Grundlaget for at beskæftige sig meningsfuldt med økonomi og miljø, er at se, hvordan problemerne er forbundet med hinanden. Det, vi gør i vores hverdag, når vi køber ind og bevæger os rundt, er, at vi både forbruger naturens ressourcer og samtidig (forhåbentlig) er med til at gendanne dem. Hvis vi ikke har den bevidsthed, risikerer vi, at biodiversitet formindskes (dyrearter forsvinder), og den økologiske balance forstyrres igennem tilførsel af forurenende stoffer som følge af den menneskelige påvirkning af naturen.

I illustrationen ovenover er den traditionelt kendte økonomi fremstillet i form af den blå trekant - med markedsøkonomien, hvor styringsprincippet er udbud og efterspørgsel og prisdannelsen er signalgiver for, hvad der skal produceres og til hvilke priser. Denne sektor er udsat for forsøg på styring fra den røde sektor (hvor der laves politik og regler). Det er politiske forsøg - statens forsøg - på regulering af økonomien.
   Der sættes forhåbentlig nødvendige rammevilkår for produktionen, f.eks. hvad der må udledes af stoffer i naturen. Men reguleringen er blevet vanskeligere som følge af nationalstatens svækkede styringsmuligheder p.g.a. den stadig mere intensive globalisering, hvor virksomheder bestemmer over investeringer og lokalisering af produktion.
    Mange ser håbet i en ny (u)formel økonomi, f.eks. produktion i selvbærende, økologiske lokalsamfund (den grønne trekant).

Økonomisk vækst

Når vi ser på den blå sektor, er det, der interesserer økonomer ofte det enkle spørgsmål: Leverer økonomien vækst? Vokser produktionen?

Nedenfor ses udviklingen i det danske BNP pr indbygger i faste priser. Det skulle give et indtryk af produktionens udvikling. Det viser ifølge denne opgørelse, at den gennemsnitlige indkomst pr dansker er gået meget frem, især fra slutningen af 1800-tallet. De seneste år er der kommet tilbageslag som følge af finanskrisen 2008 og frem.

Kilde: Madison Project Database.

Når produktionen vokser, frembringes en mængde ting, der kan være nyttige for mennesker. Men produktionen kan også føre forurening med sig. Der er affaldsstoffer og der udledes CO2, som kan være en belastning for klimaet.

Sætte tal på vækst

Kilde: IPCC: International Panel for Climate Change. Globally averaged: Globalt gennemsnitligt. Greenhouse gas: F.eks. CO2.

Det, der kan vende denne udvikling er, at produktionen omlægges i mere økologisk retning. Man lader de fossile brændsler (kul, olie, naturgas) blive i jorden, så de ikke længere efterlader et carbon footprint (CO2-aftryk). Og man skal fremme udviklingen af vedvarende energiformer (sol, vind).

Teorier om økonomisk vækst

En af de økonomer, der tidligst beskæftigede sig med økonomiers vækst og udvikling, var Adam Smith. I bogen The Wealth of Nations  (”Nationernes Velstand) fra 1776 ser han på, hvad det er for faktorer, der giver udvikling. Det er betragtninger, der stadig har relevans for situationen i dag.

Adam Smith tillagde handel og økonomisk specialisering stor betydning.
   Specialiseringen opstår igennem arbejdsdeling. Når man specialiserer sig, bliver man bedre til det, man laver. Og når man udveksler sine produkter med andre og udnytter, at disse andre er gode til at producere andre ting, end dem man selv laver, så opstår der en samlet nytteeffekt, en samlet gavnlig økonomisk virkning. Det er stadig basis for velstandsforøgelser i dag, jvf ovenfor om figur      .
    Man kunne som et tankeeksperiment forestille sig, at Danmark ikke kunne importere biler, og vi derfor skulle lave dem selv til et ret lille hjemmemarked. Bilerne ville blive betydelig dyrere, fordi man ikke kunne udnytte stordriftsfordelene, der er forbundet med at producere dem i store serier.
    For at man kan udnytte arbejdsdeling og specialisering, skal man kunne handle med hinanden. På Smiths tid forsøgte de såkaldte merkantilister at begrænse handelen landene imellem. De havde den opfattelse, at et lands rigdom afhang af, hvor meget guld og sølv det kunne puge sammen. For at kunne gøre det, måtte der ikke være underskud i handelen med andre lande. Derved begrænsedes handelen imidlertid.

    Smith, der var moralfilosof, understregede også, at personlige egenskaber som ærlighed og sparsommelighed spillede en rolle. Sparsommelighed kan være en forudsætning for kapitaldannelse. Hertil kom profitmotivet. Folk skal have lov til at være ”deres egen lykkes smed”. Når man forfølger egeninteressen i at tjene profit, vil fælles mål for alle fremmes som via en ”usynlig hånd”. Den ”usynlige hånd” var en metafor for markedsmekanismen, udbud og efterspørgsel, og optimering af prisen gennem fri prisdannelse.

    Senere liberal teori har interesseret sig for kapitaldannelsen i samfundet som forklaring på økonomisk vækst, jvf omtalen af Rostow ovenover.
   Væksten kan da afhænge af opsparingskvoten i økonomien: Hvor stor en andel af BNP lægges til side til opsparing hvert år? Dette er også centralt i den keynesianske teori om vækst. På kort sigt mener keynesianske økonomer, at høj opsparing kan mindske den effektive efterspørgsel og altså være  med til at forårsage nedgang i den økonomiske aktivitet. På længere sigt mener de, at en høj opsparing er en forudsætning for økonomisk vækst.  
    Det er ikke nok at spare op. Der skulle gerne være nogen, der kan bruge de opsparede midler til investeringer.

    Via opsparing/investering sker der en kapitaldannelse, en kapitalakkumulation, i samfundet, som fører til økonomisk vækst, eller som i sig selv er udtryk for økonomisk vækst. Med kapitaldannelsen følger jo, at samfundsøkonomiens ”maskinpark” vokser. Herved er det blevet muligt at få et større årligt produkt (BNP) frem.

    Når hver arbejder får en større ”maskinpark” at arbejde med, så øges den enkelte arbejders produktivitet (produktion pr mand pr tidsenhed).

 Forholdet mellem mængden af kapital og mængden af arbejdskraft udtrykkes i det såkaldte Capital Labour ratio (forholdet mellem kapital og arbejdskraft):

 Capital/Labour

 Underudviklede økonomier er ofte præget af, at de ikke har særlig meget kapital til rådighed. Der er en lav Capital/output ratio (Kapital/BNP forhold).
   De har derimod meget arbejdskraft. Og den kapital, de evt. har, kan for en dels vedkommende være lavteknologisk. Det teknologiske udviklingsniveau, kapitalens kvalitet, spiller altså også en stor rolle.
   Det samme gør arbejdskraftens evne til at udnytte kapitalen i form af ”maskinparken” effektivt. Det stiller krav til arbejdskraftens uddannelsesniveau. 

Det er selvfølgelig ikke sådan, at man bare bevidstløst kan øge mængden af kapital på en given mængde arbejdskraft. Hvis der kommer stadig mere kapital i forhold til den givne mængde arbejdskraft, kan det tænkes at medføre, at arbejdskraftens marginale produkt begynder at falde. Det vil sige, at det ekstra produkt, arbejdskraften producerer, er ”mindre” værd end det foregående produkt, der er produceret. De klassiske økonomer antog, at kapitalen havde en sådan langsigtet tendens til faldende produktivitet.

Hvordan arbejdskraft og kapital sættes sammen i den givne produktion, beror på prisforholdet. Hvis lønnen er høj, vil man være tilbøjelig til at spare på arbejdskraften og bruge meget kapital. Omvendt: Hvis kapitalen er dyr og arbejdskraften billig, vil man være tilbøjelig til at bruge meget arbejdskraft. Det er ofte tilfældet i lande med lavt BNP pr indbygger, lave lønninger.

Rent empirisk kan vi konstatere, at økonomien vokser lidt hvert år. Det kan skyldes, at arbejdsstyrken vokser. Der fødes flere mennesker. Hjemmegående kommer ud på arbejdsmarkedet. Selv om vi  antager, at arbejdsstyrken er konstant, vil økonomien alligevel vokse. Det skyldes de løbende tekniske fornyelser af produktionsapparatet. I en moderne økonomi er det ikke alene maskinerne, der fungerer bedre som følge af tekniske fremskridt, fra år til år. Det skyldes også, at arbejdskraftens uddannelsesniveau stiger. Endelig er evnen til at organisere tingene mere effektivt voksende. Alt i alt kan vi antage, at denne faktor ligger på 3 pct årligt. Det vil altså sige, at med denne antagelse, så vil økonomien – med en konstant arbejdsstyrke – vokse med 3 pct om året. Hvis vi kalder Capital/output forholdet for C/y  (yield = output/”produktion”. C/y = 3), og den indbyggede produktivitetsstigning årligt på 3 pct for t (teknologi), samt opsparingen for s (saving), så vil vi altså få et behov for opsparing, der kan give en vækst i økonomien på 3 pct, som kan udtrykkes med følgende simple ligning:

 s = t * C/y

 Denne ligning udtrykker, at hvis vi vil have en vækst på tre pct årligt (efter prisstigninger), så skal der være en opsparing på 9 pct, der investeres i nyt kapitaludstyr, når det samlede kapitalapparat er tre gange så stort som den årlige produktion, og når den årlige produktivitetsstigning som følge af forbedret teknologi og øget effektivitet er 3 pct.

    Det er ikke urealistisk, at det nogenlunde kan være tallene for en velfungerende ”moden økonomi”.
    Når et land som Kina voksede langt hurtigere i 1990’erne og begyndelsen af det 21. århundrede, hænger det sammen med en opsparing på omkring 40 pct af BNP. Det giver en langt større kapitalakkumulation. Samtidig kunne Kina forøge den årlige produktivitet med langt mere end 3 pct, fordi man havde et relativt uudviklet produktionsapparat, der kunne lave veritable tigerspring i produktivitet, når de efterlignede de mere avancerede teknologiske metoder i de mest udviklede lande.  

Væksten og det økologiske fodaftryk

Figur 4: Vækst og økologisk fodaftryk

Hvor stort et økologisk fodaftryk afsætter borgerne i de forskellige lande. Det måles af bl.a. Global Footprint Network, jvf figuren ovenover (her efter The Economist). Det defineres som det antal hektarer af opdyrkelig land, hver person skal råde over. Ifølge Global Footprint Networks beregninger skulle der være 1,8 hektarer land til rådighed til hver Verdensborger i 2008. Danmark kommer ind som en flot nr 1 i EU med 8,3 hektarers brug af klodens ressourcer pr borger. Lavest ligger Portugal. Økofodaftrykket følger i det store hele (mærkværdigvis) BNP pr indbygger. – Altså et resultat af den materielle økonomiske vækst.

BNP som mål

BNP er på mange måder et tvivlsomt mål for de økonomiske bestræbelser. Det kan bruges til at måle forskellige former for velstand forstået som materiel produktion. Men det er ikke godt som velfærdsmåler, og slet ikke anvendeligt til at sige noget om llivskvalitet. BNP medregner jo også de negative sider af væksten, bl.a. det, man kalder negative eksternaliteter, ekstra omkostninger, der fremkommer, når en produktion f.eks. forurener, og omkostningerne ved produktionen i den enkelte private virksomhed dermed ikke indregner de samfundsøkonomiske omkostninger.
    Hvad med de samfundsøkonomiske omkostninger ved, at folk holder i endeløse bilkøer til og fra arbejde, når de pendler til jobs i de store byer? Hvad med produktionen af  våben? Eller hvordan skal det indgå, at vi får et overforbrug af psykofarmaka, fordi stressniveauet bliver så højt, når konkurrencen skærpes i vores forsøg på at få producerert et højt BNP? Eller hvordan skal det modregnes, at vi evt driver rovdrift på knappe ressourcer som olie og gas, der kunne være gemt i jorden til fremtidens generationer?
    De mange kritikpunkter, der føres frem mod traditionel BNP-måling, har fået mange økonomer til at operere med begrebet et grønt BNP. Her medregner man netto, hvad der tilføres af bæredygtig produktion, og man trækker rovdrift på naturgrundlaget fra i en slags opgørelse af de naturmæssige aktiver (der er en forudsætning for produktionen).
    Umiddelbart kan et højt BNP danne grundlag for velfærd i form af materielle goder. Men stress og uheldige biprodukter og eksternatiteter trækker den anden vej. For at måle velfærd kan det være nødvendigt også at se på indkomstfordelingen. En mere lige fordeling kan fremme velfærd, fordi ekstra goder kan give mere velfærd til den fattige end de tilsvarende materielle ting betyder velfærdsmæssigt for den velhavende.
    I et forsøg på på et mere realistisk plan at måle værdien rent livskvalitetsmæssigt af det producerede, er man begyndt at arbejde med lykke-indekser. Her forsøger man at måle sig frem til, dels via subjektive målinger (f.eks. ved at spørge til folks velbefindende, dels via objektive målinger (måling af, hvad folk faktisk har) at konstatere det.
    I den forbindelse kan man spørge, om subjektive lykkemålinger er holdbare som videnskabelige mål? Meget afhænger af måden, der spørges på. Fornemmelser af velbefindende er kulturelt bestemt. .

Økologisk balance?

Når man skal vurdere, om Verden er i økologisk balance, kan man inddrage drivhuseffekten og ressourceproblematikken. Drivhuseffekten er en virkning af produktionen på det omgivende miljø, og ressourceproblematikken er spørgsmålet om, hvorvidt der er ressourcer nok til, at den hidtil kendte form for økonomisk udvikling og forbrugerlivsform kan opretholdes.

Figur 5: Energiforbrug i nogle lande i kg olieækvivalenter (dvs alle former omregnet til olie)

Kilde: Danmarks Statistik

Energiforbrug afhænger af livsform og produktionsmetoder. Den materialistiske livsform i f.eks. USA er medvirkende til et højt energiforbrug pr indbygger. Mange familier har to eller flere biler. Og det er ofte store biler. Bilen bruges til transport i mange af de daglige aktiviteter. Hjem og arbejdspladser liggger ofte langt fra hinanden. Man bor i relativt store huse.
    I mange udviklingsøkonomier ligger energiforbruget lavt pr indbygger. Levestandarden er langt lavere. Energiforbruget har udvist stærkt stigende tendens i et land som Kina. Det skyldes den økonomiske vækst i landet. Levestandarden er øget. Men det har også spillet ind, at Kina har fungeret som den globale økonomis "fabrik", hvor som led i den internationale arbejdsdeling de mere energitunge produktioner er lagt hen.

På mikroøkonomisk niveau interesserer man sig i miljøøkonomi for de såkaldte eksternaliteter, dvs gunstige og ugunstige virkninger af en produktion, som ikke medtages i virksomhedens regnskab. Forurening er en negativ eksternalitet, der bevirker, at en virksomhed kan påføre andre dele af sine omkostninger. En positiv eksternalitet kan f.eks. være biavlerens honningproduktion, der bevirker, at en frugtplantage ved siden af ikke har besvær med at få bestøvet blomsterne, der skal blive til frugt.
   En negativ eksternalitet kan være sovepillefabrikken, der lukker kemisk forurenet vand ud, så alle fiskene i et nærliggende dambrug omkommer. En stor negativ eksternalitet kan være CO2-udledning, der fører til drivhuseffekt og global opvarmning.

Princippet i den negative eksternalitet analyseres ved hjælp af den markedsøkonomiske model som vist i figuren ovenover. Prisen dannes af udbud og efterspørgsel (P0). De privatøkonomiske omkostninger svarer ikke til de samfundsøkonomiske. Det er vist ved forskydning af udbudskurven. Udbuddet indeholder omkostningerne i sig. Og i dette tilfælde kommer der altså nogle omkostninger for samfundet oveni de omkostninger, virksomheden arbejder med i sit regnskab. Hvis de samfundsøkonomiske omkostninger skulle indregnes, ville den optimale pris være P1. Ved denne pris ville der blive udbudt en mindre mængde af den forurenende produktion.

Grøn økonomisk omstilling

Samfundet kan gøre noget ved problemet med eksternaliteter ved at lægge en skat på hver produceret enhed (svarende til forskydningen af udbudskurven).

Når der foreligger den omvendte situation, altså at de privatøkonomiske omkostninger er større end de samfundsmæssige, kan man give et subsidie (støtte) til produktionen. Det kan f.eks. være vedvarende energi. På dette område optrådte den danske stat ret offensivt i 1970'erne, hvad der var medvirkende til skabelse af en vindmølleindustri, idet der var et hjemmemarked, som gjorde muligt at udvikle møllerne og opnå stordriftsfordele ved produktionen af dem.

Skattepolitikken kan bruges på forskellige måder. Der lægges afgifter på fossile brændsler, f.eks. benzin- og dieselafgifter.
    Igennem afgifter og subsidier (f.eks. støtte til vedvarende energi) påvirker man de økonomiske aktørers adfærd. Igennem flere år har man i Danmark haft det såkaldte håndværkerfradrag, hvor man fik fradrag i indkomstskatten for udgifter til service og reparationer i hjemmet. I 2016-17 omdannes det til en bolig-job ordning med grønt islæt, idet det gøres til en betingelse, at renoveringer i hjemmet går til isolering og andre miljømæssige tiltag.

Figur 6: Kan det politiske system levere varen?

Miljøpolitikken kan også antage karakter af reguleriger, påbud og forbud. Det kan være forbud imod brug af bestemte stoffer, kemikalier m.v. i produktionen. Brug af asbest er f.eks. blevet forbudt. Der er indført reguleringer af landbrugets anvendelse af sprøjtemidler og brug af og udledning af gylle.

Der kan være påbud om, at produktionsprocesser og -metoder indrettes sådan, at energianvendelse effektiviseres og nedbringes.

Disse ting batter dog kun lidt over for problemet med en klode, der bliver varmere. At gøre noget ved det, vil kræve en omlægning af produktion, fordeling og livsformer, som for alvor mindsker overforbrug og udledninger af CO2.

De internationale konferencer

Miljøpåvirkninger kender som bekendt ikke grænser. Udledningerne af CO2 og andre stoffer foregår på tværs af lande og områder. Derfor er det vigtigt at få lavet effektivt bindende aftaler mellem landene om, hvad der skal gøres.
   Det internationale politiske svar på klimaændringerne startede i FN regi på Earth Summit ("Jordens topmøde") i Rio, Brazilien, i 1992. Her vedtog man Rio-konventionen med den tilhørende UNFCCC (United Nations Framework on Climate Change, FN's rammeaftale om klimaforandring). Der blev her sat en ramme for handling rettet imod stabilisering af atmosfærens koncentrationen af drivhusgasser, heriblandt CO2, for at undgå "farlig menneskefremkaldt indblanding i klimasystemet".
    Hovedmålet med COP (Conference of Parties) konferencerne er at  vurdere konventionens gennemførelse. Den første COP fandt sted i Berlin i 1995. Af vigtige milepæle har været COP3, hvor Kyotoprotokollen blev undertegnet. Den satte bindende mål for CO2-udledning i en række lande.  Desværre blev den ikke fulgt til dørs af et så vigtigt land som USA.
   En vigtig konference var endvidere COP15 i København i 2009, hvor det var meningen, at Kyotoprotokollen skulle fornys med bindende aftaler om CO2 begrænsning. Det lykkedes ikke at blive enige. Uenigheden mellem de rige lande i Vesten og u-landene, delvist anført af BRIK-lande som Kina og Sydafrika, var simpelthen for stor. En store u-landsgruppe mente, at deres økonomiske vækst først var ved at komme igang. De højtindustrialiserede lande havde været igennem denne vækstperiode. Nu var det u-landenes tur. Derfor var det begrænset, hvor meget de kunne gå i spidsen.
    Og derfor lå bolden især på de højtindustrialiserede landes (Vestens) banehalvdel efter den store u-landsgruppes mening.
    Der blev dog lavet en løs rammeaftale om, at landene selv skulle sætte mål og begrænsninger for CO2. Og der blev lavet en aftale om, at de rige vestlige lande over en årrække skal tilføre midler til u-landene til omstilling af deres økonomier i mere grøn-teknologisk retning. 
    Ved COP21, Paris klimakonferencen, i slutningen af 2015 vil man arbejde på at opnå en juridisk bindende og universel aftale om klimaet med henblik på at holde den globale opvarmning på under 2 graders celsius.