Det radikale Venstre er oprindelig rundet af de mere radikaliserede grupperinger af Venstre i det 19. århundrede. I 1884 begyndte dagbladet Politiken at udkomme. Grundlæggerne af dette blad, Edvard Brandes og Viggo Hørup, var to af de radikale lederskikkelser. Det nye blad blev hurtigt populært, især i København. Det dækkede nyhederne på en friskere måde end det andet venstreblad, Morgenbladet. Det vakte irritation og var medvirkende til bruddet mellem Det Danske Venstre under ledelse af Chresten Berg og Viggo Hørups Folketingets Venstre. De gik ofte under betegnelsen "Europæerne", fordi de lagde mindre vægt på de traditionelle danske og nordiske temaer og mere vægt på inspiration fra liberale ideer i landene syd for Danmark.. Herved grundlagdes en politisk bevægelse, der lagde vægt på at forstå de liberale ideer som ideer, hvor den enkeltes ret til at tænke og tro frit blev værdsat. Det var idealer, der blev sat højt af store dele af de bedrestillede lag i de større byer.

Hørup blev udnævnt til minister i den Venstreregering, der kom til ved systemskiftet i 1901, men han døde i 1902. Han blev bl.a. kendt for udtalelsen "ingen over, ingen ved siden af Folketinget". Derved understregede han den lovgivende forsamling som den øverste magtinstans i samfundet.
  Hans tilhængere blev ikke repræsenteret i regeringen efter hans død, og der opstod en del utilfredshed med den politik, der blev ført, især på forsvars- og skatteområdet. Skattelovgivningen tog for lidt hensyn til husmændenes interesser. I 1903 dannedes Den radikale Klub i København. Den satte sig som opgave at diskutere og udforme et radikalt reformprogram. Klubben var præget af akademikere.

Figur 1: De Radikales andel af afgivne stemmer i pct af det samlede antal stemmer 1906 - 2015

Det radikale Venstre blev dannet i 1905. 8 rebelske Venstreparlamentarikere var utilfredse med partiets ændrede signaler i forsvarspolitikken. De stemte imod partiets politik i forsvarssagen og blev derefter ekskluderet. Herefter dannede de Folketingets Venstre, som gik sammen med Den radikale Klub i dannelsen af det nye parti.

Det radikale Venstre kom dermed til at stå for en mere antimilitaristisk, neutralitetsorienteret linje i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Partiets første program talte om, at Danmark skulle erklære sig neutralt. Hær og flåde skulle reduceres kraftigt. Den økonomiske ulighed skulle formindskes, og der skulle gennemføres en mere effektiv kontrol med monopoler. Skattepolitikken skulle lægges om, så de større jordejere kom til at betale mere. Det kunne gøres igennem grundværdibeskatning. Man var her under indflydelse af økonomen Henry Georges tanker om jordrenten som en kilde til ulighed. Man ønskede også adskillelse mellem stat og kirke og forskellige sociale reformer.

Oprindelig var partiet som det er fremgået forbundet med husmandsbevægelsen og progressive befolkningslag i byerne.

Partiet kom til at befinde sig i midten af Højre-Venstre skalaen. Det sad i regering sammen med Socialdemokratiet fra 1929-1940. Partiet havde udenrigsministerposten (Peter P. Munch) og var medansvarlige for Danmarks neutralitetspolitik i 30'erne.

Senere har man igen i perioder været støtteparti til eller været i regering sammen med Socialdemokraterne, sidst fra 1993 (SR-regering). Men partiet har også i perioder siddet i borgerlige regeringer (1968-71 og 1988-90).

I dag er vælgergrundlaget mere skiftende og sammensat, men partiet bærer stadig et tydeligt præg af at være et progressivt, radikalt borgerligt parti med rødderne dybt forankret i den såkaldte kulturradikalisme, der går tilbage til Viggo Hørup og arkitekten og samfundsrevseren Poul Henningsen. Nyere kulturradikale personligheder er forfatterne Klaus Rifbjerg og Ebbe Kløvedal Reich. Det viser sig i dag igennem den tydelige markering af grønne synspunkter i miljøpolitik. I uddannelses- og kulturpolitik ligger partiet også til venstre i dansk politik.

I økonomisk politik må det placeres i midten som socialliberalt parti, idet det prioriterer en "ansvarlig" økonomisk politik med satsen på ligevægt på statsbudgettet og betalingsbalanceoverskud højt. Èn af mærkesagerne har været reformer af velfærdssamfundet. Velfærdssamfundet er blevet betragtet som for stift og reguleret, så initiativet menes at være taget fra danskerne. Der er en del incitamentøkonomisk tankegang. Ved nedsættelse af skat på arbejdsindkomst formodes danskerne at ville arbejde længere tid.
   Igennem reformer af velfærdssamfundet håber man således at kunne tilføre samfundet ny dynamik. Det lykkedes at komme igennem med nogle af ønskerne til reformer. Arbejdsløshedsdagpengesystemet blev reformeret i flere omgange: Nedsættelse af dagpengeperioden til fire år - og snere til to år i "genopretningspakken 2010 -  og fremskyndelse af aktiveringen.

Partiet har fra sluthalvfemserne gjort sig til stærke fortalere for dansk deltagelse i 3. fase af ØMU.
   Efter at det blev et "nej"  til euroen ved folkeafstemningen den 28.september 2000 startede der en debat i partiet om holdningen til den europæiske union, hvor bl.a. formanden for landsorganisationen gjorde sig til talsmand for, at De Radikale skulle gå ind for endnu mere offensiv EU-politik, hvad nogle af partiets græsrødder vendte sig imod. Ønsket hænger måske sammen med, at der forinden var sket en vis udviskning af De Radikales profil igennem deltagelsen i regeringen med Socialdemokratiet. Man ønskede simpelthen at skærpe profilen igennem nogle nye mærkesager. De Radikales hovedbestyrelse har igennem de senere år været delt i to fløje, én fløj, der ønsker det nyliberale felttog imod den "stivnede velfærdsstat" ført konsekvent igennem, og en gammelradikalistisk fløj, der ønsker den traditionelle socialliberalisme og solidaritetspolitik opretholdt og ønsker at kombinere det med højskolebevægelsens og fredsbevægelsens progressive indstillinger. Denne splittelse er samtidig en by-/land splittelse. De nyradikale har deres højborg blandt akademikere i København. De ønsker imidlertid at adskille deres liberalisme fra Venstres liberalisme. Man siger, det er en etisk liberalisme - i modsætning til Venstres markedsliberalisme. Det første er altså - om man vil - en liberalisme med en frihedsforestilling, hvor friheden som basis har en etik og et velfærdsfundament.

Arbejdsmarkedspolitik og grænser mellem arbejdsmarked og politisk system

De Radikale har traditionelt været skeptiske over for store organisationer og deres magt i samfundet. Da det arbejdsmarkedsretlige system blev konsolideret i Danmark op  igennem det 20. århundrede udtrykte partiet skepsis m.h.t. rimeligheden af, at de store organisationer, f.eks. LO, DA og deres underorganisationer kan sætte samfundet i stå igennem langvarige arbejdsmarkedskonflikter. En overgang foreslog man at lade et system af voldgift erstatte den frie konfliktret.
   

Tanker om reformer af velfærdssamfundet

I maj 2003 vedtog De Radikales hovedbestyrelse, at De Radikale skal gå ind for en afskaffelse af efterlønnen. Det var de liberale "fornyere" i partiet, der vandt en afstemning over de velfærdsorienterede. I efteråret 2003 skosede De Radikale partiet Venstre for ikke at have modet og viljen til at reformere velfærdssamfundet, bl.a. at gennemføre det, man så som det "nødvendige" opgør med efterlønsordningen, som på det tidspunkt kostede samfundet 23-24 mia. kroner. Hvis der skulle være råd til pensioner i fremtiden, sagde De Radikale, måtte man holde folk længere tid på arbejdsmarkedet. Dertil egnede efterlønsordningen sig ikke. 

Man forestiller sig hos de radikale, som det f.eks. blev formuleret i et interview med Marianne Jelved i A4, at man kan  kopiere principperne fra   pensionssystemet "over på andre dele af den offentlige sektor. De fleste danskeres pension består i dag af tre elementer. Et som er skattefinansieret – nemlig folkepensionen. Et element, som er en obligatorisk kollektiv forsikringsordning, nemlig ATP og arbejdsmarkedspensionerne. Og endelig et sidste element som er private individuelle opsparinger og forsikringer, som den enkelte selv kan tegne. Den opbygning har gjort pensionssystemet meget robust og internationalt anerkendt". (A4, 12.1.04)

»Hvis nogle siger, at sundhedssystemet bliver mindre solidarisk med vores model, så vil jeg bare sige, at jeg ikke mener, at pensionssystemet er usolidarisk. Og dagpengesystemet er også solidarisk. Men det er usolidarisk, at nogle lader være med at betale til dagpengesystemet. Derfor har vi også foreslået et obligatorisk medlemskab af en a-kasse,«

De Radikales socialliberalistiske ideologi blev tiltrækkende for en del vælgere i en periode i 00'erne, hvor mange havde mistet tiltroen til "de store fortællinger" som progressive projekter, hvad enten det drejede sig om socialismens ligheds- og solidaritetsfortælling eller liberalisternes amerikanske drøm om individuel promovering og succes.
     Socialliberalismen kombinerede i manges øjne de bedste træk ved begge modeller. Man kunne både være "social" og gå ind for fri markedsøkonomi, - sådan lidt overfladisk set i hvert fald.  
   Ved valget i 2005 blev De Radikale det trendy parti for byboere - ikke mindst i Storkøbenhavn. Her blev det det næststørste parti, i nogle kredse endda det største. Det var yuppiegenerationen af veluddannede og ofte rimelig velaflagte mennesker med et åbent, progressivt syn på verden. Før valget i 2005 gik De Radikale under betegnelsen "de radicoole" på caféer i København.
    Tilhængerne er mennesker, der går ind for globalisering og er imod fremmedfrygt. Samtidig kunne De Radikale appellere til disse menneskers pengepung, idet deres skatteforslag med reduktion af topskatten, ville give dem flere penge mellem hænderne. Succesen i form af vælgerfremgangen i 2005 skyldtes også, at udviklingen i V og K´s administration af velfærdssamfundet betød, at der var opstået et "hul" i det politiske-ideologiske vælgermæssige spektrum: Det parti, der kunne give et tilbud om at stå til højre i fordelingspolitikken, som De Radikale gør med skattepolitikken, og til venstre i værdipolitikken, som partiet gør med sine holdninger til indvandrere, global retfærdighed og miljø.
   

I juni 2007 fik De Radikale ny formand. Margrete Vestager tog over fra Marianne Jelved. Det skete efter nogle meningsmålinger, der gav kraftig tilbagegang for De Radikale.

Den nye formand fik anbragt sig i en mediemæssig og parlamentarisk fordelagtig position op til valget i 2011. Det sikrede partiet et godt valg med stor stemmefremgang. Vælgerne var godt trætte af ti års VK(O) blokpolitik. Margrethe Vestager formulerede et alternativ, det "samarbejdende folkestyre", en gammel radikal tanke, der blev taget frem og pudset af i moderne form. Det skete bl.a. ved at lave en samarbejdsaftale med De Konservative. Samtidig havde partiet indgået tilbagetrækningsreformen i foråret 2011, som vil udsætte efterlønsordningen for en kraftig reduktion.
   Ved således kraftigt at kritisere de sidste ti års blokpolitik og samtidig vise, hvordan der kan samarbejdes til alle sider, gjorde man det klart for vælgerne, hvordan De Radikale kunne arbejde for blokpolitikkens endeligt, en traditionel radikal tanke. .

Partiet udviklede sin økonomiske politik i mere liberalistisk retning - ikke mindst under den nye formand Morten Østergaard, der overtog Margrethe Vestagers plads i regeringen og partiledelsen, da hun blev udnævnt til Kommissær i Bruxelles.
   Denne drejning mod højre i den økonomiske politik - væk fra det traditionelle socialliberale ståsted - har formentlig været medvirkende til partiets stærke tilbagegang ved valget i 2015 og afgivelsen af mange stemmer til det nye parti Alternativet.

DOKUMENT:

Det oprindelige radikale principprogram, der bringes her uden indledningen. Indflydelsen fra Henry George's tanker ses i jord- og husmandsspørgsmålet og grundværdibeskatningen. Velfærdslinjen ses i skattepolitikken og i kravene om sociale reformer. Programmet er præget af det, der delte i forhold til Venstre, dvs antimilitarisme og neutralitetspolitik. Opretholdelse af et fungerende marked igennem monopollovgivning. Der er krav om udvidede demokratiske rettigheder.
 

Program for Det radikale Venstre.

Vedtaget paa Landsmødet i Odense den 20. og 21. Maj 1905.

I.

Danmark erklærer sig vedvarende neutralt.

Danmark støtter og fremmer de hjemlige og Internationale Bestræbelser for Fred og Ret, særlig  ved Indgaaelse af Voldgiftstraktater.

Hærens og Flaadens hovedopgave er som Grænse- og Søpolitivagt at varetage Landets Neutralitetspligter. Militærudgifterne nedbringes til hvad dette Formaal nødvendigt kræver.

København erklæres for en aaben By. Den bestaaende Fæstning ned­lægges.

II.

En Forfatningsforandring gennemføres i Juni-Grundlovens Aand. Den privilegerede valgret til Landstinget afskaffes. I vigtige Spørgsmaal gives Adgang til direkte Folkeafstemning.

Valgret indtræder med Fuldmyndighed. Fattighjælp ydet paa Grund af sygdom og arbejdsløshed berøver ikke Valgret. Kvinder faar kommunale og politiske Rettigheder lige med Mænd, Tyende lige med andre Borgere.

En retfærdig Ordning af Folketingsvalgkredsene gennemføres ufortøvet enten en Grundlovsændring eller ved Opfyldelse af Grundlovens Bud. Fremtidige Ændringer i Valgkredsinddelingen sker efter faste Regler Omvalgssystemet med kommuneafstemning indføres.

En Ministeransvarlighedslov gennemføres.

De kommunale Raad vælges ved hemmelig Afstemning med lige og almindelig Valgret og Forholdstal.

Kommunernes Selvstyre udvides, særlig med Hensyn til Beskatning og i Forholdet til Amtsraad og Regering. Byraadene vælger selv Borgmestre. Hvor Kommunevælgernes Flertal forlanger det, skal vigtige Sager forelægges aarligt Kommunestævne.

Rang-, Titel- og Ordensvæsen afskaffes.

III.

Ved Paaligningen af de fornødne Skatter en Formindskelse af den bestaaende Økonomiske Ulighed.

Indkomst- og Formueskatten saavelsom den kommunale Beskatning ændres med dette Formaal for Øje. Ejendomsskylden omdannes under til Principperne for Grundværdibeskatning. Naar offentlige Foranstaltninger medfører en Stigning af Grundværdien, sikres der Kommune og Stat Andel i Værdistigningen.

Arveafgiften gøres progressiv.

Finanstolden paa de almindelige Livsfornødenheder og Raastoffer nedsættes efterhaanden, indtil den ganske kan bortfalde.

Beskyttelsestolden ophæves planmæssig gradvis med billigt hensyn til bestaaende Erhverv.

Overfor de Virksomheder, der er faktiske eller retlige Monopoler, værnes  Samfundets Interesser, om fornødent ved Virksomhedernes Overtagelse af Kommune eller Stat.

Der oprettes et Ministerium for Handel, Skibsfart, Haandværk og Industri.

IV.

Den bestaaende økonomiske Ulighed formindskes gennem en planmæssig social Reformlovgivning.

Oprettelsen af selvstændige Husmandsbrug fremmes ved Indførelsen af offentlig Arvefæste under betryggende Brugsvilkaar. Lodderne gøres som Regel saa store, at de drevne som almindelige Markbrug kan sikre Brugeren en økonomisk selvstændig Tilværelse. De tilvejebringes ved Udstykning af Jord, som Stat og Kommune ejer eller indkøber hertil.

Ved Lovgivning om Len, Stamhuse og Fideikommisgodser sikres Samfundets Interesse i Ordningen af Jordbesiddelsen og dets Andel i disse Værdier.

Der ydes Bidrag af Kommune eller Stat eller af begge i Forening til Forsikring mod Arbejdsløshed.

Lovgivningen om Ulykkesforsikring udvides til alle Arbejdere i By og paa Land.

Forsikring mod vedvarende Arbejdsudygtighed indføres.

Staten gaar som Arbejdsgiver i Spidsen for en Begrænsning af Arbejdstiden. Hvor Arbejdets Natur kræver det, begrænses Arbejdstiden ved Lov.

Tyendeloven ophæves og erstattes med en human Lovgivning.

Loven om Alderdomsunderstøttelse forbedres. Det umiddelbare Understøttelsesprincip bevares. Der indføres faste Minimumstakster.

Statens Omsorg for forsømte Børn gennemføres i videst muligt Omfang.

Skærpet og mere omfattende sanitært Tilsyn med Boliger og Næringsmidler tilvejebringes.

Staten yder de frivillige Ædruelighedsbestræbelser virksom Støtte.

V.

Grundlovens Løfter om Retsplejen gennemføres.

Adgangen til at bringe Administrationens Afgørelser for Domstolene udvides.

Krigsretterne omskabes. Deres Virksomhedsomraade indskrænkes til militære Tjenesteforseelser.

De gejstlige Retter ophæves.

Straffelovgivningen bringes ved en gennemgribende Forandring i Overensstemmelse med Nutidens Opfattelse af Forbrydelse og Straf. Legemlige Straffe afskaffes.

I den civile Lovgivning tilstræbes nordisk Fællesskab.

VI.

Ved Statens Virksomhed for Folkeoplysning og Aandsliv sættes som Maal at give alle lige Adgang til Kundskab og gøre alle delagtige i vor Kultur. Det tilstræbes at bevare og udvikle den nationale Samfølelse med vore Landsmænd udenfor Danmark.

Aandslivets Frihed anerkendes paa ethvert Omraade.

De bestaaende Rester af Censur afskaffes.

I den offentlige Skole tilstræbes Enhedsskolen. En virkelig Undervisningsreform i Folkeskolen gennemføres.

Skolen unddrages det gejstlige Tilsyn. Folkeskolens Lærere løses fra deres tvungne Forhold til Kirken. Det er Forældrene tilladt at fritage deres Børn for Religionsundervisningen. Den fornødne Tid til Religionsundervisning gives. Vejledende Tillidsmænd udgaaende fra Skolens egen Kreds indføres. Forældrenes Indflydelse paa Skolen udvides. Frie Skoler kan støttes af det offentlige, naar de staar Maal med den offentlige Skole og ikke skønnes at fremme Klasseinteresser.

Ved den videregaaende Udvikling af Valgmenighedernes Frihed og Menighedernes Selvstyre muliggøres Overgangen til et frit Menighedsliv uden Statens Indblanding. Rigsdagens Lovgivningsmyndighed paa det kirkelige Omraade opretholdes.

Borgerlige Embedshandlinger foretages af borgerlige Myndigheder.