|
TEORIER OM BYUDVIKLING OG BYERNES SOCIALE RUM af Gregers Friisberg En af de mest kendte bysociologiske teorier er den amerikanske økologiske skole. (Ordet "økologi" betyder her noget andet end miljø. Begrebet bruges til at sige, at den geografiske baggrund har betydning). I den økologiske teori skelner man mellem tre typer af byudvikling. Den første er den koncentriske teori. Den anden er den såkaldte sektorteori, og den tredje hedder den multiple kerneteori. I følge den første består byen af følgende koncentriske cirkler (fra centrum og udefter):
Denne meget skematiske opdeling kan nok beskrive visse amerikanske byers udvikling. Her er udviklingen foregået meget hastigt over et kortere åremål. Byerne har skullet udvikles from scratch og undertiden næsten på en bar mark, som det ses mange steder i midtvesten. Derfor de parallelle og vinkelrette veje med numre. I europæiske byer er der ofte sket en anden udvikling. Byen er her vokset fra en historisk kerne, der stadig har betydning for byens udseende. Byen var oprindelig et afgrænset rum med mur omkring og kontrolleret udveksling (byport, særlige rettigheder og privilegier indenfor bymuren) med omgivelserne. Den historiske kerne har skabt vilkårene for den senere udvikling, jvf f.eks. København med området indenfor voldene og søerne og den senere ekspansion udad. Det skete ikke rationelt ud fra en forud lagt plan. I nogle tilfælde sprænger man totalt denne historiske betingethed, f.eks. i København med "fingerplanen" fra 1945, hvor byens udvikling blev fastlagt i forhold til 7 hovedtrafiklinjer ud fra byen. Figur 1: Københavns socialgeografi efter "fingerplanens" udbygning
I de fleste tilfælde, som det f.eks. ses i mange danske byer, er den historiske kerne bevaret i en eller anden form, som er med til at skabe rammerne for byens senere udvikling. I den senmoderne epoke går den historiske kerne hen og få identitetsgivende betydning: Man er glad for at bo i en by "med sjæl". En by skal helst være mere end blot en samling huse. Ellers har senmoderne mennesker ikke lyst til at bo der. Figur 2: Madrids udvikling
Kilde: Fernando Chueca Goitia: Breve historia del urbanismo. Madrid 1968. Zone 1: Dominerende kommercielt center. Zone 2: Overklasse. Zone 3: Middelklasse. Zone 4: Overklasse. Zone 5: Middelklasse. Zone 6: Fattige boliger. Suburbios: Forstæder, der også fordeler sig efter klassemæssige kendetegn. Mod syd f.eks. den kæmpestore Vallejas forstad (suburbio disperso de clase inferior), hvor en stor del af arbejder- og indvandrerbefolkningen er lokaliseret. Teorien om koncentriske cirkler førte senere til den såkaldte Gradient theory("hældningsteorien") efter Burgess The City fra 1935. Ifølge denne kan man nok tale om en bevægelse indefra og udad, men den er ikke mekanisk og cirkelagtig. Den er tværtimod bestemt af, hvordan sociale karakteristika gør sig gældende i bosætningsmønstret i forhold til et dominerende center. Teorien er anvendt på Madrid (figur 2). Her er der en klar tendens til, at klassemæssige kendetegn forstærkes ved bosætning i bestemte kvarterer, der er defineret i forhold til de dominerende centre. Mønstret bekræftes af empiriske undersøgelser af befolkningsindkomst- og sygelighedsstatistikker. Prisstrukturerne på boligmarkedet er med til at befæste givne eksklusions- og inklusionsmekanismer, så kvartererne opretholder de sociale balancer. For at komme lidt videre end den skematiske koncentriske Zoneteori har amerikaneren Homer Hoyt udviklet sektorteorien, som passer bedre på mange byer. I denne udvikler byen sig også cirkulært ud fra et centrum med forretninger og hovedkontorer for virksomheder. Her sker udviklingen ikke som koncentriske cirkler, men som brudte cirkler. Det skyldes ifølge Hoyt, at f.eks. beboelseskvarterer bliver "lukket inde" af omgivende kvarterer. Dermed er der ikke anden udvidelsesmulighed end at udvide sig udad i stedet for til siden. Eller beboerne flytter til helt nye kvarterer længere ude. For at få plads, frisk luft og store boliger med udenomsarealer flytter de velhavende længere ud. Ifølge den tredje opfattelse udvikler byer sig ud fra flere kerner. Der er ofte her tale om en mere dynamisk udvikling, som hænger sammen med en økonomi i ekspansion. Man vil da ikke affinde sig med at være begrænset af en historisk kerne. Den økologiske teori er i alt for høj grad præget af geografisk determinisme. Alligevel svarer den nok til mange menneskers forestillinger om, hvad det er, der har betinget en bys udvikling. DEN GLOBALISEREDE BY I de nyere bysociologiske teorier har man forladt den geografiske determinisme og ser byernes udvikling som bestemt af politisk og økonomisk forandring i bredere forstand. En af de førende teoretikere er Manuel Castells (Manuel Castells: The City and the Grass Roots. London 1983.). Han ser byernes fysisk-rumlige udvikling som bestemt af den økonomiske udvikling og af kampe og konflikter mellem sociale grupper. Skyskraberne på Manhattan og i latinamerikanske og asiatiske storbyer kan forstås ved en økonomisk mekanisme: Knapheden på jord bevirker høje jordpriser og gør det nødvendigt at bygge i højden for at få tilstrækkelig rentabilitet under kapitalistiske markedsbetingelser. Samtidig symboliserer de også pengenes magt over byen via teknologi og den selvtillid, som følger af at beherske teknologien. Disse byer bliver derved ifølge Castells den multinationale kapitals "katedraler". Hvor byøkologerne så byen som et bestemt sted, byområdet, ser Castells byen som en integrerende del af kollektive konsumptionsprocesser, som igen er en del af den kapitalistiske udviklingsproces og skal forstås i relation til denne proces. Huse, skoler, transportsystemer, kulturcentre, fritidsfaciliteter, etc. Skal hermed forstås som måder, hvorved folk konsumerer den moderne industris produkter. Fordelingen og skattesystemets udformning bestemmer, hvem der kan købe og leje boliger og i hvilke områder, de kan gøre det. Byernes fysiske udseende bliver da bestemt ved et kompliceret samspil mellem markedskræfter og de politiske myndigheders værdifordelinger og reguleringer. Byen er dog ikke kun et resultat af disse magtfulde grupper, der sætter deres interesser igennem. Den er også et resultat af underpriviligerede lags forsøg på at påvirke udformningen af deres levevilkår. Castells teori befinder sig på et højt niveau af abstraktion og bliver derved delvist selvbekræftende. Den marxistiske inspiration bevirker nok også en overfokusering på økonomiske og klassemæssige faktorer. I den forbindelse er det interessant, at helt nye bysociologiske teorier sætter byens udvikling ind i en ramme, hvor internationalisering og globalisering spiller en stor rolle. Logan og Molotch (John R. Logan og Harvey L. Molotch: Urban Fortunes: The Political Economy of Place. Berkeley 1987) har udformet en typeinddeling af byer i 5 hovedtyper. Den første er hovedkvartersbyen. Den er præget af, at en større gruppe multinationale virksomheder har valgt byen som hovedkvarter for virksomhedens globale aktiviteter. Førende eksempler er London (City, Docklands, m.fl. områder), New York, Hong Kong. Mange forsøger at hoppe med på denne vogn, f.eks. Ørestaden. Den næste type er innovationscenterbyen. Dens udvikling er bestemt af en overgennemsnitlig koncentration af forskning og udvikling og innoverende virksomheder. Udviklingen kan have startet af sig selv ved at byen ligger i nærheden af universiteter og højere læreanstalter. Byen kan også aktivt søge efter selv at anspore til denne udvikling ved f.eks. at indrette "science parks". Eksempler: Silicon Valley og the Bay Area i nærheden af San Francisco. Cambridge i England. En sådan "by" er ofte karakteriseret ved mangelen på et center. Moderne telekommunikation, transportsystemer og internet gør enhver forestilling om et center overflødigt. "Byen" er en samling af byer og bebyggelser i varierende størrelser, der ligger spredt ud over et stort område. Ofte er det en fordel for en sådan by, at der er natur og landskabelige værdier uden for bygningerne. Byen er præget af, at dens enheder er tæt forbundet med og integreret i den globale økonomi. Den tredje type er modulproduktionscenterbyen. Dens form og udvikling er bestemt af den globale arbejdsdeling. Denne bys opgave kan være at levere bestemte typer af mellemprodukter til virksomheder i andre dele af verden. En del af de byer, der opstår i de kinesiske kystregioner i disse år er af denne type. Den fjerde type by er Tredjeverdensentrepot-byen. Eksempler er Marseilles, Miami, Los Angeles. Disse byer er mellemstation for store migrantpopulationer fra den tredje verden. Endelig er den fjerde type by pensionistenklavebyen, steder, ofte med godt klima og naturværdier, hvor de mere formuende dele af de voksende ældrepopulationer slår sig ned, når de når pensionsalderen. De mest grelle eksempler findes i Florida, men også i Spanien og Sydengland er der ved at vokse sådanne byer frem. Saskia Sassen (Saskia Sassen: The Global City: New York, London, Tokyo. Princeton University Press 1991) har undersøgt tre globaliserede storbyer, New York, London og Tokyo. Hun finder ud af, at der i disse byer er kvarterer, der er karakteriseret ved at være centre for strategiudvikling og politikudformning for de globaliserede virksomheder Byen bliver et vigtig lokaliseringscenter for finansielle, EDB- og andre specialiserede servicefirmaer. De er i det senmoderne informationssamfund vigtigere end industri Byen skal gøre det muligt for sådanne virksomheder at innovere og omstille sig i hastig takt. Det vil sige, det er vigtigt med avancerede uddannelses- og forskningscentre Byen skal fungere som en vigtig markedsplads for den finansielle sektors og servicesektorernes "produkter". Dvs der kræves højtuddannede og specialiserede kræsne "indkøbere", der forlanger høj kvalitet. Der sker samtidig det, at der skabes marginalisering. De, der ikke kan opkvalificere deres arbejdskraft, så den bliver attraktiv for de nye typer af servicevirksomheder i videnssamfundet, vil blive arbejdsløse, løst beskæftigede eller underbeskæftigede, og de vil blive beskæftiget i marginaliserede, ofte underbetalte ufaglærte servicejobs. Boligmæssigt vil de blive tvunget ud i de billige sovebyer ude i periferien. Centrum af byen vil ofte ændre udseende og funktion, idet det i mange tilfælde bliver attraktivt at bo i centrum eller nær centrum. Her vil den postmoderne tilværelse udforme sig i identitetsgivende miljøer. Der vil finde en proces sted, som man i engelsksprog urbansociologisk litteratur kalder "gentrificeringsprocessen", dvs et kvarter bliver præget at "gents" (jvf. gentlement), "pæne mennesker", folk der kan betale de dyre ejerlejligheder, og som har midlerne til at sætte de gamle huse i stand og skabe senmoderne, identitetsskabende bomiljøer. En variant af den globaliserede storby er iværksætterbyen. Bob Jessop og Ngai-Ling Sum har opstillet nogle kriterier for denne type by, der for øjeblikket breder sig i Verden. Modellerne er byer som Hong Kong og San Francisco Bay Area (Silicon Valley): Et innovativt klima, der fører til iværsætteraktiviteter, fremmes af nogle bymæssige former og funktioner, så som:
København København er en by, hvor der pt forsøges sat en udvikling i gang henimod en globaliseret storby og iværksætterby. Det sker igennem Ørestadsprojektet og udformningen af de danske skatteregler, så de bliver attraktive for multinationale virksomheder. Man har forsøgt sig med science parks (Symbion). Nok så afgørende er dog nok de multinationales egne dispositioner, når man f.eks. ser det højteknologiske miljø, der vokser frem ude ved Sjællandsbroen med virksomheder som Nokia, L.M. Erichsson, Sonofon, Phillips, m.fl. Politikerne skubber godt på med Ørestadsprojektet, den faste forbindelse til Sverige, metrobyggeriet og offentlige kulturinvesteringer. Man ser her visionen om den globaliserende storby tage form. Udførelsen af denne vision påvirker byens sociale struktur og de forskellige sociale segmenters livsstile. Disse har traditionelt været bestemt af de økonomiske muligheder. Man har bosat sig der, hvor det var attraktivt og harmonerede med de økonomiske muligheder. Man kan bruge fingerplanens linjer ud i landet i den socialt urbane registrering af udviklingen: De højeste sociale lag ud ad Helsingørmotorvejen og til højre for denne (i området ned imod Strandvejen og vandet), de højere mellemlag i områderne ud ad Hillerødmotorvejen, og de lavere sociale lag i transportkorridorerne ud imod Roskilde og imod syd ad Sydmotorvejen. Huspriserne har fungeret som en effektiv barriere imod "uønskede elementer" og herved gjort det muligt for de priviligerede lag at opretholde deres foretrukne livsstil. Det samme parcelhus, der koster 1,5 mio kr i Tåstrup eller Ishøj, koster 3 mio kr, hvis det ligger i Hørsholm eller Birkerød og 4-5 millioner på Rungsted Kyst. Der er imidlertid tale om valgmuligheder, hvor ikke mindst valg af livsform og livsstil spiller en rolle for lokalisering og valg af bolig. Gentrifikationsprocessen har sat ind i flere af de indre bydele (Christianshavn, indre Nørrebro, Østerbro, dele af Frederiksberg), hvor lignende Figur 3: Skitse af den københavnske socialgeografi på et kort over byen
mekanismer på ejerboligmarkedet sørger for den sociale selektion og udviklingen af separate livsstile. BOURDIEUS TEORI OM STED (Lieu/site) Hvad nu med byens mange sociale rum og deres bestemmelser af det sociale i forhold til det fysiske. Det har den franske sociolog Bourdieu beskæftiget sig med. Man kan forestille sig, at man vil undersøge sociale forskelle helt konkret ved f.eks. at bevæge sig fra syd mod nord i hovedstadsområdet eller omvendt fra nord til syd. Man vil da se meget store forskelle i de måder, folk bor på. Nogle bor i store huse ned mod vandet, som let koster adskillige millioner kroner. Andre bor i 1-2 værelses lejligheder med ringe udsyn til siderne og måske med larmende biltrafik udenfor. Med et Bourdieu-udtryk vil man sige, beboerne disse steder besidder forskellig kapital. Hvis man stopper ved denne registrering af de konkrete personer og deres ophold i fysisk rum, ligger man imidlertid under for, hvad Bourdieu kalder empiricistisk illusion. Det er nødvendigt at supplere termen fysisk sted med termen socialt sted. Vi har ikke forstået ghettoen som begreb, hvis vi nøjes med at se på Ishøj Strand eller Brøndby Strand som fysiske steder. Forstået som socialt rum kommer hertil fænomener som eksklusion (udelukkelse) og marginalisering. For at komme længere end betragtning af empirisk overflade skal der altså laves en tilbundsgående analyse af relationerne mellem det sociale rum og det fysiske rum. Bourdieu definerer sted som det punkt i fysisk rum, hvor en konkret social agent på et givent tidspunkt befinder sig. Et fysisk sted er defineret ved de gensidige ydre kendetegn af dets enkelte dele. Et socialt sted er defineret som modstående og overlappende strukturer af sociale positioner. Det hænger sammen med, at de sociale agenter som sådanne er anbragt på et sted i det sociale rum, som kan defineres ved den relative position i forhold til andre steder (ovenover, under imellem, etc). En gymnasieelev er f.eks. fysisk bestemt ved at være tilstede, men er samtidig også defineret ved sin sociale bestemmelse af overlappende strukturer af sociale positioner (1. g’er eller 3. g’er, med hvad det indebærer, fra akademikerhjem eller arbejderhjem, etc.). Ved tilegnelsen af fysisk rum sker der en overførsel af socialt rum. Den måde, det sker på, er afhængig af både historisk-sociologiske forhold som af den kapital (økonomisk, kulturelt og socialt), agenterne besidder. Man kan f.eks. blot tænke på, hvordan traditionelle kønsroller er overleveret. Disse roller er ikke formelt sanktioneret af den demokratiske retsstat, men de lever alligevel videre bestemt af en historisk-sociologisk inerti og af forskellig kapitalbesiddelse. På den samme måde er også visse ting i den sociale kapital overleveret, f.eks. den “dannelse”, der følger af, at man har gået i bestemt skoler, vokset op i bestemt kvarterer, haft bestemte forældre, der har indgået i bestemte sociale sammenhænge, etc. En social agents position i det sociale rum udtrykkes bl.a. igennem det sted i det fysiske rum, hvor vedkommende befinder sig. Tænk f.eks. på alle de sociale konnotationer, der er forbundet med at bo på Strandvejen i forhold til at være “hjemløs”. Den hjemløse er praktisk taget uden social eksistens i et hierarkiseret samfund, hvor det sociale bestemmes af hierarkierne. Eller tænk på, hvad der socialt forbindes med at indtage visse temporære lokaliseringer: “Sidde for bordenden”, “sidde med ved Dronningens taffel” efter den bordplan, der er lagt af Protokollen i Udenrigsministeriet, blive modtaget i VIP-rummet i lufthavnen i forhold til at komme på officielt statsbesøg, etc. Det var derfor, det var så pinagtigt for Prins Henrik at måtte træde to trin tilbage i forhold til sin søn ved nytårstaflet 2002. Det var ikke den fysiske tilbagetræden i sig selv, men alle konnotationerne af social art, der fulgte med, der gjorde dette så ydmygende, at vi andre har svært ved at forstå det. Positionen udtrykkes også igennem den rumlige plads, en agent retmæssigt (ifølge f.eks. et tinglysningskontors optegnelser og statens juridiske sanktion) konsumerer i form af fysisk volumen, det være sig sommerhusgrunde, lystgårde, jagtområder, villaer og villahaver, forankringsplads for båden i Rungsted Havn etc. Dette konsum af fysisk volumen er i sig selv udtryk for de former, hvorunder magt vises og kan udøves i det hierarkiserede samfund. Den inerti, der præger det sociale rums strukturer er et resultat af denne deres indskrivning i det fysiske rum. Det er ikke nok tvangsmæssigt at deportere folk fysisk for at ophæve denne inerti, jvf de vanskeligheder de amerikanske myndigheder havde med deres busingprogram for sorte børn fra ghettoerne. Bourdieu bruger begrebet reifieret socialt rum til at angive fordelingen i det fysiske rum af forskellige typer af goder og services og af de tilhørende individuelle agenter og grupper med deres større eller mindre muligheder for at tilegne sig disse goder og services. Disse fysisk objektiverede sociale rum kan vi observere omkring os. De har tendens til at optræde sammen: Der er f.eks. en koncentration af eftertragtede goder og services og deres ejere bestemte steder i det fysiske rum. Bourdieu nævner Madison Avenue og Fifth Avenue i New York og Rue du Faubourg Saint-Honoré i Paris, men vi vil let kunne identificere de tilsvarende steder i København. Disse steder kontrasterer på enhver måde med andre steder, som samler de mest marginaliserede grupper (fattige forstæder, ghettoområder i storbyen). Hvor der er haute couture det ene sted, er der manufakturhandlere eller, hvis det går højt: boutiques det andet. Hvor der er hair stylists det ene sted, er der frisører det andet. Hvor der samles italienske letvægtscykelstel efter individuelle ønsker det ene sted, sælges der cykler det andet sted. Etc. De hierarkiserede sociale positioner i det sociale rum formuleres i forskellige livsstile de fysiske rum. Figur 4: Socialgeografien maltrakteret af de bourdieuske begreber
Noget af det samme udtrykkes med begrebsparret hovedstad-provins. Det er for Bourdieu udtryk for langt mere end et ordspil, at hovedstad på fransk og engelsk hedder capital. Det er, siger han, faktisk der, kapitalen er koncentreret i alle dens økonomiske, kulturelle og symbolske repræsentationer. Hvad er mere foragteligt end at være “provinciel”? De sociale strukturer omdannes til mentale strukturer og præferencesystemer ved at blive medieret af diskret meningsudøvelse som udtryk for magt. Det sker f.eks. i form af entry eller exit.
Entry og exit beskriver sociale procedurer, der er et resultat af hvor tæt på eller fjernt fra et centralt, højtvurderet sted en agent befinder sig. Det er ikke bare et spørgsmål om at “befinde sig i nærheden” af Gråbrødetorv eller i nærheden af Ishøjplanen, - selv om det også kan have lidt med det at gøre. Der er tale om betydningen af det sociale rum, som er bibragt ved udformningen af fysisk sted. Det drejer sig ikke blot om de imponerende statuer, parkananlæg og snart operaer, som Jacobsen- og Mærskfamilierne har forlenet København med. Man kan også f.eks. tage ud og se, hvordan den “nye økonomis” IT-kraftcentre ude ved Sydhavnen/Sjællandsbroen (virksomheder som L.M Erichsson, Phillips, Nokia, Sonofon, Teledanmark, etc) er udformet sammenlignet med den gamle økonomis smokestackindustries som f.eks. det nærtliggende Ørstedværket. Eller betragt forskellen mellem Louisiana nord for København og Arken syd for København, når det er kunstmuseer, vi ser på. Den mest relevante brug af entry og exit begreberne bør naturligvis reserveres for indvandrerghettoerne rundt omkring i landet. Her er eksklusion, expulsion og excommunikation ret synlige. Men de er også synlige mange andre steder og i andre sammenhænge.
“Mangelen på kapital intensiverer oplevelsen af afsluttethed: Det binder én til et sted” siger Bourdieu. De, der er berøvet kapital, bliver enten fysisk eller symbolsk holdt på afstand fra de goder, der er knappest samfundsmæssigt set. De er nødt til at holde sig til de mest uønskværdige og de mindst knappe personer eller goder. Kapitalbesiddelse har den stik modsatte virkning. Ifølge Bourdieu er den sociale virkelighed præget af kampe for at tilegne sig rum. Det er ligefrem symboliseret i ejendomsmæglernes reklamer, når de taler om den smukke udsigt, man har fra den priviligerede beliggenhed. Landskabet er stillet til rådighed for villaejerens behagelige perception. Han har tilegnet sig det fysiske rum. Kampen for at tilegne sig rum bliver til en individuel stræben, der giver sig udtryk i forsøg på social mobilitet og geografisk mobilitet, der har til formål at fremme den sociale mobilitet. Succesen afhænger af den kapital, den enkelte besidder.
Lige som en klub, der er baseret på den aktive udelukkelse af uønskede personer, så indvier det fashionable kvarter symbolsk sine beboere ved at tillade hver og én af dem at tage del i den kapital, der er akkumuleret af beboerne som helhed. På samme måde, degraderer det stigmatiserede område sine beboere symbolsk. Da de ikke har alle de kort, der er nødvendige for at tage del i de forskellige sociale spil, er det eneste, de deler, deres fælles excommunikation. (Bourdieu: Site Effects)
Der er selvforstærkende mekanismer i det, som man har kunnet observere det i Danmark i de senere år, hvor store kvarterer er blevet overtaget af indvandrere, så de efterhånden udgør 80-90 pct af befolkningen.
|
