DEN NORDISKE VELFÆRDSMODEL OG GLOBALISERINGEN

Vækstrådet

Links til tekster:
Hvad kan Burgerindekset bruges til?

Globaliseringen har således både økonomiske, kulturelle, sociologiske og politologiske dimensioner. Dimensionerne er indbyrdes sammenhængende. De påvirker hinanden gensdigt i det globale system. Der opstår økonomisk interdependens (gensidig afhængighed) i systemet. Man er gensidigt afhængige af hinanden, men ikke kun på harmoniske måder. Der opstår konflikter i det globale system forårsaget af globaliseringsprocesserne.

Figur 1: Nordisk velfærdsmodel under pres

Noter: Nationalisme: Nationalfølelse og national identitet. Velfærd har været for nationalstatens borgere og reguleret inden for en national ramme (parlamentets lovgivning). Kapitalistisk verdensøkonomi: Den "kapitalistiske junglelov" på Verdensplan, hvor virksomhederne konkurrerer med hinanden. Hidtil har de kunnet blive beskyttet delvist af den nationale reguleringsramme, men hvor længe endnu? Erosion af skattegrundlag: Når staten for at hjælpe virksomhederne i den globale konkurrence, sætter virksomhedsskatterne ned, forsvinder en del af statens indtægter.

De økonomiske, sociologiske og politiske aspekter af globaliseringen påvirker den nordiske velfærdsstatstype. Med globaliseringen øges konkurrencen, herunder også priskonkurrencen, hvor det gælder om at kunne sælge varer og tjenester i den internationale økonomi.
   Hidtil har de nordiske landes økonomier kunnet klare udfordringen, men det betvivles ofte, om det er muligt fremover, fordi konkurrencen stadig skærpes.

Men den nordiske velfærdsstat er også truet indefra af sin egen succes, jvf omtalen af Habermas' kritik i slutningen af kapitlet.
   Der er sket en bureaukratisering og en klientgørelse af modtagerne af velfærd, som gør, at mange har efterlyst en anden linje i indretningen og administrationen af velfærden.
   Og skatteskruen har fået mange til at efterlyse reformer, hvor man måske i højere grad bruger civilsamfundet (familier og sociale netværk) i opgaveløsningen i stedet for altid at kigge efter staten og forvente, at den løser alle problemer.

Hvad er en nordisk velfærdsstat?

  Der er givet ret forskellige definitioner på den nordiske velfærdsstatstype i tidens løb.  Det er god latin at kalde den for den universelle type, dvs ydelser tildeles til alle, uanset, køn, indkomst og formue. Det er selvfølgelig en overdrivelse. Den nordiske velfærdsstat er i dag ved at være et stykke vej fra den universelle model. På flere områder er virkeligheden den, at der er en blanding af universel ydelse og andre tildelingskriterier. Tag f.eks. den danske folkepension, hvor alle er sikret et grundbeløb, men herudover afhænger det af indkomst, hvad man kan få i tillægsydelser. Og ved siden af er der arbejdsmarkedspensioner, som en del af befolkningen har sparet op til igennem et arbejdsliv. Som generel betragtning kalder man dog fortsat den nordiske model for en universel model.

Èn type af historiske definitioner har fokuseret på modstillingen mellem stat og marked. Den har stadig relevans, men har mistet noget i betydning, fordi moderne velfærdsstater er karakteriseret ved, at man prøver at nedbryde sondringen mellem stat og marked, og fordi civilsamfundet (familie, frivillige organisationer) har betydning for velfærden mange steder, jvf velfærdstrekanten vedlagt herunder.
   Velfærdsstaten er også  blevet defineret som de institutioner, der tilsammen bestemmer borgernes velfærd. Det kan dreje sig om familie, netværk i lokalsamfundet, markedet, velgørende organisationer og statens sociale ydelser.
  

Sondringen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund: Man kan tænkes at have en velfærdsstat uden at have et velfærdssamfund, idet der ved det første forstås en række statslige/offentlige ordninger, der kan være ret så bureaukratiske og måske egentlig ikke velfærdsfremmende, mens nogle ved et velfærdssamfund forstår et samfund, hvor velfærden kan komme til udfoldelse på mangfoldige måder, f.eks. i civilsamfundet. Endelig kan der være tale om en udvikling, således at der i stigende grad tales om, at velfærd ikke alene udmøntes af centrale statslige instanser, men der iværksættes løbende velfærd af frivillige organisationer og andre steder i civilsamfundet.

Universalitet og solidaritet

I Norden finder man altså som grundprincip den såkaldte universelle velfærdsstat, der udmærker sig ved, at sociale ydelser, sundheds- og uddannelsesordninger er alment tilgængelige som rettigheder for alle - uafhængigt af, om de har tegnet forsikringer – eller om deres arbejdsgivere har gjort det for dem.
   Det er oprindelig begrundet i et solidaritetshensyn. Der er imidlertid sket det med en del af velfærdsordningerne, at de er kommet bredere grupper til gode, og hvorfor skal de have del i dem, hvis de ikke er  i en trangssituation? Det kan f.eks. være børnepenge. Hvorfor skal den relativt velstillede middelklasse have del i dem? Argumentet har bl.a. været, at de betaler (høje) skatter til den fælles velfærd. Det er også blevet kaldt bestikkelsesargumentet: Det har været nødvendigt så at sige at "bestikke" middelklassen til at bakke op om velfærdsstaten.Men mere nogle steder end andre. I Sverige har man således valgt at lette skattetrykket bredt (se mere herom nedenfor). Andre steder har man ændret i nogle af ordningerne, så de ikke er så universelle mere. I Danmark valgte man således med tilbagetrækningsreformen i 2011 at ændre på efterlønsordningen, så den ikke længere er så attraktiv for alle (kortere dækningsperiode) og specielt de, der har gode pensionsordninger (bortfald af ordningen ved en pensionsformue over et vist beløb). 

Skema 1: Velfærdsstatstyper 

Note: Modellerne er såkaldte idealtyper. I virkeligheden har mange lande blandingsformer. Stort set alle EU-lande har i dag minimumsvelfærd for de allerdårligst stillede, hvor statsborgerskab er kriterium for tildeling. Means-tested: Behovsprøvning. Tildeling sker efter behovskriterier (hvilke midler, "means", folk har), dvs. de rige får ikke f.eks. børnebidrag eller folkepension.
NHS: Nationala Health Service, et nærmest universelt sundhedssystem finansieret over skatter.

I Tyskland har man arbejdsmarkedsmodellen, også kaldet den obligatoriske forsikringsmodel. Her er ydelser bedst for de, der er forsikret via deres arbejde/arbejdsgiver.

Velfærdsstaten udvikler sig løbende. Det skyldes den økonomiske konjunktur (stigende/faldende vækst og arbejdsløshed). Det skyldes globaliseringen og udviklingen i EU, og det skyldes de ændrede politiske indgreb. I den forbindelse kan man stille følgende spørgsmål:

• Hvordan ændrer forholdet mellem forsørgelse (kontanthjælp m.m.) og aktivering (beskæftigelsesforanstaltninger og uddannelse) sig?
• Hvordan ændres forholdet mellem skattefinansiering og forsikringsfinansiering?
• Hvordan ændres forholdet mellem centrale aktører (stat) og decentrale (kommuner)?
• Hvilken rolle tildeles familie og civilsamfund (frivillige organisationer)?

Velfærdsstaten er under forskellige former for pres, der kan udvikle noget, der næsten ligner stresssymptomer. I 1970'erne og 80'erne steg skattetrykket, og velfærdsstaten udvidede sin service på mange områder (uddannelser, sundhed, ældrepleje). Det var dog ikke altid, det førte til mere tilfredshed. Det vil sige, at velfærdsstaten har stigende legitimationsproblemer. Borgeren gør sig gældende som debatdeltager i den borgerlige offentlighed og som vælger i det politiske system. Men borgeren deler sig også i roller som skatteyder, klient og bruger af offentlig service. Som skatteyder synes man måske, at skatterne er for høje. Som bruger synes man måske, at der skulle ofres mange flere penge på børnenes skole. Som klient er man "sur på sin sagsbehandler". Hvordan håndterer velfærdsstaten dette pres? De enkelte nordiske velfærdsstater har besvaret spørgsmålene på delvist forskellige måder. Grundlæggende har man dog stadig mange universelle træk til fælles. 

Sverige og Danmark - én model, to enkeltsystemer

Sverige og Danmark har fælles forudsætninger, idet de begge tidligt havde velfærdslovgivning og høje organisationsprocenter på arbejdsmarkedet. Begge steder stod den samlede arbejderbevægelse stærkt, især i Sverige, hvor Socialdemokratiet igennem nogle årtier lå omkring eller tæt på 50 pct af stemmerne. I Danmark lå det noget lavere, hvad der kunne hænge sammen med en lidt anderledes erhvervsstruktur (mange store industrivirksomheder i Sverige, hvad der gav en større horisontalt ligestillet industriel arbejdsstyrke). I begge lande fik man veludbyggede universelle velfærdsordninger. Men paradoksalt nok var det Sverige, der gik forrest m.h.t. at begynde en delvis afmontering af dele af den skatteyderfinansierede universelle velfærd. Man var tidligere inde på at lave privatiseringer af offentlige ydelser, f.eks. børneinstitutioner end i Danmark. Og i Sverige startede man for nogle år siden på opbygning af en delvis omlægning af velfærdens finansiering, væk fra indkomstskatter og over imod obligatoriske forsikringer.

Når det kom før i Sverige, kan det igen hænge sammen med erhvervsstrukturen. De mange store virksomheder har gennemgående lettere ved at administrere sådanne ordninger end i Danmark, hvor den danske stat i et forsøg på at massere de mange småvirksomheder og nye iværksættere til en gunstig erhvervsudvikling ved at friholde dem for for meget administration. Det var i Danmark man fik et stort populistisk oprør imod både skattetryk og "papirnusseri" i den offentlige forvaltning. Det skete i form af Fremskridtspartiet, der kom i Folketinget med 28 mandater ved jordskredsvalget i 1973.

I begge lande havde man tidligt den nordiske arbejdsmarkedsdominerede trepartsmodel, som prægede samfundsudviklingen  - og især arbejdsmarkedet  -  fra 1950'erne og frem. I Sverige gik den under betegnelsen Harpsunddemokratiet, fordi man mødtes arbejdsgivere, lønmodtageres hovedorganisationer og de politiske topledere i Harpsund, statsministerens residens og lagde rammer for samfundsudviklingen, bl.a. aftaler om indkomstpolitiske rammer, så fagbevægelsens krav om lønstigninger ikke kom til at hæmme erhvervenes konkurrenceevne. I Danmark gik det under betegnelsen trepartsforhandlinger (Lønmodtagerorganisationer over for arbejdsgiverorganisationer og sammen med politisk top).
    Det var økonomier med statsplanlægning, men planlægning som en samfundsøkonomisk ramme - ikke regulering af priser, selv om der også i starten kunne være tendenser til det.
    Med den nyliberale bølge, der skyllede ind over den vestlige verden under præsident Ronald Reagan i USA og premierminister Margaret Thatcher i Storbritannien, blev også den nordiske model udfordret. Keynesianismen blev under 1970'ernes stagflation (samtidighed af manglende økonomisk vækst og prisstigninger) ugleset. I stedet var tidens trend deregulering af arbejdsmarkedet og begyndende angreb på den universelle velfærd. Skattetrykket var også steget, og det blev ikke anset for muligt at opretholde en stor offentlig sektor uden modernisering af den. Fra 1990'erne og frem indførte Sverige skattereformer, der reducerede skatten på arbejde og i stedet lagde en del af byrden over på virksomhederne, Danmark fulgte forsigtigt med og især med skattereformen i 2009 kom der en relativt kraftig reduktion af marginalskatten fra 63 - 55/56 pct i Danmark.
    Sverige blev fremhævet som et land, der havde sendt en bedre "humlebi" i luften end Danmark.  -   Humlebi - et billede på et insekt, der skulle være for tungt til at kunne flyve. Det, der overraskede mange økonomer var, at de nordiske velfærdslande med så "tunge" offentlige sektorer (skatter og afgifter i pct af BNP på op imod 50 pct) alligevel var så konkurrencedygtige. I dansk sammenhæng, f.eks. under valgkampen op til 2015-valget blev Sverige fremhævet som et land med et betydelig lavere skattetryk end Danmark - og alligevel en god velfærd. Ved nærmere undersøgelse viste det sig dog, at skattetrykket, når man regnede de obligatoriske afgifter på arbejdsgiverne med, ikke var så meget lavere end Danmark. Men Sverige havde dog indført betaling for lægebesøg, noget Danmark vægrede sig imod.

Konkurrencestaten

Danmarks Vækstråd vil bidrage til at gøre Danmark til et af de mest konkurrencedygtige samfund i verden, hvor alle dele af Danmark rustes til den globale konkurrence. (Vækstrådets hjemmeside)

Med konkurrencestaten får man en udvikling af velfærden, som man kan beskrive som "from welfare to workfare" ("fra velfærd til aktivering"). Bistandsmodtagere får at vide, at de er en del af et system, hvor der er rettigheder, men der er sandelig også pligter. Hvis man overhovedet kan arbejde, skal man arbejde eller uddanne sig.

Siden 2001, hvor VK-regeringen dannedes, har Danmark haft ambitioner om at blive en af Verdens mest konkurrencedygtige konkurrencestater. Der er en del, der kan tyde på, at denne strategi delvist er lykkedes.
   Fogh Rasmussen regeringen (2001-9) nedsatte Globaliseringsrådet, der skulle komme med forslag til, hvordan Danmark kunne klare sig under globaliseringen. Man var klar over, at globaliseringen var et grundvilkår for en lille, åben økonomi som den danske, der handler overordentlig meget med udlandet.
    Siden blev globaliseringsrådet nedlagt og erstattet af Vækstrådet.  Det er dog mange af de samme ting, der arbejdes med. Man forsøger f.eks. med sine publikationer at afdække trends i globaliseringen.

Hvad er det for en verden, den danske konkurrencestat skal agere i?

Det kan beskrives som et verdensomspændende (globalt) økonomisk system, der er præget af en stadig mere intens konkurrence mellem virksomhederne og de nationalstater, de har hjemme i.
    Det er dog ikke rigtigt, når man siger, at virksomheder og kapital i dag er uden hjemsted og gavner alle eller ingen. De støttes af de konkurrencestater, de hører hjemme i og kan med dem som basis gå ud og erobre verden.
    Den globale økonomi fungerer på en måde, der skaber vindere og tabere. Det har noget at gøre med den hårde konkurrence på markedet. Det er ikke altid en ideel win-win situation.
   Vinderne er ofte de store multinationale virksomheder og deres aktionærer. Og vinderne er de nationalstater med deres tilhørende befolkninger, der har bragt sig i position til at få mest muligt ud den hårde konkurrence.
   Det er ikke mindst i de tidligere kolonimagter i Vesten, at man bragte sig i førerposition, så virksomheder fra USA og EU nu sidder i toppen af de globale produktionskæder og kan udtage flere patenter end de andre, så de fortsat kan udnytte deres førersposition.
    Det nye er, at det efterhånden som følge af den teknologiske udvikling, bl.a. Big data og de nye forretningsmodeller, er blevet et usikkert, prekært førerskab, der trues af hastigt voksende konkurrenter i nye industrilande, f.eks. Kina og Indien. Hvem kommer først med de nye patenter og omsættelsen af dem i nye forretningskoncepter?

    Resultatet af denne kappestrid afgør, hvordan der skabes en rig overklasse i de globale centre og samtidig skabes fattigdom i mere semi-perifere eller perifere områder af Verden med tilhørende etniske konflikter og flygtningestrømme.Det er således to meget forskellige syn på det, vi kalder globaliseringen.

Globalisering: Muligheder og begrænsninger

Globaliseringen kan være til fordel for de, der er i stand til at udnytte mulighederne og til ulempe for de, der ikke kan det. Der er ingen tvivl om, at globaliseringen de senere år har været til fordel for nogle nye, fremstormende økonomier, f.eks. Kina og de øvrige BRIK-lande, hvorimod andre lande ikke har været så gode til at udnytte mulighederne, f.eks. lande i Mellemøsten og Afrika syd for Sahara. Det har ikke i første række været et spørgsmål om at åbne sig eller ikke "åbne sig" for globale handelsstrømme og investeringer. Et land som Haiti har både været åbent og haft masser af muligheder for via søtransport at komme i kontakt med den øvrige Verden, og det har ikke ført til særlig meget udvikling. Omvendt har lande med intervenerende stater og betydelig grad af lukkethed kunnet nyde godt af globaliseringen, fordi de selektivt har kunne vælge ud, hvad der passede ind i landets udvikling.

Arbejdsdeling

Figur 2: Arbejdsdeling inden for tekstiler/tøj i Globaliserrådets streg

Kilde: Globaliseringsrådet.

Ved at lade kapitalen sprede sig ud over kloden, øges den internationale arbejdsdeling. Figuren ovenover viser, hvordan det kan ske. Lektione fra Globaliseringsrådet er klar: Find jeres pladser i arbejdsdelingen. Bliv dygtig til de dertil hørende kompetencer, og man vil nyde godt af en sund økonomisk udvikling.

Den danske globaliseringsstrategi har hovedsagelig gået ud på at skabe forudsætningerne for at få  placeret Danmark i toppen af de globale forsyningskæder. Siden har udviklingen været præget af den centrale rolle, IT er kommet til at spille.
    Vækstrådet, der rådgiver regeringen, har formuleret følgende som mål for, hvordan Danmark kan tage udfordringerne fra den IT-drevne globalisering op:

  En sådan strategi er en konkurrencestatsstrategi. Formålet er at placere Danmark gunstigt i de globale økonomiske fødekæder. Det gøres v.h.a. en veluddannet arbejdsstyrke, en velfungerende offentlig sektor.

Økonomiske kalkuler, evalueringer og benchmarking

På grundlag af den overordnede strategi udformes forskellige økonomiske analyser, der skal vise, hvor langt fra eller tæt på målene, man er. Der laves evalueringer i skoler og på offentlige uddannelsesinsitutioner. Forskningsbevillinger gøres midlertidige og udformes som sæt af gulerødder, som forskere og institutioner kan byde ind på. Altsammen i det fromme håb, at man øger nationens samlede konkurrencekraft.
    For erhvervslivet gælder det først og fremmest kampen om konkurrenceevne og produktivitet. Der laves adskillige internationale undersøgelser af konkurrenceevne, hvor det defineres som meget andet end løn-/priskonkurrence. World Economic Forum (Davos) har lavet en slags benchmarking af de forskellige lande i Verden m.h.t., hvor beredte de er på globaliseringsudfordringen. Et lands konkurrenceevne måles i et sammensat GCI-indeks (Global Competitiveness Report):

Figur 3: Danmarks placering i Verdens økonomiske Forums konkurrenceevneindeks

Kilde: WEForum: Global Competitiveness Report 2014-15.
Noter: Score på variablene til venstre i figuren. Institutioner: Her måles styrken i institutioner, f.eks. om der er corruption. Makroøkonomiske omgivelser (environment): Her måles, i hvilken grad der f.eks. er underskud på statsregnskabet, om der er inflation, statens kreditvurdering, etc. Health and primary education: Bl.a. levetid og andre sundhedsmål. Uddannelse. Goods market efficiency: Varemarkeders effektivitet, dvs i hvilket omfang er konkurrence effektivt virkende på landets varemarkeder; virker landets monopolmyndigheder; skatternes højde, etc. Labor market efficiency: arbejdsmarkedets effektivitet m.h.t. lethed med hyr&fyr, brain drain, skaffe arbejdskraft, etc. Financial Market Development: Hvor udbyggede er de finansielle markeder (banker, etc), så det er til at lane penge.  Business sophistication: Hvor sofistikerede er forretningsmiljøerne; er der virksomhedsklynger, hvor virksomheder kan støtte hinanden ?, er der bredde i værdikæder, etc. Innovation: Fornyelsesevne.

WEF deler økonomier op i faktordrevne (u-landsøkonomier, der udnytter og omdanner råvarer), effektivitetsdrevne (økonomier, der forarbejder og udvikler effektiv produktion, f.eks. Kina) og innovationsdrevne (vidensøkonomier, f.eks. Danmark). Radardiagrammet viser, hvordan Danmark ligger (2014-15) i forhold til gennemsnittet af innovationsdrevne lande.
   Der er en vis cirkulær, selvbekræftende logik i sådanne undersøgelser. Ikke overraskende ender de "mest udviklede" og liberaliserede vestige økonomier i toppen.  De nordiske lande plejer at ligge meget højt, men er i de senere år faldet lidt tilbage. I 2014-15 ligger Sverige, Norge og Danmark på en henholdsvis 10.,11, og 13. plads.

Figur 4: Svensk og norsk resultat i WEForum konkurrenceevneindeks


Norge scorer højt på makroøkonomiske omgivelser, hvad der nok delvist skyldes de betydelige olieindtægter i eksporten, men landet ligger lavere i innovationsevne end Sverige. Det kan hænge sammen med, at Norge har en del statsintervention og statseje i sit store erhvervsliv, hvad der ikke ideologisk er Word Economic Forums livret.
    Der er et solidaritetsperspektiv i den nordiske velfærdsmodel, som i sig selv er en af grundene til dens fortsættelse. Der er betydelig opbakning bag den, både i organisationerne og i vælgerbefolkningen. World Economic Forum bærer noget præg af baggrunden (Davos-eliten, Verdens ledende forretnings- og politikerelite, som mødes hvert år i Davos, Schweiz). Den elite, der er med til at finansiere undersøgelserne har et andet ideologisk udgangspunkt, som er langt mere liberalistisk og maredsorienteret end de grupper, der ideologisk og politisk står bag den nordiske velfærdsmodel.

Globalisering og civilsamfund

De tiltag til forbedring af konkurrenceevne, som er behandlet ovenover i gennemgangen af World Economic Forums konkurrenceindeks, går ofte under betegnelsen konkurrencestaten. Igennem denne srategi forsøger man at "gøre velfærdsstaten langtidsholdbar" ved at skabe et sikkert økonomisk grundlag under den. Der skal være en produktion af en vis størrelse for, at der kan være noget at fordele af i velfærd, lyder argumentet.
    Sociologer har angrebet problemstillingen fra en helt anden vinkel. Hvis vi igen ser på velfærdstrekanten øverst, så kan man sige, at problemer med, at folk har været soialt udsatte, traditionelt er blevet angrebet fra forskellige mulige vinkler. Markedet har leveret forudsætninger for den velfærd, der er til rådighed, igennem udvikling af produktion og fordeling igennem køb og salg og den almindelige markedsøkonomis ekspansion. Lande med et højt BNP pr indbygger er herved blevet i stand til at yde en relativt grad af velstandsgoder (huse, biler, forbrug, økonomisk sikkerhed) etc. uden, at staten har behøvet at gøre ret meget. Selvfølgelig kan markedet også skabe usikkerhed og ulige indkomstfordeling, men i den residuale velfærdsmodel er disse problemer løst ved, at man har givet fattigdomsydelser til de trængende, mens middel- og overklasse stort set har måttet passe sig selv og klare sig med forsikringer.
    I andre samfund, f.eks. de nordiske velfærdsstater, har både marked og stat spillet sammen. Den offentlige sektor er blevet set som, ikke en byrde for den private kapital, men som en samarbejdspartner, hvor den udbygningen af statslig uddanelse og sundhed har skabt forudsætninger for de private erhvervs ekspansion.
   For nogle sociologer og velfærdsteoretikere har denne udvikling imidlertid ikke været uproblematisk. Den tyske sociolog og filosof Jürgen Habermas har således beskæftiget sig med, hvad der kan ske, når den tredje vinkel i velfærdstrekanten, civilsamfundet sættes under pres. Det kan føre til samfundsmæssige dårligdomme, f.eks. alkohol- og narkomisbrug, kriminalitet, brudte familier. Og ofte vil disse problemer kunne forstærke hinanden.
    Civilsamfundet har tidligere løst mange af de opgaver, som nu løses i offentlige velfærdsordninger. Det kan være pleje og pasning af ældre, pasning af børn, etc.

Figur 5: Kolonisering af livsverdenen



    De aktiviteter, der finder sted i civilsamfundet, især familien (og herunder den udvidede familie), naboskaber, kirkesamfund, organisationer, når folk hjælper hinanden spontant uden at blive sat til det af eksterne kræfter, kalder Habermas for livsverdenen. Den fungerer ud fra helt andre principper end markedet og staten. De to sidste instanser kalder han for systemverdenen. Udviklingen er præget af, at livsverdenen trænges tilbage af systemverdenen. I konkurrencestaten kan vi f.eks. se, at en hel masse aktiviteter skal til at måles. Man har f.eks. ikke tillid til, at offentlig ansatte sygeplejersker, lærere, etc laver deres arbejde effektivt og samvittighedsfuldt, fordi deres professionsstolthed, samvittighed og den etik, de har bygget op i kommunikationen med kollegaer og klienter/elever. Arbejdet skal måles/evalueres, og lønnen måske udbetales som resultatløn i forhold hertil. Det kan påvirke kommunikationen negativt, idet resultatet af den gode kommunikation ikke kan måles og indgå i evalueringen. Herudover kan konkurrencestatens pres for effektivisering udløse stress og dårligt arbejdsmiljø.
    Man kan så diskutere, om det er markedets pengelogik eller statens politik- og magtlogik, der afstedkommer det, men man kan konstatere, at livsverdenen skrumper.
    Forældre har ikke den samme tid sammen med deres børn mere, når begge går på arbejde. Børnene tilbringer længere tid i daginstitutioner. Velfærdsstaten tager sig af opgaver, der tidligere lå i familien. - Hvad der også kan være en god udvikling, idet det frigør forældrene til at søge udfordringer uden for hjemmet og gør f.eks. kvinder fri for forsørgelse fra mandens side.
    Men det kan blive prblematisk, når det område af tilværelsen, der ikke er målrationel (jeg gør noget for at opnå et økonomisk mål) skrumper, f.eks. den del, der består af kærlighedsrelationer og kommunikation i grupper og med venner bliver mindre. Eller det kan være familielandbruget, hvor det har udviklet sig til en moderne fabrik. Forhold til dyr og familie bliver præget af instrumentelle relationer.
    Når det statslige system kommer ind over, sker der en klientgørelse af modtagerne af velfærdsydelser. Det statslige bureaukrati sikrer en dannelse af roller, der giver mulighed for formel kommunikation og indførelse af kontrol. Det, der før var kommunikativ handlen i civilsamfundet bliver formaliseret rolleindtagelse og kommunikation, når sagsbehandleren behandler klientens sag. Det skaber afstand. Og ofte skaber det modsætninger og frustration, så klienten går rundt med en opfattelse af at være "oppe imod et system", som ikke vil ham/hende det godt.

Pointen er, at det kan udvikle sociale patologier (sygdomme i form af frustration og social usikkerhed, der fører til f.eks. misbrugsproblemer og evt stigende selvmordshyppighed), hvis systemverdenen trænger sig for meget på.
   Man ser det eksempelvis i form af bysamfund, der går til som følge af globaliseringens økonomiske virkninger. Det er markedet, der har gjort produktion urentabel i et område, som man f.eks. så det ske i amerikanske storbyer som Detroit og Baltimore, da traditionelle industrier gik ned, - uden at blive erstattet af andre. - Ikke i første omgang, i hvert fald.
   Da eurogældskrisen og arbejdsløshedsproblemerne ramte Grækenland med fuld kraft efter 2010, berettedes det fra flere sider, at der var mange opløsningstendenser og patologier, f.eks. en stigende selvmordshyppighed.


DISKUSSIONSSPØRGSMÅL OG OPGAVER