og 60’erne, hvor industrialiseringen udfoldede sig med montageproduktion, elektronikindustri, samlebåndsarbejde, etc. På basis af arbejdstidsstudierne indrettede man produktivitetsfremmende lønsystemer som f.eks. akkordarbejde. Det var baseret på, at den enkeltes produktion var målelig. Det blev et nyt led i kapitalens kontrol med lønarbejdet. Dele af industrien har fortsat disse typer af
aflønning. Men produktionen i vidensamfundet er i stigende grad præget
af, at det målelige og kvantificerbare forsvinder ud af produktionen,
eller det bliver en stadig mindre del af produktionen, der er
karakteriseret ved det. En salgskonsulents, designers, systemudviklers
eller administrators job kan ikke koges ned på så simple kvantitative
resultater. Motivationsfaktorerne skal udformes anderledes, hvis
kapitalen fortsat vil kontrollere lønarbejdet. Det fleksible arbejde
kombineret med hele human ressource synsvinklen har været svaret. I det markedsstyrede samfund kan den offentlige sektor blive den sidste bastion for faglig solidaritet og kamp. Der er mange store arbejdspladser med et stort antal ansatte på samme "horisontale" niveau i organisationen (f.eks. hospitaler, offentlige administrationer, skoler, m.m.). Men den offentlige sektor er samtidig udsat for udlicitering og krav om at fungere på markedsvilkår. Der indføres nye lønsystemer, der forsøger at knytte aflønningen sammen med medarbejdernes kvalifikationer og arbejdsmæssige præstationer. Det kan give tendenser til opsplitninger blandt de ansatte. Denne udvikling sætter den traditionelle fagbevægelse med dens opbygning og solidaritetsopfattelse under pres, i hvert fald på de dele af arbejdsmarkedet, der er kendetegnet ved den beskrevne udvikling. Kollektiv solidaritet havde gode vækstbetingelser i store virksomheder med store medarbejdergrupper på samme niveau, som stod over for en identificerbar arbejdsgiver/kapitalejer. Globalisering og den danske model Globaliseringen har været lidt af en udfordring for den danske model. Der kan ikke aftales så frit, som da man havde et mere nationaltstatsligt afgrænset arbejdsmarked. Virksomhederne presses på omkostningerne til at outsource produktion til lavtlønsområder. Det er formentlig også blevet lettere at flytte en virksomhed.Netværksorganisering og den nye arbejdsplads Globaliseringen har også påvirket
virksomhedernes organisationsforhold. M.h.t. konsekvenserne ser man
forskelligt på det på arbejdstagerside og arbejdsgiverside. Igennem det 20. Århundrede forsøgte organisationerne at udvikle sig efter mekaniske og militære modeller. Hierarkier og funktioner dominerede, idet selskaberne søgte at operere med maskiners ubetvivlelige effektivitet. Sådanne militære og mekaniske organisationsmodeller går nu ikke godt i spænd med den nye økonomi med dens understregning af fleksibilitet, innovation og mangel på hierarki og bureaukrati. Og dog, så er der altid behov for, at en organisation har en eller anden slags struktureret form. Den "virtuelle organisationsmodel" har haft svært ved at blive accepteret præcist på grund af den mangel på struktur, som den er udtryk for. Som følge heraf er der en fortsat debat om den form, organisationer skal have, som bringer mening ind i den måde, mennesker nu arbejder og tænker. Blandt de folkelige begreber er det såkaldte "businessweb" eller "b-web". Det ser organisationen som et netværk af leverandører, distributionsled, udbydere af erhvervsservice, tilvejebringere af infrastruktur og kunder. På samme måde så giver den "networkede rugekasse" (networked incubator) netværk mellem nystartede virksomheder og mere etablerede internetvirksomheder. Sådanne netværks appel er, at de potentielt tillader organisationer at drage fordel af stordriftsfordele, såvel som foretagerinspiration. De kan høste stordriftsfordelene, mens de opretholder den fordel, som mindre organisationer giver. Slutresultatet er en spiral af netværk og links. Andre hævder, at denne approach overhovedet ikke er vidtgående nok, og at langt mere radikale strukturer må udvikles for organisationerne. Ifølge nogle, burde organisationerne få inspiration fra caféer og cirkuser – omrejsende trupper af højt specialiserede entertainere." (kilde: www.weforum.org/Davos, 25.1.2001. Oversat fra engelsk af GF.) Fagbevægelsens fremtid Videnssamfundets nye kompetencekrav vil
formentlig gøre det relevant i højere grad at lave
arbejdspladsorganisering end den organisering efter fag, men har kendt
i Danmark siden slutningen af det 19. Århundrede, og som nok er ved at
have overlevet sig selv. De faste faglige identiteter er under
forandring som følge af de ny kompetencer og de nye krav til livslang
uddannelse. Men det gælder på dette område, at udviklingen går ret
langsomt. Fagbevægelsen må bl.a. indstille sig på, at den skal til at
arbejde mere over landegrænserne. Der skal samarbejdes med
fagforeninger i andre lande. Og det kan evt. komme på tale at indgå
overenskomster på EU-niveau. Det er en naturlig udvikling, når
virksomheder går fra at være nationale til at være europæiske. Men at
gennemføre et fagforeningssamarbejde på dette plan er lettere sagt end
gjort. Det vanskeliggør det, at organisationsgraden er meget
forskellige i de europæiske lande. I nogle af landene i det centrale og
sydlige Europa er det en langt lavere andel af lønmodtagerne, der er
organiseret. RETSTILSTANDE Hvornår må lønmodtagerne strejke for bedre
løn- og arbejdsvilkår?
På det danske arbejdsmarked er der en lang tradition for, at parterne (lønmodtagere kontra arbejdsgivere) selv løser disse spørgsmål. Der er skabt en lang række spilleregler, som er formuleret i hovedaftalen. Ifølge den gælder den såkaldte fredspligt, når der er en overenskomst i gang. Derfor er f.eks. en nedlæggelse af arbejdet - om ikke ulovlig (det står ikke i en lov, at man ikke må strejke), så overenskomststridig, så længe overenskomsten løber. Når overenskomsten er udløbet, og der skal forhandles en ny, er der mulighed for at strejke/lock-oute. Overenskomststridige konflikter behandles ifølge de arbejdsretlige regler. Det er dels de regler, parterne selv har lavet, dels den lovgivning, Folketinget har vedtaget til at støtte op om det danske arbejdsmarkedssystem. Det er regler om arbejdsret og forligsinstitution. Figur 9: Interessekonflikter og retskonflikter Et gode ved den såkaldte danske model, hvor arbejdsmarkedsparterne selv står for det, er, at der normalt vil blive bakket op om aftaler, som parterne har vedtaget. Det giver legitimitet for aftaler. Men staten står bagved, og den "ånder tit systemet i nakken", når der er optræk til konflikter, der betragtes som værende imod samfundets interesser i, at produktion, distribution og samfærdsel forløber uhindret og uden pauser. Derfor har man da også flere gange set Folketinget gribe ind. Forligsinstitutionens regelkompleks er også udformet sådan, at denne institution har muligheder for at få det til at glide uden produktionsstandsninger. Forligsmanden kan sammenkæde afstemninger om overenskomstresultater, så de kommer lettere igennem, og der er quorumregler (en vis minimumsandel af de stemmeberettigede skal have stemt) for forkastelse af et forhandlingsresultat. . Når det danske system har kunnet fungere så relativt godt, som det er tilfældet, hænger det bl.a. sammen med en høj grad af organisering på arbejdsmarkedet. Det er en stor del af både lønmodtagere og arbejdsgivere, der er organiseret. Det gør, at aftaler dækker området. Mange steder i udlandet er det kun en lille del af lønmodtagerne, der er medlemmer af faglige organisationer. Her ser man ofte staten spille en mere aktiv rolle, både m.h.t. at sikre f.eks., mindstelønnen har en vis højde, så udsatte arbejdstagere beskyttes af lovgivningen, og med henstyn til at forhindre arbejdsstandsninger. Det kan f.eks. ske via udformning af regler om tvungen voldgift i tilfælde af uenighed mellem parterne.
1. Undersøg holdninge til fagbevægelsens
fornyelse ved hjælp af søgning på nettet 4. Globaliseringens indflydelse. Vurder den ud fra teksten herunder og følgende udtalelse fra LO's ugebrev A4: Laboranten i Novo Nordisk, kassedamen i IKEA og receptionisten i Sonofon har mere end medlemskabet af det samme fagforbund HK til fælles. De arbejder også alle tre på en multinational virksomhed, og selvom et fint ord som globalisering måske ikke betyder en døjt i det daglige arbejde, så er deres ansættelsesforhold og arbejdsvilkår i høj grad afhængig af internationale konjunkturer, aktiernes op- og nedture og amerikanernes, japaneres og europæernes købekraft. (Kilde: A4, maj 2003)
Problemstillinger i forhold til ”Danmark og det globale arbejdsmarked” − Den stadigt mere
lempelige arbejdsmarkedsregulering på globalt (og nationalt) plan.
|
Danmarks Statistik kig efter arbejdsmarkeds-nøgletal Arbejdsløsheds- og efterlønssatser Hvad er en overenskomst? CSC-konflikten og PROSA - et studie i globalisering og den danske model |