Denne side handler om økonomisk politik, dvs formulering af økonomiske målsætninger og anvendelse af midler til at nå målsætningerne. Målsætningerne kan f.eks. være: lav arbejdsløshed, bæredygtig økonomisk vækst, balance i udenrigshandel, lav inflation, balance på de offentlige budgetter, etc. Midlerne til at nå målene kan f.eks. være finanspolitik og pengepolitik. 
    I de senere år har der i forbindelse med diskussionerne om globaliseringen været interesse for, hvordan økonomierne er forbundet med hinanden. Vi kan ikke uden videre regne med, at vi kan føre uafhængig økonomisk politik i Danmark.

Figur 1: Keynes-modellen over de økonomiske sammenhænge

Den samlede produktion/varer og tjenester til rådighed Y (BNP) +Im  efterspørges altså af C + I + G + Ex. Man skriver den såkaldte nationalregnskabsligning (forsyningsbalance) således: Y + Im =  C + I + G + Ex

 Finanspolitik, pengepolitik, indkomstpolitik og strukturpolitik findes nok stadig, men deres virkninger er svagere eller anderledes end tidligere, da man i højere grad i den enkelte nationalstat kunne føre en politik, der satte ind imod de økonomiske problemer, jvf f.eks. oversigten over de klassiske Keynesinspirerede mål og midler i den økonomiske politik i figuren herunder.

Figur 2: De "klassiske" remedier: Finans- og pengepolitik
 

En finanspolitiske lempelse kan f.eks. bestå i, at staten bruger 1/2 milliard kroner mere på ældrepleje eller hjemmehjælp. Når staten agerer sådan, har det nogle virkninger, som  kan undersøges ved at følge pengestrømmene rundt i det økonomiske kredsløb, jvf figur 3. Det kunne også være en skattelettelse og/eller en øgning af overførselsindkomster (f.eks. arbejdsløshedsunderstøttelse, bistandshjælp m.v.)  Det stimulerer økonomien. En pengepolitisk lempelse kan f.eks. være en nedsættelse af renten, så det bliver billigere at låne penge. Det stimulerer investeringerne.          

Figur 3: Det økonomiske kredsløb med ekspansiv finanspolitik

Med stigende globalisering, bliver udlandet vigtigt for, hvad der sker. Afhængigheden af udlandet gør, at finanspolitikken og pengepolitikken ikke kan bruges så meget som før til stimulans af økonomien, idet man dermed risikerer, at det bliver udlandets økonomi, mere end den indenlandske økonomi, der stimuleres. Det har dog ikke gjort hverken finans- eller pengepolitik helt uaktuelle.
    Den amerikanske konjunktur får afgørende betydning for det meste af Verdens økonomi. Normalt vokser USA's økonomi set i et længere tidsperspektiv.

Figur 4: Med globaliseringen er Danmark blevet afhængig af økonomien i udlandet, f.eks. USA's økonomiske konjunktur

Det, der sker i  EU, har også betydning. Danmark har bundet sin valuta til eurokursen. Det vil sige, at kronen kan svinge et par pct i forhold til eurokursen. I praksis holdes den på en fast kurs i forhold til euroen. Det betyder, at valutapolitikkens råderum er indsnævret. Man devaluerer ikke den danske krone. Man kan evt. blive tvunget til at lade kronen falde i værdi. Det vil kunne ske, hvis udlandet mister tilliden til den økonomiske politik i Danmark, f.eks. hvis der opstår vedvarende og store underskud på de offentlige budgetter, hvis udenrigshandelen kommer voldsomt ud af balance ell. lign. Den situation foretrækker man at undgå. Derfor kan man sige, at valutapolitkken (devaluering/revaluering af kronen) ikke er nogen effektivt gældende mulighed for øjeblikket.

Økonomisk politik via klassikerne

Alternativt kan man bruge klassikerne som indgang til økonomisk politik. Lyt f.eks. til Milton Friedman i videoen her:

Han taler om nationalbankens rolle (Federal Reserve i USA) og kritiserer dens rolle under den store Depression i starten af 1930'erne, hvor den strammede pengepolitikken i stedet for at stimulere den, f.eks. ved at købe obligationer og derved tilføre økonomien penge. I øvrigt mener han, at pengepolitikken skal styres ud fra hensynet til ikke at smøre økonomien mere med pengemidler end hvad den økonomiske vækst betinger. Hvis den smøres mere, kommer der inflation. Hvis den smøres mindre (som det skete i begyndelsen af 30'erne), bliver der deflation (prisfald og forstærket lavkonjunktur), som han forklarer i videoen. Disse sammenhænge forklarer monetaristerne bl.a. ud fra kvantitetsligningen:

     m*v = p*Q

(m: pengemængde, v: pengenes omløbshastighed, p: prisniveau,Q: BNP).
m skal øges, hvis Q stiger. Hvis det ikke sker, opstår situationen, han taler om i videoen. Men hvis m øges betydeligt mere end Q-stigning betinger, kommer der inflation. Når der er inflation, som der var i 1970'erne, anbefales stramninger af pengepolitikken. Inflationsforventninger skal tæmmes ved, at pengepolitikken strammes via nationalbankens kontrol med pengemængden.

De klassisk tænkende liberalister er modstandere af statens øgede vægt i økonomien.
    Derfor er nogle af dem også modstandere af USA's krige. Det politisk betingede ønskede om hegemoni og kontrol har vundet over i forhold til den økonomisk fornuft, der tilsiger, at sådanne aktiviteter skal finansieres uden for voldsomme udvidelser af pengemængden. Dette er ifølge den republikanske liberalist Ron Pauls mening gået alt for vidt. USA’s krige i Irak og Afghanistan sammenligner han med Romertidens og andre imperiale krige m.h.t. virkningerne på priser og penges værdi:

“Der har aldrig været kæmpet en krig uden medfølgende inflation. I romertiden klippede de kanterne af mønterne eller fortyndede ædelmetallet. Eller der blev printet papirpenge, som vi gjorde det i revolutionstiden. I dag kalder vi det stadig at printe penge, men hvad de reelt gør er at trykke på en computertast. Hvis vi virkelig skulle betale for hver øre, vi bruger i Afghanistan og Irak, ville vi ikke være der. I stedet for at øge tropperne i Afghanistan, skulle USA trække sig ud. Det har intet med selvforsvar at gøre. .... det er umoralsk; der er overhovedet ingen fornuft i det, og det sprænger banken.” (Independent 2.12.09)

Man så det ske under Vietnamkrigen, hvor USA måtte gå fra guldet i 1971. Det fik Ron Paul til at gå ind i politik. Og lige siden har han tordnet imod et pengesystem, hvor værdien af pengene afhænger af troværdigheden af den økonomiske politik, den pågældende regering fører.  Den kan printe penge til at dække sine udgifter. Det er reelt det, USA gør for øjeblikket i kraft af de gigantiske underskud på den føderale regerings budget og den såkaldte quantitative easing (“kvantitative lettelse”), som The Federal Reserve, USA’s centralbank, laver, hvor man printer penge til at købe obligationer for, hvorved der pumpes gigantiske beløb ud. Problemet i USAs tilfælde er imidlertid yderligere, at USA trykker de mest anvendt “Verdenspenge”, dollar. Det gør det let at betale for krigene, men dette er naturligvis kun muligt til en vis grænse. Og denne grænse går der, hvor de andre lande mister tilliden til dollaren, fordi der bliver for mange af dem, og fordi man kan se, at der efterhånden ikke ligger tilstrækkelig værdi bag.

Ron Pauls opskrift på en løsning er igen at binde pengenes værdi til guld. Helst så han Centralbanken, Federal Reserve, nedlagt. Så vidt går Friedman ikke, som man kan se af interviewet. Han anbefaler en mild grad af "penge-easing" (monetary easing, dvs udpumpning af penge) fra The Feds side for at undgå bankkollapserne i 30'erne, men han vil formentlig vende sig i sin grav over den måde, den amerikanske nationalbank har lavet penge-easing på i 2009. Sammen med udgifterne til krigene kan det føre til en galopperende inflation.

Realøkonomien: Valg og friemarkeder:
Smith og Friedman: Frie markeders valgmekanismer giver effektivitet og maksimal produktion via udbud og efterspørgsel

Ifølge Adam Smith og Milton Friedman maksimeres produktionen, når alle får frihed til at disponere ud fra deres egeninteresse. Ifølge Smith vil markedet som en "usynlig hånd" sørge for, at ressourcerne kommer derhen, hvor de gør mest gavn. Friedman har det samme syn. Han viser det bl.a. i videoen herunder v.h.a. figuren ovenover. Effektivíteten fremmes af, at man får lov til at disponere over sine egne penge, - ikke over andres penge, som det sker via den statslige omfordeling i velfærdsstaten. I nordvestkvadranten i figuren økonomiserer man, samtidig med at man søger højeste værdi for pengene. Det gør en forbruger ved at lægge sine indkøbskroner der, hvor nytten af det indkøbte er størst mulig i forhold til, at udgiften er lavest mulig. Forbrugeren vil shoppe rundt efter tilbud.

 Det er gavnligt for økonomien, da det tvinger producenterne til at udbyde varerne billigst muligt. Når markederne er frie, vil producenterne i forsøget på at maksimere deres profit, sørge for, at der opstår en arbejdsdeling, der er i alles bedste økonomiske interesse. Friedman mener, det er sådan, man maksimerer velfærd - ikke ved at lade staten råde over penge efter at have tvangsinddrevet dem hos borgerne.

Keynes

Keynes kritiserer den ovenstående opfattelse for, at den tager alt for let på de mulige virkninger af, at en masse mennesker individuelt forfølger egeninteressen. Der investeres ikke kun for at handle med varer og indgå i en global arbejdsdeling, og der investeres ikke kun for at bygge produktion op, der kan dække menneskelige behov. Der investeres også for at opnå spekulationsgevinster på kursstigninger. Det er der heller ikke nødvendigvis noget galt i, men det kan blive et problem, når det ukoordineret bliver til en flodbølge. Den usynlige hånd bliver til en destruktiv boomerang, der rammer os i nakken:

Spekulanter gør muligvis ikke nogen skade, når de er bobler på en stadig strøm af erhvervsvirksomhed, der udfolder sig. Men det ændrer sig, når erhvervsvirksomhed pludselig bliver til en boble på en hvirvelstrøm af spekulation.  Når et lands kapitaludvikling bliver et biprodukt af aktiviteterne i et kasino, bliver arbejdet dårligt udført. Omfanget af målopfyldelse opnået af Wall Street, når man betragter Wall Street som en institution, hvis egentlige samfundsmæssige formål er at dirigere nye investeringer igennem de mest udbyttegivende kanaler med hensyn til fremtidigt afkast, kan ikke ligefrem betragtes som en succes for laissez-faire kapitalismen  -   hvad der vel egentlig ikke er så overraskende, hvis jeg har ret i mine formodninger om, at de bedste hjerner i Wall Street rent faktisk er blevet dirigeret i retning af en helt anden målsætning. (Keynes: The General Theory of Employment, Interest and Money. MacMillan 1936)

Det, Keynes tager stilling til her, er den mulige irrationalitet i en kapitalistisk markedsøkonomi. Det er ikke første gang, man kom til at se denne irrationalitet udspille sig. Og udfordringen for økonomisk politik er da naturligvis at styre bæstet. Det gælder irrationelle udslag af markedet, og det gælder, når markedet ikke af sig selv finder ligevægt ved fuld beskæftigelse.

Hvis ligevægt i økonomien indtræder ved et niveau under fuld beskæftigelse, melder spørgsmålet sig: Hvad så? Den keynesianske rygmarvsreaktion er i den situation at anbefale underbudgettering på de offentlige budgetter, evt. finansieret ved salg af statsobligationer. Det kan sætte gang i økonomien, og måske er der en multiplikator forbundet med det? Det afhænger dog lidt af forventningerne og af de globale markeders udvikling, da mange landes situation i dag er, at økonomierne er meget forbundet med andre økonomier via eksport/import på internationale markeder. Det kan gøre det oplagt med koordinerede underbudgetteringer samtidig i flere lande på én gang. Og det var da også det, man faktisk gjorde efter finanskrisen i 2008-09, selv om nogle legede beating around the bush og lod andre tage skraldet.
    Problemet med stimulanspolitikken via underbudgetteringen er, at de statslige budgetunderskud kan blive ukontrollabelt store, som det er ved at ske i USA og UK, samt Irland, og det kan bringe en kraftig inflation, når finansieringen sker ved printning af penge, der samtidig er "Verdenspenge", jvf også monetaristernes kritik ovenfor.
    Og den statslige Leviathan vokser, så skatteplagede mennesker bliver trættet af det og siger, at de har mistet lysten til at arbejde, når der skal afleveres så meget i skat.
    Det britiske finansblad The Economist bringer gruopvækkende billeder af Leviathan i sit sidste nummer. Og bladet viser OECD-statistik, der illustrerer denne vækst i statens andel af BNP, jf herunder.

Keynes anviser dog andre veje til løsninger:

Vi har i set, at investeringsniveauet afhænger af forholdet mellem renten og kapitalens marginale effektivitet. Det giver anledning til forskellige investeringsniveauer i forhold til rentens højde. Kapitalens marginale effektivitet afhænger af forholdet mellem udbudsprisen for et kapitalaktiv (f.eks. en maskine) og det forventede afkast, man kan få af  aktivet. (The General Theory....)

Her siger Keynes noget centralt om, hvad der bestemmer investeringsomfanget i en kapitalistisk markedsøkonomi, og dermed også noget centralt om, hvad der kan gøres ved det problem, der hedder, at markederne går i ligevægt på et niveau under fuld beskæftigelse. - Og uden at man kommer til at "stir the Leviathan", som The Economist så poetisk udtrykker det. 
    Renten kan sættes ned via pengepolitikken. Men hvad gør man, når renten kommer ned i nærheden af 0. Så har pengepolitikken udspillet sin rolle. Til gengæld kan der være muligheder for at øge kapitalaktivernes afkastgrad (kapitalens marginale effektivitet). Det kan gøres ved investeringer i uddannelse, forskning, teknologiudvikling, herunder teknologiomstilling. Man kan lægge afgifter på rustbælteøkonomi og subventionere - og teknologiudvikle - grøn teknologi. Det vil øge kapitalens marginale afkast.

Målene, politikken og ideologierne

Hvad vil man opnå med økonomisk politik. Hvad er målene for den økonomiske politik?
    Det sprang Adam Smith let og elegant henover med sin usynlige hånd. Staten skulle blot sikre visse nødvendige rammer for markedet. Men staten var heller ikke så stor en del af økonomien på hans tid, at det var muligt at påvirke den samlede efterspørgsel på afgørende vis. Den "usynlige hånd" er en metafor for markedets evne til effektiv allokering af ressourcer, når udbud og efterspørgsel og prisdannelsen ser til, at der sker et skifte i produktion og distribution uden, at det behøver at blive planlagt af et planlægningskontor. Den usynlige hånd kan imidlertid ikke klare den økonomiske makropolitik, selv om det just er her, der er uenighed mellem keynesianere og udbudssideteoretikere, mellem vækstentusiaster og vækstskeptikere. 
   Målene, og hvordan de fastlægges, er det, der er det helt centrale spørgsmål for et samfund at tage stilling til. Økonomi er et middel til at nå andre mål. Hyppige økonomiske mål er:

Vækst (hvordan skal BNP defineres?)
Lav inflation
Høj beskæftigelse/lav arbejdsløshed
Rimelig betalingsbalanceligevægt
Rimelig indkomst- og formuefordeling (skatte- og velfærdspolitik)
Økologisk bæredygtighed

Når man skriver disse mål, bliver man straks opmærksom på, hvordan det hele bliver ideologisk og politisk. Hvordan prioritere imellem dem? Hvad gør man, når de indbyrdes strider imod hinanden, dvs det kan være vanskeligt at opnå målopfyldelse. Det gælder f.eks. vækst og bæredygtighed. Det gælder måske også økonomisk vækst og indkomst-/formuefordeling - eller gør det? Hvad med vækst og inflation?
    Det er ikke på forhånd muligt at "beregne", hvad den "rigtige" økonomiske politik er. I et pluralistisk samfund bliver den økonomiske politik til evt. efter en mudret beslutningsproces i det politiske system. At finde ud af, hvordan den bliver til som et gennemsnit eller fordrejning af interessers, politiske ideers og ideologis tryk, er ofte ikke let.


I'm the Agenda  -  Keynes vs. F.A. Hayek

Ord, der optræder på videoen:

F.A. Hayek (1899 - 1992) en af de mest fremtrædende repræsentanter for Den østrigske Skole i økonomisk teori. Det var en skole, der lagde vægten på de frie markeder og økonomiens selvkorrigerende mekanismer.
 

And here's for the hard one:

                                                                                                                                                                                              ▲

Det økonomiske Råd
Nationalbanken
Pengepolitikkens historie
Den europæiske Centralbank
Leksikon til den amerikanske pengepolitik