Efter 1. årti af 2000-tallet - nye brudflader i dansk politik 

Dagsordenen for dansk politik ved årsskiftet 2010-11  blev bl.a. sat af følgende citat fra Finansministeriets økonomiske redegørelse, dec. 2010:

Danmark er en lille, meget rentefølsom økonomi, som har sin egen valuta, og Danmark er dermed som udgangspunkt mere sårbar overfor pres fra finansmarkederne end eksempelvis eurolandene. Med udsigt til et offentlig underskud på ca. 85 mia. kr. næste år er det derfor en central økonomisk politisk opgave at gennemføre en konsekvent genopretning af den offentlige økonomi. Det styrker troværdigheden omkring fastkurspolitikken og kan ses som en investering i fortsat lavt rentespænd i forhold til Tyskland. Høj troværdighed omkring de offentlige finanser og fastkurspolitikken sikrer således mod pres på kronen og er betingelsen for, at Danmark fortsat kan være en ”sikker havn” for internationale investorer, når der opstår usikkerhed og finansiel uro som følge af de internationale gældsproblemer.
Genopretningen af finanserne forudsætter blandt andet, at væksten i det offentlige forbrug varigt bringes ned på et lavere niveau end i de seneste 20 år, herunder at de tilbagevendende udgiftsskred ophører.

I store dagbladsannoncer appellerede statsminister Lars Løkke Rasmussen til danskerne om at have forståelse for, at det vil være nødvendigt med "reformer" i det nye år. Det var samtidig et slags oplæg til det valg, der senest skulle udskrive i november 2011. Statsministeren forsøgte ved at sætte sig på "den økonomiske ansvarligedsdagsorden" at skabe ideologisk kant til oppositionen, bl.a. på spørgsmålet om efterlønnen, som Venstre ellers indtil da havde forsvaret. Det gav den ideologiske kant, der kunne bevirke, at man blev synlig i en valgkamp.

Figur 1: Politisk landskab og dagsordenssætning

Note: D: Dagsordener for beslutningstagning. Der er mediernes (D1), politikernes (D2) og vælgernes (D3) dagsorden . Spillet mellem dem sætter dagsorden for den politiske beslutningstagning (D4) . D4 har forskellige underdagsordener, som de politiske partier i forskellig grad har “ejerskab” til:  D4a: Den “økonomiske ansvarligheds” dagsorden. D4b: Udlændingedagsorden. D4c: Menneskerettigheds- og universalismedagsorden. D4d: Velfærdsdagsorden.

 

 Figuren beskriver nogle af ændringerne op til valget i 2011.  Anders Fogh Rasmussens drejning af Venstre fra oppositionsrollens "minimalstatsvenstre" til en mere centrumsdrejet "ansvarlig" politik og samarbejde med DF sikrede Venstre regeringsmagt fra 2001-11. Partiet kunne under Hjort Frederiksen som beskæftigelsesminister stå på den "danske model" og en relativt bred velfærdsgaranti. Samtidig sikrede skattestop og "kulturkamp" imod, at der ville ske afskalning mod højre. Denne politik tvang Socialdemokratiet i retning ad en mere højreorienteret/centralistisk værdipolitik (indvandring,  retspolitik).
     Konservative ser det "hul" mod højre, som Venstre glidning åbner op for. Partiet lægger sig imod Højre i fordelingspolitikken ("ingen skal betale mere end 50 pct i indkomstskat"). På venstrefløjen giver Asmaa Abdol-Hamids opstilling som spidskandidat for Ø rystelser omkring sekularisme/multipluralisme dimensionen, som SF var hurtige til at udnytte.

Figuren ovenover viser elementer af det politiske landskab ved indgangen til 2011. Kampen mellem partierne går bl.a. på at kunne præge de forskellige dagsordener, som sættes af medier og vælgere (og ikke mindst i det politiske spil). Det sker i en reaktion på udfordringer fra omgivelserne. Danmark er blevet en del af en globaliseret virkelighed, hvor i dag over 50 pct af det, der produceres i landet, sælges til udlandet, og kontakter og kommunikation øges på tværs af grænser. Det sætter rammer for det politiske spil, f.eks. for, hvordan man tilpasser sig til ændringer i den europæiske og den globale økonomi. Det er med til at rykke fokuseringspunkterne for de politiske dagsordener. 

Omgivelserne fremtvinger altså nye udfordringer (den tykke pil), f.eks. krisen og eurozonesystemets reaktion på den. Tysk konkurrenceevne og fiskalkonservatisme sætter systemerne i eurolandene under stærkt pres, herunder også Danmark via det faktiske valutamedlemsskab gennem skygningen af euroen (den "faste valutakurspolitik"). 

 Liberal Alliance spurter frem i meningsmålingerne, fordi partiet giver “klare svar” på “reformdagsordenen”: Væk med efterløn, ned med marginalskat, mere marked og mindre stat. Det tvinger De Konservative til at udvikle sin “økonomiske ansvarlighedsdagsorden” for at vinde vælgere tilbage.  V og K går i konkurrence om D4a, der tegner sig som den mulige policy-udfordring, der kan bringe systemet ud af dead-lock. V skal dog afbalancere i forhold til sit medejerskab af velfærdsdagsordenen. Derfor kommer tilslutningen til “reformkravet” (f.eks. efterlønnens afskaffelse) langsomt.

Liberal Alliance kan sætte turbo på sin vælgerfremgang ved at forkaste “lovfabrikken”. Det ørkesløse parlamentariske arbejde med natlige forhandlinger i Finansministeriet om en finanslov er ikke vejen frem. Vælgerne følger ikke med i, hvem der har fået et beslutningsforslag igennem eller stillet interessante spørgsmål til ministre. Desuden er “lovfabrikken” kendetegnet ved, at det er en lille kreds af politikere omkring regeringstoppen, der handler tingene af. De andre MF’ere har ikke så meget at skulle have sagt og "sidder ofte på parade" som backbenchers i Folketinget. Det er selvsagt kedeligt og er ikke noget, der giver genvalg.  Hvad gør man så.   Den direkte konktakt til vælgerne via medier-vælgere nexusen øverst i figuren kan komme i spil. Man gør sig interessant nok til at blive inviteret til TV-debat,  sætter penge i store annoncekampagner, der henvender sig direkte til vælgerne og kører spektakulære sager. Liberal Alliance har set, at nu er tidspunktet kommet, hvor der kan inkasseres vælgermæssigt for Venstres og Konservatives skred hen imod den politiske midte de senere år. Det har skabt et vacuum vælgermæssigt på højresiden, et vacuum, der er forstærket af de policytiltag, der kommer af “euro-nødvendighed” og demografi: Højere levealder.

De Konservative begynder til gengæld at se nødvendigheden af at bevæge sig væk fra blå bloks hængedynd. På trods af nogle spektakulære ministerposter har partiet ikke kunnet slå ordentligt igennem i forhold til V – og især O, som man konkurrerer med på værdidagsordener. Da denne konkurrence er delvist tabt, satses på udvikling af den økonomiske ansvarlighedsdagsorden, fordi vælgerne skønnes at være modne til nu at se den danske økonomis situation i samme lys som den økonomiske sagkundskab ser den. Det skal bare formidles i det rette sprog, den rette diskurs.

Det er De Konservatives problem, at der er shoppet for meget rundt mellem dagsordener. Man kan ikke på samme tid præke økonomisk ansvarlighed og lægge op til forbrugsfest hos topskatteydere. Omvendt kan den relativt konstante vælgeropbakning til DF formentlig forklares ved, at partiet holder fast ved de få dagsordener, partiet har “ejerskab” til, især udlændingedagsordenen.

Kunsten for partierne er at forbinde de politiske sager i dagsordener, der ligger tæt på vælgernes hverdag og bliver troværdige for disse. Det er illustreret i figuren herunder, hvordan dette kan gøres. Sager optræder ikke bare alene, men kan forbindes i klynger (clusters). Hvordan gøres det på en måde, der appellerer? Det gøres dels ved at tage stilling til de udfordringer, den internationale udvikling sætter, f.eks. med finanskrisen. Men også at gøre det på en måde, der appellerer til det givne segment af vælgere. "Terror" kan drejes i retning ad overvågning, lov og orden, samt ny terrorlovgivning. Men sagen kan også drejes i retning mod menneskerettigheder.  Hvorfor er boligpolitik ikke kommet i spil? Det kunne sagsområdet eventuelt være kommet, hvis forskellige begivenhder var indtruffet, der havde aktualiseret sagen, .f.eks. en markant rentestigning, der ville gøre det markant dyrere at refinansiere variable lån. Hvorfor er EU og forholdet til USA ikke i højere grad kommet i spil? Her er svaret også, at det kunne disse sager være kommet med en anden konstellation af begivenheder, - og måske hvis EU-politikområdet ikke var "lukket" midlertidigt af EU-forbeholdene.

Figur 2: Issue-clusters



 

"Ansvarlighedsdagsorden" - et valgkampstema?

Den 1. januar 2011 skyder statsminister Lars Løkke Rasmussen nytåret ind med en nytårstale, der samtidig skal fungere som et effektivt valgoplæg.

Han foreslår konkret efterlønnen gradvist afskaffet sådan, at den ikke vil komme til at gælde for folk, der pt er under 45. Herved mener han, vil der kunne spares 16 mia kr på de offentlige budgetter.

Udmeldiingen blev straks af oppositionen (S, SF) betegnet som et "eklatant løftebrud". Partierne havde i 2006 (dog uden SF-medvirken) indgået det såkaldte velfærdsforlig, der indeholdt reformer af efterløn og folkepension, idet efterlønsalderen og pensionsalderen fra 2019 skal være rykket 2 år til henholdsvis 62 år og 67 år, og disse aldersgrænser herefter skal reguleres efter udviklingen i den gennemsnitlige levealder.

Når Lars Løkke tog det dristige skridt alligevel at foreslå ordningen afviklet, kan det forklares dels ved den økonomiske sagkundskabs fremlæggelse af dokumentation for nødvendigheden af at få øget udbudet af arbejdskraft, dels af, at han måtte foretage sig noget drastisk for at få rettet op på elendige tal i meningsmålingerne, hvor Venstre (og K) stod til tilbagegang. Opinionsmålinger havde desuden vist, at folkestemningen m.h.t. efterlønsordningen var ved at vende sådan, at flere og flere var indstillet på reformer.

I relation til figur 1 kan man sige, at ydre begivenheder satte dansk politik under pres. Det var finanskrisen og dens efterdønninger i eurogældskrisen. Der kom et pres for at reducere offentlige budgetunderskud. Det var regeringens ansvar at komme med bud på, hvordan Danmark kunne "bringe finanserne i orden". For Venstre var det desuden pinligt, at de offentlige udgifter var steget mere under VK-regeringen fra 2001-10 end under de foregående socialdemokratiske regeringer fra 1993 - 2001.

Figur 3: Udviklingen i offentlige udgifter i faste priser og løbende priser, samt offentlige udgifter i pct af BNP 1993 - 2010


Kilde: Statistikbanken. Ark kan hentes her.

Udviklingen var særlig kraftig i den sidste del af perioden (hvad der dog ikke er unormalt under lavkonjunktur, hvor skatteindtægter falder og det offentlige udgiftstryk øges til udbetaling af arbejdsløshedsunderstøttelse m.v.)

Figur 4: Udviklingen i det offentlige udgifts- og skattetryk


 Kilde: Samme som tabel 3.		 Man har kaldt åbningen imellem de to kurver til højre i figuren for "dødens gab", og det kan fremkalde angst i enhver regering, idet underskuddet jo skal dækkes - i første række gennem belåning (statsobligationer) og på længere sigt igennem en tilpasning af indtægter og udgifter. Det indgår dog også som en økonomisk "krisediskurs", at det kan være et led i keynesiansk efterspørgselsstimulerende politik.
. Det øgede underskud er delvist forklarligt med den økonomiske krise (se f.eks. stigningen i antal dagpengemodtagere i 2009 i tabel 1), og det kan også forklares med regeringens egen skattestopspolitik (indefrysning af ejendomsværdiskat og indkomstskatter). Topskatten er reduceret fra omkring 63 pct til 55,6 pct. med forårspakken 2009. Her skulle modvirkende incitamentøkonomiske effekter komme i spil, idet arbejdsudbuddet skulle øges, når skatten af sidst tjente krone falder.. Men disse effekter har ikke været kraftige nok.

Spørgsmålet var dog, om ikke økonomerne (bl.a. CEPOS) overdrev effekten af en sådan efterlønsreform  Ved en efterløn på 200.000,- (højt sat) vil 118000 på efterløn i 2011 svare til en udgift på 23,6 mia. 

Tabel 1: Antal, der går på efterløn, er faldende


Kilde: Finansredegørelse dec. 2010. Finansministeriet

 Man skal imidlertid trække godt 1/3, som efterlønsmodtagerne skal betale i skat, fra. Hermed når man ca det beløb på 16 mia, CEPOS-økonomer og andre forestiller sig som besparelse, og som Løkke nævner i sin tale.. Men det er jo totalt urealistisk. En stor del af de, der ikke efter en reform går på efterløn, vil gå over i andre former for offentlig forsørgelse.
     Det har vist sig, at antallet, der går på efterløn, er faldende, hvad der ikke mindst skyldes, at efterlønnen faktisk er blevet udhulet i forhold til reallønsudviklingen på arbejdsmarkedet de senere år. Satsreguleringen, som efterlønnen reguleres efter, giver ikke fuld dækning for lønudviklingen på arbejdsmarkedet, idet der sættes midler af til den såkaldte satspulje, der går til særlige sociale formål,  hvert år..
     For mange er det i forvejen blevet mindre attraktivt at gå på efterløn. Alternative sociale ydelser er ved at nå efterlønnen i niveau. Men det, der fra modtagersynsvinklen er et problem ved disse ydelser, er, at de ikke er en ret. De skal søges, og folk skal igennem ydmygende og opslidende ansøgninger om førtidspension, fleksjob o.lign., og en stor del kan ende på bistandshjælp. En meget stor andel af efterlønsmodtagerne er ufaglærte og faglærte, der går på efterløn p.g.a. nedslidning i arbejdet.  Hertil kommer, at et vigende arbejdsmarked under krisen vil have svært ved at beskæftige dem, der ikke kan få efterløn, hvis forslaget om afskaffelse gennemføres. Lars Løkke Rasmussen kan altså risikere at blotte sig over for oppositionens mulige angreb på dokumentationen.

Rasmussens argumentation indgår i "ansvarlighedsdagsordenen" (her forstået i relation til de makroøkonomiske sammenhænge), D4a (figur 2) og dermed i clusteret velfærd, skatter, vækst. Det kan synes paradoksalt med en velfærdsnedskæring (efterlønsreformen), men kan netop forklares med - som det også blev af Rasmussen - at af hensyn til fortsat at kunne udvikle velfærden fremadrettet, er det nødvendigt at kunne gøre det på et "forsvarligt grundlag" af konkurrencedygtigt baseret økonomisk vækst. Og det kræver et øget udbud af arbejdskraft. Der er bygget en økonomisk politisk diskurs op, der imidlertid er lidt skrøbelig, jvf noget af argumentationens manglende holdbarhed.
 

Molin og det globale

Molinmodellen kan bruges til at forklare partiernes indtagelse af standpunkter i sagen.

Figur 5: Molinmodellen og det politiske spil

Rasmussens efterlønsbombe er ultimativt begrundet i interesse og ideologi. Baglandet er i alt for lang tid blevet svigtet af den liberale regering. Nu kommer "betalingen", der samtidig kan stoppe blødningen af vælgere til Liberal Alliance. Men den er også begrundet i det parlamentariske spil i Folketinget. Rasmussen får en mulighed for at drive en kile ind i rød blok, idet De Radikale jo deler syn på efterløn og fleksibilisering af arbejdsmarkedet med den liberalistiske fløj i Venstre.  Samtidig ligger der en trussel imod regeringen i strategi og parlamentarisk faktor. Rasmussen er i færd med at skive sin trofaste mangeårige samarbejdspartner, DF, af, idet dette parti jo deler syn med rød blok i netop efterlønssagen. Men oven på kritikken - også fra borgerlige kredse - af et måske lidt for tæt samarbejde med DF i værdipolitikken, kan også dette være tiltrængt. Men det giver selvsagt problemer, også fordi man må opsige velfærdsforliget fra 2006, der jo netop har været definerende for det parlamentariske samarbejde mellem en bred gruppe af partier i velfærds-, efterløns- og pensionspolitikken.

Molinmodellens elementer hører til i en noget begrænset national forståelsesramme. Grundene til, at denne sag udviklede sig så eksplosivt og blev så vanskeligt håndterlig, ligger faktisk i omgivelserne, jvf figur 1 og 2. Der er den demografiske faktor, herunder gennemsnitlig levealder og udviklingen i befolkningens sundhedstilstand, der kalder på politikernes evne til at nyformulere velfærdsdagsordenen. Der er det internationale system, EU, euroen og finanskrisen, der stiller hastige ændringer op for dansk politik. Det er få år siden Venstre-finansministeren Thor Pedersen triumferende kunne forkynde, "vi ejer snart hele Verden". Situationen var et overskud på de offentlige budgetter, der nærmede sig 100 mia kr og en stærkt ekspansiv dansk eksport af serviceydelser. Få år efter er de offentlige finanser negative med næsten samme tal. Eksportens fremgang er truet af en relativt svag dansk konkurrenceevne i forhold til Tyskland og Sverige. Det har selvsagt stillet krav om udvikling af nye diskurser ganske hastigt og finde nye måder at forbinde politiske sager i nye clusters.

 


 Kilde: Greens og Børsen		 Når man så resultatet af en meningsmåling som den, der er sat ind her til venstre, er der noget, som kunne tyde på, at VK-regeringen ikke havde den store succes med sit efterlønsindgreb.

Men der kan naturligvis være mellemkommende faktorer, der har spillet ind, ikke mindst De Konservatives lederskifte og de ørkesløse diskussioner mellem de to regeringspartier om skattelettelser og velfærd. De Konservative har klart haft et behov for at markere sig - ikke mindst efter nedturen i meningsmålingerne og efter, at Venstre løb med initiativet i efterlønssagen, men også på baggrund af Liberal Alliances fremgang i meningsmålingerne.

Hovedproblemet har dog været, at man har overspillet "tilbagetrækning-fra-arbejdsmarkedet" dagsordenen. Man er med de sidste udspil om tilbagetrækningsreform blevet mere katolske end paven selv, når det gælder den nyliberale dagsorden for "øget udbud af arbejdskraft" og "arbejdsmarkedsreformer", specielt når den økonomiske situation er sådan, at der ikke uden videre er arbejdspladser til den større - og ældre - arbejdsstyrke. Danskerne hænger mere ved deres velfærd, end VK har indset det..

 

Hvor blev forhandlingsøkonomien af?

Forhandlingsøkonomi er blevet defineret som et samfund, en økonomi, hvor en væsentlig del af fordelingen bliver besluttet igennem kompromisser, og efter forhandlinger, mellem regering, politikere og interesseorganisationer, og hvor det ofte sker efter, at der er udviklet fælles forståelse igennem udvikling af diskurser (fælles opfattelser og sproglige udlægninger) om de emner, der lovgives om.  Velfærdsforliget fra 2006 var til dels karakteriseret ved at være en sådan beslutningsproces, idet der først havde været nedsat en velfærdskommission, der lavede et stort undersøgelsesarbejde, bl.a. om den ændrede aldersfordeling i befolkningen, og hvordan den ville stille velfærdssamfundet over for udfordringer, og herefter offentliggjorde resultaterne i store rapporter. Herefter udvikledes diskursive (italesatte) forståelser af, hvilke beslutninger der kunne gennemføres.

Forhandlingsøkonomiteoriens forståelse af beslutningsprocesserne, med inddragelse af interesseorganisationer og forhandlingsnetværk,  ligger et stykke fra det demokratiske ideal om, at lovgiverne alene er "bundet af deres overbevisning", som det er formuleret i grundloven. Lovgiverne behøver ikke at være bundet af, at der skal være enighed mellem LO på den ene side og Dansk Industri/DA på den anden side, før man kan lave en lov.  Det er så at sige det repræsentative demokratis ideal, at lovgivning besluttes af lovgiverne, de valgte repræsentanter, og altså evt. uden "forskrift" fra nogen side. . For så vidt kan man sige, at beslutningsprocessen omkring efterlønnen er udtryk for en slags tilsidesættelse af forhandlingsøkonomien. Politikerne har mere direkte relateret sig til befolkningen/vælgerne og forventer opbakning igennem det kommende valg. Det er et typisk led i denne forståelse af forholdet mellem vælgere og politikere, at politikerne hellere end at konsultere interesseorganisationer, konsulterer meningsmålinger.  

Links:

Hvornår udskrives valg?


Gregers Friisberg 2011

 


. .