Hvad kan man gøre ved problemerne. Det er der forskellige bud på. Man kan forsøge sig via afgifter på energi (f.eks. benzin og fuelolie). Man kan forsøge sig med påbud og forbud. Og endelig er der også ved at blive bygget et system op, hvor det bliver muligt at handle med CO2-kvoter (jf nedenfor).

Figur 1: Lande skaleret i størrelse efter akkumulerede CO2-udledninger (øverste kort) og virkningerne m.h.t. dødelighed forårsaget af hungersnød, sygdomme m.m. som følge af problemer påført af global opvarmning

Kilde: University of Madison, Jeff Miller. Note: Billion: Milliard. Carbon: Kul(stof). Mortality: Dødelighed (pr mio. befolkning). 

Den etiske problematik, der rejses i figur 1, lægger op til de helt store spørgsmål om fordeling og moral på globalt plan. Klimaforandringerne rammer 1 mia af de fattigste mennesker i Verden særlig hårdt, skriver et engelsk ugeblad. Det drejer sig om mennesker i Afrika syd for Sahara og i kystnære områder i Asien og Latinamerika. En forsker ved Yale Universitet vurderer, at for hver 1 grad stigning i den globale temperatur vil afrikanske farmere i tørre områder miste 28$ værdi af høstudbyttet pr hektar pr år. Den globale opvarmning spreder smitsomme sygdomme og giver mere omskiftelige vejrforhold.  FN's udviklingsorganisation UNDP vurderer den årlige omkostning ved at tilpasse sig disse ændringer til 86 mia$ i 2015.


Bæredygtig udvikling - hvordan efterlade Verden til vore efterkommere i en tilstand, de kan leve med?

Bæredygtig udvikling (på engelsk Sustainable development) defineres som sikringen af en Verden, der kan sendes videre til næste generation i samme eller bedre tilstand end den nuværende. Det vil f.eks. sige, at man skal passe på ikke at bruge løs af Verdens ressourcer, så der ikke er noget tilbage til næste generation. Det drejer sig bl.a. om at sikre, at det økonomiske system ikke fungerer sådan, at det naturlige miljø ødelægges. Det er lettere sagt end gjort, som de senere års miljødebat har afsløret.

Figur 2: Virkninger af økonomisk aktivitet på miljøet

Frie markeder  -  synderen eller en del af løsningen?

Er frie markeder af sig selv i stand til at sørge for, at forbruget omlægges på de ønskværdige måder? Det er der delte meninger om. Gennem reklame påvirkes forbrugerne. Det kan føre til øget forbrug af forurenende produkter. Frie markeder har også ført til en voldsom ekspansion af den internationale handel, hvad der kan give valgmuligheder, når vi står i supermarkedet, men som også fører til CO2 fra en ekspanderende transportsektor. Kunne flere lokalt producerede varer og kortere afstande i transporten medvirke til renere miljø?
    Når man skal kigge på klimaproblematik i økonomi, ser man f.eks. på, hvordan produktionssystemet påvirker miljøet, jvf figur 2 ovenover. Figuren viser, hvordan fordelingen af varerne finder sted via udbud og efterspørgsel. Stigende efterspørgsel fører til stigende produktion. Det fører til mere CO2. Via EPA-linket til højre kan man få en forklaring på hvordan.
   Prissystemet kan bruges bevidst til at  give ændrede signaler til produktionen. Hvis der f.eks. lægges en afgift på biler stiger prisen, og det kan tænkes at føre til reduceret afsætning og måske i stedet større efterspørgsel efter cykler. På den måde kan markedet være en del af løsningen. Prissystemet bruges til at signalere, hvad samfundet anser som økologisk gode produkter.

Mere kul på, eller mere vind og sol? - valg og optioner i energipolitikken

Det er ikke mindst energiforbruget til opvarmning, produktion og transport, der spiller en stor rolle. Figuren herunder viser, hvordan man i USA analyserer problemerne med energien og valget mellem forskellige typer af den. Ud fra denne opstilling kan man påvirke adfærden f.eks. via prissystemet (afgifter/subsidier)

Figur 3: Et snapshot af udvalgte amerikanske energivalg. Klimaændringer og energisikkerhedsvirkninger og tradeoffs (bytte af det ene i forhold til det andet) i 2025

Kilde: WRI. Øverste pils pol: Positive klimaegenskaber. Højre pol: Forøge energisikkerhed. Venstre pol: Reducerer energisikkerhed. Sydpol: Negative klimaegenskaber. CAFE-standarder er standarder til nedbringelse af bilers benzinforbrug. USA startede et program til dette midt under første olieenergikrise i 1975. Det vurderes at have reduceret amerikansk forbrug af benzin betydeligt. Raise CAFE: Øge kravene til lavt benzinforbrug, i dette tilfælde 30 miles per gallon.
     USA importerer ca. halvdelen af sit daglige olieforbrug på 20 mio. tønder (en tønde: 159 liter olie). Coal to liquids: Kul der er gjort flydende - with carbon capture: kulstoffet "fanges". Corn ethanol: Majsetanol. Cellulosic ethanol: Etanol produceret fra f.eks. halm. CO2-enhanced oil recovery: CO2 forbedret oliegenvinding. Building efficiency: Varmeisolering mv. i bygninger. Solar: Solenergi.  Nuclear: Atomkraft. Clean coal with CO2 capture: "Rene" kulkraftværker, hvor filtre fanger CO2.  LNG: Flydende gas. Expanded oil imports: Udvidet olieimport. Plug-in hybrid: Hybridbil, f.eks. Toyota Prius, hvor benzin og el-motor supplerer hinanden. Plug-in kan være til elopladning. MPG: Miles per gallon (1 gallon = ca. 4 l). Frozen: Fastfrosset. Vehicle fleet: Vognpark.   

I praksis vil mange indgreb blive blandet økonomisk-politiske indgreb, hvor prissubsidier f.eks. til vind og sol blandes med afgifter på f.eks. benzin og brændsel. Fra det politiske systems side forsøger man at gribe ind i produktion og fordeling. Det sker løbende, når der laves skattelove, hvor man f.eks. lægger øgede miljøafgifter på visse varer, eller det sker ved, at der fastsættes grænser for udledning af stoffer og laves lovgivning med f.eks. miljøforskrifter om isolering af boliger m.v., jvf figur 3, der viser, hvordan amerikanerne overvejer at gribe det an. For amerikanerne er det et spørgsmål om også at veje sikkerhedshensyn ind, idet landet er afhængig af såkaldt "svage stater" i Mellemøsten; Latinamerika og Centralasien til dækning af sine energibehov. 
   Det sker også ved store konferencer i FN- og EU-regi, f.eks. konferencen i København 2009, hvor man vil forsøge at nå frem til en international aftale, der kan erstatte Kyotoaftalen. Kyotoaftalen giver mulighed for handel med CO2-kvoter. Det betragtes pt som en af de mulige fremgangsmåder, hvorved de rige kan hjælpe de fattige ud af klemmen, som figur 1 beskriver. Der er dog også de, der mener, at de rige herved hjælper sig selv mere, end de hjælper de fattige.
    Figur 2 viser grundsammenhænge i produktionens stofskifte med naturen. Produktionen reguleres i en markedsøkonomi af udbud og efterspørgsel.
   Der benyttes naturressourcer, f.eks. råvarer, vand m.m i produktionen, og der sendes noget ud (fysisk output). Samtidig med de producerede varer er der imidlertid emissioner til luft og vand af affaldsstoffer.
 

Economic man eller ecological man?

Økonomisk kan man køre en diskussion, om man skal  kalde det markedsfejl  eller blot markeds ufuldkommenheder, der kan udbedres v.h.a. det rette mix af indgreb og afgifter?  Ideen om den "usynlige hånd" er, at markedsmekanismen virker "bag vore rygge" på en sådan måde, at ved at forfølge egeninteressen på markedet varetages almeninteressen. Ved at lægge afgifter på fossile brændsler (kul, olie, naturgas) og subsidiere (understøtte) vindmøller, skifter folk via udbuds- og efterspørgselsmekanismen fra den ene ikke-fornybare energiform til den vedvarende energiform. Man benytter economic man, det rationelt tænkende og handlende menneske som aktør. Men er mennesket så rationelt?

Vækst og beskæftigelse -  eller lavvækst og arbejdsløshed - en falsk eller reel modsætning?

Blandt inputs i produktionen er også arbejdskraft. En større produktion fører til forbrug af mere arbejdskraft. På den måde forbindes økonomisk vækst med arbejdskraftforbrug. Det kan have betydning for policymodeller, hvor man sætter mål for beskæftigelsesskabelse og reduceret CO2 på samme tid.
    Det kan lede til antagelsen om, at der er en modsætning mellem beskæftigelseshensyn og miljøhensyn. Hvis vi bekæmper arbejdsløsheden ved at få højere økonomisk vækst, fører det til mere forurening. Sådan så man meget på det tidligere. I dag opererer mange med forestillinger om lavvækst, kvalitativ vækst. Det kan evt. være et spørgsmål om teknologi, grøn teknologi og udvikling af denne (vindkraft, solenergi, bølgeenergi, mv.)
 

International arbejdsdeling og klima: Kina er synderen - eller hvad?

Vi er heldigvis blevet gode til at fomindske forurening og CO2-udledning, hører man tit. I Danmark har vi meget "ren" teknologi. Det er også korrekt. Danmark er et land, hvor en relativt stor del af el-produktionen foregår v.h.a. vindmøller. Vi har imidlertid en transportsektor, der udleder meget CO2. Der bruges meget energi til husopvarmning, hvorved der udledes meget CO2. Vores produktion er imidlertid ikke længere så "slem". Til gengæld ser vi en stigende CO2-udledning fra de nye og kommende økonomiske giganter som Kina og Indien. Det skyldes imidlertid også, at en stor del af den tungere produktion er blevet overladt til disse lande. Asien er ved at udvikle sig til Jordens fabrik.

Figur 4: Landmasser efter CO2 udlednings omfang. Skitse af hovedområders deltagelse i global arbejdsdeling

Kilde: UNDP. FN's udviklingsorganisation.

Figur 4 viser nogle hovedtendenser i udviklingen i den internationale arbejdsdeling de senere år. EU og USA har en "videnstung" produktion af service. De forbruger også en stor del af Verdens produktion, idet indkomsten pr indbygger (BNP pr indbygger) er høj i disse områder. Som man kan se af figuren, er Kina tæt på at overstige USA's CO2 udledning. CO2 udledningen pr indbygger i Kian er dog stadig langt lavere end USA's.
 

Figur 5 viser en opgørelse over de forskellige større landes og økonomiske områders udledninger af CO2 i en fælles målestok (kulækvivalent). Figur 5, højre side af diagram, viser de store havstrømme, og hvordan de påvirker miljøet på den nordlige halvkugle.

Figur 5: En tur i drivhuset og mulig ændringer i de store havstrømme, som kan få klimakonsekvenser

Carbon equivalent: Kulækvivalent Emission: Udledning Deforestation: Afskovning (skove forsvinder) Energy sources: Energikilder Renewables: Fornybare energikilder, f.eks. vindkraft

Kilde: The Economist. Gloser: Ocean currents: Havstrømme Return flow: Returstrøm Subtropical recirculation: Subtropisk recirculation Der offentliggøres pt undersøgelser, der antyder, at Golfstrømmen enten er ved at gå i stå, eller dens hastighed sænkes. Det vil kunne få voldsomme klimamæssige konsekvenser. Nord for Storbritannien, hvor den omgivende vandtemperatur er omkring 0 grader, er golfstrømmen omkring 8 grader celsius. Golfstrømmen har bl.a. den virkning, at Norges kystlinje om vinteren er 20 grader varmere end tilsvarende breddegrader i Canada. En ændring af golfstrømmens hastighed vil kunne få virkninger på orkanhyppighed og -vindstyrker i den mexicanske golf og for klimaet i store dele af det nordlige Europa. Et af de mulige krisescenarier beskrives således: "Der er gode grunde til at være nervøse over Golfstrømmens fremtid, fordi den ikke har været til at stole på i fortiden. Siden den seneste istid for 20.000 år siden, er den gået i stå eller sænket hastigheden flere gange - den seneste gang, ser det ud til, for 8.200 år siden, da en pludselig strøm af frisk vand fra en sø i Nordamerika tippede ind i Nordatlanten. Det friske vand ser ud til at have udtyndet Golfstrømmens saltindhold og således hæmmet dens strømhastighed."     Når vandet strømmer mod nord, taber det temperatur. Det salte vand er tungere end det øvrige og synker nedad. Derved "trækkes" vand sydfra. Denne mekanisme aftager i kraft, når der tilføres mere ferskvand.    " Det, frygter klimaiagttagere, er, hvad der kunne ske efterhånden som den arktiske is smelter. Men modellerne forudsagde ikke noget om, hvornår det ville begynde at ske. Derfor kan det nok være, den klimatologiske forskningsverden satte sig op i sædet, da et forskningspapir blev publiceret sidste år, som hævdede, at Golfstrømmen så ud til at nedsætte sin hastighed."

Venstre side af figur 5 siger lidt om, hvor vanskelig en omstilling det er, vi står overfor. Det er i dag en forsvindende lille del af USA's energiforbrug, der kommer fra vedvarende energi (renewables). Energien er i mange år kommet fra kul, olie og gas.

Grøn økonomi  - reel omstilling af produktion og distribution eller smart modeord?

Trade-off'et mellem beskæftigelse og miljø kan stadig være en indfaldsvinkel, der ikke bare kan afvises. Men i dag forestiller mange sig, at produktionen kan omlægges i mere grøn retning, så en politik for formindsket CO2-udledning kan blive en politik for bedre beskæftigelse. Det ligger i det grønne scenarie for produktionsomlægning. Der argumenteres med, at teknologien er til stede; det drejer sig om at få den gennemført.
    Problemet er, om man skal vælge 0-vækst (hvis det ellers er muligt at definere, hvad det er?), lavvækst, eller kvalitativ vækst med miljørigtig teknologi?


Eksternaliteter og deres genindregning i produktionsomkostningerne - ved afgifter alene?

    I det omfang, drivhuseffekten er reelt menneskeskabt, er der heri et eksempel på, at vi alle bliver ringere stillet. Man kalder det en eksternalitet af den private produktion.
   Eksternaliteter kan være positive, når f.eks. biavlerens bier bestøver frugtavlerens frugttræer. Men det er en negativ eksternalitet, når forurening fra en fabrik får biavlerens bier til at gå til grunde. CO2, der fører til global opvarmning, er negative eksternaliteter. Disse eksternaliteter er imidlertid vanskelige at indregne som omkostninger i den private produktion, som påfører dem.
   Når vi går efter den hurtigste BMW, firhjulstrækkeren med størst hvæs fra udstødningen og det lækreste kæmpehus ned til vandet og dermed varetager egoistisk egeninteresse, kommer vi via CO2/global opvarmning dermed til at deltage i omsiggribende miljøødelæggelse. Ifølge teorien om den "usynlige hånd" ville markedet have gjort alternative energiformer, herunder vedvarende energi, så økonomisk fordelagtig, at der var sket naturlige reduktioner i brugen af fossile brændsler. Det sker måske også, men det går langsomt.  Spørgsmålet er, om man kan finde metoder til indregning af de samfundsmæssige omkostninger i den private produktion, når denne står for privat påførte negative eksternaliteter på omgivelserne?
 

Kilde EPA

Tegningen her til venstre viser, hvordan Det amerikanske Energiagentur forklarer mekanismen i drivhuseffekten. Det er ligesom når man står i et tæt drivhus, og solen skinner. Der bliver hurtigt varmere indenfor end udenfor. I rapporterne fra FN's klimapanel er der foretaget projektioner af opvarmningen frem til 2100, og de viser et interval for mulige scenarier på fra 2 - 6 graders opvarmning. Det er klart, at mange af fremtidsprojektionerne er ret usikre. En anden stor kilde til klimaprojektioner er rapporten, som Nicholas Stern har lavet til det britiske finansministerium The Stern Report. Drivhusgasudledningerne ses som eksternaliteter ved produktionen. Det er en samfundsmæssig omkostning, der ikke er indregnet i den private produktion. Et rent miljø er et offentligt gode, som det ikke er rentabelt nok at investere i for øjeblikket. Dermed ses problemet med global warming som et alvorligt tilfælde af markedsfejl.        Problemet med drivhusgasser er i rapportens øjne, at de ikke er "nærværende og synlige" som andre eksternaliteter. De driver op i atmosfæren, væk fra den synlige forurener, og kan opholde sig der i mange år. Det er særlig vanskeligt for Verdenssamfundet at producere et offentligt gode som rent miljø. Der findes ikke nogen institutionel sammenhæng, der gør det muligt, jvf Kyotoaftalens utilstrækkelige gennemførelse

Det er måske ikke nok kun at appellere til forbrugerne om at vise samfundssind: Købe et mindre energiforbrugende køleskab, isolere huset, etc. Det kunne se ud som om, forbrugerne vil køre i firhjulstrukne køretøjer i det omfang, det passer forbrugerne. Over for sådanne kræfter kommer Smiths "usynlige hånd" umiddelbart til kort.
    I markedsøkonomien er forbrugeren ifølge teorien konge. Når han/hun lægger deres kroner, bestemmes derved produktionens sammensætning (via efterspørgsels- udbudsdiagrammet). 
 

CO2 kvotehandel - frelseren i form af grøn omstilling,  eller en for blød udformning af miljøpolitik?

Der er mange gode forslag til, hvordan markedsmekanismen kan bruges i den gode sags tjeneste. Der kan handles med CO2-kvoter. Og hvis man f.eks. lægger miljøafgifter på forurenende produkter (kan vises som en forskydning af udbudskurven opad i figur 1's model for prisdannelse), så fordyres produkterne, og der forbruges mindre af dem.

 

CO2-kvotehandel  Et CO2 marked fungerer som andre markeder for køb og salg, blot med den undtagelse, at det her drejer sig om, at man sælger et ton kuldioxid - eller retten til at udlede det  -   i stedet for biler eller kartofler.      Under FN's 1997 Kyoto-aftale kan lande opnå udledningskreditter ved at investere i miljøprojekter i udviklingslande.Virksomheder i rige lande, der har skrevet under på Kyoto-aftalen, kan finansiere reduktioner i fattige landes virksomheders CO2 emissioner. Til gengæld herfor kan de erhverve en ret til emission ud over den grænse (cap), der er sat for deres udledning i hjemlandet.  EU startede et CO2 handelssystsem i 2005.      Der er delte meninger blandt økonomer og miljøeksperter om CO2-kvotehandel blot er business as usual, eller om det effektivt bidrager til at løse global warming problemerne.  Nogle kritikere sætter spørgsmålstegn ved den fortsatte økonomiske vækst, forbrugersamfundet og handelen med CO2/"carbon credits" ("kulstofkreditter"). Walden Bello, der er professor i sociologi og senioranalytiker hos Focus on the Global South, skriver f.eks. i The Bangkok Post 31.3.08: På den nordlige halvkugle er der imidlertid stærk modstand imod at ændre forbrugs- og produktionssystemerne, som har skabt problemet. I stedet er der en forkærlighed for teknofix-ordninger a la "ren" kul, kulstofadskillelse/beslaglæggelse og - opbevaring, samt biobrændsler i stor skala og atomenergi.  På det globale plan vil transnationale selskaber og andre private aktører modsætte sig statsligt pålagte foranstaltninger, så som tvingende lofter over udledning, idet de vil foretrække at benytte markedsmekanismen og dens muligheder for at købe og sælge "kulkreditter" (via CO2-kvoteordninger), hvilket, siger kritikere, simpelthen er det samme som at give en tilladelse for de store forurenere til fortsat at forurene.

Hvordan agere i et politisk minefelt?

Kan det globale demokrati - FN-konferencerne - klare klimaproblemerne?
   Hvad vil de politiske aktører på nationalt plan? - Undersøg det ved f.eks. at gå ind på www.ft.dk og klik på partierne og deres programmer.
   Det politiske kan analyseres ved hjælp af en model af det politiske system. På den måde kan vi få et overblik over de instanser, interesser og aktører der indgår. Vi kan f.eks. bruge Eastons model af det politiske system

Figur 6. Det politiske spil i systemmodel

Man kan gå ind på Folketingets hjemmeside (klik på "Dokumenter") og se, hvordan love om klima og energi bliver til. Der sker en udvikling i omgivelserne, f.eks. økonomisk vækst, som fører til udledning af CO2.
    Politikerne tager stilling til problemet ud fra de forskellige synsvinkler de har. Partierne har forskellige miljøprofiler og forskellige miljøpolitik (se f.eks. Folketingets hjemmeside).
   De er under påvirkning af forskellige vælgergrupperinger og politiske ideologier. EU spiller en rolle, idet der er vedtaget EU beslutninger om reduktionsmål for CO2 udledning. Samarbejdsmulighederne i Folketinget bestemmer, hvad der kan vedtages af lovgivning.
   Medierne forsøger at påvirke den politiske dagsorden og vil sommetider have succes med at få den klimapolitiske sag øverst på dagsordenen. Ud fra Eastons synsvinkel overlever systemet, fordi det får støtte fra vælgerne/befolkningen. 

 g
   

LINKS:
Samfunds-
videnskabelig metode

World Res. Institute