Økonomisk politik drejer sig om formulering af økonomiske målsætninger og anvendelse af midler til at nå målsætningerne. Målsætningerne kan f.eks. være: lav arbejdsløshed, bæredygtig økonomisk vækst, balance i udenrigshandel, lav inflation, balance på de offentlige budgetter, etc. Midlerne til at nå målene kan f.eks. være finanspolitik, pengepolitik og arbejdsmarkedspolitik (f.eks. påvirkning af udbud af arbejdskraft).

På kort sigt er den økonomiske politiks opgave ofte den at sætte ind over for de økonomiske balanceproblemer, f.eks. arbejdsløshed eller betalingsbalanceunderskud. På langt sigt er målet at styrke økonomiens konkurrenceevne og at lave bæredygtig produktion, så økologiske problemer ikke ødelægger selve grundlaget for produktionen.

 Under den såkaldte eurogældskrise, der rasede fra finanskrisens start og mange år frem, var der stor forskel på de økonomiske balanceproblemer i lande i Sydeuropa i forhold til de stærke økonomier i Nordeuropa, se fig. herunder:

 Figur 1: Tysk og græsk diamant over økonomiske balanceproblemer 2015

Note: De økonomiske balancer er i figuren ovenover målt på følgende variable:

 
Arbejdsløshed
Arbejdsløshed vil sige, at der er et overudbud af arbejdskraft. Der er flere, der gerne vil have jobs, end der er ledige jobs. Arbejdsløshed defineres som oftest som antallet af fuldtidsledige i procent af arbejdsstyrken, dvs mennesker i alderen 16 – 64, som er til rådighed for arbejdsmarkedet.
    En lav arbejdsløshed er et vigtigt styrkemål for en økonomi, fordi det siger noget om økonomiens evne til at skabe jobs til borgerne.
 
Balance på offentlige budgetter
Et andet vigtigt balanceproblem er balancen på de offentlige finanser. Det defineres som de samlede offentlige indtægter – samlede offentlige udgifter.
    Hvis staten bruger flere penge, end den får ind, trykker den enten flere penge for at dække underskuddet, eller den låner. I begge tilfælde kan det på længere sigt forårsage problemer. Derfor er det et vigtigt styrkemål, at der er ligevægt eller overskud  -  eller så lille et underskud som muligt – på de offentlige finanser (forholdet mellem indtægter og udgifter på statens regnskab)

 
Betalingsbalance
Betalingsbalanceunderskud vil sige et underskud i betalingerne over for udlandet. Betalingsbalancens løbende poster er de indtægter -  udgifter igennem året, som er afledt af de økonomiske transaktioner, Danmark har med udlandet. Det er køb af varer og tjenester i udlandet (import). Og det er salg af varer og tjenester til udlandet (eksport).
   Hvis der importeres mere, end der eksporteres, står man med et problem, der hedder, at der begynder at blive mangel på udenlandsk valuta til at betale importen med. Betalingsbalanceoverskud er udtryk for en stærk økonomi, for det viser evnen til at kunne konkurrere i forhold til udlandet.

Rente
Det er også vigtigt med en lav rente. Renten er prisen på penge. Hvis man vil låne penge, skal man normalt betale en rente for det. Når man har penge i banken, får man normalt en rente til gengæld for at overlade pengene til banken.
    Når renten er lav, er det billigere for virksomhederne at låne penge til investeringer. Det vil som regel stimulere investeringerne i nye maskiner og anlæg. Det bevirker, at produktionen bliver mere moderne, og der skabes jobs via investeringer.

Økologisk balance
Endelig opererer man også tit med økologisk balance som et vigtigt økonomisk balancemål. Det vil sige evnen til at lave en produktion, der er bæredygtig i forhold til miljøet. Når der produceres, lukkes der ofte forurenende stoffer og CO2 ud i atmosfæren. Det efterlader problemer med folkesundheden, som, hvis der skal repareres på det, fører til udgifter for samfundet.

Prioriteringer af mål
Politiske prioriteringer, holdninger og værdier spiller en stor rolle for, hvad der prioriteres i den økonomiske politik, altså her, hvilken balance i økonomien, man anser for at være den vigtigste: 
    Hvad er vigtigst: Arbejdsløsheden eller de offentlige finansers balance? Det er et spørgsmål om en politisk afvejning. Men samtidig er det også sådan, at de økonomiske problemer, og den måde de løses på, hænger sammen. Hvis man har lav arbejdsløshed, får man flere penge i de offentlige kasser igennem beskatningen. Det vil således gøre det lettere både at opfylde målet om jobs og målet om balance på det offentlige budget.
   Det er også vigtigt, hvordan det økonomiske system virker på det omgivende miljø. En øget produktion vil ofte sige øget forurening. Udledninger af CO², kemiske affaldsstoffer, metaller o.lign. vil ofte stige, når produktionen stiger. Produktionsstigning kan være virkningen af, at man bekæmper arbejdsløsheden.

Økonomisk politik via økonomiens efterspørgselsside

Økonomisk politik går ofte ud på at modvirke konjunkturerne. Hvis en højkonjunktur er for stærk, fører det til inflation (prisstigninger). Derfor prøver politikerne at tage dampen af kedlen med f.eks. en stram økonomisk politik. Det traditionelle virkemiddel hertil er finanspolitik eller pengepolitik.

   Der er ikke kun tale om at finde den rigtige teknik til at løse et problem, alle er enige om skal løses. Enhver økonomisk politik er udtryk for en politisk prioritering.

Der kan laves økonomisk politik via økonomiens efterspørgselsside, dvs: Hvordan påvirkes forbrug, investeringer m.m, så det virker stimulerende på økonomien?

Der tages udgangspunkt i forsyningsbalancen. Der er produceret et BNP, og en mængde varer og tjenester er kommet til fra udlandet via importen. Hvordan - og i hvilken grad - efterspørges disse varer og tjenester? Hvis de ikke efterspørges i særlig grad, vil det ramme afsætningen, og virksomhederne vil indskrænke.

Figur 2: Tilgang og anvendelse af varer og tjenester

Kilde for tilgang og anvendelse: Dst.dk

Figur 2 viser tilgang og anveldelse af varer og tjenester fra 2008 - 2015. Man kan se virkningerne af den økonomiske recession (tilbagegang), idet BNP, import, eksport m.m. falder efter 2008, hvor finanskrisen slår igennem. I særlig grad rammes investeringerne (I). Et fald i investeringerne påvirker beskæftigelsen, idet der jo ikke nyopføres og installeres maskiner m.v. i samme grad som tidligere.

Men forsyningsbalancen viser altså varer og tjenester(BNP: Y (yield)) og import (Im), som er til rådighed for at kunne anvendes til forbrug (både offentlig Co og privat Cp), investeringer (I) og eksport.

Hvis man vil stimulere økonomien, så der bliver mere økonomisk aktivitet - og dermed bedre beskæftigelse, vil man forsøge at få investeringer, forbrug eller eksport op i gear. Man laver f.eks. en ekspansiv finans- og pengepolitik, dvs staten formindsker skatter eller bruger flere penge, og Nationalbanken sætter renten ned, så det bliver billigere at låne penge til investeringer:

Figur 4: Økonomisk politik i relation til økonomiske konjunkturer

Hvis man vil dæmpe den økonomiske aktivitet, vil man forsøge at svække investeringer (f.eks. igennem pengepolitik/renteændringer) eller ved at dæmpe forbruget (f.eks. ved skattestigninger, så indkomsterne, der er disponible til forbrug, mindskes).

Hvis man vil forbedre betalingsbalancen, vil man forsøge at få importen ned og eksporten op.

Udbudssideorienteret økonomisk politik

Hvis man satser på udbudssiden, vil man forsøge at få BNP til at stige ved at øge iværksætteraktivitet og ved f.eks. at skabe incitamenter på arbejdsmarkedet, så lysten til at yde en ekstra indsats igennem arbejde og produktion øges. Det kan være uddannelsesinitiativer, så arbejdskraftens uddannelsesniveau - og dermed dens kvalitet - øges.

Der anvendes såkaldte incitamenter for at øge udbuddet. Incitament betyder tilskyndelse. Aktørerne i økonomien skal have mere tilskyndelse, incitament, til at sætte produktion i gang. Det kan f.eks. være via skattelettelser, især lettelser i marginalskatten, dvs skatten af den ekstra krone, der tjenes. Sammenhængen er for hele økonomien vist ved den såkaldte Lafferkurve.

Figur 5: Lafferkurve om sammenhængen mellem skattesats og BNP

Lafferkurven viser, at ved et vist skatteniveau, f.eks. når de samlede skatter er over 50 pct af BNP (skattetrykket), så falder statens skatteindtægter, fordi produktionen forventes at falde, fordi incitamentet til at producere falder. Det vil altså omvendt sige, at hvis skatterne sættes ned, forventes det, at der kan produceres mere.
    Det er antagelser, der ikke er ordentlig empirisk bevist. Det har faktisk vist sig, at når indkomsten efter skat bliver større, så vælger mange at få mere fritid - i stedet for at arbejde mere. Og så udebliver virkningen. Ikke desto mindre er det et yndet middel i diskussionen om økonomisk politik.

Udbudssideøkonomi kan også være strukturpolitik og reformer af arbejdsmarkedet, der har til hensigt at øge udbuddet af arbejdskraft. Det kan f.eks. være stramninger af arbejdsløshedsunderstøttelsesregler. - Altså øget anvendelse af "pisk" over for de arbejdsløse. Ofte foreslås en skønsom blanding af pisk og gulerod.

Inflationsbekæmpelse og udbudssidevirkninger på arbejdsmarkedet

Indtil 1960'erne brugte man i en del lande Keynes' politik til efterspørgselsstimulans. Når økonomien var i lavkonjunktur, brugte staten flere penge, så flere kunne komme i arbejde (ekspansiv finanspolitik). Og nationalbanken fulgte evt op med en ekspansiv pengepolitik: Renten blev sat ned, og det stimulerede investeringerne, så flere kom i arbejde på den måde.

I 1970'erne blev det imidlertid vanskeligere at bruge denne politik, fordi man opdagede, at den førte til mere inflation i stedet for at sætte gang i økonomien. Det vidste man godt, at en ekspansiv finanspolitik kunne gøre under højkonjunktur. Det nye var, at nu skete det samtidig med, at der var stagnation i økonomien. Man kunne altså have stagnation og inflation på samme tid. Det blev kaldt for stagflation.

Og inflationen kunne stige, selv når der var ret høj arbejdsløshed.
    Det viste sig, at der var et slags bytte (trade-off) mellem inflation og arbejdsløshed, som det blev vist i den såkaldte Phillips-kurve.

Figur 6: Phillips-kurve. Trade-off mellem arbejdsløshed og inflation formindskes ved forskydning mod sydvest i diaagrammet

Figur 4 viser sammenhængen, som økonomen Phillips fandt.
   Han fandt ved undersøgelse af flere økonomier, at der var den sammenhæng mellem arbejdsløshed og inflationen.
   Senere interesserede økonomer sig for et punkt, hvor arbejdsløsheden ikke kan reduceres mere uden at sætte mere gang i inflationen (prisstigningerne).
   Det punkt blev af de såkaldte monetaristiske økonomer kaldt for "naturlig arbejdsløshed". Påstanden er, at det bl.a. kan være "stivheder" på arbejdsmarkedet, der forårsager det. En del af arbejdsløsheden er strukturel, dvs at der er en mismatch mellem, hvilke typer af arbejdskraft, der udbydes, og de typer af arbejdskraft, arbejdsgiverne skal bruge. De har måske især behov for elektrikere, smed og ingeniører. Men dem er der ingen ledige af. Der er flaskehalse på arbejdsmarkedet, hvor arbejdsløsheden først kommer langt ned. Hvis man i den situation vil øge beskæftigelsen yderligere, fører det til løn- og prisstigninger, når arbejdsgiverne begynder at headhunte arbejdere fra hinanden.

Svaret på dette problem er, at man ikke skal bekæmpe strukturledighed med den virkemidler, man bruger imod konjunkturledighed, hvor man jo, som vi så ovenover, bruger ekspansiv finans- og pengepolitik. Imod strukturledighed skal man bruge uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik. Man skal prøve at øge udbuddet af de typer af arbejdskraft, der er mangel på, ved at omskole arbejdskraften, og måske gøre det lettere og mere attraktivt at tage mere arbejde/få nye grupper ud på arbejdsmarkedet.
    Igennem en sådan indsats kan man forsøge at skubbe Phillipskurven nedad (jvf diagrammet ovenover), så der ved samme inflation kan opnås lavere arbejdsløshed.

Finanspolitik

Hvis det offentlige holder indtægterne(skatter) konstant, og øger udgifterne, kaldes det en ekspansiv finanspolitik. Det er altså en finanspolitik, der virker stimulerende på den økonomi­ske aktivitet.

Ved at give grønt lys for et stort brobyggeri sættes der aktivitet i gang, som fører til forøgede indkomster hos be­tonarbejdere, entreprenører, bygningsingeniører og en mængde underleverandører. Når disse giver mere ud til forbrug, skabes der igen større indkomster hos forretningsindehavere og i de virksomheder, der har produceret varerne til forretningerne.

Den ekspansive finanspolitik kan altså føre til, at af­sætningsforøgelser breder sig som ringe i vandet i flere industrigrene og i mange virksomheder.

Hvis det modsatte gøres, taler man om en kontraktiv finans­politik. At kontrahere vil sige at "trække sammen". Det er altså en finanspolitik, som virker "sammentrækkende" på den økonomiske aktivitet. Det kan f.eks. ske ved, at der skæres ned på de offentlige udgifter uden, at der samtidig laves skatte­sænkninger.

Skema 1: Eksempler på forskellige typer af finanspolitik/­finanspolitiske instrumenter

 
Finanspolitikken kan påvirkes af en ændret sammen­sætning af de offentlige indtægter og udgifter. De laverelønne­de forbruger gennemsnitligt en højere del af deres indkomst end de højere­lønnede. Derfor vil det virke stimulerende på økonomi­en (eks­pansiv finanspolitik), hvis skatterne lægges med en større byrde på de højerelønnede. De vil jo i højere grad tage skat­terne fra deres opsparing, som udgør en større andel af deres indkomster. Det kaldes Robin Hood politikken, og den kan altså virke finanspolitisk stimulerende.

Pengepolitik

Pengepolitik går ud på at påvirke og regulere pengemængde og rentesatser, så der gennemføres forskellige mål med hensyn til prisstigninger og investeringernes og produktionens størrelse.

Penge består dels af rede penge, dels af indskud i pengeinstitutter, som vi kan trække ud med kort varsel, f.eks. ved at bruge et Dan-kort eller et checkhæfte.

Penge kan til enhver tid omsættes i varer og tjenester. Hvis der er stor pengerigelighed, mærkes det af de handlende, og der vil være tendens til prisstigninger. Der er altså et forhold imellem mængden af penge og mængden af varer. Hvis mængden af penge stiger, og mængden af varer er konstant, er der tendens til, at priserne stiger.

Begrænsning af pengemængden er altså et middel til at holde priserne i ro.

Det er Nationalbankens opgave at holde øje med pengemængden og sikre, at den holder sig inden for visse rammer. National­banken er relativt uafhængig af staten. Den har et selvstændigt ansvar for pengepolitikken.

   Det indebærer, at hvis staten f.eks. pumper penge ud i kredsløbet ved at have langt større udgifter end indtægter, så bør Nationalbanken forsøge at neutralisere virkningen af den statslige pengeudpumpning ved at inddrage penge. Det kan Nationalbanken gøre ved at sælge obligationer. Når den sælger ud af sin obligationsbeholdning, går der jo rede penge den anden vej ind i banken.

   Nationalbanken har imidlertid ikke ubegrænsede muligheder for at regulere pengemængden. Selv om Nationalbanken som seddeludstedende bank bestemmer, hvor mange pengesedler der trykkes, og hvor mange mønter der præges, så er store dele af pengemængden helt uden for Nationalbankens kontrol.

For det første kan staten trække på sin konto i National­banken.

Renten er prisen for at låne penge. I praksis eksisterer der et væld af rentesatser. Der er forskellige renter for huslån, billån, for penge sat ind på anfordring i et pengeinstitut, for erhvervslivets kassekreditter, etc. Når vi siger renten, mener vi dermed en gennemsnitsrente.

Når Nationalbanken forhøjer sin rente, gør den det ved at gøre det dyrere for bankerne at låne penge i Nationalbanken. Herved bliver det dyrere for bankerne at finansiere kreditudvi­delser, og de må lade renteforhøjelserne gå videre til deres kunder. Herved påvirker Nationalbanken rentesatserne i hele samfundsø­konomien.

Hvis man vil stimulere samfundsøkonomien ved hjælp af pengepolitikken, kan det gøres med en rentenedsættelse. En rentenedsættelse gør det billigere at låne penge. Det betyder, at flere investeringsprojekter vil kunne betale sig for virk­somhederne. Man vil jo sammenholde de fremtidige afkast af investeringen med de fremtidige rentebetalinger på lånet til finansiering af investeringen. Jo lavere rentebetalingerne er, jo hurtigere bliver investeringen rentabel.

Figur 7: Virkning af en rentenedsættelse

Note: Modellen er baseret på alt-andet-lige forudsætninger, f.eks., at konjunkturen er positiv, så investorer reager som beskrevet på en rentestigning.

Renten betyder meget for alle erhverv, men for et erhverv som bygge- og anlægssektoren har den særlig stor betydning. Når folk investerer i opførelse af et nyt hus, tager de lån med lang løbetid (20 eller 30 år). Derfor vil et pct-point fra eller til på renten betyde noget for de samlede udgifter over årene.

Pengepolitikken er altså et af de væsentligste midler til at stimulere eller indskrænke den økonomiske aktivitet.

 For det andet kan Nationalbanken ikke forhindre virksomheder og enkeltpersoner i at optage lån i udlandet og veksle den udenlandske valuta til kroner. Herved øges pengemængden med et tilsvarende beløb. Et eksportoverskud fører også til valutatil­strømning, som kan omveksles og dermed øge pengemængden. Men Nationalbanken kan stramme pengepolitikken på andre måder, f.eks. ved at hæve renten.

Finans- og pengepolitik påvirket af globaliseringen og EU

I de senere år har der i forbindelse med diskussionerne om globaliseringen været interesse for, hvordan økonomierne er forbundet med hinanden. Vi kan ikke uden videre regne med, at vi kan føre uafhængig økonomisk politik i Danmark. Finanspolitik og pengepolitik findes stadig og bruges stadig, men deres virkninger er svagere eller anderledes end tidligere, dengang (indtil ca slutningen af 1960'erne) da man i højere grad i den enkelte nationalstat kunne føre en politik, der satte ind imod de økonomiske problemer.
    For indkomstpolitikken (begrænsning af løn- og indkomststigninger for at bedre konkurrenceevnen over for udlandet) gælder, at den ikke længere er helt så let at bruge efter, at forhandlingerne om nye overenskomster på arbejdsmarkedet er blevet mere decentraliserede (ofte foregår det på den enkelte virksomhed). I stedet fører man såkaldt strukturpolitik, hvor man forsøger at gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt.

Figur 8: Nogle finans- (statskassen) og pengepolitiske (Nationalbank) virkemidler

Finanslov, aktstykker og tillægsbevillingslov har finanspolitiske virkninger

Staten vil  selvfølgelig stadig agere finanspolitisk. Det sker hvert år, når man vedtager finansloven, og når man i løbet af året vedtager såkaldte aktstykker i Finansudvalget i Folketinget. Et aktstykke er en foreløbig finanslovsbevilling, hvor Finansudvalget giver grønt lys for, at der kan afholdes udgifter, som ikke står i den løbende finanslov. Det kommer så med på en tillægsbevillingslov, så grundlovens ord om, at det er kun Folketinget, der kan beslutte bevilling af udgifter for den danske stat, overholdes.
    Måden man sammensætter udgifter og indtægter (skatter og afgifter) har nogle virkninger, som  kan undersøges ved at følge pengestrømmene rundt i det økonomiske kredsløb:
                                                                                                                                                                                                   

Figur 9: Det økonomiske kredsløb

 
Note: Nationalbankens rentesatser: Udlånsrenten: Renten som pengeinstitutterne betaler for at låne af Nationalbanken. Renten på indskudsbeviser: Renten på indskud bundet i en periode i Nationalbanken. 

Multiplikatorvirkninger af finanspolitikken

Det økonomiske kredsløb viser, hvordan de forskellige enheder i økonomien hænger sammen. En ekspansiv finanspolitik kan få multiplikatorvirkninger, dvs den ganges med en multiplikator (gange-faktor):

          Stigning i statslig udgift * multiplikator = stigning i BNP

Det samme gælder stigning i eksport eller investeringer - eller i det hele taget de størrelser, der befinder sig på højresiden af forsyningsbalanceligningen (se ovenfor).
    Når folk får flere penge mellem hænderne, f.eks. via en skattenedsættelse,  bruger de almindeligvis flere penge. De penge bliver til indkomst for andre, som også bruger flere penge. På den måde kan stigninger i indkomsterne brede sig som ringe i vandet. I hvilken grad de gør det, afhænger af forbrugerforventningerne. Hvis forbrugerne er optimistisk stemte, kan virkningen blive større, end når de er pessimistiske og ikke ønsker at øge deres forbrug.
    Forbrugskvoten (den andel af en indkomst, der går til forbrug) spiller også en rolle. Hvis den øgede indkomst mest går til osparing i stedet for forbrug, kommer pengene ikke videre ud i kredsløbet.
    Forskellige indkomstgrupper har forskellig forbrugskvote. En bistandsmodtager vil ofte bruge 100 pct af sin indkomst til forbrug. En direktør vil bruge en langt mindre andel af sin indkomst til forbrug. Derfor kan det stimulere økonomien mere på kort sigt, hvis øget indkomst især går til de laverelønnede.

Tabel 1: Estimerede multiplikatorvirkninger for dansk økonomi

Kilde: Finansministeriet 2004. Finansredegørelse.
Note: Der er tale om 1. års multiplikatorer. Giftskatter: Afgifter på f.eks. cigaretter og drikkevarer. Det er vigtigt at holde sig for øje, at der gælder alt-andet-lige forudsætninger for sådanne tal. Det er en forsimplet model af virkeligheden. I virkelighedens økonomi kan de faktiske påvirkninger falde meget forskelligt ud fra situation til situation afhængif af de økonomiske aktørers (husholdninger og virksomheder) reaktioner. Det er endvidere stærkt afhængigt af, hvad der i den konkrete situation sker i udlandet.

Tabel 1 viser estimerede multiplikatorvirkninger for dansk økonomi starten af 00'erne. Det ses, at offentlige investeringer i form af ansættelse af offentlig ansatte og køb og investeringer (f.eks. i broer og veje) har en høj multiplikator, dvs påvirkningen af BNP. En stigning i momsen har en større negativ multiplikator end en stigning i personskatten/indkomstskatten. Det skyldes, at en ændring af momsen påvirker forbruget mere direkte, og pengene tages i højere grad fra lavere indkomster, der har en højere forbrugskvote.
     I Danmark bliver det politiske systems beslutninger (f.eks. finanspolitikken)  bestemt af, hvad der sker i parlamentet:
Hvem har flertal i Folketinget? Hvilken finanslov vedtages? Hvordan er sammensætningen af indtægter og udgifter i denne? Hvordan balancerer budgettet? Er der et stigende underskud, betyder det, at der pumpes købekraft ud i samfundet. Er der et stigende overskud, opsuges der købekraft.

Valutapolitik

Med stigende globalisering, bliver udlandet altså vigtigt for, hvad der sker. Det gælder ikke mindst EU. Danmark har bundet sin valuta til eurokursen. Det vil sige, at kronen kan svinge et par pct i forhold til eurokursen. I praksis holdes den på en fast kurs i forhold til euroen. Det betyder, at valutapolitikkens (devaluering/revaluering) råderum er indsnævret. Man devaluerer ikke så gerne den danske krone, da det bringer ustabilitet i virksomhedernes handelsrelationer, og det i forhold til udlandet betragtes som et svaghedstegn. Hertil kommer, at udlandsgælden målt i kr. bliver dyrere ved en devaluering. Men hvad nu hvis man bliver tvunget til det?  Man kan evt. blive tvunget til at lade kronen falde i værdi. Det vil kunne ske, hvis udlandet mister tilliden til den økonomiske politik i Danmark, f.eks. hvis der opstår vedvarende og store underskud på de offentlige budgetter, hvis udenrigshandelen kommer voldsomt ud af balance ell. lign. Den situation foretrækker man at undgå. Derfor kan man sige, at valutapolitkken (devaluering/revaluering af kronen) ikke er nogen effektivt gældende mulighed for øjeblikket.

Virkninger af valutakursændringer (USA - Danmark som eksempler):

Med stigende globalisering og gensidig økonomisk afhængighed  gengæld er strukturpolitikken rykket frem på banen. Man prøver at øge udbudet af kvalificeret arbejdskraft ved at gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt og ved at øge tilskyndelserne for arbejdskraften til at tage arbejde og evt. overarbejde.
    Ofte går denne økonomiske politik under betegnelsen "reformpolitik". De europæiske økonomier bliver set som "stive velfærdsstater" med aftalesystemer, der er overleveret fra en tidligere nationaløkonomisk reguleringsramme, der ikke passer til nutidens frie globale marked. På dette globale marked skal enhver kunne boltre sig og drage fordele af markedsadgangen. Derfor skal de stive systemer på arbejdsmarkedet afmonteres. Hvis en elektriker kan lave en ingeniørs arbejde, skal vedkommende kunne sættes til det, selv om to fagforeninger måske strides om, hvilken overenskomst der skal gælde.
   Arbejdskraftudbuddet kan øges igennem nedsættelse af pensionsalder. Og det kan øges igennem en stadig mere fit og arbejdsmarkedstilpasset arbejdsstyrke. Det er konkurrencestatens målsætning at nyttiggøre befolkningen i konkurrencestatens kamp imod andre konkurrencestater i den hårde internationale markedskonkurrence.
   Det italesættes bl.a. som "workfare - not welfare". Alle hænder kan bruges - også mange af de, der er i offentlig forsørgelse i diverse velfærdsordninger. I praksis kan det dog vise sig vanskeligt, da effektivitetskravene på det konkurrenceudsatte arbejdsmarked kan være hård.
     

Konkurrenceevne og Pricing Power

Og så er der lurepasningspolitikken: Man fører tilbageholdende økonomisk politik og venter tilsyneladende på en konkurrenceevneforbedring, der vil sikre én selv – og ens egne borgere. Derfor siger man: Stram finanspolitik og flere såkaldte reformer (mindre “stift” arbejdsmarked og færre offentlige monopoler/effektivisering af offentlig sektor). Konkurrenceevne er evnen til at fremstille produkter og serviceydelser, der er så attraktive for udlandet, at de efterspørges i en så stor mængde, at man vinder markedsandele (andel af det samlede marked for udenlandske virksomheder på et marked).

Problemet er bare, at hvis det er Danmark, vi taler om, så er dansk konkurrenceevne ikke er dårlig. Det kan man forvisse sig om bl.a. ved at se på betalingsbalancen, der viser god evne til at konkurrere med udlandet. 
   Endvidere har konkurrenceevnepolitik ikke nogen reel effekt, når problemet er utilstrækkelig efterspørgsel. Hvis krisen er en konjunkturkrise hjælper det ikke meget at føre udbudssideorienteret økonomisk politik (“fleksibelt” arbejdsmarked, incitamenter i form af lavere skatter og styrkelse af konkurrenceelementer via markedet).

Konkurrenceevneforbedring kan opnås på mere end én måde.
    Den britiske økonomi har eksempelvis forsøgt sig med sin selvstændige valuta og altså mulighed for nedskrivning af valutaens værdi (devaluering).  Man har ladet markedet drive kursen på engelske pund ned.
    Økonomiprofessoren ved Cambridge universitetet Ha-Joon Chang har skrevet en kommentarartikel i The Guardian om Britisk økonomi “i forfald”. Den konservativ-liberale koalitionsregerings økonomiske politik fra 2010-15 var en fiasko, siger han. Regeringen foretog mange nedskæringer i velfærd og beskar marginalskatten for de mere velaflagte fra 50 til 45 procent uden, at det fik nogen stimulerende virkning på økonomien. Underskuddet på statsfinanserne forringedes blot fortsat, fordi nedskæringspolitikken (austerity) virkede kvælende på økonomien i stedet for at føre til øget konkurrenceevne, som den formodedes at skulle gøre.

Den faktiske devaluering af pundet havde ikke nogen særlig synlig effekt på produktionsniveau og betalingsbalance.
    Pundet blev devalueret med op imod 30 pct over for dollaren mellem 2007-14, og 20 pct over for euroen. På trods af det var der stadig et alt for højt underskud på betalingsbalancen.  På trods af devalueringen faldt eksporten  7 – 8 procent, skriver Ha-Joon Chang. Chang sammenligner det med, hvad der skete med den sydkoreanske økonomi efter den asiatiske krise i 1997-98. Devalueringen her fulgtes af en betydelig stigning i industrieksporten. Nyere tal tyder dog også på en vis stigning i den britiske eksport, men langt fra i samme omfang. Der er nogle institutionelle faktorer – samt krisen nu – til forskel. 
    Chang noterer sig, at de eneste dele af den britiske eksport, der har klaret sig rimelig godt, er eksporten af varer fra den primære sektor (olie, mineraler og fødevarer). Og han ser det som udtryk for, at Storbritannien er ved at bevæge sig ned ad ranglisten af avancerede økonomier med høj værditilvækst i varer og tjenester. 

Diskussion af den aktuelle økonomiske politik:

“Danmark er ude af krisen” – forkyndte statsministeren nogle dage før folketingsvalget i maj 2015 til 1,2 mio danskere.

Nu kan der nok være forskel på, hvad man siger i en valgkamp, og hvad man reflekterer sig frem til i en stille stund.

Men lidt er der da nok om snakken – naturligvis afhængig af, hvad det er for en “krise”,  man tænker på. Hvis man tænker på klimakrisen, er det alt andet end korrekt.
Og hvem der kan tage æren af det, er også et spørgsmål, der kan debatteres lidt mere indgående. Men nuvel: den økonomiske krise ser vitterligt ud til at være på vej tilbage i nutidshistorien.

Figur 12: USA spurter forbi EU og Danmark

Kilde: Tal fra Dors.dk. Kvartalsvis opgørelse

Tallenes tale viser den noget begrænsede “succes” af den økonomiske politik i de senere år. Som figuren ovenover viser, er der faktisk ved at komme opgang i væksten. Og den viser sig da også i ledighedens tendens til tilbagegang:

Kilde: Samme som figur 3. Nettoledighed: Den registrerede ledighed (bruttoledighed)  fratrukket de, der er i aktivering.

Det figurerne viser, er, at det går fremad, men også hvor langsomt det går. Og de lægger også op til svaret på hvorfor.

Den danske økonomiske politik har i høj grad været en del af eurozonens tilsvarende økonomiske sparepolitik, hvor det vigtigste har været at tilstræbe balance på de offentlige budgetter. Danmark er kommet med i finanspagten, der kun tillader op til 0,5 pct strukturelt underskud (dvs underskud renset for konjunktureffekter) på de offentlige budgetter.

Det skal naturligvis ikke være et mål i sig selv at have underskud på de offentlige budgetter. Tværtimod, det er fint, at de er i balance. Men netop i den økonomiske krisesituation, landene er i, havde det været hensigtsmæssigt med koordinerede offentlige underskud, så man kunne have sparket mere gang i konjunkturerne. Præcist som Obamaadministrationen har formået at gøre det med den kraftige finanspolitiske stimulans på flere hundrede mia$, den fik igennem Kongressen i 2009, og som efterhånden begyndte at slå igennem i de amerikanske BNP-tal.

Det er ironisk nok denne amerikanske finansstimulans, europæiske lande, herunder Danmark, nu begynder at læne sig op ad. Og det igennem en form for beggar-thy-neighbour politik. Den europæiske centralbank er startet med et obligationsopkøbsprogram, der pumper penge ud i den europæiske økonomi, hvorved euoroen svækkes, renten reduceres, og det påvirker konkurrenceevnen i EU gunstigt. Derimod svækker det den amerikanske konkurrenceevne.
Problemet ved denne form for politik, er, at det sætter gang i det, man kalder asset-Price inflation, altså inflation i priserne på fast ejendom og aktier. De mange ledige penge skal jo anbringes et sted. Herved skabes finansielle bobler, som man kan se det på børserne og i f.eks. det københavnske ejerboligmarked.
Ejerlejlighederne i København, der er belastet af grundskyldsskatter i meget mindre grad end husene, drøner opad i pris i 2015, hjulpet på vej af stor efterspørgsel, afdragsfrie lån og meget lave renter. Det er meget uhensigtsmæssigt med henblik på den umiddelbare økonomiske fremtid for mange borgere. Når der prikkes hul på boblen, vil titusindevis af boligejere stå med en teknisk insolvens, der kan lamme deres økonomiske dispositionsmuligheder mange år frem.

SR-regeringen har ført forsigtig tilpasningspolitik inden for eurospare – rammen. Man har ikke forsøgt at påvirke rammen. Det havde været fint, og mere modigt, at man som Frankrig og dele af Sydeuropa var gået i rette med den tysk inspirerede spare- og deflationspolitik, så det var en større gruppe af lande, der havde været med til at lægge pres for at få en anden økonomisk politik, hvor man lod finanspolitikken tage en større del af slæbet. Det havde været mere solidarisk over for Sydeuropa. Politikeres opgave må være at forsøge at styre en udvikling – ikke at lade sig drive afsted med den.

Indkomstpolitik og strukturpolitik på arbejdsmarkedet

Indkomstpolitik og strukturpolitik på arbejdsmarkedet er udbudssideøkonomisk politik.
   Indkomstpolitik går ud på at begrænse stigningen i lønningerne, så virksomhedernes produktionsomkostninger falder. Dermed holdes priserne i ro. Og det bliver billigere at konkurrere med virksomheder i udlandet.

   Man håber altså at kunne bedre betalingsbalancens løbende poster og beskæftigelsen ved at sørge for løntilbageholdenhed, så varer kan produceres billigere i virksomhederne:

Lavere lønstigninger  →  Lavere varepriser →  Forbedret konkurrenceevne  →

Forbedrede afsætningsmuligheder  →  Større produktion →   Bedre beskæftigelse

 Der kan imidlertid være mange problemer med indkomstpolitik. Der kan være problemer med fordelingen imellem løn og overskud i virksomhederne. Hvis lønnen skal holdes nede, vil der være tendens til stigende overskud, og det kan give utilfredshed hos de ansatte. Det kan man modvirke ved f.eks. bedre pensionsordninger eller bonusordninger, evt medarbejderaktier til de ansatte.

  Det kan også være, de ansatte tænker, at virksomhedens overlevelse kommer i første række. For at sikre dens overlevelse, kan de ansatte være villige til løntilbageholdenhed.

   Indkomstpolitikken kan føre til fordelingsproblemer. Derfor ser man ofte, at den følges af krav om indgreb over for spekulationskapital eller bedre efteruddannelsesmuligheder.

    Virksomheder har lavet medarbejderaktieordninger. Så får medarbejderne andel i gevinsten, hvis det går godt for virksomheden. De får altså i højere grad herved en fælles interesse med ejerne.

   Indkomstpolitik kan være tvungen, når staten laver tvangs­indgreb over for lønninger og andre indkomster. Det kan ske ved f.eks. at gribe ind i en overenskomstforhandling og diktere et resultat.

   Indkomstpolitik kan også være vejledende, hvor man nøjes med at henstille til, at en vis økonomisk ramme følges. Det kan f.eks. ofte ske i forbindelse med de såkaldte "trepartsfor­handlinger", hvor repræsentanter for stat/offentlige arbejds­givere (finansminister/Kommunernes Landsforening) sætter sig sammen med hovedorganisationer på arbejdsmarkedet (DA/LO) og aftaler, hvilken ramme for lønforhøjelser der er.

   Konkurrencen afhænger af meget andet end indkomsterne. Ved at reducere lønstigningerne, kan man nok konkurrere på prisen.

   Ofte er det andre ting, man ønsker at konkurrere på, f.eks. kvalitet, design og højt teknologiindhold. Man taler om konkur­renceparametre.

   Hvis prisen er den eneste konkurrenceparameter, risikerer man at komme ud i lavpriskonkurrence på verdensmarkedet. Og der er der ofte andre lande med lave lønomkostninger, der står stærkere.

At den danske økonomi står ret stærkt på andre konkurrenceparametre end prisen, så man under valutakrisen i starten af 2015. På trods af et i en international sammenligning højt løn- og prisniveau, havde den danske økonomi en stærk konkurrenceevne, hvad der bl.a. viste sig i et stort overskud på betalingsbalancens løbende poster. En del af dette overskud var dog også betinget af en lav import, fordi der stadig var en betydelig krisebevidsthed overlejret fra finanskrisen og den europæiske eurogældskrise. Det fik både forbrugere og investorer til at hold på pengene. Når forbrugerne sparer og forbruget dermed er lavt, påvirker det importen.

Strukturpolitik på arbejdsmarkedet
Strukturpolitik på arbejdsmarkedet går ud på at indrette arbejdsmarkedet mere fleksibelt, så overenskomster og regler ikke sætter sig i vejen for markedsmæssige omstillinger. Danmark er f.eks. blevet kendt i udlandet for den såkaldte flexicurity-model. Det består af flexibility, dvs virksomhedernes muligheder for,  uden for mange restriktioner,  at kunne afskedige og ansætte medarbejdere. Og så består det af security (sikkerhed) ved, at arbejdskraft, der bliver afskediget, kan se frem til rimelig betryggede forhold i kraft af ordentlige regler om arbejdsløshedsunderstøttelse og/eller evt. sociale   ydelser/velfærd. Når disse ting er til stede, vil der ikke være så frygt for markedsmæssige omstillinger, der medfører, at arbejdskraft skal overføres fra det ene område til det andet efter markedets og globaliseringens krav. Det vil altså give erhvervslivet større omstillingsevne.

    Flexcurity har imidlertid været under et vist pres i Danmark i de senere år, bl.a. som følge af, at man har villet spare på de offentlige budgetter (tilskud til arbejdsløshedskasserne) og bl.a. som følge af, at arbejdsløshedsdagpengenes kompensationsgrad er faldet. Ved kompensationsgrad forstås den indkomst-”erstatning”, den ledige får igennem arbejdsløshedsdagpengene for den lønindkomst, der falder væk.

Ved et økonomisk – politisk forlig i Folketinget i 2010 blev den maksimale dagpengeperiode nedsat fra 4 til 2 år, og optjeningsperioden for at kunne få dagpenge blev sat op til 1 år, dvs man skal have haft lønnet arbejde i 12 måneder (inden for 3 år) for at være berettiget til en ny 2-årig dagpengeperiode. Det var ventet, at der igennem de nye regler ville blive skabt øgede incitamenter, så de arbejdsløse i højere grad fandt jobs frem for at være på understøttelse/bistand, når det sidste blev mindre attraktivt i forhold til at have et job. Sådan gik det dog ikke. I 2013-14 faldt op imod 30.000 mennesker ud af arbejdsløsheds-/dagpengesystemet uden, at de kom i beskæftigelse. Folketinget indførte da en midlertidig arbejdsmarkedsydelse på kontanthjælpsniveau for at hjælpe de ramte personer ud af den penible situation.

Den arbejdsmarkedsmæssige strukturpolitik sætter også ind over for den såkaldte strukturarbejdsløshed på arbejdsmarkedet, som hænger sammen med, at der er mismatch imellem efterspørgsel og udbud af arbejdskraft. 10.000 murere er f.eks. ledige samtidig med, at der er mange på sygeplejersker eller elektrikere. I den situation går arbejdsmarkedspolitikken ud på at styrke efteruddannelsestilbuddene, så overgangen mellem jobs med forskellige kompetencekrav lettes.

Hvis der opstår mangel på arbejdskraft på nogle områder samtidig med, at andre går ledige på andre fagområder, så kan det øge prisstigningerne. Det skyldes, at arbejdsgivere ofte vil overbyde hinanden, hvis de mangler arbejdskraft. Arbejdernes forhandlingsstyrke m.h.t. løntillæg vil være større, når der er mangel på dem. Man forventer kort sagt at få en mere inflationssikret økonomi via det fleksible arbejdsmarked.

ØMU  -  Økonomisk politik - en del af en EU-politik

I dag er det svært at se den økonomiske politik som en rent national politik, formuleret inden for det nationale demokratis rammer. Den økonomiske politik ses naturligt i sammenhæng med EU og den økonomiske politik, der bedrives i unionen. Det gælder i særlig grad eurozonens lande, men også Danmark, som har bundet sin valutakurs i et fast vekselforhold til euro.

Aktuel økonomisk politik i eurozonen

Eurozonens problemer i midt 10'erne førte til en intens debat om, hvem der nød godt af den meget ulige udvikling, der var i området. Var det Grækenland, Italien og andre sydeuropæiske lande, der havde ført en letsindig politik med overforbrug og ineffektive offentlige finanser, eller var det Nordeuropa med overskud på betalingsbalance og lavere arbejdsløshed? De sidste kom til at betale for hjælpepakker til at klare de førstes problemer med at betale for en stor statsgæld.
    Den tidligere amerikanske direktør for Federal Reserve (den amerikanske nationalbank) har skrevet om problemet på sin blog. Han mener, at det er Tyskland, der især har nydt godt af en euro, der giver en god konkurrenceevne til de tyske virksomheder, så de har kunnet stå for en eksport, der har givet Tyskland et kæmpestort (over 7 pct af BNP) vedvarende betalingsbalanceoverskud. Hvis euroen ikke var der, ville en tysk valuta blive revalueret, så de tyske virksomheder ville få sværere ved at opretholde så stor en eksport. Han dokumenterer det bl.a. ved at vise tal for udviklingen i arbejdsløshed i eurozonen uden Tyskland og i Tyskland, hvor den er meget højere i eurozonen uden Tyskland og lav i Tyskland.
    Han sammenligner endvidere væksten i USA og eurozonen, hvor sammenligningen klart falder ud til USA's fordel - med en betydelig bedre udvikling i beskæftigelsen de senere år.
   Bernanke konkluderer, at euro-konstruktionen (reglerne for ØMU'ens funktionsmåde, jvf nedenfor) er forkert skruet sammen. Man burde ikke kun straffe underskudslande, men også lande, der som Tyskland (og Danmark?) har vedvarende høje betalingsbalanceoverskud.
   Og sparepolitikken har bevirket, at eurozonen som helhed har måttet døje med langt lavere vækst end andre områder i Verden.

På især tysk foranledning vedtog stats- og regeringscheferne ved topmødet i december 1996 i Dublin en såkaldt stabilitetspagt, som skal sikre, at landene fører en tilstrækkelig stram økonomisk politik til, at euroens værdi som valuta kan holdes. Den franske socialistregering, der kom til magten i juni 1997, forlangte stabilitetspagten genforhandlet, så der blev lagt større vægt på beskæftigelsesfremme. Men reelt kom den ikke igennem med synspunktet.
   Til gengæld blev ønsket om øget vægt på beskæftigelse imødekommet ved, at Amsterdamtraktaten kom til at indeholde et beskæftigelsesafsnit. Men i forhold til penge- og valutapolitikken er denne politik langt mere uforpligtende udformet.

Stabilitetspagten står altså ved magt. Et land, der har underskud på sine offentlige budgetter ud over de tilladte 3 pct vil kunne idømmes bøder. Det fremgik allerede af Maastrichttraktaten. Men stabilitetspagten har strammet kravene.

Tyskland og Frankrig foreslog i efteråret 1997, at et Euro-råd for Eurogruppen (medlemslandene af ØMU) skal overvåge, at landene fører den fornødne økonomiske politik. Det er et råd, der skal samles før ministerrådsmøderne (af finans- og økonomiministre) og søge at koordinere ØMU-deltagerlandenes finanslove.

Den økonomiske og monetære union i EU er blevet kritiseret for at være udtryk for monetaristisk politik, dvs en politik, der fokuserer ensidigt på prisstabilitet og kontrol med pengemængden. På den måde, siges det, sættes hensyn til beskæftigelsen lavere. Derfor har der været røster fremme om, at beskæftigelseshensyn bør bygges ind i formålserklæringerne.

Det er rigtigt, at ØMU’en er sådan indrettet. Det hedder i unionstraktaten om målsætningen:

DEN MONETÆRE POLITIK
ARTIKEL III-185
1. 
Hovedmålet for Det Europæiske System af Centralbanker er at fastholde prisstabilitet. Uden 
at denne målsætning derved berøres, støtter Det Europæiske System af Centralbanker de generelle 
økonomiske politikker i Unionen med henblik på at bidrage til gennemførelsen af Unionens mål 
...... Det Europæiske System af Centralbanker handler i overensstemmelse med 
princippet om en åben markedsøkonomi med fri konkurrence, som fremmer en effektiv 
ressourceallokering.(Traktaterne. Effektiv ressourceallokering: ressourcer, f.eks. arbejdskraft og kapital, bruges effektivt)

Her siges klart, at hovedmålsætningen for den monetære (penge-) politik er prisstabilitet. De øvrige mål skal også nyde fremme, blot hovedmålsætningen ikke lider skade.

Der er i virkeligheden tale om, at man har forskellige styringsprincipper på forskellige områder. Markedsstyring og styring ved en suverænt handlende centralbank (ECB), når det gælder pengepolitiske størrelser (pengemængde og -udstedelse, rentesatser); og større grad af politisk styring på  andre områder, f.eks. den finanspolitiske koordinering, som i dag finder sted i finansministerrådet - og især i Eurogruppen og denne gruppes finansministre..

Der har været meget debat om processen frem mod ØMU’en, idet det f.eks. er sagt, at forsøgene på at leve op til konvergenskriterierne har ført til økonomisk stramningspolitik, og det har kostet arbejdspladser i flere europæiske lande. Disse lande har ikke kunnet underbudgettere for at opretholde beskæftigelsen, som de måske ellers ville have gjort.

I foråret 2011 vedtog eurogruppelandene og nogle andre medlemslande, herunder Danmark, den såkaldte euro-plus-pagt, som giver EU øgede muligheder for finanspolitisk overvågning og styring. Hensigten er at undgå kriser for euroen, der kan komme, når nogle lande oparbejder for store underskud på statsbudgetterne.

I slutningen af januar 2012 vedtog 25 af de da 27 medlemslande af EU endvidere en finanspagt, der begrænser underskud på de offentlige budgetter til højst at måtte udgøre 0,5 pct. Det drejer sig om det strukturelle underskud, dvs underskuddet på statens finanser, når der renses for konjunktureffekter. Det kan f.eks. være i forbindelse med en lavkonjunktur, hvor udbetalinger af overførselsindkomster er større, at underskuddet kan gå ud over de 0,5 pct. Med denne sats er der dog sat en effektiv barriere ind imod for store underskud. Det kan faktisk være en barriere, der kan gøre det vanskeligt at føre konjukturregulerende politik, f.eks. i kriseperioder.

Den tysk-inspirerede austerity politik og nogle af dens virkninger

Finanskrisen i 2008 førte til betydelig recession og dermed underskud på statsbudgetterne i mange EU-lande. Underskuddene skyldes, at under lavkonjunktur stiger udbetalingerne til sociale ydelser og arbejdsløshedsunderstøttelse og samtidig falder skatteindtægterne, når flere er arbejdsløse og flere får lavere betalte jobs. I den situation kan man overveje at lave koordinerede finanspolitiske lempelser, dvs lande bliver enige om at stimulere økonomien ved at lempe finanspolitikken. Det forsøgte man også delvist i starten af krisen, men slet ikke i samme omfang som f.eks. USA gjorde det i 2009-10, i starten af Barack Obamas første præsidentperiode.
    Efter 2010 slog de tyske strammerholdninger igennem, og man ville bekæmpe krisen igennem austerity (egentlig "strenghed", strammerpolitik/sparepolitik i økonomisk forstand). Finanspagten kom til at indebære meget skrappe spareforanstaltninger i flere lande. Det kan synes logisk: Man må vel sætte tæring efter næring. "Man kan ikke bruge flere penge, end man tjener".
    Det er en sandhed for enkeltpersoner og husholdninger, men er det ikke nødvendigvis for en stat.
    Det var netop det, John M. Keynes forsøgte at vise i 1930'erne, da der var krise: Når alle stater opfører sig som en pæn sparsommelig borger, trækker de hinanden yderligere ned i en dårlig økonomisk spiral, hvor der må spares mere og mere, og alle bliver fattigere og fattigere.  - Bortset måske fra de lande, der har mest pricing power, og dermed kan blive ved med at sælge deres varer og tjenester på verdensmarkedet til stadig gode priser. Det var lande i det nordlige EU. Deres økonomier vedblev med at udvise styrke: Lav arbejdsløshed, overskud på betalingsbalancerne og kun små underskud på statsbudgetterne. Hvorimod landene i Sydeuropa kom ud i dyb krise med vedvarende høj arbejdsløshed og store underskud på statsbudgetterne, som man forlangte, de skulle spare sig ud af. Resultatet var flere års vedvarende økonomisk stagnation.

USA's og Kinas betydning for global økoonomi

Når man vil forstå den økonomiske politik på globalt plan, er det nødvendigt at se på, hvilke beslutninger der tages i USA og Kina. De amerikanske og kinesiske økonomier er så store, at de påvirker det meste af Verden.
   Den globale økonomi i starten af det 21. århundrede er karakteriseret ved, at den amerikanske centralbank spiller den samme rolle, som trold- og spåmænd spiller i præmoderne samfund. Hvis den forudser faldende renter globalt, vil det påvirke børser i det meste af Verden. Ved faldende renter bliver det mere tillokkende at sætte sine penge i aktier. Så vil aktiekurserne kunne stige. I dag er børserne forbundet med hinanden over hele kloden. Ved et klik på PC'en kan alle handle aktier i real time. Det kan øge faren for lemmingeadfærd, hvor flokinstinkter kan få dramatiske konsekvenser.
   Den amerikanske centralbank Federal Reserve ("Unionens Kassemester", som Federal Reserve  populært kan oversættes til) tager beslutninger om rentens højde i USA, reservekrav til banker, dvs hvor store værdier skal en bank ligge inde med i forhold til de penge, den har lånt ud, og køb og salg af obligationer ("Open Market Operations").

At flokinstinkter kan få farlige konsekvenser så man f.eks. på det kinesiske aktiemarked i 2015. Mange kinesere købte aktier, ikke alene for deres opsparede midler, men også for lånte penge. Og de kinesiske aktieindeks steg kraftigt. I sommeren 2015 kom der en reaktion, der var ved at udløse panik - ikke alene i Kina, men også andre steder i Verden.

Aktiekursfald kan påvirke realøkonomien på den måde, at når aktiekøberne føler sig fattigere, så mindsker de deres forbrug, og den globale efterspørgsel risikerer at falde. 

                                                                                                                                                                                              ▲

OPGAVE:
1. En recession (periode med 0-vækst eller negativ vækst i to på hinanden følgende kvartaler) er i gang. Hvad kan recessionen være forårsaget af? Hvad kan man gøre ved den? - nævn både penge- og finanspolitiske indgreb, og både på EU-niveau og dansk niveau
2. Udover EU, hvad kan der så gøres på internationalt plan som led i bekæmpelsen af en recession?
3. Nedenfor ses en forkortet version af SMEC-modellen, som Det økonomiske Råd bruger til EDB-simulering af den danske økonomi. Den bygger delvist på keynesiansk teori, idet der er lagt forskellige forudsætninger om multiplikatorer og virkninger ind. De firkantede kasser er endogene variable. De beregnes altså i modellens ligningssystem. De skraverede kasser er eksogene. De forudsættes altså fastsat/kommende udefra. Pilene angiver årsagsforklaringer. Hvad er virkningen af en stigning i de offentlige udgifter?

I boksen beskriver Det økonomiske Råd (DØR) virkningen af en stigning i de offentlige udgifter (ekspansiv finanspolitik). Kan man forestille sig situationer, hvor virkningen ikke er sådan?

4. Vi forestiller os følgende økonomiske situation i Danmark: 
Danskerne er bange for fremtiden og  skruer kraftigt ned for det private forbrug, Det går ud over danske firmaers indenlandske salg, men samtidig falder importen, fordi danskerne køber færre varer produceret i udlandet. Udlandet er også ramt af recession, men da en del danske virksomheder producerer ting, der sælger godt, også under krise (f.eks. medicinalindustrien), så køber udlandet fortsat varer af danske virksomheder, og der er dermed en solid udvikling i eksporten. Med stagnation eller kun svag stigning i importen giver dette et stort overskud i handlen over for udlandet. Konsekvensen er stigende arbejdsløshed kombineret med fortsat gode lønninger hos kernearbejdskraften beskæftiget i den offentlige sektor og den velkørende del af eksporterhvervene.
Vis, hvordan denne situation kan afbildes med pile og tykkelse af pile i det økonomiske kredsløb eller i SMEC-modellen ovenover.
Undersøg, hvilken økonomisk politik der vil være den rette i en sådan situation.

Vismandsspillet

Det økonomiske Råd
Nationalbanken
Den europæiske Centralbank
Leksikon til den amerikanske pengepolitik