I takt med at medlemstallet – og dermed medlemskontingenterne – er faldet, har politikerne nemlig bevilget sig selv økonomisk frihed fra deres egne baglande.
Senest valgte et folketingsflertal i 2016 at hæve gruppestøtten til partierne med 40 procent – hvilket svarer til 52 millioner. Det betyder, at for eksempel Socialdemokratiet nu samlet set modtager over 57 millioner kroner om året i offentlig støtte, mens medlemskontingenterne kun udgør fem millioner af partiets samlede økonomi.
Når partierne ikke er økonomisk afhængige af deres medlemmer, mister de interessen for dem og dermed også incitamentet til at inddrage dem i politikudviklingen. 
Henrik Sass Larsen har sagt det ret klart:
»Altså et moderne parti i dag skulle jo afskaffe kredsforeninger og partiforeninger og regionsforeninger og hovedbestyrelser og alt muligt andet og så simpelthen bare lave en eller anden moderne kampagneorganisation på nettet.«
Den vision er ikke langt fra virkeligheden i partierne. Tager man igen Socialdemokratiet som eksempel, så er der ifølge partiets egen hjemmeside tre personer ansat til at tage sig af partiorganisationen uden for Christiansborg, mens der er +10 ansat til at varetage S-toppens massekommunikation, facebookkampagner m.m.  (Kilde: Gry Inger Reiter: Information 14.6.18)

Partierne og de sociale k(l)asser

    De sociale klasser er ikke bare sociale grupperinger uden betydning. Forholdet mellem dem er ofte præget af konflikter, når en klasse vil forfølge sin interesse og en anden klasse var/er imod det.

Figur  1: Partistamtræer

Skillelinjer

Hvad er det egentlig, der skaber de store politiske skillelinjer i samfundet. For at belyse det, eller måske snarere beskrive det på en malende måde, har nyere politisk teori hentet et billede fra geologien. Man taler om pladetektoniske forskydninger og brudflader. I undergrunden sker der løbende forskydninger i de geologiske lag og mere i nogle områder end andre. Det kan forårsage jordskælv.

Figur  2: Politiske skillelinjer i det tidlige fire-partisystem (Konservative, Venstre, Socialdemokrater, Radikale)

Det tidlige danske fire-partisystem
I politisk sociologi har det været politologerne Rokkan og Lipset, der har arbejdet med, hvordan skilleliner er opstået. De ser f.eks., at samfundsudviklingen har været præget af en økonomiske udvikling, der får nye store erhvervsgrupper til at tone frem, f.eks. arbejderne i forbindelse med industrialiseringen.
   I det tidlige danske fire-partisystem i første halvdel af 1900-tallet repræsenterede hvert parti hver sin klasse: Socialdemokraterne arbejderne, Radikale husmænd og lærere, Konservative forretningsfolk og højere embedsmænd, Venstre landmændene.

Urbanisering (udvikling og vækst i byer) førte til skel mellem by og land.
   I byerne kan der ske normbrud og dannes nye roller familiemæssigt og erhvervsmæssigt. Der sker kulturel udvikling, som giver en anderledes indstilling til livet, end man finder på landet. Men der kan også være fordelingskonflikter, når den økonomiske udvikling foregår hurtigere i byerne end på landet.
   Det fører også i det 20. århundrede til modsætninger mellem arbejdere og arbejdsgivere omkring fordelingen af virksomhedens resultat: hvor meget løn og hvor meget profit kommer der ud af produktionen, og hvordan skal fordelingen mellem indkomstarterne ske?
    Det er udtryk for forskellige klasseinteresser, og i politik vil det vise sig som et modsætningsforhold mellem politiske partier, der repræsenterer de forskellige klasser, f.eks. Socialdemokrater conta. liberalister/konservative.
    Partierne var klassepartier og forsvarede klassens interesser. I mange større byer havde de hver sit dagblad, hvor partiets synspunkter blev kommunikeret ud, både hvad angik lokalpolitikken i kommunen og den landsdækkende politik på Christiansborg.
    Socialdemokrater og de borgerlige partier (Konservative og Venstre) var uenige om fordeling og velfærdspolitik. Og når det gjaldt kultur og værdier kunne det være radikales kulturradikalisme over for De Konservatives Gud, Konge og fædreland).

Figur 3: Dannelse af væsentlige brudflader og politiske skillelinjer i 20. og 21. århundrede

Socialdemokratismens og velfærdsstatens guldalder og "jordskredsvalget" i 1973
Skillelinjen var senere mellem de, der ville have mere velfærd, og de, der ville have lavere skatter.
   De første kunne være de laverelønnede arbejdere, der var afhængige af velfærd for at realisere det gode liv (gratis hospitalsbehandling, pensioner) for sig selv og deres børn (uddannelse), og de andre højerelønnede og selvstændige, som var imod at betale for meget skat til velfærden.
   Det 20. århundredes midte var den socialdemokratiske "guldalder", fordi modsætningen mellem kapital og lønarbejde udspillede sig i en periode, hvor der dels var stærk økonomisk vækst (1960'erne) og dels var muligheder for at fordele af den samlede "kage" (produktion/BNP), idet skatterne ikke endnu var vokset til en meget betydelig del af de samlede indkomster. Men det var netop ved at ske i denne periode.
    Bortset fra nedturen ved "jordskredsvalget" i 1973 var Socialdemokraterne nogenlunde i stand til at bygge bro over disse modsætninger.
    Men ved dette valg, hvor Fremskridtspartiet kom ind med 28 mandater og højreudbrydere fra Socialdemokratiet (Centrumdemokraterne under ledelse af Erhard Jacobsen) kom ind med 14 mandater, slog modsætningerne ud i lys lue. Mange vælgere var imod de stigende skatter og "papirnusseriet" i den offentlige sektor. Mange arbejdere så nu skatteembedsmanden som en måske lige så stor "udbytter" som virksomhedsejeren.

Konkurrencestat, globalisering og nypolitik
Konkurrencestaten er en stat, der uddanner og udstyrer sin befolkning med kompetencer, der sætter den i stand til at konkurrere bedst muligt med andre stater. Det er et svar på globaliseringen, hvor man er i skarp konkurrencen med nye økonomier, så som Kina og Indien, og de europæiske økonomier er blevet meget forbundne igennem et fælles indre marked.
     Med "konkurrencestatens " indtræden på scenen begyndte store velfærdsudgifter at blive ugleset, fordi de blev set som en hæmsko i den globalse konkurrnece. Det gik ikke, at virksomhederne skulle slæbe rundt på en fælles skattebyrde, der var større end i lande, Danmark skulle konkurrere med. Alle ressourcer skulle bruges på at skærpe erhvervenes konkurrnecestilling i den globale kamp om markeder. Derfor måtte også bistandsmodtagere og førtidspensionister m.fl. inddrages på arbejdsmarkedet i det omfang, de overhovedet havde nogen mulighed for det.
     Det var dog også en modsætningsfyldt udvikling, der skabte konflikter, der kunne udnyttes i politik. Nogle var fortalere for den gammelkendte tryghedsvelfærd, mens andre ville deltage for fuld skrue i den nyliberale dagsorden. Det gav skillelinjer mellem en socialpolitisk fløj i Folketinget på den ene side og de nyliberale på den anden side.

   Senere kom der nye skillelinjer til, f.eks. omkring holdninger til indvandring, miljø og lov-og-orden (ofte kaldt ”nypolitik” eller ”værdipolitik”).  

Omkring folketingsvalget i 2015 så man således politiske skillelinjer omkring lov og orden (terrorbekæmpelse), indvandringspolitik og regionalpolitik ("Udkantsdanmark" ctr storby-Danmark).
   Det sidste var forårsaget af udviklingen i den globale økonomi og Danmarks stadig tættere forbundethed med de omgivende landes økonomier, hvad der især favoriserede København, Trekantsområdet og Århus m.h.t. den økonomiske vækst. Og dermed fik modsætningen land-by nye udtryk i dansk politik.

Tabel  1 : Det tradionelle "Produktions-Danmarks" beskæftigelsesnedtur

Kilde: Dst.dk. Primære erhverv: Landbrug og minedrift. Sekundære: Industri og håndværk. 

Erhvervsstrukturen ændrede sig. Der var ikke længere så mange ansat i "produktions-Danmark". Beskæftigelse i landbrug og industri havde igennem en del år været faldende. I stedet var opstået masser af nye jobs i servicefagene, både i den private og offentlige sektor. Det giver andre typer af partitilknytninger. Der opstår skillelinjer mellem det højtuddannede og de lavtuddannede. De første favoriseres af globaliseringen og serviceerhvervenes vækst, de sidste stilles ringere i indkomstkapløbet.

Det var altså både nogle gamle velkendte skillelinjer, land og by (urbaniseringsprocesserne med flytning fra land til by), men de fik nye udtryk afhængig af, hvad der skete på det pågældende tidspunkt, - eller var sket (på politisk plan kommunalreform og flytning af opgaver som led i centralisering af dansk politik og administration.
    Det giver så bidrag til forklaring af "jordskredsvalget" i 2015, hvor der opstod en skillelinje mellem nye "protestpartier", som ikke havde haft del i regeringsmagt (DF, Enhedslisten, Alternativet og Liberal Alliance), og de gamle "magtpartier", der var vant til at kæmpe med hinanden om magten og nyde godt af de privilegier, det kunne give.
   For de gamle magtpartier var politik i mange tilfælde blevet en kamp for genvalg for de allerede siddende. Man kæmper om regeringsmagt for det giver mulighed for, som det hedder "at føre sin politik igennem" og "opnå resultater", men hvor resultaterne ikke altid er lige synlige for den almindelige vælger..
    Men det er netop udeblivelsen af resultater, som protestpartiernes vælgere har hæftet sig ved; og det har været en væsentlig grund til, at de har flyttet deres stemme et andet sted hen.
   Og der skete formulering af nye politikker i partierne, hvor det at udforme programmer blev udsat for helt nye typer af udfordringer i en tid, hvor markeringer hastigt skiftede karakter på sociale medier som Facebook og Twitter.

Valget af Donald Trump til præsident i USA, den britiske Brexit-afstemning i 2016 og valget af 5-stjernebevægelsen og Liga i Italien i 2017 åbenbarede styrken i de nye politiske skillelinjer, der var opstået i både Nordamerika og Vesteuropa i kølvandet på globalisering og immigration. 

En del af den nye højrepopulisme formuleredes omkring økonomisk nationalisme og modstand imod indvandring. Samtidig havde de frie markedsforhold under globaliseringen af økonomierne ført til øget social og økonomisk ulighed.

Partityper

Der er lavet mange partityper i tidens løb. Man har skelnet mellem ideologiske partier og pragmatiske partier efter, hvor faste i kødet partierne var m.h.t. at fastholde den ideologiske orientering, der fremgik af principprogrammet.
   Der er sket noget med samfundsudviklingen, der gør, at denne skelnen ikke længere er så relevant. Man kan stadig se reminiscenser af det, og man vil således ofte se de ideologiske partier på yderfløjene, f.eks. Enhedslisten og Liberal Alliance, som fastholdere af henholdsvis en socialistisk-grøn ideologi og en liberalistisk ideologi. Men er de nu også så socialistiske og liberalistiske, at "det gør noget", som det er blevet sagt af en veteran i dansk politik?

Politik er i højere grad i det senmoderne globaliserede samfund blevet et spørgsmål om formulering af one-liners, der appellerer til meget brede befolkningsgrupper. Hvis man ikke lever op til det, kan det være svært at gøre sig gældende som catch-all parti.    Barack Obama angav linjen med sin one-liner "Yes, we can!" fra den amerikanske præsidentvalgkamp 2008. Det var et meget simpelt slogan, der p.g.a. sammenhængen, det indgik i, var ret effektivt.
   Det gav en retning for, hvor han ville hen med det amerikanske samfund på det tidspunkt.
   Tendensen til simple slogan så man også i den amerikanske valgkamp i 2016, hvor populisten Donald Trump vandt mange vælgere på at fremstille meget simple løsninger på indviklede globaliseringsproblematikker, der havde foruroliget mange vælgere. - Illegale immigranter skulle smides ud af USA! Der skulle bygges en mur på grænsen til Mexico - og mexicanerne skulle selv betale for den! Handelsunderskuddet over for Kina skulle klares med indførelse af en told på 45 pct på kinesiske varer, og kineserne skulle have at vide, at man ikke længere ville finde sig i deres "manipulation med valutakursen". Den overordnede one-liner formulerede et yderst simpelt krav: Make America Great Again! Vælgerne kunne forstå det, eller måske var det, de forstod, den retning han ville bevæge sig i. I hvert fald fejede han de andre republikanske præsidentkandidater af banen i primærvalgkampen forud for præsidentvalget med de simple slogans. Men der er tale om en helt anden form for nationalkonservatisme end den Gud-Konge-fædrelandskonservatisme, man så i det tidlige danske firepartisystem. Det var en nationalisme, der udfoldede sig inden for det, den tyske sociolog Ulrich Beck kaldte "den nationalstatslige containers konservatisme", hvor man udfolder sig i en national politisk ramme. Det, trumpismen tog ved hornene, er de udfordringer for samfundet og den tilhørende skræk hos svage og udsatte befolkningsgrupper, den komplicerede senmoderne globalisering havde stillet USA overfor med outsourcing af arbejdspladser til Kina, Mexico og andre lavtlønsområder.

Politik markedsføres i stigende grad som noget, der ligner "kommunikationspakker", der sælges om varer på det politiske marked. Spindoktorer og reklamebureauer hjælper til med at færdiggøre pakkerne og lancere dem på rette måde.
   Men der er betydelige forskelle mellem partierne m.h.t. grad og indhold i markedsorienteringen.

Figur 4: Partityper

Græsrodspartiet har en flad organisation. Der er ikke så langt fra bund til top. Det er meningen, at de aktives, supporternes, medlemmernes og evt vælgernes aktivitet og begejstring er den grundstamme, partiet skal næres af. Derfor satses der på en organisation, der fremmer en maksimal grad af deltagelse, og ofte kan organisationen og aktiviteterne være formidlet gennem de sociale medier. Det kan være indkaldelse af forslag. Det kan være afstemninger, og det kan være fora for debatter og indkaldelse til demonstrationer/møder og underskriftsindsamlinger.

Sociale grupperinger kan f.eks. være lejere over for ejere: Hvor meget må de sidste tage i husleje af de første? Det bestemmes bl.a. i lejeloven.
   Hvilke muligheder for at fratrække renter af gæld i indkomsten har husejere? Hvor høje ejendomsskatter skal der betales? Det bestemmes i skattelovgivningen.
   Hvor høje skal pensionerne være, og hvordan skal de finansieres? Partierne indgår på mange planer i fastlæggelsen af den samfundsmæssige fordeling.
    Det kræver ressourcer og organisation. Tænk på, hvor store organisationer partier som Socialdemokratiet og Venstre byggede op. Socialdemokratiet havde et stort bagland i arbejderbevægelsens mange organisationer. Venstre havde et i landbrugets og andelsforeningernes organisationer.
    Sådanne partier er med til at påvirke italesættelsen af interesser og synspunkter, hvorved de også påvirker, hvordan vælgerne vil straffe eller belønne dem på valgdagen.
   Et parti, der vil repræsentere brede grupper og derved få et større vælgergrundlag, skal passe på ikke at tale på en måde, der giver en opfattelse af, at det forsvarer snævre interesser. Man skal tale, så det er almeninteressen, der varetages. Hvis det f.eks. drejer sig om et borgerligt parti, der taler om indkomstpolitik, så skal lønmodtagerne f.eks. udvise løntilbagehold af hensyn til økonomiens konkurrenceevne. Det er noget, alle har fordel af.

Partiorganisationen er hierarkisk i industrisamfundsmodellen. Politikken fastlægges på et landsmøde, og den iværksættes af hovedbestyrelse og forretningsudvalg. Der er fastlagt en beslutningskompetence mellem landsorganisaitonen og partiet i parlamentet (folketingsgruppen).
    Partiets landsorganisation forgrener sig ud i landet, fra landskontoret i København, hvor der er løbende forbindelse til folketingsgruppen, og helt ud i de fjerneste dele af udkantsdanmark.
   Ofte er der i denne partitype en bevægelse fra at repræsentere særinteresse til at italesætte almeninteresse. Man var f.eks. fortaler for de ældre og repræsenterede deres synspunkter videre i parlamentet. Senere skiftede man over til en bredere interessevaretagelse, som også kunne udtrykke sig i en bevægelse i retning ad catch-all parti.

Figur  5: Partierne mellem fast og flydende modernitet


Det kan anskueliggøres med sociologen Zygmunt Baumans teori om fast og flydende modernitet. I det moderne industrisamfund er der sociale klasser, der er et resultat af industrialiseringen og koncentrationen af mennesker i store byer. Moderniteten er fast. Man har forestillinger om at høre til en social klasse, at have en bestemt kønsrolle, at være udsprunget af en kernefamilie med en fremtid. Der er politiske partier, der formulerer rimelig konsistente ideer og udgiver dem i programmer, både principprogrammer for de mere baggrundsprægede og principielle spørgsmål og arbejdsprogrammer for dagens politikområder. Politik drejer sig om at forene særinteresser til en almeninteresse, som formuleres i staten (parlamentet) og laves til fælles regler til  alle. Man føler et betydeligt "ejerskab" til de fælles regler, fordi de er kommet til på den måde.
    I den flydende modernitet er alt fast forduftet. Identitet er noget, man skaber løbende og ved at spejle sig i billeder i medierne og på nettet. Politik er markedspakker af meninger, der falbydes af ved hjælp af kommunikations- og reklamebureauer. Markedet er globalt, mens politikken, der skulle styre markedet, nu kommer med bud på styringen alene inden for den nationalstatslige ramme.

Markedspartierne er dermed markedsmæssiggjorte, dvs de agerer lidt på samme måde som virksomheder, der skal på et marked og markedsføre en vare. Varen er i dette tilfælde et tilbud om en politik, der kan appellere til  vælgergrupper, og især medianvælgeren (midtervælgeren) og grupperingerne omkring denne, idet det jo er her de mange stemmer ligger.

Figur 6: Ifølge medianvælgerteorien forsøger markedspartierne at sælge budskaber til midtervælgeren

Note: Teorien er oprindelig udviklet til topartisystemer f.eks. Storbritannien og USA, hvor flertalsvalg i enkeltmandskredse giver tendens til topartisystem. I et sådant system gælder det om at erobre den politiske midte for, at man får flest stemmer (og dermed en valgt) i hver eneste af enkeltmandskredsene. Men man ser også tendensen i flerpartisystemer, fordi parlamentsvalgene i disse ofte udvikler sig til en slags "præsidentvalg" med to ledende profiler og statsministerkandidater, en fra hver fløj.

Den amerikanske økonom Robert Reich har brugt billedet af to hotdogsælgere midt på en boardwalk på en strand. De skal forsøge at sælge hotdogs, der appellerer til både de, der befinder sig i venstre side og i højre side af boardwalken. Derved maksimerer hver deres salg. Politikere maksimerer deres salg af politiske budskaber fra centrum-venstre eller centrum-højre ved at producere en "politisk vare", der falder i flest mulige midtervælgeres smag.
    Robert Reich mener imidlertid, at "boardwalkpolitik" er et billede af politik, der er ved at være forældet, når man f.eks. kigger på den amerikanske præsidentvalgkamp 2016. Den var ikke præget af en søgen hen over midten, men snarere at establishment contra ikke-establishment. Det er den lille rige minoritet over for den brede masse på boardwalken.  Derfor kunne man se højrefløjspolitikeren Donald Trump og venstrefløjspolitikeren Bernie Sanders appellere til nogle af de samme vælgergrupper, nemlig en meget stor gruppe af amerikanere, der var trætte af Wall Streets indflydelse på amerikansk politik, som viste sig igennem deres støtte til politikernes valgkampe, deres "køb" af dem igennem donationer og betaling for taler og herigennem deres påvirkning af amerikansk politik til den rige 0,001%'s fordel.

Politik sælges i markedspolitikken via en lækker indpakning, dvs budskabernes udformning, ofte hjulpet på vej af professionelle kommunikations- og PR-bureauer og hjulpet på vej af politikertyper, der kan ”brænde igennem” i medierne. Det vil sige, det skal være politikere, der kan servere effektive one-liners, der ”sælger” politikken i enkle slogans.
   Vælgerne formodes ikke at vide særlig meget om politik, og specielt ikke om de komplicerede politiske spørgsmål, f.eks. EU. Derfor lader man være med at tage emnet op. Det så man f.eks. i valgkampen til folketingsvalget i 2015, hvor forskellige højaktuelle og vigtige spørgsmål som f.eks. det danske retsforbehold og den græske gældskrise dårlig nok blev berørt.

De færreste partier falder helt "rent" ind i en type. De er ofte blandinger i større eller mindre grad. Og der er en bevægelse med samfundets udvikling i retning ad markedspartiet og  -  som dets modsætning  -  græsrods- og deltagerpartiet. Og man vil naturligvis stadig se en masse god gammeldags rugbrødspolitik om fordelingsspørgsmål.
    Man har i dansk politisk historie set partier opstå på enkeltsager. Når de kom ind i Folketinget, udvikledes politikken til, at det blev nødvendigt at have synspunkter på alle, eller de fleste, af de samfundsmæssige områder. Det gjaldt f.eks. Fremskridtspartiet (forløberen for DF), der kom i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973. De dominerende enkeltspørgsmål for partiet var det offentlige bureaukrati og indkomstskatten (som skulle fjernes). Da man kom i Folketinget, blev man efterhånden tvunget til at tage stilling til alle politikområder.

Partierne i netværkssamfundet

Det var forventeligt, at de sociale medier og internettet ville komme til at få stor betydning for de politiske partiers organisation og deres kommunikation til og med vælgerne. Flere mio danskere er i dag på Nettet og en meget stor del af dem anvender de sociale medier dagligt eller adskillige gange om uget. Det gør det til en uomgængelig platform for politikerne. I dag har stort set alle politikere en facebook-profil, og i mange tilfælde går de på daglig for at skabe interesse for den politik, de står for og komme i kommunikation med vælgerne omkring den.

Internettet og de sociale medier har også medvirket til at forny organisationsstrukturen i partierne, idet medlemshvervning og aktiviteter rettet mod medlemmerne kan være netbaseret. Det gælder ikke mindst nye partier som f.eks. Alternativet, der meget bevidst inddrager netbrug i organisation og kommunikation. Partiet brugte nettet til indsamling af de godt 20.000 vælgererklæringer, der i godkendt form giver adgang til at stille op til folketingsvalg.
    Der er et digitalt laboratorium, hvor der indhentes forslag til ny politik, og der er en løbende dialog med vælgere, medlemmer og interesserede.

Politisk kommunikation - Say Anything, Spin Everything!
Internettet og de nye medier har også påvirket den politiske kommunikation i bredere forstand. Det er selvfølgelig nok lidt overdrevet, det, der står i overskriften til dette afsnit. Men når det er brugt til karakteristik, antyder det, at der kan være lidt om det. Det gælder for en politiker om at kunne "spinne" politik, dvs formulere de vigtige sager (issues) i tale-bidder, som går rent ind hos målgruppen, dvs de vælgere, man appellerer til. Det er både et medfødt talent og noget, der kan læres. Som medfødt talent kan man sige, at det afhænger af personlighed, om man har evnen til det. Det er den udadvendte lettalende personlighed, der kan optræde i de moderne medier. Men det er også noget, der kan læres og noget, man kan få professionelle medierådgivere ("spindoktorer") til at hjælpe med.
    "Say anything" lyder voldsomt, men det, der menes, er lidt i forlængelse af det, der blev omtalt ovenfor under flydende modernitet. I den flydende modernitet antages den klassemæssige og interessemæssige forbindelse til vælgerne at være kappet over. Så bliver det et spørgsmål om at sælge politik i en lækker indpakning, - ofte på en måde, der ikke antagoniserer bestemte vælgergrupper (dvs provokere modstand imod det sagte). 

VH-skala og nypolitisk skala i den "flydende modernitet"

Partierne kan placeres i forhold til hinanden på højre-/venstreskalaen. Det er imidlertid ikke ukompliceret at gøre dette, og skalaens udseende og placeringen på den ændrer løbende karakter efter den samfundsmæssige og politiske udvikling (forskydninger i pladelagene).

V.h.a. Molinmodellen kan man forsøge at forudsige partiernes adfærd og samarbejdsmulighederne i Folketinget.
   Disse kan undersøges løbende ved, at man går ind på Folketingets web ser på fremlagte forslag til folketingsbeslutninger, arbejdet i udvalg og forhandlingerne i folketingssalen.

Samarbejdsmulighederne i Folketinget kan anskueliggøres på forskellige måder, en af dem er som sagt højre-venstre-skalaen og på den værdipolitiske skala. Højre-venstreskalaen går på fordelingspolitik, f.eks. skatter og velfærd. Den værdipolitiske skala går på f.eks. spørgsmål om holdninger til lov og orden, indvandrerpolitik eller miljøpolitik,.

Figur 7: Politisk landskab/V-H

På grund af EU-medlemsskabet og den stadig mere intense globalisering er det ofte ret begrænset, hvad folketinget kan beslutte. Der er en ramme for det "realpolitisk mulige". Man kalder det "at føre den nødvendige politik". Det kan udvikle sig til en kedelig undskyldning for ikke at tage demokratiet alvorligt.
    Partierne kan have behov for at bevæge sig ud af denne "nødvendighedens" ramme for at holde på vælgere eller få nye vælgere. Man kan gå efter "symbolpolitiske lunser", der ligger uden for rammen af realpolitikken.  Dansk Folkeparti vil f.eks. have øget grænsekontrol, så der ikke kommer så mange udlændinge ind i Danmark, selv om Dansk Industri (interesseorganisation for industrien) er imod det, og alle ved, at det ikke lader sig gøre.
 
Der skal 179/2 til et flertal. Når de nordatlantiske mandater trækkes fra: 175/2.
   Højre venstre skalaen er udsat for en del kritik. Har partierne så faste holdninger? Ja, måske i fordelingspolitikken (skat/velfærd, o.lign.). Men netop på det holdningsmæssige plan er der bevægelse.  Vælgerne forventer stillingtagen og holdninger.

Den holdningsmæsæssige afstand mellem partierne kan også anskues på andre måder, f.eks. v.h.a. den nypolitiske dimension, når denne forandrer sig under indtryk af pres fra globaliseringens udfordringer (åbne grænser og arbejdskraftens frie bevægelighed på EU's indre marked). Det er med til at forklare, hvorfor det kan være svært at nå til enighed. Og når man ikke kan det, så bruges spørgetid og forespørgsler som midler for oppositionen til at kontrollere regeringen.
 
Ved valget i 2001 tog Dansk Folkeparti mange vælgere fra Socialdemokratiet. Og det fortsate partiet med at gøre ved flere efterfølgende valg.

Ved valget i 2015 tog partiet mange stemmer fra Venstre. Partiet profilerede sig som velfærdsorienteret parti i sager om ældre, hospitaler, etc. Venstre var søgt mod midten af spektret og havde f.eks. i skattepolitikken trukket mod centrum, hvorimod De Konservative i højere grad kørte en "borgerlig" skattepolitik med krav om nedsættelse af topskatten.

Partierne i det politiske system

De politiske partier er et bindeled mellem vælgerne og staten (folketing, regering), idet de organiserer opstillingen af kandidater til valg og organiserer valgkampe. De formidler synspunkter og krav til det politiske system. Det kan f.eks. være krav om, hvordan skatterne skal opkræves, og hvor meget der skal betales i skat til samfundets fælles husholdning.

Figur  8: Partiernes rolle i det politiske system (Eastonmodel)


Partiernes rolle i det repræsentative politiske system er vist i figuren ovenover. Der er krav fra befolkningen, f.eks. om velfærd og god økonomi til at betale for velfærden. Partierne fører kravene frem i Folketinget og sørger for, at de afstemmes med andre krav, f.eks. hensyn til erhvervslivet, så dette har konkurrenceevne over for udlandet og derved kan opretholde en store eksport. Igennem denne proces får partierne støtte fra befolkningen. Den viser sig i, at vælgerne møder frem og stemmer ved valgene, og nogle melder sig evt ind i et politisk parti og viser på den måde opbakning. De politiske partier formulerer grundlaget for deres arbejde idemæssigt i princip- og arbejdsprogrammer (ideologi i figuren). Og de gør det under iagttagelse af gruppeinteresser (f.eks. arbejdere eller landmænd). Partierne repræsenterer forskellige grupper eller segmenter (udsnit) af befolkningen. Men nogle partier forsøger at få opbakning fra vælgere i alle segmenter (jvf nedenfor). Gennem arbejdet i Folketinget og via inddragelse af regering og administration fører kravene frem til beslutninger i form af love og bekendtgørelser (nærmere detaljerede regler), det såkaldte output fra det politiske system.

Regeringsdannelse 2015

Kaare Strøms model til forudsigelse af partiadfærd kan bruges, når der skal findes en forklaring på, hvorfor et parti optræder på en bestemt måde i en bestemt situation.

Figur 9: Strøms model

Ifølge modellen indgår tre hovedfaktorer til forudsigelse af, hvorfor et parti handler på en bestemt måde i en given situation, f.eks. op til et valg, eller når partiet skal tage stilling til, om det vil i regering. Partiet kan få efter i første række at ville have regeringsmagt (office seeking) for at nyde de privilegier, der følger af det, så som ministerbil, karrieremuligheder og ministerpension. Eller det kan gå efter at realisere så meget af sin politik som muligt (policy seeking). Eller som tredje hovedoption kan det være vote seeking (maksimere stemmeantal). Ofte vil der være tale om en blanding, og der kan være en afvejning (trade off) mellem dem. Man kan forestille sig, at man vil gå efter regeringsmagt netop for at kunne realisere sin politik, men i modellens forestilling henhører dette alene under policy seeking. Det gøres for at skelne klart mellem de tre mål.
    Der er udefra kommende faktorer, der spiller ind på, i hvilken grad partierne er underlagt det ene eller andet hensyn. Det er organisatoriske faktorer, hvor Strøm skelner mellem kapitalressourcer og aktivister. Kapitalintensive partier råder over midler fra donorer og medlemmer, og de kan derved benytte reklamebureauer og konsulenter, jvf f.eks. Venstre og Socialdemokratiet.  Partier med aktive medlemmer, f.eks. Enhedslisten eller Alternativet, vil kunne benytte disse. Det vil påvirke adfærden, idet belønningen for partiaktivister vil være, at partiet får politiske resultater (policy seeking).
    Systemfaktorer kan f.eks. være valgmåden. Flertalsvalg i enkeltmandskredse forventes f.eks. at gøre et parti mindre vote seeking, fordi valgmåden gør det sværere at forudse resultatet af et politisk arbejde med at maksimere stemmerne. Ved forholdstalsvalg er der hurtigere "betaling", idet man f.eks. får del i tillægsmandater straks, når partiet opnår en større andel af stemmerne.

Når der skal dannes en ny regering, står man i en situation, hvor monarken har en vis rolle at spille i det danske politiske system.
   Valget i juni 2015 endte med at "blå blok" (Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative) vandet over "rød blok" (Socialdemokraterne, Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Alternativet) med 90 mandater mod 85. Hertil kom de fire nordatlantiske mandater, som angiveligt ville pege på rød blok som leder af forhandlinger om dannelse af en ny regering.
   Den afgående statsminister (Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt) kørte til Dronningen og meddelte sin regerings afgang. Det havde hun principielt set ikke behøvet at gøre. Hun kunne godt have mødt frem i Folketnget og afventet, hvad der skulle ske. Men formodentlig ville hendes regering komme i mindretal og kunne principielt risikere at blive mødt med et mistillidsvotum. Hun tog den konsekvens af sit tabte flertal, at hun valgte at gå af med det samme. Og hun gik selv af som Socialdemokraternes formand.
    Venstres leder Lars Løkke Rasmusssen fik af Dronningen opgaven som Kgl. undersøger at undersøge muligheden for at danne en borgerlig flertalsregering. Efter en week-ends møder med alle partiledelser, måtte Løkke Rasmussen køre til Dronningen og meddele, at det ikke var muligt at danne en sådan regering. DF var som parti mere policy seeking end office seeking, selv om mange af partiets vælgere ønskede at se det i regering. Selv om det var det største parti i blå blok, ville det have større muligheder for at manøvrere uden for en regering, hvor det skulle "tage ansvar" og dermed få sværere ved at legitimere sin politik, f.eks. på udlændingeområdet, over for partiets vælgere. I regering ville det være nødt til at indgå kompromisser på dette for partiet vigtige politikområde. Det samme ville gælde den skærpede grænsekontrol, hvor det var uacceptabelt for Venstre - og for vigtige interessenter i erhvervslivet - hvis Danmark fik en egentlig grænsekontrol med grænsekontrolposter. Liberal Alliance havde givet udtryk for, at man ønskede at komme med i en blå flertalsregering. Men da partiets politik lå langt mere i liberalistisk retning, var det ikke muligt. Konservative var nødt til at skulle slikke sårene efter at være blevet Folketingets mindste parti og var derfor ikke office seeking, hvor profilen ville kunne blive yderligere sløret.
    Derefter fik Venstrelederen et nyt mandat af Dronningen, et mandat til at undersøge muligheden for at danne en mindretalsregering.
    Det endte med, at Venstre i slutningen af juni 2015 dannede en Venstre mindretalsregering. Venstre skulle altså hermed med kun 34 mandater forsøge at navigere sig igennem Folketingets lovvedtagelser. Det skal ske samtidig med, at Dansk Folkeparti er blevet et større parti 37 mandater). Man kan forestille sig, at Venstre-regeringen vil forsøge at bevæge sig over midten for at finde flertal, men det vil kunne blive vanskeligt med et stort DF, der evt vil stille betingelser for at medvirke i flertal for lovforslag. Samtidig vil der være et betydeligt flertal (rød blok + DF) i Folketinget for en mere velfærdsorienteret politik end den, Venstre-regeringen vil fremme.
    For at kunne forklare dette, kan det være oplagt at inddrage Molinmodellen, der blev udformet af den svenske politolog Bjørn Molin i midten af 1960'erne i en afhandling og artikel om pensionsspørgsmålet i svensk politik og partiernes holdninger til spørgsmålet om pensionssystemets udformning.
   Han arbejdede ud fra den grundpræmis, at partierne går efter at få regeringsmagt. Derfor anskuer de de politiske sager og deres holdning til dem ud fra, hvordan sagerne og deres stillingtagen til dem påvirker vælgerne.
   Pensionsspørgsmålet var et klassisk klassepolitisk spørgsmål.

Tabel 2 : Svenske politiske partiers vælgerprofiler omkring 1960

Kilde: Scandinavian Political Studies. Note: Major groups of....: Større klassegrupperinger tilknyttet..... Pct af vælgere i erhvervsklasser. Data fra landsomfattende undersøgelse i 1960. Party affiliation: Partitilknytning. Enterprisers: Selvstændige (ikke landmænd). White-collar: funktionærer. Manual Workers: Faglærte og ufaglærte arbejdere. Socialdemokraterne var det store, regeringsbærende parti.

De svenske partier var dengang udpræget klassepartier, hvor f.eks. 74 pct af Socialdemokraternes stemmer var arbejdere og 21 pct funktionærer. Socialdemokraterne fik meget få stemmer fra andre klasser. Disse stemte derimod på de konservative (selvstændige) og Centerpartiet (landmænd). Derfor gik Socialdemokraterne ind for at hæve den skattebetalte grundpension, mens de andre partier gik ind for forøgelse af tillægspension med forskellige indslag af forsikringsydelser. Denne traditionelle klassepolitik forklarede partiernes stilling i "værdi- og interessesystemet" (figuren nedenunder).

Figur 10: Molinmodellen: Faktorer, der ligger bag partiers valg af standpunkt:

Note: I nogle fremstillinger af modellen ser man også en personlighedsfaktor. Den indgår inidlertid som en underliggende faktor i den klassiske Molinmodel. Men det er klart, at personfaktorer (karisma, personlighedsudstråling), ikke mindst toppolitikeren, der skal markere partiet i medierne, kan spille en rolle. I 2015 var f.eks. "bilagssagerne" (sjusket bilagsføring i forbindelse med møder og rejser) omkring Løkke Rasmussen medvirkende til, at det var vanskeligt for denne at opnå samme popularitet (vist ved opinionsmålinger af, hvem man ville foretrække som regeringsleder) blandt vælgerne som Socialdemokratiets leder.

I Danmark i midten af 10'erne er billedet noget mere broget. Partierne repræsenterer ikke så klart bestemte klasser, og de nypolitiske sager er kommet med indover.
    Både for SD, SF, DF og Enhedslisten indgår værdi og interesser (øverste faktor i figuren) som faktorer, der har indflydelse på partiernes holdninger i velfærdsspørgsmål. Venstre ville også gerne stille sig delvist på dette grundlag. Man gjorde sig til talsmand for, at velfærden skulle være på et rimeligt grundlag, men samtidig skulle dette hensyn vægtes imod et andet, nemlig, at det "skal kunne betale sig at arbejde". Det blev i retorikken til, at det er "nødvendigt at fremtidssikre velfærden". Derfor skal den være bygget på en solid økonomi. I den situation er det svært at afgøre, hvor meget der er traditionel interessepolitik, og hvor meget der er symbopolitik.

Den parlamentariske faktor var stærkt medvirkende til, at det blev en "snæver" Venstremindretalsregering, idet Venstrelederen var sig meget bevidst, at det ville blive vanskeligt for en blå flertalsregering, baseret på alle 4 borgerlige partier, at kunne manøvrere i Folketinget, idet dens mulige regeringsgrundlag ville blive præget af en politisk fastlåsning på en bestemt politik, når de 4 meget forskellige partier evt indgik en skriftlig aftale med hinanden. Så hellere satse på en mindretalsregering, der kunne gå henover midten i søgen efter folketingsflertal bag sin politik.

Regering til magten - nye initiativer og ny fordeling af opgaver

Når en ny regering tiltræder, fremlægger den et regeringsgrundlag. Det er regeringens udmelding om, hvad den agter at sætte igang af nye initiativer. Når det er en koalitionsregering, vil regeringsgrundlaget være forhandlet mellem koalitionens partier.
   I juni 2015 stod Venstrelederen over for det problem, at Venstre selv skulle lave regeringsgrundlaget, og at det derfor både skulle udtrykke partiets politik og samtidig ikke være udformet sådan, at den nytiltrådte regering ville blive mødt med et mistillidsvotum (grundloven §15) ved sin tiltræden i Folketinget. Nogle af partierne i blå blok havde holdninger, der var noget afvigende fra Venstres, f.eks. til skattelettelser, hvor De Konservative og Liberal Alliance vil lave topskattelettelser, og Venstre vil prioritere skattelettelser i bunden, så det bedre kan "betale sig at arbejde". Og DF ville indføre skærpet kontrol ved de danske grænser, hvad både dansk erhvervsliv og kredse i Venstre ikke var særlig begejstrede for.
    Nye koste fejer som bekendt bedst. Derfor benytter en nytiltrådt regering sig af muligheden for at møblere om på ministerierne og fordele opgaverne på nye måder. Herigennem viser den også, hvordan den prioriterer mellem opgaverne. Hvilke ministerier udvides? Hvilke nedlægges? Og hvilke ministerier får nye navne?
   SR-regeringen (fra 2011) delte Undervisningsministeriet i to ministerier, Ministeriet for Uddannelse, som omfattede universiteter og højere uddannelser, og Ministeriet for Børn og Unge for folkeskole, ungdomsuddannelser m.v.
    Venstreregeringen, der tiltrådte i 2015, samlede Udenrigsministeriet, der under SR-regeringen havde været delt op i 4 ministerier (udenrigsøkonomi, bistandspolitik, Europaanliggende og diplomati og udenrigstjeneste), i ét ministerium.

Figur 11: Ny regering - ny fordeling af opgaver

Ordforklaring: Styrelse. F.eks. Sundhedsstyrelsen: Står selvstændigt for administration af opgaverne inden for et sagsområde. Ledes af en direktør. Departement: Ledes af en departementschef (permanent undersecretary). Betjener ministeren mere direkte. Departmentet er hierarkisk opbygget, med over- og underordnelsesforhold, der fastlægges i formaliserede kommandoveje og funktionel opgavefordeling.

Ministeren leder ministeriet politisk. Administrationen skal forberede sager og lægge dem frem for ministeren til afgørelse. Embedsmændene er i princippet upolitiske, dvs de skal loyalt følge de dessiner, der udstikkes af den politiske ledelse. I praksis vil de dog ofte have en betydelig indflydelse, da det er svært at lave en meget håndfast skelnen mellem politiske mål og den administrative udførelse.

Dansen om en finanslov

I slutningen af 2017 blev det igen relevant at tage Molinmodellen op af værktøjskassen og støve den af til en ny analyse af spillet mellem de danske politiske partier. Det drejede sig om finansloven for 2018.
   Finansloven er vigtig. Ved den fastlægges statens budget (oversigt over statens udgifter for den kommende periode), og det vedtages, hvilke skatter der kan komme i spil til finansiering af udgifterne. Grundloven udtaler sig om, at ingen udgifter kan afholdes, og ingen skatter udskrives, uden med hjemmel i en lov. Det er altså de folkevalgte politikere i det repræsentative organ, Folketinget, der er udstyret med bemyndigelsen til at bestmme dette. Finansloven har samtidig stor betydning for samfundets funktion. Der vil ikke kunne udbetales lønninger til de offentlig ansatte i staten (og kommunerne, der er afhængig af statslig finansiering), hvis der ikke på lovlig vis er vedtaget en finanslov.

Der var mange årsager til, at det blev mere end vanskeligt at vedtage en ny finanslov i 2017. Der havde lige været kommunalvalg, hvor Løkke Rasmussen regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti (DF) var gået tilbage. Et af regeringspartierne, Liberal Alliance, gjorde det til et ultimativt kraf, at finansloven skulle gennemføre skattelettelser. 

Note: Postindustrielt samf.: Det, der ofte også kaldes informations- og servicesamfund, netværkssamfund, det senmoderne samfund. Det ses ofte forbundet med nye identiteter og på det partipolitiske område overgang fra interesse- og klassebaserede partier til partier, der også lægger vægt på symbol- og værdipolitik. Det er også blevet kaldt overgang fra en overvægt af magtpartier til et voksende indslag af "drømmepartier". Senmodernitet kan ses som "mulighedernes samfund", hvor klassemæssig fastlåshed er afløst af muligheder for social opstigning og drømmerealisering. Men man kan også undertiden se udviklingen gå baglæns igen, f.eks. med Socialdemokratiets vælgermæssige reetablering de senere år. Samtidig ser man "drømmepartier" blive udsat for realitetsterapi, så de begynder at sætte tingene op i regneark for at få grund under fødderne. 

Molinmodellen ovenover forsøger at indkredse nogle af de vigtigste faktorer, der spillede ind omkring finanslovsprocessen i 2017. 

De ydre faktorer spillede ind på den måde, at den nationalt traumatiserende indvandring af et stort antal flygtininge/-indvandrere i 2015, hvor mennesker spadserede på motorvejen i det sydlige Danmark på vej mod København/Malmø, og mediebilleder af det stadig bragte sagen langt frem i mange vælgeres bevidsthed. Samtidig var de ydre EU-grænser i Middelhavsområdet  under et betydeligt indvandringspres. DF var under kommunalvalgkampen blevet udsat for vælgerkonkurrence fra det nye parti, Nye Borgerlige, og man havde op til finanslovsforhandlingerne spillet ud med krav om betydelige udlændingestramninger, bl.a. stramninger, bl.a. stramning omkring familiesammenføring og hjemsendelser, som kunne bringe Danmark på kant med flygtningekonventionen.
    DF kørte to af sine yndlingssager i spil over for dels Liberal Alliance (velfærd og offentlige udgifter frem for skattelettelser), dels over for den liberalistiske fløj i Venstre, repræsenteret ved finansminister Kristian Jensen (værn imod det, DF så som globaliseringens værste virkninger: "Hæmninsløs indvandring" og øget ulighed som følge af den globale kapitalismes hærgen). Der har samtidig været ret uerkendte elementer af, hvordan nogle af toppolitikernes "kemi" fungerede i forhold til hinanden. 
    Venstrre var under pres fra den stærkeste og mest toneangivende danske interesseorganisation, Dansk Industri, som oplevede, at arbejdsgivere var begyndt at beklage sig over mangel på arbejdskraft.
    Er globalisering lig med en global superkapitalisme, der truer med at gøre velkendte erhverv overflødige, og som skaber ulighed imellem de, der i forvejen har meget og de, der har meget lidt? 
    Og hvad med den demografiske faktor?: Er globalisering lig med migrationer (folkeflytninger) i stor stil, når folk forsøger at overkomme de globale uligheder i livsvilkår ved at flytte sig fra de dårlige steder til de gode steder (f.eks. nordiske lande med universelle velfærdssystemer)?
    Globalisering kan italesættes på forskellige måder. Men disse forskellige diskurser er også udtryk for - eller dække over -  interesser. Den lavtlønnede buschauffør kan frygte for, at rumæneren kommer og tager jobbet. Det behøver den højtuddannede storbybo ikke at frygte. For ham hende bliver det måske først aktuelt om et par årtier, når AI (artificial Intelligence) og robotter har ryddet ud i servicejobbene.

Politikernes perception (opfattelse) af situationen kan blive mindst lige så afgørende for, hvilke beslutninger der tages, som hvordan den faktiske virkelighed har set ud. Det gælder indvandrerspørgsmålet, som ikke længere i den virkelige Verden var et så presserende problem, idet indvandringen til EU allerede var dykket kraftigt i løbet af 2016-17. Men det blev stadig perciperet som et kæmpe problem. Eller politikerne har stadig kunnet udnytte trægheden i tilpasningen af vælgerperceptionen af indvandrerspøgelset til den "faktiske" indvandrer-issue..
   DF fik imødekommelse på interessefaktoren igennem velfærdsforbedringer (penge til ældre og sundhed). De var dog ikke større, end at den offentlige sektors vækst i forhold til BNP-væksten var af et begrænset omfang (imødekommelse af Venstres og Konservatives interessefaktor).   

 
PARTIERNE

Nedenfor kommer en omtale af de enkelte partier, dog kun partier, der er repræsenteret i Folketinget. Det er korte introduktioner. Man kan let skaffe sig yderligere oplysninger, idet partierne har hjemmesider på Internet, hvor de lægger deres programmer og nærmere omtale af sig selv (Skriv partiets navn i Google-søgefelt).

 A Socialdemokraterne


BAGGRUND

Dannet i 1871 som en dansk afdeling af Internationale. Socialdemokratisk Forbund, forløberen for et masseparti, dannedes i 1978.  Har igennem sin historie haft tætte bånd til fagbevægelsen. Var i starten påvirket af marxistiske ideer om det kapitalistiske samfund som et samfund, hvor kapitalejerne i deres kamp for højere profit  udbytter arbejderklassen, hvorfor det er nødvendigt med en økonomisk omfordeling. Det var fra de danske socialdemokraters side på et reformistisk grundlag, man kritiserede kapitalismen, dvs man gik ikke ind for revolution. Partiet lignede på dette punkt det tyske socialdemokrati SPD.
    I 2002 opløstes den formelle tilknytning mellem parti og fagbevægelse, dvs fra dette tidspunkt var man ikke længere repræsenteret i hinandens ledende organer (forretningsudvalg).

    Socialdemokraterne siger selv om deres grundlag:

De socialdemokratiske kerneværdier er frihed, lighed og solidaritet. Men verden forandrer sig, og derfor skal vi finde nye svar til nye tider.

Da vores forgængere skrev Socialdemokratiets første program i 1876, var det kampen for at befri arbejderen, som forenede dem. Dengang var samfundet præget af ufattelig uretfærdighed, undertrykkelse og urimelige klasseskel.

I dag er Danmark et af de rigeste samfund i verden. Her har få for meget, og færre for lidt. Men der er stadig meget at kæmpe for. Meget at gøre for at skabe en bedre hverdag og bedrefremtidsmuligheder for endnu flere mennesker. (Principprogram 2004)

I valgperioden 2007 - 11 etablerede Socialdemokraterne faste samarbejdsrelationer til SF.  Den "røde blok" gik sammen til valg - med fælles valggrundlag - til valget i 2011. Dermed var det blevet gjort troværdigt, at de ville kunne samarbejde også i regering. I starten af 2014 forlod SF regeringen, bl.a. p.g.a. sagen om statens salg af DONG-aktier til Goldman Sachs. Det var dog også forårsaget af længere tids utilfredshed med, at SF havde haft svært ved at få sin politik igennem i regeringssamarbejdet.

Figur A: Pct-Andele af afgivne stemmer

VELFÆRD OG ØKONOMI

Socialdemokratiet har igennem det 20. århundrede været primus motor for udbygningen af det danske velfærdssamfund. I 1933 gennemførtes sammen med Venstre Kanslergadeforliget, hvor Socialdemokratiet fik sikret en udbygning af dele af velfærden.  Det fortsatte op igennem det 20. århundrede, så  Socialdemokratiet kan siges at være en af hovedarkitekterne bag den universelle velfærdsmodel. Vælgermæssigt gik det fremad til midten af 1930'erne, hvor partiet nåede op på 46 pct af stemmerne og altså tæt på absolut flertal. 1960'erne var en ny stor periode for partiet, men velfærden gik efter manges mening for vidt. Skattetrykket steg, og det førte til et kanonvalg for det nystiftede skattenægterparti Fremskridtspartiet ved valget i 1973. Det lykkedes aldrig helt at genvinde styrken fra 1960'erne.
    Partiet var delvist offer for sin egen succes i den forstand, at det blev vanskeligt med en fortsat udbygning af velfærden, da skattetrykket nåede op i nærheden af 45-50 % af BNP.

Den socialdemokratiske velfærdspolitik går i dag ud på at indføre en række velfærdsrettigheder, der sikrer danskerne alt fra hurtig behandling på sygehuse - bl.a. akut kræftbehandling - til ældrepleje med garantier for den enkelte ældre medborger. Partiet stiller med forslag om sund mad og mere plads i skoler og institutioner.

  Under ledelse af finansminister Bjarne Corydon og Helle Thorning-Schmidt førte Socialdemokraterne en fast økonomisk politik i regeringsperiode fra 2011-15. Partiledelsen så denne politik som den bedste måde at få Danmark fri af finanskrisen (2008 - ). Det førte indimellem til en del kritik fra dele af baglandet, bl.a. FOA (Forbundet for Offentlig Ansatte). Politikken blev af kritikere kaldt nyliberal, da man satsede på konkurrencestat og som led heri en styrket konkurrenceevne for virksomhederne på de globale markeder, herunder ikke mindst EU's indre marked.
   Bindingerne til regeringsgrundlaget, der var lavet sammen med De Radikale ved regeringsdannelsen i 2011 gjorde, at man måtte afvise krav fra dele af fagbevægelsen om at bløde op på de strammere dagpengeregler, der blev indført med reform af dagpengereglerne. Det var en reform, De Radikale havde indgået med den tidligere Venstreregering, og som man var bundet til i et fælles aftalegrundlag. Dagpengeperioden blev nedsat fra 4 til 2 år, og optjeningsretten til dagpenge sat op fra 6 måneder til 1 år. Titusindevis af forsikrede faldt ud af dagpengesystemet de følgende år, hvor de ellers var stillet i udsigt, at der ville blive mange arbejdspladser, der kunne absorbere de ledige. De påståede "dynamiske effekter" udeblev.
    Det blev et problem for SD, at de ventede effekter af den faste økonomiske politik udeblev med hensyn til beskæftigelsesvirkningerne. Arbejdsløsheden begyndte at falde svagt henimod slutningen på regeringsperioden, men den samtidige austerity-poltik (besparelses-/stramningspolitik på offentlige budgetter) i især Tyskland og andre nabolande (som Danmark ikke tog afstand fra) førte til fortsat stagnation i den europæiske økonomi.
    Til gengæld var der i Danmark et stort betalingsbalanceoverskud, og Danmark blev en darling for investorer, der søgte en "Safe Haven" (sikkert anbringelsessted) for deres penge. Det førte endda til pres for revaluering af den danske krone i starten af 2015. Var man blevet en miniklon af det tyske Wirtschaftswunder under det tyske socialkonservative CDU's ledelse? "Succesen" for den faste økonomiske politik var dog også kun tilsyneladende. Danmark havde det svært med den økonomiske vækst i årene efter finanskrisen. Økonomien stagnerede, og arbejdsløsheden faldt kun langsomt. Samtidig blev indkomstfordelingen mere ulige.
    Det var ikke noget, der begejstrede store dele af det socialdemokratiske bagland.  -  Og det førte til vælgerflugt.
    Partiet fik dog rettet noget op på det i valgkampen op til 2015-valget. Man fik lagt en politisk linje  om plads til en 0,6 pct årlig vækst i den offentlig sektor de følgende år, men mistede nok troværdighed over for vælgerne i udlændingepolitikken, hvor det var svært at konkurrere med Venstre og DF om, hvorvidt udlændingepolitikken havde den fornødne fasthed.


ØKONOMISK POLITIK

SD forsøger traditionelt at få "ejerskab" til velfærdsissuen (velfærd som politisk sag). 

Hvis vi ser på velfærdstrekanten ovenover, så plejer vi at beskrive den med en kant, der hedder universel velfærd (nordisk model, hvor velfærdsrettigheder er for alle), en der hedder residual velfærd (USA-liberalisme) og én der hedder selektiv velfærd (for dem på arbejdsmarkedet, via obligatoriske forsikringer, arbejdsgivere betaler til). Socialdemokraterne går ind for den førstnævnte. Derfor siger de ofte om valget mellem velfærd og skattelettelser: Vi foretrækker velfærd, frem for skattelettelser.
   I konjunkturpolitikken går man ind for keynesiansk styring af økonomien, dvs at staten skal udjævne konjunkturer ved, at der bruges flere penge, når der er lavkonjunktur. Derved øges beskæftigelsen, og arbejdsløsheden falder. 

Simpel Keynes-model:

Note: I: investering (=opsparing). Y (nationalindkomsten) antages altså at bestå (i den simple model) af en konstant a, forbruget som en aftagende funktion af Y, samt investeringer og offentligt forbrug.

Princippet er vist i figuren ovenover. Keynes antog, at forbruget C er en aftagende funktion af nationalindkomsten Y i udviklede kapitalistiske markedsøkonomier. Når man bliver rigere, når man et vist punkt, hvor der er tendens til, at forbrugets andel falder. Man kan ikke spise flere økologiske bøffer og quinoa-frø, eller køre i flere Teslaer. Mætningspunktet er nået ved en vis indkomst. Og hvis forbruget falder, opsparingen stiger relativt, er der ikke efterspørgsel nok til at sikre fuld beskæftigelse. I modsætning til de liberale markedsøkonomer, som Keynes argumenterede imod under krisen i 1930'erne, har systemet altså ikke en indbygget tendens til ligevægt ved fuld beskæftigelse. Tværtimod kan man se, at der kan være ligevægt ved høj arbejdsløshed, som det var tilfældet i en stor del af årtiet (1930'erne). Remediet herimod kan være øgede offentlige udgifter,
     Når der er højkonjunktur (fuld beskæftigelse), skal staten og Nationalbanken tage noget af presset af igennem kontraktiv finans- og pengepolitik. Det sikrer en højere økonomisk vækst på længere sigt. 

MILJØPOLITIK

Vil efterleve de internationale klimamål, som de er fastsat i Rio- og Kyotoaftalerne, samt de nye aftaler, der blev et resultat af Københavnskonferencen december 2009 (COP15) og Parisaftalen (COP21) i december 2015.

    Partiet vil opprioritere opførelsen af vindmøller og vil satse mere på også andre former for vedvarende energi.

UDLÆNDINGE/ASYL

Vil bevare en stram udlændinge- og asylpolitik. Man ville løse EU's asylkrise 2015 - ved forstærket EU-samarbejde og ved at lade afviste asylansøgere arbejde. Da Socialdemokraterne kom i opposition under Venstreregeringen (2015 - ), nærmede partiet sig DF i udlændingepolitikken. "If you can't beat them, join them", synes sloganet at have været. 

UDENRIGSPOLITIK OG EU

Hvor Socialdemokraterne tidligere havde en stor EU-kritisk fløj, er partiet blevet mere og mere EU-venligt. Mener, at EU er det eneste sted, hvor man pt kan styre de store multinationale selskaber. Nationalstaten er blevet for lille til mange ting, derfor må større og større dele af den statslige reguleringspolitik lægges i EU-regi. 

 
B Det Radikale Venstre

OM PARTIET

Dannet i 1905 ved spaltning af Venstre. Der var uenighed om forsvar og Københavns befæstning, hvor De Radikale vendte sig imod, at der skulle bruges for mange offentlige penge på forsvar.

    Det radikale Venstre siger selv om sit grundlag:

Det Radikale Venstres mål er et samfund, hvor mennesker kan leve værdigt sammen i balance med naturen. Vi vil værne om og udbygge folkestyret.

Vi vil arbejde for, at samfundet bliver et fællesskab med plads til og brug for alle. Vi vil sikre, at vi ikke undergraver livsbetingelserne for kommende generationer.

Vi vil arbejde for at løse de grundlæggende globale problemer: Ødelæggelsen af naturen som livsgrundlag, ufred mellem mennesker, uret, fattigdom, overbefolkning, manglende demokrati samt fraværet af en forpligtende og troværdig international retsorden. (Principprogram 1997)

Figur B: Pct-andele af afgivne

VELFÆRD

Som et socialliberalt parti mener Det radikale Venstre, at staten er forpligtet til at tage hånd om de svage i samfundet.
   Der skal være en blanding af privat og offentlig sektor (blandingsøkonomi), der sikrer en levedygtig markedsøkonomi i kombination med en stat, der sørger for omfordeling i forhold til markedet.   

MILJØPOLITIK

Sagde i valgkampen 2007, at partiet vil reducere energiforbrug med 1.pct årligt frem mod 2025, have billigere kollektiv trafik og indfase en pct. ekstra vedvarende energi årligt frem til 2025. Går generelt ind for bedre miljø via miljøafgifter.

UDLÆNDINGE/ASYL  

Vil lade asylansøgere bo og arbejde i det almindelige samfund og - sammen med det øvrige EU - tage imod flere kvote-fl ygtninge. Har villet af med tilknytningskrav og 24-års-regel. Partiet vil løse problemerne med at få kvalificeret arbejdskraft ved, at der laves lempeligere muligheder for at hente udenlandsk arbejdskraft til landet.  

UDENRIGSPOLITIK OG  EU

Tilhængere af den europæiske unionsudvikling. Efter vedtagelsen af Lissabontraktaten mente de, at vælgerne må give Folketinget mandat til at sige ja eller nej via folketingsvalget i 2007. Vil af med forbeholdene i den oprindelige Maastrichttraktaten.

C Det Konservative Folkeparti  

OM PARTIET

Dannet i 1916 ved, at det tidligere Højre skiftede navn til Det Konservative Folkeparti. 

De Konservative siger selv om deres grundlag:

Konservatismens første politiske tænker var Edmund Burke (1729-1797), der var optaget af at komme den store og stigende ulighed til livs. Burke mente, at revolutioner var af det onde og blev bannerfører for en moderne og stabil samfundsudvikling gennem reformer og gradvise forandringer med udgangspunkt i den foreliggende virkelighed.   

I konservatismen er menneskets rettigheder i centrum. Den enkeltes frihed til selv at forme sin tilværelse - i respekt for andres ret til at gøre det samme - er helt central.   

At være konservativ betyder i politisk sammenhæng, at man ønsker at forbedre og forny samfundet. Men en konservativ vil altid søge at bevare det bedste af den tradition og erkendelse, vi allerede har, og bruge det som afsæt for en fremadrettet udvikling af et samfund i balance. Derfor ønsker Det Konservative Folkeparti at forandre for at bevare.  

Konservatismen repræsenterer hverken den hæmningsløse kapitalisme, hvor hensynet til jordens ressourcer ingen rolle spiller eller den socialdemokratiske planøkonomi. Konservatismen er den tredje vej mellem det socialdemokratiske samfunds lovjungle og liberalismens junglelov 

Konservatismen ønsker at bekæmpe den socialdemokratiske tendens til at udvide statens magt så meget, at menneskets mulighed for selv at forme sin egen tilværelse bliver alt for begrænset. Den konservative tilgang til forholdet mellem menneske og samfund betegnes derfor som frihed under ansvar. (Hjemmeside 2007)

Figur C: Pct-andele af afgivne stemmer

At der ville blive problemer med den smalle Venstre-regering blev bekræftet i starten af 2016, da Venstre-landbrugsministeren Eva Kjer Hansen ville fremlægge en såkaldt "landbrugspakke", der formodedes at have positive miljøvirkninger, men hvor beregninger fra eksperters side sandsynliggjorde, at miljøet ville blive offer for mere kvælstofudledning fra landbruget. Ved et samråd i Folketingets udvalg for fødevarer forlangte den konservative ordfører på området dokumentation lagt redeligt frem. Da det ikke skete i tilstrækkeligt omfang, erklærede De Konservative, at de ikke havde tillid til ministeren, og at de ikke ville vige tilbage fra at stemme for et mistillidsvotum til hende sammen med Rød Blok. De Konservative fik dermed understreget, at man tilsyneladende havde mere miljøprofil end de andre blå partier. Partiet stemte dog for selve pakken, da den blev fremlagt i Folketinget, men med forventning om, at der ville komme en miljømæssig "tillægspakke". Om det hele var udtryk for et konservativt markeringsbehov på et tidspunkt, hvor partiet lå ret lavt i meningsmålingerne, eller det var reel omsorg for miljøet, kan diskuteres. Men man kan forvisse sig om, at noget må ske, når man ser på grafen ovenover. Partiet havde mistet ejerskab til flere sager, det tidligere stod stærkt indenfor. Det nationalkonservative synspunkt var overtaget af DF; og topskattelettelser havde Liberal Alliance sat sig på. Og Alternativet havde tilsyneladende sat sig på miljøspørgsmålet, hvor De Konservative ellers havde en frontfigur i den tidligere miljøminister og EU-miljøkommissær Connie Hedegaard.


MILJØPOLITIK

Vil satse mere på miljøvenlige energiformer som store vindmøller og energieffektivitet. Vil desuden have renere fødevarer højt på dagsordenen.  

SKAT

Partiet var en hovedkraft i forhandlingen af skatteomlægningen mellem VK(O) i 2007, hvor det blev vedtaget at fjerne mellemskatten og hæve grænsen for topskat fra 2010 (så samme andel af skatteyderne betaler denne skat), samt hæv miljøafgifterne fra næste år. Partiet har det dog fortsat som sin politik, at man vil føre kampen videre for at alle maksimalt skal betale 50 pct i skat.  

RETSPOLITIK OG UDLÆNDINGE/ASYL POLITIK

Da Løkke Rasmussen i 2016 udvidede sin regering med partierne Liberal Alliance og Konservative, overtog De Konservate justitsministerposten, som gik til partiets formand. Det blev en chance for at markere partiets konservative retspolitik - ikke mindst i relation til terroraktionre og bandekrige på Nørrebro (sommer og efterår 2017). Det blev lagt op til stramninger af retspolitikken, hvad der tilsyneladende har medvirket til partiets fremgang i meningsmålingerne. Inden da stod man i nogle målinger så lavt, at man kunne være i fare for at falde for 2 pct spærregrænsen, hvis der skulle blive udskrevet nyvalg. 

Konservative er gået ind for bedre forhold i asylcentrene og har villet flytte visse familier ud af centrene, men bakker ellers op om den nuværende ordning. Ønsker markant udvidet greencard ordning for kvalificeret, udenlandsk arbejdskraft.  

F Socialistisk Folkeparti  

OM PARTIET

Dannet i 1959.  Partiet blev stiftet 15. februar 1959 af Aksel Larsen, efter at han var blevet ekskluderet fra Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Efter Sovjetunionens invasion af Ungarn i 1956 vendte en del danske kommunister sig imod den centralistiske sovjetrussiske model, hvor Sovjetunionen havde monopol på at fortolke, hvad der var den korrekte udlægning af socialismen og havde en ret til at gribe ind i andre socialistiske lande, der ”kørte af sporet”, som man mente, Ungarn gjorde, da man ville have mere demokrati og selvstændighed i landet. Det var dengang en del af Sovjetblokken. Kritikerne i kommunistpartiet, som senere gik ind i SF støttede den demokratiske udvikling og opfattelsen af, at hvert land udvikler sin egen socialisme. I starten stemte mange arbejdere på partiet. Det gik ind for atomkraft og økonomisk vækst. I løbet af 1960’erne og 1970’erne skiftede partiet delvist vælgerbasis i retning mod uddannede. Det støttede antiatomkraftbevægelse, fredsbevægelse, kvindebevægelse o.lign. bevægelser og kombinerede disse bevægelser med den traditionelle arbejderbevægelses krav om jobs og velfærd.

     SF siger selv om sit ideologiske grundlag:

SF er et socialistisk parti. For SF handler socialisme først og fremmest om at give mennesker større magt over deres eget liv og over samfundsudviklingen gennem udvidelse af demokratiet.

    For at demokratiet kan fungere optimalt, er det nødvendigt at frihed og lighed går hånd i hånd. Mennesker skal selv skabe og styre samfundets udvikling. Vi skal ikke lade markedet og systemerne bestemme, men give borgerne indflydelse på arbejdspladsen, i institutionen, på skolen osv.

   SF er et rødt-grønt parti. Vi arbejder for en grøn omstilling af produktion og forbrug, så vi på sigt kan leve i pagt med naturen på en bæredygtig måde. Det kan vi kun opnå, hvis vi sammenkæder omstillingen med en rød fordelings- og strukturpolitik, så vi sikrer, at markedet fungerer under hensyntagen til miljøet i stedet for til kravet om overskud til aktieejerne.

   SF ønsker at regulere og styre markedet og erstatte det med demokratiske strukturer.(januar 2007)

SF gik stærkt frem ved valget i 2007, hvor det gik frem fra 11 til 23 mandater. Problemet var nu at få noget ud af den øgede styrke rent parlamentarisk. Det var stadig den ”blå blok”, der fik flertal, og mulighederne for at SF kunne blive inddraget i forlig her, var ret beskedne. I 2011 gik man til valg i en alliance med Socialdemokraterne. De to partier stod bag forslaget "Fair Løsning" til indsats imod krisen. Det byggede bl.a. på, at danskerne skulle arbejde 12 minutter mere om dagen. Det ville føre til mere vækst og en større produktion og dermed danne grndlag for økonomisk realisme: Ingen ufinansierede ekstraudgifter.

Figur D: Pct-andele af afgivne stemmer

VELFÆRD

SF har vendt sig imod de ulighedsskabende effekter af det frie boligmarked og går ind for højere boligbeskatning for at modvirke stigninger i friværdi i boliger.
   Er ved de seneste valg gået ind for, at folkeskoler og ældreomsorg skal have flere midler. Bl.a. til faciliteter og lavere klassekvotienter. To-lærer system i 1-3.klasse. Det kom man dog ikke igennem med i SRV-SF-regeringen 2011-14. "Væk med kontanthjælpsloft og starthjælp".

MILJØPOLITIK

Miljøpolitik via styring af miljøskatternes niveau. Forurenende ting, herunder fossile brændsler, skal beskattes mere.  Miljørigtige varer og lavenergiprodukter skal sættes ned i pris.

SKAT

Vil lempe skat på arbejdsindkomst og til gengæld øge skat på boliger og på miljøbelastende forbrug. Har bl.a. foreslået  nedsat en skattekommission, der skal munde ud i en reform af skattesystemet, der sikrer mere lighed.

UDLÆNDINGE/ASYL OG MULTIKULTURELT SAMFUND

I februar 2008 markerede den daværende formand Villy Søvndal sig i debatten om den nye Muhammed-cartoonskrise, hvor han bl.a. fordømte den islam-radikale organisation Hizb-ut-Tahrir. Deres synspunkter var ikke velkomne i Danmark. Dermed fik han markeret, at SF'ere i hvert fald ikke var "halal-hippier". Multikulturalisme kunne være godt, men der skulle være mening med det.
   Dermed markerede han, hvad der dengang var set som relativt ”højredrejede” synspunkter i værdi- og kulturdebatten. Men en af Søvndals pointer var måske netop, at det gjaldt om at definere, hvad der er ”venstreorienteret” og ”højreorienteret” på nye måder i disse spørgsmål, så det ikke partout er ”venstreorienteret” at være vidtgående multikulturalist. Det var bl.a. et spørgsmål om religionens rolle i det offentlige rum, hvor et parti som SF traditionelt nok har været tilhænger af vidtgående tolerance, men også har understreget socialismen som en sekulær livsanskuelse. Der var en del på venstrefløjen, der mente, at han var gået for langt i sine udtalelser og derved medvirket til at hænge en relativt svag gruppe ud. 

UDENRIGSPOLITIK, HERUNDER  EU

Har traditionelt været modstander af tæt forsvarspolitisk samarbejde i NATO og med USA. Modstander af krigen – og den danske deltagelse – i Irak. Partiet ændrede dog sin holdning til NATO og intervention i forbindelse med Libyen-krigen i 2011, som partiet støttede. Kritik af NATO og USA's imperialisme forstummede en del under partiets deltagelse i SR-SF regeringen 2011 - 14.

Først sagde "Holger og konen "nej" til Unionen" i 1992. Men partiet var derefter med til at få forbeholdene til Maastrichttraktaten igennem via det såkaldte nationale kompromis, og der blev flertal til dansk deltagelse i Maastricht i 1993 med de danske forbehold indbygget. Vil i dag have forbeholdene behandlet individuelt og var med i forliget om retsforbeholdet, hvis opgivelse dog faldt ved folkeafstemning i december 2015.

 I 2011 dannede SF regering sammen med Socialdemokraterne og Det Radikale Ventre.
   I starten af 2014 forlod SF regeringen, bl.a. p.g.a. sagen om statens salg af DONG-aktier til Goldman Sachs. Det var dog også forårsaget af længere tids utilfredshed med, at SF havde haft svært ved at få sin politik igennem. Nogle af de sager, der stod i SR-SF regeringens regeringsgrundlag, bl.a. etablering af en betalingsring for biler omkring København, som skulle begrænse bilkørsel og dermed forurening i København, blev droppet. SF var som regeringsparti medansvarlig for indgrebet i lærerkonflikten i 2013, da folkeskolelærerne skulle forny deres overenskomst. Lærernes forberedelsestid blev skåret ned, og lærerne skulle i højere grad være til rådighed på skolerne. Den Internationale Arbejdsorganisation ILO under FN bakkede op om, at indgrebet i lærerkonflikten var et indgreb i den frie ret til forhandling af løn- og arbejdsvilkår. 
    Det blev alvorligt for SF, idet betydelige hidtidige kernevælgergrupper blandt især offentlig ansatte forlod partiet, og SF kom derved til at ligge relativt permanent i lavere vælgertilslutning, end det havde været tilfældet i oppositionsperioden under Villy Søvndals ledelse.

O Dansk Folkeparti  

PARTIET: HISTORIE OG BAGGRUND

Dannet i 1995 ved en afskalning fra det stærkt liberalistiske Fremskridtspartiet. Stifterne af det nye parti var de fire folketingsmedlemmer Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl, Poul Nødgaard og Ole Donner. De tre første kom i flere år til at danne grundstamme i partiet sammen med partiets medierådgiver Søren Espersen og Peter Skaarup.

Dansk Folkeparti siger selv om partiets grundlag:

Dansk Folkepartis formål er at hævde Danmarks selvstændighed, at sikre det danske folks frihed i eget land samt at bevare og udbygge folkestyre og monarki

Vi er forpligtede af vor danske kulturarv og vort ansvar for hinanden som folk. Derfor vil vi styrke landets ydre og indre sikkerhed.

Vi ønsker et land bestående af frie danske borgere, som gives muligheder for at klare sig selv og bestemme over sig selv; men staten må samtidig forpligtes til at støtte de danskere, der er i vanskeligheder og hjælpe dem til tryghed. (Principprogram fra partiets hjemmeside)

 Formand: Kristian Thulesen Dahl  . Folketingsmedlemmer: 37 mandater

Figur E: Pct-andele af afgivne stemmer

Som  man kan se af figuren ovenover, vandt liste O (DF)en overvældende sejr ved valget i 2015. Mange steder, især i "Udkantsdanmark" blev partiet det største parti. Og der er vist ingen tvivl om, at partiet som det største borgerlige parti kunne være kommet med i en borgerlig regering efter valget. Hvorfor valgte partiet at holde sig udenfor?
    Èn forklaring, der er givet, er, at man havde tilsvarende norske erfaringer in mente. I Norge havde Fremskrittspartiet, der ligner DF, en hel del, gjort bitre erfaringer. Det gik ind i en norsk regering og mistede mange stemmer ved et efterfølgende valg. Man kan miste politisk profil ved regeringsdeltagelse, jvf SF's deltagelse i SR-regeringen fra 2011 til primo 2014.
    DF har selv givet den forklaring, at man vil gøre det, der fremmer partiets politik mest muligt. Hvis man opnår det i regering, går man med. Hvis man ikke opnår det, holder man sig udenfor. Man har formentlig forestillet sig, at med partiets nyvundne størrelse, vil man under alle omstændigheder blive svær at komme udenom, når der skal samles flertal i Folketinget. Det kan også have spillet ind, at danske vælgeres mistillid til det politiske system var relativt markant, ikke mindst i DF's kernevælgergrupper. En regeringsdeltagelse kunne have sat en del af populariteten over styr. Billedet af levebrødspolitikere i ministerbiler er ikke mange DF-vælgeres største livret. 
    Under Løkke Rasmussen regeringerne efter 2015 kom DF til at indtage en stærk rolle som parlamentarisk basis for regeringen. Man kunne true med at trække tæppet væk under regeringen (lade den komme i mindretal i Folketinget), hvis ikke den føjede sig for DF-krav. Samytidig styrkedes partiets rolle parlamentarisk set af, at Socialdemokrater og DF'ere havde nærmet sig hinanden i indvandrerpolitik og velfærdspolitik. Man kunne derved øge den parlamentariske indflydelse ved at spille to flertal (regeringen) ud imod et alternativt flertal (DF/Socialdemokrater med flere).

VELFÆRD

Stiller krav om øgede ressourcer til hele pleje- og omsorgsområdet. Partiet har bygget en stærk profil op på ældreområdet ved at få ejerskab til ældre issuen. Igennem en række forlig igennem 00'erne fik man hævet den såkaldte ældrecheck til ældre pensionister, der ikke har ekstra pensionsindtægter eller pensionsordninger.

MILJØPOLITIK

Går ind for, at Danmark tager sin del af forpligtelsen til at nedbringe CO2 udslip, men det skal være "realistiske mål" og under forudsætning af, at lande som Kina og Indien tager deres del af slæbet. Støtter alternativ energi, men modarbejder at kæmpevindmøller skal stå på land.

SKAT

Har varslet, at yderligere ændringer af skat skal komme de lavtlønnede til gode. Man vil ikke sænke topskatten.

UDLÆNDINGE/ASYL

Partiet er garanten for en fast udlændingepolitik. Ønsker ikke at lempe på udlændingeregler eller afviste asylansøgeres bolig- og arbejdsmarkedsforhold. Asylbørnenes forhold ville man dog godt se på. Vil  begrænse asylansøgeres muligheder for appellere afgørelser om asyl.  Integration skal  baseres på assimilation på nogle områder, bl.a. accept af en del danske værdier.

UDENRIGSPOLITIK OG EU  

Dansk Folkeparti er tilhænger af den USA-venlige og aktivistiske udenrigspolitik. Partiet er  modstander af den europæiske unionsudvikling. Partiet vil  beholde de danske forbehold.

V Venstre

BAGGRUND

Dannet i 1870 ved, at forskellige venstrefraktioner sluttede sig sammen i Rigsdagen. Kæmpede igennem det 19. århundrede forfatningskampen imod Højre. Den drejede sig om retten til folketingsparlamentarisme, dvs Højreregeringen skulle ikke have ret til at sidde et flertal i Folketinget overhørig. Kampen om denne ret blev endelig vundet i 1901, hvor der blev dannet en Venstreregering.

   Under de borgerlige regeringer fra 1982-1993 markerede Venstre en mere liberalistisk ideologisk linje end De Konservative, der havde statsministerposten i de borgerlige regeringer. Da partiet igen kom i regering i 2001 udviklede det sig i en mere centrumsorienteret retning. Det var især den økonomiske liberalisme, der blev noget nedtonet til fordel for en satsning også på social ansvarlighed.

     Venstre sig selv om sit grundlag:

Mennesket trives bedst i frihed under ansvar. Frihed betyder fravær af tvang – men også, at mennesket er frit til at tage ansvar for sit eget liv og medansvar for andre mennesker og fællesskabet…….

Fri markedsøkonomi er et ubetinget gode – både fordi den mest effektivt kan opfylde menneskers individuelle ønsker og behov, og fordi den enkelte har en grundlæggende ret til frit at handle og indgå aftaler med andre mennesker. Den frie markedsøkonomi sikrer den dynamik og fornyelse i samfundet, der giver vækst i såvel materielle som ikke-materielle værdier.

De offentlige indgreb i det frie marked skal begrænses mest muligt og koncentreres om foranstaltninger, der tjener til at øge den frie konkurrence samt smidiggøre og effektivisere den frie prisdannelse samt undgå monopoldannelser.

Venstre vil føre en økonomisk politik, som tilstræber en stabil og holdbar vækst i beskæftigelsen. Den økonomiske politik bør bygge på fire hovedhjørnestene: En lav inflation, en lav rente, en fast valutakurs samt sunde og stabile offentlige finanser. (Principprogram 2006) 

Formand:  Lars Løkke Rasmussen overtog næstformandsposten i 1998 fra Anders Fogh Rasmussen. I 2009 overtog han formandsposten fra denne.  

Figur F : Venstre og SD: Udviklingen i pct af stemmer

Valget i 2015 gik ikke godt for Venstre. Tilbagegangen var markant og kan forklares ved en noget udvisket profil. Man tabte vælgere i forhold til DF i udlændingepolitikken, og man tabte vælgere til Liberal Alliance i den liberalistiske frimarkedspolitik. På velfærdsområdet ville man både "nulvækst" i den offentlige sektor og tilføre betydelig flere penge til sundhedsområdet.
   Hertil kom, at partilederen i årene forinden var blevet belastet af sager omkring bilag og luksusrejser. Som ved flere tidligere valg kom der i valgkampen noget indover, der lignede "præsidentvalg" mellem de to statsministerkandidater fra henholdsvis Venstre og Socialdemokraterne. Medierne fokuserede på kampen mellem de to. Og de levede godt op til det, så det begyndte at ligne en verbaliseret udgave af boksekamp.
   Meningsmålinger viste, at den socialdemokratiske leder havde større personlig troværdighed end Venstrelederen, hvorimod Venstres politik på flere områder blev tillagt mere troværdighed.

ØKONOMISK POLITIK

Venstre vil prioritere lidt anderledes ens Socialdemokraterne i velfærdstrekanten (se ovenfor under Socialdemokratiet). Der lægges mindre vægt på universel velfærd og mere på, hvordan "velfærdssamfundet kan fremtidssikres" ved, at der indgår flere forsikringselementer og frivillighed (de to andre kanter). Venstre markerede sig under valgkampen i 2015 på, at "det skal kunne betale sig at arbejde". Man mente, at det er et problem for det danske velfærdssamfund, at der er for ringe forskel på, hvad man kan få i sociale ydelser og så på, hvad man kan få i disponibel indkomst, når man er i job. Denne politik blev udmøntet i et kontanthjælpsloft i 2016, som skar ydelserne ned for grupper af kontanthjælpsmodtagere.
     Partiet vedtog ved et skattepolitisk forlig sammen med Konservative og Dansk Folkeparti at fjerne mellemskat  og løfte grænsen for topskat fra 2010 med lønstigningstakten.  I modsætning til SD siger man altså "hellere prioritere skattelettelser end øgede velfærdsudgifter. Men helt skrotte velfærd vil Venstre ikke. Man står på det danske velfærdssamfunds historiske grundlag, men vil reformere velfærden i forhold til globaliseringens og de demografiske faktorers udfordringer.

UDLÆNDINGE/ASYL

Partiet gik til valg i 2015 på en stram asyl- og indvandrerpolitik. Man kritiserede SR-regeringen (2011-15) for at være for svage i koderne i denne politik, men måtte, da man selv kom i regering fra midten af 2015 sande, at det ikke var let at begrænse antallet af asylansøgere. Man begyndte at tale om en evt. revision af konventionerne, der giver ret til at søge om asyl.

UDENRIGSPOLITIK OG EU

Venstre var under den tidligere leder Uffe Ellemann Jensen det mest unionsivrige parti, men partiet har under senere ledelse udviklet en mere pragmatisk holdning, hvor man bl.a. ikke ønsker en hovedkulds afskaffelse af de danske forbehold.  Den 3. december 2015 var der folkeafstemning om retsforbeholdet, hvor vælgerne besluttede, at det skal opretholdes. Venstre havde ønsket en afskaffelse af retsforbeholdet. 

Ø Enhedslisten

BAGGRUND

Dannet i 1989 ved et i starten valglistesamarbejde mellem tre tidligere venstrefløjspartier. Det var Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Venstresocialisterne (VS) og Socialistisk Arbejderparti (SAP, en dansk afdeling af trotzkistisk Internationale). Efterhånden smeltede det sammen til partiet Enhedslisten.

Enhedslisten har ingen formand, da man er imod topstyret, hierarkisk organisation, men der er en kollektiv ledelse. Partiet har en stærk hovedbestyrelse, der mødes månedlig og  kan fastlægge partiets politik imellem landsmøderne.
   Partiet har rotation til valgte poster, da man vil undgå pamperi. Man må kun sidde to perioder sammenhængende i Folketinget.
   Da man går ind for ligeløn, lønnes folketingsmedlemmer, borgmestre og partisekretærer på samme måde som gennemsnittet for faglærte arbejdere i København. Evt. overskydende løn afleveres til partikassen.
    Enhedslisten havde i lighed med forgængeren VS den opfattelse, at Folketinget er en talerstol for fremføring af partiets synspunkter. Den virkelige kamp for at ændre samfundet foregår ude i samfundet, blandt græsrodsbevægelser og folkelige organisationer. I de senere år har man modereret denne opfattelse. Partiet kan nu godt stemme for f.eks. noget så samfundsbevarende som en finanslov - og konstruktivt komme med forslag til finanslovsændringer. Partiet stemte også for dansk deltagelse i Libyenkrigen i 2011. Nogle uger senere trak partiet dog sin støtte.
    Med den mere samarbejdsvillige parlamentariske holdning kunne Enhedslisten blive et parlamentarisk grundlag for den såkaldte "røde blok", der vandt regeringsmagten fra VK(O) i 2011.

Figur H : Danmarks kommunistiske Parti og Venstresocialisterne: Pct af afgivne stemmer ved folketingsvalg

Enhedslisten havde en pæn fremgang ved valget i 2015, men nok ikke så meget, som man havde håbet på. Valget blev udskrevet lige netop så betids, at partiets frontfigur, Johanne Schmidt Nielsen, ikke faldt for partiets rotationsregler.
    Partiet havde vanskeligere ved at få politiske resultater af sin rolle som parlamentarisk basis for SR(SF) regeringen, end DF havde i VK(O) fra 2001 til 2011. SR-regeringen havde mere held til at manøvrere med bredere flertal.
    Der havde i den forløbne valgperiode kørt en ikke særlig frugtbar eller vellykket diskussion i partiet om holdningen til revolution versus reformer.  I januar 2015 forlod den trotskistiske fraktion Internationale Socialister Enhedslisten med en afskedssalut om Enhedslistens påståede højredrejning. 

VELFÆRD

 Vil imødegå privatisering og privat tilkøb inden for sundhed, pleje og ungdom. Flere penge til kommuner og fl ere ansatte i ældrepleje, i skoler og institutioner. Vil hæve ydelser for syge, arbejdsløse og pensionister.  

MILJØPOLITIK 

Omlægning af energiforsyningen til vedvarende energi. Miljøregulering og –standarder skal forbedres, også selvom EU måtte forbyde det (partiet er modstander af unionen og vil altså have den danske stats suveræne beslutningsvilje tilbage). Fødevareproduktion skal omlægges til økologisk produktion. 

ØKONOMISK POLITIK

Enhedslisten har en kritisk tilgang til den økonomiske politik. Man kritiserer traditionelle, etablerede økonomer for at tage udgangspunkt i en borgerlig økonomisk tænkning, hvor markeds- og profittænkning er sat i højsædet. I stedet skal den økonomiske tænkning være anti-kapitalistisk og tage udgangspunkt i et andet værdigrundlag. Det hedder i partiets principprogram:

 Kapitalisme fører til kriser og arbejdsløshed

Kapitalismen præges af stadigt tilbagevendende kriser, som fører til massearbejdsløshed, nedlæggelse af virksomheder, fattigdom og angreb på arbejdernes rettigheder. Selvom kriserne fremstår forskelligt er de alle grundlæggende en konsekvens af kapitalismens indbyggede modsætninger.

I krisetider skærpes kapitalinteressernes forsøg på at forringe velfærd, arbejderrettigheder og miljøhensyn i konkurrence med andre lande. Til dette bruges rå kapitalmagt, hvor kapitalen presser folkevalgte politikere til forringelser med trusler om udflytning af arbejdspladser og massefyringer. Men også internationale institutioner som EU, Verdenshandelsorganisation (WTO) og Den Internationale Valutafond (IMF) er med til at lægge et pres, der forringer velfærd og sociale rettigheder. EU, WTOog IMF løfter beslutningerne ud af de demokratiske rum, væk fra almindelige mennesker og hen, hvor kapitalen står stærkere, end den traditionelt gør for eksempel i de skandinaviske lande med historisk set stærke arbejderbevægelser. Derfor er kapitalismemodstand også kampen mod institutioner som EU og IMF. EU og IMF er samtidig redskaber for de rige kapitalistiske landes dominans over resten af kloden.

Som socialister er vi imod kapitalisme. Det er uligheden, fattigdommen, miljøødelæggelsen, den enorme magtkoncentration af kapitalmagt og alle de andre følger af kapitalisme, som er årsagen til, at vi ønsker at erstatte den kapitalistiske økonomi med et socialistisk demokrati. (principprogram)

SKAT

Skattelettelser til velstillede og virksomheder rulles tilbage. Skattelettelser til dem med de lave indkomster - også uden for arbejdsmarkedet. De multinationale selskaber skal tvinges til at betale mere i skat

UDLÆNDINGE/ASYL

Vil af med 24-års-regel og tilknytningskrav. Asylansøgere skal kunne arbejde og bo i samfundet og vi skal tage flere
flygtninge og asylansøgere. Særlig indsats for at få svagtuddannede med anden etnisk baggrund i job.  

UDENRIGSPOLITIK OG EU

Mener, at Danmark i for høj grad har underlagt sig og samarbejder med amerikansk imperialistisk politik over for de fattige lande, f.eks. de tidligere kolonier.
   Modstandere af  den europæiske unionsudvikling, idet partiet mener, at EU er i færd med at udvikle sig til en ny superstat og dermed supermagt a la. USA. Det vil sige, EU vil føre en aggressiv politik over for resten af Verden, fordi man vil være underlagt den kapitalistiske logik, hvor det gælder om at få afsætningsmarkeder og adgang til ressourcer og billig arbejdskraft.

Å  ALTERNATIVET

Alternativet er et bredt baseret "Græsrodsparti", der efterligner en hel del af den partimodel, som man de seneste år har eksperimenteret med i det spanske græsrodsparti Podemos og det græske Syriza..
   Medlemmer og støtter opfordres til løbende aktivitet, også på partiets website, hvor der har været mulighed for at give sit besyv med om politiske tiltag.
   Partiet  er interesseret i en vidtgående økologisk politik.
   Det pegede på Socialdemokraternes leder som statsminister ved valget i 2015.

Alternativet blev stiftet i 2014 af Uffe Elbæk, tidligere radikalt folketingsmedlem og minister i S-R-SF-regeringen fra 2011. Folketingsvalget 2015 førte til en væsentlig fremgang for Alternativet (9 mandater).
    Det forbløffede mange, at det opnåede at komme ikke alene over spærregrænsen på 2 pct, men også et stykke derover. Med Alternativet kom en ny politisk diskurs på banen.

Initiativtager var ikke alene den radikale udbryder Uffe Elbæk, men også Josefine Fock, der blev finansordfører for partiet i Folketinget. Hun havde en fortid som konsulent i fagbevægelsen.

Hvad skyldes partiets hurtige vælgermæssige succes i dansk politik?

Partiet var en del af en tendens. Samlet set gik nye(re) protestpartier frem i forhold til de "gamle magtpartier". Partier, som ikke havde haft del i regeringsmagt (FP, Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet) fik en betydelig del af stemmerne ved 2015-valget.
    Partiet ramte tidsånden blandt en stor del af centrum-venstrevælgerne. De var trætte af traditionel Christiansborg-politik med gammelkendte højre-venstredelinger og strid om programpolitik. Partiet afviste Venstre-højreskalaens ideologiske opdeling.
   I stedet for at skrive et program med detaljerede forskrifter for, hvad man ville gøre,  holdt Alternativet sig til at formulere værdier, f.eks. empati (indfølingsevne) og principper for en ny politisk kultur.

Principper og programpunkter for Alternativet:

Lidt i samme skuffe kan man sige, at en stor del af succcesen hang sammen med utilfredshed blandt radikale vælgere. Valgresultatet kunne tyde på en stor vælgervandring fra Radikale Venstres venstrefløj over til det nye parti.
   Det kom netop til at repræsentere en form for fornyet “radikalitet”. Og det var udtryk for, at man hos De Radikale havde forsømt betydningen af idéer i politik. Politik er ikke bare at gøre det "nødvendige", det, der ser fornuftigt ud, men også at turde tænke ud over dagen og vejen.
    Det formodes også, at en del SF-vælgere og Enhedslistevælgere er gået over til det nye parti. Mange SF'ere var skuffede over SF's indsats i SR-regeringen, bla at SF var med til at lave regeringsindgreb i en konflikt på folkeskoleområdet omkring overenskomstfornyelsen i 2013.

Når den gælder den økonomiske politik maler man med den brede pensel, idet man peger mere på værdier og visioner om fremtidens samfund end på konkrete tiltag..
   De traditionelle BNP- og vækstbegreber afskrives som principper, der har været med til at føre samfundet væk fra nødvendige økologiske løsninger. Og den nyliberale politik med konkurrencestat og kapløb med kineserne ønskes skrottet:

Alternativet mener, at det neoliberalistiske økonomiske system, der har domineret verden over de sidste tre årtier har nået sin grænse for, hvad det kan bidrage med i form af vækst og økonomisk fremgang. Neoliberalismen fører i dag til større ulighed, hvor de fattige bliver fattigere, og de rige bliver endnu rigere. Desuden er Jordens økosystem blevet den helt store taber, og Alternativet mener, at det nu er på tide at gå nye veje (Alternativet.dk).

Det tiltalte en stor del af vælgerne, at nogle ville gøre det i en tid, hvor den "nødvendige" politik hele tiden havde været på dagsordenen.

Tænk på partiets navn og en stor del af ideerne, som indebærer forsøg på nytænkning af samfundsproblemer. Mange af ideerne er velkendte, f.eks. borgerløn og 30 timers arbejdsuge.
   Men det er mange år siden, nogen har turdet tænke de tanker, – eller sige dem højt. Det har ikke være konkurrencestatens dagsorden. – Men måske derved netop, hvad mange har haft behov for at høre. Der er også de, der er dybt skeptiske, som jeg hørte en bekendt sige: Ja, nu har vi i mange år døjet med landsbytosser i dansk politik. Nu er de sørme blevet suppleret med storbytosser.

Den traditionelle  trekant med stat, marked og civilsamfund illustrerer, hvordan samfundets sektorer supplerer hinanden m.h.t. at finde løsninger på samfundsproblemer. Den private sektor skaber via markedet en produktion, der tilfredsstiller menneskers behov for mad, boliger og andre materielle goder. Den fungerer med profit for øje: Bageren bager brød, fordi han kan tjene penge ved det, men han kan måske også finde på at forære brød til en hjemløs eller til naboens sultne børn. I så fald er det civilsamfundets solidaritet, der træder ind. Staten fungerer via demokratisk repræsentation, politiske beslutninger og den politiske styring afledt heraf.
    De tre hidtil kendte sektorer er ikke tilstrækkelige til løsning af problemer, der hidrører fra konkurrencestaternes nedslidning af mennesker og af den truende klimakatastrofe. Derfor er der et behov for en ny fjerde sektor, der supplerer med fjerde sektor løsninger. Det kan f.eks. være Fn's compact (aftalte regler) om Corporate Social Responsibility (CSR, virksomhedernes sociale ansvar). Eller det kan være community organisering af produktion og fordeling, som forsøger at finde løsninger på ikke-forurenende måder. 

I  LIBERAL ALLIANCE 

Liberal Alliance bygger på resterne af Ny Alliance, der blev dannet i 2007 af udbryderne Naser Khader og Anders Samuelsen fra Det radikale Venstre og Gitte Seeberg fra Det konservative Folkeparti.


Liberal Alliance - et af de partier, der har, hvad man må kalde en karismatisk partileder (Anders Samuelsen).
Partiets præsentation på hjemmesiden.

   Under inspiration af en af de senere optagne medlemmer, Emil Ammitzbøll (tidligere radikal), er det danske samfund blevet  betegnet som et “big mother” samfund, dvs det umyndiggør borgerne, så de ikke kan tage ansvar for deres eget liv. .
   På udlændingeområdet går partiet ind for mere åbne grænser, men indvandrerne skal tage mere vare på sig selv. De skal ikke hente ydelser i velfærdsprogrammer i det omfang, som det sker i dag.  På EU-området er de for EU-samarbejdet, men er skeptiske over for Euro-samarbejdet.
    Da Partiet blev dannet som Liberal Alliance i 2008,  var det mest et  protestparti (protest imod høje marginalskatter). Det har på en vis måde fortsat med at være et protestparti. Men med valget i juni 2015 fik det en bredere vælgerbasis, hvad man kunne se reflekteret i partiets kommunikation efterfølgende. Nu lægges der også betydelig vægt på skattelettelser for almindelige lønmodtagere. I 2016 blev partiet en del af Løkke Rasmussens Venstreregering. LA fik vanskeligheder med at få de to andre regeringspartnere med på ideen. Men det skyldtes også støttepartiet, DF, som ikke ville være med til at lette topskatten i det omfang, LA ville.
   Det kan være de hurtige løsninger på komplicerede problemer, partiet fremlægger. Men det kan også ses som nødvendigt for et oppositionsparti. Ellers lægger vælgerne ikke mærke til én. 
    Partiet har traditionelt haft mange penge at føre valgkampagner for, hvad der hænger sammen med, at partiet får støtte fra en af grundlæggerne, bankmanden Sejr Christensen, der samtidig var ejer af og direktør i Saxo Bank. 

Partiets økonomiske Politik

Partiets  økonomiske politik er en variant af liberalistisk økonomisk politik. Man går ind for velfærd til de værdigt trængende, men vil have luget ud i bureaukrati og overdrevent "regeltyranni". 
    Man går ind for en såkaldt incitamentøkonomisk politik ("gulerodsmetoden"), hvor nedsættelser af marginalskatter forventes at få betydelige dynamiske effekter på økonomien, så der skabes mange jobs. Det er bl.a. den amerikanske økonom  Arthur Laffer, der har påpeget denne sammenhæng, jvf figuren herunder:

Lafferkurven viser sammenhæng mellem Skatternes størrelse og hvor mange penge, staten får i indtægt (provenu) fra skatterne. Samfundet når et vist punkt (toppunktet på kurven), hvor de samlede skatteindtægter falder, når skatterne forøges, fordi arbejdere og virksomheder mister lysten til at øge produktionen, når de får et for lavt udbytte ud af det til sig selv.
    LA mener, at et velfærdssamfund som det danske ligger på højre side af toppunktet i figuren. Det kan altså betale sig at sætte skatten ned. De dynamiske effekter (lysten til at sætte nye virksomheder og øget produktion i gang) vil bevirke, at den samlede produktion vil stige så meget, at det kan modvirke skattenedsættelsen.

Fordelingspolitisk case med anvendelse af medianvælgermodel og Molinmodellen.

Molinmodellen er typisk blevet anvendt til analyse af fordelingspolitiske sager. Det er især i sådanne sager, at man kan se hele det politiske spil med bagland, interesser og ideologi udspille sig. Det kan f.eks. være skatte- og fordelingspolitik.
   Af en nyere sådan case kan nævnes kampen om en skattereform, som blev indledt med vedtagelsen af regeringsgrundlaget for Venstre-mindretalsregeringen juni 2015. Ifølge regeringsgrundlaget ønskede regeringen en nedsættelse af topskatten på 5 pct. Der skulle også gives skattelettelser i bunden (altså til de lavere indtægter), men her blev størrelsen af en nedsættelse af skatten ikke specificeret.
    Dele af en skattereform skulle finansieres af indførelsen af et kontanthjælpsloft (som blev vedtaget i foråret 2016). Ideologien bag var Venstresloganet fra folketingsvalgkampen: "Det skal kunne betale sig at arbejde".

Den europæiske asyl- og flygtningekrise kom imidlertid på tværs. Udgifterne til indkvartering og integrationsprogrammer voksede til et større mia-beløb, og DF-lederen Thulesen Dahl erklærede, at der ikke på den baggrund længere er råd til skattereform. Imod dette anførte tilhængerne af topskattelettelser i Liberal Alliance, at det kunne man ikke acceptere. Skattereformen (jvf ovenfor om LA's økonomiske politik) var en del af det regeringsgrundlag, som partiet havde godkendt som grundlag for at være parlamentarisk støtte bag Venstre-regeringen.
    Der var således lagt op til lidt af en gordisk knude for Venstre-regeringen, en knude, der lader sig analysere ud fra de to i overskriften nævnte modeller:
Hvad er baggrunden (bagland, ideologi, interesse) for DF's position og udmelding, og hvordan udformes politikken?
Hvad er baggrunden (bagland, interesse, ideologi) for Liberal Alliances - og øvrige partiers -  position og muligheder for indbyrdes samarbejde (parlamentarisk faktor)?

        ▲

OPGAVE:

1. Forklar partiernes opgaver ud fra figuren herunder                                                                                                               
2. Er det muligt at forestille sig et demokrati uden politiske partier? Diskuter dette spørgsmål, evt. med inddragelse af figuren således, at man skal forestille sig evt. andre påtage sig disse opgaver.          

Folketinget

Artikel om
Strøms model