IDENTITET

Det er personlighedstyper, der kan være udbredte i større eller mindre grad, jvf begrebet ”socialkarakter”. En socialkarakter er en persontype, som er gennemgående som type i samfundet. Riesman definerer socialkarakter som ”den mere eller mindre permanente socialt og historisk betingede organisering af et individs drifter og ønsker – den psyke, hvormed den enkelte møder verden og menneskene”[i].

Det traditionsstyrede menneske er især socialiseret igennem lokalsamfundet. Der var overensstemmelse mellem skole, kirke og familie, og normerne var styret af traditionen. De lægger derfor vægt på at handle i overensstemmelse med traditionen. Man er mindre tilbøjelig til at prøve nyt.
De indre-styrede personligheder er især blevet socialiseret igennem familien. Deres adfærd er styret af samvittigheden. Det udløser skyldfølelser, hvis personen ikke lever op til det moralske krav. Riesman bruger Max Webers analyse af protestantismens etik som eksempel på den indrestyrede personlighedstype. Max Weber forbandt kapitalismens udvikling i Europa med den nøjsomhed og psykiske forsagelse af materielle goder og forbrug, der prægede calvinisterne. Denne indrestyring af behovene giver stor arbejdsomhed og sparsommelighed. Ved at spare op lægger man penge til side. Det giver mulighed for kapitalakkumulation. Kombineret med forsagelsen af drifterne i hårdt arbejde har man forudsætninger for kapitalisme.

Middelalderens samfund var præget af den traditionsstyrede personlighed. Der var ringe befolkningsvækst og et samfund, der ikke ændrede sig radikalt. Personlighedstypen findes stadig i samfund domineret af traditionen, f.eks. isolerede stamme- og kastesamfund. Stigende befolkningsvækst og hurtig teknologisk udvikling, f.eks. i renæssancen i 15-1600 tallet og i det 19. århundrede fremkaldte den indre-styrede personlighedstype.

I det 20. århundredes massesamfund fik man det ydre-styrede menneske. Det kaldes også det gruppe-styrede menneske. Det er et menneske, der lever i industrisamfundet som en type, bl.a. fordi denne type kan styres i de store organisationer (virksomheder, interesseorganisationer, stat). Det kan gå ind i rollen som passiv forbruger, der underlægges reklamens påvirkning. Det ydre-styrede menneske har et psykologisk behov for gruppens anerkendelse.

iesman forbinder socialkarakterens udvikling med den demografiske overgang fra traditionelle samfund med stagnerende befolkning, over industrialiserende samfund med hastig befolkningsvækst, til industrielle, rige servicesamfund med lav befolkningstilvækst. I de første stagnerer befolkningen, fordi der både er mange fødsler og dødsfald. I den næste type samfund får man kontrol over sygdomme via medicin og bedre ernæring. Der falder antallet af dødsfald, men fødselstallet holdes oppe. Derfor vokser befolkningen kraftigt. I den sidste type, det udviklede samfund, falder både fødsels- og dødshyppighed. Der er altså stagnerende befolkning.

Det traditionsstyrede samfund er relativt stabilt. De enkelte individers konformitet (tilpasning til samme form) afspejler deres ”tilhør til til bestemte aldersgrupper, klaner eller kaster. Den enkelte lærer at forstå og værdsætte livsmønstre, som har bestået i århundreder”, og som kun ændrer sig lidt i og med, at generationerne følger efter hinanden.

Religionen, kultur og ritualer giver så at sige vejledning til den enkelte. Det kan også have visse fordele. Riesman bemærker, at i nogle primitive samfund nyder den enkelte i virkeligheden langt mere ”respekt og kærlighed end i dele af det moderne samfund”. For den enkelte er opgaver og funktioner mere veldefinerede i forhold til andre medlemmer af lokalsamfundet. Hvis man ikke må lade livet som følge af sygdom og sult, så ”hører man til” på en anden måde end i det moderne samfund. Man er ikke ”overskud” som vore dages arbejdsløse er det, eller som de, der ikke er plads til i videnssamfundets stramme arbejdsmarked, er det.

”Befolkningsbølgens eller den forbigående befolkningstilvæksts samfund udvikler hos sine typiske medlemmer en socialkarakter, hvis konformitet sikres af deres tilbøjelighed til på et tidligt tidspunkt i livet at få et indre sæt af livsmål. Disse mennesker kalder jeg indrestyrede og det samfund, hvori de lever et indrestyret samfund. Endelig udvikler et samfund i tilstanden af truende nedgang i folketallet hos sine typiske medlemmer en social karakter, hvis konformitet sikres gennem deres tilbøjelighed til at lade sig lede af andres forventninger og præferencer. Jeg kalder dem gruppestyrede mennesker og det samfund, hvori de lever et gruppestyret samfund”[ii].

Note: Dominique Bouchet, sociologiprofessor i Odense, har givet sin egen sproglige udformning af Riesmanns teori om ydrestyring, indrestyring og gruppestyring. Han taler om myren, sneglen og kamæleonen.

    Myren er det ydrestyrede menneske, der følger centralt givne normer og traditioner næsten uden at tænke over det (ligesom myren). Hvis man ikke kan følge disse normer, føler man skam. Under Japans økonomiske krise i 1990’erne var flere store banker på fallittens rand. I Vesten vakte det opsigt, da man i fjernsynsreportager kunne følge, hvordan nogle af de japanske topledere reagerede. De stod foran kameraerne og græd for åben skærm. Nu kan man sige, at Japan var et højtindustrialiseret samfund på det tidspunkt, og måske siger billedet af de grædende bankdirektører noget om end anderledes opfattelse af manderollen end den, vi har i Vesten. Men det siger også noget om et Japan, der på det gruppemæssige plan stadig var reguleret af nogle af det traditionelle samfunds normer. En japansk topleder havde en moralsk pligt til at tage sig af sit personale. Når han ikke kunne det, havde han fejlet. Han havde forbrudt sig imod nogle af samfundets fasteste normer og havde ikke levet op til omgivelsernes forventninger.
   Sneglen er et resultat af socialisationen i industrisamfundets kernefamilier. Man skal lære at klare sig i et samfund, der ændrer sig hastigere end det traditionelle samfund gjorde. Sneglens indre-styring reguleres af de normer og den etik, der er indlært igennem den kærlige hjemmegående moders omsorg og forventninger. Det kan give et målrettet individ, der vil arbejde for at leve op til de internaliserede forventninger. Det kan give en følelse af skyld, hvis projektet lider skibbrud og målene ikke nås.
   Kamæleonen tilpasser sig omgivelserne, deraf betegnelsen kamæleon. Det er det gruppestyrede menneske, vi har at gøre med her.
    Han angler konstant efter anerkendelse fra de andre. Han spejler sig i de andre og i beskrivelser af – og historier om - kendte personer for at finde ud af, hvordan han selv tager sig bedst ud. Derfor risikerer han at blive et let offer for reklamen og mediernes påvirkning. Han er et resultat af den dobbelte socialisering i familie og daginstitutioner og af det konstante mediebombardement, han er udsat for. Tilværelsen er fuld af muligheder i den globaliserede Verden, han er en del af, men det er ekstremt svært at vælge, for når han vælger noget, betyder det desværre, at han må vælge noget andet fra. Derfor har kamæleonen let ved at blive ulykkelig. Han er en nacissist, der kun på et overfladisk plan elsker sig selv. Under overfladen nages han af tvivl om, hvorvidt han nu også er god nok.

Man kan f.eks. se, hvordan et land som Kina, der har udviklet sig meget hurtigt, er gået igennem denne udvikling.

Under de første kommunistiske ledere, Mao-tse-Tung, Chou en-Lai m.fl. havde man en streng samfundsmoral. Der skulle arbejdes hårdt. Opsparingen var stor. Folk blev hjernevasket til at udøve selvkritik, hvis de afveg fra normerne. Under Deng Shiao Ping sattes de økonomiske reformer i gang. Den strenge samfundsmoral ændrede sig gradvist, og man begyndte ligefrem i storbyerne at få en mere frigjort ungdom, der lærte at være forbrugere, og som blev mere styret af gruppepres i kammeratskabsgrupper, reklamer og andre former for ydrestyring.

De gruppestyrede individer finder vi i de moderne storbysamfund, f.eks. det ”højt industrialiserede og bureaukratiserede Amerika”. De findes blandt de unge og gennemgående i de højere indkomstgrupper. De er en del af den ”nye middelklasse”, der er vokset frem som følge af nedgangen i erhverv som landbrug og tung industri og fremgangen i servicefagene. Med denne erhvervsudvikling kommer der mere uddannelse og fritid, og sammen med den erhvervsmæssige serviceudvikling fører det til et større ”forbrug af ord og billeder fra de nye massemedier.”… I stigende grad formidles forbindelserne til den ydre verden og til det egne jeg af massemedierne”.

Samtidig hermed ændres socialisationsmønstrene. Når man går fra det indrestyrede til det gruppestyrede slappes disciplinen i opdragelsen. Bymiljøernes familier er gennemgående mindre end landbofamilierne, og børnene opdrages på en ”friere” måde, siger Riesman. Kammeratskabsgruppen får større betydning. Samtidig formindskes forældrenes betydning. Det hænger også sammen med overgang til to-indkomstfamilier.

Det indrestyrede barn føler sig skyldigt, hvis det overtræder de indre adfærdsnormer, det har fået under den tidlige opvækst. Det gruppestyrede barn føler angst, hvis det ikke formår at gøre sig populært i kammeratskabsgruppen, eller hvis det ikke formår at leve op til mediebillederne af, hvordan man skal være et populært og adfærdsrigtigt barn.

George Herbert Meade er en af grundlæggerne af den sociologiske teori om sociale roller[i]. Selvet bliver til i et samspil med andre. Det sker fra den tidligste opvækst og fortsætter hele livet igennem. Mennesket er i stand til at spille roller og iagttage, hvordan andre spiller roller. Derigennem udvikler man gradvist sit ”sociale jeg”. Mead kalder dette jeg for Me. Samtidig med dette jeg har vi også et mere spontant ”jeg”, som han kaldte ”I”.
Rolleindlæringen sker ved, at vi først spiller en bestemt rolle, senere kan vi se den konkrete rolle som en del af den større generaliserede rolle. Man har altså først begrebet om lærer som en konkret lærer. Siden kan man hæve rollen op på et mere generaliseret plan. En lærer vil da indbefatte de konkrete repræsentationer af rollen i sig. Roller udvikles konstant i samspil mellem selvet og samfundet. Mead definerer selvet som bevidsthed, der er i konstant konversation med det samfund, som individet er en del af:

Anm. Rolleindlæringen sker igennem imitation (efterligning). I starten efterlignes f.eks. moderen. Senere ser barnet flere personer spille rollen, og den generaliseres derved for barnet. Det er nu ikke længere moderen, der efterlignes, men en ”generaliseret anden”. Det danner efterhånden grundlag for en socialt skabt identitet. Det sker i et løbende gensidigt samspil med det samfund, der konstant ændrer sig.

Rolleudvikling sker f.eks. igennem rolleafprøvning, hvor individet prøver sin opfattelse af den generaliserede rolle af i forhold til det spontane I.

”Selvet er ikke så meget en substans som en proces, hvorved konversationen af gestus er blevet internaliseret inden for en organisk form” (Mind, Self and Society). Mead mener altså, at selvet ikke har substans, dvs vi kan ikke ”se” et ”selv” nogen steder. Det er internaliseringen (vedvarende optagelse i mennesket) af den sociale organisation, som individet er en del af. Vi antager samfundets/lokalfællesskabets holdning og reagerer på den. Det sker igennem sproget og sprogets symboler.

Socialisation drejer sig om den sociale formning af mennesket. Det sker for det første ved, at man lærer at tale, reagere på impulser fra omgivelserne og deltage i sociale samspil med andre. Det sker igennem indlæringen af roller, normer, holdninger og handlemønstre. Man kan sige, det er den ”sociale side” af personligheden, der dannes i socialisationsprocessen.
Vi fødes med nogle egenskaber, som man kan konstatere ved at kigge sig i spejlet. De bestemmes rent biologisk af generne. Hvad med de psykiske egenskaber og intelligens? Det er mere usikkert.
Oven på det biologiske sæt af egenskaber sætter samfundet og kulturen sine spor. Det er imidlertid en proces, den enkelte selv er involveret i. Set fra den enkeltes synsvinkel kalder vi det identitetsdannelse: ”Jeg er den, der reagerer sådan og sådan på omgivelserne. Det gør jeg, fordi….”.

Når vi skal se nærmere på, hvordan det sker, så er det klart, at den familie, vi vokser op i, spiller en stor rolle. Familiens påvirkning kaldes den primære socialisation. I denne proces spiller de primære voksne, moren og faren, centrale roller. Det lille barn udvikler sig i et samspil med de primære voksne. Identitetsdannelsen begynder først rigtigt, når det lille barn begynder at udvikle et jeg, dvs en opfattelse af sig selv som adskilt fra omgivelserne.

Vi kan bruge begrebet socialisationsarena som en angivelse af et sted, hvor socialisation finder sted. Den primære socialisation finder sted i familien. Familien er altså en socialisationsarena. Hertil kommer børneinstitutioner, skoler, uddannelsesinstitutioner og arbejde som vigtige socialisationsarenaer. Der foregår social interaktion i disse arenaer. Individet påvirkes via den sociale interaktion (samspil), og det påvirker også selv de andre og udvikles igennem samspillet.
Man kalder normalt denne del af socialisationen for den sekundære socialisation. Men overgangene er naturligvis flydende. Et barn, der tilbringer meget tid i daginstitution, fra det er helt lille, får en betydelig del af sin socialisation her. Og det er da meningsløst at foretage en rigourøs sondren mellem primær og sekundær socialisation.

Børn udvikler deres opfattelse af jeg’et, deres identitet, i et samspil med andre. Igennem leg sker der en rolleindlæring. I sociologien definerer man gerne en social rolle som summen af forventninger til positionsindehaveren i en social gruppe. Der er bestemte forventninger til mor og far – og til børnene. Der er forventninger fra bedsteforældre og fra samfundet, og der er forventninger fra de andre familiemedlemmer.

En social norm er en regel om, hvordan interaktion skal finde sted i en gruppe eller et socialt system. Det er altså forventninger til adfærden i en bestemt social situation. Den kan følges af positive eller negative sanktioner, hvis forventningerne henholdsvis opfyldes eller ikke opfyldes. En sanktion behøver ikke være straf som sådan, men kan også f.eks. være psykisk misbilligelse, et strengt blik el.lign.
En del af rolleindlæringen finder sted igennem imitation: Man ser, hvordan andre udfører rollen, og så efterligner man dem. Imitationen befordres af følelsesmæssige bånd. Det vil sige, at forældre er ofte rollemodeller for deres børn. – I hvert fald frem til puberteten. I puberteten kommer der som regel et oprør. Det er en naturlig del af identitetsdannelsen. Identiteten udvikles ikke alene igennem, at man studerer, hvordan andre udfylder en rolle, men altså også fra dette tidspunkt ved, at man evt. gør oprør imod dem.

Man taler i dag også om, at der sker en tertiær socialisation igennem påvirkningen og udviklingen af personligheden igennem de sociale medier.

Siden Internettet og smartphonen er blevet allemandseje, har de sociale medier fået stærkt øget betydning m.h.t. påvirkning af personlighedsdannelsen. Når en meget stor del af de unge i dag i opinionsmålinger afslører, at de er på sociale medier ofte 2 - 4 timer daglig, er det indlysende, at det må få virkninger på socialisationen (indlæring af værdier, holdninger og normer). Jagten på likes og selvfremstillingen på Instagram - og i det hele taget de såkaldte "ekkorum" på Nettet, hvor man i chatfora forstærker hinanden i "verdensbilleder" og holdninger, får uvægerligt betydning for selvet.

Det er en af grundene til, at identiteten er i skred for mange mennesker i disse år. Der sker nemlig nogle hastige omstillinger på arbejdsmarkedet som følge af globaliseringen. I slutningen af maj 2005 meddeltes det officielt, at Danmarks største industrivirksomhed, Danfoss, var på vej til at outsource og flytte en række af sine regnskabsfunktioner ud af landet. Der var tale om bogholderi, kreditor- og debitorstyring samt almindelige bankforretninger. Dermed var sagde aviserne, ”anden bølge af globaliseringen sat i gang. Hidtil er adskillige produktionslinjer flyttet til udlandet, men nu er turen kommet til de rene funktionærstillinger[1]. Samlet set drejede det sig om mere end 100 medarbejdere i Danfoss-afdelinger i hele Europa berørt af outsourcingen. Alene i Danmark var der tale om 35, som måtte se deres job forsvinde i takt med udflytningen.

Det var det, fordi den siger noget om de enorme ændringer af arbejdsmarkedet og arbejdets tilrettelæggelse, samt kvalifikationskravene til arbejdskraften, der er på vej. Den siger noget om senmodernitetens og globaliseringens udfordringer.

Der vil ske omstillinger af produktionens tilrettelæggelse. Ofte samles kravene under betegnelserne ”det fleksible arbejde” og ”det udviklende arbejde”. De to betegnelser udtrykker i virkeligheden det samme set fra to forskellige synsvinkler. Det første begreb angiver nogle krav til fleksibel tilrettelæggelse, f.eks. tidsmæssigt (færre faste tidsrammer) og f.eks. med hensyn til ophævelse tid/rum dimensionen (jvf omtalen af Giddens’ senmodernitetsteori). Et eksempel kan være, hvis man ringer til virksomheden, så bliver man måske stillet om til et callcenter i Bangalore. Den fleksible tilrettelæggelse går også på, at medarbejderne uddannes bredere og er åbne over for at kunne lave forskellige ting på arbejdet. Tidligere tiders faggrænser droppes eller blødes op. Medarbejdere skal kunne overføres til andre opgaver i virksomheden.

Hvis medarbejderne vil bevare deres jobs, kan det være nødvendigt at se positivt på denne udvikling. Man skal gå aktivt ind i processen og påvirke den til egen fordel. Det sker ved at være villig til efteruddannelse og omstilling. Man er interesseret i at udvikle sit arbejde. Det kan f.eks. ske i form af samarbejde med arbejdsgiveren om tilrettelæggelsen af arbejdet og organiseringen af arbejdspladsen, så der er flere udfordringer i det daglige. Det vil arbejdsgiveren være interesseret i at medvirke til, fordi medarbejdernes motivation spiller en stor rolle for, hvordan virksomheden kører.

Det fleksible arbejde påvirker arbejdet som identitetsskabende faktor i menneskelivet. Ud med lønmodtagertypen, der sad og kiggede fikseret på uret for at se, om det dog ikke snart er fyraften! Ind med det engagerede, omstillingsberedte menneske. Undersøgelser af, hvordan det påvirker identiteten er dog stadig i sin vorden. Ovenover er refereret et positivt syn på, hvordan man tager de identitetspåvirkende effekter af globalisering og ændret arbejdsmarked op.

Der er også sociologer, der har formuleret sig mere kritisk om det fleksible arbejde. Den amerikanske sociolog Richard Sennett har i bogen The Corrosion of Character. The Personal Consequences of Work in the New Capitalism (“Undergravning af Personligheden. De menneskelige konsekvenser af arbejdet i den nye kapitalisme”) undersøgt, hvordan de nye måder at organisere arbejdet på i informationssamfundet påvirker personligheden. I den ”nye økonomi” finder vi en række af IT-virksomheder, der skal omstille sig hastigt for at kunne klare sig.

Sennetts metode går i al sin enkelhed ud på, at han tager udgangspunkt i møder og bekendtskaber, han har bygget op med mennesker, der har været udsat for den ”nye økonomis” tilrettelæggelse af arbejdet. Det drejer sig om IBM teknikere, hvis arbejde er udliciteret til indere. Det drejer sig om bagere i Boston, der arbejder med avancerede EDB-styrede bagerimaskiner, samt flere andre. Sennett følger disse mennesker i et længere tidsrum og interviewer dem om, hvordan arbejdssituationen – eller fritstillingen fra arbejet – påvirker deres syn på arbejde, familie og tilværelse i det hele taget. Det er altså en slags kvalitativ interviewmetode. Sennett siger selv, at han benytter antropologernes metode, hvor det drejer sig om at leve sig ind i folks liv snarere end at registrere det via spørgeskemaer.

Moderne vidensarbejdere skal ikke hænge i en klokkestreng. Det vil forstyrre eller ødelægge deres kreativitet og dynamik. Det er heller ikke nødvendigt, at der er formænd, der kontrollerer, at de laver noget. Kontrollen er så at sige bygget ind i arbejderne.

Man har ofte organiseret arbejdet i grupper. Den enkelte skal derfor være stærk til teamarbejde. I et team er man fælles om at tilrettelægge arbejdet. Det kunne se ud som om, ”kapitalens magt over arbejderen” er væk. Det mener Sennett imidlertid ikke er tilfældet. Det er kun arbejdsledelsens myndighedsudøvelse, der er væk.. Teamorganiseringen hjælper godt nok bossen til at holde sig ansvarsfri i mange situationer i det daglige. Det er i stedet de enkelte teammedlemmer, der er ansvarlige.

Magten er der stadig. Men den er blevet fraværende som udøvelse af autoritet. En myndighedsperson er en, der tager ansvar for den magt, han eller hun udøver. Sennett mener, at den fleksible kapitalisme har bygget et system op, hvor man har magt uden ansvar.

Ifølge Sennett påvirker det karakterdannelsen. Man får fleksible individualister, som ikke virkeligt bekymrer sig for hinanden. Den gensidige omsorg risikerer dermed at forsvinde ud af samfundet.

Sennetts beretning om viceværten Enrico og sønnen Rico er typisk for hans sociologisk-antropologiske metode. Han fortæller historien og trækker en række generaliseringer frem om mennesketypen under indflydelse af samfundsudviklingen.

Sennett interviewede Enrico til en bog, han skrev i 1970’erne sammen med Jonathan Cobb: The hidden Injuries of Class (”Den sociale klasses skjulte skader”). På det tidspunkt havde Enrico arbejdet 20 år som vicevært i en kontorbygning. Formålet med arbejdet var at tjene penge til et godt familieliv. I USA indbefatter det også at spare penge sammen, så børnene kan få en god uddannelse. I løbet af 15 års arbejde havde Enrico sparet penge nok sammen til at familien kunne købe et hus i en forstad til Boston. Det, der især slog Sennett som karakteristisk for Enricos liv, var betydning af lineær tid i det: År efter år arbejdede han i et job, som sjældent ændrede sig fra den ene dag til den anden. Og i løbet af den tid oplevede han, hvad han selv så som akkumuleret fremskridt: Hver uge kunne han og konen sætte penge ind på bankbogen. Jævnligt kunne de konstatere, hvordan deres hjem forbedredes via små tilføjelser og forbedringer og indkøb af nye møbler. Fremtiden var forudsigelig og lå i faste rammer. Tredivernes økonomiske depression og II. Verdenskrig var overståede kapitler. Fagforeningerne, som de var medlemmer af, beskyttede deres jobs.
Da Sennett mødte Enrico, vidste denne præcist, hvornår han ville gå på pension, og hvor stor hans pensionsopsparing da ville være.

For at få tiden til at akkumulere på denne måde, havde Enrico brug for det, som den tyske sociolog kaldte modernitetens ”jernbur”, dvs den ramme eller indhegning af rationelle regler og bureaukrati, der lægger livet i faste rammer i det traditionelle industrisamfund. Sammen med hans egen selvdisciplin gjorde de faste rammer det muligt for ham at skabe sit liv som sin egen fremadskridende selvfortælling. Vi er nok mange, der vil se hans liv som kedsommeligt, men det er ikke pointen. Det lykkedes for Enrico at skabe et liv, hvor han selv var forfatteren i det.

Sennett mødte Enricos søn Rico i en lufthavn og delte en lang flyvetur og senere møder med ham. Rico havde levet op til faderens ønsker om opadgående social mobilitet. Hvor faren lå i den nederste fjerdedel af det amerikanske indkomsthierarki, var sønnen skudt helt op i de øverste 5 pct. Efter uddannelse fra en handelshøjskole fik han job i et firma, der formidlede risikovillig kapital til EDB-firmaer i Californien. Efter et stykke tid flyttede han til Chicago, hvor han også klarede sig godt. Det næste karriereskift til Missouri skete under hensyn til konens job. Hvor faren havde skammet sig over, at konen måtte gå på arbejde, så Rico sig og konen som ligestillede arbejdspartnere. Han tilpassede sig til konens karriereønsker.

I Missouri blev Rico indhentet af den nye økonomis omskifteligheder. Virksomheden, han arbejdede i, blev ”downsized” (formindsket), som det hedder i den orwellianske[2] managementjargon. Den blev opslugt af en anden virksomhed, som havde sine egne finansanalytikere. Rico stod uden job. Parret flyttede til New York, hvor Rico startede sit eget konsulentfirma, og konen blev chef for et større team af revisorer. Selv om de tilsammen er ret velhavende, føler de, at de lever ”på kanten” – i overført forstand på randen af en afgrund, og de er bange for at miste kontrollen med deres liv. For Rico blev den første tid som selvstændig konsulent et mareridt af forsøg på at ”komme tiden i forkøbet”. Ting, der tidligere var tilrettelagt for ham, skulle han nu selv klare. Han skulle selv fotokopiere.

Som ”fri fugl” gælder det om at kunne ”netværke”. Ellers får man ikke nogen arbejdsopgaver. At ” netværke” består i at komme til de rette typer af receptioner og sammenkomster, hvor man kan møde mennesker, der kan være interesseret i ens ydelser. Ved at falde i snak med folk i bestemte positioner kan man gøre sig håb om at få noget at lave. Det blev imidlertid ret anstrengende for Rico. Han følte, han måtte besvare enhver telefonopringning. Enhver kontaktmulighed måtte under ingen omstændigheder slippes af hænde. Han blev en slave af andre menneskers time managere, mennesker, der ikke på nogen måde var forpligtede til at kontakte ham. Kontrakter viste sig ofte ikke at være det papir værd, de var skrevet på. Kunderne kunne komme med kontraordrer, som han var nødt til at rette sig efter, hvis han ville sikre sig fortsat at have opgaven.

I fritidslivet var der andre bekymringer. Den megen flytten omkring gjorde det vanskeligt at opretholde længerevarende venskaber. Venskaber oplevedes som flygtige. Det var vanskeligt at kombinere jobbet med omsorg for og tid sammen med børnene. Programlægning af aktiviteter med børnene kom til at kollidere med jobbet, hvor det simpelthen nærmest var umuligt på forhånd at vide, hvornår han var ”på”, og hvornår han ikke var på.

Rico havde lidt under sin fars Enricos faderlige autoritetsudøvelse. Han havde følt, han blev knust under de ”smålige regler” i viceværtens hjem. I sit eget hjem føler han omvendt, at der er en mangel på etisk disciplin. Han frygter for, at hans børn er ved at blive udskud, der hænger ud på den lokale grill eller tilbringer ørkesløs tid i indkøbscentret, mens forældrene er utilgængelige på kontoret. Han føler, han har svært ved at blive en model for sine børn. Det, han ellers selv synes, han kunne bryste sig af, nemlig hans egen opadgående mobilitet, tager de for givet. Det er et overstået kapitel i familiens historie, - ikke noget, der kan vedrøre dem. Det største problem er dog, at han ikke kan bruge erfaringer fra sit arbejde som en etisk standard for børnene. Det, der er ”godt arbejde” i den nye økonomi, er ikke retningsgivende for det gode familieliv eller det gode liv i det hele taget.

Sennett konkluderer, at det er den korte kontrakt, den korte tidshorisont, der især udmærker den fleksible kapitalisme i amerikansk udformning. Det har vidt rækkende konsekvenser for personerne, der skal fungere i systemet.

Spørgsmålet: ”Hvem har brug for mig?” er ifølge Sennett centralt for karakterdannelsen. Det at blive på den samme arbejdsplads i flere årtier rynkes der på næsen ad i den nye økonomi. Her skal man helst være en ”fri fugl”, der skifter job med visse mellemrum. Ellers mister man sin markedsværdi. Det at blive på det samme sted i længere tid kan imidlertid være væsentligt for personligheden. At være forbundet med én institution i længere tid kan medvirke til dannelse af loyalitet, tillid og til skabelse af en livshistorie.

EDB teknikerne fra IBM vendte i starten bebrejdelserne indad samtidig med, at de kritiserede inderne for at have tage deres jobs og den jødiske direktør for at have udliciteret. Dermed kunne de midlertidigt ”redde” deres egen følelse af gruppesammenhold. Efterhånden overvandt de dog dette og begyndte at rekonstruere deres tilværelse på en mere optimistisk måde.

Spørgsmålet om, hvem der har brug for én, er det ikke umiddelbart til at finde et svar på i den moderne fleksible kapitalisme, siger Sennett. Systemet udstråler ligegyldighed. Markedet fører ofte til en vinder-tager-det-hele situation. Der er således kun en lille og sporadisk sammenhæng mellem risiko og belønning: Hvis jeg investerer penge i en virksomhed, kan jeg let risikere at gå fallit. Hvis jeg tager en uddannelse, kan jeg risikere, at jeg ikke kan få job, der svarer til uddannelsen, etc. Den fleksible kapitalisme er endvidere præget af konstante omstruktureringer af institutioner, hvor personalets ansættelsestryghed tit er det sidste, der tænkes på.

Man kunne indvende imod Sennett, at kapitalismen vel altid har været sådan? Der er vel ikke noget nyt i, at arbejdere bliver overflødige, fordi kapitalen investeres et andet sted geografisk eller i en anden produktion?

Sennett mener, der er en betydelig forskel. I den traditionelle klassebundne kapitalisme var det noget rent materielt, siger han. Man mistede jobbet, man mistede ikke sine arbejdskammerater, bopæl[3] og ”klassefæller”. Den fleksible kapitalismes ligegyldighed over for mennesker er dermed ifølge Sennett mere personligt virkende.

Det fører til følgende spørgsmål hos den, der bliver overflødig: ”Hvem i samfundet har egentlig brug for mig”?. I den gamle kapitalisme var der en ”klassefjende”, man kunne blive vred på og ”klassefæller”, man kunne søge trøst og støtte hos, og måske også et lokalsamfund, man fortsat var en del af. I den fleksible kapitalisme er klassefjenden væk. Det er ”klassefællerne” imidlertid også. Resultatet er, at forurettelsen rettes indad eller konfust udad, så man kan ende med at stemme på en højrenationalist som østrigeren Jörg Haider[4].

En væsentlig del af menneskets personlighedsdannelse består i, eller er afhængig af, en følelse af ”forbundethed til verden”. Man skal føle, at man betyder noget for nogen. Denne følelse risikerer ifølge Sennett at forsvinde i vore dages distance- og telearbejde, og i andre former for fleksibel arbejdstilrettelæggelse.

Tilhængerne af de nye organisationsformer ser imidlertid muligheder i de nye tilrettelæggelser af arbejdet. Det fleksible arbejde ses her som en nødvendighed for at at bevare en stabil arbejdsmarkedstilknytning. Virksomhederne vil flytte væk fra Danmark, hvis arbejdskraftens kvalifikationer og fleksible omstillingsevne ikke udvikles:

”Samtidig må de fleksible medarbejdere formodes at besidde kvalifikationer, som er særligt efterspurgte i virksomheder, der opererer under moderne turbulente omverdensvilkår, hvor omstillingsevne og fleksibilitet er vigtige konkurrenceparametre. Dette gør alt andet lige denne type medarbejdere mere værdifulde for virksomhederne, hvilket igen leder frem til en hypotese om, at lønmodtagere med et fleksibelt arbejde bør have lettere ved at opretholde en stabil arbejdsmarkedstilknytning”[5].

Den danske systemteoretiker Lars Qvortrup har kritiseret Sennetts teori om karakternedbrydningen[6]. Han mener, at Sennetts syn er et traditionsbundet syn. Sennett holder fast i træk ved verden af i går, i stedet for at tage stilling til, hvordan verden har forandret sig.

Qvortrup beskriver konsekvenserne af udviklingen for den enkelte med et eksempel. Det er beskrivelsen af en mennesketype, der minder ikke så lidt om kamæleonen:

Ikke alene repræsenterer den polycentriske socialsemantik en høj grad af kompleksitet, men den eksisterer side om side med de andre socialsemantikker. Et barn kan sagtens i sin hverdag skulle manøvrere inden for forhandlingsfamiliens vilkår, mens det i weekenden – på besøg hos weekend-faderen med dennes nye kone og barn – skal kunne agere i overensstemmelse med kernefamiliens principper om roller, scripts og ydelser, og endelig til højtiderne med bedsteforældre og den store familie skal kunne leve op til dynastiets forventninger om flergenerationssamværet, den omsorgsbaserede myndighedsstruktur og en kønsdefineret arbejdsdeling[7].
I arbejdsmarkedssammenhæng drejer det sig om ”netværksorienterede karrieremennesker”. De hylder den højeste grad af fleksiblitet, men de er dog ifølge Qvortrup også sammensatte, idet de gerne vil have, at ”togene gik til tiden”.

Anm: Inddelingen i samfundstyper minder om sædvanlige fremstillinger af overgang fra tradition til modernitet:: Landbrugssamfund, industrisamfund og informationssamfund. Her er blot systemperspektivet fremtrædende. Samfundene væves ind i hinanden. De findes altså ikke i modernitet og hyperkompleksitet konkret i deres ”rene” form, men som indeholdende elementer også fra de tidligere samfund. Kilde: http://www.intermedia.uio.no/konferanser/skikt-02/docs/5.

For Qvortrup er mennesket i det hyperkomplekse samfund anbragt i en situation, hvor det må udvikle evne til at håndtere kompleksitet. Det befinder sig i et polycentrisk samfund og en globaliseret verden, der bliver mere og mere kompliceret. Den eneste måde, hvorpå man kan klare det, er ved at udvikle evne til refleksiv tænkning, kreativitet og omstillingsevne. Ud fra denne Luhmannske systemmodel vil man se forsøgene på at indkredse identitet og finde ud af, hvad det ”gode menneske” er som noget, der hører det antropocentriske samfund til. Det var det moderne samfund, der byggede på rationalitet (fornuft) og på en humanistisk opfattelse af, at der findes en kerne af menneskelighed, som man kan finde frem til.

Ulrich Beck er en moderne teoretiker i og med, han stadig tror på oplysningstidens projekt om, at fornuft og videnskab kan give menneskeheden noget godt. Det er derfor, han kalder sin teori teorien om det andet moderne, og ikke kalder den for en postmoderne teori. Industrisamfundet er en del af moderniteten. Det har i de senere år været præget af en strøm af menneskeskabte risici. Vi udviklede atomkraften og troede, at den ville bringe billig energi og en masse fremskridt. I stedet fik vi atombomben, som truer os med udslettelse. Vi fik p-piller og fri sex. Nu trues millioner af mennesker med død af HIV/AIDS. Vi har haft en økonomisk vækst, der har givet os biler, fjernsyn og udlandsrejser, men som samtidig har givet global opvarmning. For et par år siden forsvandt byen New Orleans i USA under voldsomme vandmasser. Over 1000 mennesker omkom, og titusinder blev hjemløse. Inden da havde man bygget diger og lavet afvanding i Mississippi-deltaet, så store økosystemer var ændret totalt. Det bevirkede, at området ikke længere kunne absorbere store vandmasser. Oversvømmelseskatastrofen, der udslettede en stor del af byen, var en realitet.
Det, vi troede var fremskridt, går over i sin modsætning.

Det er ikke teorien om risikosamfundet, der er det afgørende i Becks forfatterskab, men snarere teorien om ”det andet moderne”, Becks forsøg på som modernitetsteoretiker at pejle sig ind på, hvad det er for en modernitet, vi lever i i det globaliserede risikosamfund.

Det ”første moderne” er ifølge Beck præget af den ”nationalstatslige container”, som vi ser alting ud fra.

Det første moderne er endvidere præget af en ”programmatisk individualisering”, dvs individualismen er institutionaliseret; og det er præget af en tro på et ”erhvervsarbejdssamfund med fuld beskæftigelse”. Herudover bygger det ”første moderne” på en instrumentelt natursyn (naturer er et middel - ikke et mål), et videnskabeligt defineret rationalitetskoncept (fornuft er kun, hvad der kan naturvidenskabeligt defineres og forklares), og det er præget af princippet om funktionel differentiering (flere og flere specialiserede arbejdsopgaver skal udføres).

Globaliseringen giver i risikosamfundet globale risici, så som genteknologi, atomteknologi og global opvarmning. Det gamle risici var i højere grad begrænset til nationalstaten, f.eks. infektionssygdomme.

Det første moderne, som man havde i industrisamfundet, bygger erstatningsfællesskaber op om individet, der kan give erstatning for landsbyfællesskab, kirke og religion. Erstatningsfællesskaberne er f.eks. social klasse, familie og nation. Individets livsbane er forudbestemt (programmeret).
I det andet moderne sker der en mere radikaliseret form for individualisering. Erstatningsfællesskaberne mister betydning. Individet vælger selv livsbane. Man fortæller løbende sin egen livshistorie om de valg, man har foretaget, og hvad det har indebåret. Individualiseringen er samtidig institutionaliseret. Man har bestemte rettigheder, der følger den enkelte som borger/individ, i forhold til arbejdsmarkedet og velfærdsstaten. Det er f.eks. meget individuelt frigørende i den universelle velfærdsstat, at man har ret til uddannelse, SU, arbejdsløshedsunderstøttelse, etc. Det er noget, der følger den enkelte som individ - og ikke noget, man er født til.

Den britiske sociolog Anthony Giddens forsøger at overvinde den såkaldte dualitet mellem aktør og struktur. Han vender sig altså imod, at sociologiske teorier ofte beskæftiger sig med enten individerne og deres påviselige adfærd i de grupper, de indgår i, eller også beskæfter man sig med strukturen i hele samfundssystemet. Og hvad er forbindelsen så egentlig mellem det ene og det andet. Når vi bevæger os rundt som individer, har vi jo samfundsstrukturen med os - ofte uden at tænke over det. Vi gør bestemte ting uden nærmere overvejelse. Vi er blevet påvirket / har lært reglerne og omgangsformerne.

Giddens forsøger at ophæve dualismen mellem aktør og struktur igennem formulering af en teori, han kalder strukturationsteorien. I denne teori ser man aktør og struktur som hængende sammen, som noget der skal forstås i sin helhed. Vi er påvirket af samfundet, man kan samtidig påvirke dette til at ændre sig.

Den givne struktur kan f.eks. være de givne kønsroller i den traditionelle kernefamilie. Den kan ses som en objektiv sturktur, som er til stede, og som påvirker individerne igennem socialisationsprocessen. Men disse roller og regler skal netop ikke ses som en "objektivt" tilstedeværende uforanderlig kendsgerning, men som noget, der kan ændres af de agerende individer. De har både "reglerne" og familiens som institution (ægteskabslovgivning og uformelle regler) med i den mentale rygsæk, men samtidig er de udstyret med agens (handlemulighed) til at kunne ændre strukturen.

Hans teori er senmoderne – ikke postmoderne. Det er en vigtig pointe. I det senmoderne samfund står det ikke fuldstændig frit for mennesket at vælge ad libitum. Der er en overgang fra det moderne til det senmoderne, men det betyder ikke, at alt flyder i anarkistiske valg. Det senmoderne er præget af traditionens opløsning, lige så vel som det moderne er det. Det vil sige, at man har forladt traditionens fastlæggelse af livet efter religiøse normer og lokalsamfundets tradtioner. I stedet dyrkes videnskab og fornuft. Giddens har dog ikke forladt tanken om, at der er en senmodernitet, der giver mulighed for fortællinger og mulighed for at skabe en humanistisk og rationel verdensorden, på samme måde som modernitetens progressive projekt gjorde det. Mennesket skal begribe tingenes sammenhæng for at kunne ændre dem.

Globaliseringen har skabt store multinationale selskaber, der handler og investerer på tværs af nationalstaternes grænser. Derfor er der ikke længere mange, der har en rent lokal livsstil.

Kilde: Anthony Giddens: Modernitetens konsekvenser. Hans Reitzel 1997. Note: Giddens kalder disse dimensioner for ”institutionelle dimensioner”, dermed menes visse faste, genkommende mønstre i systemet. Den militære verdensorden er f.eks. NATO og USA’s system af alliancer og baser. Den ”kapitalistiske verdensøkonomi” er systemet af privatejede virksomheder, der handler og investerer tværs over grænserne, og som er underlagt markedsstyring i deres beslutninger. ”International arbejdsdeling” er f.eks. beskrevet med den virksomhed, der køber skind i et land, laver design til sko i et andet land, får skoene syet i et tredje land, og som sælger produkterne over hele kloden. Det kan også gå på arbejdsdelingen mellem lande, således at nogle lande især er råvareleverandører og andre især sælger færdigvarer. Den internationale arbejdsdeling udvikler sig hastigt under globaliseringen. Det får virkninger på identitetsdannelsen og opfattelsen af selvet, bl.a. i form af de billeder, man spejler sig i.

Økonomien er præget af øget international arbejdsdeling. Det er ikke kun industrien, der benytter sig af underleverandører fra andre lande. Serviceerhvervene er også præget af alle mulige former for internationalt samarbejde, lige fra den såkaldte outsourcing af service til Indien, f.eks. i form af call centre, til de store finanskapitalers investeringer overalt på kloden. Via et klik på tastaturet eller med musen på en computer kan man flytte penge rundt næsten overalt.

Giddens kritiserer sociologerne for at hænge for meget fast i nationalstaten. Det viser sig ved brugen af et ord som ”samfundet”. Det svarer ikke længere til virkeligheden under globaliseringen. Ordet ”samfund” antyder en vis samhørighed. Nationalstaten byggede en samhørighed op omkring nationalfølelse og velfærdsstat. Tyskland var f.eks. ikke oprindelig én nation. Det bestod af en række mere eller mindre selvstændige fyrstedømmer. Preussen var det største fyrstendømme, og det lykkedes, bl.a. med kyndig hjælp fra ”jernkansleren” Bismarck, dette fyrstendømme at gå foran i en samling af Tyskland, så Tyskland var én nation før 1870. Samtidig med denne politiske samling havde filosoffer, forfattere og kunstnere i den såkaldte ”tyske romantik” medvirket til at danne bevidstheden om, at Tyskland var en nation med en fælles fortid og fælles nationalfølelse. Man var bl.a. fælles om det germanske sprog.

    Noget lignende så man ske i Danmark i 1800-tallet, men her brødes forestillingerne om Danmark som nation med forestillinger om, at vi var en del af noget fælles nordisk. De nordiske sprog har da også en fælles grundstamme, der går tilbage til oldnordisk. Efterhånden samledes folk imidlertid om en dansk identitet.
    Det postmoderne menneske er måske i højere grad en ”verdensborger” end en nationalstatsborger?
    Findes der et verdens-”samfund”? Kan man med rette spørge. Det skulle der jo gerne være, hvis begrebet ”verdensborger” skal give mening.

Udtrykket ”verdenssamfundet” bruges sommetider, men der tænkes på de ledende eliter i verden, som f.eks. via FN gennemfører forskellige fælles beslutninger, som der er enighed om, der kan være behov for i visse konkrete situationer. Men der er ikke nogen samhørighedsfølelse i Verden som helhed. Økonomisk hænger vi imidlertid mere og mere sammen.

Giddens henviser til verdenssystemteoretikeren Immanuel Wallerstein, der har gjort opmærksom på, at Verden er ved at blive et sammenhængende økonomisk system. Det er det, man må tage udgangspunkt i, når man vil analysere selvet og identitetsdannelsen.

Nationalstaterne er der stadig, men de gennemhulles af økonomiske forbindelser på kryds og tværs. Midt i al det er identiteten en konservativ faktor, der ændrer sig langsommere. Derfor kan man nok stadig sige: Jeg er dansker. Og der vil nok blive ved med at være danskere til, men vores identitetsdannelse vil blive i stigende grad præget af den globale virkelighed, vi lever i.

Vi stritter imod på forskellige måder og forsøger at fastholde en national identitet. Det viser sig f.eks. i den måde, hvorpå kapitalen er blevet grænseoverskridende. Arbejdskraften er det derimod kun i ringe grad. Der er stadig masser af forhindringer for mennesker, der vil krydse grænser. Vi hænger stadig på mange måder fast i det lokale og det nationale. Derfor bliver identitetsdannelse under globaliseringen et kompliceret og sammensat fænomen.

Giddens bruger udtrykket tid-rum distanciering til at angive, at Verden mentalt set bliver mindre og mindre. Tid og rum er rykket sammen som følge af udviklingen i telekommunikation og moderne trafikmidler.

    ”Dannelsesrejsen”, hvor det før kunne tage uger og måneder at komme igennem et kontinent og videre til det næste, kan i dag foretages virtuelt over internettet på minutter.
    I senmoderniteten har vi fået øgede muligheder for at forholde os refleksivt til tilværelsen og de valg vi står overfor, dvs vi ikke alene tænker os om, vi tænker også over det grundlag, vi tænker på. Det er et multikulturelt og multietnisk samfund, vi lever i, med mange livsstile repræsenteret og masser af individuelle valgmuligheder. Vi har forladt traditionen og ofte også Gud, og værdierne er derved blevet relative.
    Men det indebærer naturligvis ikke, at vi er blevet de rene sociale kamæleoner. Det må man da i hvert fald ikke håbe. Refleksivitet kan godt forenes med, at vi bærer på nogle værdier, der ligger bagved som et fundament, og hvorudfra refleksionen foretages.

Refleksivitet kan som sagt oversættes ved ”eftertanke”. Vi reagerer ikke automatisk i forhold til den rolle, nogen har givet os. Vi tænker os om, før vi handler. Refleksivitet viser sig ved, at vi kan ”have mere viden med”, når der foretages valg. Vi har f.eks.en masse viden om skilsmisser og parforhold, som vi kan bringe på spil, når vi overvejer ægteskab og familiedannelse. Vi kan lægge CV’et på et datingsite på nettet og sidde i ro og mag og betragte ”emnerne”, inden vi beslutter os. Når vi overvejer uddannelse, ved vi måske, at kineserne uddanner 1 mio. ingeniører om året, inderne ½ mio., og at der er ved at udvikle sig et åbent verdensmarked for den slags arbejdskraft. Så måske skulle jeg vælge en mere specialiseret ingeniøruddannelse eller vælge at læse økonomi.

Anm: Figuren forsøger at vise, at der sker en modernisering af samfundet igennem industrialisering og urbanisering. Produktionen øges, og BNP pr indbygger stiger. Samtidig øges udbredelsen af IT og telekommunikation, der giver mulighed for en intensiveret globalisering. Det påvirker alle de muligheder, individerne står overfor. Der sker udlejring (disembedding) af sociale relationer. Men den omtalte teknologi giver også øgede muligheder for flere menneskeskabte risici, så som overvågning og kontrol af borgerne.

Ifølge Giddens er det senmoderne samfund endvidere præget af en udlejring af sociale relationer. De rykkes væk fra nærheden i familie og lokalsamfund. Et eksempel er børnepasning og pleje af ældre. Disse funktioner blev tidligere varetaget af familien, men fjernes helt eller delvist herfra og rykker i stedet ud i opgavevaretagende institutioner, f.eks. børnehaver og plejecentre.

I 2002/03 lykkedes det et par danske computernørder at udvikle et program, der opnåede verdensudbredelse og -berømmelse i løbet af få måneder. I løbet af 2003/04 havde millioner af mennesker downloadet programmet Skype på deres computer. Når man har dette program kan man via bredbåndsforbindelse til internettet tale gratis med mennesker overalt i verden, som også har programmet på deres computer. Hvor det ellers i 2004 kostede 14 kr i minuttet for en dansker at tale i telefon med en person i Shanghai over fastnettelefon, så kunne det altså lade sig gøre at tale gratis eller til meget lav pris via den såkaldte IP (internettelefon). Udbygget med videotransmission vil det kunne lade sig gøre at ”være virtuelt til stede” mange steder i verden.

Det er denne udvikling, Giddens tager stilling til, når han forsøger at udrede identitetens dilemmaer i senmoderniteten: Hvordan udvikler selvet sig i den globaliserede senmodernitet? Identitetsdannelsen sker under indtryk af en række påvirkninger eller inden for en ramme af den globale senmodernitet. Herudover er identitetsdannelsen den enkeltes ansvar. Man skaber sin egen livshistorie. Identiteten er altså en slags personlig konstruktion, hvor man efterhånden kan nå frem til at danne et ”selv”.

Et vigtigt dilemma kalder han for enhed contra opsplitning (Unification versus fragmentation).

Kommunikation over internettet, flyrejser og massemediernes daglige reportager fra klodens fjerneste egne giver mulighed for, at vi kan opleve os selv som ét med andre i en fælles verden. Før var mennesker bundet til familien og arbejdskammeraterne på arbejdspladsen i en række personlige bånd, der gav sikkerhed og tryghed. En del af denne sikkerhed og tryghed forsvinder med skilsmisser og hyppige jobskift.

På den anden side har vi nu mulighed for at konstruere en fortælling om os selv som verdensborgere. De andre behøver ikke være til stede, men de er potentielt til stede. De er til stede som muligheder, hvad enten det er i chatrummet eller det er i massekommunikationssamværet omkring en vigtig fodboldkamp. Eller det kan være følelse af ”nærhed” til personer i en TV serie eller en reality TV udsendelse.

Samtidig lever vi et liv, der har tendens til at blive mere opsplittet. Vi færdes hele tiden i forskellige og ofte nye miljøer. Vi udsættes for vidt forskellige påvirkninger fra massemedierne. Hvordan skaber man en identitet under de vilkår? Der er den mulighed, at vi indretter os efter omstændighederne og skifter adfærd efter de omgivelser vi er i. Sociologer har beskrevet, hvordan selvet kan lære at indrette sig efter de forskellige ydre omstændigheder. Der er også den mulighed, at det kun er på det overfladiske plan, at vi tager ”farve af” omgivelserne som en slags social kamæleon. Nede under de omskiftelige identiteteter bevarer vi en gennemgående integreret fortælling om os selv.

Det kan f.eks. være kosmopolitten, der siger: Jeg er verdensborger. De forskellige indtryk gøres til en styrke ved opbygningen af identiteten. Man er f.eks. politisk forbruger, der forsøger at sammensætte sit forbrug sådan, at man dels prøver at hjælpe den fattige kaffebonde i Honduras (f.eks. ved at købe Max Havelaar kaffe), dels kører på cykel eller i benzinbesparende bil, så man ikke medvirker mere end højst nødvendigt til drivhuseffekt.

Thomas Ziehe

Thomas Ziehe (1947 - ) er en tysk ungdomsforsker og professor i pædagogik.ved Frankfurt Universitet. Det er vigtigt at holde fast i denne kendsgerning, når man beskæftiger sig med Ziehe. For ham er pædagogik og uddannelse politiske og frigørende aktiviteter, et led i et emanciperende (frigørende) projekt.

Ziehe ser tre kulturelle tendenser i tiden:

Øget refleksivitet
Evne til at formes
Individualisering

Refleksivitet er ikke det samme som at være reflekterende. Det er ikke en intellektuel proces. At være refleksiv vil sige at forholde sig til sig selv.
Vor kultur stiller en øget viden om os selv til rådighed. Han sammenligner det med, at vi nærmest som en konfirmand går rundt med en mediepakke i hovedet, som fortæller os, hvad vi kunne gøre, såfremt… og hvis… Vi kan iagttage, afbilde og kommentere os selv. På det seksuelle område ved unge allerede ”alt”. Deres problem er snarere en frygt for, om de kan leve op til det, der formodes at blive krævet på dette område[1].

Kulturen er samtidig båret af forestillinger om, at ”alt lader sig forme”. Det gælder krop og udseende. Det gælder habitus (handlingsdispositioner). I modsætning til tidligere ser man ikke længere sig selv, som ”den, man er”. I stedet kan man forme sig til den, man gerne vil være. Det indebærer, at man kan beslutte at skifte livsstil. Hvis man vil skifte sin sociale identitet ud med en anden, kan man flytte fra landet til en storby eller fra én storby til en anden, hvor livsstilen kan vælges om.
Det kan dog føre andre problemer med sig, end man har i det traditionelle samfund. Hvor en person i et mellemøstlige diktatur måske ønsker at blive fri og få demokrati, er borgeren i det europæiske velstandssamfund allerede ”fri” og kan stemme ved valg, men problemet er nu den nagende tvivl: ”Får jeg nok ud af friheden”? Til gengæld vokser det indre spillerum med dagdrømmerier, billeder og ”indre stemmer”. Noget af det kan leves ud på Internettet i spil, virtuelle verdener og chatfora.

Individualisering ser Ziehe som dette, at den indre verdens subjektive betydning øges. Man har mulighed for at frigøre sig fra tolkninger, der kommer fra tidligere sociale miljøer, man var en del af. De øgede muligheder, som kommer af frigørelsen fra sådanne tidligere miljøer, giver imidlertid beslutningskonflikter, når de kommer i berøring med omgivelserne. Det kulturelle spillerum er øget og ligger åbent, men de socioøkonomiske muligheder (indkomst, arbejde) kan være begrænsende.
Individualiseringen er altså udtryk for, at de traditionsbestemte livssammenhænge er under opløsning, herunder bindinger til sted, slægt, social klasse, religion og køn. Det bevirker, at individuelle fortolkninger og afprøvninger, i stedet for det, man tidligere fik fortalt af autoriteter, bliver det centrale for individet under eksperimenter med udvikling af identiteten. Når mange individer stadig har et behov for fællesskab, kan det betyde vanskelige afvejninger af individualitet og fællesskab.

Udviklingen i Tyskland i efterkrigsperioden var præget af stærke kulturelle brydninger. Der var en manglende samtidighed mellem forskellige udviklingstendenser. På det teknisk-økonomiske plan var Forbundsrepublikken præget af en voldsom udvikling. Den tyske økonomi rejste sig meget hastigt efter verdenskrigen. Til gengæld var der ifølge Ziehe et efterslæb i kulturen. Det kulturelle mønster var ”fortsat uhyre traditionelt”. Det gjaldt ”opdragelse, kønsroller, seksualitet, kommunikationsformer og ritualer”. Det var et efterslæb fra den national-konservative kultur i det gamle nazi-rige, der gik under med II. Verdenskrigs afslutning. Men kultur og omgangsformer holdt ved.

Brydningen mellem den avancerede økonomi og den tilbageblevne kultur udkrystalliserede sig i 1960’ernes ungdoms- og studenteroprør med betydelig kraft i Tyskland. Det hang sammen med dels efterslæbets størrelse, dels at det kom samtidig med kraftige kulturpåvirkninger fra den amerikanske konsum- og popkultur. Tyskland var under stærk amerikansk påvirkning. Der var et stort antal amerikanske tropper i landet, og den økonomiske modernisering betød import af amerikanske varer og kulturprodukter i stor stil.
   Studenterne var ”radikalt reformistiske, om ikke ligefrem revolutionære”. Så langt kom de dog ikke i omformning af institutionerne (skoler, universiteter, børnehaver m.m), men det kom til at betyde en udvikling, så de før så stive institutioner kom mere på omgangshøjde med det moderniserede industri og erhvervsliv.
    Sammen med en socialdemokratisk og socialliberal modernisering af samfundet kom det til at betyde, at lighedsmålsætninger og sociale retfærdighedsbetragtninger slog igennem i det tyske uddannelsessystem. Men det skete på en modsætningsfyldt måde, der bevirkede, at den tyske institutionssektor efterhånden ifølge Ziehe mere kom til at ligne et ”fagforeningsbureaukrati”, hvorved der blot blev føjet endnu et led til magtstrukturen i Tyskland. Man gik ind i en detailstyring af uddannelserne, som næsten kunne ligne den styring og kontrol, der havde gjort industrien effektiv. Managementrationalitet og produktionslogik vandt frem, også i den offentlige sektor. Det gjorde, at det blev muligt at ”anvende en industriel produktionslogik også på socialisations- og uddannelsesprocesser.”
    Det blev ikke reelt frigørende. Moderniseringen havde ellers bevirket, at man med begejstring var begyndt at tale om ”socialisation”. Før havde man talt om ”modning”.

”Socialisation” var blevet forstået som et ord med frigørende virkning. Hvor ”modning” betød, at man kom til at ligne de voksne, betød ”socialisation”, at man ville udvikles til samfundsborger på en sådan måde, at man var med til at genskabe samfundet, også ud fra sine egne forestillinger. Eleven/studenten var altså ikke længere en afpolitiseret robot, der blev hældt viden på, men et aktivt medskabende individ.
Managementrationalitetens indtog bevirkede nu, at man f.eks. brugte udtrykket ”kontaktpersonen som socialisationsagent” om læreren eller pædagogen. Herved er der ifølge Ziehe sket et smerteligt tab. Begrebet er blevet afklædt for sit tidligere frigørende potentiale og er blevet rutiniseret af forvaltningsvidenskaben. På den måde er pædagogik og undervisning en konstant emancipatorisk (frigørende) praksis for Ziehe. Det er sigende, at han i 1982 udgav bogen Ny ungdom og usædvanlige læreprocesser.
Studenter og elever begyndte at stille legitimeringsspørgsmål til uddannelserne og deres indhold: ”Hvorfor gør vi dette?” - ”Hvad er meningen?”. Indholdet blev ikke længere blot taget for givet som noget, der skulle læres. Læring og uddannelse kom til at indgå i de refleksive processer, unge var involveret i.

[1] Børsen 31.5.2005

[2] Efter George Orwell, der analyserer magtens sprog i bogen ”1984”. Magthaverne har udviklet sproget ”Newspeak” for rent sprogligt at skjule deres diskrete magtudøvelse.

[3] Den gang boede man ofte til leje. I dag ejer man som regel sin bolig og kan blive tvunget ud af økonomiske grunde, hvis man mister sin indkomst.

[4] Richard Sennett i interview til El Pais 20.2.2000. Jörg Haider: Yderliggående xenofobisk nationalist i Østrig.

[5] SFI, citeret rapport

[6] Lars Qvortrup: Det lærende samfund. København 2001

[7] Polycentrisk socialsemantik vil sige en forståelse af verden og dens sociale systemer som flercentrisk

Identitet og personlighedsdannelse

RIESMANS TEORI OM SAMFUNDSUDVIKLING OG MENNESKETYPER

Ifølge den amerikanske sociolog David Riesman (1909-2002) findes der i samfundet traditionsstyrede, indre-styrede og ydre-styrede mennesker.

Identitet og personlighedsdannelse

RIESMANS TEORI OM SAMFUNDSUDVIKLING OG MENNESKETYPER Ifølge den amerikanske sociolog David Riesman (1909-2002) findes der i samfundet traditionsstyrede, indre-styrede og ydre-styrede mennesker.

RIESMANS TEORI OM SAMFUNDSUDVIKLING OG MENNESKETYPER

Ifølge den amerikanske sociolog David Riesman (1909-2002) findes der i samfundet traditionsstyrede, indre-styrede og ydre-styrede mennesker.