|
|
Grøn økonomisk politik
Den grønne økonomiske politik handler om
at se økonomi som et system, der
producerer og fordeler varer og sommetider gør det på måder, der kan
true den fælles fremtid.
Vigtige spørgsmål er derfor:
Der er et system af natur og luft, som omgiver
økonomien og er forudsætning for den.
Hvordan er økonomien afhængig af naturen
for at få frisk luft, vand og råstoffer til produktionen?
I stedet for at tage for givet, at
man kan hente råstoffer ubegrænset og smide affald ubegrænset ud i
dette system, skal man finde ud af at tilpasse sig det, så det bevares
også for kommende generationer. Det er en politisk opgave at hjælpe med
til det. For hvordan kan økonomien gøre det selv, når hver virksomhed
først og fremmest tænker på at tjene penge til aktionærerne, og hver forbruger tænker på næste opreklamerede forbrugsgenstand?
Under den tidlige industrialisering var man
tilbøjelig til at se det omgivende system som noget, der måtte
underlægge sig den voksende industri. Dens opgave var at foryne
mennesker med nødvendige materielle ting til opretholdelse af livet.
Det måtte naturen stå til rådighed for.
Fra midten af det 20. århundrede kom der en stigende
forståelse for, at ressourcer ikke er ubegrænsede, og at jord, luft og
vand ikke kan tages for givet.
I
illustrationen ovenover er den traditionelt kendte økonomi
fremstillet i form af den blå trekant - med markedsøkonomien, hvor
styringsprincippet er udbud og efterspørgsel, den røde sektor, der
styres af politisk magt og den grønne sektor, der er civilsamfundet og
dets produktive udfoldelser. Det rejser vigtige spørgsmål:
I hvilket omfang skal markedet styre?
I hvilket omfang skal markedet
reguleres af det politiske niveau?
I hvilket omfang kan man bruge
lokale produktive fællesskaber og deleøkonomi?
Prisdannelsen er
signalgiver for, hvad der skal produceres og til hvilke priser. Og den
enkelte virksomhed går ideelt set efter størst mulig fortjeneste til
ejerne. Det kan give sammenstød med interessen for at beskytte
naturgrundlaget for produktionen.
I den røde sektor laves der politik og regler. Og der
"produceres" efter andre principper end i den blå sektor. Man ønsker
omsorg og professionalisme fra de ansattes side, når de f.eks. har med
mennesker at gøre i skoler og hospitaler. Det politiske
system drejer sig omh magt til at tage beslutninger. Det kan være
beslutninger om
regulering af økonomien, så den fungerer bedre for det fælles bedste.
Beslutningerne bliver til med de politiske
partier som mellemmænd og med folkelige organisationer og miljøfolk
bagved, som prøver at påvirke politikerne. Der er her forskellige
interesser. I hvilken grad vægtes økologi i forhold til vækst? I
hvilken grad skal der være statslig styring (love) i forhold til
markedsstyring (udbud/efterspørgsel)?
Der skal sættes nødvendige
rammevilkår
for produktionen, f.eks. med hensyn til, hvad der må udledes af stoffer
i naturen.
Men
reguleringen er blevet vanskeligere som følge af nationalstatens
svækkede styringsmuligheder. Det hænger sammen med den stadig mere intensive
globalisering, hvor virksomheder på globalt plan bestemmer over
investeringer og
lokalisering af produktion.
Ny økonomiforståelse
Mange ser håbet i en ny (u)formel økonomi, f.eks.
produktion i selvbærende, økologiske lokalsamfund (den grønne trekant).
Her udvikles omsorg for dyr og planter igennem den daglige omgang med
naturen. Den, der dyrker sin egen køkkenhave, vil ofte udvikle en vis
omsorg for, at der kan sås noget næste år, og at dyrene har det godt.
Der er brug for at tænke økonomi på en ny måde, så
man ikke kun tager udgangspunkt i en påstand om, at behovene er
umættelige, og fremtiden består i at øge en produktion for at komme
påståede forbrugerbehov i møde.
I den sammenhæng kan man spørge:
Hvordan dannes forbrugernes behov? Er de givne på forhånd, eller er de
tillærte? I den liberale økonomiforståelse siger man, at det er
forbrugerne, der bestemmer, hvad der produceres, jvf nedenfor om
markedet. "Forbrugeren er konge" i markedsøkonomien. Men er det uden
videre rigtigt? Måske er forbrugeren påvirket af reklame og vaner, der
er dannet under opvæksten i et materialistisk forbrugersamfund.
Hvordan er den enkelte blevet til det (over)forbrugende
menneske - i hvert fald i de rige lande (det er næppe relevant at tale
om "overforbrug" i de fattige u-lande)?
En grøn økonomisk politik tager udgangspunkt i en helt anden forståelse
af økonomi end den, der fremgår af billedet ovenover. Her ser man en af
de traditionelle mediekommentatorer sige, at det, der skal til, er øget
vækst (stigning i BNP).
Det bygger på en
såkaldt keynesiansk
forståelse af økonomien, hvor man kan give en god begrundelse for kamp
for jobs og velfærd. Man siger f.eks., at når der er økonomisk vækst,
dvs når
"kagen" (BNP) bliver større, så bliver der et større stykke til
alle, både de fattige og de rige.
Hvis forbruget (consumption) øges,
øges det, keynesianske økonomer ser som økonomiens drivkræfter, nemlig
den samlede efterspørgsel , hvoraf forbruget er den største andel. Der er et stærkt fokus på vækst som problemløser.
BNP står
for bruttonationalprodukt. Det er et mål for produktionens størrelse.
Man finder frem til det ved at se på værdien af alt,
hvad der produceres i samfundet. Det gælder virksomhedernes produktion. Og det
offentlige indgår med værdien af offentlige ydelser, f.eks. hospitaler,
bønehaver, skoler m.v. Overførsler, f.eks. pensioner, bistandshælp,
m.m. indgår ikke da det er indkomst, der fordeles mellem
befolkningsgrupper.
Måler BNP det, der er relevant at måle? Bliver
vi gladere og lykkeligere af, at BNP øges, når der produceres nye
kampfly, eller når to biler støder sammen på motorvejen og BNP øges med
reparationsudgiften? Eller giver det mening, at BNP øges, når en
kvindelig husejer ansætter sin samlever som havemand, og der altså nu
produceres det mere, som svarer til hans løn?
Når vi
vil måle resultatet af den økonomiske aktivitet, kan vi være
interesseret i at se på mere end blot den materielle fremgang i
forbruget. Vi kan være mere interesseret i forbrug og livsformer, der
giver øget livskvalitet.
Det måler BNP ikke.
Hvis jeg bruger en masse benzin på at køre langt til
arbejde hver dag, i stedet for at bo tæt på mit arbejde og cykle hen
til det, er BNP større, end hvis jeg cyklede. Hvis vi skypede med vores
onkel i Amerika i stedet for at tage jetfly og leje bil for at besøge
ham, ville vi reducere det materielle BNP, men øge det grønne
nationalprodukt.
Det har fået økonomer
til at stille spørgsmålet: Hvordan laver vi et grønt BNP-regnskab? - så
det er mere reel værdimåling, der foretages, - og værdimåling af den
bæredygtige del af produktionsværdien, dvs den del af den, som ikke
belaster kommende generationer med forurening og dårlige klimaeffekter
(ved global opvarmning som følge af udledning af drivhisgasser).
Politikerne er optaget af vækst, af, hvor meget BNP
vokser. Det
skyldes, at der er en tæt kobling mellem vækst og beskæftigelse.
Når
der er vækst, bliver der flere jobs. Og det er ofte evnen til at skabe
jobs, politikerne er blevet vurderet på af deres vælgere.
De
er så
optaget af det, at de i den seneste tid har skabt et nyt udsagnsord: at
"vækste" (afledt af navneordet "vækst"). Ordet "vækste" bruges meget
tit.
Men det er betænkeligt at tillægge den traditionelle form for
vækst så stor betydning, når man tænker på den fælles fremtid for
mennesker og klode.
Eller også skal man finde ud af at lave vækstbegrebet om, så det er kvalitativ vækst, man går efter, f.eks. grøn vækst, hvor der satses på bæredygtige teknologier (solceller i stedet for olie). Bæredygtighed blev defineret i FN's Brundtland-rapport (1987) som en udvikling, hvor opfyldelsen af
den nuværende generations behov ikke sker på bekostning af fremtidige
generationers behov.
Det er forestillingen om vækst som et ubetinget
gode, grønne økonomer vender sig imod. Fremtidige generationer trues
potentielt af en vækst, der efterlader kloden i en dårligere tilstand. Vi kan kalde denne måde at se økonomi på som det økologiske økonomiparadigme. Et paradigme er grundantagelserne inden for en videnskab.
Selvfølgelig kan vækst forstået
som en bedre evne til at håndtere avanceret teknologi også hjælpe med
at finde løsninger på de økologiske balanceproblemer, men den måde, man har forstået vækst på
hidtil, hvor det drejer sig om mere, mere, mere...., ødelægger
bæredygtigheden fremover.
Hvad
er markedsstyring?
Hvordan kan skattesystemet indrettes, så man fjerner skat fra arbejde og over mod ressourceanvendelse?
Er markedet gået for vidt? Skal staten mere ind og styre økonomien?
Kan marked og iværksætterpolitik bruges mere offensivt til at få tænkt nyt den grønne omstilling?
Under
oliekriserne i 1970'erne steg priserne på olie kraftigt. Der blev
indført bilfrie søndage i et forsøg på at spare på det dyre og knappe
råstof. Det blev dyrere at køre i bil. Mange mennesker solgte deres bil
og købte en cykel i stedet for. Den kunne man også køre på om søndagen.
Hvordan styrede markedet efterspørgsel og produktion væk fra biler og
over mod cykler? Figuren herunder viser hvordan:
Figur
1: Sadl jernhesten, når benzinen stiger i pris
Figuren
viser, hvad der sker, når efterspørgselen går fra bilkørsel til
cykelkørsel. De to prisdiagrammer består hver af en udbudskurve, der
stiger fra venstre og op mod højre (ved højere pris udbydes der mere
fra producenternes side), og en efterspørgselskurve, der falder fra
venstre mod højre. Når prisen er lavere, efterspørges der mere. Et
sådant diagram er et øjebliksbillede af udbud og efterspørgsel. Når
kurverne er blevet forskudt, har man lavet et nyt øjebliksbillede. Og
man sammenligner så de to idealiserede situationer.
Prisen
dannes ideelt set, hvor de to kurver skærer hinanden.
Ofte er der reelt
ikke så stor gennemsigtighed, og det vil være lidt tilfældigt, hvordan
sælgerne sætter prisen. Men da det ovenstående jo er en model, vises
det i idealiseret form, hvor det antages, at både sælgere/producenter
og forbrugere handler rationelt. De sidste vil have mest mulig nytte af
deres indkøbskroner til transport. Producenterne vil tjene penge
(maksimere profit), og udbyder altså flere cykler, når de fornemmer, at
efterspørgselen er stigende, og priserne går opad.
Olien/benzinen stiger i pris. Det viser sig som en
forskydning opad af udbudskurven. Derved bliver det dyrere at køre i
bil. En del forbrugere lader bilen stå og tager cyklen på arbejde i
stedet. Det viser sig ved en øget efterspørgsel efter cykler (højre
diagram). Efterspørgselskurven forskydes udad, og den optimale pris
dannes på et højere niveau. Ved denne pris vil flere cykelfabrikanter
udbyde flere cykler. Markedet har - uden nogen planlægning - sørget
for, at der skiftes fra bilkørsel til cykelkørsel, og at det fornødne
antal cykler er blevet produceret til det.
Den ovenstående gennemgang giver det indtryk, at det er
forbrugerne, der bestemmer i markedsøkonomien. Forbrugeren er kongen,
der bestemmer allokeringen af ressourcer igennem de rationelle
forbrugsvalg: Hvad skal produceres, så behovene dækkes? Så enkelt er det naturligvis ikke i virkeligheden. Det er noget, man vil forholde sig kritisk til i det økologiske økonomiparadigme,
hvor man ofte vil se forbrugerne som manipulerede af reklame og
marketing til at forbruge mere end deres oprindelig behov egentlig
ville tilsige.
CO2-kvotehandel
Markedet er også forsøgt gjort til spiller i den såkaldte CO2-kvotehandel, som bl.a. er sat
i system af EU.
Det er en markedsøkonomisk måde at klare problemet med
drivhusgasser på uden, at virksomhederne generes for meget. EU tildeler
kvoter til landene, og de giver så kvoterne videre.
Formålet
med CO2-ordningen er at begrænse udledningen af drivhusgassen CO2 så
billigt som muligt, og med størst mulig fleksibilitet for de
virksomheder, der deltager.
Kvoteordningen
er et vigtigt fælles middel for at indfri EU’s forpligtelse i forhold
til den internationale Kyotoprotokol. (Energistyrelsen)
Kvotehandelssystemet
er blevet kritiseret fra mange sider, og det har haft svært ved at leve
op til sit formål. Et af hovedformålene skulle være, at når forurening
bliver dyrere, og virksomhederne skal betale denne dyrere pris, så vil
der kommer en bølge af innovationer. Via marked og iværksættere
"innoverer" man sig til løsninger, f.eks. ved at producere på
"smartere" og mindre forurenende måder. Reelt har stærke virksomheder
kunnet betale sig fra at fortsætte med at forurene. Og det har været
svært at få en ordentlig prissættelse på kvoterne til at fungere. Man har givet finanskrisen skylden og forsøgt at reformere ordningen:
Den
økonomiske krise har været medvirkende til, at systemet for handel med
CO2-kvoter mellem kraftværker og andre forurenende virksomheder er ved
at bryde sammen. Den
dalende økonomiske aktivitet har drevet prisen på kvoter så langt ned,
at det ikke længere er så dyrt at forurene, at virksomhederne bliver
ansporet til at investere i renere produktionsmetoder.
Enegergisektoren og det grønne BNP
Når
der bliver mangel på en ressource, stiger den
i pris, og markedet og teknologien vil arbejde på at finde billigere
alternativer. Det ser man sker i energisektoren.
Dyrere kul og olie har
fået interessen for vedvarende energi
til at stige. Det sker altså ikke alene af miljøårsager.
Men det er ikke nødvendigvis alle ressourcer, der kan
findes alternativer til.
Markedet har i visse tilfælde haft svært ved at
klare
forureningskatastrofer og de begivenher, der leder op til dem, f.eks.da
vandforsyningen i byen Flint i Michigan, USA, brød sammen i 2015-16, og
man begyndte at hente vand fra en flod i stedet. Der var bly i vandet
som følge af forurening, og det opdagede man først, da børn i
tusindevis havde drukket af det.
Energiressourcer og grønt regnskab
Grøn
økonomisk politik tager desuden sit udgangspunkt i diskussionen om
BNP-begrebet
og vækst.
Figur 2: Energiintensitet. 1980: 100
Kilde: Miljøstyrelsen.
Centralt
i den sammenhæng er energiintensitetens udvikling. Energiintensiteten
måler forholdet mellem anvendt energi og BNP. Det ses af figur 2
ovenover, at det har været muligt at frembringe et større BNP igennem
anvendelse af nogenlunde samme mængde energi. Energiintensiteten er
faldet. En given mængde ny produktion kan frembringes ved anvendelse af
en mindre tilførsel af energi. Det er positivt, da det alt andet lige
vil mindske belastningen af miljøet.
Når det har kunnet lade sig gøre, skyldes det
energibesparende teknologi og isolering i både industribygninger,
kontorer og ikke mindst boliger. Men Danmark deltagelse i den
internationale arbejdsdeling spiller nok også en stor rolle. Tung
industri, f.eks. skibsværfter, jernstøberier m.v., er flyttet væk fra
landet, og den danske produktion er blevet mere vidensbaseret.
Men som man kan se af figur 2, er det relative størrelser.
I abslutte tal har der ikke været fald i energiforbruget.
Levestandarden stiger. Det kan være positivt, men især hvis det sker på
en økologisk mere forsvarlig måde.
Der
skal udvikles et ordentligt grønt BNP-regnskab, og offentlige
politikker skal så indrettes sådan, at målsætningerne for et grønt
regnskab realiseres.
Figur
3: Jordens energiressourcer
Kilde: IEA.
Ord: Annual solar energy: Den årlige forsyning med solenergi, og de
energiformer, der umiddelbart opstår som en følge af solens aktivitet:
Hydro: vandkraft. Wind: Vindkraft og fotosyntese: biomasse. Ovenpå den
lysebrune kasse med solenergi er de påviste samlede energiressourcer
afbildet (uranium: atomkraft, kul, gas og olie). Allerøverste lille blå
blok: Det totale samlede årlige energiforbrug på kloden.
Det
er vigtigt at udforme en grøn økonomisk politik sådan, at man fremmer
brugen af vedvarende energi og formindsker brugen af fossile brændsler,
der fører til CO2-udledning og dermed global opvarmning.
Omstillingen har hidtil været holdt tilbage af de
relativt højere
priser for vedvarende energi - og lave priser på fossil energi.
Men det er ved at ændre sig. Især knytter
man forhåbninger til solcelleteknologien, der går frem p.a.g.
tiltagende masseproduktion og dermed billiggørelse af solpaneler. På
solrige steder er solcelleteknologien prismæssigt ved at kunne
konkurrere med gas, kul og vindkraft. Der er dog stadig
lagringsproblemer for både sol- og vindkraft. En del af disse problemer
kan afhjælpes ved hjælp af "intelligente" elnet, som skruer op og ned
for energi fra traditionelle kilder i takt med, at der modtages energi
fra sol- og vindteknik.
Forbruget af energi kan reduceres igennem påbud om nye byggeregulativer
og tekniske standarder, som stiller krav til isolering af bygninger og
udformning af biler og maskiner.
Der
kan sættes ind via fødevarepolitikken, så forbrug af kød nedbringes.
Produktion af kød er dyrt i økologisk forstand. Man ville kunne få en
langt større direkte næringsværdi, hvis forbrugerne spiste grønt og
undgik omvejen ad kødproduktionen. Hertil kommer, at kvæg producerer
store mængder af methangas, der sammen med CO2 er en af skurkene m.h.t.
global opvarmning.
Miljøafgifter
Der er negative miljøeffekter knyttet til mange produktionsprocesser
og til dele af vores forbrug. Grønne afgifter kan
bruges til at mindske disse miljøeffekter. Grønne afgifter er
udbredte i Danmark. Provenuet fra disse afgifter i forhold til
BNP er således højt i Danmark sammenlignet med vores
nabolande og gennemsnittet i OECD. Grønne afgifter er generelt et omkostningseffektivt instrument
til regulering af miljøbelastningen. Det forudsætter
dog, at de grønne afgifter er sat svarende til miljø-
belastningen, og at alle udledere betaler afgiften. Det er
langt fra tilfældet for alle grønne afgifter i Danmark. (Det miljøøkonomiske Råd. Rapport 2017)
Prisdannelsen
kan via udbud og efterspørgsel medvirke til at forbrugeres og
virksomheders adfærd ændres. Der kan lægges afgift på varer, som man
vil reducere anvendelsen af. Energiafgifter benyttes f.eks. allerede i
stor stil i Danmark. De udgør en betydelig del af statens indtægter fra
skatter og afgifter.
Figur
4: Miljøafgift reducerer efterspørgsel
Note:
Miljøfgiften øger omkostning/pris af varen med miljøafgiftens
størrelse. Pris stiger fra p1 til p2. Den afsatte mængde falder fra m1
til m2. Statens indtægt (provenu) er det lyserøde område.
Markedsfejl eller systemfejl?
Skyldes de tilsyneladende fortsatte miljøproblemer en markedsfejl, der
kan korrigeres via f.eks. afgifter/tilskud, jf ovenfor? Eller er det en
systemfejl ved det markedsøkonomiske system?
For det første taler, at Mange miljøproblematikker er
blevet afbødet v.h.a. et godt sammensat mix af miljøafgifter og tilskud
- tænk bare på, hvordan Danmark fik vindmølleindustrien, og hvordan den
er blevet hjulpet på vej igennem afgiftsstrukturen (f.eks.
PSO-afgiften). Man har også fået afhjulpet mange af transportsektorens
mojøjbelastninger igennem afgifter (f.eks. mindre og mindre
benzinforbrugende biler).
For det andet synspunkt taler, at dette mest har hjulpet
på overfladeproblemer. Det er ikke lykkedes at lægge livsformen om i
tilstrækkelig grad. Global warming
og de heraf følgende klimaproblemer bliver værre og værre. Der er altså
nogle store samfundsøkonomiske, ja globaløkonomiske problemer, der er
udtryk for, at de overordnede omkostninger ved overproduktion og
forbrug ikke har kunnet "indregnes" i virksomhedernes omkostninger via
snilde afgiftsinstrumenter. Eller også har disse afgifter ikke være
høje nok - eller snilde nok?
Under alle omstændigheder kunne det tale for, at der
skal skrappere egentlige statslige reguleringer til, evt formidlet via
internationale aftaler (f.eks. COP i FN-regi eller et styrket COP). |
Livsform og produktions- og
distributionsmetoder
Energiforbrug
afhænger af livsform og produktionsmetoder. Den materialistiske
livsform i f.eks. USA er medvirkende til et højt energiforbrug pr
indbygger. Mange familier har to eller flere biler. Og det er ofte
store biler. Bilen bruges til transport i mange af de daglige
aktiviteter. Livsstilen er altså bestemmende for størrelsen af det økologiske fodaftryk. Figur 5: Relative størrelser af carbon footprints (økologiske fodaftryk)
Kilde: BBC. Hjem og arbejdspladser liggger ofte langt fra hinanden.
Man bor i relativt store huse. Det er forbrugernes valg. Men forbrugernes valg sker også med udgangspunkt i en ramme, der er blevet til igennem politiske valg,
når menneskene optræder som vælgere i det politiske system, der f.eks.
tager beslutninger om, hvordan samfundets infrastruktur (vej- og
transportsystemer m.m.) bygges op.
Skal staten
være tilskuer til forbrugernes adfærd, eller forsøge at regulere den?
Det sidstnævnte kan ske f.eks. igennem udviklingen af en transportpolitik,
hvor det bliver muligt for forbrugerne at få et alternativ til den
individuelle transport i bil.
Nogle storbyer udbygger metroer og andre
kollektive transportsystemer, som tager presset fra vejene og dermed
reducerer CO2-udledning.
Forud for FN-klimakonferencen COP21 i Paris i
december 2015 afgav
en række storbyer løfte om
at blive fri af fossil energi senest i 2050.
Det var bl.a. København
og
Malmø og et større antal britiske byer (besluttet af Labour
byråd). Det forventes at kunne reducere Storbritanniens samlede
økologiske fodaftryk (carbon footprint)
med 10 pct. Udover en afslutning på fossil energi vil det betyde
gennemgribende isolering af boliger og ny grøn kollektiv trafik.
Sommetider drejer det sig blot om at tænke sig lidt om og få gode nye
ideer. Den svenske storby Göteborg roses f.eks. for et initiativ ved
navn Stadsleveransen
system, hvor leverancer til 500 butikker og virksomheder samles under
en hat. En del foregår på særligt udviklede 6-hjulede cykler, cargo bikes. Derved formindskes
biltrafikken betydeligt i centrum.
Boligforbrugsadfærd kan også påvirkes, f.eks. som
det er sket i Danmark, hvor et håndværkerfradrag i skatten blev gjort mere
miljøbetonet fra 2016.
Der kan gives støtte til lavenergihuse (evt.
0-energihuse).
I Danmark indførtes for nogle år siden offentlig
støtteordning til opsætning af solpaneler. Der var imidlertid på kort
tid så mange, der benyttede den, at den blev afskaffet igen.
Der er eksempler på, at stat og kommuner er
skrappere end blot at bruge incitamenter til økologisk gavnlig adfærd.
Danmark er nået langt inden for kollektive varmesystemer, fordi man har
brugt tilslutningspligt for at få økonomien til at fungere i f.eks.
fjernvarmesystemer.
Når sådanne systemer først er lavet, kan der være
betydelige muligheder i at gøre dem mere økologisk forsvarlige, f.eks.
ved isolering og "intelligente" net, der tilpasser sig
belastningsniveauer og forsyningsmuligheder.
Supersize
Me - eller Cut Me down to Size - mod en grøn
forbrugerpolitik
Hvem er
stærkest: Producentinteresser eller forbrugerinteresser?
Dokumentaristen Morgan
Spurlock blev verdensberømt - i hvert fald i
dele af USA og Vesteuropa - for nogle år siden, da han underkastede sig
selv det eksperiment at leve af McDonaldsmad i en måned og samtidig
lavede en medicinsk registrering af, og en dokumentarfilm om, hvad der
skete med hans krop undervejs.
Det blev til et opgør med Supersize ("familiestørrelse",
eller hvad det nu hedder på dansk) kulturen i dele af detailsektoren,
hvor forbrugerne via reklame informeres om, hvordan de kan spare ved at
købe i store formater.
Forbrugerpolitik
handler om at beskytte forbrugerne imod dårlige produkter og dårlig
adfærd fra producenters side. Det kan være garantier for at kunne bytte
varer eller får dem erstattet o.lign. Forbrugerpolitik i videre
forstand kan også være vejledning i udbygning af infrastruktur, så
deleøkonomi får bedre muligheder. Det kan f.eks. være standere til
opladning af el-biler. Industrien kan selv gøre det for at sikre sit
marked. Det er den amerikanske el-bilfabrikant Tesla f.eks. i gang med.
Nogle steder er den offentlige sektor (stat, kommuner) gået i gang med
at udbygge en sådan infrastruktur.
Når
det gælder den problematik, Spurlock rejser, kan man undre sig over,
hvor lidt udviklet forbrugerpolitikken er i den vestlige verden. Vi ved
ikke meget om, hvad det er for mad, vi indtager - og i mange tilfælde
har vi det måske også bedst med ikke at vide det!!
Men resultaterne af
elendig fødevaresikkerhed viser sig omkring os hver dag, f.eks. i fedmeepidemien.
I USA står det værre til end i Danmark. I USA er knap 35 pct af den
voksne befolkning overvægtige (obese).
Epidemien rammer meget mere i de lavere socialgrupper end i de højere.
Det er derfor i høj grad bestemt af samfundsmæssige faktorer, f.eks. en
uheldig fødevarekultur.
Det er samtidig en madkultur, der har alvorlige
miljøkonsekvenser, når der produceres mad, der belaster miljøet,
udpiner jorden og gør mennesker syge. Fødevareindustrien har effektive
lobbyister, der har gjort regulering til en svær kamp op ad bakke.
Figur 6 : En af
verdens værste fedme-"epidemier" er i USA, og den rammer socialt skævt
Kilde:
CDC.gov. CDC skønner udgiften til behandling mod fedme til 147 mia$
(faste priser i 2008$).
Den
amerikanske - og andre landes - fedmeepidemi siger ikke så lidt om
markeds-"styringens" begrænsninger. En stor del af befolkningen har
været henvist til en fødevareindustris fremstilling og distribution af
fødevarer af
en kvalitet, der ikke har fremmet sundhed og miljøhensyn.
Herimod er blevet sagt, at det er folks frie valg at tage de varer ned
fra hylderne, som de vil. Men spørgsmålet er, om der er tilstrækkelige
valgtmuligheder, og om befolkningen er informeret ordentligt?:
Et
oplagt sted at sætte ind (for at nedbringe klimagasudledning) er
fødevarerne, som globalt står for 19 % – 29 % af udledningerne, heraf
står kvæget alene for 10 % af udledningerne. En afgift på i første
omgang oksekød vil derfor kunne gøre en stor forskel allerede på kort
sigt og få skabt opmærksomhed om fødevareområdets store betydning for
drivhusgasudledningerne.
Danskernes levevis er langt fra klimamæssigt bæredygtig,
og hvis vi skal leve op til Parisaftalens mål om at holde den globale
temperaturstigning »et godt stykke« under 2°C, er det nødvendigt både
at handle hurtigt og inddrage fødevaresektoren. Forskellige fødevarer
påvirker klimaet meget forskelligt og et ændret forbrug kan føre til
store gevinster. Forskning viser, at alene kostomlægninger mod et
mindre indtag af kød fra drøvtyggere i lande som Danmark kunne
nedbringe drivhusgasudledningen fra fødevarerne med 20 % – 35 %.
Det Etiske Råd har derfor taget stilling til, om det bør
være op til 'den etiske forbruger', om vedkommende vil købe
klimabelastende fødevarer, eller om der bør ske en samfundsmæssig
regulering for at nedbringe fødevarernes klimabelastning (Det etiske Råd)
Det
handler om at lave økologisk fødevareproduktion og med effektive
garantier (f.eks. via mærkning og varedeklarationer) af, at det
virkelig er økologisk.
Samfundsøkonomiske omkostninger
I
en markedsøkonomi tages der beslutninger om investeringer i ny
produktion ud fra forventninger om at skabe et overskud. En virksomhed
køber en ny maskine eller produktionsanlæg, fordi det kan betale sig.
Investeringen vil tjene sig ind over en periode - og mere til. Det
forventer aktionærerne. Det er en form for kapitalistisk logik:
Kapitalen skal forrentes.
Om
der også sker en "forrentning" i forhold til natur og miljø, er en helt
anden sag. Det har ofte vist sig, at de samfundsmæssige omkostninger
ved en produktion er større end de omkostninger, virksomheden tager med
i sit regnskab.
Man
har indført "forureneren betaler" princippet for at tage højde for
dette problem. Men det er sådan med de samfundsøkonomiske omkostninger,
at de sjældent er så ligetil at gøre op. Virkningerne sker på længere
sigt. Gradvist opdager man, at forsikringsselskaberne begynder at tage
højere forsikringspræmier for huse i lavtliggende områder og ude ved
kysten, fordi oversvømmelseskatastrofer bliver mere og mere
overhængende og sandsynlige.
Det
er et problem, udbud og efterspørgsel og prismekanisme ikke kan klare,
fordi disse omkostninger ikke indgår i prisdannelsen. De miljøafgifter,
vi viste ovenover, er i bedste fald et slag på tasken - i værste fald
et middel for en finansminister til at finde nye skatteobjekter.
Markedsoptimisterne henviser så til "den
politiske forbruger" som redningsmanden/-kvinden. Vi skal alle være
politiske forbrugere og sammensætte vort forbrug på en sådan måde, at
miljø og natur reddes. I figur 4 ovenover skubber vi efterspørgselen
nedad ved at reducere efterspørgselen efter et økologisk uheldigt
produkt - og øger efterspørgselen efter de "rigtige" økoprodukter.
Det
kan være et skridt på vejen til bæredygtighed, men det løser næppe alle
problemer. Det kan blive nødvendigt med et opgør med de grundlæggende
principper for det markedsøkonomiske system: Vækstlogik (og -
nødvendighed), og den kortsigtede shareholder value
(afkastværdi til aktionærerne).
Figur 7:
Sektorer i balance eller ubalance?
Globalisering og grøn politik
I mange udviklingsøkonomier ligger energiforbruget lavt pr indbygger.
Det skyldes, at levestandarden er lavere. I et fattigere
land vil borgernes økologiske fodaftryk dermed være langt lavere end i
f.eks. Danmark (som igen er betydelig lavere end et land som USA). Når
Danmark ligger relativt højt m.h.t. udledning af drivhusgasser pr
indbygger, hænger det sammen med en høj levestandard.
I
Danmark har vi et landbrug, der producerer meget kød og mange
mejeriprodukter. En del af råvarerne til f.eks. produktionen af
svinekød kommer fra Argentina, Brazilien og andre mindre udviklede
lande. Sojaskrå, som der produceres meget af i Latinamerika, indgår som
kraftfoder med stort proteinindhold i foder til de mange mio grise i
Danmark. Det efterlader store økologiske fodaftryk
i forhold til, hvis man havde udnyttet proteinen lokalt eller havde
produceret andre afgrøder. Produktionen af soja har været forbundet med
fjernelse af regnskov i Latinamerika.
Danmark er et af de øverste led i værdikæden for
produktion af kød. Det har givet økonomisk gevinst, da hovedparten af
værdiøgningen/fortjenesten vil ligge i dette led. Omvendt kan fattigere
lande komme til at bidrage gennem overførsel af værdi igennem et slags
ulige bytte (billige eksportvarer til gengæld for dyrere importvarer)
og samtidig se deres bedste jord blive ensidigt benyttet til produktion
af eksportafgrøder, som ikke modsvarer den lokale
befolkningsfødevarebehov. Samtidig med miljøkrisen kan det medvirke til
at skabe også en social og økonomisk krise, når mange mennesker i
u-landene ikke bliver i stand til at brødføde sig selv, skønt der
skulle være muligheder for det, hvis landbruget var mere alsidigt og
indrettet efter de lokale befolkningers behov.
En del u-lande er kommet i gang med omstillingen til industriøkonomi.
Man omtaler sådanne lande som emerging
economies, et begreb, der kan være vanskeligt at oversætte til
dansk, men det er noget i retning ad "nye (frembrydende) økonomier".
Energiforbruget har udvist stærkt stigende tendens i et land
som Kina. Det skyldes den økonomiske vækst i landet. Levestandarden er
øget. Men det har også spillet ind, at Kina har fungeret som den
globale økonomis "fabrik", hvor, som led i den internationale
arbejdsdeling, de mere energitunge produktioner er lagt hen.
Globaliseringen har altså været med til at skabe et
økonomisk mønster, en slags arbejdsdeling, hvor tung - og ofte
forurenende produktion - bliver anbragt i de "nye" økonomier, og
serviceproduktion og IT ligger i de rige vestlige økonomier. Det gør
det alt andet lige meget lettere for de sidstnævnte at leve op til krav
om CO2-reduktion. Deres placering i den internationale arbejdsdeling
gearer dem i stigende grad til det.
Figur 8 : BNI og CO2 udledning i udvalgte lande
Kilde: Tal fra Worldbank.org
(hentet ned 2016). Tendenslinje med ligning og R2
(determinationskoeffcient) er sat ind i diagrammet. R2 viser styrken i
sammenhængen mellem uafhængig variabel (BNI) og afhængig variabel
(CO2). Den kan svinge mellem 0 (ingen sammenhæng) og 1 (total
sammenhæng. Alle punkter ligger på linjen).
Figur
8 viser, at der er tendens til, at CO2 udledninger er ligefrem
proportionalt med produktionen (BNI). Men der er betydelige afvigelser,
jvf f.eks. USA på den ene side og Danmark (DK), Sverige og
Storbritannien (UK) på den anden. Det udtrykker dels forskelle i
livsmønstre, dels forskellige måder, hvorpå økonomier er integreret i
den globale økonomi. Figur 9: Vækst i BNP og vækst i energiforbrug i Danmark 1966 - 2015. BNP i faste priser
Kilde: Tal fra Statistikbanken.dk. Hent bearbejdede tal her. Danmark
og Storbritannien er i udpræget grad
serviceøkonomier med industrisektorer, hvor produktionsteknologiens
særlige nationale kendetegn giver mindre grad af CO2-udledning. Dels er
der medicinalindustri, miljøteknik, logistik o.lign. med lav
CO2-udledning, og dels er der det
forhold, at mange tungere produktioner indenfor maskin- og
metalindustri er outsourcet. At
Danmark ligger højere i CO2-udledning end Sverige (med stor
industribeskæftigelse) kan overraske, men kan bl.a. hænge sammen med
forskelle i kulturer omkring boligforbrug og transport.
"Nye" økonomier som Kina, Indien og Egypten er løbet fra de
meget uudviklede u-lande p.g.a opbygning af relativt tunge
industrisektorer, f.eks for Kinas og Indiens vedkommende stål- og
bilindustri, og udbygning af fossilenergibaserede transportformer.
Politisk globalisering og bæredygtighedsmål
Det er en gammel sandhed, at forureningen ikke kender grænser. Derfor
er det ofte vanskeligt alene at ville lave miljøpolitik i den enkelte
stat. Forureningen kommer til landet igennem luft og vand. Det lægger
op til internationalt samarbejde. Man har f.eks. i EU arbejdet med at
harmonisere standarder og normer for produktion inden for EU's indre
marked, da miljøkrav til produkter og tjenesteydelser ellers ville
kunne stillet det enkelte land ringere i konkurrencen på det fælles
marked. Det er en væsentlig baggrund for EU's miljøpolitik.
Den globale arbejdsdeling, jvf ovenfor, og forsøgene på at få de
samlede udledninger af CO2 og andre klimagasser ned har medvirket til
at give
spændinger imellem landegrupperne ved COP-konferencerne i FN-regi.
U-landene har krævet at der tages hensyn til deres udviklingsefterslæb.
De er delvist blevet imødekommet, bl.a. ved, at der ved COP15 og COP21
blev besluttet, at der skal oprettes en fond på 100 mia$ til støtte til
overførsel af teknologi til omstilling af industri og produktion i
u-landene.
I adskillige "nye økonomier" er der i de senere år kommet
en langt stærkere miljøbevidsthed, hvad der delvist kan hænge sammen
med deltagelsen i de internationale COP-konferencer i FN-regi, hvor man
på globalt plan forsøger at koordinere indsatsen for et renere miljø. Ved COP21 i Paris i december 2015 blev vedtaget et mål om 2 pct - og gerne kun 1,5 pct - stigning i de globale temperaturer.
Flere lande på den sydlige halvkugle har opdaget
mulighederne i solenergien. Antallet af solenergianlæg
vokser kraftigt. Flere lande, også i Syd, har givet støtte. Det har man
gjort bl.a. i Kina, hvor både den almindelige billiggørelse og støtten
fra staten har været med til at sætte godt gang i udbygningen.
I
2015 vedtog FN nye globale udviklingsmål til afløsning af
Millenniummålene fra 2000. Millenniummålene var enkle og konkrete,
f.eks. halvering af ekstrem fattigdom, standsning af spredningen af
HIV/AIDS og grundlæggende uddannelse til alle børn. Fra 2015 gik man
over til at se tingene i en større indbyrdes sammenhæng, og det førte
til vedtagelsen af 17 bæredygtige udviklingsmål (Sustainable Development Goals).
Det er så gennemførelsen af disse, som bistandsindsats og omstilling i
landene skal rette sig imod. Og her er miljømål af naturlige grunde
kommet til at spille en langt større rolle i forhold til
millenniummålene:
Note: 1: Ingen (ekstrem) fattigdom. 2: Ingen sult. 3: Godt helbred.
4: Kvalitetsuddannelse. 5: Ligestilling mellem kønnene. 6: Rent vand og
VVS. 7: Vedvarende energi. 8: Gode jobs og økonomisk vækst. 9:
Innovation og infrastruktur. 10: Formindsket ulighed. 11: Bærbære byer
og lokalsamfund. 12: Ansvarligt forbrug. 13: Klimahandling. 14: Livet i
vandet. 15: Livet på land. 16: Fred og retfærdighed. 17: Partnerskaber
til fremme af målene.
Mange
af de globale problemer har deres rod i miljøpåvirkninger.
Det gælder klimaproblemer, som truer fødevareproduktionen,
f.eks. spredning af ørken og vandforsynings- og sultproblemer som følge
af den globale
opvarmnings virkninger (flodsystemer, der påvirkes af stigning i
snegrænse og afisning i bjergområder). Biodiversiteten (life below water og on land)
er truet. Figur 10: Global opvarmning er blevet synlig virkelighed
Kilde: State of the Climate Report 2015. American Meteorological Association. Troposphere: Den lavere del af atmosfæren. Da det i mange u-lande er kvinderne, der dyrker jorden, vil
større kønslig ligestilling og mere og bedre uddannelse til pigerne
kunne fremme udviklingsniveauet, herunder økologien, i
fødevareproduktionen. Men den velkendte konflikt imellem økonomisk
vækst (pkt 8) og miljømål kan ikke afvises. Økonomisk vækst kan via
øget udledning af CO2 og forurenende stoffer true bæredygtigheden, men
det vil naturligvis også afhænge af, hvordan begrebet vækst defineres.
En FN-ekspertkomité arbejder med, hvordan målene nærmere skal udformes.
Fremtidsscenarier
Det er meget
almindeligt i miljøøkonomi at arbejde med fremtidsscenarier, dvs
forestillinger om den fremtidige udvikling, som bygger på
fremskrivninger af den allerede kendte udvikling.
Hvad sker der f.eks., hvis den økonomiske vækst, som
vi har kendt den (Business as usual, B.A.U.), fortsætter. Ja, så ved
vi, at der vil være en række belastningsfaktorer for miljøet, idet der
med den stigende produktion sker en forøget udledning af farlige
stoffer.
Og hvad sker der, hvis væksten ændrer retning, så der satses på renere teknologier?
Figur 11: Fremtidsscenarier for USA's energiforsyning
Kilde: Mark Z. Jacobsen et al.: Energy & Environmental Science.
Ordforklaring: TW: Terawatt. Renewables: vedvarende energi, f.eks.
hydro (vandkraft) og geo (geotermisk (varme kilder)). I 2015 beror 95
pct af energiforsyningen i USA på fossile brændsler (kul, olie,
naturgas) og atomkraft. Der sker en omstilling til ren energi igennem
især omstilling fra forbrændingsmotorer til elmotorer, vindkraft og
solenergi.
På Stanford Universitetet i Californien har et forskerteam arbejdet med scenarier for de 50 amerikanske stater for en omstilling til ren energi inden 2050, en omstilling, der skulle være både teknisk mulig og økonomisk overkommelig.
En vision som den ovenstående er blevet kritiseret for, at
den overser en række problemer i omstillingen til vind og solenergi.
Det er især ustabiliteten i disse former for vedvarende energi, - og
lagringsproblemerne. Man er afhængig af, at det blæser, og at solen
skinner. Det forestiller de sig løst med de nye el-lagringsteknologier,
der er på vej, og ved opbygning af stor kapacitet af vind og sol, samt
"intelligente" grids (IT-styrede, fleksible el-net).
Spørgsmålet er imidlertid, om de store
energiselskaber, der hidtil har domineret energiforsyningen til
industrilandene er indstillet på at investere de tilstrækkelige
pengemidler i nye energiformer. Investeringskapital skal drejes væk fra
olie- og gasefterforskning og -udvinding og over til vedvarende energi.
Spørgsmålet er, om man primært går efter det størst mulige afkast på
kortest tid, eller om man tænker på fremtiden og omstillingen til
renere energiteknologi. Svaret på dette spørgsmål giver ikke
umiddelbart sig selv. Der har været kamp om investeringspolitikken ved
generalforsamlinger og bestyrelsesmøder i mange pensionskasser: Skal
man helt droppe investeringer i fossile brændselsselskaber?
Nogle mener, at det er et spørgsmål om tidshorisont.
Rentabiliteten og prisbillighed af vedvarende energi er stigende, så
det nyttige kan forenes med det behagelige? , - eller er det så let?
Og det bliver dermed også et spørgsmål om, hvad prisen på
fossil energi er. Ved en høj oliepris, bliver sol og vind
konklurrencedygtig på prisen.
Pensionskasser og andre institutionelle
investorer begynder altså at stille krav til investeringerne, og de truer med
at trække penge ud af energiselskaber, der ikke tager omstillingen og
de langsigtede investeringshorisonter ind i billedet.
Figur 12: Udviklingen i investeringer i olie og gas
Kilde: The Economist May 21st 2016.
Udviklingen i
investeringerne i olie og gas er interessant. Den viser, at
investeringerne har tendens til at blive øget, når olieprisen stiger,
og den falder med faldende oliepriser (2014-16). Det indikerer en
tendens til at gå tilbage til fossile brændsler, på trods af alle
forsøg på at dæmme op for drivhusgasser og global opvarmning.
"Let it stay in the ground", siger klimaaktivister.
Det modsatte ser ud til at være tilfældet. Det ser ud til at være værd
rent pengemæssigt at investere i. Men mange pensionsopsparere har fået
nok. Hvis der skal været et liv efter pensioneringen, er det vigtigt at
komme igennem med den grønne omstilling.
|
|
Indhold:
Ny økonomi
Marked styrer
Energi og grønt BNP
Miljø-
afgifter
Bære-
dygtige livsformer
Supersize forbruger-
kultur
Private og samf.omk.
Fremtider
"Grøn" finanslov?
Links:
EU miljø-
politik
Dansk
Klima- og energi-
politik
Samsø - kulfri ø
|