STYREFORMER  -  hvor "demokratisk" er demokratiet?

Vi lever i en verden, hvor demokratiet har opnået stor udbredelse. Demokratierne har spredt sig og trængt autoritære og diktatoriske regimer til side. Der er dog stadig diktaturer og mange blandingsformer.

Figur 1: 3 styreformer


Note: Teokrati: Styre v. Gud, eller rettere dennes repræsentanter på jorden. Eksempel: Islamisk Stat (IS), der ville lave kalifat i Syrien/Irak, dvs de religiøse ledere er de øverste myndigheder, evt i både åndelige og verdslige anliggender, eller som hovedsagelig rådgivere (f.eks. Vogternes Råd). Rent diktatur er ikke så udbredt mere. Ofte er det med blandingsformer, hvor en autoritær stat laver formelle valg (f.eks. Putins Rusland), men hvor retsstatsprincipper ikke følges, og medierne kan være styret, eller de udøver selv forhåndscensur. I den klassiske demokratiteori er det en forudsætning, at der er frie medier og ytringsfrihed, så der kan fremlægges og diskuteres politiske alternativer for vælgerne.

Alle vil gerne være "demokrater". Det er et plus-ord, som desværre er blevet meget bredt og temmelig vagt. Demokrati kan være mange forskellige ting. Der er adskillige, ofte indbyrdes ret forskellige demokratiopfattelser. Det rejser spørgsmålet: Hvad er demokrati egentlig for noget? - Og hvordan studerer man det?
    En del demokratiopfattelser er normative og præskriptive, dvs de indeholder "bør"-sætninger og de angiver opskrifter på, hvordan man gennemfører et "godt", idealiseret demokrati: "Der bør være flere folkeafstemninger, så vælgerne bliver mere engagerede".  - Her fremgår det, at man opfatter det gode demokrati som et, hvor vælgerne er mere aktive, hvor de deltager mere. Og det indeholder den underforståede antagelse, at man kan blive mere engageret, hvis der er folkeafstemninger. Det er ikke alle, der opfatter det som godt. Nogle mener, at demokratiet bliver mindre effektivt (mere besværligt at få taget beslutninger), hvis der er flere folkeafstemninger.
   På den anden side har vi dem, der forsøger at lave en empirisk (virkelighedsrelateret) forskning, hvor de undersøger: Hvordan er demokratiets faktiske tilstand?: Hvordan deltager de i politik? Hvor mange stemmer? Hvorfor er der mange sofavælgere (folk, der bliver hjemme på valgdagen)?

Den oprindelig betydning af de græske ord demos og kratos er "folk" og "styre". Det betyder altså, at "folket styrer".
Men hvordan kommer det til det? Det kræver nogle procedurer og en villighed til at engagere sig og gå hen og stemme (når det er repræsentativt demokrati). Demokratiet forudsætter en formel politisk lighed: èn mand, èn stemme. Alle skal have lige adgang. I virkelighedens verden er det ikke altid sådan, idet folk er udstyret med forskellige ressourcer.
    Under enevælde og diktatur kan styret være begrundet i herskerens guddommelige ret til at styre. Når dette princip forlades, er det nødvendigt med en anden begrundelse bag magten. I et demokrati er begrundelsen for, at man overlader magten til repræsentanter, og disse har retten til at styre på ens vegne, at retten til at gøre det er delegeret (videregivet) fra vælgerne folket til repræsentanterne. Den demokratiske opbakning giver legitimitet (lovlighed) til de styrendes beslutninger.


Repræsentativt demokrati

Det danske demokrati, som det er fastlagt i grundlov og valglov, er et repræsentativt demokrati med træk af direkte demokrati, dvs demokrati med folkeafstemninger indbygget. Det juridiske udtryk for folkeafstemning er referendum.(Det betyder egentlig: Der skal refereres til.... - altså til vælgernes afgørelse)

Det repræsentative demokrati er beskrevet nærmere i den danske grundlov. Her er angivet en række formelle regler for, hvordan der laves valg. Disse er nærmere udmøntet i valgloven, som er vedtaget i Folketinget. Folketinget vælges af vælgerne ved forholdstalsvalg (dvs der kommer repræsentanter i folketinget i forhold til partiernes størrelse ved valgene). Vælgerne bestemmer altså igennem lige og almindelig valgret, hvem der skal indehave posterne i den lovgivende magt.

Det repræsentative demokrati i Danmark fungerer således: Den udøvende magt "vælges" så at sige af Folketinget: Af Folketingets midte sammensættes en regering, som kan sidde så længe, Folketinget ikke udtrykker sin mistillid til den (mistillidsvotum), og så længe, den kan få nødvendig lovgivning igennem. Det kaldes parlamentarisme, jvf mere nedenfor. Flertal i "nødvendige" afstemninger, f.eks. om finansloven, er ikke nævnt i grundloven, men det er en selvfølgelighed, at der skal vedtages finanslov og skattelove, samt flere andre nødvendige love. Ellers vil samfundet bryde sammen. Derfor er det en betingelse for en regering at kunne få sådan lovgivning igennem.
    Den danske styreform er et konstitutionelt monarki, dvs det er et kongedømme, hvor monarken er statsoverhoved, men uden egentlig politisk indflydelse til denne.

Parlamentarisk demokrati

Hvad er parlamentarisme? Nedenfor vises i figur 1 den parlamentariske styringskæde, der formelt sikrer, at det repræsentative demokrati er "demokratisk", idet vi her ser forbindelsen mellem vælgerne og de repræsentanter, de har valgt.
    Men hvor "demokratisk" er det, at den ene halvdel af befolkningen regerer hen over hovedet på den anden? Nogle kalder det "flertallets diktatur". Andre siger, det er en "nødvendighed". Under alle omstændigheder illustrerer det dilemmaet mellem ønsket om styringseffektivitet på den ene side og ønskerne om demokratisk deltagelse på den anden.

Under fast og cementeret flertalsparlamentarisme er det ikke altid sjovt at høre til oppositionen. Den har da ikke særlig stor indflydelse. Det fremføres tit imod denne opfattelse, at langt de fleste love - også i perioder med fast flertalsparlamentarisme - bliver vedtaget med brede flertal i folketinget. Det kan være rigtigt, men man glemmer så, at det ofte er de vigtige - og politiserede - sager, der vedtages med de smalle flertal. Det gælder også  tungr og fordelingspolitisk vigtirg sager som finanslove og skattelove.

    Hvordan defineres parlamentarisme juridiske ramme formelt?
    I grundlovens § 15 fastslås det formelle parlamentariske princip på denne måde:

§ 15
Stk. 1.
Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at folketinget har udtalt sin mistillid til ham.
Stk. 2.
Udtaler folketinget sin mistillid til statsministeren, skal denne begære ministeriets afsked, medmindre nyvalg udskrives.

Det sker meget sjældent, at Folketinget udtaler sin mistillid igennem vedtagelse af et mistillidsvotum. Men det er heller ikke nødvendigt. Som regel vil regeringen have sit flertal i orden, og der er andre måder at få konstateret det på, hvis dette ikke er tilfældet.  En regering kan også selv tage konsekvensen af, at "tilliden" er borte. Det gjorde KV-regeringen under ledelse af Poul Schlüter f.eks. i januar 1993, da den såkaldte Tamilrapport blev offentliggjort. Rapporten konkluderede, at regeringen/centraladministrationen havde negligeret tamilers ret ifølge loven til familiesammenføring. I stedet dannede socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen en regering bestående af Socialdemokratiet, Radikale, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.
    En statsminister er først kommet ud i tovene med sin regering, hvis han mødes af et mistillidsvotum i Folketinget. Det vil sige, at han/hun har spillet sig det væsentlige magtmiddel af hænde, der hedder at kunne udskrive valg på det tidspunkt, der passer ham eller hende.

Mange valg er udskrevet på uenigheden om økonomisk politik. Det er sjældent udenrigspolitik, der udløser valg. En undtagelse var valget i 1988. Forud var gået flere års tovtrækkeri om den såkaldte fodnotepolitik i NATO, hvor et alternativt flertal i folketinget var imod den af regeringen førte politik m.h.t. NATO's bevæbning af Vesteuropa med mellemdistanceraketter.

Den parlamentariske styringskæde og grundloven

Figur 2 a: Den parlamentariske styringskæde

Den parlamentariske styringskæde skulle sikre, at beslutninger (love, bekendtgørelser, administrative enkeltafgørelser) er demokratiske. Det er jo vælgerne, der har valgt repræsentanterne (MF, Medlemmer af Folketinget) til Folketinget. Og det er MF'erne, der bestemmer, hvem der sidder i regering. Regeringen laver udfyldning af lovene i ministerierne. Lovene virker på borgerne/vælgerne, som så kan stemme nogle andre ind næste gang, hvis de er utilfredse. På den måde skulle det være sikret, at det er det suveræne folk, vælgerne, der bestemmer. Men det er selvfølgelig en ideel formalistisk betragtning. Mange mener, det er utilstrækkeligt med "udøvelse af demokratisk magt" kun hvert fjerde år, eller når valg er udskrevet.

Figur 2b: Grundloven (link her til udgave af grundloven med hyperlinks) står over Folketinget og kan kun ændres ved også at inddrage vælgerne

Note: Det er ikke nemt at ændre den danske grundlov. Grundloven siger herom: "§ 88: Vedtager Folketinget et forslag til en ny grundlovsbestemmelse og regeringen vil fremme sagen, udskrives nyvalg til Folketinget. Vedtages forslaget i uændret skikkelse af det efter valget følgende Folketing, bliver det inden et halvt år efter den endelige vedtagelse at forelægge folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse ved direkte afstemning. De nærmere regler for denne afstemning fastsættes ved lov. Har et flertal af de i afstemningen deltagende og mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede afgivet deres stemme for Folketingets beslutning, og stadfæstes denne af kongen, er den grundlov".

Folketingets magt er begrænset af grundloven. Der står reglerne, som Folketinget skal rette sig efter. Folketinget kan komme med forslag til ændring af disse regler, men i grundlovsændringsproceduren, kommer vælgerne ind i billedet, idet grundlovsændringer først kan tiltrædes efter nyvalg til folketinget og en afstemning.

Den danske model for parlamentarisk demokrati kaldes ofte for flerpartimodellen, eller koalitionsmodellen. Der er et relativt stort antal partier i parlamentet, og de er nødt til at samarbejde og indgå alliancer for, at der kan blive et flertal for en politik. Intet parti har flertal alene.

Konkurrencedemokrati og deltagelsesdemokrati

Konkurrencedemokrati og deltagelsesteori er to teorier om demokrati. De indeholder begge normative elementer (bør-udsagn), altså opfattelser af, hvad det "nødvendige" eller gode demokrati er.
    Konkurrencedemokrater mener, at demokratiet skal være et repræsentativt demokrati. Alt andet ses som urealistisk. Og demokratiet i sin repræsentative form indeholder nogle nødvendige procedurer, der gør, at man kan nå frem til beslutninger. Der skal være en valgmåde, der gør, at der ikke bliver for mange partier (f.eks. flertalsvalg i enkeltmandskredse).
    I konkurrencedemokratiteorien ser man demokratiet som en konkurrence mellem konkurrerende eliter, som falbyder deres "politiske varer" (f.eks. valgprogrammer) til vælgerne, så disse har noget at vælge imellem. Vælgerne skal holde sig til rollen som vælgere og overlade det til repræsentanterne at køre det politiske spil i parlamentet. De sidder der til næste valg og tager beslutninger på vegne af dem, der har valgt dem.

Figur 3: Elite-/konkurrence demokrati og deltagelsesdemokrati

Noter: Cazerolazo/Piquetero: Det første betyder "slå på kaseroller og gryder", det andet sympatiboykotter. Det er eksempler på direkte, folkelige protest- og aktionsformer, der er blevet mere udbredte i de senere år i f.eks. Balkanområdet og Sydamerika (her efter de spanske betegnelser). Konkurrerende eliter kan f.eks. være fagbevægelsens top (LO, HK, FOA, Dansk Metal) over for erhvervsorganisationernes (DI) top. Det kan også være forskellige erhvervsinteresser, f.eks. eksportrettede erhverv over for hjemmemarkedserhverv, der agerer via bestemte partier og strides om at sætte sig på den politiske magt.

Deltagelsesdemokrater ser deltagelsen som positiv. Det er godt med folkeafstemninger, fordi det tvinger mere deltagelse frem. Demokratiet er i højere grad en livsform, hvor det ikke kun drejer sig om at afgive stemme hvert fjerde år. Demokratiet er også demokratisk dialog og samtale i hverdagen. Og man opdrages/uddannes til demokrati på sit arbejde/uddannelsesinstitution. Derfor skal der også være demokratisk beslutningstagning og samtale på arbejdspladserne og på uddannelsesstederne. Man lærer deltagelse ved at praktisere den.
    Ifølge deltagelsesdemokraterne er vi ikke som vælgere og borgere i et demokratisk samfund isolerede individer, der går hen og stemmer engang imellem. Vi betyder noget for hinanden; den enes ageren har betydning for den andens. Der er en form for synergi i demokratiske grupper og fællesskaber, dvs gruppeeffekten er større end summen af de forsamlede individer hver for sig. Politisk deltagelse er en gruppeaktivitet.

Demokratiets krise i de senere år med faldende valgdeltagelse og politikerlede har ført til forstærkede krav om mere deltagelsesdemokrati. Det kan være deltagelse i græsrodsbevægelser, direkte aktioner, boykotaktioner m.m., hvor folk forsøger at få politikerne i tale via medieomtale og direkte kontakt til og påvirkning af det politiske system.

Westminstermodel

En anden model for parlamentarisk demokrati, der afviger fra den danske, er den såkaldte Westminstermodel, der findes i Storbritannien. Den er opkaldt efter Westminster, det sted i London, hvor Underhuset og en del af ministerierne ligger. Westminstermodellen er altså betegnelsen for det engelsk-inspirerede parlamentariske demokrati, hvor regeringsmagten skifter mellem de to dominerende partier, der ofte er en følge af valgmåden (flertalsvalg i enkeltmandskredse, first-past-the-post). Oppositionspartiet udgør en nærmest institutionaliseret opposition, i England ligefrem kaldt "Her Majesty's loyal opposition" med skyggekabinet og sæde over for regeringen på oppositionsbænken i Underhuset. Man er klar til at overtage magten, når regeringspartiet er kørt træt og magten skifter. 
    Ligesom USA har Storbritannien et tokammersystem. Parlamentet består af Underhuset (House of Commons) med 650 MPs (Members of Parliament), som er den egentlige bestemmende forsamling. Og så er der Overhuset, der består af adelige, som har arvet retten til at sidde der og personer (life peers), der er udnævnt på livstid af monarken. 

Figur 4: Den britiske Westminstermodel

Note: Party Whips: Parlamentsmedlemmer, der har funktioner med at organisere afstemninger, så det sikres, at partilinjen følges. Cabinet: Regeringens inderkreds af særlig vigtige minstre. De sidder på the front bench over for oppositionens skyggekabinet i Underhuset.

Westminstermodellen kan give en betydelig koncentration af magten hos premierministeren og lederen af regeringspartiet.
   Der var stor debat om og kritik af modellen under Labourregeringen i 2002-03, ikke mindst efter Storbritanniens deltagelse i Irakkrigen 2003 på amerikansk side. Nogle mente, at det kun kunne have ladet sig gøre, fordi premierminister Tony Blair havde så stor magt og fik sin vilje trumfet igennem. Udviklingsministeren og medlem af kabinettet (regeringens inderministerium af de mest magtfulde ministre) Clare Short gik af med følgende karakteristik af, hvad hun kaldte den "kongeligt råd" (privy council) af rådgivere i Blairs omgivelser, i det engelsk Underhus: Centraliseringen af magten hos premierministeren og en lille kreds af rådgivere, der udsendte hastige og ofte dårligt gennemtænkte diktater (udtalt på tysk: DIKTATS). (The Guardian). Det var altså beslutningsprocesser præget af, at Blair med en lille kreds af nære rådgivere fandt ud af, hvad der skulle gøres, hvorefter Labours parlamentsgruppe skulle bankes på plads bag beslutningen. I Underhuset har man ligefrem såkaldte "Whips" ("Piske"), dvs en formaliseret ordning med medlemmer, der har som opgave at sørge for overholdelse af partidisciplinen i vigtige sager. Mere demokrati ville ifølge Short have ført til bedre beslutninger, fordi tingene ville være blevet bedre overvejet og gennemarbejdet.
    I 2010 skete det usædvanlige, at der blev dannet en koalitionsregering, idet De Konservative og Liberaldemokraterne gik i regering sammen. Det kom til at koste Liberaldemokraterne dyrt ved valget i 2015. Efter dette valg dannede De Konservative flertal alene. De fik absolut flertal i Underhuset.
    Det er ikke kun i Storbritannien, at det repræsentative demokrati udsættes for kritik for magtfuldkommen ledelse af landet. I flerpartimodellen kan der være indgået aftaler mellem partierne, som gør, at beslutningerne også trækkes væk fra parlamentssalen.

Præsidentialisme

Parlamentet i den amerikanske union USA (The United States of America) er Kongressen, og denne består af to kamre, et Repræsentanternes Hus og Senatet. Staterne er repræsenteret i Senatet med to fra hver stat, der vælges for 6-årige perioder, med en tredjedel valgt ved forskudte valg hvert andet år.  Repræsentanternes Hus med 435 medlemmer, som vælges for to-årige perioder, er sammensat af repræsentanter, der er valgt i staterne i forhold til staternes størrelse. I modsætning til Storbritannien er der i USA to folkevalgte kamre med nogenlunde lige beføjelser.

Figur 5: Det amerikanske præsidentielle system

Note: Amendment: tilføjelse til forfatningen.

I den amerikanske unionsforfatning (The Constitution) er der tredeling af magten mellem den lovgivende magt (Kongressen), den udøvende magt (præsidenten) og den dømmende magt (Højesteret). De tre magter holder hinanden i skak igennem et system af checks and balances. Kongressen vedtager lovene, men præsidenten kan nedlægge veto imod en lov. Præsidenten udnævner dommere, forbundsregering og en række højere embedsmænd, men disse udnævnelser skal godkendes af Kongressen.
    Man kalder det amerikanske system for præsidentialisme, fordi præsidenten har betydelig magt. Han/hun reelt er valgt direkte (formelt indirekte af et valgmandskollegium) af vælgerne. Præsidenten er både regeringsleder og statsoverhoved. Den amerikanske præsident er endvidere øverste chef for de væbnede styrker i USA.
    Der er ikke parlamentarisme i USA. Kongressen kan altså ikke afsætte regeringen igennem et mistillidsvotum. Man kan føre rigsretssag imod præsidenten, men det er ikke sket ret mange gange. Bare truslen om en sådan kan få en præsident til at gå af, som det skete med Richard Nixon i midten af 1970'erne.


Direkte demokrati

Der er væsentlige elementer af såkaldt Direkte demokrati i den danske forfatning. I et direkte demokrati møder vælgerne frem, drøfter sagerne og stemmer om dem. Det er af naturlige grunde ikke muligt i et samfund med mange vælgere. Så her kan man lave folkeafstemninger i stedet. Man bruger også udtrykket referendum om folkeafstemning. Et referendum kan være obligatorisk; folkeafstemningen skal afholdes, når visse betingelser er opfyldt.

Ved suverænitetsafgivelse (overladelse af national bestemmelsesret til internationale organisationer) skal der afholdes folkeafstemning, hvis ikke suverænitetsafgivelsen sker med mindst 5/6 flertal i Folketinget (obligatorisk referendum, dvs hvis der ikke er 5/6 for, skal der laves folkeafstemning). Der er også folkeafstemning ved ændring af valgretsalder og grundlovsændringer(obligatorisk referendum).
   Endelig kan 1/3 af Folketingets medlemmer kræve en lov ud til folkeafstemning(fakultativt referendum).

Frivilligt referendum, hvor en regering af egen fri vilje ønsker at konsultere vælgerbefolkningen i en sag ved at lægge den ud til folkeafstemning, er blevet brugt i EU-spørgsmål i England (1975) og Frankrig (1992, Maastrichttraktaten), og i Danmark Den europæiske Fællesakt 1986.

Referendum med initiativret til vælgerne findes i henimod halvdelen af de amerikanske enkeltstater og i Schweiz. I Schweiz kan 50.000 vælgere med deres underskrifter forlange et spørgsmål lagt ud til folkeafstemning.


Globalisering og demokrati

De senere års globalisering har udsat demokratiet for mange udfordringer. Hvis man kan flytte rundt på milliardstore kapitaler på sekunder ved at trykke på en computertast, er der opnået en frihed for økonomiske transaktioner, der kan udsætte de demokratiske beslutningsprocesser for vanskeligheder m.h.t. styringen. Det nationale niveau, som det parlamentariske demokrati er udformet til kommer til kort. I stedet er det foreslået, at man skal lave et kosmopolitisk demokrati, hvor der vælges til organer øverst i hierarkiet, f.eks. FN, og det så tager beslutninger af mere omfattende global karakter.
   Det er dog ikke særlig realistisk at tro, at nationalstaterne uden videre afgiver deres magt. Vi står altså over for et paradoks, der hedder: Nationalstaterne mister magt, men magten over politikken flytter ikke uden videre op på et globalt plan. Hvem har så magt der? De stærkeste nationer? Multinationale selskaber? Det, der står tilbage, er alt for ofte mangel på styring og demokratisk underskud, hvor der bliver for langt mellem folket og de, der tager beslutninger.

Figur 6: Gensidig afhængighed mellem niveauerne i det globale system

EU og det demokratiske underskud
I EU har man i efterhånden en del år diskuteret det såkaldte "demokratiske underskud", der består i, at der er lang vej fra vælgerne til beslutningerne. Og sommetider kan man måske slet ikke finde nogen "vej".
    Det er en alvorlig sag for dette europæiske samarbejde, fordi det skaber lede, fremmedgørelse og afstandtagen. Problemet blev tilspidset under den græske gældskrise i 2015, hvor et helt lands vælgerbefolkning følte sig mere eller mindre "kørt over" af både deres egne politikere og EU apparatet.
   Grækenland var efterhånden løbet ind i uoverstigelige gældsproblemer (gæld på 180 pct af BNP). Da der havde været negativ vækst i landet i flere år, var det stort set umuligt for landet at betale pengene tilbage, men det forlangte kreditorerne ikke desto mindre.
   Betingelserne for at Grækenland kunne blive i euroen blev skrappere for hver hjælpepakke, EU vedtog, der skulle skabe overgangsfinansiering og afhjælpe umiddelbar pengemangel.
   I sommeren 2015 udskrev den græske statsminister folkeafstemning om lånebetingelser, som EU og den såkaldte trojka (Kommissionen, ECB og IMF) havde stillet. Grækerne stemte nej, men ikke desto mindre tog den græske statsminister Alexis Tsipras til møde i Bruxelles og forhandlede en ny låneaftale, der indeholdt skrappere betingelser end de, vælgerne havde stemt nej til, og samme Tsipras erklærede sig enig i vælgernes afgørelse. Men meningsmålinger havde vist, at grækerne med stort flertal foretrak at beholde euroen som valuta, og det har nok været det, han handlede ud fra.

Figur 7: Beslutningsprocesser og demokratisk underskud i EU
 

Note: ØMU regler: F.eks. konvergenskriterierne, som fastlægger grænser for landenes offentlige budgetunderskud og størrelse af gæld.

EU har forsøgt at løse problemet med det demokratiske underskud ved at  styrke Europaparlamentets magt over lovgivninsprocessen. Der laves nu love i de fleste spørgsmål på den måde, at Kommissionen som hidtil stiller forslag (initiativretten), og den nye forordning eller direktiv skal vedtages både i parlamentet og Ministerrådet (hvor der sidder en minister fra hvert land). Men det er et væsentligt handicap, at valgene til Europaparlamentet  - selv om de er direkte - organiseres på nationalt plan. Der er ikke dannet ordentlige partigrupper i Europaparlamentet, som tænker og vedtager politik i europæisk sammenhæng og forholder sig til en europæiske offentlighed, herunder europæiske medier. Og meget få EU-borgere identificerer sig med europæiske partier. Et symptom på dette har f.eks. været, at når en dansk toppolitiker er blevet valgt til Europaparlamentet, er vedkommende flere gange gået mere eller mindre i glemmebogen. Det er svært at skabe interesse for, hvad der sker i Europaparlamentet.
   Beslutningsprocesserne i forbindelse med ØMU/euro-samarbejdet er endnu mere uigennemsigtige. ECB er ledet af (central)bankfolk og embedsmænd. ØMU'en ledes af politikere fra de lande, der er medlemmer af ØMU'en og dens tredje fase (indførelsen af fællesvalutaen). Disse lande indgår i Eurogruppen. Her har man imidlertid "låst" mulighederne for beslutningsrum ved at lave en finanspagt, som lægger snævre grænser ind for budgetterne i staterne.    Finanspolitisk styring kan kun ske ved, at alle skal blive enige, fordi finanspolitikken føres i enkeltstaterne.
   EU har ikke selv et budget af større omfang (EU-budgettet udgør omkring 1 pct af EU's BNP). Der er ikke mulighed for en EU skatte- og udgiftspolitik, der kunne have gjort noget effektivt ved det græske problem ved at skabe større afsætningsmarkeder og ved at grækere i nød havde fået penge fra fælles sociale budgetter.
   Det var ikke kun den græske regering, der kunne kritiseres for forløbet. Baggrunden for den græske økonomis krise var en sparepolitik i EU og en fælles valutapolitik, der stillede de rige lande i Nordeuropa stærkt i konkurrencen og de sydeuropæiske lande svagt. Grækenland blev sat økonomisk skakmat af nedskæringspolitikken, som skabte en økonomisk nedadgående spiral, der øgede arbejdsløsheden og formindskede de mulige skatteindtægter. Det uheldige var, at den økonomiske krise dannede baggrund for en demokratisk krise og dermed faldende legitimitet for EU-institutionerne.

Forudsætninger for demokrati

Politologer har længe vidst, at der har skullet være forskellige betingelser til stede for, at det er muligt at indføre demokrati. Det hænger ofte sammen med et lands udviklingstrin. Et højt økonomisk udviklingsniveau giver længere uddannelsestider og dannelse af sociale lag (middelklasse), der ikke finder sig i diktatur og undertrykkelse. Samtidig er tilfredsheden i et rigere land samtidig større, så der ikke er de sammen tendenser til oprør, som man f.eks. så det i Egypten og andre arabiske lande under det arabiske forår 2010-11.

Socio-økonomiske faktorer
Den britiske tænketank Demos  satte sig i 2013 for at undersøge betingelserne for et mere demokratisk EU. Rapporten, der var bestilt af Europaparlamentet, kan downloades fra Demos’ website.
    Man er bekymret over den backsliding (tilbageglidning), der på det tidspunkt var ved at ske i betydelige dele af EU med hensyn til accept af demokratiske styringsformer. Det var ikke mindst Østeuropa og Sydeuropa, der var præget af denne tilbagerulningsproces, hvorimod det så ud til, at demokratiet fungerede bedre i de nordlige og vestlige dele af unionen.
    Det siger lidt om de socio-økonomiske faktorers betydning. En socio-økonomisk faktor er det sociale og økonomiske udviklingsniveau: Er der et rimeligt velstandsniveau? Er der jobs til alle? Har man rimelige levevilkår som følge af en rimelig udbygget velfærdsstat og finanseringsmuligheder for denne igennem skatter. Det var der netop opstået problemer omkring som følge af finanskrisen og den europæiske gældskrise, hvor EU-lande især i det sydlige EU havde problemer med at betale for de offentlige udgifter, så det offentliges gæld voksede til faretruende højder.
 

I Demos’ rapport om det europæiske demokrati præsenteres man for et betydelig mere udbygget katalog  af  demokratikendetegn.
    Rapportens advarsler imod demokratisk backsliding er blevet sørgeligt aktuelle med udviklingen i Italien og Grækenland. Ikke mindst det sidstnævnte land, hvor det nyfascistiske parti Gyldent Morgengry, på trods af store folkelige protester, bliver ved med at stå relativt stærkt i meningsmålinger.


Indekset består af 5 dimensioner, der hver inddeles i et sæt indikatorer:

Dimension 1: Elektoralt (vælgermæssigt) og proceduremæssigt demokrati
Her forsøger man at indkredse det væsentlige i demokratiet: Det institutionelle demokrati (parlament, valgprocedurer m.m.). Institutionernes uafhængighed, respekten for retsstaten (en stat baseret på retsstatsprincipper), og fravær af (politisk) vold og korruption.
indikator 1: politisk stabilitet og fraværet af vold
indikator 2: rule of law (retsstat med uafhængigt domstolssystem)
indikator 3: kontrol med korruption
indikator 4: valgdeltagelse


Dimension 2: Grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder
Det drejer sig om borgerrettigheder (ytringsfrihed mm), hvor man forsøger at indkredse både frihedsrettigheder og ligeværd, som de er defineret i EU-charteret af grundlæggende rettigheder
indikator 5: voice and accountability (demokratisk “stemme” og ansvars-/legimitetsprincip over for vælgere)
indikator 6: ret til fri religionsudøvelse
indikator 7: kvinders økonomiske rettigheder


Dimension 3: Tolerance forhold til minoriteter
indikator 8: intolerance over for folk af anden race
indikator 9: intolerance over for muslimer
indikator 10: intolerance over for jøder
indikator 11: intolerance over for Romaer
indikator 12: intolerance over for indvandrere
indikator 13: intolerance over for homosexuelle


Dimension 4: Aktivt borgerskab
indikator 14: borgermedlemsskab og – engagement i: · politiske partier, · fagforeninger, · kvinderetsorganisationer, · aktiviteter i lokalsamfundet, · menneskerettighedsorganisationer og – arbejde
indikator 15: Frivilligt arbejde eller aktivt medborgerskab
indikator 16: Deltagelse i protestbevægelser eller politisk aktivisme, f.eks. underskrift på protestskrivelser, deltagelse i boykotaktion, deltagelse i lovlige demonstrationer o.lign.


Dimension 5: Politisk og social kapital
indikator 17: tilfredshed med demokratiet
indikator 18: intolerance med hensyn til autoritære træk i staten (stærk leder)
indikator 19: intolerance med hensyn til autoritarianisme (her: militært styre)
indikator 20: støtte til et demokratisk politisk system
Man måler herunder også tillid (i hvilken grad borgere har tillid til hinanden)
indikator 21: almindelig tillid til andre mennesker
indikator 22: Kontrol over eget liv og frihed til at foretage valg
(kilde: Demos.co.uk)


Det er ikke overraskende, at et land som Danmark ligger nær toppen i indekset. Ofte kommer sådanne indeks til at blive en afspejling af socioøkonomiske faktorer. Danmark ligger højt i BNP pr indbygger og andre socioøkonomiske mål.  Det bliver dermed de nye østeuropæiske medlemmer af EU og de sydeuropæiske lande, der kommer til at score lavt.
     Hvad skal man sige til denne liste? Selvopfyldende profetier? - De højtudviklede lande har ”demokrati”, fordi de er højtudviklede?
    Ja, til en vis grad (“det går godt her, fordi det går godt” (- økonomisk)). Men samtidig er det også evident, at der er et politisk formål. Demosrapporten lægger op til, at EU Kommissionen skal begynde at foretage overvågning af det politiske område, næsten på samme måde, som man gør det på det økonomiske, ikke mindst i euro-zonen (f.eks. overvågning af de strukturelle budgetunderskud).


Det er et spørgsmål, om det er en særlig god ide at lade magtfulde internationale embedsmandsorganer gå ind og kontrollere demokratiudvikling på den måde, frem for at forlade sig på, at demokrati må være noget, der vokser op nedefra?
     Man stopper næppe  udviklingen med det nyfascistiske parti Gyldent Morgengry i Grækenland ved at lade Kommissionens embedsmænd overvåge udviklingen i de græske politiske institutioner og borgerskabskulturen.
    Man har fået kraftigt ondt i borgerskabskulturen, fordi eurozonens uheldige økonomiske styring reelt har indebåret, at landet er blevet koblet økonomisk fra den nordlige eurozone.
   Det var snarere det problem, det stærke nordlige EU skulle have addresseret på en mere solidarisk måde. Alternativt skulle man have fået landet ud af eurozonen, så det fik en mulighed for at udvikle sig egen økonomiske politik og tage ansvar selv.


Kan demokratiet være foreneligt med økonomisk ulighed?

Det kommer an på, hvad man mener med demokrati. Hvis demokratiet er rent formel procedure, kan det nok. Hvis man derimod mener vidtgående deltagelse og demokratiet som livsform, er svaret på spørgsmålet Nej.
    Hvor gode til demokrati er man i Vesten?
    Der tortureres heldigvis ikke, som det sker andre steder,  men fungerer demokratiet så ideelt, som det burde?
    Det spørgsmål tager New York Times’ faste klummeskriver Bob Herbert op i en af sine klummer, og hans svar er et dundrende nej. Amerikanerne kan ikke besmykke sig som demokrater, når man ser, hvordan det amerikanske demokratiske system har udviklet sig i praktiseringen af styreformen.
Man må retfærdigvis for demokratiet tilføje, at Herberts demokratidefinition bevæger sig videre ud end det rent formelle, det rent procedurale, idet han ser på det substantielle indhold (det egentlige indhold i det "virkeliggjorte demokrati") i demokratiet og deltagelsen i det:
    Deltager befolkningen? Kan styreformen bruges til at der også opnås den spredning af økonomiske muligheder til alle, som er en forudsætning for, at de kan deltage? Han finder frem til, at det gør den ikke:

Mens millioner af almindelige amerikanere kæmper med arbejdsløshed og faldende levestandarad, er den virkelige magts styretøjer næsten totalt overtaget af den finansielle og forretningsmæssige elite. Det betyder i virkeligheden ikke noget, hvad almindelige mennesker ønsker. De rige dirigerer orkestret, og politikerne danser efter melodien. ....

Så hvad vi  altså får i dette vort demokrati er forbløffende store og stadig mere obskøne skattenedsættelser og andre appelsiner-i-turbanen fordele for de rigeste, mens de købte politikere hakker løs på grundlæggende sociale ydelser og det sociale sikkerhedsnet og siger, at det har vi ikke råd til.

Her går Herbert ind og ser på de beslutninger, der kommer ud af de demokratiske procedurer. Hertil kan modargumentet jo lyde, at folk får de politikere, de har fortjent. Bryder de sig ikke om beslutningerne, må de vælge nogle andre næste gang. Det er demokratiets vilkår. Men hertil siger Herbert, at politikerne er købt af storkapitalen, idet forretningsfolk giver støtte igennem valgkomiteer og på andre måder, og at politikere, der vælges på basis af en sådan støtte vil være tilbøjelige til ikke at spytte efter hånden, der fodrer dem.

Hertil kommer, at de rige velgørere i USA giver mange penge til tænketanke, universiteter og skoler – altsammen naturligvis i en god mening. Det drejer sig om at højne kvaliteten af uddannelse og forskning. Men ikke alle ser det sådan.

Hvis vort fungerende demokrati er så problematisk, hvordan kan vi så egentlig få stillet kriterier op til vurdering af demokratiets reelle tilstand – og få formuleret forslag til forbedringer?

Når demokrati degenererer til autoritært styre

Freedom House er i en undersøgelse af 29 lande i området mellem Europa og Asien (Eurasien) for 2014 nået frem til, at 13 blev bedømt som demokratier, 6 som overgangsregimer og 10 som autoritære regimer.   Et autoritært regime er f.eks. et, som undertrykker opposition. Det hedder f.eks. om Rusland, som fik nedgraderet sin demokrati rating i 2014: Russia earned its largest ratings decline in a decade in 2014, as the Kremlin stepped up suppression of dissent at home (Rusland fik sit største fald i rating i et årti i 2014, idet Kreml optrappede undertrykkelsen af opposition hjemme). Man kan altså godt have visse demokratitræk, f.eks. regelmæssige valg, og alligevel ikke komme med i gruppen af etablerede demokratier.
    Selv inden for EU var der problemer. Undersøgelsen konkluderer f.eks. om Ungarn:

I Ungarn bekræftede og styrkede valg i 2014 Viktor Orbans Fidesz-ledede koalition. Oppositionspartier kritiserede påstået manipulation af valgkredsinddelinger til fordel for det regerende parti og regeringens store indflydelse på stats-TV og radio. De fleste klagepunkter blev bekræftet af internationale observatører, bl.a. OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa), som også pegede på stærk statsindflydelse på private medier og reklamemarkedet, samt meget ulige finansielle ressourcer blandt de konkurrerende partier. Et team af anti-korruptionsiagttagere beskyldte Fidesz og dette partis juniorpartner i koalitionen for at bruge dobbelt så meget som den i loven fastsatte grænse til at føre valgkamp for (Freedom House rapporten).

Citatet giver et godt indtryk af, hvad det er der kan gå galt, når et land glider ned ad slisken fra demokrati til noget, der mere ligner et autoritært, undertrykkende styre, hvor det er svært for en kritisk opposition at anfægte magten og dens repræsentanter. Det er netop det, der skulle kendetegne demokrati: Magten kan skifte fra valg til valg, når vælgerne vælger nogle nye repræsentanter. Men det kræver ordentlige forhold: Gennemsigtighed og lige vilkår for regeringsparti(er) og oppositionsparti(er).


Demokratiindeks

Der er nogle, der systematisk forsøger at måle graden af demokrati, f.eks. ved at opstille demokratiindeks, hvor man måler scoren på forskellige demokrativariable. Nogle af disse indeks kan være ikke så lidt etnisk-kulturelt centrerede. Ikke overraskende kommer de ud med et resultat, der viser, at de selv lever i den bedste af alle verdener, det vestlige demokrati. Det gælder f.eks. Freedom House . 

Et af de bedste af den slags indeks er det, The Economist’s interne tænketank, EIU, laver. Her er ikke helt den samme tendens til vestlig selvros. USA og Storbrtiannien ligger f.eks. lavt, idet terrorlovgivningen, ifølge EIU, har medvirket til en forringelse af borgerrettigheder, så som beskyttelse imod vilkårlig fængsling og beskyttelse imod aflytning o.lign.


Kilde: The Economist. Første talsøjle viser rækkefølge, næste rang efter den største samlede score. Tredje søjle viser scoren for valgproces og pluralisme (at man tillader forskellige interesser og holdninger at komme til orde), den fjerde, hvor godt regeringsmagt og administration fungerer, den femte politisk deltagelse, f.eks. hvor mange der stemmer ved valg og deltager i politiske møder, underskriftindsamlinger, etc. Den 6. kolonne viser scoren på politisk kultur, dvs f.eks. tolerance over for anderledes tænkende. Den sidste søjle viser borgerrettigheder, f.eks. ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, etc.

 

Det er måske ikke overraskende, at de nordiske lande scorer højt, når demokrati måles på EIU’s facon. De formelle kriterier opfyldes i de nordiske landes retssamfund. Men herudover kan de godt lide under nogle af de problemer, som Bob Herbert hæfter sig ved i det amerikanske demokrati. Der er også i de nordiske lande en stor kapitalkoncentration, hvor store kapitaler og erhvervslivets organisationer giver støtte til politiske partier/politikere og til kunst og videnskab.
   Ved en generalforsamling i Den danske Bank kunne Danmarks største kapitalgruppe A.P. Møller Mærks f.eks. sætte sin egen mand, Eyvind Kolding, ind som bestyrelsesformand i Danmarks absolut største bank, hvor Mærsk sad på en stor aktiepost. Det var der ikke mnge, der hæftede sig ved i den politiske debat. Tværtimod blev det fremhævet, at Mærsk nu ”strammer grebet om Danske Bank”. Men uproblematisk i en demokratisk sammenhæng er det ikke.  Det giver en stor koncentration af økonomisk magt, der igen kan ytre sig, åbent eller skjult, igennem udøvelse af politisk indflydelse.

Spørgsmål om enten-eller  -  i forhold til at se demokratitilstande som et kontinuum

Franske politologer, f.eks. Michel Camau, har kritiseret den skarpe opdeling mellem “demokratiske” og “autoritære” regimer, som man ofte foretager i amerikansk (og dansk) inspireret politologi. Det er værdiladede begreber, som så efterfølgende kan bruges til at kritisere araberne for at være “udemokratiske”. Det er også med til at komplicere sagen, at de “udemokratiske” træk ofte kan hænge sammen med en kolonial historik, der har skabt en afhængig økonomi, og som dermed medvirker til at fastholde “umoderne” samfundsstrukturer.
   Hvorfor skal Egyptens BNP pr indbygger være en tiendedel af Italiens? I det romerske imperium var de ligestillede, ja, en by som Alexandria var endda et lysende eksempel på civilisation. Det giver ikke mening at sige, at det er fordi, araberen i modsætning til europæeren ikke mestrer en moderne industri- og serviceøkonomi. Det giver måske mere mening at sige, at når han ikke gør det, er det fordi, europæerens oldeforældre har anbragt ham i en økonomisk inferiør position, som han har svært ved at rejse sig fra i dag p.g.a. fastfrosne økonomiske strukturer og spilleregler.

Man har i den franske politologiske tradition, som Camau repræsenterer, forsøgt at relativere forskellene mellem de to typer af politiske systemer og i stedet foreslå modeller, hvor Nord-/Sydsystemerne konvergerer ("kører sammen"). De etablerede “demokratier” bliver mindre og mindre ”demokratiske” i og med deres beslutningsprocesser præges af en opdeling i udemokratiske enklaver af indlemmede (koopterede) eksperter og særinteresser (interesseorganisationer/pressionsgrupper), hvorimod de “autoritære” systemer er i fuld gang med at åbne sig  i forhold til EU’s, Verdensbankens og Den internationale Valutafonds smukke ord om “god regeringsførelse”. 


Radikal demokratiteori

Samfundet har gennemgået en løbende modernisering siden oplysningstiden (fra slutningen af 1700-tallet). Det gælder ikke mindst de demokratiske styreformer.
   Man kan sige, at det i moderne forstand startede med de franske og amerikanske revolutioner. De lånte tanker fra filosoffer som Montesquieu, Rousseau og Locke. Op igennem det 19. og 20. århundrede udviklede de repræsentative demokratier sig. Flere fik valgret. I begyndelsen var det de formuende og skattebetalende mennesker, næsten udelukkende mænd, der gjorde sig gældende.
   Efterhånden blev valgretten udvidet til stadig flere grupper, og i starten af det 20. århundrede kom også kvinderne med. Nu kunne man så mene, at man var nået frem til den bedste af alle verdener. Hvis der fortsat var nogle, der var udenfor, måtte det være deres egen skyld! Man kunne jo blot bruge sin stemmeret og få del i beslutningerne, så ens tilværelse eller tilværelsen for den gruppe, man tilhørte, kunne blive begunstiget af demokratisk beslutningstagning i parlamentet.
    Så enkelt har det imidlertid vist sig ikke at være. Store grupper kan systematisk være sat udenfor og f.eks. have langt lavere valgdeltagelse end andre. Det viser sig, at det er samfundets økonomiske og sociale ulighed, der spiller en rolle for, hvor meget folk deltager.

Figur 8: Klassehierarki og økonomisk, social og kulturel kapitalbesiddelse

Note: Klassepyramiden er ikke med her som påstand om en empirisk klasseundersøgelse, men kun til illustration af en modelagtig, forestillet klassestruktur.

Undersøgelser af politisk adfærd viser ret samstemmende, at valgdeltagelse og anden politisk aktivitet har tendens til at være ligefremt proportional med folks placering i klassehierarkiet.
   Jo højere uddannelse, jo mere politisk aktivitet er der. Det kan være deltagelse i politiske møder, underskriftsindsamlinger, aktivitet på sociale medier, etc.
   Det viser sig også, at sammensætningen af parlamenterne er dårlige spejlbilleder af klassesammensætningen: De højtuddannede er overrepræsenteret blandt parlamentsmedlemmer. - Men indebærer det nødvendigvis, at disse mennesker ikke kan repræsentere interesser for de, der er lavere placeret i klassehierarkiet? Det er der nogle, -  men ikke alle - , der mener.
    Ifølge radikal demokratiteori vil en forudsætning for et mere ægte demokrati være, at der bliver større lighed i samfundet, så ulighed som baggrundsfaktor for deltagelse formindskes. Det kan ske i form af større udjævning af indkomster, som man f.eks. har i den universelle velfærdsstat. Det kan være igennem en højnelse af uddannelsesniveauet for alle. Det kan ske ved at udbygge alternative kanaler for politisk deltagelse.
    Kan det ske ved at fjerne delingen i sociale klasser? Eller ved at gøre noget ved de ulighedsskabende mekanismer i samfundsøkonomien? I den universelle velfærdsstat forsøger man sig med progressiv beskatning (højere beskatning af sidst tjente krone) og mere rundhåndet uddeling af velfærdsgoder, der kan mindske forskellene i sociale ressourcer mellem mennesker.
    I USA var det tidligere sådan, at man nogle steder kunne eksaminere folk i forfatningen som betingelse for, at de fik et valgkort. Det er ud fra opfattelsen, at hvis de intet ved om grundlaget, kan det være farligt at give dem en stemme. Det har også nogle steder været forlangt, at man skal kunne læse og skrive. Det har ramt bestemte lag af befolkningen. Det er stadig sådan, at man aktivt skal lade sig registrere som vælger for at være stemmeberettiget. ( - I modsætning til f.eks. Danmark, hvor man automatisk får tilsendt et valgkort, når man er 18 eller derover). Folk skal have lige adgang, forlanges det i den radikale demokratiteori.

Demokratiet bør ikke stoppe ved fabriksporten, siger man endvidere i den radikale demokratiteori. Ellers oplever folk jo, at de måske nok er formelt lige i det politiske liv (lige stemmeret, lige formelle muligheder for at stille op til valg, etc.), men reelt er uligheden i indflydelse utrolig stor, når man inddrager folks økonomiske kapital. De, der ejer virksomheder og kan foretage større investeringer, har langt større indflydelse end de besiddelsesløse, som har mere gæld end formue.
   Lønmodtagerne i virksomhederne har langt mindre indflydelse end virksomhedsejerne. Er det muligt at indføre mere virksomhedsdemokrati, så de ansatte ikke kun har 1-2 medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen, men inddrages i beslutningerne på ledelseplan? Eller vil det kræe medejerskab til kapitalen?

Karl Marx (1818 - 1883) så det liberale, "borgerlige" demokrati som en del af kapitalens klasseherredømme. Der er ikke mange steder, han skrev langt og sammenhængende om demokratiet. Men man kan generelt sige, at han så det sådan, at det egentlige virkeliggjorte demokrati finder man først i det klasseløse samfund, hvor staten og dens undertrykkelse er afskaffet.
    Et af de steder, han skrev om demokrati, var i hans kritik af de tyske socialdemokraters Gotha program, der blev udformet omkring 1875:

Jeg kommer nu til det demokratiske afsnit.
A. "Staten skal bygges på frihedens grund."
Ifølge II tilstræber det tyske arbejderparti først og fremmest "den frie stat".

Frie stat – hvad er det for noget?

At gøre staten fri er ingenlunde noget formål for arbejderne, der er kommet af med den indskrænkede undersåtforstand. I det tyske rige er "staten" næsten lige så "fri" som i Rusland. Friheden består i at forvandle staten fra et organ, der står oven over samfundet, til et organ, der afgjort står under det.... (Kritikken af Gothaprogrammet. Marxists.org) .

Det nytter ikke at bygge på "frihedens grund", når det er et borgerligt frihedsbegreb og en borgerlig stat, der bygges på. Marx kritiserer her det borgerlig kapitalistiske samfunds deling af samfundet i samfund og stat, hvor vi altså med demokratisk styre får lov at vælge repræsentanter til styret. Det skaber en modstilling mellem repræsentanterne og de repræsenterede og giver altså ikke "frihed" som påstået. Derfor skal repræsentationsideen overvindes i et demokrati.

Spørgsmålet er så: hvilken forvandling vil der ske med staten i et kommunistisk samfund? Med andre ord, hvilke samfundsfunktioner bliver tilbage dér, som er analoge med de nuværende statsfunktioner? Dette spørgsmål kan kun besvares videnskabeligt, og man kommer ikke problemet så meget som et loppespring nærmere, fordi man sætter ordene stat og folk sammen på tusind forskellige måder.

Mellem det kapitalistiske og det kommunistiske samfund ligger den periode, hvor det ene samfund revolutionært omformes til det andet. Dertil svarer også en politisk overgangsperiode, under hvilken staten ikke kan være andet end proletariatets revolutionære diktatur (Kritik af Gotha-programmet).

Mange har troet, at Marx med denne bemærkning om "proletariatets diktatur" afslører sit udemokratiske sindelag, at han altså nærmest vil lave et styre a la det, der var i Sovjetunionen under Stalin eller Bresjnev. Det er en forhastet fortolkning, der vil minde lidt om, at man gør evangelierne og Jesus ansvarlige for den spanske inkvisition og jesuitternes fremfærd i Latinamerika under den spanske kolonisering. Derfor kan man heller ikke pr automatpilot gøre Marx ansvarlig for de samfundssystemer, der under betegnelsen "kommunisme" blev bygget op i Østeuropa og Rusland efter 1917.
    Nogle af de samfundsfilosoffer, der var aktive på Marx' tid så den tyske preussiske stat som den menneskelige fornufts ideelle slutprodukt i statslig udformning. Marx så det som den preussiske militærstands og det preussiske borgerskabs stat. Den påståede "fornuft" var altså en ideologi, en herskende ideologi. Imod denne borgerlige ideologi og dens klassediktatur i staten ville han sætte den undertrykte klasses ideologi, deraf betegnelsen "proletariatets diktatur". Marx erkendte, at tanker om samfundet i dets helhed nødvendigvis er "ideologiske". Det er italesættelser, eller med et moderne ord: diskurser. De borgerlige filosoffers tanker om den preussiske stat var altså tilsløret ideologi, diskurser. Imod dem ville han sætte en anden diskurs, arbejderklassens ideologi som en modforestilling til borgerskabets ideologi.
    Proletariatet (arbejderklassen) skulle styre samfundets overgang til et udviklingsstade, hvor der indføres ideelle demokratiske samarbejds- og organisationsformer. Og hvor lønarbejdet er afskaffet til fordel for friere associationsformer. Indførelse af demokrati i arbejdslivet bliver altså ikke et spørgsmål om at sidde med i bestyrelsen sammen med ejerne, men at afskaffe ejerskabsforholdet og kapitalforholdet.


Dets politiske krav indeholder ikke noget udover den gamle fortærskede demokratiske vise: almindelig valgret, direkte lovgivning, folkeret, folkevæbning o.s.v.
...... Det er altsammen krav, der, for så vidt de ikke er drevet ud i fantastiske forestillinger, allerede er realiseret. Kun ligger den stat, som de tilhører, ikke inden for den tyske rigsgrænse, men i Schweiz, i De forenede stater o.s.v. Den slags "fremtidsstat" er en nuværende stat, omend det er uden for det tyske riges "rammer" den eksisterer. (Kritkken af Gothaprogrammet).

Marx ironiserer over, at de tyske socialdemokrater ikke engang forlanger en "demokratisk republik" (hvad han dog erkender kunne være farligt, fordi man kunne nedkalde kejserens vrede over sig), men taler uforpligtende om "almindelig valgret", ting, som han siger allerede var ved at være indført i Schweiz og USA. Det, der skal til, er et brud med det borgerlige, repræsentative demokrati og i steden indførelse af et sandt demokrati i en fremtidig statsform, hvor den ene klasses herredømme over den anden er afsluttet.
    Marx' bemærkninger i kritikken af Gothaprogrammet er refereret ret indgående her, fordi de er klassiske forestillinger om, hvordan der kan formuleres en mere gennemgribende forestilling om ændring af det traditionelle demokrati end de, deltagelsesdemokraterne har lavet.


POLITIK OG MAGT I DET LOKALE

 

Valgdeltagelsen er almindeligvis betydelig lavere til kommunalvalg end til folketingsvalg. Det ændrede sig i 2001, da der blev holdt valg til Folketing, kommunalbestyrelser og amtsråd den samme dag.

    Skyldes den lavere valgdeltagelse til kommunalvalg, at beslutningerne alligevel tages af Christiansborgpolitikerne? – Eller i EU? Eller skyldes det måden, hvorpå der føres kommunalpolitik? I stedet for at lave eksempelvis en debat om, hvordan vore skoler skal være udformet, så laver man prognoser over antallet af børn de kommende år og laver derefter en dimensioneret planlægning af antallet af pladser, der skal stilles til rådighed – hvor borgerne måske havde et mere påtrængende behov for at diskutere værdier, kultur og målsætninger i skolens formidling?

    Danmark er overordnet betragtet et centralt styret samfund. Det viser sig ved, at kommuner og amter fungerer ud fra retningslinjer, som fastsættes i den lovgivning, der vedtages af Folketinget. Samtidig er den danske velfærdsstat dog udformet på en sådan måde, at en stor del af velfærden administreres af kommunerne, og at det betragtes som ønskeligt, at forholdet mellem det centrale og det lokale foregår som en løbende dialog, hvor det centrale niveau skal vise respekt for det kommunale selvstyre. 

DEN LOKALE VERDENSBORGER

 Hvordan definerer lokalpolitikken sine emner i en verden, hvor den lokale borger ofte ikke længere er særlig lokal? Tidligere havde vi en fast forbindelse til et lokalt sted, et nærsamfund, hvor der opstod identitet og fællesskab, og hvor vi følgelig også ønskede at have indflydelse.

   I dag bor vi måske i et parcelhuskvarter i én kommune. Vi forlader parcelhuset om morgenen for at køre hen på et arbejde, der ligger i en anden kommune. Om eftermiddagen tilbringer vi en time i fitnesscentret i en tredje kommune. Indkøbene foregår i en fjerde kommune eller som E-handel over Internet.  Om aftenen forlyster vi os måske ved at gå i biografen eller teatret i en femte kommune. Og i weekenden går vi langt ud over det lokale, når vi køber videoer, film og bøger hos Amazon.com og surfer på Internettet. Hvor skal det politiske ansvar for vort liv og vore fællesliv ligge?

 
HVOR BLEV VERDENSBORGEREN AF? - GLOBALISERINGENS INDFLYDELSE 

 I de senere år har globaliseringen påvirket forholdet mellem det centrale og det lokale niveau på mange måder. Nationalstatens handlemuligheder er på flere områder blevet udhulet af EU, transnationale selskaber og internationale kapitalbevægelser. Maastricht-traktaten og gennemførelsen af Det indre Marked i EU medførte i princippet de “fire friheder” (varernes, pengenes, borgernes og arbejdskraftens) i EU-området. Det kan give større spillerum for det lokale niveau, fordi man på det lokale niveau kan forsøge at udforme en politik, der tager hensyn til internationalisering og globalisering.
   Mange regioner og byområder forsøger i disse år at udvikle en bypolitik, der gør det muligt at drage fordel af udviklingen – i stedet for at blive sejlet agterud af den. Dermed har globaliseringen medvirket til at give lokal- og regionalpolitikken en renæssance.

   EU skubber til denne udvikling igennem gennem de såkaldte interregprogrammer. Det er programmer, hvor der kan søges støtte til samarbejde mellem regioner og byer over landegrænser. Øresundsregionen er et eksempel på et sådant projekt.

   Allerede i 1990 havde Folketinget en debat om Hovedstadsregionen, hvor disse temaer spillede en rolle. Man var sig bevidst om konkurrencen mellem de førende bycentre i Europa, og det gjaldt om fra dansk side at få udformet Ørestadsprojekt og hovedstadsreform på en sådan måde, at København kan blive en medspiller i det store spil om at tiltrække kapital, nye virksomheder og dygtige mennesker. 

Det blev langt hen ad vejen en succes. Metrobyggeri og Øresundsbro medvirkede til at gøre Øresundsregionen til en globaliseret metropol, som tiltrak virksomheder og kapital fra det store udland. Medicon Valley med stærke pharma-medico virksomheder og universiteter på begge sider af sundet udviklede sig som en førende erhvervssektor i det nordlige Europa.
   Samtidig var denne udvikling dog med til at trække Danmark skævt. Der opstod delinger mellem metropolbyer som København og Aarhus, der nød godt af integrationen i den globale økonomi, og det såkaldt "udkantsdanmark" med stagnerende ejendomspriser, fattigdom og frafllytning.

Globaliseringens og EU's øgede betydning kan også have den virkning, at vælgerne ser mod "centrum" / - centralmagt, det være sig EU eller Christiansborg, fordi det er disse steder, de afgørende beslutninger tages.
   Det kan gøre, at kommunen opleves som et sted, man henter service, i  stedet for at være et sted, man udøver demokratisk indflydelse. At kommuneselvstyret ses sådan, er faktisk blevet dokumenteret i en undersøgelse af vælgernes syn på kommunal service i forhold til det lokale demokrati, som er lavet af VIVE, det nationale center for forskning i velfærd. Før kommunalvalget i november 2017 var det omkring 60 pct af de adspurgte, der så kommunen som et sted, man fik leveret service fra, frem for et sted, lokalt demokrati blev udøvet. Det var en væsentlig højere procent end i 2013. Det er måske lidt som at sammenligne æbler med hestepærer, men det kommer naturligvis også an på, hvordan der spørges.
 

Kommunale nøgletal
Hvis man vil have baggrundsviden om de socioøkonomiske forhold i landets kommuner, er kommunale nøgletal: www.noegletal.dk, en uvurderlig kilde.

Statsborgere fra ikke-vestlige lande pr 10.000 indbyggere (kilde: Komm. nøgletal)

Ovenfor et eksempel på udtræk fra de kommunale nøgletal. Der kan genereres kort, grafer m.v., der giver gode muligheder for sammenligninger af kommunerne m.h.t. en lang række variable. Også muligheder for tidsserier. I 2016 viste tal, at Brøndby Strand v. København er den første kommune, hvor etniske danskere er blevet et mindretal (under 50 pct af befolkningen).  


CENTRALISERING OG DECENTRALISERING

 Nødvendigheden af decentralisering, altså at beslutninger tages decentralt i en region eller en kommune, ligger i, at der er geografiske bestemte kulturforskelle og  forskelle på, hvad borgerne ønsker, hvad de har råd til, og hvor meget de er villige til at betale i skatter. Det ville man have svært ved at tilpasse sig, hvis landet kun var centralt styret fra ministerierne i  København. Borgerne skal ideelt set i det enkelte lokale område have mulighed for at bestemme serviceniveau og skatter igennem sammensætning af en kommunalbestyrelse. På dette område er der dog ofte langt imellem idealet og virkeligheden. De fem regioner har ikke skatteudskrivningsret. De får tildelt penge fra staten efter forskellige kriterier.

    Man kan som eksempel nævne folkeskoleloven. Ved at have vedtaget den, har landets centrale politiske beslutningsmyndighed, folketinget, besluttet, at alle danske børn skal have et vist minimum af undervisning. Der er imidlertid stor forskel på, hvilket serviceniveau man må lave i forskellige kommuner. Det bestemmer kommunalbestyrelserne. De er ofte underlagt nødvendigheden af at skulle holde styr med økonomien.

    Risiciene ved vidtgående decentralisering er ofte blevet påpeget. De kan være: Et forskelligt niveau i rige og fattige kommuner. Det forsøger man imidlertid også at styre, jvf nedenfor om udligningsordningerne kommunerne imellem.

    Disse to modsatrettede tendenser - til centralisering og decentralisering - ligger som en mere eller mindre permanent iboende konflikt imellem stat og kommuner. Kommunerne forsøger at hævde deres selvstyre. Men de kommer ofte ud for at måtte bøje sig for statens styring. Det gælder ikke mindst det samlede udgiftsniveau, forbruget af penge. Her har finansministeren ansvaret for statens finanspolitik. Hvis kommunerne bruger penge i større omfang end forudset i finanspolitikken, kan denne bryde sammen. Derfor er finansministeren rent faktisk beføjet til at kunne dæmpe det samlede udgiftsniveau. Det sker ved at pålægge kommunerne begrænsninger i brugen af penge.

   En måde at komme ud over dette problem på er at satse på interaktiv styring. Det vil sige, at man forsøger at bygge netværker op lokalt, der gør, at kommunen fungerer og ekspanderer uafhængigt af ressourcetilførslen fra centret. Man satser f.eks. på at bygge sit byområde op som iværksætterby. Det kan ske i et samarbejde mellem det offentlige, erhvervs- og arbejdsmarkedsorganisationer og den private sektor. Når der kommer nye virksomheder, og virksomhederne ekspanderer, vokser kommunen, og det økonomiske grundlag forbedres. Skatteindtægterne stiger, og man kan gøre mere for borgerne.

   Talen om iværksætterbyer kan dog også have den konsekvens, at man bruger neoliberal ideologi til at underminere velfærdsydelserne, som sikres eller tilføres fra det centrale niveau.

Statens, Kommunernes og regionernes opgaver

 I 2007 trådte en kommunalreform i kraft i Danmark, hvor 277 kommuner blev reduceret til 98. Samtidig blev der dannet 5 regioner: Hovedstaden, Sjælland, Midtjylland, Syddanmark og Nordjylland.
 
Fordeling af opgaver mellem stat, kommuner og regioner efter strukturreformen 2007 :

STAT – finansieres via skatter

KOMMUNER – finansieres via skatter og bloktilskud

REGIONER – finansieres via tilskud og betalinger fra stat og kommuner

  • Gymnasier, HF og øvrige ungdomsuddannelser.
  • Det overordnede vejnet, der ikke overdrages til kommunerne.
  • Skatte- og inddrivelsesopgaverne bortset fra den forekommende borgerbetjening på skatteområdet, der varetages af kommunerne.
  • Generel administration og udbetaling af EU's strukturfondsmidler.
  • Miljø- og planlægningsopgaver.
  • Viden- og formidlingscentre og hjælpemiddelinstituttet samt den mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende specialrådgivning.
  • Opgaver på kulturområdet

 

  • Styrket indsats i forhold til sundhedsvæsenet, herunder forebyggelses-, trænings- og plejeindsats.
  • Jobcentre, der etableres i samarbejde mellem kommunerne og AF.
    Myndigheds- og finansieringsansvaret for den vidtgånde specialundervisning.
    Tilbud om erhvervsservice.
  • Større ansvar for den kollektive trafik.
  • Ansvaret for nogle af de hidtidige amtsveje.
  • De fleste tidligere amtslige natur- og miljøopgaver samt fysisk planlægning.
  • Større ansvar for de lokale kulturtilbud.

 

  • Sygehusene
  • Den behandlende psykiatri
  • Praktiserende læger
  • Speciallæger
  • Sygesikringen
    Socialpsykiatri
  • Specialundervisning
  • Erhverv
  • Turisme
  • Udkantsområder og landdistrikter
  • Natur og miljø
  • Infrastruktur 
  • Trafikselskaber

Note: Amter: Indtil kommunalreformen i 2007 var der 14 amter i Danmark. I modsætning til de 5 regioner, man fik med reformen, havde de skatteudskrivningsret

Kommuner og regioner står for en stor del af opgavevaretagelsen. Staten står for en stor del af finansieringen. Det vil sige, at staten kræver mange penge op i skat og uddeler til regioner og kommuner.

Hver af regionernes tre opgaveområder; sundhedsområdet, regional udvikling og socialområdet, har et selvstændigt finansieringssystem. Det vil ikke være muligt at flytte penge mellem områderne. M.h.t. regionernes sygehusdrift, så finansieres denne hovedsagelig af staten. Statens finansiering udgør langt hovedparten af udgifterne og består af et bloktilskud (75 pct.) og et aktivitetsbestemt tilskud (5 pct.). Kommunerne bidrager med et grundbidrag og et aktivitetsbestemt tilskud (i alt ca. 20 pct.). To tredjedele af kommunerne kan blokere for stigninger.

 Med hensyn til regional udvikling: Finansieringen kommer fra tilskud fra staten og kommunerne. Staten finansierer en stor del  via et bloktilskud, mens kommunerne bidrager med en andel via et udviklingsbidrag. To tredjedele af kommunerne kan blokere for stigninger i udviklingsbidraget.

Med hensyn til regionernes udgifter til socialområdet og specialundervisning: Finansieringen kommer helt overvejende fra kommunerne, som skal dække regionernes  udgifter via takstbetalinger. Regionerne varetager driften af en række sociale tilbud, mens  finansierings- og myndighedsansvaret på det sociale område er samlet hos kommunerne[i].

Der er mange steder overlap og arbejdsdeling mellem det statslige, regionale og kommunale niveau. F.eks. på uddannelses- og kulturområdet er det sådan, at staten ejer og driver de selvejende institutioner gymnasierne, men regionerne står for kapacitet og placering, og de fordeler elever på gymnasier og HF-kurser.

 
Kommunens opbygning

Primærkommunen består af en forvaltning med ansatte embedsmænd på den ene side og det politiske niveau, kommunalbestyrelsen, på den anden side. Antal kommunalbestyrelsesmedlemmer afhænger af kommunestørrelse.

    Kommunalbestyrelsen nedsætter udvalg til at varetage de væsentligste områder, så som økonomiudvalg, socialudvalg, udvalg for teknik og miljø, kultur- og skoleudvalg, etc. For nogle år siden ændrede man den kommunale styrelseslov, så kommunerne blev friere stillet m.h.t., hvilke udvalg der kan oprettes, og hvad de kaldes.

Politisk ledelse og bureaukrati (embedsmænd/kontorer) i kommunes opbygning:


Ovenover kan man se den typiske fordeling af magt og indflydelse i en kommune. Byrådet (politisk niveau) leder via borgmester og (økonomi)udvalg. Vælgerne sammensætter byrådet m.h.t. fordeling af byrådsmedlemmerne på lister/partier. 

Det kan på overfladen tage sig vældig demokratisk ud, men i virkeligheden er der ikke meget (deltagelses-)demokrati, endsige banalt repræsentativt demokrati i det. Det er vanskeligt at mobilisere vælgerne til valg. Valgdeltagelsen er lille, og ofte er vælgerne ikke særlig interesserede, hvis der ikke lige er en skolelukning eller lignende på den (skjulte) dagsorden.
    Der er gjort mange forsøg på at gøre det mere demokratisk, lige fra det såkaldte participative budget til rådgivende udvalg af borgere og lokalråd, men ofte flytter ligegyldigheden med over. De landspolitiske sager vejer ofte for tungt, og det er på landspolitisk plan de afgørende prioriteringer bliver foretaget. 

Forholdet mellem stat og kommuner

 Når man har fundet ud af, hvilke instanser der har varetagelsen af en opgave, hvadenten det er staten, kommunen eller regionen, så kommer det politiske slagssmål om, hvem der skal bære byrden, finansieringen. Finansiering er naturligvis tilsyneladende ikke noget problem for regionerne, idet pengene jo tilføres andre steder fra. Men det kan blive et problem for de politikere, der er valgt til regionsrådene, at de ikke kan udskrive skatter. De har jo dermed ikke noget ansvar for økonomien og kan blive tvunget til at sidde og admininistrere nedskæringer andre instanser vedtager.
    I dag bæres byrden, finansieringen, for kommunernes vedkommende dels ved det kommunale niveaus selvstændige skatteudskrivning, dels ved overførsel af midler fra staten, i form af refusioner og bloktilskud.

    Det kommunale selvstyre indebærer, at kommunerne med en vis selvstændighed kan fastsætte såvel indtægtssiden, herunder indkomstskat og grundskyldspromille, som udgiftssiden: hvor stor daginstitutionsdækning? støtte til idrætsanlæg, foreninger, m.v. En stor del af udgifterne er imidlertid bundet af lovgivningen. Kommunen må ikke selv bestemme, hvor få penge den vil give bistandsmodtagere. Et mindstebeløb vil være defineret i en bekendtgørelse fra socialministeriet.

    Ofte forsøger staten at styre de kommunale budgetter. Det er statens opgave at føre landets finanspolitik. Derfor interesserer staten sig for, hvor mange penge kommunerne bruger. Det forlanges, at der er nogenlunde balance i en kommunes økonomi.

   Hvis ubalancen mellem indtægter og udgifter bliver for stor i udgifternes favør, kan kommunen risikere at komme under administration af Indenrigsministeriet. Staten må derimod gerne have underskud på statsregnskabet flere år i træk. Det kan være en del af den finanspolitiske målsætning (der føres måske ekspansiv finanspolitik med henblik på at stimulere økonomien).

    Styringen af kommunernes samlede økonomiske ramme sker igennem årlige aftaler imellem staten og kommunernes organisationer, Kommunernes Landsforening (KL) på det kommunale område og Danske Regioner på det regionale område.

    Det kommunale selvstyre er dog ikke på trods af finansministerens armvridninger helt udhulet.

   Aftalerne har ofte karakter af rammeaftaler, dvs det kommunale udgifts- og skattetryk kan bevæge sig inden for nogle intervaller.

    Det kan være svært at få en aftale i stand. Landets borgmestre er ofte enige med hinanden imod regeringen og Christiansborgpolitikerne. Uanset partifarve foretrækker de oftest at varetage de kommunale interesser. Man taler ligefrem om, at der findes et "ekstra parti", det såkaldte "kommunalparti", der består af borgmestrene i kommunerne, og hvis interesser føres frem af Kommunernes Landsforening.

    Staten kan sætte kommunerne i en budgetklemme. Hvis staten ønsker at spare på sine udgifter, kan man skære ned på bloktilskuddene, som gives til kommunerne ud fra nogle objektive kriterier, så som i forhold til befolkningstal, befolkningens sammensætning, etc. Det kan være vanskeligt nok for kommunerne at bære. Men hvis staten så ikke samtidig reducerer de udgiftskrævende opgaver, men måske tværtimod øger dem via reguleringslovgivningen, så kan kommunerne komme i en svær budgetklemme. Kommunerne tør måske ikke sætte skatterne op af frygt for reaktioner fra borgerne. Eller de er blevet forhindret i det af den årlige aftale imellem de kommunale organisationer og finansministeren, jvf ovenfor.

    Det vil kort sagt sige, at staten kan skære ned uden, at det er synligt på det landspolitiske niveau, men især bliver synligt ude i kommunerne.

 

Borgerrepræsentation

Københavns Kommunes "kommunalbestyrelse"  hedder Borgerrepræsentationen. Den består af 55 medlemmer og vælges ved kommunalvalg hvert fjerde år. De landsdækkende partier er repræsenteret, men der er også særlige københavnske lister. Københavns Kommune har ligesom de andre større bykommuner (Århus, Odense og Ålborg) magistratsstyre med en borgmester i spidsen for en magistrat. Partierne besætter borgmesterposterne i forhold til deres størrelse.   


Mellemkommunal udligning

Der er store forskelle på de økonomiske vilkår kommunerne imellem. I nogle af de rigeste kommuner i f.eks. Nordsjælland kan gennemsnitsindkomsten pr indbygger ligge på over det dobbelte af gennemsnitsindkomsten i en fattig kommune på Lolland eller andet sted i provinsen.

    Internt i hovedstadsområdet er forskellene store. Folk med sociale problemer og lavindkomster har gennemsnitligt tendens til at koncentreres i det ydre område af Københavns indre periferi og i omegnskommuner med meget socialt boligbyggeri. De velstående borgere med gode jobs, høj løn og egen virksomhed har tendens til at koncentrere sig i det inderste af København, i Hellerup/Gentofte og i visse af de nordsjællandske kommuner.

Indvandrere har haft en tendens til at koncentrere sig i de inderområder af København, hvor der ikke er sket gentrificering, og hvor det er muligt at få billige boliger. Og de har tendens til at bosætte sig i de sydlige og sydvestlige omegnskommuner til København, hvor der er større almennyttige boligbyggerier. Når først nogle er flyttet til området, kommer der en selvforstærkende virkning (”ghettoisering”), der virker modsat den officielle politik, som går ud på integration af indvandrerne.

    Disse udviklingstendenser bevirker, at de sociale problemer, som kommunerne skal løse, kan være størst i kommuner, som har dårligst råd til at løse dem.

    Derfor har man indrettet lovgivningen sådan, at der foretages en økonomisk udligning kommunerne imellem. Den udligner ved hjælp af statstilskuddets størrelse forskellene kommunerne imellem som følge af forskellig alderssammensætning og social struktur.

    Ved opgørelsen af udlingningen tages der hensyn til dels beskatningsgrundlaget, dels udgiftsbehovet.

     Udgiftsbehovet opgøres i et grundtillæg, et aldersbestemt udgiftsbehov og et socialt betinget udgiftsbehov. I forbindelse med strukturreformen 2007 overvejedes forskellige modeller for, hvordan den mellemkommunale udligningsordning skal indrettes fremover.

     De kommunale udligningsordninger er under konstant kritik og debat. Nogle kommuner, især i Nordsjælland, synes de betaler for meget. Andre, at de modtager for lidt.

  
TEMAER OG KONFLIKTLINJER I KOMMUNALPOLITIK

 I kommunalpolitikken drejer politik sig også om andet end det landspolitiske. Grupper af brugere af de kommunale institutioner stiller bestemte typer af krav. Det kan f.eks. være småbørnsforældre, som ønsker, at kommunen har gode tilbud inden for daginstitutionsområdet. Det kan være unge, som ønsker et aktivitetshus, hvor de kan spille rockmusik.

Fra Kansastøj til hipsterskæg:

 Lokalpolitikken er præget af nogle af de samme konfliktlinjer, som vi har set i landspolitikken. Samfundsudviklingen stiller nye krav og kommer med nye løsningsforslag. Det er ikke mindst nogle steder i lokalpolitikken, hvor man ikke er bundet af overordnede finanspolitiske hensyn og overvejelser, at man kan se det. I Københavns Kommune så man således i 2017, at Socialdemokraterne og Enhedslisten før kommunalvalget i november 17 stod til at kunne kæmpe om overborgmesterposten. Socialdemokraterne havde ellers siddet sikkert på denne post i årtier. Det var en afspejling af de socioøkonomiske forhold, der i en storby som København gav klar overvægt til det traditionelle industriarbejder-, funktionær- og byparti. 
   Med senmodernitet, globalisering og nye bykulturer havde billedet ændret sig. I København blev der således kamp om  bebyggelse af de sidste rester af ledige byggegrunde på Amager, hvor den rød-grønne fløj i Borgerrepræsentationen ville bevare natur, og de øvrige partier ville bebygge standenge ud for Sundby Metrostation, som det oprindelig var aftalt i forligene om Metrobyggeriet, hvis finansiering var afhængig af salg af grunde.


Metropol-Danmark og Udkants-Danmark

Der har altid været visse forskelle i økonomisk og socialt udviklingsniveau mellem hovedstad og provins. Men forskellen er intensiveret de senere år, bl.a. som følge af Danmarks stadig mere intensive deltagelse i globaliseringen. Over halvdelen af de varer og tjenester, der forbruges i landet, kommer ind udefra som import. Og over halvdelen af den danske produktion af varer og tjenester går til eksport. Investeringer foregår livligt på tværs af de danske grænser.
     Globaliseringen har imidlertid haft meget forskellige virkninger i forskellige dele af Danmark. Der er opstået det, man kan kalde Metropol-Danmark omkring hovedstadsområdet og enkelte af de største byer på den ene side, og på den anden side områder man omtaler som "Udkantsdanmark" i dele af Jylland, samt Vestsjælland og Sydsjælland/Lolland-Falster. I Udkants-Danmark er boligpriserne langt lavere, arbejdsløsheden er ofte højere, det almindelige indkomst-og velstandsniveau betydelig lavere, og summen af sociale problemer højere. 

Tabel 1: Befolkningsudvikling i kommuner i region Sjælland. Indeks 2007: 100

Kilde: Kommunale nøgletal.

Tabel 1 viser de store demografiske forskydninger, f.eks. Lolland Kommune, hvor befolkningstallet er faldte over 13 pct. Samtidig har der været en kraftig befolkningsfremgang i kommuner omkring København.


Tværpolitiske lister

 Ved kommunalvalgene hvert fjerde år opstilles der i mange kommuner tværpolitiske lister.

     Nogle af listerne bliver dannet af græsrodsbevægelser, som på denne måde fører bevægelsens politik ind i byrådssalen. Græsrodsbevægelser har ofte haft udspring i 1970'ernes sociale bevægelser, f.eks. kvindebevægelse, beboerbevægelse, miljøbevægelse, ventelisteforældre o.lign. De kan dog også have helt andre udspring.

     I nogle kommuner har man således set dannelsen af grundejerlister, som har protesteret imod grundskylden og forsøgt at blive valgt ind i byrådet for at gennemføre en lavere grundskyldspromille. Sådanne lister har ikke haft den store succes, hvad der måske skyldes, at enkelte af de politiske partier har lignende programpunkter (især Fremskridtspartiet og Venstre).

    Grupper af skatteydere stiller forskelligartede krav til de politiske beslutninger.Kommuneskatterne er såkaldte proportionalskatter, dvs der betales samme procentvise skat af både små og store indkomster. Der betales også grundskyld til kommuner og amter. Det er en bestemt andel af grundværdierne.

    Ellers er der dannet særlige kommunalpolitiske lister på spørgsmål om miljøforhold, ventelister til daginstitutioner, ældrepolitik. Ja, om det så bare er kravet om fornyelse! I 1989 stillede den såkaldte Nakskovliste op til kommunalvalget i Nakskov. Listens væsentligste krav var fornyelse. Kommunen havde haft et socialdemokratisk flertalsstyre siden 1920'erne. Det var mange borgere grundigt trætte af. Og listen kom ind med 3 medlemmer af Nakskov byråd.

Det er ofte landspolitiske issues/politiske spørgsmål, der dominerer og gør det svært at få vælgerne til at interessere sig for lokalpolitikken.  Kommunalpolitikken er da også som regel domineret af de også fra landspolitikken kendte politiske partier.
   Det er de store landspolitiske partier,  der stiller op til kommunalvalg hver gang og besætter de fleste pladser. Men de er ikke altid i stand til at kanalisere alle vælgergruppers krav igennem det kommunalpolitiske system. De spørgsmål, der rejser sig i kommunalpolitik er ofte af en anden art end de spørgsmål, partierne er vant til at tage stilling til i landspolitikken.

    I landspolitikken kan politikkens udformning være påvirket af store interesseorganisationer. Det kan føre til beslutninger på landsplan, som bliver upopulære på lokalt plan. De store erhvervsorganisationer har måske formuleret ønsker om, at der spares på de offentlige udgifter, så den offentlige sektor ikke medvirker til at drive landets omkostningsniveau i vejret til skade for konkurrenceevnen over for udlandet.

    Det fører så efterfølgende til nedskæringer af bloktilskuddene til kommunerne. I kommunerne bliver vælgerne herefter rasende over, at der skal spares på skoler og plejehjem. De selvsamme vælgere har måske været med til at vælge de politikere, der gennemfører sparekravene i de centrale budgetter.

 
Udlicitering og privatisering

 En væsentlig konfliktlinje i kommunalpolitikken drejer sig i disse år om den før omtalte skillelinje mellem offentlig og privat. Indenfor de forskelle hovedopgaver, som vi omtalte ovenfor, er der varierende muligheder for at foretage udlicitering og privatisering af opgaverne.

    Der er tale om en tendens i tiden. En opgave ses som mere effektivt varetaget, hvis det sker i privat regi. Hvis man tillader konkurrencemotivet imellem udbydere af service, så imødekommes (for)brugernes interesser bedre, end hvis det er fastlåst som en offentlig opgave. Sådan lyder argumentet. Der er ofte uenighed imellem de politiske partier på højre- og venstrefløjen om, hvor langt udlicitering og privatisering skal gå. Højrefløj og liberale er gennemgående mere interesserede end venstrefløj og socialdemokrater.

    Ved privatisering forstås, at en opgave gøres privat, ofte defineret ved privat ejerskab af f.eks. institution/virksomhed. Ved udlicitering forstås, at kun selve en opgavevaretagelse udbydes på sådan en måde, at det offentlige stilller en række betingelser for opgavens udførelse. Man udbyder f.eks. rengøringen på skolerne eller busdriften. Så kan private rengøringsvirksomheder/busselskaber byde på opgaven. Det offentlige stiller så f.eks. visse minimumskrav til opgvens udførelse, f.eks. at visse områder, hvor det måske ikke privatøkonomisk er fordelagtigt at transportere kunder, trafikbetjenes af det selskab, der vinder opgaven.

    De politiske konflikter, der kan opstå omkring udlicitering og privatisering, kan hænge sammen med forskellige opfattelser af krav til serviceniveau og det offentliges engagement, herunder også i hvilket omfang der skal ydes støtte til aktiviteterne. Det kan f.eks. være konflikt om, hvor meget støtte der skal ydes til bybusserne, da disse måske - bortset fra enkelte ruter - ikke kan blive en forretning, der kan hvile i sig selv. En takstpolitik med ringe offentlig støtte til at nedbringe billetprisen, vil da føre til lidt offentlig transport og mere privatbilisme - og omvendt vil der blive mindre privat transport ved en mere vidtgående offentlig støtte til at nedbringe billetprisen. Det er uafhængigt af, om busdriften er udliciteret til private busselskaber eller om busruterne betjenes af et offentligt selskab.

    Der kan også opstå konflikter om, hvor meget fortjeneste man vil tillade private at få i tilfælde af privatisering. I Storbritannien har man f.eks. mange steder i 1990'erne foretaget privatisering af el- og vandforsyning. Da produktion og salg af sådanne ting oftest har karakter af at være et monopol, så kan der opstå stor profit i det private selskab, som sælger ydelserne.

    Det betyder imidlertid ikke nødvendigvis lavere kvalitet, at private står for aktiviteten, idet det offentlige til enhver tid kan foretage regulering, kontrol og oprette formaliserede klageadgange, som kan sikre, at privat produktion udbydes efter politisk stillede betingelser.

    Når man mange steder har villet privatisere og udlicitere, hænger det bl.a. sammen med, at mange mener, at private virksomheder er bedre til at foretage omkostningsreduktion end det offentlige, som måske vil ønske at tage personale- og beskæftigelseshensyn.  Det kan imidlertid vende sig til en boomerang. I de senere år har det været et problem i adskillige kommuner, at kontinuiteten i ældreplejen er blevet truet af, at private serviceselskaber, der har stået for det, i en del tilfælde er gået fallit med afbrydelse i - og dårlig opgavevaretagelse - til følge.

 
DISKURSIV MAGT I DET LOKALE

Med udgangspunkt i Michel Foucaults magtanalyse har danske politologer undersøgt den diskursive magtudøvelse i sagen om etablering af et kulturhus i Skanderborg kommune. Diskursiv magt vil sige udøvelse af magt igennem den måde, man taler om tingene på. Magt udøves altså ikke blot oppefra og ned, som når vi modtager en besked om at komme til møde med skattekontoret.

    Magt udøves i hverdagen igennme påvirkning af folks meninger og alle de usynlige måder, en sag fremstilles på blandt folk og i medierne.

    Michel Foucault kaldte det suveræn magt, når magten udøves fra nogle centrale aktører, f.eks. Folketinget. Her viser magten sig igennem udstedelse af love.

    Den anden form for magt, der viser sig i måden at skabe mening i hverdagen, kaldes for diskursiv magt.

  

Suveræn magt og diskursiv magt

 

SUVERÆN MAGT

DISKURSIV MAGT

Magtens karakter

Magt er noget, der besiddes

Magt er noget, der udøves

Lokalisering

Magten har et centrum

Magten kommer alle steder fra

Form

Magten er repressiv (undertrykkende)

Magten er produktiv. Den producerer identitet, relationer og handlingskapaciteter

Middel

Loven, tabuet og forbudet. Magten er derved grænsesættende

Disciplinerings- og kontrolteknologier

Kilde: Eva Sørensen og Jacob Torfing: Vi trækker på samme hammel! – en diskursiv magtanalyse af kulturhussagen i Skanderborg. Anders Berg-Sørensen red.: Politologi i praksis. Roskilde Universitetsforlag. Gennemgangen af kulturhussagen i Skanderborg bygger på denne artikel. Figuren ovenfor er her fremstillet på en lidt anden måde end originalen. Inspirationen til ovenstående figur er endvidere fra: Jana Sawicki: Disciplining Foucault. Feminism, Power and the Body. Routledge 1991.

Den diskursive magt drejer sig om ”konstruktionen af betydning gennem artikulation, dvs. gennem en praksis, der etablerer relationer mellem forskellige betydningselementer.”[i] I sagen om etablering af et kulturhus i et lokalområde drejer det sig om at få befolkningen, politikerne og de ledende erhvervslag i kommunen med på projektet, så det fremstår som et fremadrettet projekt, alle har en naturlig interesse i at bakke op om.

    Eva Sørensen og Jacob Torfing undersøgte, hvordan det sker igennem en interviewundersøgelse, hvor omkring 40 personer interviewedes.
   Der er ikke tale om sociologisk repræsentativitet og videnskabelighed, men snarere om en slags antropologisk metode: ”Vi har (…) i udvælgelsen af interviewpersonerne benyttet ”snowball-metoden”, hvor centrale aktører udpeger andre centrale interviewpersoner (…..) Vi brugte (…) en form for antropologisk interviewteknik med vægt på åbne og ustrukturerede spørgsmål.”

Planerne for et kulturhus tog fart i Skanderborg i begyndelsen af 1990’erne. Huset blev officielt indviet i 1998.

Situationen i Skanderborg i sidste halvdel af 1980’erne beskrives som en ”kollektiv depression”: Arbejdsløsheden var steget. En tysk storkoncern havde planer om at bygge et stort center i udkanten af byen, hvad der bragte handelsstanden på kanten af panik. Byens biograf var lukket, og en rockergruppe huserede i byen. Erhvervsgrunde var svære at sælge. Byens sygehus lukkede. Alle gik rundt og ”bekræftede hinanden i, at Skanderborg var et hul” (ifølge borgmesteren).

    I begyndelsen af 1990’erne vendte stemningen. Byen fik prisen som landets tredjebedste iværksætterby. Den kommunale styrelseslov blev ændret, så man kunne opgive det faste udvalgsstyre. Det valgte nogle kommuner at gøre, herunder Skanderborg. I stedet for at have et kulturudvalg ansatte man en kulturmedarbejder, der refererede direkte til byrådet i kulturanliggender. Kulturmedarbejderen blev en central person for formidling af et netværkssamarbejde på kryds og tværs i kulturpolitiske anliggender. Denne medarbejder blev samlingspunktet for forsøget på at få et kulturhus. Kulturhusalliancen omfattede byens erhvervsråd, nogle kulturaktivister, borgmesteren (fra partiet Venstre), samt politikere i byrådet.

   Omslaget fra pessimisme til optimisme og opfattelsen af, at kulturhusprojektet på tværs af politiske skel ville kunne give et generelt løft til byen, var baggrunden for gennemførelsen af planen: ”Årsagen (….) skal først og fremmest findes i udviklingen af et lokalt skæbnefællesskab, der kan ses som et diskursivt svar på det delvise sammenbrud af den samfundsmæssige orden”. Forløbet beskrives endvidere således:

 En fra erhvervsrådet husker, »at det var Rotary sammen med erhvervsrådet og kommunen i fællesskab, der prøvede at samle nogle mennesker fra nogle interessegrupper, som ville være med til at udforme en er­hvervspolitik«. Det blev i 1991 til papiret »Skanderborgs Erhvervspolitik« og i midten af 1990'erne til papiret »Skanderborg 2010«. Begge erhvervs­politiske programmer gav kultur- og fritidspolitikken en central place­ring. I det indledende afsnit kobles erhvervspolitik direkte til spørgsmålet om øget livskvalitet.

En af kulturgræsrødderne husker endvidere, at »der var nogle møder, hvor erhvervslivet, handel og kultur er til stede, og hvor man sidder og snakker om, hvad vi kan gøre for Skanderborg, så Skanderborg kommer mere på landkortet«. Skanderborg kommune er som geografisk område det forestillede rum for skabelsen af dynamik, fremgang og optimisme.[ii]

 Erhvervsøkonomisk vækst forbindes altså med kulturel satsning i et forsøg på udvikling af byen.  Det er blandt andet heri, vindermagtdiskursen består.  Det er denne kobling, der gør, at kulturhussagen går igennem, selv efter betydelig betænkelighed fra dele af byrådet. Det er især Socialdemokratiet og SF, der frygter for, at prioriteringen af midler vil gå ud over indsatsen på socialområdet. Magtudøvelsen viser sig som overvindelse af modstand. De, der går ind for kulturhusprojektet, har vinderargumenterne. Deres diskurs er simpelthen den stærkeste.

    Forskerne konkluderer, at den diskursive magtanalyse er mest velegnet til analyse af den lokale magt i en sag som denne. En traditionel analyse af kommunalbestyrelsens magt og de politiske alliancer ville ikke kunne afsløre det diskursive spil omkring det at argumentere og at give betydning og identitet, som foregik bagom de officielle møder.

 De anbefaler, at man laver en diskursiv magtanalyse ved at læse tekster, mødereferater, interviewudskrifter o.lign. med f.eks. følgende in mente:   

-          Hvad tales der om?

-          Hvordan tales der?

-          Hvem taler, fra hvilken position, og til hvem?

-          Hvilke antagonismer (modsætninger) opstiller diskursen?

-          Hvilke kriterier er der for gyldighed, troværdighed og sandhed?

-          Hvad inkluderes og ekskluderes fra diskursen?

-          Hvilke strategier forsøger at stabilisere og /eller forandre diskursen?

 



[i] Citeret værk, s. 23. Citeret er fra Ernesto Laclau & Chantal Mouffe: Hegemony and socialist Strategy. London 1985.

[ii] Citeret værk, s. 39.


OPGAVER TIL LOKALSTYRE:
Vis med brug af kommunale nøgletal, hvordan kommunerne er forsynet med offentlig service så som børnepasning og forskellige sociale ydelser.
Sammenlign andel af befolkning med videregående uddannelse i kommunerne. Hvordan kan denne variabel samviere med flere andre socioøkonomiske variable?



 

OPGAVER TIL DEMOKRATI:

1. Gå ind på dette link og undersøg de forskellige argumenter for direkte demokrati, der fremføres der. Stil en lignende liste op for repræsentativt demokrati og forsøg herefter en argumentation for og imod de to demokratiformer. En idé kan være at dele klassen op i to lejre, der skal forsvare hvert sit standpunkt.
2. Forklar den parlamentariske styringskæde. Kan den medvirke til at "gøre politik kedelig"? Er det nødvendigt at tage beslutninger på den måde i store samfund?
3. Er det ønskværdigt at få folk til at deltage mere i politik?
4. Undersøg det danske og EU-demokratiet med anvendelse af demokratikriterierne herunder

Den amerikanske demokratiteoretiker Robert Dahl har stillet fem kriterier op for et ideelt demokrati:

1 Deltagelse, der virker: Borgerne skal have lige muligheder for at formulere deres præferencer og sætte spørgsmål på den offentlige dagsorden
2 Hver stemme skal tælle lige meget
3 Oplyst forståelse af de politiske programmer og alternativer (fordrer ytringsfrihed og demokratisk og velfungerende presse), så borgerne har fulde muligheder for at få indseende i, hvad der tjener deres interesser bedst
4 Folket skal have kontrol over dagsordenen, dvs bestemme, hvilke sager der kan tages op til demokratisk drøftelse og afgørelse
5 Demokratiet skal være inkluderende, dvs alle borgere skal være omfattet

 

CASE

En regering i et østeuropæisk land, der vil søge optagelse i EU, har hyret jer til at udforme et koncept for, hvordan demokrati og menneskerettigheder kan gøres reelt fungerende i landet, så landet bliver mere oplagt som kandidatland.

 
-          Hvordan overvindes negative socio-økonomiske faktorer og kulturformer i landet, som blokerer for demokrati?

-          Hvordan udformes et demokratikoncept for dette land, et koncept, som ikke er en afskrift af allerede eksisterende vestlige demokratimodeller?

-          Hvordan kommer et deltagelsesdemokrati (jvf listen herunder) ”ind under huden” på borgerne, så det bliver evident for omverdenen, at der er demokrati i landet?

 

Konkurrencedemokrati og deltagelsesdemokrati

KONKURRENCEDEMOKRATI

DELTAGELSESDEMOKRATI

Demokrati er en politisk metode; et middel til at træffe politiske beslutninger gennem eliternes konkurrence om folkets stemmer ved periodiske og frie valg

Demokrati er et ideal, der realiseres, når alle borgere aktivt tager del i alle de politiske beslutninger, der vedrører dem

Vælgerne udøver kontrol over lederne gennem vælgersanktioner: I kraft af truslen om at afsætte de valgte ledere sikres, at de politiske beslutninger er i overensstemmelse med befolkningens (flertallets) interesser

Folkets kontrol ligger i medbestemmelsesret og direkte deltagelse i beslutningerne

Deltagelsesbegrebet er snævert: Politisk deltagelse = valgdeltagelse.

Deltagelsesbegrebet er bredt: Det omfatter både en mangfoldighed af aktiviteter rettet mod politiske beslutninger og deltagelse på andre områder. De forudsætter hinanden. Igennem politisk deltagelse sker der en uddannelse til demokrati. Og igennem arbejde i organisationer, der er demokratiske, skabes forudsætninger for deltagelse i det politiske demokrati

Deltagelsen er indirekte: Folket deltager ikke direkte i formuleringen af politiske beslutninger, men vælger ledere, der bemyndiges til at træffe bindende beslutninger på vælgernes vegne

Deltagelsen er både direkte og indirekte: Ved siden af den indirekte deltagelse bør folket direkte tage del i beslutningerne på forskellige områder

Deltagelsen er instrumentel: den sigter på udvælgelse af politiske ledere og derigennem påvirkning af politiske beslutninger.

Deltagelsen er både instrumentel og et mål i sig selv: ud over at påvirke politiske afgørelser har deltagelsen en opdragende og udviklende funktion for det enkelte menneske

Politisk lighed = lige og almindelig valgret; lighed i mulighederne for at øve indflydelse

Politisk lighed = lighed i evner til at forsvare og fremme interesser; lighed i faktisk indflydelse og magt

Ordforklaring: Instrumentel: Noget, der er middel til at nå et mål        

 

 

 

 

 

 

  Indhold:
Repræsentativt og parlamentarisk demokrati
Parlamentarisk styringskæde
Konkurrence- og deltagelsesteori
Westminstermodel
Præsidentialisme
Globalisering og demokrati
Socioøkonomiske forudsætning for demokrati
Radikal demokratiteori
Liste over forskelle på konkurrencemodel og deltagelsesmodel

Lokalpolitik

Links:

Grundloven (med hyperlinks til de relevante steder)

Folketinget om det danske folkestyre

Foreningen for direkte demokrati (henvisninger til mange artikler og boguddrag m.v. om demokratiopfattelser)
Kronikker om direkte demokrati

Patemans deltagelsesteori

Kritik af Gothaprogrammet