ØKONOMISK KREDSLØB OG KONJUNKTURER

Det økonomiske kredsløb handler om, hvordan masser af menneskers og virksomheders samvirke tilvejebringer et produktionsresultat (BNP), og hvordan dette produktionsresultat fører til pengestrømme mellem de forskellige aktører i økonomien. Pengestrømmene opstår, når varerne handles (køb/salg/udbud/efterspørgsel) på markedet. Her er der som regel tale om en udveksling - noget for noget gennem køb og salg på markedet.
    Konjunkturer er bølgebevægelser i den økonomiske aktivitet. Perioder med lavkonjunktur afløses af perioder med højkonjunkturer. Væksten er skiftevis høj, lav og evt. stagnerende. Og det giver skift i beskæftigelsesomfanget og arbejdsløshedsprocenten.

Det økonomiske kredsløb

Når det gælder pengestrømme mellem det offentlige og borgerne, kan strømmene være politisk betingede. Det er politisk besluttet, at bestemte socialbegivenheder f.eks. udløser en pengestrøm. Og det kan være bestemt igennem arbejdsmarkedsaftaler mellem offentlige arbejdsgivere (kommuner, regioner, stat), at offentlig ansatte lønnes med bestemte beløb.
    Staten kan også beslutte via finanspolitikken at stimulere økonomien igennem en pengeudpumpning. Dermed påvirkes den økonomiske aktivitet. F.eks. kan man se, at en  pil med overførsler,  offentlige lønninger og investeringer fra staten i det private erhvervsliv stimulerer forbrug og investeringer.

Simple økonomiske kredsløb

Virksomhederne udbyder altså varer og tjenester på markedet (udbud). Det afhænger af varernes kvalitet og forbrugernes interesse for dem, om de kan sælges. Der er en efterspørgsel fra markedet.
    Hvis varerne hober sig op hos alt for mange virksomheder, uden at kunne sælges, kan det give grundlag for en krise. For så vil disse virksomheder jo skære ned på produktionen og fyre nogle af de ansatte.

   Når og hvis varerne bliver solgt, har virksomheden herved fået en indtægt, som deles mellem arbejderne og fabriksejeren.

Det er naturligvis ikke alle, der lever på denne måde. Virksomhedsejerne (aktionærer) lever helt eller delvist af de overskud, der er skabt i virksomhederne. En stor del af pengene fra disse overskud havner i det, man kalder den ”finansielle sektor”.  Det er altså ”overskuds”-penge, der kan flyttes rundt i det finansielle system (pengeinstitutter). Nogle af dem investeres i virksomheder. Så omdannes de til det, der kaldes realkapital. De har forandret sig fra pengekapital til realkapital. Under finanskrisen så man en kritik af den ustyrlige kapitalisme gående  på, at der er for få af pengene, der sættes i realkapital. De store pengemængder, der flyder rundt, gør systemet ustabilt.

Figur  1 : Det simple pengekredsløb mellem husholdninger, virksomheder og det offentlige

 

Note: Det økonomiske kredsløb viser, hvordan pengene strømmer rundt i økonomien.
Ordforklaring: Overførselsindkomster: SU, dagpenge, bistandshjælp, pensioner. Selskabsskat: Virksomheder skal betale selskabsskat af deres overskud (pt 22 pct)


 Andre får deres indkomst i form af såkaldte overførselsindkomster (bistandshjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse, SU, pensioner) fra det offentlige. Det sætter dem i stand til at købe varer i virksomhederne. Herved holder de afsætningen i samfundet oppe. 

 Figur 2 : Økonomisk kredsløb med finansiel sektor (banker og kreditforeninger (realkredit))

  

Kredsløbet har ændret karakter med den økonomiske udvikling. I den rene markedsøkonomi betød relationen mellem husholdninger og virksomheder næsten alt. I en økonomi med en stor offentlig sektor, og en økonomi med mange relationer til udlandet, som den nuværende danske økonomi, kommer mange flere relationer til.   .

 

Figur 3: Det videre økonomiske kredsløb

I en situation med usikkerhed holder  forbrugerne sig tilbage.  ”Det er rart at have penge i banken, når tiderne bliver usikre”. Mange følte sig ikke helt sikre på, at de ville blive ved med at have et vellønnet job. Virksomhederne, de arbejder på, har måske voksende afsætningsproblemer på det amerikanske og det tyske marked, som er blevet ramt af nedgangene på de nye markeder. Vi kan se det i det økonomiske kredsløb ved, at nogle af pilene/pengestrømmene bliver tyndere. Krisen risikerer at brede sig som ringe i vandet.


Det større økonomiske kredsløb

De forskellige ting i økonomien er forbundet med hinanden i både nogle fysiske strømme og nogle pengestrømme.
     Husholdningerne leverer arbejdskraft til virksomhederne. Disse leverer til gengæld varer og tjenesteydelser til husholdningerne. Det kaldes det realøkonomiske kredsløb, fordi der flyttes fysiske ting og leveres konkrete tjenesteydelser. Til dette svarer så et pengekredsløb. Forbruget er en pengestrøm til virksomhederne. Virksomhederne har ansat menneskene fra husholdningerne og giver dem en løn. Lønnen er en pengestrøm
   Husholdninger og virksomheder betaler skat til det offentlige. Det er en pengestrøm

Figur 4 : Oversigt over det større økonomiske kredsløb

 

Det offentlige (stat, amter, kommuner) betaler lønninger til de offentlig ansatte, og de betaler overførselsindkomster til pensionister, arbejdsløse, efterlønsmodtagere og uddannelsessøgende. Det kaldes overførselsindkomster, fordi der overføres indkomst fra nogle befolkningsgrupper til andre.

 De fleste mennesker har en lønkonto i et pengeinstitut. Det er de færreste, der trækker alle pengene ud den dag, de er sat ind. Der sker altså en løbende opsparing i bankerne, både på lønkonti, men også på andre konti. Virksomhederne sætter også løbende penge ind på konti, der normalt går under betegnelsen kassekredit. Det hedder sådan, fordi virksomheden kan lade kontoen være i plus, men den kan også lade den gå i minus med et beløb og til en rente, som på forhånd er aftalt med banken. Bankerne (pengeinstitutterne) låner penge til virksomheder og husholdninger.

 Renten, pengeinstitutterne tager for lånene, bestemmes bl.a. i Nationalbanken, hvor bankerne selv kan låne penge.

I forhold til udlandet sker der en real import og eksport af varer og tjenester. Hertil svarer et pengekredsløb, som kaldes valutaudgift og valutaindtægt.

    Når en importør modtager et parti importvarer, skal der betales for det. Det kan f.eks. være en Hugo Boss jakke. Tøjgrossisten skal betale 2300 kr for den. Han kan imidlertid ikke betale i danske penge, for dem kan den udenlandske eksportør ikke bruge til noget.  Importøren (tøjgrossisten) går derfor ned i sin bank og veksler danske penge til udenlandsk valuta, som sendes til virksomheden (Hugo Boss) i udlandet (valutaudgift). Omvendt, når en dansker eksporterer noget til udlandet.

Når staten låner penge i udlandet (udenlandsk statslån), fører det til en valutaindtægt. Staten hjemtager jo lånet f.eks. i euro, schweitserfrancs, yen eller dollar.

    Når en udlænding køber en dansk obligation (statsobligation eller realkreditobligation), fører det til en valutaindtægt. Men det fører til valutaudgifter, når udlændingen hjemtager renteindtægten fra obligationen.


Konjunkturbevægelser - svingninger i økonomisk aktivitet

Der er givet mange forklaringer på konjunkturerne, og vi kan ikke her komme ind på dem alle. Efter angrebet på World Trade Center 11.9.01 så man, hvordan konjunkturerne pegede nedad i det meste af Verden. Der var imidlertid tale om forstærkning af en nedgangskonjuktur, der allerede var i gang, og som var blevet udløst af negative forventninger hos amerikanske forbrugere og virksomheder. Den var også udløst af, at der gik hul på aktieboblen i Wall Street i marts 2000. Nasdaq teknologiindekset toppede i en kurs på over 5000. I oktober, efter det amerikanske og allierede angreb på Afghanistan faldt det til under 1500. Negative forventninger kan altså betyde meget - både for aktieindeks og økonomiske konjunkturer i det hele tage.

Figur 5:: Årlige procentvise ændringer i USA’s BNP

Kilde: Tal fra www.Bea.gov . Det, der måske påvirker konjunkturerne mest i ovenstående figur, er eksterne effekter, f.eks. de offentlige budgetter. De interne effekter er de effekter, der er forbundet med kapitalakkumulationens egendynamik, jvf. omtalen af teorier herunder.

Når man kigger på figur 5, kan man se klare cykliske svingninger i den økonomiske aktivitet i den globalt største økonomi, den amerikanske. Virkningerne af energikriserne i 1973-74 og 1979-81, og 9/11 nedgangen ses tydeligt.  Den lange konjunkturopgang i 1990’erne forklares ofte ved dot.com bølgen (IT-økonomis opgang). Virkningen af offentlig forbrug og investeringer ses (f.eks. rustningsudgifter under II. Verdenskrig) og skattelettelser under præsident Ronald Reagan i 1980'erne.

Recessioner

Økonomisk recession (tilbagegang/lavkonjunktur) defineres almindeligvis som to sammenhørende kvartaler med økonomisk stagnation/fald. Frem til finanskrisen i 2008-10 var mange økonomer og politikere begyndt at tage om, at "boom and bust" (højkonjunktur og sammenbrud) var afskaffet. Det sagde f.eks. den tidligere britiske finansminister og premierminister Gordon Brown. Det viste sig, at det ikke var korrekt. Det var måske mere udtryk for egen ønsketænkning og fremhævelse af sin egen regerings økonomiske succes end reelle forhold. Høj- og lavkonjunktur ser stadig ud til at afløse hinanden med en betydelig regelmæssighed. 

I Storbritannien fik finanskrisen et ganske markant gennemslag, fordi briterne i særdeleshed havde opbygget en overdimensioneret finanssektor. Kraftige recessioner breder sig som ringe i vandet, fordi landene handler med hianden. Recessionen i 1930'erne udviklede sig til det, man kalder en økonomisk depression, dvs en vedvarende nedgang i den økonomiske aktivitet (BNP) på over 10 pct.

Forklaringer

Der er givet mange forklaringer på konjunkturudsvingene, ikke mindst recessionerne. Ofte afhænger forklaring af teoretisk udgangspunkt, keynesiansk eller liberaløkonomisk. Det hænger sammen med emnets kompleksitet, at det er svært at give enydige udlængninger. Men de forskellige forklaringstyper har også fælles elementer.  Hvis man har den rigtige forklaring, kan man måske gøre noget ved problemet? Det vil også præge forslag til økonomisk-politiske tiltag imod krise, at de bygger på forskellige teoretiske udgangspunkter.

Figur 6: Udviklingen i indkomstfordelingen i USA. Den rigeste 1 pct af indkomstmodtagernes andel af samlede indkomster

Kilde: Statistik fra Emmanuel Saez Univ. of California, Berkeley.

Keynesiansk forklaring

John Kenneth Galbraith skrev i sin bog The Great Crash 1929, at en væsentlig grund til depressionen i 1930’erne var den ulige indkomstfordeling. 5 pct af befolkningen sad på en uforholdsmæssig andel af samtlige indkomster, og en andel, der var steget op til krisen. Hvad er virkningen på økonomien af en stadig mere ulige indkomstfordeling ud fra et efterspørgsels-/afsætningsmæssigt perspektiv? En væsentlig virkning er, at de lavere indkomstmodtagere ikke kan efterspørge varer nok til at holde vareomsætningen oppe. Det gør, at man bliver afhængige af, at de rige holder deres forbrugskvote (andelen af indkomsten, der går til forbrug) oppe, og at de investerer. Ellers er der indkomst, der lægges øde - og måske investeres i smykker og guld i stedet for produktive ting - og dermed ikke bruges til at øge  efterspørgselen.

Man kan se af Emmanuel Saez’ tal, at indkomstfordelingen i USA har tendens til at blive betydelig mere ulige inden krakket på børsen i 1929. Den rigeste 1 procents andel af samtlige indkomster stiger fra 15 pct i midten af 20’erne til næsten 20 pct.

Figur 7: Den britiske lønklemme. Lønningernes andel af BNP 1955 - 2008


Kilde:  Stewart Lansley: Unfair to Middling. TUC.

Den britiske fagforeningsøkonom Stewart Lansley har undersøgt udviklingen fra "profitklemme" til "lønklemme" i Storbritannien fra 1970'erne til 00'erne. Lønningernes andel af BNP faldt fra omkring 58 pct til omkring 53 pct i dag. Det fører ikke nødvendigvis til krise, hvis de stigende overskud investeres i produktiv virksomhed. Det er de ikke blevet i tilstrækkeligt omfang under finanskrisen. Der er altså ikke tilstrækkeligt med efterspørgsel i økonomien. Pengene bruges i stedet til spekulation, bl.a. i den overdimensionerede finanssektors produkter.
    Udviklingen i indkomstfordelingen var en dybereliggende grund til krise. Af mere umiddelbare grunde kan man nævne børskrakket i 1929. Aktiekurserne var drevet for højt op. Da der gik hul på boblen, mistede mange deres opsparing og gik fallit. Banker gik fallit, når skyldnere ikke kunne betale af på deres gæld, og det hele udviklede sig på den måde til en ond spiral.  Landene indførte protektionistiske foranstaltninger i udenrigshandelen. Og når handelen skrumpede, begyndte det for alvor at gå galt.

Liberaløkonomisk forklaring

Harvardøkonomen Gregory Mankiw forsøger i New York Times 25.10.08 at komme med en forklaring på krisen i 1930'erne, som han ikke mener, der er nogen risiko for, at vi får gentaget.

Han påpeger nogle af de velkendte ting, der skete, bl.a. at the Federal Reserve, USA's centralbank, forsøgte at tage vinden ud af sejlene på den overdrevne optimisme i slutningen af 1920'erne via en renteforhøjelse. Dermed kan the Fed have medvirket til at starte den nedadgående spiral, da de gearede investeringer begyndte at blive optrævlet efter børskrakket i oktober 1929.

Mankiw mener i øvrigt, at lavere aktiepriser gjorde husholdningerne fattigere, hvad der fik dem til at nedsætte forbruget. Det private forbrug udgjorde dengang 75 pct af økonomien mod 67 pct i dag. Forbrugerne fik også negative forventninger af den voldsomme volatilitet i aktiemarkedet.

Forbruget af varige forbrugsgoder, bl.a. biler, faldt kraftigt igennem 1930. Så kom bølgen af bankkrak. Fra 1930 til 1933 måtte over 9000 banker dreje nøglen om, med tab til kunder og aktionærer på 2,5 mia$, hvad der vil svare til 340 mia i dag. Det fik folk til at lægge penge under hovedpuden i stedet for at investere eller sætte dem i banken. Derved tørrede også likviditeten, kreditgivningen, ind, som man også kan se det i den nuværende krise.

Pengeudbudet, pengemængden, kollapsede, og det var medvirkende til den kraftige deflation (faldende priser). Forbrugerprisindekset faldt 24 pct fra 1929 til 1933. Det øgede realværdien af husholdningernes gæld, hvad der var medvirkende til bølger af tvangsauktioner blandt husejere og landmænd.

At så mange banker forsvandt, bevirkede, at det blev vanskeligere for små virksomheder at låne. Det førte til faldende investeringer.

Arbejdsløsheden steg fra 3 pct i 1929 til 25 pct i 1933. Noget af det, der virkede imod krise var Roosevelts beslutning om at gå fra guldet i 1933, hvorefter dollaren devalueredes. Det fik pengemængden til at stige, hvad der selvsagt medvirkede til at formindske den kraftige deflation og sætte lidt mere gang i den økonomiske aktivitet. Væksten steg.

Mankiw mener, at andre af Roosevelts tiltag ikke var så succesfulde. Man opfordrede til karteldannelse, - som han formulerer det, via vedtagelsen af loven om National Recovery i 1933. På samme måde var arbejdsmarkedslovgivningen i National Labor Relations Act i 1935 ifølge Mankiw medvirkende til at styrke fagbevægelsen, men, siger han, det svækkede opsvinget ved at forhindre markedskræfterne i at virke.

Finanskrisen

En årsag til recessionen i finanskrisen er husprisboblen, som luften var længe om at fise ud af. Huspriserne var steget alt for meget i de gode år i 00'erne, og ofte blev husene finansieret med tvivlsomme lån, såkaldte subprimelån. Politikerne gjorde ondt værre ved at liberalisere reglerne for låneoptagelse og udstedelse af lån. Det gjorde de både i USA og Danmark. I USA fik man lån uden afdrag, og man lavede endda lån både uden afdrag og med reduceret renteudgift i en indledende periode af lånets løbetid. Det betød, at folk kunne sidde meget billigt i starten, men senere ville "huslejen" stige, og mange husejere havde ikke råd til at betale lånene tilbage.

Det drejede sig ikke kun om subprimelånere, men der var i USA og i mange europæiske lande et meget bredt udsnit af lånere, der ikke kunne optage nye lån, før huspriserne havde stabiliseret sig. Dermed faldt aktiviteten voldsomt i bygge- og anlægssektoren.  I den situation hjælper det ikke at tilføre likviditet til banker for at øge långivningen. I en situation med faldende huspriser vil man fra lånudstedernes side forlange store udbetalinger (som folk ofte ikke har). Ellers bliver der udstedt lån i sikkerhed, der ikke er til stede, idet belåningen efter et stykke tid med faldende huspriser vil være røget betydelig over husets værdi. Situationen var mange steder præget af gældsbjerge, der først skulle reduceres, før en ny opgangskonjunktur kunne starte, og folk igen turde bruge penge. I nogle lande udgjorde  både privat gæld (f.eks. prioritetsgæld i huse) og offentlig gæld (f.eks. statsgæld) op til 200-300 pct af BNP.

Det, der måske modvirkede en 30'erlignende depression i 10'erne, var den økonomiske udvikling i de asiatiske lande og BRIK-landene (Brazilien, Rusland, Indien og Kina), hvor der fortsat var betydelig vækst, også under finanskrisen. Det gav afsætningsmuligheder for vestlige firmaer på de nye økonomiers markeder. Det gav en vis optimisme, som også afspejlede sig i aktiekursernes udvikling, f.eks. S&P-indekset over USA's 500 største virksomheder.

Udvikling på aktiebørser

Figur 8: Udvikling i S&P-indekset

I midten af 2009 kunne USA's føderale analysebureau Bureau of Economic Analysis meddele, at "recessionen" var overvundet, og økonomien var på vej opad i omdrejninger igen.
    Det viste sig imidlertid, at USA's økonomiske vækst fortsat var svag. Arbejdsløsheden blev ved med at være høj. I 2011 intensiveredes den amerikanske gældskrise og eurokrisen, og det endte med et krak på Børserne i hele Verden torsdag den 4.8.2011. Det ledende Standard & Poor's indeks over USA's 500 største børsnoterede virksomheder faldt 4,78 pct på én dag.
    Nu er børskurser ikke nødvendigvis sandfærdige udtryk for, hvad der sker i realøkonomien. Kurser på aktier afspejler investorers opfattelse, og heri indgår ofte psykologi.
    Men børspsykologi har forbindelse til de reale størrelser. Investorers frygt kan være ubegrundet, - og undertiden udtryk for rent hysteri, og så bliver udsvingene på aktiemarkedet overdrevne i forhold til udviklingen i realøkonomien (virksomhedernes reelle omsætning og overskud, forbrugernes adfærd, etc). Udviklingen på aktiemarkedet kan virke tilbage på den reale økonomi. Når kurserne på værdipapirer stiger, føler ejerne sig rigere og tør bruge penge også på andre ting. Og når kurserne falder, kan det føre til nedgang i forbrug og efterspørgsel, fordi folk føler sig fattigere (også selv om de ikke har realiseret eventuelle kurstab).
   I dette tilfælde var der stærke spekulative elementer, men der var også en reel bekymring for virkningerne af gældsloftets hævning i USA nogle dage tidligere. Det ville jo føre til besparelser på USA's budgetter, som ville tynge efterspørgelen nedad. Euro-krisen tyngede også nedad. Renten på spanske og italienske statsobligationer var gået op over 6 pct eller mere end det dobbelte af tyske statsobligationer. Det vil sige, at investorerne kastede spanske og italienske statsgældsbeviser fra sig. Og hermed kunne disse to lande ikke længere finansiere deres statsbudgetunderskud, og de banker, der ejede statsgældsbeviser fra de to lande kunne komme i farezonen.
    Alt i alt førte det til sammentrækning af efterspørgselen. Den globale økonomi var ved at komme ind i en ond cirkel. Det danske aktiemarked faldt således med 100 mia kr i værdi i løbet af ti dages konstant faldende aktiekurser frem til den 5.8.2011. Det påvirker almindelige menneskers pensionsopsparinger og aktieejernes beholdninger af penge. Man kan følge pilene rundt i det økonomiske kredsløb og dermed danne sig et indtryk af virkningerne.

Men økonomien kom sig over det. Det viste sig i stigende økonomisk vækst og dermed også forbedret beskæftigelse.
    Aktiekurserne rettede sig op og begyndte at stige igen, jvf figur 8 ovenover. Den nyvalgte præsident Barack Obama stimulerede det amerikanske statsbudget med en pakke af udgifter. 

Det samme gjorde den republikanske præsident Trump i 2017. Men hvor Obamas statsudgifter for det meste var gået til infrastrukturinvesteringer (veje, broer, bygninger og anlæg, mv.), var Trumps stimulans af økonomien i form af skattelettelser. 

Samme Trump skabte i øvrigt senere svingninger i aktiekurserne (jvf figuren) ved at starte en handelskrig imod Kina. Det skabte en sådan usikkerhed for investorerne, at de formindskede efterspørgselen efter aktier. Mange frygtede for, at den økonomiske opgangskonjunkturer ville lide et knæk, og der kunne starte en ny verdensomspændende recession.





 

 




 







 

OPGAVER:

1. Følge pilene rundt i figuren og forklar, hvad der sker, når nogle af pengestrømmene bliver større eller mindre.
2. Hent tal for pengeomsætning, forbrugerforventninger m.m. hos Nationalbanken eller Det økonomiske Råd.
3. Find nogle økonomiske indikatorer, der kan sige noget om økonomiens udviklingsretning pt.
4. Diskuter udsagnet herunder, hvor økonomen Brøchner Madsen tager stilling til keynesiansk politik og krise:

Efter finanskrisen i 2008/09 begyndte den private gæld faktisk at falde som resultat af et fald i udlånsvilligheden blandt bankerne og mere økonomisk tilbageholdenhed hos skræmte forbrugere og virksomheder. Men politikerne var ikke parate til at acceptere den økonomiske nedtur, som faldet i den bugnende private gæld ville medføre. Derfor blev statskasserne kastet ind i kampen for at holde økonomien flydende. Et væld af statslige vækst- og hjælpepakker har indtil videre virket efter hensigten. Væksten er genskabt. Men konsekvensen af denne såkaldte keynesianske politik, opkaldt efter den afdøde britiske økonom John Maynard Keynes, er, at den offentlige gæld er eksploderet i mange lande - og fortsat stiger. Og det er en farligt situation, påpeger Jakob Brøchner Madsen. "Jeg ved godt, at det er god keynesiansk politik at øge de offentlige udgifter, når det økonomisk går ned ad bakke. Men empirisk er der intet, der taler for, at det er en god ting at gøre," siger han. "Jeg er meget kraftig modstander af keynesiansk politik. Især når det sker i forbindelse med en finansiel krise. For så skal der ikke meget til at provokere de finansielle markeder, og så er det, at vi ser de her pludselige og meget kraftige rentestigninger for nogle lande," Kilde: EPN.dk

 

  Indhold:
Øk. kredsløb
Konjunkturer
Recessioner og forklaringer på dem


Links:

Grøn Økonomisk politik

Økohnomiske indikatorer

Nationalbanken

Det økonomiske Råd
Den europæiske Centralbank