|
ØKONOMISK KREDSLØB
OG KONJUNKTURER
Det økonomiske kredsløb
handler om, hvordan masser af menneskers og virksomheders samvirke
tilvejebringer et produktionsresultat (BNP), og hvordan dette
produktionsresultat fører til pengestrømme mellem de forskellige
aktører i økonomien. Pengestrømmene opstår, når varerne handles
(køb/salg/udbud/efterspørgsel) på markedet. Her er der som regel tale
om en udveksling - noget for noget gennem køb og salg på markedet.
Konjunkturer
er bølgebevægelser i den økonomiske aktivitet. Perioder med
lavkonjunktur afløses af perioder med højkonjunkturer. Væksten er
skiftevis høj, lav og evt. stagnerende. Og det giver skift i
beskæftigelsesomfanget og arbejdsløshedsprocenten.
Det
økonomiske kredsløb
Når det gælder pengestrømme mellem det offentlige og borgerne,
kan strømmene være politisk betingede. Det er politisk besluttet, at
bestemte socialbegivenheder f.eks. udløser en pengestrøm. Og det kan
være bestemt igennem arbejdsmarkedsaftaler mellem offentlige
arbejdsgivere (kommuner, regioner, stat), at offentlig ansatte lønnes
med bestemte beløb.
Staten kan også beslutte via finanspolitikken at stimulere økonomien
igennem en pengeudpumpning. Dermed påvirkes den økonomiske aktivitet.
F.eks. kan man se, at en pil med overførsler, offentlige
lønninger og investeringer fra staten i det private erhvervsliv
stimulerer forbrug og investeringer.
Simple
økonomiske
kredsløb
Virksomhederne udbyder altså
varer og tjenester på markedet (udbud). Det afhænger af varernes
kvalitet og
forbrugernes interesse for dem, om de kan sælges. Der er en
efterspørgsel fra
markedet.
Hvis varerne hober sig
op hos alt for
mange virksomheder, uden at kunne sælges, kan det give grundlag for en
krise.
For så vil disse virksomheder jo skære ned på produktionen og fyre
nogle af de
ansatte.
Når og hvis varerne bliver solgt, har virksomheden herved
fået en
indtægt, som deles mellem arbejderne og fabriksejeren.
Det
er naturligvis ikke alle, der lever på denne måde. Virksomhedsejerne
(aktionærer) lever helt eller delvist af de overskud, der er skabt i
virksomhederne. En stor del af pengene fra disse overskud havner i det,
man
kalder den ”finansielle sektor”. Det er
altså ”overskuds”-penge, der kan flyttes rundt i det finansielle
system (pengeinstitutter). Nogle af dem investeres i virksomheder. Så
omdannes
de til det, der kaldes realkapital. De har forandret sig fra
pengekapital til
realkapital. Under finanskrisen så man en kritik af den ustyrlige
kapitalisme
gående på, at der er for få af pengene,
der sættes i realkapital. De store pengemængder, der flyder rundt, gør
systemet
ustabilt.
Figur 1 : Det simple pengekredsløb mellem
husholdninger,
virksomheder og det offentlige
Note:
Det økonomiske kredsløb viser, hvordan pengene strømmer rundt i
økonomien.
Ordforklaring:
Overførselsindkomster: SU, dagpenge, bistandshjælp, pensioner.
Selskabsskat:
Virksomheder skal betale selskabsskat af deres overskud (pt 22 pct)
Andre
får deres indkomst i form af såkaldte
overførselsindkomster (bistandshjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse, SU,
pensioner) fra det offentlige. Det sætter dem i stand til at købe varer
i
virksomhederne. Herved holder de afsætningen i samfundet oppe.
Figur 2 : Økonomisk kredsløb med finansiel sektor
(banker og kreditforeninger (realkredit))
Kredsløbet har ændret karakter med den økonomiske udvikling. I
den rene markedsøkonomi betød relationen mellem husholdninger og
virksomheder næsten alt. I en økonomi med en stor offentlig sektor, og
en økonomi med mange relationer til udlandet, som den nuværende danske
økonomi, kommer mange flere relationer til. .
Figur 3: Det videre økonomiske kredsløb
I
en situation med usikkerhed holder forbrugerne sig tilbage.
”Det er rart at have penge i banken, når tiderne bliver usikre”. Mange
følte sig ikke helt sikre på, at de ville blive ved med at have et
vellønnet job. Virksomhederne, de arbejder på, har måske voksende
afsætningsproblemer på det amerikanske og det tyske marked, som er
blevet ramt af nedgangene på de nye markeder. Vi kan se det i det
økonomiske kredsløb ved, at nogle af pilene/pengestrømmene bliver
tyndere. Krisen risikerer at brede sig som ringe i vandet.
Det større økonomiske kredsløb
De forskellige ting i økonomien er forbundet med hinanden i både nogle
fysiske strømme og nogle pengestrømme.
Husholdningerne leverer arbejdskraft til
virksomhederne. Disse leverer til gengæld varer og tjenesteydelser til
husholdningerne. Det kaldes det realøkonomiske kredsløb, fordi der
flyttes fysiske ting og leveres konkrete tjenesteydelser. Til dette
svarer så et pengekredsløb. Forbruget er en pengestrøm til
virksomhederne. Virksomhederne har ansat menneskene fra husholdningerne
og giver dem en løn. Lønnen er en pengestrøm
Husholdninger og virksomheder betaler skat til det
offentlige. Det er en pengestrøm
Figur 4 : Oversigt over det større økonomiske kredsløb
Det offentlige (stat, amter,
kommuner) betaler
lønninger til de offentlig ansatte, og de betaler overførselsindkomster
til
pensionister, arbejdsløse, efterlønsmodtagere og uddannelsessøgende.
Det kaldes
overførselsindkomster, fordi der overføres indkomst fra nogle
befolkningsgrupper til andre.
De fleste mennesker
har en lønkonto i et
pengeinstitut. Det er de færreste, der trækker alle pengene ud den dag,
de er
sat ind. Der sker altså en løbende opsparing i bankerne, både på
lønkonti, men
også på andre konti. Virksomhederne sætter også løbende penge ind på
konti, der
normalt går under betegnelsen kassekredit. Det hedder sådan, fordi
virksomheden
kan lade kontoen være i plus, men den kan også lade den gå i minus med
et beløb
og til en rente, som på forhånd er aftalt med banken. Bankerne
(pengeinstitutterne) låner penge til virksomheder og husholdninger.
Renten,
pengeinstitutterne tager for lånene,
bestemmes bl.a. i Nationalbanken, hvor bankerne selv kan låne penge.
I forhold til udlandet sker der en
real import og
eksport af varer og tjenester. Hertil svarer et pengekredsløb, som
kaldes valutaudgift og valutaindtægt.
Når
en
importør modtager et parti importvarer, skal der betales for det. Det
kan
f.eks. være en Hugo Boss jakke. Tøjgrossisten skal betale 2300 kr for
den. Han
kan imidlertid ikke betale i danske penge, for dem kan den udenlandske
eksportør ikke bruge til noget.
Importøren (tøjgrossisten) går derfor ned i sin bank og
veksler danske
penge til udenlandsk valuta, som sendes til virksomheden (Hugo Boss) i
udlandet
(valutaudgift). Omvendt, når en dansker eksporterer noget til udlandet.
Når staten låner penge i udlandet
(udenlandsk
statslån), fører det til en valutaindtægt. Staten hjemtager jo lånet
f.eks. i
euro, schweitserfrancs, yen eller dollar.
Når en udlænding køber en dansk obligation
(statsobligation eller realkreditobligation), fører det til en
valutaindtægt.
Men det fører til valutaudgifter, når udlændingen hjemtager
renteindtægten fra
obligationen.
Konjunkturbevægelser
- svingninger i økonomisk aktivitet
Der er givet mange forklaringer på
konjunkturerne, og vi kan ikke her komme ind på dem alle. Efter
angrebet på World Trade Center 11.9.01 så man, hvordan konjunkturerne
pegede nedad i det meste af Verden. Der var imidlertid tale om
forstærkning af en nedgangskonjuktur, der allerede var i gang, og som
var blevet udløst af negative forventninger hos amerikanske forbrugere
og virksomheder. Den var også udløst af, at der gik hul på aktieboblen
i Wall Street i marts 2000. Nasdaq teknologiindekset toppede i en kurs
på over 5000. I oktober, efter det amerikanske og allierede angreb på
Afghanistan faldt det til under 1500. Negative forventninger kan altså
betyde meget - både for aktieindeks og økonomiske konjunkturer i det
hele tage.
Figur 5:: Årlige procentvise ændringer
i USA’s BNP
Kilde: Tal fra www.Bea.gov . Det,
der måske påvirker konjunkturerne mest i ovenstående figur, er eksterne
effekter, f.eks. de offentlige budgetter. De interne effekter er de
effekter, der er forbundet med kapitalakkumulationens egendynamik, jvf.
omtalen af teorier herunder.
Når
man kigger på figur 5, kan man se klare cykliske svingninger i den
økonomiske aktivitet i den globalt største økonomi, den amerikanske.
Virkningerne af energikriserne i 1973-74 og 1979-81, og 9/11 nedgangen
ses tydeligt. Den lange konjunkturopgang i 1990’erne forklares
ofte ved dot.com bølgen (IT-økonomis opgang). Virkningen af offentlig
forbrug og investeringer ses (f.eks. rustningsudgifter under II.
Verdenskrig) og skattelettelser under præsident Ronald Reagan i
1980'erne.
Recessioner
Økonomisk recession (tilbagegang/lavkonjunktur) defineres
almindeligvis som to sammenhørende kvartaler med økonomisk
stagnation/fald. Frem til finanskrisen i 2008-10 var mange økonomer og
politikere begyndt at tage om, at "boom and bust" (højkonjunktur og
sammenbrud) var afskaffet. Det sagde f.eks. den tidligere britiske
finansminister og premierminister Gordon Brown. Det viste sig, at det
ikke var korrekt. Det var måske mere udtryk for egen ønsketænkning og
fremhævelse af sin egen regerings økonomiske succes end reelle forhold.
Høj- og lavkonjunktur ser stadig ud til at afløse hinanden med en
betydelig regelmæssighed.
I Storbritannien fik finanskrisen et ganske markant
gennemslag, fordi briterne i særdeleshed havde opbygget en
overdimensioneret finanssektor. Kraftige recessioner breder sig som
ringe i vandet, fordi landene handler med hianden. Recessionen i
1930'erne udviklede sig til det, man kalder en økonomisk depression,
dvs en vedvarende nedgang i den økonomiske aktivitet (BNP) på over 10
pct.
Forklaringer
Der er givet mange forklaringer på konjunkturudsvingene, ikke
mindst recessionerne. Ofte afhænger forklaring af teoretisk
udgangspunkt, keynesiansk eller liberaløkonomisk. Det hænger sammen med
emnets kompleksitet, at det er svært at give enydige udlængninger. Men
de forskellige forklaringstyper har også fælles elementer. Hvis
man har den rigtige forklaring, kan man måske gøre noget ved problemet?
Det vil også præge forslag til økonomisk-politiske tiltag imod krise,
at de bygger på forskellige teoretiske udgangspunkter.
Figur 6: Udviklingen i indkomstfordelingen i USA. Den rigeste
1 pct af indkomstmodtagernes andel af samlede indkomster
Kilde: Statistik fra Emmanuel Saez Univ. of California, Berkeley.
Keynesiansk forklaring
John Kenneth Galbraith skrev i sin bog The Great Crash 1929, at en
væsentlig grund til depressionen i 1930’erne var den ulige
indkomstfordeling. 5 pct af befolkningen sad på en uforholdsmæssig
andel af samtlige indkomster, og en andel, der var steget op til
krisen. Hvad er virkningen på økonomien af en stadig mere ulige
indkomstfordeling ud fra et efterspørgsels-/afsætningsmæssigt
perspektiv? En væsentlig virkning er, at de lavere indkomstmodtagere
ikke kan efterspørge varer nok til at holde vareomsætningen oppe. Det
gør, at man bliver afhængige af, at de rige holder deres forbrugskvote
(andelen af indkomsten, der går til forbrug) oppe, og at de investerer.
Ellers er der indkomst, der lægges øde - og måske investeres i smykker
og guld i stedet for produktive ting - og dermed ikke bruges til at
øge efterspørgselen.
Man kan se af Emmanuel Saez’ tal, at indkomstfordelingen i
USA har tendens til at blive betydelig mere ulige inden krakket på
børsen i 1929. Den rigeste 1 procents andel af samtlige indkomster
stiger fra 15 pct i midten af 20’erne til næsten 20 pct.
Figur 7: Den britiske lønklemme. Lønningernes andel af BNP
1955 - 2008
Kilde: Stewart Lansley: Unfair to Middling. TUC.
Den britiske fagforeningsøkonom Stewart Lansley har undersøgt
udviklingen fra "profitklemme" til "lønklemme" i Storbritannien fra
1970'erne til 00'erne. Lønningernes andel af BNP faldt fra omkring 58
pct til omkring 53 pct i dag. Det fører ikke nødvendigvis til krise,
hvis de stigende overskud investeres i produktiv virksomhed. Det er de
ikke blevet i tilstrækkeligt omfang under finanskrisen. Der er altså
ikke tilstrækkeligt med efterspørgsel i økonomien. Pengene bruges i
stedet til spekulation, bl.a. i den overdimensionerede finanssektors
produkter.
Udviklingen i indkomstfordelingen var en
dybereliggende grund til krise. Af mere umiddelbare grunde kan man
nævne børskrakket i 1929. Aktiekurserne var drevet for højt op. Da der
gik hul på boblen, mistede mange deres opsparing og gik fallit. Banker
gik fallit, når skyldnere ikke kunne betale af på deres gæld, og det
hele udviklede sig på den måde til en ond spiral. Landene
indførte protektionistiske foranstaltninger i udenrigshandelen. Og når
handelen skrumpede, begyndte det for alvor at gå galt.
Liberaløkonomisk forklaring
Harvardøkonomen Gregory Mankiw forsøger i New York
Times 25.10.08 at komme med en forklaring på krisen i 1930'erne,
som han ikke mener, der er nogen risiko for, at vi får gentaget.
Han påpeger nogle af de velkendte ting, der skete, bl.a. at the Federal
Reserve, USA's centralbank, forsøgte at tage vinden ud af sejlene på
den overdrevne optimisme i slutningen af 1920'erne via en
renteforhøjelse. Dermed kan the Fed have medvirket til at starte den
nedadgående spiral, da de gearede investeringer begyndte at blive
optrævlet efter børskrakket i oktober 1929.
Mankiw mener i øvrigt, at lavere aktiepriser gjorde husholdningerne
fattigere, hvad der fik dem til at nedsætte forbruget. Det private
forbrug udgjorde dengang 75 pct af økonomien mod 67 pct i dag.
Forbrugerne fik også negative forventninger af den voldsomme
volatilitet i aktiemarkedet.
Forbruget af varige forbrugsgoder, bl.a. biler, faldt kraftigt igennem
1930. Så kom bølgen af bankkrak. Fra 1930 til 1933 måtte over 9000
banker dreje nøglen om, med tab til kunder og aktionærer på 2,5 mia$,
hvad der vil svare til 340 mia i dag. Det fik folk til at lægge penge
under hovedpuden i stedet for at investere eller sætte dem i banken.
Derved tørrede også likviditeten, kreditgivningen, ind, som man også
kan se det i den nuværende krise.
Pengeudbudet, pengemængden, kollapsede, og det var medvirkende til den
kraftige deflation (faldende priser). Forbrugerprisindekset faldt 24
pct fra 1929 til 1933. Det øgede realværdien af husholdningernes gæld,
hvad der var medvirkende til bølger af tvangsauktioner blandt husejere
og landmænd.
At så mange banker forsvandt, bevirkede, at det blev vanskeligere for
små virksomheder at låne. Det førte til faldende investeringer.
Arbejdsløsheden steg fra 3 pct i 1929 til 25 pct i 1933. Noget af det,
der virkede imod krise var Roosevelts beslutning om at gå fra guldet i
1933, hvorefter dollaren devalueredes. Det fik pengemængden til at
stige, hvad der selvsagt medvirkede til at formindske den kraftige
deflation og sætte lidt mere gang i den økonomiske aktivitet. Væksten
steg.
Mankiw mener, at andre af Roosevelts tiltag ikke var så succesfulde.
Man opfordrede til karteldannelse, - som han formulerer det, via
vedtagelsen af loven om National Recovery i 1933. På samme måde var
arbejdsmarkedslovgivningen i National Labor Relations Act i 1935 ifølge
Mankiw medvirkende til at styrke fagbevægelsen, men, siger han, det
svækkede opsvinget ved at forhindre markedskræfterne i at virke.
Finanskrisen
En årsag til recessionen i finanskrisen er husprisboblen, som
luften var længe om at fise ud af. Huspriserne var steget alt for meget
i de gode år i 00'erne, og ofte blev husene finansieret med tvivlsomme
lån, såkaldte subprimelån. Politikerne gjorde ondt værre ved at
liberalisere reglerne for låneoptagelse og udstedelse af lån. Det
gjorde de både i USA og Danmark. I USA fik man lån uden afdrag, og man
lavede endda lån både uden afdrag og med reduceret renteudgift i en
indledende periode af lånets løbetid. Det betød, at folk kunne sidde
meget billigt i starten, men senere ville "huslejen" stige, og mange
husejere havde ikke råd til at betale lånene tilbage.
Det drejede sig ikke kun om subprimelånere, men der var i USA og i
mange europæiske lande et meget bredt udsnit af lånere, der ikke kunne
optage nye lån, før huspriserne havde stabiliseret sig. Dermed faldt
aktiviteten voldsomt i bygge- og anlægssektoren. I den situation
hjælper det ikke at tilføre likviditet til banker for at øge
långivningen. I en situation med faldende huspriser vil man fra
lånudstedernes side forlange store udbetalinger (som folk ofte ikke
har). Ellers bliver der udstedt lån i sikkerhed, der ikke er til stede,
idet belåningen efter et stykke tid med faldende huspriser vil være
røget betydelig over husets værdi. Situationen var mange steder præget
af gældsbjerge, der først skulle reduceres, før en ny opgangskonjunktur
kunne starte, og folk igen turde bruge penge. I nogle lande
udgjorde både privat gæld (f.eks. prioritetsgæld i huse) og
offentlig gæld (f.eks. statsgæld) op til 200-300 pct af BNP.
Det, der måske modvirkede en 30'erlignende depression i
10'erne, var den økonomiske udvikling i de asiatiske lande og
BRIK-landene (Brazilien, Rusland, Indien og Kina), hvor der fortsat var
betydelig vækst, også under finanskrisen. Det gav afsætningsmuligheder
for vestlige firmaer på de nye økonomiers markeder. Det gav en vis
optimisme, som også afspejlede sig i aktiekursernes udvikling, f.eks.
S&P-indekset over USA's 500 største virksomheder.
Udvikling på aktiebørser
Figur 8: Udvikling i S&P-indekset
I midten af 2009 kunne USA's føderale analysebureau Bureau of Economic
Analysis meddele, at "recessionen" var overvundet, og økonomien var på
vej opad i omdrejninger igen.
Det viste sig imidlertid, at USA's økonomiske vækst
fortsat var svag. Arbejdsløsheden blev ved med at være høj. I 2011
intensiveredes den amerikanske gældskrise og eurokrisen, og det endte
med et krak på Børserne i hele Verden torsdag den 4.8.2011. Det ledende Standard & Poor's indeks over USA's 500 største
børsnoterede virksomheder faldt 4,78 pct på én dag.
Nu er børskurser ikke nødvendigvis sandfærdige
udtryk for, hvad der sker i realøkonomien. Kurser på aktier afspejler
investorers opfattelse, og heri indgår ofte psykologi. Men
børspsykologi har forbindelse til de reale størrelser. Investorers
frygt kan være ubegrundet, - og undertiden udtryk for rent hysteri, og
så bliver udsvingene på aktiemarkedet overdrevne i forhold til
udviklingen i realøkonomien (virksomhedernes reelle omsætning og
overskud, forbrugernes adfærd, etc). Udviklingen på aktiemarkedet kan
virke tilbage på den reale økonomi. Når kurserne på værdipapirer
stiger, føler ejerne sig rigere og tør bruge penge også på andre ting.
Og når kurserne falder, kan det føre til nedgang i forbrug og
efterspørgsel, fordi folk føler sig fattigere (også selv om de ikke har
realiseret eventuelle kurstab).
I dette tilfælde var der stærke spekulative elementer, men
der var også en reel bekymring for virkningerne af gældsloftets hævning
i USA nogle dage tidligere. Det ville jo føre til besparelser på USA's
budgetter, som ville tynge efterspørgelen nedad. Euro-krisen tyngede
også nedad. Renten på spanske og italienske statsobligationer var gået
op over 6 pct eller mere end det dobbelte af tyske statsobligationer.
Det vil sige, at investorerne kastede spanske og italienske
statsgældsbeviser fra sig. Og hermed kunne disse to lande ikke længere
finansiere deres statsbudgetunderskud, og de banker, der ejede
statsgældsbeviser fra de to lande kunne komme i farezonen.
Alt i alt førte det til sammentrækning af
efterspørgselen. Den globale økonomi var ved at komme ind i en ond
cirkel. Det danske aktiemarked faldt således med 100 mia kr i værdi i
løbet af ti dages konstant faldende aktiekurser frem til den 5.8.2011.
Det påvirker almindelige menneskers pensionsopsparinger og aktieejernes
beholdninger af penge. Man kan følge pilene rundt i det økonomiske
kredsløb og dermed danne sig et indtryk af virkningerne. Men økonomien kom sig over det. Det viste sig i stigende økonomisk vækst og dermed også forbedret beskæftigelse.
Aktiekurserne rettede sig op og begyndte at stige igen, jvf
figur 8 ovenover. Den nyvalgte præsident Barack Obama stimulerede det
amerikanske statsbudget med en pakke af udgifter. Det samme
gjorde den republikanske præsident Trump i 2017. Men hvor Obamas
statsudgifter for det meste var gået til infrastrukturinvesteringer
(veje, broer, bygninger og anlæg, mv.), var Trumps stimulans af
økonomien i form af skattelettelser. Samme Trump skabte i
øvrigt senere svingninger i aktiekurserne (jvf figuren) ved at starte
en handelskrig imod Kina. Det skabte en sådan usikkerhed for
investorerne, at de formindskede efterspørgselen efter aktier. Mange
frygtede for, at den økonomiske opgangskonjunkturer ville lide et knæk,
og der kunne starte en ny verdensomspændende recession.
OPGAVER:
1. Følge pilene rundt i figuren og forklar, hvad der sker, når
nogle af pengestrømmene bliver større eller mindre.
2. Hent tal for pengeomsætning, forbrugerforventninger m.m. hos
Nationalbanken eller Det økonomiske Råd.
3. Find nogle økonomiske indikatorer, der kan sige noget om økonomiens
udviklingsretning pt.
4. Diskuter udsagnet herunder, hvor økonomen Brøchner Madsen tager
stilling til keynesiansk politik og krise:
Efter finanskrisen i 2008/09 begyndte den
private gæld faktisk at falde som resultat af et fald i
udlånsvilligheden blandt bankerne og mere økonomisk tilbageholdenhed
hos skræmte forbrugere og virksomheder. Men politikerne var ikke parate
til at acceptere den økonomiske nedtur, som faldet i den bugnende
private gæld ville medføre. Derfor blev statskasserne kastet ind i
kampen for at holde økonomien flydende. Et væld af statslige vækst- og
hjælpepakker har indtil videre virket efter hensigten. Væksten er
genskabt. Men konsekvensen af denne såkaldte keynesianske politik,
opkaldt efter den afdøde britiske økonom John Maynard Keynes, er, at
den offentlige gæld er eksploderet i mange lande - og fortsat stiger.
Og det er en farligt situation, påpeger Jakob Brøchner Madsen. "Jeg ved
godt, at det er god keynesiansk politik at øge de offentlige udgifter,
når det økonomisk går ned ad bakke. Men empirisk er der intet, der
taler for, at det er en god ting at gøre," siger han. "Jeg er meget
kraftig modstander af keynesiansk politik. Især når det sker i
forbindelse med en finansiel krise. For så skal der ikke meget til at
provokere de finansielle markeder, og så er det, at vi ser de her
pludselige og meget kraftige rentestigninger for nogle lande," Kilde: EPN.dk
|
|
Indhold:
Øk. kredsløb
Konjunkturer
Recessioner og forklaringer på dem
Links:
Grøn Økonomisk politik
Økohnomiske indikatorer
Nationalbanken
Det økonomiske Råd
Den europæiske
Centralbank
|