Styreformer

Vi lever i en verden, hvor demokratiet har opnået stor udbredelse. Demokratierne har spredt sig og trængt autoritære og diktatoriske regimer til side. Der er dog stadig diktaturer og mange blandingsformer.

Note: Teokrati: Styre v. Gud, eller rettere dennes repræsentanter på jorden. Eksempel: Islamisk Stat (IS), der ville lave kalifat i Syrien/Irak, dvs de religiøse ledere er de øverste myndigheder, evt i både åndelige og verdslige anliggender, eller som hovedsagelig rådgivere (f.eks. Vogternes Råd). Rent diktatur er ikke så udbredt mere. Ofte er det med blandingsformer, hvor en autoritær stat laver formelle valg (f.eks. Putins Rusland), men hvor retsstatsprincipper ikke følges, og medierne kan være styret, eller de udøver selv forhåndscensur. I den klassiske demokratiteori er det en forudsætning, at der er frie medier og ytringsfrihed, så der kan fremlægges og diskuteres politiske alternativer for vælgerne.

Alle vil gerne være "demokrater". Det er et plus-ord, som desværre er blevet meget bredt og temmelig vagt. Demokrati kan være mange forskellige ting. Der er adskillige, ofte indbyrdes ret forskellige demokratiopfattelser. Det rejser spørgsmålet: Hvad er demokrati egentlig for noget? - Og hvordan studerer man det?
En del demokratiopfattelser er normative og præskriptive, dvs de indeholder "bør"-sætninger og de angiver opskrifter på, hvordan man gennemfører et "godt", idealiseret demokrati: "Der bør være flere folkeafstemninger, så vælgerne bliver mere engagerede". - Her fremgår det, at man opfatter det gode demokrati som et, hvor vælgerne er mere aktive, hvor de deltager mere. Og det indeholder den underforståede antagelse, at man kan blive mere engageret, hvis der er folkeafstemninger. Det er ikke alle, der opfatter det som godt. Nogle mener, at demokratiet bliver mindre effektivt (mere besværligt at få taget beslutninger), hvis der er flere folkeafstemninger.
På den anden side har vi dem, der forsøger at lave en empirisk (virkelighedsrelateret) forskning, hvor de undersøger: Hvordan er demokratiets faktiske tilstand?: Hvordan deltager de i politik? Hvor mange stemmer? Hvorfor er der mange sofavælgere (folk, der bliver hjemme på valgdagen)?

Den oprindelig betydning af de græske ord demos og kratos er "folk" og "styre". Det betyder altså, at "folket styrer".
Men hvordan kommer det til det? Det kræver nogle procedurer og en villighed til at engagere sig og gå hen og stemme (når det er repræsentativt demokrati). Demokratiet forudsætter en formel politisk lighed: èn mand, èn stemme. Alle skal have lige adgang. I virkelighedens verden er det ikke altid sådan, idet folk er udstyret med forskellige ressourcer.
Under enevælde og diktatur kan styret være begrundet i herskerens guddommelige ret til at styre. Når dette princip forlades, er det nødvendigt med en anden begrundelse bag magten. I et demokrati er begrundelsen for, at man overlader magten til repræsentanter, og disse har retten til at styre på ens vegne, at retten til at gøre det er delegeret (videregivet) fra vælgerne folket til repræsentanterne. Den demokratiske opbakning giver legitimitet (lovlighed) til de styrendes beslutninger.

Det danske demokrati, som det er fastlagt i grundlov og valglov, er et repræsentativt demokrati med træk af direkte demokrati, dvs demokrati med folkeafstemninger indbygget. Det juridiske udtryk for folkeafstemning er referendum.(Det betyder egentlig: Der skal refereres til.... - altså til vælgernes afgørelse)

Det repræsentative demokrati er beskrevet nærmere i den danske grundlov. Her er angivet en række formelle regler for, hvordan der laves valg. Disse er nærmere udmøntet i valgloven, som er vedtaget i Folketinget. Folketinget vælges af vælgerne ved forholdstalsvalg (dvs der kommer repræsentanter i folketinget i forhold til partiernes størrelse ved valgene). Vælgerne bestemmer altså igennem lige og almindelig valgret, hvem der skal indehave posterne i den lovgivende magt.

Det repræsentative demokrati i Danmark fungerer således: Den udøvende magt "vælges" så at sige af Folketinget: Af Folketingets midte sammensættes en regering, som kan sidde så længe, Folketinget ikke udtrykker sin mistillid til den (mistillidsvotum), og så længe, den kan få nødvendig lovgivning igennem. Det kaldes parlamentarisme, jvf mere nedenfor. Flertal i "nødvendige" afstemninger, f.eks. om finansloven, er ikke nævnt i grundloven, men det er en selvfølgelighed, at der skal vedtages finanslov og skattelove, samt flere andre nødvendige love. Ellers vil samfundet bryde sammen. Derfor er det en betingelse for en regering at kunne få sådan lovgivning igennem.
Den danske styreform er et konstitutionelt monarki, dvs det er et kongedømme, hvor monarken er statsoverhoved, men uden egentlig politisk indflydelse til denne.

Parlamentarisk demokrati

Hvad er parlamentarisme? Nedenfor vises i figur 1 den parlamentariske styringskæde, der formelt sikrer, at det repræsentative demokrati er "demokratisk", idet vi her ser forbindelsen mellem vælgerne og de repræsentanter, de har valgt.
Men hvor "demokratisk" er det, at den ene halvdel af befolkningen regerer hen over hovedet på den anden? Nogle kalder det "flertallets diktatur". Andre siger, det er en "nødvendighed". Under alle omstændigheder illustrerer det dilemmaet mellem ønsket om styringseffektivitet på den ene side og ønskerne om demokratisk deltagelse på den anden.

Under fast og cementeret flertalsparlamentarisme er det ikke altid sjovt at høre til oppositionen. Den har da ikke særlig stor indflydelse. Det fremføres tit imod denne opfattelse, at langt de fleste love - også i perioder med fast flertalsparlamentarisme - bliver vedtaget med brede flertal i folketinget. Det kan være rigtigt, men man glemmer så, at det ofte er de vigtige - og politiserede - sager, der vedtages med de smalle flertal. Det gælder også tungr og fordelingspolitisk vigtirg sager som finanslove og skattelove.

Hvordan defineres parlamentarisme juridiske ramme formelt?
I grundlovens § 15 fastslås det formelle parlamentariske princip på denne måde:

§ 15
Stk. 1.
Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at folketinget har udtalt sin mistillid til ham.
Stk. 2.
Udtaler folketinget sin mistillid til statsministeren, skal denne begære ministeriets afsked, medmindre nyvalg udskrives.

Det sker meget sjældent, at Folketinget udtaler sin mistillid igennem vedtagelse af et mistillidsvotum. Men det er heller ikke nødvendigt. Som regel vil regeringen have sit flertal i orden, og der er andre måder at få konstateret det på, hvis dette ikke er tilfældet. En regering kan også selv tage konsekvensen af, at "tilliden" er borte. Det gjorde KV-regeringen under ledelse af Poul Schlüter f.eks. i januar 1993, da den såkaldte Tamilrapport blev offentliggjort. Rapporten konkluderede, at regeringen/centraladministrationen havde negligeret tamilers ret ifølge loven til familiesammenføring. I stedet dannede socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen en regering bestående af Socialdemokratiet, Radikale, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.
En statsminister er først kommet ud i tovene med sin regering, hvis han mødes af et mistillidsvotum i Folketinget. Det vil sige, at han/hun har spillet sig det væsentlige magtmiddel af hænde, der hedder at kunne udskrive valg på det tidspunkt, der passer ham eller hende.

Mange valg er udskrevet på uenigheden om økonomisk politik. Det er sjældent udenrigspolitik, der udløser valg. En undtagelse var valget i 1988. Forud var gået flere års tovtrækkeri om den såkaldte fodnotepolitik i NATO, hvor et alternativt flertal i folketinget var imod den af regeringen førte politik m.h.t. NATO's bevæbning af Vesteuropa med mellemdistanceraketter.

Den parlamentariske styringskæde

Den parlamentariske styringskæde skulle sikre, at beslutninger (love, bekendtgørelser, administrative enkeltafgørelser) er demokratiske.
Den danske model for parlamentarisk demokrati kaldes ofte for flerpartimodellen, eller koalitionsmodellen. Der er et relativt stort antal partier i parlamentet, og de er nødt til at samarbejde og indgå alliancer for, at der kan blive et flertal for en politik. Intet parti har flertal alene.

Konkurrencedemokrati og deltagelsesteori er to teorier om demokrati. De indeholder begge normative elementer (bør-udsagn), altså opfattelser af, hvad det "nødvendige" eller gode demokrati er.
Konkurrencedemokrater mener, at demokratiet skal være et repræsentativt demokrati. Alt andet ses som urealistisk. Og demokratiet i sin repræsentative form indeholder nogle nødvendige procedurer, der gør, at man kan nå frem til beslutninger. Der skal være en valgmåde, der gør, at der ikke bliver for mange partier (f.eks. flertalsvalg i enkeltmandskredse).
I konkurrencedemokratiteorien ser man demokratiet som en konkurrence mellem konkurrerende eliter, som falbyder deres "politiske varer" (f.eks. valgprogrammer) til vælgerne, så disse har noget at vælge imellem. Vælgerne skal holde sig til rollen som vælgere og overlade det til repræsentanterne at køre det politiske spil i parlamentet. De sidder der til næste valg og tager beslutninger på vegne af dem, der har valgt dem.

Noter: Cazerolazo/Piquetero: Det første betyder "slå på kaseroller og gryder", det andet sympatiboykotter. Det er eksempler på direkte, folkelige protest- og aktionsformer, der er blevet mere udbredte i de senere år i f.eks. Balkanområdet og Sydamerika (her efter de spanske betegnelser). Konkurrerende eliter kan f.eks. være fagbevægelsens top (LO, HK, FOA, Dansk Metal) over for erhvervsorganisationernes (DI) top. Det kan også være forskellige erhvervsinteresser, f.eks. eksportrettede erhverv over for hjemmemarkedserhverv, der agerer via bestemte partier og strides om at sætte sig på den politiske magt.

Deltagelsesdemokrater ser deltagelsen som positiv. Det er godt med folkeafstemninger, fordi det tvinger mere deltagelse frem. Demokratiet er i højere grad en livsform, hvor det ikke kun drejer sig om at afgive stemme hvert fjerde år. Demokratiet er også demokratisk dialog og samtale i hverdagen. Og man opdrages/uddannes til demokrati på sit arbejde/uddannelsesinstitution. Derfor skal der også være demokratisk beslutningstagning og samtale på arbejdspladserne og på uddannelsesstederne. Man lærer deltagelse ved at praktisere den.
Ifølge deltagelsesdemokraterne er vi ikke som vælgere og borgere i et demokratisk samfund isolerede individer, der går hen og stemmer engang imellem. Vi betyder noget for hinanden; den enes ageren har betydning for den andens. Der er en form for synergi i demokratiske grupper og fællesskaber, dvs gruppeeffekten er større end summen af de forsamlede individer hver for sig. Politisk deltagelse er en gruppeaktivitet.

Demokratiets krise i de senere år med faldende valgdeltagelse og politikerlede har ført til forstærkede krav om mere deltagelsesdemokrati. Det kan være deltagelse i græsrodsbevægelser, direkte aktioner, boykotaktioner m.m., hvor folk forsøger at få politikerne i tale via medieomtale og direkte kontakt til og påvirkning af det politiske system.

Westminstermodel

En anden model for parlamentarisk demokrati, der afviger fra den danske, er den såkaldte Westminstermodel, der findes i Storbritannien. Den er opkaldt efter Westminster, det sted i London, hvor Underhuset og en del af ministerierne ligger. Westminstermodellen er altså betegnelsen for det engelsk-inspirerede parlamentariske demokrati, hvor regeringsmagten skifter mellem de to dominerende partier, der ofte er en følge af valgmåden (flertalsvalg i enkeltmandskredse, first-past-the-post). Oppositionspartiet udgør en nærmest institutionaliseret opposition, i England ligefrem kaldt "Her Majesty's loyal opposition" med skyggekabinet og sæde over for regeringen på oppositionsbænken i Underhuset. Man er klar til at overtage magten, når regeringspartiet er kørt træt og magten skifter.
Ligesom USA har Storbritannien et tokammersystem. Parlamentet består af Underhuset (House of Commons) med 650 MPs (Members of Parliament), som er den egentlige bestemmende forsamling. Og så er der Overhuset, der består af adelige, som har arvet retten til at sidde der og personer (life peers), der er udnævnt på livstid af monarken.

Note: Party Whips: Parlamentsmedlemmer, der har funktioner med at organisere afstemninger, så det sikres, at partilinjen følges. Cabinet: Regeringens inderkreds af særlig vigtige minstre. De sidder på the front bench over for oppositionens skyggekabinet i Underhuset.

Westminstermodellen kan give en betydelig koncentration af magten hos premierministeren og lederen af regeringspartiet.
   Der var stor debat om og kritik af modellen under Labourregeringen i 2002-03, ikke mindst efter Storbritanniens deltagelse i Irakkrigen 2003 på amerikansk side. Nogle mente, at det kun kunne have ladet sig gøre, fordi premierminister Tony Blair havde så stor magt og fik sin vilje trumfet igennem. Udviklingsministeren og medlem af kabinettet (regeringens inderministerium af de mest magtfulde ministre) Clare Short gik af med følgende karakteristik af, hvad hun kaldte den "kongeligt råd" (privy council) af rådgivere i Blairs omgivelser, i det engelsk Underhus: Centraliseringen af magten hos premierministeren og en lille kreds af rådgivere, der udsendte hastige og ofte dårligt gennemtænkte diktater (udtalt på tysk: DIKTATS). (The Guardian). Det var altså beslutningsprocesser præget af, at Blair med en lille kreds af nære rådgivere fandt ud af, hvad der skulle gøres, hvorefter Labours parlamentsgruppe skulle bankes på plads bag beslutningen. I Underhuset har man ligefrem såkaldte "Whips" ("Piske"), dvs en formaliseret ordning med medlemmer, der har som opgave at sørge for overholdelse af partidisciplinen i vigtige sager. Mere demokrati ville ifølge Short have ført til bedre beslutninger, fordi tingene ville være blevet bedre overvejet og gennemarbejdet.
    I 2010 skete det usædvanlige, at der blev dannet en koalitionsregering, idet De Konservative og Liberaldemokraterne gik i regering sammen. Det kom til at koste Liberaldemokraterne dyrt ved valget i 2015. Efter dette valg dannede De Konservative flertal alene. De fik absolut flertal i Underhuset.
    Det er ikke kun i Storbritannien, at det repræsentative demokrati udsættes for kritik for magtfuldkommen ledelse af landet. I flerpartimodellen kan der være indgået aftaler mellem partierne, som gør, at beslutningerne også trækkes væk fra parlamentssalen.

Præsidentialisme

Parlamentet i den amerikanske union USA (The United States of America) er Kongressen, og denne består af to kamre, et Repræsentanternes Hus og Senatet. Staterne er repræsenteret i Senatet med to fra hver stat, der vælges for 6-årige perioder, med en tredjedel valgt ved forskudte valg hvert andet år. Repræsentanternes Hus med 435 medlemmer, som vælges for to-årige perioder, er sammensat af repræsentanter, der er valgt i staterne i forhold til staternes størrelse. I modsætning til Storbritannien er der i USA to folkevalgte kamre med nogenlunde lige beføjelser.

Der er væsentlige elementer af såkaldt Direkte demokrati i den danske forfatning. I et direkte demokrati møder vælgerne frem, drøfter sagerne og stemmer om dem. Det er af naturlige grunde ikke muligt i et samfund med mange vælgere. Så her kan man lave folkeafstemninger i stedet. Man bruger også udtrykket referendum om folkeafstemning. Et referendum kan være obligatorisk; folkeafstemningen skal afholdes, når visse betingelser er opfyldt.

Ved suverænitetsafgivelse (overladelse af national bestemmelsesret til internationale organisationer) skal der afholdes folkeafstemning, hvis ikke suverænitetsafgivelsen sker med mindst 5/6 flertal i Folketinget (obligatorisk referendum, dvs hvis der ikke er 5/6 for, skal der laves folkeafstemning). Der er også folkeafstemning ved ændring af valgretsalder og grundlovsændringer(obligatorisk referendum).
Endelig kan 1/3 af Folketingets medlemmer kræve en lov ud til folkeafstemning(fakultativt referendum).

Frivilligt referendum, hvor en regering af egen fri vilje ønsker at konsultere vælgerbefolkningen i en sag ved at lægge den ud til folkeafstemning, er blevet brugt i EU-spørgsmål i England (1975) og Frankrig (1992, Maastrichttraktaten), og i Danmark Den europæiske Fællesakt 1986.

Referendum med initiativret til vælgerne findes i henimod halvdelen af de amerikanske enkeltstater og i Schweiz. I Schweiz kan 50.000 vælgere med deres underskrifter forlange et spørgsmål lagt ud til folkeafstemning.

De senere års globalisering har udsat demokratiet for mange udfordringer. Hvis man kan flytte rundt på milliardstore kapitaler på sekunder ved at trykke på en computertast, er der opnået en frihed for økonomiske transaktioner, der kan udsætte de demokratiske beslutningsprocesser for vanskeligheder m.h.t. styringen. Det nationale niveau, som det parlamentariske demokrati er udformet til kommer til kort. I stedet er det foreslået, at man skal lave et kosmopolitisk demokrati, hvor der vælges til organer øverst i hierarkiet, f.eks. FN, og det så tager beslutninger af mere omfattende global karakter.
Det er dog ikke særlig realistisk at tro, at nationalstaterne uden videre afgiver deres magt. Vi står altså over for et paradoks, der hedder: Nationalstaterne mister magt, men magten over politikken flytter ikke uden videre op på et globalt plan. Hvem har så magt der? De stærkeste nationer? Multinationale selskaber? Det, der står tilbage, er alt for ofte mangel på styring og demokratisk underskud, hvor der bliver for langt mellem folket og de, der tager beslutninger.

EU og det demokratiske underskud
I EU har man i efterhånden en del år diskuteret det såkaldte "demokratiske underskud", der består i, at der er lang vej fra vælgerne til beslutningerne. Og sommetider kan man måske slet ikke finde nogen "vej".
Det er en alvorlig sag for dette europæiske samarbejde, fordi det skaber lede, fremmedgørelse og afstandtagen. Problemet blev tilspidset under den græske gældskrise i 2015, hvor et helt lands vælgerbefolkning følte sig mere eller mindre "kørt over" af både deres egne politikere og EU apparatet.
   Grækenland var efterhånden løbet ind i uoverstigelige gældsproblemer (gæld på 180 pct af BNP). Da der havde været negativ vækst i landet i flere år, var det stort set umuligt for landet at betale pengene tilbage, men det forlangte kreditorerne ikke desto mindre.
   Betingelserne for at Grækenland kunne blive i euroen blev skrappere for hver hjælpepakke, EU vedtog, der skulle skabe overgangsfinansiering og afhjælpe umiddelbar pengemangel.
   I sommeren 2015 udskrev den græske statsminister folkeafstemning om lånebetingelser, som EU og den såkaldte trojka (Kommissionen, ECB og IMF) havde stillet. Grækerne stemte nej, men ikke desto mindre tog den græske statsminister Alexis Tsipras til møde i Bruxelles og forhandlede en ny låneaftale, der indeholdt skrappere betingelser end de, vælgerne havde stemt nej til, og samme Tsipras erklærede sig enig i vælgernes afgørelse. Men meningsmålinger havde vist, at grækerne med stort flertal foretrak at beholde euroen som valuta, og det har nok været det, han handlede ud fra.

Så hvad vi altså får i dette vort demokrati er forbløffende store og stadig mere obskøne skattenedsættelser og andre appelsiner-i-turbanen fordele for de rigeste, mens de købte politikere hakker løs på grundlæggende sociale ydelser og det sociale sikkerhedsnet og siger, at det har vi ikke råd til.

Her går Herbert ind og ser på de beslutninger, der kommer ud af de demokratiske procedurer. Hertil kan modargumentet jo lyde, at folk får de politikere, de har fortjent. Bryder de sig ikke om beslutningerne, må de vælge nogle andre næste gang. Det er demokratiets vilkår. Men hertil siger Herbert, at politikerne er købt af storkapitalen, idet forretningsfolk giver støtte igennem valgkomiteer og på andre måder, og at politikere, der vælges på basis af en sådan støtte vil være tilbøjelige til ikke at spytte efter hånden, der fodrer dem.

Hertil kommer, at de rige velgørere i USA giver mange penge til tænketanke, universiteter og skoler – altsammen naturligvis i en god mening. Det drejer sig om at højne kvaliteten af uddannelse og forskning. Men ikke alle ser det sådan.

Hvis vort fungerende demokrati er så problematisk, hvordan kan vi så egentlig få stillet kriterier op til vurdering af demokratiets reelle tilstand – og få formuleret forslag til forbedringer?

Freedom House er i en undersøgelse af 29 lande i området mellem Europa og Asien (Eurasien) for 2014 nået frem til, at 13 blev bedømt som demokratier, 6 som overgangsregimer og 10 som autoritære regimer. Et autoritært regime er f.eks. et, som undertrykker opposition. Det hedder f.eks. om Rusland, som fik nedgraderet sin demokrati rating i 2014: Russia earned its largest ratings decline in a decade in 2014, as the Kremlin stepped up suppression of dissent at home (Rusland fik sit største fald i rating i et årti i 2014, idet Kreml optrappede undertrykkelsen af opposition hjemme). Man kan altså godt have visse demokratitræk, f.eks. regelmæssige valg, og alligevel ikke komme med i gruppen af etablerede demokratier.
Selv inden for EU var der problemer. Undersøgelsen konkluderer f.eks. om Ungarn:

I Ungarn bekræftede og styrkede valg i 2014 Viktor Orbans Fidesz-ledede koalition. Oppositionspartier kritiserede påstået manipulation af valgkredsinddelinger til fordel for det regerende parti og regeringens store indflydelse på stats-TV og radio. De fleste klagepunkter blev bekræftet af internationale observatører, bl.a. OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa), som også pegede på stærk statsindflydelse på private medier og reklamemarkedet, samt meget ulige finansielle ressourcer blandt de konkurrerende partier. Et team af anti-korruptionsiagttagere beskyldte Fidesz og dette partis juniorpartner i koalitionen for at bruge dobbelt så meget som den i loven fastsatte grænse til at føre valgkamp for (Freedom House rapporten).

Der er nogle, der systematisk forsøger at måle graden af demokrati, f.eks. ved at opstille demokratiindeks, hvor man måler scoren på forskellige demokrativariable. Nogle af disse indeks kan være ikke så lidt etnisk-kulturelt centrerede. Ikke overraskende kommer de ud med et resultat, der viser, at de selv lever i den bedste af alle verdener, det vestlige demokrati. Det gælder f.eks. Freedom House .

Et af de bedste af den slags indeks er det, The Economist’s interne tænketank, EIU, laver. Her er ikke helt den samme tendens til vestlig selvros. USA og Storbrtiannien ligger f.eks. lavt, idet terrorlovgivningen, ifølge EIU, har medvirket til en forringelse af borgerrettigheder, så som beskyttelse imod vilkårlig fængsling og beskyttelse imod aflytning o.lign.

Kilde: The Economist. Første talsøjle viser rækkefølge, næste rang efter den største samlede score. Tredje søjle viser scoren for valgproces og pluralisme (at man tillader forskellige interesser og holdninger at komme til orde), den fjerde, hvor godt regeringsmagt og administration fungerer, den femte politisk deltagelse, f.eks. hvor mange der stemmer ved valg og deltager i politiske møder, underskriftindsamlinger, etc. Den 6. kolonne viser scoren på politisk kultur, dvs f.eks. tolerance over for anderledes tænkende. Den sidste søjle viser borgerrettigheder, f.eks. ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, etc.

Det er måske ikke overraskende, at de nordiske lande scorer højt, når demokrati måles på EIU’s facon. De formelle kriterier opfyldes i de nordiske landes retssamfund. Men herudover kan de godt lide under nogle af de problemer, som Bob Herbert hæfter sig ved i det amerikanske demokrati. Der er også i de nordiske lande en stor kapitalkoncentration, hvor store kapitaler og erhvervslivets organisationer giver støtte til politiske partier/politikere og til kunst og videnskab.
Ved en generalforsamling i Den danske Bank kunne Danmarks største kapitalgruppe A.P. Møller Mærks f.eks. sætte sin egen mand, Eyvind Kolding, ind som bestyrelsesformand i Danmarks absolut største bank, hvor Mærsk sad på en stor aktiepost. Det var der ikke mnge, der hæftede sig ved i den politiske debat. Tværtimod blev det fremhævet, at Mærsk nu ”strammer grebet om Danske Bank”. Men uproblematisk i en demokratisk sammenhæng er det ikke. Det giver en stor koncentration af økonomisk magt, der igen kan ytre sig, åbent eller skjult, igennem udøvelse af politisk indflydelse.

Spørgsmål om enten-eller - i forhold til at se demokratitilstande som et kontinuum

Franske politologer, f.eks. Michel Camau, har kritiseret den skarpe opdeling mellem “demokratiske” og “autoritære” regimer, som man ofte foretager i amerikansk (og dansk) inspireret politologi. Det er værdiladede begreber, som så efterfølgende kan bruges til at kritisere araberne for at være “udemokratiske”. Det er også med til at komplicere sagen, at de “udemokratiske” træk ofte kan hænge sammen med en kolonial historik, der har skabt en afhængig økonomi, og som dermed medvirker til at fastholde “umoderne” samfundsstrukturer.
Hvorfor skal Egyptens BNP pr indbygger være en tiendedel af Italiens? I det romerske imperium var de ligestillede, ja, en by som Alexandria var endda et lysende eksempel på civilisation. Det giver ikke mening at sige, at det er fordi, araberen i modsætning til europæeren ikke mestrer en moderne industri- og serviceøkonomi. Det giver måske mere mening at sige, at når han ikke gør det, er det fordi, europæerens oldeforældre har anbragt ham i en økonomisk inferiør position, som han har svært ved at rejse sig fra i dag p.g.a. fastfrosne økonomiske strukturer og spilleregler.

Man har i den franske politologiske tradition, som Camau repræsenterer, forsøgt at relativere forskellene mellem de to typer af politiske systemer og i stedet foreslå modeller, hvor Nord-/Sydsystemerne konvergerer ("kører sammen"). De etablerede “demokratier” bliver mindre og mindre ”demokratiske” i og med deres beslutningsprocesser præges af en opdeling i udemokratiske enklaver af indlemmede (koopterede) eksperter og særinteresser (interesseorganisationer/pressionsgrupper), hvorimod de “autoritære” systemer er i fuld gang med at åbne sig i forhold til EU’s, Verdensbankens og Den internationale Valutafonds smukke ord om “god regeringsførelse”.

Radikal demokratiteori

Samfundet har gennemgået en løbende modernisering siden oplysningstiden (fra slutningen af 1700-tallet). Det gælder ikke mindst de demokratiske styreformer.
   Man kan sige, at det i moderne forstand startede med de franske og amerikanske revolutioner. De lånte tanker fra filosoffer som Montesquieu, Rousseau og Locke. Op igennem det 19. og 20. århundrede udviklede de repræsentative demokratier sig. Flere fik valgret. I begyndelsen var det de formuende og skattebetalende mennesker, næsten udelukkende mænd, der gjorde sig gældende.
   Efterhånden blev valgretten udvidet til stadig flere grupper, og i starten af det 20. århundrede kom også kvinderne med. Nu kunne man så mene, at man var nået frem til den bedste af alle verdener. Hvis der fortsat var nogle, der var udenfor, måtte det være deres egen skyld! Man kunne jo blot bruge sin stemmeret og få del i beslutningerne, så ens tilværelse eller tilværelsen for den gruppe, man tilhørte, kunne blive begunstiget af demokratisk beslutningstagning i parlamentet.
    Så enkelt har det imidlertid vist sig ikke at være. Store grupper kan systematisk være sat udenfor og f.eks. have langt lavere valgdeltagelse end andre. Det viser sig, at det er samfundets økonomiske og sociale ulighed, der spiller en rolle for, hvor meget folk deltager.

Figur 8: Klassehierarki og økonomisk, social og kulturel kapitalbesiddelse

Note: Klassepyramiden er ikke med her som påstand om en empirisk klasseundersøgelse, men kun til illustration af en modelagtig, forestillet klassestruktur.

Undersøgelser af politisk adfærd viser ret samstemmende, at valgdeltagelse og anden politisk aktivitet har tendens til at være ligefremt proportional med folks placering i klassehierarkiet.
   Jo højere uddannelse, jo mere politisk aktivitet er der. Det kan være deltagelse i politiske møder, underskriftsindsamlinger, aktivitet på sociale medier, etc.
   Det viser sig også, at sammensætningen af parlamenterne er dårlige spejlbilleder af klassesammensætningen: De højtuddannede er overrepræsenteret blandt parlamentsmedlemmer. - Men indebærer det nødvendigvis, at disse mennesker ikke kan repræsentere interesser for de, der er lavere placeret i klassehierarkiet? Det er der nogle, - men ikke alle - , der mener.
    Ifølge radikal demokratiteori vil en forudsætning for et mere ægte demokrati være, at der bliver større lighed i samfundet, så ulighed som baggrundsfaktor for deltagelse formindskes. Det kan ske i form af større udjævning af indkomster, som man f.eks. har i den universelle velfærdsstat. Det kan være igennem en højnelse af uddannelsesniveauet for alle. Det kan ske ved at udbygge alternative kanaler for politisk deltagelse.
    Kan det ske ved at fjerne delingen i sociale klasser? Eller ved at gøre noget ved de ulighedsskabende mekanismer i samfundsøkonomien? I den universelle velfærdsstat forsøger man sig med progressiv beskatning (højere beskatning af sidst tjente krone) og mere rundhåndet uddeling af velfærdsgoder, der kan mindske forskellene i sociale ressourcer mellem mennesker.
    I USA var det tidligere sådan, at man nogle steder kunne eksaminere folk i forfatningen som betingelse for, at de fik et valgkort. Det er ud fra opfattelsen, at hvis de intet ved om grundlaget, kan det være farligt at give dem en stemme. Det har også nogle steder været forlangt, at man skal kunne læse og skrive. Det har ramt bestemte lag af befolkningen. Det er stadig sådan, at man aktivt skal lade sig registrere som vælger for at være stemmeberettiget. ( - I modsætning til f.eks. Danmark, hvor man automatisk får tilsendt et valgkort, når man er 18 eller derover). Folk skal have lige adgang, forlanges det i den radikale demokratiteori.

Demokratiet bør ikke stoppe ved fabriksporten, siger man endvidere i den radikale demokratiteori. Ellers oplever folk jo, at de måske nok er formelt lige i det politiske liv (lige stemmeret, lige formelle muligheder for at stille op til valg, etc.), men reelt er uligheden i indflydelse utrolig stor, når man inddrager folks økonomiske kapital. De, der ejer virksomheder og kan foretage større investeringer, har langt større indflydelse end de besiddelsesløse, som har mere gæld end formue.
Lønmodtagerne i virksomhederne har langt mindre indflydelse end virksomhedsejerne. Er det muligt at indføre mere virksomhedsdemokrati, så de ansatte ikke kun har 1-2 medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen, men inddrages i beslutningerne på ledelseplan? Eller vil det kræe medejerskab til kapitalen?

Karl Marx (1818 - 1883) så det liberale, "borgerlige" demokrati som en del af kapitalens klasseherredømme. Der er ikke mange steder, han skrev langt og sammenhængende om demokratiet. Men man kan generelt sige, at han så det sådan, at det egentlige virkeliggjorte demokrati finder man først i det klasseløse samfund, hvor staten og dens undertrykkelse er afskaffet.
Et af de steder, han skrev om demokrati, var i hans kritik af de tyske socialdemokraters Gotha program, der blev udformet omkring 1875:

Jeg kommer nu til det demokratiske afsnit.
A. "Staten skal bygges på frihedens grund."
Ifølge II tilstræber det tyske arbejderparti først og fremmest "den frie stat".

Frie stat – hvad er det for noget?

At gøre staten fri er ingenlunde noget formål for arbejderne, der er kommet af med den indskrænkede undersåtforstand. I det tyske rige er "staten" næsten lige så "fri" som i Rusland. Friheden består i at forvandle staten fra et organ, der står oven over samfundet, til et organ, der afgjort står under det.... (Kritikken af Gothaprogrammet. Marxists.org) .

Det nytter ikke at bygge på "frihedens grund", når det er et borgerligt frihedsbegreb og en borgerlig stat, der bygges på. Marx kritiserer her det borgerlig kapitalistiske samfunds deling af samfundet i samfund og stat, hvor vi altså med demokratisk styre får lov at vælge repræsentanter til styret. Det skaber en modstilling mellem repræsentanterne og de repræsenterede og giver altså ikke "frihed" som påstået. Derfor skal repræsentationsideen overvindes i et demokrati.

Spørgsmålet er så: hvilken forvandling vil der ske med staten i et kommunistisk samfund? Med andre ord, hvilke samfundsfunktioner bliver tilbage dér, som er analoge med de nuværende statsfunktioner? Dette spørgsmål kan kun besvares videnskabeligt, og man kommer ikke problemet så meget som et loppespring nærmere, fordi man sætter ordene stat og folk sammen på tusind forskellige måder.

Mellem det kapitalistiske og det kommunistiske samfund ligger den periode, hvor det ene samfund revolutionært omformes til det andet. Dertil svarer også en politisk overgangsperiode, under hvilken staten ikke kan være andet end proletariatets revolutionære diktatur (Kritik af Gotha-programmet).

Mange har troet, at Marx med denne bemærkning om "proletariatets diktatur" afslører sit udemokratiske sindelag, at han altså nærmest vil lave et styre a la det, der var i Sovjetunionen under Stalin eller Bresjnev. Det er en forhastet fortolkning, der vil minde lidt om, at man gør evangelierne og Jesus ansvarlige for den spanske inkvisition og jesuitternes fremfærd i Latinamerika under den spanske kolonisering. Derfor kan man heller ikke pr automatpilot gøre Marx ansvarlig for de samfundssystemer, der under betegnelsen "kommunisme" blev bygget op i Østeuropa og Rusland efter 1917.
Nogle af de samfundsfilosoffer, der var aktive på Marx' tid så den tyske preussiske stat som den menneskelige fornufts ideelle slutprodukt i statslig udformning. Marx så det som den preussiske militærstands og det preussiske borgerskabs stat. Den påståede "fornuft" var altså en ideologi, en herskende ideologi. Imod denne borgerlige ideologi og dens klassediktatur i staten ville han sætte den undertrykte klasses ideologi, deraf betegnelsen "proletariatets diktatur". Marx erkendte, at tanker om samfundet i dets helhed nødvendigvis er "ideologiske". Det er italesættelser, eller med et moderne ord: diskurser. De borgerlige filosoffers tanker om den preussiske stat var altså tilsløret ideologi, diskurser. Imod dem ville han sætte en anden diskurs, arbejderklassens ideologi som en modforestilling til borgerskabets ideologi.
Proletariatet (arbejderklassen) skulle styre samfundets overgang til et udviklingsstade, hvor der indføres ideelle demokratiske samarbejds- og organisationsformer. Og hvor lønarbejdet er afskaffet til fordel for friere associationsformer. Indførelse af demokrati i arbejdslivet bliver altså ikke et spørgsmål om at sidde med i bestyrelsen sammen med ejerne, men at afskaffe ejerskabsforholdet og kapitalforholdet.

Dets politiske krav indeholder ikke noget udover den gamle fortærskede demokratiske vise: almindelig valgret, direkte lovgivning, folkeret, folkevæbning o.s.v. ...... Det er altsammen krav, der, for så vidt de ikke er drevet ud i fantastiske forestillinger, allerede er realiseret. Kun ligger den stat, som de tilhører, ikke inden for den tyske rigsgrænse, men i Schweiz, i De forenede stater o.s.v. Den slags "fremtidsstat" er en nuværende stat, omend det er uden for det tyske riges "rammer" den eksisterer. (Kritkken af Gothaprogrammet).

Marx ironiserer over, at de tyske socialdemokrater ikke engang forlanger en "demokratisk republik" (hvad han dog erkender kunne være farligt, fordi man kunne nedkalde kejserens vrede over sig), men taler uforpligtende om "almindelig valgret", ting, som han siger allerede var ved at være indført i Schweiz og USA. Det, der skal til, er et brud med det borgerlige, repræsentative demokrati og i steden indførelse af et sandt demokrati i en fremtidig statsform, hvor den ene klasses herredømme over den anden er afsluttet.
Marx' bemærkninger i kritikken af Gothaprogrammet er refereret ret indgående her, fordi de er klassiske forestillinger om, hvordan der kan formuleres en mere gennemgribende forestilling om ændring af det traditionelle demokrati end de, deltagelsesdemokraterne har lavet.

1. Gå ind på dette link og undersøg de forskellige argumenter for direkte demokrati, der fremføres der. Stil en lignende liste op for repræsentativt demokrati og forsøg herefter en argumentation for og imod de to demokratiformer. En idé kan være at dele klassen op i to lejre, der skal forsvare hvert sit standpunkt.
2. Forklar den parlamentariske styringskæde. Kan den medvirke til at "gøre politik kedelig"? Er det nødvendigt at tage beslutninger på den måde i store samfund?
3. Er det ønskværdigt at få folk til at deltage mere i politik?
4. Undersøg det danske og EU-demokratiet med anvendelse af demokratikriterierne herunder

Den amerikanske demokratiteoretiker Robert Dahl har stillet fem kriterier op for et ideelt demokrati: