Partierne og de sociale k(l)asser

    De sociale klasser er ikke bare sociale grupperinger uden betydning. Forholdet mellem dem er ofte præget af konflikter, når en klasse vil forfølge sin interesse og en anden klasse var/er imod det.

Figur  1: Partistamtræer

Skillelinjer

Hvad er det egentlig, der skaber de store politiske skillelinjer i samfundet. For at belyse det, eller måske snarere beskrive det på en malende måde, har nyere politisk teori hentet et billede fra geologien. Man taler om pladetektoniske forskydninger og brudflader. I undergrunden sker der løbende forskydninger i de geologiske lag og mere i nogle områder end andre. Det kan forårsage jordskælv.

Figur  2: Politiske skillelinjer i det tidlige fire-partisystem (Konservative, Venstre, Socialdemokrater, Radikale)

Det tidlige danske fire-partisystem
I politisk sociologi har det været politologerne Rokkan og Lipset, der har arbejdet med, hvordan skilleliner er opstået. De ser f.eks., at samfundsudviklingen har været præget af en økonomiske udvikling, der får nye store erhvervsgrupper til at tone frem, f.eks. arbejderne i forbindelse med industrialiseringen.
   I det tidlige danske fire-partisystem i første halvdel af 1900-tallet repræsenterede hvert parti hver sin klasse: Socialdemokraterne arbejderne, Radikale husmænd og lærere, Konservative forretningsfolk og højere embedsmænd, Venstre landmændene.

Urbanisering (udvikling og vækst i byer) førte til skel mellem by og land.
   I byerne kan der ske normbrud og dannes nye roller familiemæssigt og erhvervsmæssigt. Der sker kulturel udvikling, som giver en anderledes indstilling til livet, end man finder på landet. Men der kan også være fordelingskonflikter, når den økonomiske udvikling foregår hurtigere i byerne end på landet.
   Det fører også i det 20. århundrede til modsætninger mellem arbejdere og arbejdsgivere omkring fordelingen af virksomhedens resultat: hvor meget løn og hvor meget profit kommer der ud af produktionen, og hvordan skal fordelingen mellem indkomstarterne ske?
    Det er udtryk for forskellige klasseinteresser, og i politik vil det vise sig som et modsætningsforhold mellem politiske partier, der repræsenterer de forskellige klasser, f.eks. Socialdemokrater conta. liberalister/konservative.
    Partierne var klassepartier og forsvarede klassens interesser. I mange større byer havde de hver sit dagblad, hvor partiets synspunkter blev kommunikeret ud, både hvad angik lokalpolitikken i kommunen og den landsdækkende politik på Christiansborg.
    Socialdemokrater og de borgerlige partier (Konservative og Venstre) var uenige om fordeling og velfærdspolitik. Og når det gjaldt kultur og værdier kunne det være radikales kulturradikalisme over for De Konservatives Gud, Konge og fædreland).

Figur 3: Dannelse af væsentlige brudflader og politiske skillelinjer i 20. og 21. århundrede

Socialdemokratismens og velfærdsstatens guldalder og "jordskredsvalget" i 1973
Skillelinjen var senere mellem de, der ville have mere velfærd, og de, der ville have lavere skatter.
   De første kunne være de laverelønnede arbejdere, der var afhængige af velfærd for at realisere det gode liv (gratis hospitalsbehandling, pensioner) for sig selv og deres børn (uddannelse), og de andre højerelønnede og selvstændige, som var imod at betale for meget skat til velfærden.
   Det 20. århundredes midte var den socialdemokratiske "guldalder", fordi modsætningen mellem kapital og lønarbejde udspillede sig i en periode, hvor der dels var stærk økonomisk vækst (1960'erne) og dels var muligheder for at fordele af den samlede "kage" (produktion/BNP), idet skatterne ikke endnu var vokset til en meget betydelig del af de samlede indkomster. Men det var netop ved at ske i denne periode.
    Bortset fra nedturen ved "jordskredsvalget" i 1973 var Socialdemokraterne nogenlunde i stand til at bygge bro over disse modsætninger.
    Men ved dette valg, hvor Fremskridtspartiet kom ind med 28 mandater og højreudbrydere fra Socialdemokratiet (Centrumdemokraterne under ledelse af Erhard Jacobsen) kom ind med 14 mandater, slog modsætningerne ud i lys lue. Mange vælgere var imod de stigende skatter og "papirnusseriet" i den offentlige sektor. Mange arbejdere så nu skatteembedsmanden som en måske lige så stor "udbytter" som virksomhedsejeren.

Konkurrencestat, globalisering og nypolitik
Konkurrencestaten er en stat, der uddanner og udstyrer sin befolkning med kompetencer, der sætter den i stand til at konkurrere bedst muligt med andre stater. Det er et svar på globaliseringen, hvor man er i skarp konkurrencen med nye økonomier, så som Kina og Indien, og de europæiske økonomier er blevet meget forbundne igennem et fælles indre marked.
     Med "konkurrencestatens " indtræden på scenen begyndte store velfærdsudgifter at blive ugleset, fordi de blev set som en hæmsko i den globalse konkurrnece. Det gik ikke, at virksomhederne skulle slæbe rundt på en fælles skattebyrde, der var større end i lande, Danmark skulle konkurrere med. Alle ressourcer skulle bruges på at skærpe erhvervenes konkurrnecestilling i den globale kamp om markeder. Derfor måtte også bistandsmodtagere og førtidspensionister m.fl. inddrages på arbejdsmarkedet i det omfang, de overhovedet havde nogen mulighed for det.
     Det var dog også en modsætningsfyldt udvikling, der skabte konflikter, der kunne udnyttes i politik. Nogle var fortalere for den gammelkendte tryghedsvelfærd, mens andre ville deltage for fuld skrue i den nyliberale dagsorden. Det gav skillelinjer mellem en socialpolitisk fløj i Folketinget på den ene side og de nyliberale på den anden side.

   Senere kom der nye skillelinjer til, f.eks. omkring holdninger til indvandring, miljø og lov-og-orden (ofte kaldt ”nypolitik” eller ”værdipolitik”).  

Omkring folketingsvalget i 2015 så man således politiske skillelinjer omkring lov og orden (terrorbekæmpelse), indvandringspolitik og regionalpolitik ("Udkantsdanmark" ctr storby-Danmark).
   Det sidste var forårsaget af udviklingen i den globale økonomi og Danmarks stadig tættere forbundethed med de omgivende landes økonomier, hvad der især favoriserede København, Trekantsområdet og Århus m.h.t. den økonomiske vækst. Og dermed fik modsætningen land-by nye udtryk i dansk politik.

Tabel  1 : Det tradionelle "Produktions-Danmarks" beskæftigelsesnedtur

Kilde: Dst.dk. Primære erhverv: Landbrug og minedrift. Sekundære: Industri og håndværk. 

Erhvervsstrukturen ændrede sig. Der var ikke længere så mange ansat i "produktions-Danmark". Beskæftigelse i landbrug og industri havde igennem en del år været faldende. I stedet var opstået masser af nye jobs i servicefagene, både i den private og offentlige sektor. Det giver andre typer af partitilknytninger. Der opstår skillelinjer mellem det højtuddannede og de lavtuddannede. De første favoriseres af globaliseringen og serviceerhvervenes vækst, de sidste stilles ringere i indkomstkapløbet.

Det var altså både nogle gamle velkendte skillelinjer, land og by (urbaniseringsprocesserne med flytning fra land til by), men de fik nye udtryk afhængig af, hvad der skete på det pågældende tidspunkt, - eller var sket (på politisk plan kommunalreform og flytning af opgaver som led i centralisering af dansk politik og administration.
    Det giver så bidrag til forklaring af "jordskredsvalget" i 2015, hvor der opstod en skillelinje mellem nye "protestpartier", som ikke havde haft del i regeringsmagt (DF, Enhedslisten, Alternativet og Liberal Alliance), og de gamle "magtpartier", der var vant til at kæmpe med hinanden om magten og nyde godt af de privilegier, det kunne give.
   For de gamle magtpartier var politik i mange tilfælde blevet en kamp for genvalg for de allerede siddende. Man kæmper om regeringsmagt for det giver mulighed for, som det hedder "at føre sin politik igennem" og "opnå resultater", men hvor resultaterne ikke altid er lige synlige for den almindelige vælger..
    Men det er netop udeblivelsen af resultater, som protestpartiernes vælgere har hæftet sig ved; og det har været en væsentlig grund til, at de har flyttet deres stemme et andet sted hen.
   Og der skete formulering af nye politikker i partierne, hvor det at udforme programmer blev udsat for helt nye typer af udfordringer i en tid, hvor markeringer hastigt skiftede karakter på sociale medier som Facebook og Twitter.

Valget af Donald Trump til præsident i USA, den britiske Brexit-afstemning i 2016 og valget af 5-stjernebevægelsen og Liga i Italien i 2017 åbenbarede styrken i de nye politiske skillelinjer, der var opstået i både Nordamerika og Vesteuropa i kølvandet på globalisering og immigration. 

En del af den nye højrepopulisme formuleredes omkring økonomisk nationalisme og modstand imod indvandring. Samtidig havde de frie markedsforhold under globaliseringen af økonomierne ført til øget social og økonomisk ulighed.

Partityper

Der er lavet mange partityper i tidens løb. Man har skelnet mellem ideologiske partier og pragmatiske partier efter, hvor faste i kødet partierne var m.h.t. at fastholde den ideologiske orientering, der fremgik af principprogrammet.
   Der er sket noget med samfundsudviklingen, der gør, at denne skelnen ikke længere er så relevant. Man kan stadig se reminiscenser af det, og man vil således ofte se de ideologiske partier på yderfløjene, f.eks. Enhedslisten og Liberal Alliance, som fastholdere af henholdsvis en socialistisk-grøn ideologi og en liberalistisk ideologi. Men er de nu også så socialistiske og liberalistiske, at "det gør noget", som det er blevet sagt af en veteran i dansk politik?

Politik er i højere grad i det senmoderne globaliserede samfund blevet et spørgsmål om formulering af one-liners, der appellerer til meget brede befolkningsgrupper. Hvis man ikke lever op til det, kan det være svært at gøre sig gældende som catch-all parti.    Barack Obama angav linjen med sin one-liner "Yes, we can!" fra den amerikanske præsidentvalgkamp 2008. Det var et meget simpelt slogan, der p.g.a. sammenhængen, det indgik i, var ret effektivt.
   Det gav en retning for, hvor han ville hen med det amerikanske samfund på det tidspunkt.
   Tendensen til simple slogan så man også i den amerikanske valgkamp i 2016, hvor populisten Donald Trump vandt mange vælgere på at fremstille meget simple løsninger på indviklede globaliseringsproblematikker, der havde foruroliget mange vælgere. - Illegale immigranter skulle smides ud af USA! Der skulle bygges en mur på grænsen til Mexico - og mexicanerne skulle selv betale for den! Handelsunderskuddet over for Kina skulle klares med indførelse af en told på 45 pct på kinesiske varer, og kineserne skulle have at vide, at man ikke længere ville finde sig i deres "manipulation med valutakursen". Den overordnede one-liner formulerede et yderst simpelt krav: Make America Great Again! Vælgerne kunne forstå det, eller måske var det, de forstod, den retning han ville bevæge sig i. I hvert fald fejede han de andre republikanske præsidentkandidater af banen i primærvalgkampen forud for præsidentvalget med de simple slogans. Men der er tale om en helt anden form for nationalkonservatisme end den Gud-Konge-fædrelandskonservatisme, man så i det tidlige danske firepartisystem. Det var en nationalisme, der udfoldede sig inden for det, den tyske sociolog Ulrich Beck kaldte "den nationalstatslige containers konservatisme", hvor man udfolder sig i en national politisk ramme. Det, trumpismen tog ved hornene, er de udfordringer for samfundet og den tilhørende skræk hos svage og udsatte befolkningsgrupper, den komplicerede senmoderne globalisering havde stillet USA overfor med outsourcing af arbejdspladser til Kina, Mexico og andre lavtlønsområder.

Politik markedsføres i stigende grad som noget, der ligner "kommunikationspakker", der sælges om varer på det politiske marked. Spindoktorer og reklamebureauer hjælper til med at færdiggøre pakkerne og lancere dem på rette måde.
   Men der er betydelige forskelle mellem partierne m.h.t. grad og indhold i markedsorienteringen.

Figur 4: Partityper

Græsrodspartiet har en flad organisation. Der er ikke så langt fra bund til top. Det er meningen, at de aktives, supporternes, medlemmernes og evt vælgernes aktivitet og begejstring er den grundstamme, partiet skal næres af. Derfor satses der på en organisation, der fremmer en maksimal grad af deltagelse, og ofte kan organisationen og aktiviteterne være formidlet gennem de sociale medier. Det kan være indkaldelse af forslag. Det kan være afstemninger, og det kan være fora for debatter og indkaldelse til demonstrationer/møder og underskriftsindsamlinger.

Sociale grupperinger kan f.eks. være lejere over for ejere: Hvor meget må de sidste tage i husleje af de første? Det bestemmes bl.a. i lejeloven.
   Hvilke muligheder for at fratrække renter af gæld i indkomsten har husejere? Hvor høje ejendomsskatter skal der betales? Det bestemmes i skattelovgivningen.
   Hvor høje skal pensionerne være, og hvordan skal de finansieres? Partierne indgår på mange planer i fastlæggelsen af den samfundsmæssige fordeling.
    Det kræver ressourcer og organisation. Tænk på, hvor store organisationer partier som Socialdemokratiet og Venstre byggede op. Socialdemokratiet havde et stort bagland i arbejderbevægelsens mange organisationer. Venstre havde et i landbrugets og andelsforeningernes organisationer.
    Sådanne partier er med til at påvirke italesættelsen af interesser og synspunkter, hvorved de også påvirker, hvordan vælgerne vil straffe eller belønne dem på valgdagen.
   Et parti, der vil repræsentere brede grupper og derved få et større vælgergrundlag, skal passe på ikke at tale på en måde, der giver en opfattelse af, at det forsvarer snævre interesser. Man skal tale, så det er almeninteressen, der varetages. Hvis det f.eks. drejer sig om et borgerligt parti, der taler om indkomstpolitik, så skal lønmodtagerne f.eks. udvise løntilbagehold af hensyn til økonomiens konkurrenceevne. Det er noget, alle har fordel af.

Partiorganisationen er hierarkisk i industrisamfundsmodellen. Politikken fastlægges på et landsmøde, og den iværksættes af hovedbestyrelse og forretningsudvalg. Der er fastlagt en beslutningskompetence mellem landsorganisaitonen og partiet i parlamentet (folketingsgruppen).
    Partiets landsorganisation forgrener sig ud i landet, fra landskontoret i København, hvor der er løbende forbindelse til folketingsgruppen, og helt ud i de fjerneste dele af udkantsdanmark.
   Ofte er der i denne partitype en bevægelse fra at repræsentere særinteresse til at italesætte almeninteresse. Man var f.eks. fortaler for de ældre og repræsenterede deres synspunkter videre i parlamentet. Senere skiftede man over til en bredere interessevaretagelse, som også kunne udtrykke sig i en bevægelse i retning ad catch-all parti.

Figur  5: Partierne mellem fast og flydende modernitet


Det kan anskueliggøres med sociologen Zygmunt Baumans teori om fast og flydende modernitet. I det moderne industrisamfund er der sociale klasser, der er et resultat af industrialiseringen og koncentrationen af mennesker i store byer. Moderniteten er fast. Man har forestillinger om at høre til en social klasse, at have en bestemt kønsrolle, at være udsprunget af en kernefamilie med en fremtid. Der er politiske partier, der formulerer rimelig konsistente ideer og udgiver dem i programmer, både principprogrammer for de mere baggrundsprægede og principielle spørgsmål og arbejdsprogrammer for dagens politikområder. Politik drejer sig om at forene særinteresser til en almeninteresse, som formuleres i staten (parlamentet) og laves til fælles regler til  alle. Man føler et betydeligt "ejerskab" til de fælles regler, fordi de er kommet til på den måde.
    I den flydende modernitet er alt fast forduftet. Identitet er noget, man skaber løbende og ved at spejle sig i billeder i medierne og på nettet. Politik er markedspakker af meninger, der falbydes af ved hjælp af kommunikations- og reklamebureauer. Markedet er globalt, mens politikken, der skulle styre markedet, nu kommer med bud på styringen alene inden for den nationalstatslige ramme.

Markedspartierne er dermed markedsmæssiggjorte, dvs de agerer lidt på samme måde som virksomheder, der skal på et marked og markedsføre en vare. Varen er i dette tilfælde et tilbud om en politik, der kan appellere til  vælgergrupper, og især medianvælgeren (midtervælgeren) og grupperingerne omkring denne, idet det jo er her de mange stemmer ligger.

Figur 6: Ifølge medianvælgerteorien forsøger markedspartierne at sælge budskaber til midtervælgeren

Note: Teorien er oprindelig udviklet til topartisystemer f.eks. Storbritannien og USA, hvor flertalsvalg i enkeltmandskredse giver tendens til topartisystem. I et sådant system gælder det om at erobre den politiske midte for, at man får flest stemmer (og dermed en valgt) i hver eneste af enkeltmandskredsene. Men man ser også tendensen i flerpartisystemer, fordi parlamentsvalgene i disse ofte udvikler sig til en slags "præsidentvalg" med to ledende profiler og statsministerkandidater, en fra hver fløj.

Den amerikanske økonom Robert Reich har brugt billedet af to hotdogsælgere midt på en boardwalk på en strand. De skal forsøge at sælge hotdogs, der appellerer til både de, der befinder sig i venstre side og i højre side af boardwalken. Derved maksimerer hver deres salg. Politikere maksimerer deres salg af politiske budskaber fra centrum-venstre eller centrum-højre ved at producere en "politisk vare", der falder i flest mulige midtervælgeres smag.
    Robert Reich mener imidlertid, at "boardwalkpolitik" er et billede af politik, der er ved at være forældet, når man f.eks. kigger på den amerikanske præsidentvalgkamp 2016. Den var ikke præget af en søgen hen over midten, men snarere at establishment contra ikke-establishment. Det er den lille rige minoritet over for den brede masse på boardwalken.  Derfor kunne man se højrefløjspolitikeren Donald Trump og venstrefløjspolitikeren Bernie Sanders appellere til nogle af de samme vælgergrupper, nemlig en meget stor gruppe af amerikanere, der var trætte af Wall Streets indflydelse på amerikansk politik, som viste sig igennem deres støtte til politikernes valgkampe, deres "køb" af dem igennem donationer og betaling for taler og herigennem deres påvirkning af amerikansk politik til den rige 0,001%'s fordel.

Politik sælges i markedspolitikken via en lækker indpakning, dvs budskabernes udformning, ofte hjulpet på vej af professionelle kommunikations- og PR-bureauer og hjulpet på vej af politikertyper, der kan ”brænde igennem” i medierne. Det vil sige, det skal være politikere, der kan servere effektive one-liners, der ”sælger” politikken i enkle slogans.
   Vælgerne formodes ikke at vide særlig meget om politik, og specielt ikke om de komplicerede politiske spørgsmål, f.eks. EU. Derfor lader man være med at tage emnet op. Det så man f.eks. i valgkampen til folketingsvalget i 2015, hvor forskellige højaktuelle og vigtige spørgsmål som f.eks. det danske retsforbehold og den græske gældskrise dårlig nok blev berørt.

De færreste partier falder helt "rent" ind i en type. De er ofte blandinger i større eller mindre grad. Og der er en bevægelse med samfundets udvikling i retning ad markedspartiet og  -  som dets modsætning  -  græsrods- og deltagerpartiet. Og man vil naturligvis stadig se en masse god gammeldags rugbrødspolitik om fordelingsspørgsmål.
    Man har i dansk politisk historie set partier opstå på enkeltsager. Når de kom ind i Folketinget, udvikledes politikken til, at det blev nødvendigt at have synspunkter på alle, eller de fleste, af de samfundsmæssige områder. Det gjaldt f.eks. Fremskridtspartiet (forløberen for DF), der kom i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973. De dominerende enkeltspørgsmål for partiet var det offentlige bureaukrati og indkomstskatten (som skulle fjernes). Da man kom i Folketinget, blev man efterhånden tvunget til at tage stilling til alle politikområder.

Partierne i netværkssamfundet

Det var forventeligt, at de sociale medier og internettet ville komme til at få stor betydning for de politiske partiers organisation og deres kommunikation til og med vælgerne. Flere mio danskere er i dag på Nettet og en meget stor del af dem anvender de sociale medier dagligt eller adskillige gange om uget. Det gør det til en uomgængelig platform for politikerne. I dag har stort set alle politikere en facebook-profil, og i mange tilfælde går de på daglig for at skabe interesse for den politik, de står for og komme i kommunikation med vælgerne omkring den.

Internettet og de sociale medier har også medvirket til at forny organisationsstrukturen i partierne, idet medlemshvervning og aktiviteter rettet mod medlemmerne kan være netbaseret. Det gælder ikke mindst nye partier som f.eks. Alternativet, der meget bevidst inddrager netbrug i organisation og kommunikation. Partiet brugte nettet til indsamling af de godt 20.000 vælgererklæringer, der i godkendt form giver adgang til at stille op til folketingsvalg.
    Der er et digitalt laboratorium, hvor der indhentes forslag til ny politik, og der er en løbende dialog med vælgere, medlemmer og interesserede.

Politisk kommunikation - Say Anything, Spin Everything!
Internettet og de nye medier har også påvirket den politiske kommunikation i bredere forstand. Det er selvfølgelig nok lidt overdrevet, det, der står i overskriften til dette afsnit. Men når det er brugt til karakteristik, antyder det, at der kan være lidt om det. Det gælder for en politiker om at kunne "spinne" politik, dvs formulere de vigtige sager (issues) i tale-bidder, som går rent ind hos målgruppen, dvs de vælgere, man appellerer til. Det er både et medfødt talent og noget, der kan læres. Som medfødt talent kan man sige, at det afhænger af personlighed, om man har evnen til det. Det er den udadvendte lettalende personlighed, der kan optræde i de moderne medier. Men det er også noget, der kan læres og noget, man kan få professionelle medierådgivere ("spindoktorer") til at hjælpe med.
    "Say anything" lyder voldsomt, men det, der menes, er lidt i forlængelse af det, der blev omtalt ovenfor under flydende modernitet. I den flydende modernitet antages den klassemæssige og interessemæssige forbindelse til vælgerne at være kappet over. Så bliver det et spørgsmål om at sælge politik i en lækker indpakning, - ofte på en måde, der ikke antagoniserer bestemte vælgergrupper (dvs provokere modstand imod det sagte). 

VH-skala og nypolitisk skala i den "flydende modernitet"

Partierne kan placeres i forhold til hinanden på højre-/venstreskalaen. Det er imidlertid ikke ukompliceret at gøre dette, og skalaens udseende og placeringen på den ændrer løbende karakter efter den samfundsmæssige og politiske udvikling (forskydninger i pladelagene).

V.h.a. Molinmodellen kan man forsøge at forudsige partiernes adfærd og samarbejdsmulighederne i Folketinget.
   Disse kan undersøges løbende ved, at man går ind på Folketingets web ser på fremlagte forslag til folketingsbeslutninger, arbejdet i udvalg og forhandlingerne i folketingssalen.

Samarbejdsmulighederne i Folketinget kan anskueliggøres på forskellige måder, en af dem er som sagt højre-venstre-skalaen og på den værdipolitiske skala. Højre-venstreskalaen går på fordelingspolitik, f.eks. skatter og velfærd. Den værdipolitiske skala går på f.eks. spørgsmål om holdninger til lov og orden, indvandrerpolitik eller miljøpolitik,.

Figur 7: Politisk landskab/V-H

På grund af EU-medlemsskabet og den stadig mere intense globalisering er det ofte ret begrænset, hvad folketinget kan beslutte. Der er en ramme for det "realpolitisk mulige". Man kalder det "at føre den nødvendige politik". Det kan udvikle sig til en kedelig undskyldning for ikke at tage demokratiet alvorligt.
    Partierne kan have behov for at bevæge sig ud af denne "nødvendighedens" ramme for at holde på vælgere eller få nye vælgere. Man kan gå efter "symbolpolitiske lunser", der ligger uden for rammen af realpolitikken.  Dansk Folkeparti vil f.eks. have øget grænsekontrol, så der ikke kommer så mange udlændinge ind i Danmark, selv om Dansk Industri (interesseorganisation for industrien) er imod det, og alle ved, at det ikke lader sig gøre.
 
Der skal 179/2 til et flertal. Når de nordatlantiske mandater trækkes fra: 175/2.
   Højre venstre skalaen er udsat for en del kritik. Har partierne så faste holdninger? Ja, måske i fordelingspolitikken (skat/velfærd, o.lign.). Men netop på det holdningsmæssige plan er der bevægelse.  Vælgerne forventer stillingtagen og holdninger.

Den holdningsmæsæssige afstand mellem partierne kan også anskues på andre måder, f.eks. v.h.a. den nypolitiske dimension, når denne forandrer sig under indtryk af pres fra globaliseringens udfordringer (åbne grænser og arbejdskraftens frie bevægelighed på EU's indre marked). Det er med til at forklare, hvorfor det kan være svært at nå til enighed. Og når man ikke kan det, så bruges spørgetid og forespørgsler som midler for oppositionen til at kontrollere regeringen.
 
Ved valget i 2001 tog Dansk Folkeparti mange vælgere fra Socialdemokratiet. Og det fortsate partiet med at gøre ved flere efterfølgende valg.

Ved valget i 2015 tog partiet mange stemmer fra Venstre. Partiet profilerede sig som velfærdsorienteret parti i sager om ældre, hospitaler, etc. Venstre var søgt mod midten af spektret og havde f.eks. i skattepolitikken trukket mod centrum, hvorimod De Konservative i højere grad kørte en "borgerlig" skattepolitik med krav om nedsættelse af topskatten.

Partierne i det politiske system

De politiske partier er et bindeled mellem vælgerne og staten (folketing, regering), idet de organiserer opstillingen af kandidater til valg og organiserer valgkampe. De formidler synspunkter og krav til det politiske system. Det kan f.eks. være krav om, hvordan skatterne skal opkræves, og hvor meget der skal betales i skat til samfundets fælles husholdning.

Figur  8: Partiernes rolle i det politiske system (Eastonmodel)


Partiernes rolle i det repræsentative politiske system er vist i figuren ovenover. Der er krav fra befolkningen, f.eks. om velfærd og god økonomi til at betale for velfærden. Partierne fører kravene frem i Folketinget og sørger for, at de afstemmes med andre krav, f.eks. hensyn til erhvervslivet, så dette har konkurrenceevne over for udlandet og derved kan opretholde en store eksport. Igennem denne proces får partierne støtte fra befolkningen. Den viser sig i, at vælgerne møder frem og stemmer ved valgene, og nogle melder sig evt ind i et politisk parti og viser på den måde opbakning. De politiske partier formulerer grundlaget for deres arbejde idemæssigt i princip- og arbejdsprogrammer (ideologi i figuren). Og de gør det under iagttagelse af gruppeinteresser (f.eks. arbejdere eller landmænd). Partierne repræsenterer forskellige grupper eller segmenter (udsnit) af befolkningen. Men nogle partier forsøger at få opbakning fra vælgere i alle segmenter (jvf nedenfor). Gennem arbejdet i Folketinget og via inddragelse af regering og administration fører kravene frem til beslutninger i form af love og bekendtgørelser (nærmere detaljerede regler), det såkaldte output fra det politiske system.

Regeringsdannelse 2015

Kaare Strøms model til forudsigelse af partiadfærd kan bruges, når der skal findes en forklaring på, hvorfor et parti optræder på en bestemt måde i en bestemt situation.

Figur 9: Strøms model

Ifølge modellen indgår tre hovedfaktorer til forudsigelse af, hvorfor et parti handler på en bestemt måde i en given situation, f.eks. op til et valg, eller når partiet skal tage stilling til, om det vil i regering. Partiet kan få efter i første række at ville have regeringsmagt (office seeking) for at nyde de privilegier, der følger af det, så som ministerbil, karrieremuligheder og ministerpension. Eller det kan gå efter at realisere så meget af sin politik som muligt (policy seeking). Eller som tredje hovedoption kan det være vote seeking (maksimere stemmeantal). Ofte vil der være tale om en blanding, og der kan være en afvejning (trade off) mellem dem. Man kan forestille sig, at man vil gå efter regeringsmagt netop for at kunne realisere sin politik, men i modellens forestilling henhører dette alene under policy seeking. Det gøres for at skelne klart mellem de tre mål.
    Der er udefra kommende faktorer, der spiller ind på, i hvilken grad partierne er underlagt det ene eller andet hensyn. Det er organisatoriske faktorer, hvor Strøm skelner mellem kapitalressourcer og aktivister. Kapitalintensive partier råder over midler fra donorer og medlemmer, og de kan derved benytte reklamebureauer og konsulenter, jvf f.eks. Venstre og Socialdemokratiet.  Partier med aktive medlemmer, f.eks. Enhedslisten eller Alternativet, vil kunne benytte disse. Det vil påvirke adfærden, idet belønningen for partiaktivister vil være, at partiet får politiske resultater (policy seeking).
    Systemfaktorer kan f.eks. være valgmåden. Flertalsvalg i enkeltmandskredse forventes f.eks. at gøre et parti mindre vote seeking, fordi valgmåden gør det sværere at forudse resultatet af et politisk arbejde med at maksimere stemmerne. Ved forholdstalsvalg er der hurtigere "betaling", idet man f.eks. får del i tillægsmandater straks, når partiet opnår en større andel af stemmerne.

Når der skal dannes en ny regering, står man i en situation, hvor monarken har en vis rolle at spille i det danske politiske system.
   Valget i juni 2015 endte med at "blå blok" (Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative) vandet over "rød blok" (Socialdemokraterne, Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Alternativet) med 90 mandater mod 85. Hertil kom de fire nordatlantiske mandater, som angiveligt ville pege på rød blok som leder af forhandlinger om dannelse af en ny regering.
   Den afgående statsminister (Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt) kørte til Dronningen og meddelte sin regerings afgang. Det havde hun principielt set ikke behøvet at gøre. Hun kunne godt have mødt frem i Folketnget og afventet, hvad der skulle ske. Men formodentlig ville hendes regering komme i mindretal og kunne principielt risikere at blive mødt med et mistillidsvotum. Hun tog den konsekvens af sit tabte flertal, at hun valgte at gå af med det samme. Og hun gik selv af som Socialdemokraternes formand.
    Venstres leder Lars Løkke Rasmusssen fik af Dronningen opgaven som Kgl. undersøger at undersøge muligheden for at danne en borgerlig flertalsregering. Efter en week-ends møder med alle partiledelser, måtte Løkke Rasmussen køre til Dronningen og meddele, at det ikke var muligt at danne en sådan regering. DF var som parti mere policy seeking end office seeking, selv om mange af partiets vælgere ønskede at se det i regering. Selv om det var det største parti i blå blok, ville det have større muligheder for at manøvrere uden for en regering, hvor det skulle "tage ansvar" og dermed få sværere ved at legitimere sin politik, f.eks. på udlændingeområdet, over for partiets vælgere. I regering ville det være nødt til at indgå kompromisser på dette for partiet vigtige politikområde. Det samme ville gælde den skærpede grænsekontrol, hvor det var uacceptabelt for Venstre - og for vigtige interessenter i erhvervslivet - hvis Danmark fik en egentlig grænsekontrol med grænsekontrolposter. Liberal Alliance havde givet udtryk for, at man ønskede at komme med i en blå flertalsregering. Men da partiets politik lå langt mere i liberalistisk retning, var det ikke muligt. Konservative var nødt til at skulle slikke sårene efter at være blevet Folketingets mindste parti og var derfor ikke office seeking, hvor profilen ville kunne blive yderligere sløret.
    Derefter fik Venstrelederen et nyt mandat af Dronningen, et mandat til at undersøge muligheden for at danne en mindretalsregering.
    Det endte med, at Venstre i slutningen af juni 2015 dannede en Venstre mindretalsregering. Venstre skulle altså hermed med kun 34 mandater forsøge at navigere sig igennem Folketingets lovvedtagelser. Det skal ske samtidig med, at Dansk Folkeparti er blevet et større parti 37 mandater). Man kan forestille sig, at Venstre-regeringen vil forsøge at bevæge sig over midten for at finde flertal, men det vil kunne blive vanskeligt med et stort DF, der evt vil stille betingelser for at medvirke i flertal for lovforslag. Samtidig vil der være et betydeligt flertal (rød blok + DF) i Folketinget for en mere velfærdsorienteret politik end den, Venstre-regeringen vil fremme.
    For at kunne forklare dette, kan det være oplagt at inddrage Molinmodellen, der blev udformet af den svenske politolog Bjørn Molin i midten af 1960'erne i en afhandling og artikel om pensionsspørgsmålet i svensk politik og partiernes holdninger til spørgsmålet om pensionssystemets udformning.
   Han arbejdede ud fra den grundpræmis, at partierne går efter at få regeringsmagt. Derfor anskuer de de politiske sager og deres holdning til dem ud fra, hvordan sagerne og deres stillingtagen til dem påvirker vælgerne.
   Pensionsspørgsmålet var et klassisk klassepolitisk spørgsmål.

Tabel 2 : Svenske politiske partiers vælgerprofiler omkring 1960

Kilde: Scandinavian Political Studies. Note: Major groups of....: Større klassegrupperinger tilknyttet..... Pct af vælgere i erhvervsklasser. Data fra landsomfattende undersøgelse i 1960. Party affiliation: Partitilknytning. Enterprisers: Selvstændige (ikke landmænd). White-collar: funktionærer. Manual Workers: Faglærte og ufaglærte arbejdere. Socialdemokraterne var det store, regeringsbærende parti.

De svenske partier var dengang udpræget klassepartier, hvor f.eks. 74 pct af Socialdemokraternes stemmer var arbejdere og 21 pct funktionærer. Socialdemokraterne fik meget få stemmer fra andre klasser. Disse stemte derimod på de konservative (selvstændige) og Centerpartiet (landmænd). Derfor gik Socialdemokraterne ind for at hæve den skattebetalte grundpension, mens de andre partier gik ind for forøgelse af tillægspension med forskellige indslag af forsikringsydelser. Denne traditionelle klassepolitik forklarede partiernes stilling i "værdi- og interessesystemet" (figuren nedenunder).

Figur 10: Molinmodellen: Faktorer, der ligger bag partiers valg af standpunkt:

Note: I nogle fremstillinger af modellen ser man også en personlighedsfaktor. Den indgår inidlertid som en underliggende faktor i den klassiske Molinmodel. Men det er klart, at personfaktorer (karisma, personlighedsudstråling), ikke mindst toppolitikeren, der skal markere partiet i medierne, kan spille en rolle. I 2015 var f.eks. "bilagssagerne" (sjusket bilagsføring i forbindelse med møder og rejser) omkring Løkke Rasmussen medvirkende til, at det var vanskeligt for denne at opnå samme popularitet (vist ved opinionsmålinger af, hvem man ville foretrække som regeringsleder) blandt vælgerne som Socialdemokratiets leder.

I Danmark i midten af 10'erne er billedet noget mere broget. Partierne repræsenterer ikke så klart bestemte klasser, og de nypolitiske sager er kommet med indover.
    Både for SD, SF, DF og Enhedslisten indgår værdi og interesser (øverste faktor i figuren) som faktorer, der har indflydelse på partiernes holdninger i velfærdsspørgsmål. Venstre ville også gerne stille sig delvist på dette grundlag. Man gjorde sig til talsmand for, at velfærden skulle være på et rimeligt grundlag, men samtidig skulle dette hensyn vægtes imod et andet, nemlig, at det "skal kunne betale sig at arbejde". Det blev i retorikken til, at det er "nødvendigt at fremtidssikre velfærden". Derfor skal den være bygget på en solid økonomi. I den situation er det svært at afgøre, hvor meget der er traditionel interessepolitik, og hvor meget der er symbopolitik.

Den parlamentariske faktor var stærkt medvirkende til, at det blev en "snæver" Venstremindretalsregering, idet Venstrelederen var sig meget bevidst, at det ville blive vanskeligt for en blå flertalsregering, baseret på alle 4 borgerlige partier, at kunne manøvrere i Folketinget, idet dens mulige regeringsgrundlag ville blive præget af en politisk fastlåsning på en bestemt politik, når de 4 meget forskellige partier evt indgik en skriftlig aftale med hinanden. Så hellere satse på en mindretalsregering, der kunne gå henover midten i søgen efter folketingsflertal bag sin politik.

Regering til magten - nye initiativer og ny fordeling af opgaver

Når en ny regering tiltræder, fremlægger den et regeringsgrundlag. Det er regeringens udmelding om, hvad den agter at sætte igang af nye initiativer. Når det er en koalitionsregering, vil regeringsgrundlaget være forhandlet mellem koalitionens partier.
   I juni 2015 stod Venstrelederen over for det problem, at Venstre selv skulle lave regeringsgrundlaget, og at det derfor både skulle udtrykke partiets politik og samtidig ikke være udformet sådan, at den nytiltrådte regering ville blive mødt med et mistillidsvotum (grundloven §15) ved sin tiltræden i Folketinget. Nogle af partierne i blå blok havde holdninger, der var noget afvigende fra Venstres, f.eks. til skattelettelser, hvor De Konservative og Liberal Alliance vil lave topskattelettelser, og Venstre vil prioritere skattelettelser i bunden, så det bedre kan "betale sig at arbejde". Og DF ville indføre skærpet kontrol ved de danske grænser, hvad både dansk erhvervsliv og kredse i Venstre ikke var særlig begejstrede for.
    Nye koste fejer som bekendt bedst. Derfor benytter en nytiltrådt regering sig af muligheden for at møblere om på ministerierne og fordele opgaverne på nye måder. Herigennem viser den også, hvordan den prioriterer mellem opgaverne. Hvilke ministerier udvides? Hvilke nedlægges? Og hvilke ministerier får nye navne?
   SR-regeringen (fra 2011) delte Undervisningsministeriet i to ministerier, Ministeriet for Uddannelse, som omfattede universiteter og højere uddannelser, og Ministeriet for Børn og Unge for folkeskole, ungdomsuddannelser m.v.
    Venstreregeringen, der tiltrådte i 2015, samlede Udenrigsministeriet, der under SR-regeringen havde været delt op i 4 ministerier (udenrigsøkonomi, bistandspolitik, Europaanliggende og diplomati og udenrigstjeneste), i ét ministerium.

Figur 11: Ny regering - ny fordeling af opgaver

Ordforklaring: Styrelse. F.eks. Sundhedsstyrelsen: Står selvstændigt for administration af opgaverne inden for et sagsområde. Ledes af en direktør. Departement: Ledes af en departementschef (permanent undersecretary). Betjener ministeren mere direkte. Departmentet er hierarkisk opbygget, med over- og underordnelsesforhold, der fastlægges i formaliserede kommandoveje og funktionel opgavefordeling.

Ministeren leder ministeriet politisk. Administrationen skal forberede sager og lægge dem frem for ministeren til afgørelse. Embedsmændene er i princippet upolitiske, dvs de skal loyalt følge de dessiner, der udstikkes af den politiske ledelse. I praksis vil de dog ofte have en betydelig indflydelse, da det er svært at lave en meget håndfast skelnen mellem politiske mål og den administrative udførelse.

Dansen om en finanslov

I slutningen af 2017 blev det igen relevant at tage Molinmodellen op af værktøjskassen og støve den af til en ny analyse af spillet mellem de danske politiske partier. Det drejede sig om finansloven for 2018.
   Finansloven er vigtig. Ved den fastlægges statens budget (oversigt over statens udgifter for den kommende periode), og det vedtages, hvilke skatter der kan komme i spil til finansiering af udgifterne. Grundloven udtaler sig om, at ingen udgifter kan afholdes, og ingen skatter udskrives, uden med hjemmel i en lov. Det er altså de folkevalgte politikere i det repræsentative organ, Folketinget, der er udstyret med bemyndigelsen til at bestmme dette. Finansloven har samtidig stor betydning for samfundets funktion. Der vil ikke kunne udbetales lønninger til de offentlig ansatte i staten (og kommunerne, der er afhængig af statslig finansiering), hvis der ikke på lovlig vis er vedtaget en finanslov.

Der var mange årsager til, at det blev mere end vanskeligt at vedtage en ny finanslov i 2017. Der havde lige været kommunalvalg, hvor Løkke Rasmussen regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti (DF) var gået tilbage. Et af regeringspartierne, Liberal Alliance, gjorde det til et ultimativt kraf, at finansloven skulle gennemføre skattelettelser. 

Note: Postindustrielt samf.: Det, der ofte også kaldes informations- og servicesamfund, netværkssamfund, det senmoderne samfund. Det ses ofte forbundet med nye identiteter og på det partipolitiske område overgang fra interesse- og klassebaserede partier til partier, der også lægger vægt på symbol- og værdipolitik. Det er også blevet kaldt overgang fra en overvægt af magtpartier til et voksende indslag af "drømmepartier". Senmodernitet kan ses som "mulighedernes samfund", hvor klassemæssig fastlåshed er afløst af muligheder for social opstigning og drømmerealisering. Men man kan også undertiden se udviklingen gå baglæns igen, f.eks. med Socialdemokratiets vælgermæssige reetablering de senere år. Samtidig ser man "drømmepartier" blive udsat for realitetsterapi, så de begynder at sætte tingene op i regneark for at få grund under fødderne. 

Molinmodellen ovenover forsøger at indkredse nogle af de vigtigste faktorer, der spillede ind omkring finanslovsprocessen i 2017. 

De ydre faktorer spillede ind på den måde, at den nationalt traumatiserende indvandring af et stort antal flygtininge/-indvandrere i 2015, hvor mennesker spadserede på motorvejen i det sydlige Danmark på vej mod København/Malmø, og mediebilleder af det stadig bragte sagen langt frem i mange vælgeres bevidsthed. Samtidig var de ydre EU-grænser i Middelhavsområdet  under et betydeligt indvandringspres. DF var under kommunalvalgkampen blevet udsat for vælgerkonkurrence fra det nye parti, Nye Borgerlige, og man havde op til finanslovsforhandlingerne spillet ud med krav om betydelige udlændingestramninger, bl.a. stramninger, bl.a. stramning omkring familiesammenføring og hjemsendelser, som kunne bringe Danmark på kant med flygtningekonventionen.
    DF kørte to af sine yndlingssager i spil over for dels Liberal Alliance (velfærd og offentlige udgifter frem for skattelettelser), dels over for den liberalistiske fløj i Venstre, repræsenteret ved finansminister Kristian Jensen (værn imod det, DF så som globaliseringens værste virkninger: "Hæmninsløs indvandring" og øget ulighed som følge af den globale kapitalismes hærgen). Der har samtidig været ret uerkendte elementer af, hvordan nogle af toppolitikernes "kemi" fungerede i forhold til hinanden. 
    Venstrre var under pres fra den stærkeste og mest toneangivende danske interesseorganisation, Dansk Industri, som oplevede, at arbejdsgivere var begyndt at beklage sig over mangel på arbejdskraft.
    Er globalisering lig med en global superkapitalisme, der truer med at gøre velkendte erhverv overflødige, og som skaber ulighed imellem de, der i forvejen har meget og de, der har meget lidt? 
    Og hvad med den demografiske faktor?: Er globalisering lig med migrationer (folkeflytninger) i stor stil, når folk forsøger at overkomme de globale uligheder i livsvilkår ved at flytte sig fra de dårlige steder til de gode steder (f.eks. nordiske lande med universelle velfærdssystemer)?
    Globalisering kan italesættes på forskellige måder. Men disse forskellige diskurser er også udtryk for - eller dække over -  interesser. Den lavtlønnede buschauffør kan frygte for, at rumæneren kommer og tager jobbet. Det behøver den højtuddannede storbybo ikke at frygte. For ham hende bliver det måske først aktuelt om et par årtier, når AI (artificial Intelligence) og robotter har ryddet ud i servicejobbene.

Politikernes perception (opfattelse) af situationen kan blive mindst lige så afgørende for, hvilke beslutninger der tages, som hvordan den faktiske virkelighed har set ud. Det gælder indvandrerspørgsmålet, som ikke længere i den virkelige Verden var et så presserende problem, idet indvandringen til EU allerede var dykket kraftigt i løbet af 2016-17. Men det blev stadig perciperet som et kæmpe problem. Eller politikerne har stadig kunnet udnytte trægheden i tilpasningen af vælgerperceptionen af indvandrerspøgelset til den "faktiske" indvandrer-issue..
   DF fik imødekommelse på interessefaktoren igennem velfærdsforbedringer (penge til ældre og sundhed). De var dog ikke større, end at den offentlige sektors vækst i forhold til BNP-væksten var af et begrænset omfang (imødekommelse af Venstres og Konservatives interessefaktor).   

Fordelingspolitisk case med anvendelse af medianvælgermodel og Molinmodellen.

Molinmodellen er typisk blevet anvendt til analyse af fordelingspolitiske sager. Det er især i sådanne sager, at man kan se hele det politiske spil med bagland, interesser og ideologi udspille sig. Det kan f.eks. være skatte- og fordelingspolitik.
   Af en nyere sådan case kan nævnes kampen om en skattereform, som blev indledt med vedtagelsen af regeringsgrundlaget for Venstre-mindretalsregeringen juni 2015. Ifølge regeringsgrundlaget ønskede regeringen en nedsættelse af topskatten på 5 pct. Der skulle også gives skattelettelser i bunden (altså til de lavere indtægter), men her blev størrelsen af en nedsættelse af skatten ikke specificeret.
    Dele af en skattereform skulle finansieres af indførelsen af et kontanthjælpsloft (som blev vedtaget i foråret 2016). Ideologien bag var Venstresloganet fra folketingsvalgkampen: "Det skal kunne betale sig at arbejde".

Den europæiske asyl- og flygtningekrise kom imidlertid på tværs. Udgifterne til indkvartering og integrationsprogrammer voksede til et større mia-beløb, og DF-lederen Thulesen Dahl erklærede, at der ikke på den baggrund længere er råd til skattereform. Imod dette anførte tilhængerne af topskattelettelser i Liberal Alliance, at det kunne man ikke acceptere. Skattereformen (jvf ovenfor om LA's økonomiske politik) var en del af det regeringsgrundlag, som partiet havde godkendt som grundlag for at være parlamentarisk støtte bag Venstre-regeringen.
    Der var således lagt op til lidt af en gordisk knude for Venstre-regeringen, en knude, der lader sig analysere ud fra de to i overskriften nævnte modeller:
Hvad er baggrunden (bagland, ideologi, interesse) for DF's position og udmelding, og hvordan udformes politikken?
Hvad er baggrunden (bagland, interesse, ideologi) for Liberal Alliances - og øvrige partiers -  position og muligheder for indbyrdes samarbejde (parlamentarisk faktor)?

        ▲