Samfundsvidenskabelig metode

Har vi demokrati i Danmark? Nogle vil straks sige ja. Andre vil mene, der skal en undersøgelse til, fordi de lægger noget andet i begrebet end de, der straks siger ja, gør det.
   Det er et spørgsmål, der kan udsættes for en samfundsvidenskabelig undersøgelse. Vi står da med det samme over for det problem, at "demokrati" både er et ord, der kan betyde mange forskellige ting og en social praksis, altså noget, mennesker gør.
   Demokrati kan altså for det første  studeres som diskurser om demokrati (måder at tale om det på). Eller det kan for det andet studeres som den praksis, mennesker er involveret i. Det kunne f.eks.  undersøges kvantitativt (måle valgdeltagelse, kigge på afstemninger i parlamentet). Måske erkender vi, at vi  ikke kommer langt uden en kvalitativ analyse, da demokrati er en menneskelig praksis. Så forsøger vi måske at få en meningsforståelse (hermeneutik): Hvad intenderes med den praksis, der kaldes "demokrati"? 

Kvantitativ og kvalitativ metode

Samfundsfaglig metode deles ofte i kvalitativ metode og kvantitativ metode. Kvantitativ metode består i at bruge tal-data, f.eks. statistikker og grafer for at påvise sammenhænge i virkeligheden.
    Den kvalitative metode kan være fortolkning af, hvad tallene viser.
    I en kvantitativ analyse af en politikertale tæller vi f.eks. ord op. Vi laver en analyse af talens lixtal. Det er jo en ren optælling, altså kvantitativt. På samme måde kan vi lade Word tælle op, hvor mange gange politikeren siger bestemte ord. Alt dette tælles sammen i den kvantitative analyse. I den kvalitative analyse øges forståelsen af, hvorfor der bruges bestemte ord i forhold til andre, hvorfor lixtallet er 35 i stedet for 55 (det hænger måske sammen med målgruppe og politikerens intentioner med at ville sige tingene på den bestemte måde).
   
Den kvalitative metode består endvidere i  erkendelse, analyse og fortolkning (jvf nedenfor om hermeneutik) af den samfundsmæssige virkelighed igennem anvendelse af  modeller og teorier fra samfundsvidenskaberne. Den kan også bestå i analyse og fortolkning af taler og tekster. De fleste kvantitative undersøgelser har kvalitative elementer, f.eks. når det fastlægges, hvilke kategorier af tal der er interessante. Jeg kan f.eks. lave en kvantitativ undersøgelse af arbejdsløshed, men jeg skal jo først definere, hvad arbejdsløshed er, og det bruger jeg kvalitativ metode til.

Model

En model er et billede af virkeligheden, hvor forskellige elementer er trukket frem og forsimplet, så man kan se relationerne imellem dem. Der er f.eks. en model af forbindelsen mellem befolkning, medier og politikere, der kan bruges til at vise, hvordan sammenhængene i politisk kommunikation er. Den kan altså være med til på en forenklet måde at forklare, hvorfor befolkningen, medierne eller politikerne sætter bestemte ting på dagsordenen.

Idealtype
En idealtype er en særlig slags model. Den blev udviklet af Max Weber som en metode til at udskille træk fra virkeligheden for at kunne analysere dem i en idealiseret/stiliseret form.  Et eksempel var bureaukratiet som idealtype. Weber mente, denne organisationstype blev mere og mere almindelig i industrisamfundet. Den beskrives dernæst som hierarkisk med klart definerede over- og underordnelsesforhold.  Aktører antages at handle rationelt. Der er rationel og effektiv beslutningstagning, dvs der formuleres mål for organisationen, og man finder de mest effektive og rationelle (ofte "videnskabeligt" baserede) måder at nå målene på. Der anvendes meritkriterier (bedst kvalificerede) til udpegelse af folk til attraktive positioner. Roller og normer i organisationen er formelle, dvs skrevet ned skriftligt. Det fjerner usikkerhed m.h.t., hvordan man skal gebærde sig i konkrete situationer. Sagsbehandling er ofte skriftlig, så dens vej op og ned i hierarkiet kan følges. Det gør det lettere at placere ansvar for tagne beslutninger.  Etc..... (Det kan være smag/behag, hvor mange egenskaber, man giver idealtypen, eller det bestemmes af undersøgelsens formål).
  


Note: Et tænkt eksempel er tegnet ind via de diagonale linjer.

Ovenfor er lavet en idealtype for demokrati, hvor begrebet er forsøgt fastlagt definitionsmæssigt, så graden af demokrati måles ved, hvor langt man kommer ud ad pilene. Kriterierne for demokrati er valgt skønsmæssigt. Man kunne have taget andre. Hvis man f.eks. var interesseret i grad af direkte demokrati, ville man have en dimension, der hed folkeafstemninger (mængde, type). Man kunne have set på det rent formelle demokrati, som det er beskrevet i et lands forfatning. Man kan sige, at den beskrevne metode til undersøgelse af demokrati, nærmer sig den hypotetisk-deduktive metode. Ud fra en begrebsdefinition deducerer vi en model frem, som konfronteres med virkeligheden (de diagonale linjer).
    I figuren ovenover har vi forsøgt at operationalisere begrebet demokrati, dvs gøre det måleligt. Ofte vil politologer dog ønske at undersøge demokrati ud fra bredere forestillinger, hvor der indgår politiske ideer om, hvad det vil sige at være borger i et samfund, ideer om lighed og frihed, begreber der kan være vanskelige at operationalisere. Hvis man f.eks. mener, at borgeren skal deltage mere end blot ved at sætte et kryds på en stemmeseddel hvert fjerde år, hvordan definerer man så begrebet?   
    Max Webers hermeneutiske metode går i denne retning. Her undersøger man, hvordan mennesker etablerer mening i deres sociale praksis, jvf nedenfor. Menneskers adfærd er motivstyret, og demokratiet er f.eks. en praktisk styringsmodel, der er udviklet i relation til en governanceproblematik, som bureaukratiet også er det.  


Teori
   
En teori er noget mere vidtgående end en model. I en teori forsøger man at forklare eller forudsige noget. En teori forsøger at etablere årsagsrelationer. Vi kan f.eks. have en teori om, hvorfor vi igennem det 20. århundrede får en stigende forurening. Det kan evt. skyldes en stigende produktion/økonomisk vækst; og en økonomisk vækst, der foregår på en ikke-bæredygtig måde. Den økonomiske vækst kan igen forklares ved voksende befolkning og stigende behov for forbrugsvarer.
   I international politik er der lavet teorier, der forsøger at forklare, hvad der sker i det internationale system.

Hypoteser

Når man bygger teorier op, foregår det ofte ved hjælp af hypoteser, der siger noget om virkeligheden, og som man tester for deres pålidelighed. Simple hypoteser tester, om der er et formodet forhold mellem to variable. Hvis man f.eks. mener, at arbejdsløshedens størrelse påvirker regeringens popularitet, stiller man følgende hypotese op:

Hypotese: Hvis arbejdsløsheden er steget over 4 pct det sidste år inden et folketingsvalg, bliver det svært for den siddende regering at vinde valget

Der er to variable: arbejdsløshed (uafhængig variabel) og resultat af valg (afhængig variabel). Hypotesen er umiddelbart let at teste, da vi kan se på arbejdsløshedenstallene og teste for valgresultatet.
    I overordnet forstand kan resultatet blive påvirket af andre variable, f.eks. statsministerens/regeringens popularitet i andre sammenhængeog evne til at kommunikere sin politik, samt andre faktorer. Men når man stiller hypotesen op, forestiller man sig disse faktorer stabile.

Hypotesen kan indgå i teoridannelse om, hvad en regerings økonomiske politik betyder for dens popularitet.
 
World GDP: Verdens produktion.
Figuren ovenover til venstre viser andele af Verdens samlede BNP, som forskellige områder står for, EU, USA, Kina, etc. Figuren til højre er en opgørelse over drivhusgas emissioner (GHG emissions) i Storbritannien, herunder, hvad der kommer fra transportsektoren, fra fremstillingserhverv (manufacturing) og fra el, gas og vandforsyning.
    Det er data, vi normalt vi se som hårde data, kvantitative data. Vi kan nu bruge den hypotetisk-deduktive metode til f.eks. at lave en forudsigelse om, at Kina vil stå for en større andel af Verdens CO2-emissioner som følge af den større andel af verdensproduktionen.  Når vi kigger på figuren til højre, vil vi måske formulere en hypotese med indbygget kausalhypotese,  f.eks.:

Hypotese: Et højtudviklet industrisamfund kan producere et stigende BNP med en ringere drivhusgasudledning pr produceret enhed, fordi 1. det bruger mere "intelligent" teknologi, 2. det har outsourcet den "tunge" industriproduktion..

Det bruger mere computerstyret teknik (1), der shortcutter procedurer. Det kan imidlertid også tænkes, at det er relevant med en hypotese om, at en lavere udledning af CO2 fra engelsk industri kan hænge sammen med Englands deltagelse i den internationale arbejdsdeling (2): Større sats på service, herunder finanssektor. At landet deltager ivrigt i globaliseringen, er der næppe meget tvivl, når man ser udviklingen i CO2-emissioner fra transportsektoren.
   Venstre figur kunne f.eks. bruges i en slags fortolkende teori om magtrelationer i Verden. Lav f.eks. hypotesen: Kina er i færd med at udvikle sig til en hegemon magt i Verden. Det er lidt af en hypotese og bygger på en række underliggende antagelser, som ikke uden videre nødvendigvis er korrekte. For det første antages, at økonomisk styrke er synonymt med magt. For det andet er det  ikke givet, at Kina vil benytte evt. økonomisk magt til at stræbe efter en hegemoniposition. For det tredje er det tænkeligt, at Kinas produktionsandel er overvurderet, at det f.eks. drejer sig om, at landet har fået overladt produktion i den "billige ende" af den internationale arbejdsdeling, dvs produktion af masseforbrugsvarer med anvendelse af billig arbejdskraft. Hvis Kina skal udvikle sig til en supermagt, skal landet have en betydelig andel af den videnstunge produktion på teknologisk højt niveau.
      

Værdi og faktualitet
Den status Er- og bør-udsagn har, afhænger af den videnskabsteoretiske tilgang. I nogle tilgange erkendes det, at samfundsvidenskab ikke kan være værdifri. Derfor gælder det om at vælge, hvordan værdier kan lægges til grund, f.eks.i indledende afklaring af værdiudgangspunkt og værdipræmisser. 
   I empirisk og hypotetisk-deduktiv samfundsfaglig metode skelner man mellem er- og bør-udsagn. De sidste bør man generelt være forsigtig med at bruge. Det er ikke videnskabeligt acceptabelt at fælde værdidomme. Er-udsagn beror på troværdige iagttagelser af virkeligheden. Endvidere er udsagn, der udledes af er-udsagn videnskabeligt acceptable.
     Det er dog ikke alle iagttagelser, der er interessante. Vi ser f.eks., at der kommer røg op ad en skorsten. Derudaf kan vi ikke udlede, at det er forurening/CO2. Det kunne være ren vanddamp. En iaggtagelse, eller en opgørelse, der bygger på iagttagelse, er f.eks. en statistik over emissioner. Hvis ellers definitionerne er i orden, og den er lavet pålideligt, kan den bruges som data. 
   Man måler f.eks. forurening v.h.a. en eller anden målemetode. Måleresultaterne er er-udsagn. De siger noget om, hvordan virkeligheden er. - Ikke hvordan den bør være. Et bør-udsagn tager moralsk stilling. Videnskabelig metode består i, at man forsøger at holde sig til er-udsagn i videst muligt omfang, jvf omtalen af positivisme.
    Det kan imidlertid være vanskeligt at undgå bør-udsagn. Men man skal være bevidst om, hvordan det sker.  Når man bruger bør-udsagn bliver det "lettere" at fortolke virkeligheden i helheder. Især inden for klimavidenskaben er det almindeligt at arbejde med bagvedliggende værdipræmisser. Man arbejder f.eks. ofte med den alment accepterede værdipræmis, at man bør redde jordens klima. Man bør redde truede dyrearter, etc. Det er dog vigtigt, at man gør sig værdipræmisserne klart, så man er klar over, hvilken videnskabelighed man arbejder inden for. 

Komparativ metode

Komparativ metode er en sammenlignende metode. Det er dog ikke alt, der sammenlignes, som er komparativ metode  Sammenligning af to teksters syn på samme sag er ikke i denne forstand komparativ metode. Komparativ metode er, når ting fra virkeligheden sammenlignes.
  Man sammenligner f.eks. kernefamilien i forskellige samfund og konkluderer noget om forskelle og ligheder. De konstaterede forskelle og ligheder kan forsøges sat i forbindelse med hypoteser om fælles udspring eller oprindelse. Man kan f.eks. have en formodning om, at samfund med samme slags samfundssystem og udviklingsniveau, vil have tendens til at have ens familietyper. Hvis det ikke er tilfældet, går metoden i sin kausalteoretiske forgrening ud på at afdække mulige årsager til det.
    Man vil f.eks. sammenligne parlamentariske systemer i Europa, altså politiske systemer, hvor regeringen må gå af, hvis den får et flertal imod sig i parlamentet. Man vil da se, at der er store forskelle på parlamentarisme i Storbritannien på den ene side og parlamentariske systemer i de nordiske lande. Den komparative metode går ud på at lave sammenligningen med henblik på en afdækning af ligheder og forskelle og opstilling af hypoteser, der evt. kan forklare forskellene. Man vil da f.eks. hæfte sig ved forskellige valgmåder og forskellig historisk baggrund til forklaring.
    Sammenligning kan også gå ud på at undersøge, hvordan en eller to, eller flere, variable optræder i forskellige sammenhænge. Man vil f.eks. undersøge BNP pr indbygger i forskellige lande. Det kan være med henblik på at se, om der er en sammenhæng mellem størrelsen af BNP pr indbygger og levealder, hvor mange der får højere uddannelse, ligestilling mellem kønnene, etc. Det kræver, at det, der måles på, er ensartede størrelser. Man skal altså sikre sig, at BNP pr indbygger og de andre variable er enslydende i de tilfælde, der sammenlignes.


Videnskabsteori

I videnskabsteori beskæftiger man sig med metoder og tilgange til selve erkendelsen. Hvornår kan man sige, man ved noget?

Hermeneutik:
Hermeneutik vil sige anvendelse af en menings fortolkende metode til at forstå tekster og den sociale virkelighed.
    Man bruger en fortolkende metode til f.eks. at fortolke kvalitative interviewdata. Man bruger den hermeneutiske metode, når man vil fortolke menneskers adfærd og dermed forklare den.  Man søger da efter de finale årsager (motiver), det man også kalder det intentionelle. Man ser altså her menneskelig adfærd som motivstyret. Mennesket sætter sig mål, som det forsøger at realisere. Vi kan ikke undersøge f.eks. den sociale sammenhængskraft i samfundet uden antagelser om, hvad mennesker vil med dette begreb (og praksis), hvordan det indgår i diskurser.
    Den hermeneutiske metode vil indebære, at vores fortolkning bygger på en forhåndsviden, som vi konfronterer vores forståelse med. Virkeligheden afspejler sig ikke bare i vores bevidsthed, men vi har en bevidsthed om tingene, inden vi erfarer dem. I den hermeneutiske metode forsøger vi at klargøre forhåndsforståelsen som afsæt for en videre forståelse. En forudsætning for forståelse er,  at vi ser os selv som værende "til stede i Verden" samtidig med det, der skal forstås, - og konfronterer det med vores egen forforståelse.
     En sociolog vil lave en undersøgelse af bandekrigen på Nørrebro i København i 2009. Han starter med at læse tilgængelig litteratur om konflikten. Han forsøger at opsummere sin forforståelse. Den lyder nogenlunde sådan: Bandekrigen har sit udspring i kamp om Københavns hash- og narkomarked. Markedet er vokset, og priserne er steget p.g.a. vanskeligheder med at få stofferne ind i landet. Det har intensiveret "krigen". Han går nu i gang med den empiriske del af sin undersøgelse. Han laver kvalitative interviews blandt bandemedlemmer og finder ud af, at det er nødvendigt at omformulere forforståelsen ganske betydeligt. Bandernes struktur og de behov, de opfylder hos medlemmerne spiller en stor rolle for "krigens" start og forløb. Men det behøver ikke at betyde, at de økonomiske faktorer, der først var i spil, ingen betydning har. De spiller en rolle sammen med andre faktorer. Vi bevæger os fra at forstå enkeltaspekter af fænomenet til at forstå fænomenet i dets helhed. Helhedsforståelsen er samtidig en forudsætning for forståelsen af de enkelte dele. Vi kan ikke forstå indvandrerdrenges identitetsdannelse uden samtidig at forstå, hvordan indvandrere som helhed er blevet modtaget i det danske samfund, og uden samtidig at forstå, hvilke verdensbilleder medierne er med til at give. Gennem denne vekselvirkning mellem forståelse af enkeltdele og helheden bygges en samlet forståelse op. Det kalder man sommetider den hermeneutiske spiral: Man bevæger sig opad fra helhed til enkeltaspekter, tilbage til helhed, etc, til en højere forståelse. 
 
Hvordan forstår vi f.eks. et land som Kina? Det kan tænkes, vi har en forforståelse gående på, at landet har et-partistyre, og det kan forklare stabiliteten; det kan forklare, hvorfor landet ikke falder fra hinanden, selv om landet er stort, og der er flere forskellige folkeslag. Ved nærmere undersøgelse af landet, finder vi måske ud af, at der er en intern opposition i kommunistpartiet. Det er altså ikke så monolitisk, som vi først antog, Og vi finder ud af, at der er et filosofisk trossystem, konfucianismen, der fungerer som sammenholdsfaktor. Forforståelsen er blevet udvidet med en mere omfattende undersøgelse og forståelse.
    Max Weber har i en bog om Kina (The Religion of China: Confusianism and Taoism. 1915) undersøgt, hvad forklaringen kan være på, at man i dette store land har haft et relativt stabilt kejserdømme i årtusinder. Ideologi- og trossystemer spiller en rolle for opretholdelsen af magten. Der var en kompliceret magtbalance mellem den øverste kejserlige og centrale magt, provinsstyre og slægtsskabs- og familieforhold i landsbyerne. Ude i landsbyerne kunne der være utilfredshed og ofte tendenser til oprør. Konfucianisme ansporede imidlertid til respekt for de ældre og for autoriteter.Konfucianismen gav samtidig embedsmanden standsbevidsthed og stolthed over den erhvervede status. Samtidig virkede det relativt sekulære mandarinstyre som en mulig kanal opad i systemet, idet alle kunne forsøge at kvalificere sig til at blive mandarin via et omfattende eksamenssystem. Hvis det lykkedes for unge at få adgang til det, gav det prestige og pæn indkomst, ikke alene for den unge selv, men ville også falde noget af til hans familie og slægt.
    Karl Marx analyserede det kinesiske kejserdømme som et system, der var præget af en undertrykkelse, der var "nødvendig" for at få indsamlet skatter og få opretholdt et kompliceret vandingssystem i floddalskulturerne. At få store frugtbare floddale til at fungere, så der er dyrkningsmuligheder for mange mennesker, er en kompliceret opgave, der kan nødvendiggøre et centraliseret styre. Det fik man netop i Ægypten og Kina. Marx funderede altså sin analyse i den historisk materialistiske metode, jf senere: Hvordan sætter geografi, teknologi og økonomi rammerne?
   Weber forsøger via sin hermeneutiske tilgang at forstå, hvordan tros- og ideologisystemer spiller sammen med den menneskelige adfærd og praksis i den sociale struktur, hvor den menneskelige adfærd ses som følgende fastlagte konventioner og normer, men også som motivstyret, så den innovationsorienterede kan bryde konventionen.
   Webers metode var at formulere (idealtype-) begreber ud fra studiet af historiske og samfundsmæssige data og hele tiden omformulere og præcisere begreberne efter nye studier. Hvis Weber skulle undersøge vort nuværende samfund, ville han formentlig se på, hvilke norm- og tros-/ideologisystemer, der holder sammen på samfundet i overgangen fra modernitet til senmodernitet. Hvordan er arbejdsdeling og social struktur?


Samfundsskabt og samfundsskabende menneske  - struktur-/aktørproblematik
At sige, at samfundet er skabt af mennesker, kan være en banalitet. Men det kan samtidig være indgangsvinkel til det grundlæggende syn på samfundet. Samfundet er både menneskeskabende og menneskeskabt. Aktørerne er til stede før strukturen, men strukturen spiller en rolle for dannelsen af aktørerne. I virkeligheden er der en vekselvirkning mellem struktur og aktører. Uden en antagelse om en vist fast struktur, der er til stede uafhængigt af aktørerne, kan det være vanskeligt at studere samfundet.


     Hvorfor blev Rødstrømpebevægelsen stærk i 1970'erne? Vi kan vælge at sige, at der simpelthen var mange kvinder, der fik en god idé, og den fik de samtidig. De forsøgte at skabe dele af samfundet om i deres eget billede.
    Vi kan også vælge at se på den økonomisk-sociale udvikling i Danmark i perioden forinden. Der var sket en kraftig økonomisk udvikling i 1960'erne med stigende eksport, stærkt voksende industriproduktion og en voksende offentlig sektor. Der var mangel på arbejdskraft. Mange kvinder gik hjemme. Hvordan kunne man få dem ud på arbejdsmarkedet, så arbejdsudbudet øgedes. Her lægger vi altså op til, at der bag ved ideerne om kvindernes frigørelse og ligestilling lå nogle udviklingstendenser, som har skubbet på. Vi kan måske ligefrem bruge den kausalhistoriske metode til at påstå, at der er en årsagssammenhæng.

Logisk empirisme (Positivisme)

Positivisme betyder ikke andet end den metode, der tager udgangspunkt i det positivt givne, i det iagttagelige. Det iagttagelige registreres. Det kan f.eks. være forekomst af bestemte typer af biologiske arter sammen med virkninger af bestemte klimafænomener. Det kunne føre til en teori om der er sammenhæng. Det kan undersøges ved f.eks.  at lave korrelationer mellem variable. Man undersøger f.eks. om der er korrelation (samvariation) mellem variable. I så fald kan der være, men behøver ikke altid at være, en årsagssammenhæng (kausalrelation). 
    Positivismen minder om naturvidenskabens metoder. Der opstilles hypoteser, og ved hjælp af iagttagelser vurderer man, om hypoteserne holder, eller om de må afvises.  Man laver f.eks. hypotesen: Tosprogede elever har sværere ved at lære samfundsfag end elever, der har dansk som modersmål. Hypotesen kan efterfølgende testes ved, at man udtager et udvalg af elever fra forskellige skoler og tester, hvad de kan i samfundsfag. Derefter verificerer (viser, den er sand) eller falsificerer (viser, den er falsk)  man hypotesen. I samfundsfag er der mange hypoteser, der kan være vanskelige at lave egentlig verifikation af. Samfundet består jo af mennesker, der handler. De kan finde på at ændre adfærd. Derfor nøjes man ofte med at betragte hypoteser som sandsynliggjorte, ikke nødvendigvis beviste og evigtgyldige.
    Det bliver ikke lettere af, at mennesker reagerer på samfundsvidenskabens forudsigelser. Der kan komme selvopfyldende profeti ind. Hvis en kendt professor i økonomi siger, at aktierne i A.P. Møller vil stige, så stiger de, fordi folk skynder sig at købe i forventning om, at den kendte professor får ret.

Hypotetisk-deduktiv metode.
Den deduktive metode bruges om udledninger fra modeller og generelle antagelser, som man betragter som sande. Når man finder et enkelttilfælde, der svarer til den overordnede regel/antagelse/model, betragtes det som gældende. Antagelserne om, at jordens temperatur vil stige et antal grader,  bygger på store modeller og udledninger fra disse. Her er det vigtigt at undersøge, hvordan de oprindelige antagelser/præmisser er formuleret. Hvis det ikke er gjort korrekt, eller det er gjort  på et usikkert empirisk grundlag,  kan hele det logiske korthus styrte sammen. Et eksempel er klimaforskningen, der i høj grad bygger på hypotetisk-deduktiv metode. I 2009 fandt FN's klimapanel frem til, at gletscherne i Himalaya ville være væk i år 2035. Det var en beregning og udledning fra en lang række måleresultater og en hypotetisk model over, hvordan udledninger af CO2 påvirker klimaet. Det viste sig senere at være forkert. Afsmeltningen ville nok ske, men i et betydelig langsommere tempo end først antaget. Deduktionen var ikke foretaget helt korrekt.

Der kan laves udledninger byggende på systematiske iagttagelser af virkeligheden. F.eks. har man undersøgt samvariation (statistisk korrelation) mellem de to variable, økonomisk udviklingsgrad målt ved BNP pr indbygger (x-aksen i figuren nedenunder) på den ene side, og grad af demokrati og frihedsrettigheder på den anden (målt op ad y-aksen). Landene er plottet ind i diagrammet. Når alle lande er plottet ind, generaliserer vi fra de mange enkelttilfælde til en generel regel. Det kaldes induktiv metode.
    Vi skal ikke her gå i detaljer om undersøgelsens pålidelighed, men blot konstatere, at den lige linje viser, at der evt er en vis sammenhæng mellem de to variable: Jo højere indkomsten pr indbygger i et land er, desto mere sandsynligt er det, at der er (en høj grad af) demokrati i landet. Hvis vi herefter finder et konkret land med et højt BNP pr indbygger, bruger vi nu den deduktive metode. Vi har jo formuleret en regel nu. Vi udleder altså v.h.a. den hypotetisk-deduktive metode, at der er demokrati i landet. 


 Hypotetisk-deduktiv metode vil sige, at man bruger en model af virkeligheden og udleder udsagn fra den. Man har f.eks. en model over, hvad der kan forårsage social udstødning, og så bruger man denne model til at se på den sociale udstødning i et konkret samfund. Man udleder så at sige hypoteser fra modellen og ser, om hypoteserne passer til det konkrete tilfælde.
   Modellen for rational choice er ofte blevet brugt hypotetisk-deduktivt. Rational choice vil sige en antagelse om, at folk fornuftsmæssigt (rationelt) afvejer fordele og ulemper imod hinanden, inden de foretager et valg. Det kan være inden, de køber en vare i supermarkedet, eller inden de afgiver stemme på et politisk parti. I supermarkedet afvejes varens nytte for forbrugeren med dens pris. I stemmeboksen afvejes de fordele, partiet forventes at give vælgeren, hvis det kommer til magten, i forhold til de fordele, andre partier vil kunne give. Det parti, der forventes at give flere benefits end costs, får vælgerens stemme. Her udledes altså noget om folks adfærd ud fra en model.

 Metoden bruger man meget i økonomi, når man arbejder med modeller. Når handelen mellem to lande stiger, skal der transporteres flere varer. Den øgede transport fører alt andet lige til større udledning af CO2. Vi kan altså lave en hypotese om, at der er en kausalsammenhæng mellem øget varehandel og CO2 udledning. Det behøver naturligvis ikke altid at være korrekt. Der kan være mellemkommende variable, der virker modsat. Det kunne tænkes, at der samtidig blev opfundet en ny skibsmotor, der ikke udledte så meget.
   
   
Diskursanalyse og socialkonstruktivisme.

Denne metode består i at analysere, hvordan den samfundsmæssige virkelighed er italesat. Vi kan jo ikke se mange af de samfundsmæssige fænomener  med det blotte øje.  Derfor gælder det om at overbevise andre om, at den sociale virkelighed ser ud, som man siger, den ser ud. Vi konstruerer altså løbende den sociale verden via vort sprog. Vi opfatter verden på en given måde og sætter ord på det. Den verbale beskrivelse i sproget er vor verden.
     Hvem bestemmer så, hvordan verden beskrives sprogligt?
   Der kommer naturligvis et element af magt ind i besvarelsen. Magthaverne vil undertiden have held til at bestemme diskursen om, "hvordan samfundet ser ud". Men der foregår en løbende kamp om diskursen. Diskursanalyse går ud på at analysere diskurser, pille dem fra hinanden, vise hvordan de er sammensat og analysere sig frem til, hvilke magtinstanser og interesser der ligger bag givne diskurser.
    Et eksempel: Er samfundet grundlæggende præget af samarbejde (koncensus) eller konflikt? Er vi alle "i samme båd", eller er der grundlæggende interessekonflikter.
   Klimadebatten er præget af diskurser. En dominerende diskurs var i mange år, at det ikke var bevist, at der var en klimaeffekt; og derfor var det ikke et problem, man behøvede at tage sig så meget af. Det var i hvert fald ikke menneskehedens største problem. Efter offentliggørelsen af FN's klimapanels rapporter skiftede debatten karakter. Der kom en ændret diskurs, hvor det i højere grad blev set som uomtvisteligt, at der skulle gøres noget. Når der foreslås løsninger, dannes nye diskurser. Der er f.eks. lavvækst- eller nulvækstdiskursen. Den siger, at det er ultimativt den økonomiske vækst, der forårsager global opvarmning. Derfor må vi indrette os på et lavvækstsamfund.
    En anden diskurs er den "grønne økonomis" diskurs, som forsøger at overbevise os om, at en omlægning af produktionen i økologisk retning i vidensøkonomien vil kunne løse global warming problemerne. 
    Diskursanalyse kan bestå i at dekonstruere diskurser, dvs nedbryde dem i deres sproglige bestanddele og sætte spørgsmålstegn ved den eksistensmæssige (ontologiske) status af udsagnet som et udsagn om "virkeligheden". Hvis det er inden for miljøområdet, kan man f.eks. se på, hvad det er for en grundlæggende opfattelse af natur/menneske forholdet, der ligger i en miljøpolitisk diskurs. Analysen kan gå ud på at analysere de sproglige virkemidler, argumentation, etc.
     Socialkonstruktivisme vil sige, at vi konstruerer samfundet/social virkelighed igennem sproget. En social virkelighed eksisterer jo ikke i sig selv, som man i en vis forstand kan sige den fysiske virkelighed gør. Vi kan se et bord og føle det. Vi kan ikke se "et demokrati" og føle det. Måden vi taler om "demokrati på" og lavet regler for det er altså konstituerende for, hvad det er. Man kan forestille sig at nogle ville forsøge at stable en anden demokratidiskurs, en anden konstruktion af "demokrati", på benene ved f.eks. at sige, at det er "ikke demokrati", at man vælger nogle til at tage beslutninger for sig, men det er kun "demokrati", hvis hver enkelt løbende er med til at tage beslutninger. Vi har på forhånd underkastet os en bestemt diskurs om fænomenet ved at vælge eller acceptere en bestemt sproglig iklædning. 

Kritisk teori

Den kritiske teori tager et etisk-værdimæssigt eller et kapitalismekritisk udgangspunkt.. Eller den griber fat i grundvilkåret for erkendelse og siger, at erkendelsen af den samfundsmæssige virkelighed hænger sammen med praksis.
    Enhver forskning og videnskab tjener bestemte interesser og er udviklet for at tjene et formål. Man fik regnskabsvæsen, bogholderi og erhvervsøkonomi, da handel og erhverv blomstrede op, og der skulle viden til for at styre virksomhederne i den kapitalistiske økonomi. Tilsvarende fik man ingeniørvidenskab, der kunne benytte sig af matematikkens og fysikkens resultater til at øge produktion og effektivitet i industrien.

Frankfurterskole
     Den tyske Frankfurterskole (Horkheimer, Adorno, Habermas) har kritiseret sådan videnskab for at ligge under for formål, der burde ligge uden for videnskab som ren erkendelse. Det, man troede var objektiv videnskab, viser sig at være en ideologi, der tjener bestemte interesser. Hvorfor vælger man f.eks. den positivistiske metode, der "gør det svært at se selve skoven for bare træer"? Hvorfor vælger man at bruge et ord som "globalisering" om nogle frimarkedsprocesser, der tjener de dominerende multinationale virksomheders interesser for frihandel på en bestemt måde?
     Sådanne spørgsmål stiller man i kritisk teori. Udbuds- og efterspørgselsmodellen og den ”usynlig hånd” vil i kritisk teori blive set som en model, der bygger på en økonomisk-filosofisk grundantagelse om en ”economic man” (det økonomiske menneske) som aktør. Economic man er selvisk, går efter egeninteresse, som er maksimal profit, når det er virksomhedsejeren, der er aktøren, og maksimal nytte, når det er forbrugeren, der er aktøren. Det vil sige, aktørerne handler rationelt i forhold til målene (profit- og nyttemaksimering. I virkelighedens verden er mennesker mere sammensatte. Der indgår således også altruisme (næstekærlighed) i deres motiver, og de handler ofte irrationelt. Economic man er en slags idealtype af den økonomiske  aktør, som muliggør den hypotetisk-deduktive model af prisoptimering og allokering af ressourcerne (igennem prisdannelsesmodellen og dens forudsætninger).
    Det kritiske perspektiv går på at problematisere denne forenklede og forenklende model. 
   Synet på mennesket, som ligger i den forenklende model, ses da som en ideologiform, der dominerer tænkningen, fordi den spredes via bøger og andre medier. I et frigørende perspektiv kunne man tænke sig, at produktionen måske kunne indrettes på andre måder. Economic man blev opfundet i industrialiseringens barndom, og han/hun er udtryk for et økonomisk system, der bygger på økonomisk vækst. I et økologisk balancesamfund kunne det tænkes, at economic man skulle udskiftes for ecological man, det økologiske menneske (som måske først skal opfindes?).  
     Interessen for viden om samfundet udspringer ofte af interesser, herunder også sociale bevægelsers interesser. Med kvindebevægelsen kom der således en interesse i at få undersøgt, hvordan hidtil undertrykte grupper kunne få adgang til den politiske proces. Senere kom der en egentlig feministisk samfundsvidenskab ved mange universiteter. Med arbejderbevægelsen blev der interesse for viden om arbejdsmiljø og arbejdets organisering. Miljøbevægelsen interesserer sig for, hvordan mennesket træder i forbindelse med naturen og producerer/distribuerer på bæredygtig måde.
     Hvis der ligger teknisk-kommercielle interesser bag megen traditionel naturvidenskab og samfundsvidenskab, må man omvendt kunne formulere en humanistisk orienteret samfundsvidenskab, der tager udgangspunkt i de behov, man har i civilsamfundet (samfundet uden for marked og stat). Ud fra en etisk ren og herredømmefri kommunikation, som Habermas har formuleret det,  kan kollektivet at forskere beslutte sig for at tage udgangspunkt i menneskerettigheder og udbytningsfrie sociale relationer. Når de ser Verden ud fra denne optik, vil den tage sig anderledes ud. 
    Når miljøproblemerne opstår, kan der således være behov for en videnskab, der forholder sig kritisk til anvendelsen af viden om menneskets, produktionens og naturens interageren. Det kan f.eks. tænkes, man vil være kritisk over for figur 1 og 4 ovenover og sige, at de viser ikke andet end det økonomiske og politiske system i (passivt) samspil eller udveksling med omgivelser. Det gælder om at ændre samspillet, så miljøet bliver vinderen. Der skal politisk handling ud fra et miljøetisk grundlag til for at få udviklingen til at gå i retning ad mere økologisk balance. Man tager f.eks. udgangspunkt i begrebet bæredygtighed i stedet for at tage udgangspunkt i økonomisk vinding.  Samfundsvidenskaben kan altså blive tilstræbt ikke-neutral, når den "tager miljøets side". 

Marxisme

I marxistisk teori ser man traditionel økonomisk, sociologisk og politologisk teori som "borgerlig samfundsvidenskab", dvs en slags ideologiformer. De er en del af samfundets overbygning. Overbygningen afhænger af udviklingen i den materielle basis, dvs teknologi og produktionsrelationer. Det skal forstås dialektisk, dvs der er gensidige påvirkninger. Når der sker noget ét sted i systemet, skaber det modsætninger andre steder. Disse modsætninger opløses i nye synteser. Produktionsteknikken udviklede sig f.eks. i det 20. århundrede i de rige lande væk fra samlebånd og standardiseret masseproduktion henimod mere fleksibel produktion. Det blev muligt som følge af computerstyring. Optiske fibre gjorde det muligt at decentralisere styring af produktion og distribution ud over kloden. Denne udvikling fra fordisme til postfordisme har samtidig skabt spændinger i det politiske system (i overbygningen). Spændingerne opløses i nye ideologier (bevidstheder) og styringsformer. Det grundliggende videnskabelige paradigme er et konfliktparadigme.

    Ideologiformerne er udviklet for, at samfundets dominerende lag (borgerskabet, kapitalejerne) kan opretholde den kapitalistiske samfundsform, som er i deres interesse. "Globalisering" ses således som et ideologisk begreb, der "skjuler", hvad der reelt foregår (udvidelse af kapitalens akkumulation på internationalt plan). I marxistisk samfundsvidenskab vil man således se begrebet "frihed" på en anden måde end i traditionel samfundstænkning. Frihed er friheden til at eje og ophobe kapital. Der er frihed til at indgå juridiske kontrakter i det borgerlige samfund.  Det kan imidlertid blive til "ufrihed" for de, der ikke kan udnytte det borgerlige samfunds  juridisk-kontraktligt baserede  frihed, fordi de ikke besidder de intellektuelle og/eller materielle ressourcer til det.
    En del af Marx' metode blev udviklet i hans unge år. Det skete som led i en kritik af hans samtids filosoffer og samfundsteoretikere. De var præget af, mente Marx, at de tog for meget udgangspunkt i ideernes verden. Marx ville i stedet tage udgangspunkt i de materielle produktionsforhold og hvordan de påvirkede menneskets måde at tænke på. At begribe det giver samtidig forudsætningen for at forstå, hvordan den menneskelige tanke kan omfatte kompleksiteten af de samfundsmæssige forhold med henblik på at kunne ændre dem. I sine teser om Feuerbach (en samtidig filosof) sagde Marx f.eks., at hidtil har filosofferne fortolket Verden. Det, det gælder om, er at forandre den.  Man skal begribe historien (samfundet) for at kunne ændre den.
    Det, Marx siger, er egentlig, at man ikke kan erkende Verden, uden samtidig at erkende, at man er en del af den. Man kan ikke, som man gør i traditionel samfundsvidenskab (jvf gennemgangen ovenfor) sige, at der er en samfundsomverden, der erkendes af et erkendende subjekt (et subjekt, der har erkendt sig selv som apriorisk tænkende uafhængigt af objektet, der skal erkendes). Erkendelsen af omverdenen er socialt konstrueret. Den klassiske dualisme mellem "ånd" og "materie" accepteres ikke. I stedet knyttes erkendelsen til den menneskelige og sociale praksis.
    Derfor er det ikke det enkelte menneske, der udvikler erkendelse og viden. Det er samfundet eller det samvirkende kollektiv. Viden og erkendelse er ophobet i sproget og den fælles praksis. Det er derfor meningsløst at sige, at den enkelte har en viden om samfundet, når det, der er en "viden om" er en del af en fælles social konstruktion. 
    Man vil f.eks. lave en undersøgelse af demokrati. I en traditionel politologisk undersøgelse vil forskeren måske gå i gang med en komparativ registrering og undersøgelse af demokratiformer rundt omkring i Verden. Herefter vil blive konkluderet, at der er så og så mange parlamentariske styrer, så og så mange præsidentielle etc. Flerpartisystemer hænger sammen med anvendelse af de og de valgmåder, etc. Dermed har man en kausalteori om demokrati.  Næsten som zoologen, der registrerer dyrearter og finder ud af, at den pågældende dyreart er opstået som følge af særlige forhold på den ø, hvor dens genealogi kan henføres til. Der er etableret en kausalrelation. Det er videnskab. Ja, siger marxisten, men kun ifølge en socialt konstrueret model for, hvad videnskab er.
    Marxisten vil gribe det an som et aktionsforskningsprojekt og sige: Vi er i gang med såkaldt "demokratiske beslutningsprocesser" lige nu i vort samfund. Hvorfor virker det ikke sådan, at folk føler, de deltager meningsfuldt?. Hvad kan laves om? Vi må have konstrueret det forkert indtil nu. Måske skulle vi starte med at se på, hvordan vi overhovedet taler om demokrati. Det, vi kaldte demokrati, er ikke demokrati i den egentlige forstand af ordet. Eller det, vi i vort samfund betragter som den ønskværdige brug af ordet.  Vi må gå i gang med at ændre praksis og udvikle et nyt sprog til beskrivelse af vor praksis. Forskningsprojektet er præget af enhed mellem teori og praksis og af dialektik mellem ånd og materie. Den enkelte oplever f.eks. en tilstand af frustration over sin faktiske ikke-deltagelse i noget, der ideelt burde være meningsgivende deltagelse i en demokratisk proces. Der er opstået en modsætning/dialektik imellem virkeligheden og begribelsen/erkendelsen af den.  De dialektiske spændinger formuleres i nye sproglige konstruktioner, -  for at begribe den sociale virkelighed med henblik på at forandre den. 


BLANDING AF METODER

Ofte blander man de forskellige metoder sammen.

Hvis vi vil undersøge Lars Løkke Rasmussens tiltrædelsestale i Folketinget 14.april 2009, så kan vi f.eks. bruge kvantitative metoder nævnt ovenover (lixtal, optælling af ord og ordtyper, etc.). Men det hjælper os ikke til at forstå ret meget,  f.eks. slet ikke følgende sekvens:

Etableringen af Indenrigs- og Socialministeriet markerer et forstærket fokus på at stå vagt om den sociale sammenhængskraft. Det er særligt nødvendigt i en krisetid. For krisen kradser først i bunden af samfundet. 
    Men det hjælper ikke de mennesker, der befinder sig på bunden, hvis vi bremser dem, der klarer sig godt. Derfor vil regeringen ikke bekæmpe velstand. Vi vil bekæmpe fattigdom og social udstødelse. ... (kilde: www.stm.dk)

Her har vi f.eks. en forforståelse af Lars Løkke som liberalistisk politiker. Derfor kan det forstås, hvorfor han taler om "social sammenhængskraft" på en anden måde, end en socialistisk politiker ville gøre det. Det fremgår af det næste afsnit, hvor han siger, at en forudsætning for at hjælpe dem på bunden er, at der er incitamenter nok for dem, der er i toppen. Der benyttes endvidere nogle argumentationsmæssige kneb, f.eks. "bekæmpe velstand", der kun kan forstås v.h.a. af en forforståelse.

Hvis vi f.eks. vil undersøge, om styret i et land er demokratisk, bringer vi også vores forforståelse med i form af en forhåndsopfattelse af, hvad demokrati er.

    Den engelske avis The Independent skrev den 15.5.08 om, at den brazilianske miljøminister Marina Silva "gav op". Hun tog sin afsked fra præsident Lula de Silvas regering. Da havde hun været miljøminister i 5 år og kæmpet en hård kamp for bevarelse af den kæmpemæssige brazilianske regnskov, der betyder meget for klimaet på hele kloden: 

Nu kan man lade Googles oversættelsesrobot oversætte teksten. Det bliver ikke helt godt. Men lidt bearbejdet bliver det sådan:

Brasilien er blevet beskyldt for at vende ryggen til sin pligt til at beskytte Amazonas efter, at fratrædelsen af sin prisbelønnede miljøminister havde givet ny næring til frygt for skovens skæbne. Fratrædelsen af Marina Silva, der indrømmede,  hun var ved at tabe kampen for at få grønne stemmer til orde midt i iveren for økonomisk udvikling, er blevet mødt med forfærdelse af miljøforkæmpere.

"Hun var miljøets vogtende engel," sagde Frank Guggenheim, administrerende direktør for Greenpeace i Brasilien. "Nu Brasiliens miljø  forældreløst."

I et brev til præsident Luiz Inacio Lula da Silva,  sagde R. Silva, at hendes bestræbelser på at beskytte regnskov, anerkendt som " af planetens lunger" blev modarbejdet af magtfulde virksomhedslobbyer. "Deres Excellence var vidne til den voksende modstand fundet af vores team i vigtige sektorer i regeringen og samfundet," skrev hun.

Ms Silva beslutning om at træde af fem år efter den triumferende bekendtgørelse af, at hun skulle være minister i præsident Lula's første valgperiode har understreget, hvor langt den tidligere fagforening helts administration er gået væk fra løfterne i sine grønne velmagtsdage.

"Hendes tilbagetræden er en katastrofe for Lula-administrationen," sagde Jose Maria Cardoso da Silva, Conservation International. "Hvis regeringen havde nogen global troværdighed i miljøspørgsmål,  var det på grund af minister Marina".

Den latinamerikanske gigants formodede fremskridt inden for miljøbeskyttelse er faldet sammen i det forløbne år efterhånden som afsløringer af rekordstore skovrydninger, voldelige jordtvister og løbske skovbrande har fulgt hurtigt efter hinanden. Det verdensomspændende boom i landbrugets råvarer har skabt en hidtil uset tørst efter jord og energi i Brasilien, og resultatet har været en potentielt katastrofal jordtyveri i  verdens største tilbageværende regnskov. Amazon-bækkenet er hjemsted for en ud af 10 af verdens pattedyr og 15 procent af de jord-baserede plantearter. Det besidder mere end halvdelen af verdens ferskvand og dens enorme skove fungerer som den største kulstofdræn på planeten, hvilket giver en vital bremse på om drivhuseffekten..

Det er jo en forfærdelig historie, der fortæller om, hvordan jordens lunge, regnskoven i Amazonas, er ved at forsvinde p.g.a. menneskelig grådighed og uforstand. Hvordan forklarer vi det? Ja, det kan jo som sagt ses som menneskelig uforstand og grådighed. Altså en slags tilfældig psykologisk forklaring. Det er ikke særlig videnskabeligt.

Hvis vi nu i stedet bruger samfundsvidenskabens metoder mere systematisk, så vil vi f.eks. finde noget nyere handelsstatistik (hårde data/kvantitativ metode)  frem, som viser, at Braziliens handel med Kina nærmest er eksploderet de senere år. Der sælges store mængder braziliansk kød, soja og mælkeprodukter til Kina. Det har ladet sig gøre, fordi man har bygget store effektive landbrug op, som producerer uforarbejdede varer i store mængder til verdensmarkedet. På grund af storskalaproduktionen og den billige brazilianske arbejdskraft kan det gøres til konkurrencedygtige priser. Overfladisk set kan det for Brazilien tage sig ud som en god forretning. Det vælter tilsyneladende ind med valutaindtægter. Der er imidlertid det problem ved det, at Brazilien fastholdes i en rolle som råvareproducent. Mange af varerne videreforarbejdes i Kina, hvor der sker en kraftig værdiforøgelse, f.eks. når soyaen omdannes til kød. Det kunne brazilianerne selv have stået for og derved tjent langt flere penge. Grunden til at de ikke gør det, er blandt andet strukturen i deres landbrug. Gigantfarmene har fundet en indtjenende produktion i den måde, de gør tingene på. Hvis jorden havde været mere ligeligt fordelt med flere mellemstore bønder, ville mange af disse have fundet nicher på markedet igennem f.eks. økonologisk produktion, forædling af landbrugsråvarer, etc. Vi kan altså ny formulere en hypotese: P.g.a. en ejendomsstruktur på landet, der er et delvist levn fra kolonitiden, er det svært for Brazilien at få omstruktureret sit landbrug. Og p.g.a. en overleveret ulighed med mange uuddannede sorte, et arbejdsmarked, der har sin rod i slavetiden, kan det dårligt betale sig at erstatte arbejdskraft med maskiner.

Vi har altså hermed først fået placeret Brazilien et bestemt sted i den internationale arbejdsdeling, og dernæst etablere årsagsforklaring (eller hypotese herom) på, hvorfor landet fastholdes i denne arbejdsdeling, hvad der igen er årsagen til, at der sker skovfældning og udpining af jorder i Amazonlandet. Det, vi i virkeligheden har gjort, er at anvende en model/teori til at forklare, hvad der sker, når Brazilien og Kina begynder at handle meget med hinanden. Kina træder ind i en rolle som kolonimagt på næsten samme måde som USA og Storbritannien tidligere har gjort i deres forhold til Latinamerika: Købe råvarer og sælge forarbejdede varer.

 


























 


© Gregers Friisberg.

 
   

 

 

 

 

 

    

LINKS:  
Kvantitative
metoder


Metoder i AT

PPT om sam-
fundsvidenska-
belig metode