Politikere er besat af tanken om, at økonomien kan styres. Der er f.eks. arbejdsløshed, og så vil man gerne gøre noget ved det, evt. ved at øge de offentlige udgifter, så der derved skabes job (igennem stimulans af efterspørgselen). Men ofte er det ikke så simpelt. Økonomien kan være ustyrlig. Den lader sig ikke altid sådan uden videre styre. Det kan der være mange grunde til, f.eks.:
    - Afhængighed af udlandet. Ofte er det efterspørgselen fra udlandet, som bestemmer, hvor meget der eksporteres og dermed antal jobs i eksporterhvervene
    - Man har nået grænser for vækst og økonomisk aktivitet. F.eks. kan renten være kommet så langt ned, at man ikke kan sætte gang i økonomien via rentenedsættelser (der gør det muligt at låne til investeringer).
    - Skatterne kan have nået "smertegrænsen", så man ikke kan stimulere økonomien ved at sætte skatterne ned
    - EU kan lægge grænser

Der skelnes imellem økonomiens makroniveau og mikroniveauet.
   Makroniveauet er beskæftigelsen i samfundet (hvor stor en procentdel af de erhvervsaktive aldersklasser er til rådighed for arbejdsmarkedet og i beskæftigelse). Det er investeringerne (anlæg og udvidelser af virksomheder og infrastruktur). Det er den samlede opsparing. Det er eksport/import i forhold til udlandet. 
   Mikroniveauet er de enkelte virksomheder, delmarkeder og erhvervsgrene.
Man kan styre på makroniveau igennem den økonomiske politik, når politikerne f.eks. tager beslutninger om de offentlige finanser, eller når Nationalbanken påvirker vilkårene for lån og osparing.
    Man kan styre på mikroniveau, når man f.eks. påvirker konkurrencen mellem virksomhederne, eller når arbejdsmarkedet gøres mere fleksibelt. Det kan også være, når man påvirker uddannelser (forsyning af arbejdskraft) eller sundhedssektoren.

Økonomisk politik

Men alligevel ligger man måske under for en slags styringsillusion. Der må da kunne gøres noget i den økonomiske politik!

Når man taler økonomisk politik, går snakken ofte på de traditionelle former for økonomisk politik som finanspolitik, pengepolitik, indkomstpolitik. Med finanspolitikken påvirkes indtægter og udgifter i det offentlige. Med pengepolitikken påvirkes renten. Og med indkomstpolitikken påvirkes lønningerne og ændringerne af dem.
    Disse økonomikse politikker er bestemt vigtige stadigvæk (på trods af  EU, som lægger grænser for penge- og finanspolitik, og på trods af globaliseringen af økonomien, der lægger andre grænser).

Men det illustrerer samtidig behovet for at se det mulige råderum for, hvad en stat kan gøre, som langt mere omfattende. Det gælder strukturpolitiske foranstaltninger, f.eks. arbejdsmarkeds- og de mange måder, hvorpå sundhedspolitik og erhvervspolitik kan udformes på.    
    Økonomisk politik giver som begreb netop mulighed for at forbinde det økonomiske system og det politiske. Vi er væk fra forestillingen om det økonomiske system med markeder og udbud og efterspørgsel som noget, der udfolder sig i sit eget selvbegrænsede univers. Når det forbindes med det politiske system, får man netop øjnene op for, hvordan de to systemer ofte er næsten symbiotisk forbundet - eller burde være det i et samfund, der ser mulighederne ud over den nyliberale optiks briller.

Grundlæggende er  Økonomi er et middel til at få dækket behov og realisere mål om at mindske den økonomiske knaphed.
    Nogle mål er enkle og nemme at forstå: Vi skal have mad på bordet hver dag, og vi skal have tag over hovedet. Der skal altså produceres fødevarer og boliger.

Hvor mange behov?

Når disse grundlæggende behov er dækket, kan man gå videre. I en udviklet økonomi med en stor produktion af både ting og tjenesteydelser (f.eks. helbredelse af syge og undervisning) skal vi som forbrugere tage stilling til de mange mulige valg, vi kan foretage: Ferierejser eller bedre boliger, en større bil eller mere fritid?



Jo mere udviklet en økonomi bliver, jo højere kan den komme op i behovspyramiden og dække behov. I det traditionelle landbrugssamfund er en stor del af befolkningen beskæftiget med at producere fødevarer i landbruget. I det moderne industrisamfund er mange beskæftiget med industri, og i det senmoderne service- og informatinssamfund er en stor del af befolkningen beskæftiget med at producere serviceydelser.

Hvad er økonomisk politik?

Økonomisk politik tager sig af nogle af de mål, markedet ikke selv kan varetage. Bageren kan levere brød til os, men han kan ikke sørge for, at melet er GMO-frit. Det kræver en lov imod Genmodificerede afgrøder.

Figuren læses nedefra og op.

Økonomisk politik: Problemer, markedet ikke selv klarer, f.eks. arbejdsløshed: Mål for en "god økonomi": Økologisk bæredygtighed (produktion i balance med omgivende miljø. Hvor meget skal produktionen vokse fra år til år?) Høj beskæftigelse/lav arbejdsløshed Lav inflation Indkomst- og formuefordeling Lavt renteniveau (gør husfinansiering billig og stimulerer investeringer)

Når man skriver disse mål, bliver man straks opmærksom på, hvordan det hele bliver ideologisk og politisk. Hvad er vigtigst? En socialist vil sige, lav arbejdsløshed er vigtigt. En konservativ vil have lav inflation og balance på statsbudgettet.
    Hvordan prioritere imellem målene? Hvad gør man, når de indbyrdes strider imod hinanden, dvs det kan være vanskeligt at opnå målopfyldelse. Det gælder f.eks. vækst og bæredygtighed, som kan stride mod hinanden. Det gælder måske også økonomisk vækst og indkomst-/formuefordeling. Hvad med vækst og inflation?

Den økonomiske politik udformes i det politiske system med fastlæggelse af mål og midler

Det er i det politiske system, at den nærmere prioritering mellem mål og midler i den økonomiske politik fastlægges. Kort fortalt kan man sige, at det er Folketinget, de politiske partier, ministerier, kommuner og regioner, som er de væsentlige aktører (handlende enheder).


Ordforklaring: Fordelingspolitisk akse: Her ligger partierne fra venstre mod højre på spørgsmål om skatternes højde og fordeling mellem forskellige slags skatter og socialpolitiks og velfærdspolitiks udformning. På den nypolitiske akse drejer det sig om retspolitik, indvandrerpolitik, kultur og miljøpolitik. Regionerne afholder udgifterne til sygehuse, men har ikke selvstændig skatteudskrivning. Det har kommunerne derimod, men det kommunale udgiftsniveau fastlægges ved årlige kommuneaftaler mellem finansministeren og Kommunernes Landsforening. Kommunerne afholder en stor del af de samlede offentlige udgifter og får penge hertil via sin skatteudskrivning og via bloktilskud og refusioner fra staten.

Mål-midler 

Mål/midler for god økonomi. Det er ikke så enkelt at definere dette, da det afhænger af ideologi og politiksyn. Økonomi er ikke en "ren videnskab". Politik og ideologi stikker hovedet frem igennem den måde, vi vælger begreber på, og den måde, vi tager et udgangspunkt i valg af indledende præmisser. Herunder et skema med en overvejende blå politik (Neoklassisk økonomisk grundsyn) og en overvejende socialdemokratisk/socialliberalt politik(keynesiansk økonomisk grundsyn)

Note: Neoklassisk økonom: Økonom, der har som hovedprincip i forståelsen af økonomien, at den baseres på, at udbud og efterspørgsel er selvregulerende, og prisdannelse og opnåelse af ligevægt sker af sig selv

Diagnosen er at se på, i hvilken grad de gode målsætninger realiseres. Hvad nu, hvis målene ikke nås?
Hvordan stiller de politiske partier sig til det i deres økonomiske forslag?
Hvilken ideologisk-politisk side hælder de til? (find ud af det via partiernes hjemmesider og ft.dk. 

     Husholdningerne leverer arbejdskraft til virksomhederne. Disse leverer til gengæld varer og tjenesteydelser til husholdningerne. Det kaldes det realøkonomiske kredsløb, fordi der flyttes fysiske ting og leveres konkrete tjenesteydelser.

Figur 1: Det politiske system og det simple økonomiske kredsløb






Til det realøkonomiske kredsløb svarer et pengekredsløb. Forbruget er en pengestrøm til virksomhederne. Virksomhederne har ansat menneskene fra husholdningerne og giver dem en løn. Lønnen er en pengestrøm

Det offentlige (stat, amter, kommuner) betaler lønninger til de offentlig ansatte, og de betaler overførselsindkomster til pensionister, arbejdsløse, efterlønsmodtagere og uddannelsessøgende. Det kaldes overførselsindkomster, fordi der overføres indkomst fra nogle befolkningsgrupper til andre.

 De fleste mennesker har en lønkonto i et pengeinstitut. Det er de færreste, der trækker alle pengene ud den dag, de er sat ind. Der sker altså en løbende opsparing i bankerne, både på lønkonti, men også på andre konti. Virksomhederne sætter også løbende penge ind på konti.

Figur 2: Kredsløb med udland og nationalbank tilføjet

Når en importør modtager et parti importvarer, skal der betales for det. Det kan f.eks. være en Hugo Boss jakke. Tøjgrossisten skal betale 2300 kr for den. Han kan imidlertid ikke betale i danske penge, for dem kan den udenlandske eksportør ikke bruge til noget.  Importøren (tøjgrossisten) går derfor ned i sin bank og veksler danske penge til udenlandsk valuta, som sendes til virksomheden (Hugo Boss) i udlandet (valutaudgift). Omvendt, når en dansker eksporterer noget til udlandet.

Når staten låner penge i udlandet (udenlandsk statslån), fører det til en valutaindtægt. Staten hjemtager jo lånet f.eks. i euro, schweitserfrancs, yen eller dollar.

 Når en udlænding køber en dansk obligation (statsobligation eller realkreditobligation), fører det til en valutaindtægt. Men det fører til valutaudgifter, når udlændingen hjemtager renteindtægten fra obligationen.
   Kredsløbet er rent beskrivende: Hvad er hovedpengestrømmene? Når man forstår det, forstår man flere af grundelementerne i økonomisk politik.

Konjunkturer

Konjunkturer er bølger i økonomien. Det går op og ned. Man kan måle konjunkturerne på den økonomiske aktivitet. Når der er stigende vækst i f.eks. BNP (bruttonationalproduktet), er der opadgående konjunktur. Når væksten falder, er der nedadgående konjunktur. Man kan se det på arbejdsløsheden. Den er lav, når der er højkonjunktur og høj, når der er lavkonjunktur

 Påvirkning af konjunkturerne kan være et mål og middel i den økonomiske politik. Når konkunkturerne går op, øges den økonomiske vækst, og arbejdsløsheden falder altså (klik her for Dst.dk's interaktive konjunkturcyklus). 

Figur 3b: Konjunkturværdier for 4 brancher

Kilde: Tal fra Dst.dk.

Man kan se på økonomiens samlede konjunktur (figur 3a) eller på delsektorer (3b). Man vil da se, at konjunkturen for bygge- og anlægssektoren udvikler sig med særlig store udsving. Man taler om bygge og anlæg som en konjunkturfølsom branche. I 2016 var det bl.a. forårsaget af en meget lav rente, som gjorde det billigt at låne penge til nybyggeri. Under højkonjunktur kan der derfor komme mangel på arbejdskraft - og dermed lønpres - i denne sektor. 

    Kan konjunkturen "tales op", f.eks. ved, at forbrugerne påvirkes til at have større tillid til fremtiden. Så vil de forbruge mere. Det sammen kan tænkes at ske med investeringerne. Når der investeres mere, vil der være tendens til konjunkturopgang.

Lige som en læge kan kigge på en menneskekrop og måle tilstanden og evt stille en diagnose, så kan vi se på økonomien og forsøge at stille en ”diagnose” for dens tilstand. 

Hvad er det især, vi vil interessere os for?

Indikatorer på økonomisk målopfyldelse                                  Hvordan definere/måle det?

Note: Varer og tjenester til rådighed og deres anvendelse:   Y + Im = C + I + G + Ex  eller Y + Im =  Cp + Ip + Cg + Ig.

Opgave:
Find konjunkturindikatorer for dansk økonomi (f.eks. fra de store bankers hjemmesider, dst.dk, fm.dk, dors.dk) . 

 Hvordan ser konjunkturudsigten ud lige nu? :  Skriv i Google: Sammensat konjunkturindikator dst og undersøg, hvordan Danmarks Statistik opgør konjunkturudsigterne lige nu.

Økonomisk politik  - oversigt over nogle begreber og grundsammenhænge

Vi kan nu vise det økonomiske kredsløb med de forskellige økonomisk-politiske virkemidler indsat, så man kan se, hvor de sættes ind, og hvilke dele af kredsløbet de virker på:

Figur 4: Kredsløbet går Full Monty

Note: ERM2: Exchange Rate Mechanism 2: Danmarks ordning med eurozonen, som indebærer udsvingsmargin på +/- 2,25% i forhold til euro. Import/Eksport: Her er det også valutastrømme, man ser på, altså de pengestrømme, der følger af udenrigshandelen. I de senere år har betalingsbalancen været i stort plus.

Økologisk bæredygtighed

Miljø er sat ind som omgivelser til det økonomiske kredsløb. Det er naturen, der forsyner økonomien med råstoffer, fødevarer etc, som danner grundlaget. Der er en udveksling med natur og miljø, og den måde, det foregår på, er meget betydningsfuld. Og det kan naturligvis påvirkes. Man kan påvirke forbrugerne igennem forbrugerpolitikken (mærkning af fødevarer, forbud mod kemikalier, etc. Tilsyn med virksomheder). Og miljøpolitikken kan udøves i forhold til virksomhederne, når der laves miljøreguleringer.
    Der kan lægges miljøafgifter på forurenende stoffer og energiaftifter på fossile brændsler (kul, olie, gas). Altsammen med henblik på at få en renere produktion og et renere forbrug - og på langt sigt arbejde for en grøn omstilling af økonomien.

BNP og vækst

BNP står for bruttonationalprodukt. Det er et mål for produktionens størrelse. Man finder frem til det ved at se på værdien i markedspriser af alt, hvad der produceres i samfundet, og  efter at rå- og hjælpestoffer er trukket fra. Det, der modtages fra andre virksomheder trækkes altså fra, så det er værdivæksten i samtlige virksomheder, der indgår. Det offentlige indgår med værdien af offentlige ydelser, f.eks. hospitaler, bønehaver, skoler m.v. Overførsler, f.eks. pensioner, bistandshælp, m.m. indgår ikke da det er indkomst, der fordeles mellem befolkningsgrupper.

Man kan påvirke væksten i BNP ved at øge opsparingen og investeringerne i nyt og teknologisk mere avanceret  produktionsudstyr.
   Politikerne er optaget af vækst, af, hvor meget BNP vokser. Det skyldes, at der er en tæt kobling mellem vækst og beskæftigelse. Når der er vækst, bliver der flere jobs. Og det er ofte evnen til at skabe jobs, politikerne er blevet vurderet på af deres vælgere. De er så optaget af det, at de i den seneste tid har skabt et nyt udsagnsord: at "vækste" (afledt af navneordet "vækst"). Ordet "vækste" bruges meget tit. Men det er betænkeligt at tillægge den traditionelle form for vækst så stor betydning, når man tænker på den fælles fremtid for mennesker og klode. Eller også skal man finde ud af at lave vækstbegrebet om, så det er kvalitativ vækst, man går efter, f.eks. grøn vækst, hvor der satses på bæredygtige teknologier (solceller i stedet for olie).

 Fra BNP til grønt nationalprodukt

Produktivitet

Produktivitet er  produktion pr arbejder pr tidsenhed (f.eks. produktionen i en virksomhed divideret med antallet af arbejdere). Meget økonomisk politik har sigte på at øge produktiviteten i økonomien. Hvis hver arbejder producerer mere, f.eks. fordi der indsættes hurtigere og bedre maskiner, stiger mængden af det producerede.
   Man er tit interesseret i at se på produktiviteten over tid for at se, om økonomien er blevet mere effektiv/ydedygtig. Hvis produktionen pr arbejder stiger fra det ene år til det andet, har økonomien produceret mere effektivt. Det kan måles for hele økonomien ved at dividere BNP (eller værditilvæksten i virksomhederne og den offentlige sektor) med det samlede antal arbejdstimer:  BNP i et år/antal arbejdere.

Arbejdsmarkeds- og strukturpolitik

Arbejdsmarkedet er markedet for køb og salg af arbejdskraft. I en markedsøkonomi er der et udbud af arbejdskraft, som bestemmes af befolkningens størrelse, arbejdskraftens uddannelses- og kvalifikationsniveau og arbejdstidens længde.
    Efterspørgselen efter arbejdskraft bestemmes af virksomhedernes investeringsaktivitet, de økonomiske konjunkturer og den offentlige efterspørgsel.

Ved en stigende efterspørgsel efter arbejdskraft kan lønningerne begynde at stige. Det kan være godt, fordi de højere lønninger forøger levestandarden. Men det gør de kun, hvis priserne ikke stiger tilsvarende. Stigende lønninger kan desuden give dårligere konkurrenceevne over for udlandet.
   Det kan modvirkes ved hjælp af strukturpolitik og indkomstpolitik.
   Strukturpolitik defineres på forskellige måder. En snæver definition gør det til en politik til fremme af udbuddet af arbejdskraft, der af mange liberale økonomer ses som helt afgørende for at skabe vækst. Udbuddet af arbejdskraft kan øges igennem nogle af de faktorer, der er nævnt under overskriften ovenover.  En bred definition inddrager en række af samfundets områder, hvor effektiviteten kan øges. Et par økonomer fra Det økonomiske Råd har defineret strukturpolitik således:

Strukturpolitikken vedrører reelt indretningen af velfærdsstaten og spænder vidt. Fra hvor store de sociale ydelser skal være, og hvem der er berettiget til at modtage dem, over skattesystemet, arbejdsmarkeds-, uddannelses- og miljøpolitikken til regler og love, der eksempelvis påvirker graden af konkurrence på vare- og arbejdsmarkedet. (J.G. Linaa og John Smidt: Vækst på kort og langt sigt. Samfundsøkonomen, marts 2014)

   Indkomstpolitik går ud på at dæmpe lønstigninger. Det er ikke så let i et samfund, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der aftaler, hvad lønnen skal være. Men der kan lægges pres på arbejdsmarkedets parter (fagforeninger # arbejdsgivere) til at holde igen med løndannelse i forhold til, hvad økonomien kan bære. Og man kan inddrage dem i dialog i de såkaldte trepartsforhandlinger (stat, arbejdsgivere, lønmodtagere), hvor staten så indirekte kan kompensere lønmodtagerne for løntilbageholdenhed ved kommende lønforhandlinger. Det økonomiske Råd laver halvårlige rapporter om økonomien, der kan give rammer for en vurdering af økonomiens bæreevne.

Arbejdsløshed defineres som forskellen på arbejdsstyrke og beskæftigelse på fuld tid. Arbejdsstyrken er alle i de erhvervsaktive aldre, der er "tilmeldt arbejdsmarkedet", dvs er interesserede i at arbejde og arbejdssøgende.

Man opererer i dansk statistik med følgende hovedbegreber for arbejdsløshed:

AKU-ledige:  Det er et ledighedstal, der er fremkommet ved, at der er lavet interviewundersøgelser baseret på stikprøver (laves på lignende måde i alle EU-lande). Herved får man også tal for mennesker, f.eks. studerende, som søger job ved siden af studierne.

Arbejdsløshedsprocenten måles som:   Ledige omregnet til fuld tid / arbejdsstyrke  * 100

Konjunkturarbejdsløshed er den arbejdsløshed, der er forårsaget af konjunkturerne.

Figur 5: Ledighed stiger og falder omvendt af konjunkturen

Når der er lavkonjunktur, er der høj konjunkturarbejdsløshed. Når der er højkonjunktur, er konjunkturarbejdsløsheden lav. Over for dette bruges forskellige slags økonomisk politik. Når der er lavkonjunktur, kan man forsøge at sætte gang i den ved at sætte renten ned. Så påvirkes investeringerne i opadgående retning. Når lånerenten er lav, er der flere investeringsprojekter, der er rentable.
    Man kan også prøve at få arbejdsløsheden ned ved at lade staten bruge flere penge - eller ved at sætte skatterne ned, så folk har flere penge at bruge. Det vil normalt stimulere økonomien, altså føre til en større produktion og dermed lavere arbejdsløshed.

Strukturarbejdsløshed

Strukturarbejdsløshed er mismatch mellem udbud af arbejdskraft og efterspørgselen, dvs udbud og efterspørgsel passer ikke sammen på delmarkeder, f.eks. murere, tømrer, elektrikere, hvor nogle er i overskud, andre i underskud. Der går måske tusindevis af murere ledige i Jylland samtidig med, at der er mangel på elektrikere eller sundhedspersonale i København. Det kaldes altså mismatch mellem udbud og efterspørgsel. 
   En del af denne arbejdsløshed kan også være forårsaget af indførelse af ny teknologi. Man kalder det da sommetider teknologisk arbejdsløshed. Hvis der hurtigt indføres robotter i produktionen af en bestemt vare, kan det tænkes, at der fyres arbejdere som følge af det. Der sker dog tit det, at indførelse af ny teknik styrker virksomhedernes konkurrenceevne, så de altså afsætter så meget mere, at den teknologiske arbejdsløshed forsvinder.

Strukturarbejdsløshed kan man forsøge at reducere ved at gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt, f.eks. igennem strukturpolitik, så det bliver lettere for de arbejdende at skifte job.
   Man kan vælge en opkvalificeringsstrategi, dvs give arbejdskraften efteruddannelse og øge kompetencerne, så arbejderne lettere kan skifte fag eller arbejdsbeskrivelse. Man kan vælge en stramningsstrategi, så der f.eks. reduceres i satser for arbejdsløshedsunderstøttelse og bistandshjælp, så folk vil være mere ansporet til at søge jobs. Det kaldes også incitamentstrategi. Der bruges incitamenter (tilskyndelser) til at få øget udbuddet af arbejdskraft.
    Det er dog, som keynesianske økonomer har påpeget, ikke altid ligetil at opnå de ønskede effekter på den måde, idet bistandshjælp og arbejdsløshedsunderstøttelse hjælper til at holde indkomster for de pågældende modtagere af disse ydelser oppe, og når det ikke sker, vil det kunne påvirke efterspørgselen negativt.
    Det er en påstand, der aldrig er tilstrækkeligt videnskabeligt bevist, at de såkaldte strukturreformer skaber mere vækst/flere jobs.
    Det afhænger af konjunkturen, og den gøres ikke nødvendigvis bedre af, at man forringer arbejdsløses vilkår: I 2010 vedtog den daværende VK-regering med støtte af bl.a. Dansk Folkeparti og De Radikale "genopretningspakken", der skar arbejdsløshedsdagpengeperioden ned fra 4 år til 2 år. Samtidig blev perioden for genoptjening af ret til dagpenge sat ned fra 1 år til 1/2 år (ændret igen i 2015 til en mere fleksibel ordning).
    Man bevarede de stramme rådighedsregler, der betyder, at en arbejdsløs skal tage arbejde, der anvises af arbejdsformidlingen.
    I 2011 vedtog VK(O) sammen med Det Radikale Venstre en "tilbagetrækningsreform", der ændrede på efterlønnen, så tidspunktet for at gå på efterløn skulle skubbes fra 60 år til 62 år i 2017, og folkepensionsalderen skal være 67 i 2022. 
    Indgrebet imod arbejdsløshedsdagpengene var ledsaget med en argumentation om, at det i virkeligheden var en hjælp til de arbejdsløse, at de nu ville blive tvunget i arbejde tidligere end ellers. Og et menneske har bedre af at være i arbejde end at gå ledig! Hensigten med disse reformer var at øge udbuddet af arbejdskraft.
   Problemet var bare, at der ikke var de fornødne jobs til rådighed, så i de følgende år faldt 30-50.000 ud af arbejdsløshedsforsikringen. Der var ikke opstået jobs til de arbejdsløse igennem en forringelse af deres vilkår.  For at råde bod på dette indførte SR-regeringen, der tiltrådte i 2011 en midlertidig "arbejdsmarkedsmæssig ydelse", der ikke var så høj som arbejdsløshedsdagpengene.

Opgave:
Find tal for udviklingen i arbejdsløsheden, herunder strukturarbejdsløsheden:

DIAGNOSEVÆRKTØJ: Danmarks Statistik/statistikbanken (www.dst.dk) . Beskæftigelsesministeriet (http://bm.dk/Tal%20og%20tendenser.aspx )  Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (aeraadet.dk) 

Lav diagrammer og forklar udviklingen i tallene.

Hvad er mismatch mellem udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet?
Hvad er teknologisk arbejdsløshed? - og er det en relevant kategori?
Kan outsourcing føre til arbejdsløshed?
Hvordan bekæmpes arbejdsløshed?

Inflation

Inflation defineres som vedvarende generelle prisstigninger. Det er altså de generelle prisstigninger, man interesserer sig for. Det er ikke i sig selv særlig interessant, at prisen på kartofler eller på salt stiger. De udgør jo kun en lille del af forbruget. Hvordan finder man nu ud af, om priserne generelt stiger?

Man gør det ved at beregne prisindeks. Det er et gennemsnit, hvor der er taget hensyn til varernes og tjenesternes forskellige betydning.

Ud fra årsagerne til prisstigninger skelnes der imllem demand pull (efterspørgselstrukne) og cost push (omkostningsdrevne) prisstigninger. De første skyldes altså en stor efterspørgsel, f.eks. prisstigninger i 1960'erne, hvor der var godt gang i økonomien, og den økonomiske vækst drev forbrugs- og investeringsefterspørgsel. Cost push inflation havde man i 1970'erne, hvor prisstigninger på olie skubbede priserne op. Det kan også være lønstigninger, der presser priserne op.

Figur  6  : Udvikling i forbrugerpriserne 1900-2015. Pct-vis stigning fra år til år

Kilde: Danmarks Statistik. Note: Et prisindeks er en gennemsnitsberegning af prisstigningerne, hvor der tages hensyn til den pågældende vares betydning som en andel af det samlede forbrug. Man laver f.eks. en statistisk model, der hedder en gennemsnitsfamilie på far, mor og to børn. De har en gennemsnitlig indkomst og et gennemsnitligt forbrug. Priserne på de ting, de forbruger, udstyres herefter med statistiske vægte efter hver vares og tjenesteydelses andel af det samlede forbrug. På den måde når man frem til et forbrugerprisindeks som et gennemsnitligt udtryk for de generelle prisændringer.

Hvorfor er inflation – eller det modsatte: deflation (faldende priser) vigtig?

Når priserne stiger for voldsomt, kan folk miste interessen i at spare op (deres formuegoder formindskes i real værdi, når priserne stiger kraftigt). Til gengæld kan det betale sig at stifte gæld (gæld formindskes i realværdi v. stigende priser).
     Hvordan bekæmper man så inflation i den økonomiske politik?
     Det kan komme an på, hvad hovedårsagerne til inflationen er. Hvis det er efterspørgselen, der er høj, kan presset tages af igennem dæmpning af efterspørgselen (se f.eks. på pengestrømmene mellem den offentlige og private sektor i det økonomiske kredsløb). Hvis det er råvarer, der importeres fra udlandet, kan det være svært at gøre noget. Lønstigninger kan man forsøge at gøre noget ved igennem arbejdsmarkedspolitikken, f.eks. øge udbud af arbejdskraft, der er mangel på.

     Deflation, det modsatte af inflation, kan også blive et problem. Hvis priserne falder, betyder det, at forbrugerne afholder sig fra at foretage indkøb, hvis de forventer, at priserne på varerne er betydelig lavere det følgende år. Så heller vente med at købe.
     Det betyder også, at de, der har gæld, kan se denne gæld vokse i realværdi, og det kan tænkes at føre til fallitter blandt f.eks. husejere, især hvis lønningerne følger med ned i værdi. Hvad værre er, angst for deflation vil kunne føre til forstærkede virkninger m.h.t. forsigtighed og tilbageholdenhed hos forbrugerne som følge af, at formuegoder formindskes i realværdi og gæld forøges i realværdi.
    Truslen om deflation var et reelt problem i 2015 - 16, hvor priserne fik tendens til at gå i stagnation eller ligefrem fald. EU's statistiske bureau Eurostat offentliggør løbende et harmoniseret forbrugerprisindeks, HICP (Harmonised Index of Consumer Prices), der gør det muligt at sammenligne inflationen i EU-landene. Det udviste i 2015-16 betænkelige tendenser til deflation.
    Den europæiske centralbank (ECB) reagerede ved at sætte et program for opkøb af obligationer i gang. Banken købte igennem en længere periode hver måned for 60 mia euro. På den måde pumpedes der penge ud i den europæiske økonomi, hvad der hjalp med til at holde priserne oppe. Men det kan også være at denne pengeudpumpning stimulerede aktiekurser og huspriser mere end de almindelige priser. Herved kan det give utilsigtede, uheldige virkninger på fordelingen imellem befolkningsgrupper, fordi de, der ejer boliger og aktier, får øget formuen, mens de, der bor til leje, ikke får formueforøgelse.
    I 2018 erklærede ECB, at man ville stoppe obligationsopkøbene med udgangen af 2018, og i løbet af 2019 ville man begynde at "normalisere" pengepolitikken, så de meget lave renter efterhånden ville blive sat op. Bankens langsigtede målsætning er en inflation på lidt under 2 pct. Der var udsigt til øget inflation, bl.a. fordi man i USA førte en meget lempelig finanspolitik, der stimulerede den amerikanske økonomi. Det ville kunne få afsmittende virkninger i Europa. 

Opgave:
Hvad er inflation? Hvorfor er inflation – eller det modsatte: deflation (faldende priser) vigtig?
Hvordan måles inflation?
Hvad er deflation?
Hvorfor kan det ene eller det andet være dårligt (når overdrevet)?  Hvad er den rette balance mellem de to?
Hvorfor betyder det meget, hvordan man indekserer overførselsindkomster, så de holder trit med inflationen, og værdien af dem ikke udhules?

Finanspolitik

Igennem finanspolitikken udformer man de offentlige indtægter og udgifter på en sådan måde, at det har ønskede virkninger på økonomien. Hvis man laver skattelettelser eller man øger offentlige investeringer, sættes der mere gang i økonomien. Det kaldes en ekspansiv finanspolitik.

Figur 7 : Finanspolitik i åben økonomi (importkvote høj) ikke altid en god idé

I en åben økonomi som den danske, hvor importen udgør over 50 pct af BNP, er man forsigtig med at føre finanspolitik, fordi det kan føre til mere ekspanion i udlandet end i Danmark.I stedet for at købe danske varer købes der stort ind i varer produceret i udlandet, og det kan svække betalingsbalancen uden at føre til ret meget fremgang i beskæftigelsen i Danmark.

    Hvis man gør det modsatte og øger skatterne, reduceres de disponible indkomster (indkomsterne efter skat), og det fører til formindsket forbrug. Det kaldes kontraktiv finanspolitik.
   Dermed flader den økonomiske aktivitet ud. Det kan man f.eks. også gøre, hvis man ønsker mindre inflation. 

Skema 1: Eksempler på forskellige typer af finanspolitik/­finanspolitiske instrumenter 

Note til forklaring: Finanspolitikken kan påvirkes af en ændret sammen­sætning af de offentlige indtægter og udgifter. De laverelønne­de forbruger gennemsnitligt en højere del af deres indkomst end de højere­lønnede. Derfor vil det virke stimulerende på økonomi­en (eks­pansiv finanspolitik), hvis skatterne lægges med en større byrde på de højerelønnede. De vil jo i højere grad tage skat­terne fra deres opsparing, som udgør en større andel af deres indkomster. Det kaldes Robin Hood politikken, og den kan altså virke finanspolitisk stimulerende.  

Multiplikatorvirkning

For keynesianerne (tilhængere af den engelske økonom John M. Keynes) spiller multiplikatorvirkningen en stor rolle. Det, der skaber efterspørgsel, er forbrug og investering. Øges de, kan det få fortærkende virkninger på økonomien. Når man køber en ny bil, er man med til at skabe jobs til nogle automobilarbejdere. Når man investerer i anskaffelse af EDB-udstyr, er man med til at skabe jobs hos en computerfabrikant og en EDB-programudvikler.

Hvis man i stedet for forbrug foretager en større opsparing, medvirker man faktisk til en nedgang i efterspørgselen. I stedet for at købe bilen, beholder man sine sparepenge i banken og venter med bilkøbet. Det kan måske skyldes, at man er bange for fremtiden. Man er måske bange for at miste sit job. I den situation tilsiger forsigtigheden én af spare op i stedet for at forbruge.

Multiplikatorvirkningen siger, at en øgning i den effektive efterspørgsel (forbrug, investeringer og eksport) påvirker til en ændring i BNP, der ofte er større end den oprindelige efterspørgselsstigning.
    Det kan f.eks. være offentlige udgifter eller  investeringerne, der øges. Det får følgende virkning (produktionsstigning/BNP):
Øget offentlig forbrugsudgift:

Øgede investeringer:
Investeringsændring * Multiplikator  =  Ændring af BNP

Hvis Finansministeriet (staten) øger udgifterne med en mia kr (ekspansiv finanspolitik), giver det en forstærket virning på produktionen, idet beløbet ganges med multiplikatoren.
    Hvis investeringerne vokser med 1 mia kr, og BNP efterfølgende vokser med 2 mia, så er multiplikatoren altså 2. 
    Virkningen breder sig som ringe i vandet, fordi indkomst gives videre ud i det økonomiske kredsløb. Den, der får en indkomst, giver den videre ved køb af varer og tjenester, og de, der begunstiges, vil igen give indkomst videre, og så fremdeles..... 

Den endelige virkning afgøres af størrelsen af forbrugs- og opsparingskvoterne, dvs hvor stor en del af en indkomst, der går til forbrug eller osparing. Det, der spares op, bliver jo ikke indkomst for nogle andre. Det, der forbruges, bliver indkomstr for andre. Så jo mere, der forbruges, jo større vil spredningsvirkningen på økonomien være.

Kilde: Finansministeriet. Det er 1. års multiplikatorer.

Ved et finanspolitisk indgreb bruger staten flere penge, f.eks. til flere offentlig ansatte. En mia kr brugt til det, øger beskæftigelsen med 2.840 det første år.   Eller der ændres på  skatten. En stigning i momsen reducerer beskæftigelse mere end en stigning i personskatter, da momsen rammer lave indkomster med høj forbrugskvote forholdsmæssigt meget. Giftskatter, f.eks. på cigaretter og øl, reducerer endnu mer.

    Statslige overførselsindkomster til lavere lønnede vil derfor have større multiplikatorvirkning end overførselsindkomst til højere indkomstgrupper, fordi de første har en højere forbrugskvote, jf skema 1.
    Monetaristerne (Friedman) afviser multiplikatorvirkningen som humbug. De øgede udgifter til større effektiv efterspørgsel vil blot føre til større pengeudpumpning og dermed mere inflation, mener de. Desuden vil det kunne påvirke forventningerne til inflation, så det vil føre til større krav ved lønforhandlingerne på arbejdsmarkedet, så inflationen derved drives opad.
    Multiplikatormodellen er også blevet kritiseret for at være en alt for forsimplende, ja nærmest mekanisk økonomisk model, der mere ligner noget, man har hentet fra fysikken end fra samfundsvidenskaben. Dens virkninger afhænger i høj grad af forbrugerforventningerne. Det private forbrug udgør over 60 pct af efterspørgselen i økonomien, og hvis forbrugerne vælger at gemme pengene under madrassen eller i banken, i stedet for at omsætte dem i forbrug, kan den forventede multiplikatorvirkning udeblive. Virksomhedernes forventninger til fremtidige afkast af investeringer spiller også en stor rolle.

Pengepolitik

Pengepolitik består i at påvirke pengemængde og rente. Det er normalt Nationalbanken, der fører pengepolitik. Hvis man ser på højre side af kredsløbet i figur 4, ser man, at der er en forbindelse mellem virksomheder og pengeinstitutter (banker). Hvis renten sættes ned, kan virksomhederne låne penge billigere til nyinvesteringer. Renten sættes ned, f.eks. når Nationalbanken gør det billigere for bankerne at låne penge i Nationalbanken.

"Renten" I virkeligheden er der flere renter., men de er underlagt samme politik på forskellige måder. Og ofte kommer det fra ECB (Europæiske Centralbank). Penge kan frit flyde rundt i EU, og derfor vil rentesatserne have tendens til at blive udlignet. Ellers vil pengene - forudsat samme sikkerhed for lån - søge hen, hvor renten til en opsparer er højst og for en låner der, hvor den er lavest.

Eller der sker en pengeudvidelse ved, at Nationalbanken øger pengemængden (trykker flere penge eller køber obligationer).
    I forbindelse med finanskrisen (2008 - ) har der været en del kritik af den pengepolitik, der er blevet ført af centralbankerne i mange vestlige lande. Efter nyliberal inspiration fra 1980'erne og frem har man hyldet princippet om den uafhængige centralbank som en garant for en god, stabilitetsorienteret pengepolitik.
   Men hvad oplevede man under finanskrisen?:
   Et lånemarked, der var kommet ud af kontrol. De amerikanske subprimelån og den letsindige husfinansiering i flere lande, f.eks. også i Danmark med de afdragsfrie lån, havde ført til overbelåning og banker, hvis finansielle sikkerhed afhang af den slags lån. Hertil kom, at centralbanken i flere tilfælde pustede de vaklende læs yderligere op ved at pumpe penge ud i et forsøg på at sætte gang i økonomierne igen.
   Hvorfor - sagde man - var bankerne optaget af at kontrollere pengemængde og inflation, når det virkelige problem var finansielle bobler, der kom ud af kontrol? Det var ikke alene boligbobler, men også aktiebobler og råvarebobler, hvor spekulation skabte kunstige værdier, der for det meste var varm luft, og som viste sig at kunne være medvirkende til udløsning af økonomiske kriser. Her kunne centralbankerne gøre det til en del af deres politik at overvåge udviklingen og sætte ind imod den.

Råderummet for rentepolitikken er formindsket efter, at man indførte fastkurspolitikken, hvor kronens kurs blev bundet til euro-kursen.


Betalingsbalance, konkurrenceevne og valutapolitik

Valutapolitik består i at påvirke konkurrenceevne og prisniveauer i en økonomi via valutakursændringer. Konkurrenceevne er evnen til at kunne eksportere og til at kunne konkurrere med importvarer.

Betalingsbalancens hovedposter

1 Omfatter især renter og udbytter.  2 Omfatter bl.a. EU-overførsler og ulandshjælp.
Kilde: www.statistikbanken.dk

Betalingsbalancen viser Danmarks økonomiske transaktioner med udlandet, dvs indtægter fra salg af varer og tjenester igennem eksporten og tilsvarende udgifter fra køb af varer og tjenester igennem importen. Hertil kommer formueindkomst, som viser indtægter af f.eks. filialer af danske virksomheder i udlandet og danske investeringer i udenlandske værdipapirer (aktier og obligationer). Betalingsbalancen består både af de løbende poster, som er vist ovenover, og af kapitalposterne. De sidste udligner overskud/underskud på de løbende poster ved at der enten bygges et kapitaloverskud over for udlandet (man har mere til gode i forhold til udlandet), eller en gæld (hvis de løbende poster har givet underskud igennem en periode).
    I de senere år har der været tendens til overskud på de løbende poster. Det har gjort Danmark til en kreditornation i forhold til udlandet (større tilgodehavender end gæld, dvs "penge i banken" i forhold til udlandet). Og det har dermed givet løbende renteindtægter i forhold til udlandet, der har været betydelig større end renteudgifterne.

Hvis man devaluerer valutaen, bliver det billigere målt i udlandets penge at sælge i udlandet, jvf et eksempel i slutningen af afsnittet. Med en devaluering kan man forsøge med en snuptagsløsning at forbedre konkurrenceevnen. På det lange sigt kan virkningen blive mere usikker, da devaluering kan sætte mere gang i inflationen.
   Hvis man revaluerer, kan man få billigere importvarer, f.eks. råvarer fra udlandet.

Den danske krone har i over 25 år været bundet i et fast vekselkursforhold til euro, sådan at kronen kan svinge +/- 2,25 pct i forhold til en centralkurs for euro.
   I praksis kører Nationalbanken efter en kurs på 1 euro = 7,46 kr.
   Man er ofte fra Nationalbankens side ude i valutamarkedet for at holde denne kurs. På den måde kan man sige, at Danmark rent praktisk set er med i euroen, men man har ingen - eller kun ringe - indflydelse på de fælles beslutninger om europolitikken i den europæiske centralbank (ECB) og mellem eurolandenes finansministre, når disse mødes i Euro-gruppen. Og når man har fastkurspolitikken, kan man sige, at valutapolitikken på en måde er givet for Danmarks vedkommende, og så er der måske ikke så meget at tale om.
   Det er dog ikke helt korrekt. I starten af 2015 kom kronen under et kraftigt revalueringspres på valutamarkederne. Mange ville gerne investere penge i Danmark. Der var en meget stærk efterspørgsel efter danske kroner, som pressede kursen op. I den situation solgte Nationalbanken danske kroner og købte i stedet udenlandsk valuta for at holde kursen på danske penge i ro. Valutapolitikken bestod altså i denne situation i at bevare den kurs på danske kroner, man selv ville sætte ud fra hensynet til bl.a. konkurrenceudsatte dele af dansk erhvervsliv, som kunne risikere at miste mange arbejdpladser, fordi en revalueret krone ville betyde dyrere eksport (målt i udlandets valuta) af eksport fra Danmark. Det var også af troværdighedsgrunde over for udlandet vigtigt at kunne holde kronekursen.

Valutapolitik er stadig aktuel. F.eks. er det uhyre vigtigt for Danmark, hvordan kursen på euro i forhold til andre store valutaer (dollar, britiske pund og yen) udvikler sig, da det påvirker priskonkurrenceevnen for danske produkter på disse markeder. 

På længere sigt er det den såkaldte strukturelle konkurrenceevne, der er vigtig. Det drejer sig om varers og tjenesteydelsers teknologiske niveau, deres kvalitet, og kort sagt, i hvilket omfang afsætningen af dem er prisfølsom (falder afsætningen lidt eller meget, når prisen stiger?). Hvis man har udviklet produkter, der kan afsættes, selv om prisen stiger, står man stærkere når valutakurser forskubber prisforholdene. 

Figur 8: Strukturel konkurrenceevne sikrer god afsætning i konkurrence med udlandet på længere sigt

Det giver god strukturel konkurrenceevne, når der er gode uddannelser i et land, så arbejdskraften er velkvalificeret og bliver efteruddannet løbende. Det betyder noget, at man har en stat, der ikke bare giver los for de "frie markedskræfter", men laver reguleringstiltag,  f.eks. m.h.t. materialer, kemikaliebrug, forurening, så virksomhederne bliver skarpere og dygtigere til at udforme produkter og serviceydelser på et højt teknologisk niveau.  Beslægtede virksomheder udvikler sig som underleverandører i forhold til hinanden. Derfor kan det give god synergi med industriklynger (f.eks. medicinalinustri i Nordsjælland/Skåne, vindmøllebranchen i Danmark, det agro-industrielle kompleks, etc).

Når kurser ændrer sig som følge af markedskræfterne, kalder man det ofte appreciering (en valuta bliver mere værd) og depreciering (en valuta bliver mindre værd), mens udtrykkene devaluering og revaluering bruges om politikeres/regerings og nationalbanks bevidste ændring af kurserne via indgreb (fastsættelse af ændret værdi et valutasystem med faste vekselkursforhold eller bevidst køb/salg af valuta for at ændre kursen).

Det betød  meget for dansk eksport og konkurrencen med udenlandske virksomheder på det danske marked, at den amerikanske $ blev revalueret (egentlig apprecieret) over for euro fra 2013-14 og frem. Eksporten til USA steg kraftigt.

Note: Der ses bort fra skatter, evt told og transportudgifter. Da insulin er en ret prisufølsom vare
(lav priselasticitet - stejl efterspørgselskurve), vil man vælge at holde prisen på 200$ i USA, eller
måske kun sætte den lidt ned.

Hvis man f.eks. har solgt insulin for 1000 kr i USA fra en situation, hvor en $ = 5 kr og til en situation, hvor en $ = 6 kr, så har denne insulin altså før revalueringen af dollar/devaluering af danske kr kunnet sælges for 200$ på det amerikanske marked. Efter valutakursændringen til 6 kr for en dollar, kan de 200$ omveksles til 1200 kr i Danmark. Insulinproducenten kan altså få en større fortjeneste, eller producenten kan vælge at sætte prisen ned for at få en større markedsandel. Omvendt betyder en revaluering af dollar, at f.eks. en Tesla el-bil bliver dyrere i Danmark. 

Figur 8a: Virkninger af valutapolitik:

Figur 8a viser nogle typiske virkninger i forbindelse med valutapolitikken. Oftest sker virkningerne automatisk som appreciering/depreciering af valutaerne (men begreberne bruges her synonymt med revaluering/devaluering i figuren ovenover).
    Ændringerne i valutakursforholdene mellem EU-valutaer og valutaer uden for euro-området (incl. de facto Danmark) hænger sammen med ændringer i euro-zonens konkurrenceevne i forhold til lande uden for eurozonen. Euroen vil have tendens til at stige i værdi som følge af en forbedret europæisk konkurrenceevne, fordi en forbedret konkurrenceevne fører til øget europæisk eksport og mindre import og dermed et stigende valutarisk overskud, som er udtryk for en stigende efterspørgsel efter euro (og dermed også danske kroner). Det vil give tendens til en højere kurs på euroen. Umiddelbart skulle man tro, at dette vil give forrintet betalingsbalance, jvf figuren. Men der kan komme langtidsvirkninger, hvis man opretholder en fast økonomisk politik i eurozonen, langtidsvirkninger, som gør, at man kan blive ved med at sælge godt, selv om priserne på varer og tjenester fra euro-området stiger i pris i lande udenfor. Kvalitet af produkterne stiger evt. som følge af en teknologisk udvikling, der er hurtigere end uden for zonen, jvf omtalen af strukturel konkurrenceevne ovenfor. Hermed har man mulighed for "dobbeltgevinst" i form af både beskæftigelse og billigere importvarer.

    Storbritannien havde større økonomisk vækst end euro-zonelandene efter finanskrisen. Pundet devalueredes, og det har bedret britisk konkurrenceevne.
    Den 23. juni 2016 stemte Storbritannien om medlemsskab af EU. Folkeafstemningen (referendum) blev kaldt Brexit (British Exit from EU). 52 pct af de britiske vælgere stemte for Brexit, 48 pct stemte for remain, altså at forblive.
    Der kom skarpe reaktioner på finansmarkederne af Brexit-afstemningen og Storbritanniens udtræden af EU. Investorer opgav deres investeringer i Storbritannien, og der blev dermed udbudt £ i stor stil på valutamarkederne. Det påvirkede kursen i nedadgående retning.

Det kunne komme til at betyde store tab på den danske landbrugseksport til Storbritannien, idet en given mængde landbrugsvarer nu ville føre til en lavere betaling i kr til de danske landmænd.
    Omvendt kunne det betyde en gevinst for britisk eksport, idet priserne på britiske varer og tjenester målt i ikke-britiske valutaer nu ville blev bedre. Samytidig have Storbritannien imidlertid en betydelig udlandsgæld, som nu ville blive noget større målt i dollar og euro.  Pundkursen rettede sig dog op i den følgende periode, så noget af dens tabte værdi glev genetableret.

Bytteforholdet er vigtigt, når man ser på de udenrigsøkonomiske forhold. Det defineres som forholdet mellem eksportpriser og importpriser:  Indeks eksportpriser * 100 / indeks importpriser.
Når man får flere penge for eksportvarerne i forhold til, hvad importvarerne koster, bliver landet rigere.

Skatte- og fordelingspolitik

I den amerikanske instruktør Oliver Stone's film Wall Street er der en scene, hvor børsspekulanten Gordon Gekko (Michael Douglas) taler med en ung børsspekulant, som har givet ham et godt og sikkert råd om en aktieinvestering. Gekko siger til den unge mand: Der er kun to ting, der er sikre i denne verden: "Døden og skatten".
    Sådan har mange det med at betale skat, selv børsfolk, der ellers har gode muligheder for fradrag og forskellige former for undvigelser.

Der er næppe noget, der deler Højre og Venstre ideologisk og politisk som skat. Skatten har sammen med socialpolitikken fordelingsmæssige virkninger. Det kan blive Robin Hood politik, hvor man tager fra de rige via skatten og giver til de fattige via velfærdsydelser. Og det kan blive "ulighedspolitik", hvis man især lægger meget skat på almindelige og/eller lave indtægter.

Det rejser følgende spørgsmål om, hvor skatten især skal lægges:

- skat på arbejdsindkomst eller boliger, jord (ejendoms- og formueskatter), virksomheder (selskabsskat)?
- hvordan bruge skatten til at ændre adfærd (miljø- og energiafgifter, afgifter på usunde madvarer)?
- hvor meget skat (skatter og afgifter i pct af BNP)?
- degressive ("vender den tunge ende nedad"), proportionale (lige stor pct på alle), eller progressive (pct-vist stigende)?:

Note: Når det gælder indkomstskat, kan der være forskellige principper af de ovenstående i forskellige intervaller. Der er f.eks. som i Danmark et bundfradrag for indkomstskat, og så er der et langt interval med proportionalskat, jvf figuren nedenunder. Og den progressive skat (topskat) sætter ind ved en indkomst oppe imod 0,5 mio kr. Det er altså en slags Robin Hood, der er indbygget i skattelovgivningen. Til gengæld kan moms og punktafgifter være degressive i deres faktiske virkninger, da de hviler pct-vist tungere på lave indkomster.

Der betales skatter på mange måder, og spørgsmålet om, hvor den lægges og med hvor store procenter, påvirker økonomiens funktionsmåde. Det er f.eks. blevet sagt, at globaliseringen med frie økonomier og frihandel over grænserne bevirker, at vi i stigende grad bør lægge skatter på fast ejendom, som jo ikke kan flyttes. Skat på arbejde og kapital, kan få disse til at "flygte", hævdes det. Derfor har man i de senere år set adskillige lande sætte selskabsskatterne (skat på virksomhedsoverskud) ned for at lokke investeringer til landet.

Hver gang vi køber en vare i en butik, betaler vi moms (meromsætningsafgift) på 25 pct. Der betales yderligere såkaldte punktskatter på visse varer, f.eks. energi/olie/benzin. Her er formålet at få os til at spare på fossile brændsler af hensyn til f.eks. den globale opvarmning.
   Vi betaler skatter af indkomst, vi får igennem vort arbejde. De er indrettet efter et progressionsprincip, sådan at skatten stiger ved stigende indkomst. Det er af fordelingsmæssige hensyn.

Figur  9 : Det progressive indkomstskattesystem lægger progressivt stigende skat på stigende indkomster

Note: Der er forskel på gennemsnitlig skat og marginalskat. Marginalskat er skat på den ekstra krone, der tjenes, jvf ovenfor, hvor f.eks. topskatten sætter ind. Gennemsnitsskatten er den skat, en skatteyder betaler i gennemsnit af sin indkomst, dvs samlet indkomst/skatten. OECD har lavet gennemsnitsberegninger af gennemsnitlig indkomstskat (average tax, included and excluded SSC (social security contributions, sociale bidrag)) i medlemslandene.

På den måde udjævner skattesystemet indkomstforskelle mellem befolkningsgrupperne. Der sker så yderligere udjævning, når skatteindtægterne bliver til offentlige udgifter, og det offentlige giver velfærdsydelser, der ofte favoriserer de lavere indkomster.

Da det er over 60 pct af danskerne, der ejer deres egen bolig, betyder skatterne på jord og boliger meget for den økonomiske fordeling. Når huse og ejerlejligheder stiger i handelsværdi over den gæld, der er i ejendommen, opstår der en friværdi (altså forskellen mellem prisen på huset og gælden i det). Friværdien kan omdannes til kontanter ved salg af boligen eller ved belåning af friværdien.
   Der er to typer af skat på ejerboliger. Der er ejendomsværdiskatten, som er en skat på værdien af at bo i egen bolig. Og der er grundskylden, der pålignes værdien af jorden. Med virkning fra 2002 indførte den daværende VK-regering et skattestop på ejendomsværdiskatten. Og der indførtes et loft over grundskylden.
    Det bevirkede, at stigninger i priserne på huse ikke fulgtes af tilsvarende stigninger i ejendomsskatterne. Og da der var store forskelle i, hvor meget boliger steg i pris forskellige steder i landet, kom det til at betyde store forskelle m.h.t., hvor meget friværdi, der f.eks. opstod i huse i Nordsjælland og attraktive områder af København og andre storbyer i forhold til andre steder i landet. Populært sagt kunne man nogle steder "sidde på sin flade" og tjene ofte 10-20.000,- eller mere skattefrit om måneden uden at røre en finger (men penge, der altså kun kommer ud ved boligskift til billigere bolig, salg, arv eller belåning). 
     Det medvirkede yderligere til at smide benzin på boligboblen før finanskrisen og senere ejerlejlighedsbobler i København og Århus, at man i  2003 indførte mulighed for at få afdragsfrie lån (og lån med  fleksibel rentetilpasning f.eks. en gang om året). Da der samtidig skete et rentefald i den europæiske økonomi, betød det, at boligejere kunne belåne deres ejendomme meget billigt. Og det betød igen muligheder for stigende boligpriser.
   Det påvirkede den økonomiske fordeling til fordel for boligejere i de attraktive områder.

Erhvervs- og innovationspolitik

Erhvervspolitik sætter ind over for virksomhedernes rammevilkår: Hvad er betingelserne for at starte virksomhed. Er der meget bureaukrati? så nye iværksættere mister modet, inden de er kommet i gang? Hvis samfundet sætter gode rammebetingelser via effektiv offentlig administration, velkvalificeret, veluddannet arbejdskraft og en god infrastruktur (veje, jernbaner, lufthavne, broer, internet etc) kommer nye iværksættere og innovationerne lettere frem.
    Det er en form for økonomisk politik, der er kommet ind i politikernes værktøjskasse med den stigende økonomiske globalisering og de åbne markeder (f.eks. det indre marked i EU).
   Det har gjort nogle af de andre former for økonomisk politik mindre anvendelige. Hvis vi f.eks. lægger høje skatter på indkomst, kan det være vi skræmmer økonomisk nyttige mennesker, der tjener godt, væk fra landet.
   Kapitalen kan blive skræmt væk ved høje ejendoms- og selskabsskatter (skat på virksomhedernes overskud).
   Finans- og pengepolitik er blevet mindre anvendelige rent nationalt, fordi EU  i stigende grad er koordinerende (finanspagten f.eks., som gennemtvinger højst 0,5 pct underskud på det offentlige budget eller ECB's pengepolitik).
    Tilbage står muligheden for via erhvervs- og innovationspolitik at gøre virsksomheder bedre klædt på til den internationale konkurrence. Erhvervspolitikken kan altså forbedre konkurrenceevnen, fordi der udvikles nye produkter, og kvaliteten af disse forbedres. Det kan være en forudsætning for at kunne konkurrere, når man har et højt lønniveau, at man er innovativ og kvalitetsbevidst.
   Det er en opgave for det, man kalder konkurrencestaten, hvor man prøver at geare den nationale økonomi til, at landets virksomheder klarer sig bedst muligt i den globale konkurrence. Der sættes ind via uddannelse, forskning, politik til hævning af effektivitet og produktivitet.
    Det hjælper uddannelses- og forskningspolitik med til. Ved bedre uddannelser og mere forskning fremkommer der viden og dygtige mennesker, der kan sætte gang i nye virksomheder og produkter (innovation). Staten hjælper til med tilskud til innovation og etableringslån til nye virksomheder.

I Palo Alto ligger Stanford University, som hører til eliten af amerikanske universiteter. Med sine godt 11.000 ansatte er det et kraftcenter for vidensudvikling, forskning og undervisning. Fra dette universitet er mange veluddannede folk gået ud og startet iværsættervirksomheder. En forudsætning har været relativ nem adgang til finansiering. Det har den såkaldte venture capital branche bidraget med.    Det er kun for  virksomheder "gone public", dvs børsnoterede virksomheder, at man kan få en præcis angivelse af værdien (valuation), idet det blot er markedsværdi (aktiers nominelle værdi * kurs på aktierne). Kilde: The Economist 24.7.15.  Ordforklaring: Private: Virksomhed, der ikke er børsnoteret (public), men privatejet. Bn$: Milliarder $.

Mange lande forsøger i dag at efterligne Silicon Valley modellen. Nogle forsøger at "bygge bro" til Siliciumdalen.
   I Californien i USA opstod en stor del af IT-industrien i og omkring Silicon Valley, hvor ledende universiteter som Stanford o.a. lå tæt på det innovative miljø i området syd for San Francisco (Silicon Valley). Hertil krævedes så blot risikovillig kapital (Venture Capital). Så havde man den nyttige trekant af viden, innovationslyst og risikovillig investeringskapital, som førte til dannelsen af voksende IT-virksomheder, der kunne forny det amerikanske erhvervsliv og stille det stærkt i den internationale konkurrence.

Modellen er blevet efterlignet på forskellige måder, også i Danmark. Der etableres "science parker" tæt på universiteter og andre højere læreanstalter, og man forsøger at få gang i nye virksomheder igennem partnerskabssamarbejde mellem erhvervsudviklere og universiteter. De sidste har måske via ny forskning opsamlet viden, der kan bruges til udvikling af nye produkter og tjenesteydelser. De første har forhåbentlig iværksætterånden og den nødvendige erhvervsviden omkring afsætningsforhold, organisation og finansiering, der kan få det i gang.

4. Industrielle revolution Den 1. industrielle revolution fandt sted i England fra midten af 1700-tallet og drejede sig om dampmaskinen, og hvad den førte med sig af mekanisering i de første fabrikker. Den anden var elektricitet, benzinmotorer, stål og højovne - og med dem bilen og en lang række opfindelser og forbrugsvarer. Den tredje begyndte i 1970'erne med PC'erne, digitaliseringen og Internettet (fra 1990'erne). Den fjerde industrielle revolution drejer sig om en ny bølge af innovation, der vil føre til førerløse biler, robotteknologi med computerstyrede "tænkende" robotter, nye materialeteknologier og "tingenes internet", hvor mikroprocessorer og EDB-programmer får ting og appater til at "reagere" på information (f.eks. købeskabet, der fylder sig selv op ved at afgive besked om hylderne, der tømmes, etc).    En del af denne teknik vil være disruptiv, dvs den vil smadre gamle industrier og virksomheder og føre til nye.     Hvordan indrette en erhvervspolitik, der gør, at man ikke kommer bagud i denne udvikling?    Det er en udfordring.

 Udviklingen inden for IT og andre ny teknologier er blevet omtalt som "disruptive innovation", dvs innovation, der nærmest vil sprænge gamle måder at lave tingene på i stykker. Det er måske udtryk for historiens ironi, at udtrykket ad omveje kan føres tilbage til den store kritiker af kapitalismen, Karl Marx. Han talte om, hvordan konkurrencen på det kapitalistiske marked hele tiden tvinger virksomhederne til at investere i nyt og forny sig hurtigere end konkurrenterne, hvis de skal overleve i konkurrencen. Hvis ikke, dør de. Der skal altså på den måde ske en fornyelse. Det fik den østrigske økonom Joseph Schumpeter (1883-1950) til at bruge udtrykket "kreativ destruktion" om de markedsmæssige fornyelsesprocesser. De, der ikke kan følge med, går fallit ("destruktionen"). De kreative og fornyede, der udvikler nye produkter og hurtigere produktionsprocesser, overlever.
    Det blev set som noget, der kom i bølger, når nye opfindelser gjorde det muligt at udvikle nye produktionsmetoder og innovative produkter hurtigere end konkurrenterne. De var dermed med til at drive den økonomiske konjunktur. Nye opfindelser og en bølge af nye produkter og produktionsprocesser kunne altså starte en ny opgangskonjunktur.

Det, Marx så som kapitalismens mulige undergang, ses nu som dens store udviklingsmulighed.
   Taxi-appen Uber er blevet brugt som eksempel på disruptiv innovation. Via GPS er lavet et system, der gør det muligt for kunde og chauffør at finde hinanden i et helt frit marked og hurtigere og mere fleksibelt end det er sket i gammeldags taxi-centralsystemer. Disse er også ofte underlagt offentlige reguleringer m.h.t. f.eks. arbejdsmiljø, uddannelse, autorisation, som gør deres produkt meget dyrere end det, Uber-taxier kan levere. Det har ført til, at f.eks. Frankrig har forbudt Uber at operere i landet.
   Hvad skal man stille op i erhvervspolitikken over for sådanne udfordringer, som ikke alene er begrænset til Uber, men mange virksomheder, der benytter den nye teknologis muligheder? Skal man gå ind i spillet og forsøge at klæde virksomhederne på det nationale marked på til at klare udfordringerne, eller skal man gøre som Frankrig?
    I mange lande har man reageret ved at gøre uddannelses- og forskningspolitik til en del af grundlaget for denne nye erhvervspolitiske satsning. Via uddannelserne og forskningen kan man forsøge at geare en økonomi til innovation.
   Kritikløs brug af Silicon valley modellen i udformningen af erhvervspolitik er blevet kritiseret for at være baseret på "romantiske ideer om innovation". Man tror, at fordi der foregår innovation inden for landets grænser, så befordrer det automatisk erhvervsudvikling og økonomisk ekspansion inden for samme grænser. Man overser dermed, at erhvervene i dag specialiserer sig inden for globale produktionskæder. De virksomheder i Silicon Valley, der fik ideerne til de mikroprocessorer, der sidder i PC'er og Mac'er, outsourcede produktionen til taiwanesiske firmaer, og så foregik en meget stor del af den økonomiske ekspansion i disse, fordi de var hurtigere og billigere end amerikanerne. - Og ofte mere innovative inden for udvikling af smarte produktionssystemer.


Sundhedspolitik

Det har stor betydning for økonomien i et land, hvordan sundhedspolitikken indrettes. Her er der ideologisk-politiske modsætninger imellem ønsker om statslig styring og finansiering på den ene side og ønsker om mere privatøkonomiske, markedsmæssige systemer på den anden side. I mange tilfælde vil praktiske hensyn betyde en skønsom blanding af de to ideologiske modpoler.
    I Danmark har der været en diskussion  og konkrete forslag om betaling for besøg hos de praktiserende læger (efter bl.a. svensk forbillede). Argumentet har været effektiv anvendelse af ressourcer. Tanken er, at når der sættes en pris på, vil den knappe ressource lægebetjening blive udnyttet mere effektivt. Og modargumentet har været henvisning til den sociale problematik, at det vil kunne afholde socialt dårligere stillede fra at søge læge. 
   Sundhedsudgifternes andel af BNP har været stigende i de fleste lande de senere år.
   Befolkningens ældning påvirker udgifterne opad. Det samme gør ny medicinsk teknologi og farmakologi (nye udgiftskrævende behandlingsformer).
   Medicinudgifterne stiger i de rige lande, og det har været diskuteret, hvordan der prioriteres i de skatteyderfinansierede systemer med gratis adgang til sundhed, jvf NHS-modellen herunder. I et sådant system bliver det politikernes opgave at prioritere: Hvor langt skal man opretholde offentlig støtte til meget dyr, livsforlængende medicin?
    Udgiften skal holdes op imod andre formål, midlerne kunne være anvendt til.
    Hvis der ikke er råd til det hele, bliver man nødt til at prioritere. Kan udgifterne til medicin nedbringes igennem en styring af de private medicinalfirmaer, når disse tænker mere på kortsigtet aktionærgevinst, frem for samfundets langsigtede sundhedspolitik? (Firmaernes argumenter for den dyre medicin er de betydelige forsknings- og udviklingsomkostninger. Men hvor langt holder disse argumenter? I de markedsstyrede og forsikringsfinansierede sundhedssystemer kan man lade markedssystemets udbud/efterspørgsel og forsikringerne prioritere -  eller kan man nu også altid det?
   Med udgifter til sundhed på typisk over 10 - 11 pct af BNP i de rige lande betyder sundhedspolitikken meget i den økonomiske politik.
   Man forsøger at opnå korttidsgevinster igennem effektiviseringer og mere konkurrence via privatisering og udlicitering (offentlig finansiering og kravsspecifikationer til opgavevaretagelse/privat opgavevaretagelse).
   Og på langt sigt betyder befolkningens sundhedstilstand og gennemsnitlige levealder meget for økonomiens ydeevne. Det kan dermed blive en forudsætning for fortsættelse af velfærdsordninger.
   Befolkningens sundhedstilstand betyder ikke alene meget for, hvor godt økonomien klarer sig. Folk får et liv med højere velbefindende, og deres arbejdsliv bliver bedre, når de er sunde.
   Økonomiens performance (hvordan den klarer sig) og helbredsniveauet menes at kunne gå op i en højere enhed og vise sig i en høj scoring i f.eks. lykke-indekser.

Skema 1: Typer af sundhedsregimer

Note: I USA har man f.eks. Medicare for alle over pensionsalder (indført under præsident Johnson). National Health Service (Landsdækkende, centralt finansieret sundhedssystem. National Health Insurance (Landsdækkende  forsikringsfinansieret system. Savings account: Osparingskonto til imødegåelse af sundhedsudgifter for den enkelte.

Skemaet ovenover viser typisk forekommende sundhedssystemer. De kan være baseret på skattefinansiering, som det er tilfældet i Danmark og Storbritannien. Det har givet navn til modellen: National Health Service (landsdækkende skattebetalt sundhedssystem).
    Det kan være baseret på tvungne forsikringsordninger, som i NHI, National Health Insurance - ofte suppleret med frivillige forsikringer (USA). Lande med tvungne ordninger er f.eks. Tyskland og Frankrig.
    Det, man interesserer sig for økonomisk, er, hvor meget de koster, og hvor meget de leverer i sundhed for de penge, der bruges.
    Det første måles ofte på, hvad sundhedsudgifterne udgør som en andel af BNP. Det andet kan måles på en mangfoldighed af måder. WHO (World Health Organisation) lavede i 2000 en stor undersøgelse af Verdens sundhedssystemer med henblik på, hvor godt de performede.
     Her opstod den pinlige situation for Danmark, at Danmark havnede på en 34. plads, under lande, som man ellers føler, man har distanceret m.h.t. velfærd og økonomisk udvikling. Årsagen var bl.a., at Danmark havde en relativt lav gennemsnitlig levealder. Det har siden bedret sig noget, men samtidig har mange af de andre lande forbedret deres stilling på levekårsindikatorerne eller m.h.t. cost-effektivevness (samlet ydeevne og omkostningen ved det). I 2014 havnede Danmark igen på en 34. plads i en samlet effektivitetsscore i en Bloombergundersøgelse. Af en eller anden forunderlig grund hører man i Danmark meget mere om lykkeindeksene og Danmarks placering i disse end om Sundhedsindeksene, skønt de sidste måler på  mere konkrete faktorer.

Det, der kan forklare det, kan paradoksalt nok være, at skattefinansierede ordninger ofte bliver de billigste blandt rige lande og dermed måske også dem, hvor de nyeste behandlingsformer ikke altid sættes i værk hurtigt. Danmark bruger godt 10 pct af BNP på sundhed. Storbritannien omkring 8 pct.
   USA er derimod oppe omkring 17 pct af BNP (hvad der er paradoksalt, idet netop sundhedssystemer med meget indslag af private forsikring og konkurrence formodes at blive billige p.g.a. den formodede virkning af markedskonkurrencen). Forklaringen kan ligge i, at det amerikanske system lukker op for meget mere valg for de velstående (flere dyre operationer m.m.) og det åbner op for beskæftigelse for en hær af advokater, når retskonflikter om forsikringers udbetaling får udgifterne til advokater og retssystem til at stige.

 Skema 2 : Sundhedsøkonomiske og -politiske instrumenter

Udvikling af ny medicin og medicinalvirksomhedernes forskningsudgifter og - overskud kan påvirke udgifterne opad.
   I demokratiske systemer med offentlig finansiering bliver det politikernes opgave at prioritere og evt skride ind med markedsregulering over for medicinalvirksomhederne.  

De økonomiske teorier og den økonomiske politik

Økonomi er ikke raketvidenskab. Der har altid været forskellige skoler og teoretiske retninger, der har markeret sig. De har analyseret og fortolket virkeligheden og kommet med anbefalinger til den økonomiske politik.
    Den økonomiske politik bliver udformet i Folketinget og vedtaget af dette. Det sker igennem de årlige finanslove. Der vedtages desuden arbejdsmarkeds-, social- og skattepolitik, der også har stor betydning for den økonomiske politik.
    Hertil kommer pengepolitikken, der laves af Nationalbanken og ofte under påvirkning af ECB (Den europæiske Centralbank)

Figuren ovenover viser forskellige hovedopfattelser. Der er den traditionelle modsætning mellem en keynesiansk og en monetaristisk vinkel på forståelse af økonomien og forslag til økonomisk politik. Men de senere års megen - og meget relevante - tale om en sig nærmende miljøkatastrofe har gjort den grønne forståelse og dimension aktuel. Den er afbildet som en tredje, grøn dimension ovenover.

Monetarisme

Monetarismen, den liberale økonomiske teori med Milton Friedman som bannerfører, vil især sætte ind på at give øget markedsfrihed og formindskelse af inflationen igennem fjernelse af strukturelle barrierer (f.eks. på arbejdsmarkedet). Man vil skabe større rum for privat foretagsomhed ved at reducere den offentlige sektors størrelse.Lyt f.eks. til Milton Friedman i videoen her:

Han taler om nationalbankens rolle (Federal Reserve i USA) og kritiserer dens rolle under den store Depression i starten af 1930'erne, hvor den strammede pengepolitikken i stedet for at stimulere den, f.eks. ved at købe obligationer og derved tilføre økonomien penge.
    I øvrigt mener han, at pengepolitikken skal styres ud fra hensynet til ikke at smøre økonomien mere med pengemidler end hvad den økonomiske vækst betinger. Hvis den smøres mere, kommer der inflation. Hvis den smøres mindre (som det skete i begyndelsen af 30'erne), bliver der deflation (prisfald og forstærket lavkonjunktur), som han forklarer i videoen. Disse sammenhænge forklarer monetaristerne bl.a. ud fra kvantitetsligningen:

     m*v = p*Q 

(m: pengemængde, v: pengenes omløbshastighed, p: prisniveau,Q: BNP). 
m skal øges, hvis Q stiger. Hvis det ikke sker, opstår situationen, han taler om i videoen. Men hvis m øges betydeligt mere end Q-stigning betinger, kommer der inflation. Når der er inflation, som der var i 1970'erne, anbefales stramninger af pengepolitikken. Inflationsforventninger skal tæmmes ved, at pengepolitikken strammes via nationalbankens kontrol med pengemængden.

Ultraliberalisme
De klassisk tænkende liberalister er modstandere af statens øgede vægt i økonomien. 
    Derfor er nogle af dem også modstandere af USA's krige. Det politisk betingede ønskede om hegemoni og kontrol har vundet over i forhold til den økonomisk fornuft, der tilsiger, at sådanne aktiviteter skal finansieres uden for voldsomme udvidelser af pengemængden. Dette er ifølge den republikanske liberalist Ron Pauls mening gået alt for vidt. USA’s krige i Irak og Afghanistan sammenligner han med Romertidens og andre imperiale krige m.h.t. virkningerne på priser og penges værdi:

“Der har aldrig været kæmpet en krig uden medfølgende inflation. I romertiden klippede de kanterne af mønterne eller fortyndede ædelmetallet. Eller der blev printet papirpenge, som vi gjorde det i revolutionstiden. I dag kalder vi det stadig at printe penge, men hvad de reelt gør er at trykke på en computertast. Hvis vi virkelig skulle betale for hver øre, vi bruger i Afghanistan og Irak, ville vi ikke være der. I stedet for at øge tropperne i Afghanistan, skulle USA trække sig ud. Det har intet med selvforsvar at gøre. .... det er umoralsk; der er overhovedet ingen fornuft i det, og det sprænger banken.” (Independent 2.12.09)

Man så det ske under Vietnamkrigen, hvor USA måtte gå fra guldet i 1971. Det fik Ron Paul til at gå ind i politik. Og lige siden har han tordnet imod et pengesystem, hvor værdien af pengene afhænger af troværdigheden af den økonomiske politik, den pågældende regering fører.  Den kan printe penge til at dække sine udgifter. Det er reelt det, USA gør for øjeblikket i kraft af de gigantiske underskud på den føderale regerings budget og den såkaldte quantitative easing (“kvantitative lettelse”), som The Federal Reserve, USA’s centralbank, laver, hvor man printer penge til at købe obligationer for, hvorved der pumpes gigantiske beløb ud. Problemet i USAs tilfælde er imidlertid yderligere, at USA trykker de mest anvendt “Verdenspenge”, dollar. Det gør det let at betale for krigene, men dette er naturligvis kun muligt til en vis grænse. Og denne grænse går der, hvor de andre lande mister tilliden til dollaren, fordi der bliver for mange af dem, og fordi man kan se, at der efterhånden ikke ligger tilstrækkelig værdi bag.

Ron Pauls opskrift på en løsning er igen at binde pengenes værdi til guld. Helst så han Centralbanken, Federal Reserve, nedlagt. Så vidt går Friedman ikke, som man kan se af interviewet. Han anbefaler en mild grad af "penge-easing" (monetary easing, dvs udpumpning af penge) fra The Feds side for at undgå bankkollapserne i 30'erne, men han vil formentlig vende sig i sin grav over den måde, den amerikanske nationalbank har lavet penge-easing på i 2009. Sammen med udgifterne til krigene kan det føre til en galopperende inflation.

Realøkonomien: Valg og friemarkeder: 
Smith og Friedman: Frie markeders valgmekanismer giver effektivitet og maksimal produktion via udbud og efterspørgsel

Note: Oversat: Whose money: Hvis penge. Med uret: På hvem penge bliver brugt. Økonomisér og søg højeste værdi.

Ifølge Adam Smith og Milton Friedman maksimeres produktionen, når alle får frihed til at disponere ud fra deres egeninteresse. Ifølge Smith vil markedet som en "usynlig hånd" sørge for, at ressourcerne kommer derhen, hvor de gør mest gavn. Friedman har det samme syn. Han viser det bl.a. i videoen herunder v.h.a. figuren ovenover. Effektivíteten fremmes af, at man får lov til at disponere over sine egne penge, - ikke over andres penge, som det sker via den statslige omfordeling i velfærdsstaten. I nordvestkvadranten i figuren økonomiserer man, samtidig med at man søger højeste værdi for pengene. Det gør en forbruger ved at lægge sine indkøbskroner der, hvor nytten af det indkøbte er størst mulig i forhold til, at udgiften er lavest mulig. Forbrugeren vil shoppe rundt efter tilbud.

 Det er gavnligt for økonomien, da det tvinger producenterne til at udbyde varerne billigst muligt. Når markederne er frie, vil producenterne i forsøget på at maksimere deres profit, sørge for, at der opstår en arbejdsdeling, der er i alles bedste økonomiske interesse. Friedman mener, det er sådan, man maksimerer velfærd - ikke ved at lade staten råde over penge efter at få tvangsinddrevet dem hos borgerne.

Lafferkurve og incitamenter
En betydningsfuld sammenhæng i den nyliberalistiske økonomiske teori er den sammenhæng, som den såkaldte Lafferkurve viser, jvf figuren nedenunder.

Figur 10: Hvis du strammer garnet, kvæler du barnet!

Hvis de offentlige udgifter stiger meget, sker der en effekt, disse økonomer kalder "crowding out". De offentlige investeringer og det offentlige forbruger presser private investeringer ud - med mulige skadelige virkninger for økonomiens velstandsskabende evne. Ifølge disse økonomer skabes værdierne i den private sektor (og konsumeres i den offentlige!). Derfor skal det offentlige ikke fylde for meget. Man mener, at et skattetryk som det typisk nordiske på 45-50 af BNP er for meget. Her vil man være gået forbi toppunktet på kurven.

Den liberale arbejdsmarkedsteori
En anden vigtig sag for monetaristisk teori er ønsker om et mere fleksibelt arbejdsmarked. Et stramt arbejdsmarked, hvor der er mangel på arbejdskraft kan medføre inflation, og at inflationen bliver værre og værre.
   Det skyldes, at når arbejderne forventer, at der er en inflation (generelle prisstigninger) af en vis størrelse, så vil de altid forlange en løn, der ligger lidt ud over for at være sikre på at holde deres realløn (lønnen efter inflation).
   Der er en sammenhæng mellem ledighedens højde og prisudviklingen, sådan at når ledigheden er lav, kan det medføre mere inflation. Det er blevet undersøgt af en australsk økonom ved navn Phillips.
    Den af økonomen Phillips påpegede sammenhæng mellem arbejdsløshedsprocentens størrelse og inflationen, jvf figuren herunder, bruger man til at påpege vigtigheden af, at forventninger til inflation og lønstigninger brydes. Det kan, som påpeget ovenfor, traditionelt have været sådan, at lønmodtagere har henvist til prisstigninger som grundlag for lønkrav. Hvis man fjerner eller reducerer disse forventninger, kan forventninger til fremtidig løn reduceres.
    Samtidig skal man være opmærksom på den arbejdsløshedssats, som monetaristiske økonomer har kaldt "den naturlige arbejdsløshed". Hvis arbejdsløsheden kommer under denne arbejdsløshed arbejdsløshedsprocent, vil prisstigningerne for alvor tage fart, fordi arbejdsgiverne betynder at headhunte arbejdskraft fra hinanden ved at overbyde med lønnen.

Figur  11 : Sammenhæng mellem arbejdsløshed og prisstigninger

Note: NAIRU: Non-accelerating inflationary Rate of Unemployment: Sats af ledighed ved hvilken inflation er i rimelig ro. Ved aktiv arbejdsmarkedspolitik kan kurven forskydes nedad mod venstre, altså ved samme arbejdsløshed - lavere prisstigninger, fordi udbuddet af arbejdskraft er blevet gjort større.

Via arbejdsmarkedspolitikken (efteruddannelse, blanding af stok (lavere arbejdsløshedsunderstøttelse og kortere perioder) og gulerod (opkvalificering)) kan der frembringes et større udbud af arbejdskraft.
   Det kan ske parallelt med, at fagforeningernes monopolagtige (enesælger-) magt over betingelserne for salg af arbejdskraft (via overenskomster, som alle skal tilsluttes) brydes. Monetaristerne vil næppe helt forbyde arbejderne at organisere sig i fagforeninger, men de vil forhindre disse i at udnytte den magt, det kan give, hvis en meget stor del af lønmodtagerne er i fagforening. Når det er tilfældet, har man f.eks. set, at fagforeningerne har presset på for at få såkaldte eksklusivaftaler forhandlet med arbejdsgiverne, dvs aftaler om, at kun de, der er organiseret i denne bestemte fagforening kan få arbejde hos arbejdsgiverne i samme branche. Et forbud mod eksklusivaftaler, f.eks. i lovgivningen, kan fjerne grundlaget for noget af det monopol i salget af arbejdskraft, som monetaristerne mener, fagforeningerne tager.
    Der er andre typer af indgreb imod fagforeningers magt. Man kan f.eks. forbyde fratrækning af fagforeningskontingentet i skat.
    Eller man kan forsøge at bryde fagforeningshierarkiets magt ("fagforeningsbossernes magt") ved at lave regler om, hvordan ledelserne skal vælges. Hvis de vælges af de almindelige medlemmer ved afstemninger blandt alle de, der har medlemskort, i stedet for at blive valgt ved indirekte valg, af de repræsentative forsamlinger (f.eks. bestyrelse eller repræsentantskab), kan det tænkes, at ledelsen er mindre rabiat i sine holdninger. Et sådan indgreb lavede man i Storbritannien under den meget liberalistiske og monetaristisk inspirerede premierminister Margaret Thatcher (premierminister i 1980'erne).

Monetaristerne er modstandere af lovbestemte mindstelønninger, fordi de mener, at det holder de nye på arbejdsmarkedet - og de ledige i det hele taget - fra at få arbejde overhovedet. De mener, at en arbejder skal have en løn, der svarer til, hvad denne tilfører virksomheden af værdi, og i starten kan man ikke forvente, at det er særlig meget.
   Derfor er de også ofte tilhængere af indslusningsløn, en lavere begyndelsesløn til f.eks. unge og indvandrere. Monetarister har ofte argumenteret for, at det fører til større arbejdsløshed, hvis der er lovbefalet mindsteløn, eller fagforeningerne har forhandlet en for høj mindsteløn igennem, fordi de er "for stærke". Derved varetager de interesserne for de etablerede på arbejdsmarkedet, imod de nye og mere marginaliserede grupper, f.eks. de unge.
    Noget af denne argumentation blev modbevist, da Tyskland for nogle år siden indførte en mindsteløn på 8,50 euro i timen. Det førte ikke til højere arbejdsløshed. Tværtimod. Men denne udvikling kan muligvis også have hængt sammen med, at den tyske økonomi generelt klarede sig godt i den periode.

Keynesianisme

Keynesianisme er den økonomiske opfattelse, som går tilbage til det 20. århundredes nok største økonom John Maynard Keynes.
   Den siger i al sin enkelhed, at når der er økonomisk lavkonjunktur, kan staten gå ind og stimulere efterspørgselen igennem underskudsfinansiering på statsbudgettet. 

Den keynesianske teori satser på forøgelse af den effektive efterspørgsel (forbrug, investeringer og eksport), så der kommer gang i produktion og vækst, og arbejdsløsheden formindskes. Det fører, når politikken bliver anvendt på længere sigt, til en statslig gældsophobning. Gældsophobningen er ikke nødvendigvis et problem ifølge teorien, hvis der samtidig sker en økonomisk vækst, der gør gældsproblemet mindre, når gælden måles i pct af  BNP.

Klassisk keynesianisme
Keynes kritiserede den liberalistiske økonomiske opfattelse (ex. monetarismen ovenfor) for, at den tager alt for let på de mulige virkninger af, at en masse mennesker individuelt forfølger egeninteressen. Der investeres ikke kun for at handle med varer og indgå i en global arbejdsdeling, og der investeres ikke kun for at bygge produktion op, der kan dække menneskelige behov. Der investeres også for at opnå spekulationsgevinster på kursstigninger. Det er der heller ikke nødvendigvis noget galt i, men det kan blive et problem, når det ukoordineret bliver til en flodbølge. Den usynlige hånd bliver til en destruktiv boomerang, der rammer os i nakken:

Spekulanter gør muligvis ikke nogen skade, når de er bobler på en stadig strøm af erhvervsvirksomhed, der udfolder sig. Men det ændrer sig, når erhvervsvirksomhed pludselig bliver til en boble på en hvirvelstrøm af spekulation.  Når et lands kapitaludvikling bliver et biprodukt af aktiviteterne i et kasino, bliver arbejdet dårligt udført. Omfanget af målopfyldelse opnået af Wall Street, når man betragter Wall Street som en institution, hvis egentlige samfundsmæssige formål er at dirigere nye investeringer igennem de mest udbyttegivende kanaler med hensyn til fremtidigt afkast, kan ikke ligefrem betragtes som en succes for laissez-faire kapitalismen  -   hvad der vel egentlig ikke er så overraskende, hvis jeg har ret i mine formodninger om, at de bedste hjerner i Wall Street rent faktisk er blevet dirigeret i retning af en helt anden målsætning. (Keynes: The General Theory of Employment, Interest and Money. MacMillan 1936)

Det, Keynes tager stilling til her, er den mulige irrationalitet i en markedsøkonomi. Det er ikke første gang, man kom til at se denne irrationalitet udspille sig. Og udfordringen for økonomisk politik er da naturligvis at styre bæstet. Det gælder irrationelle udslag af markedet, og det gælder, når markedet ikke af sig selv finder ligevægt ved fuld beskæftigelse. 

Hvis ligevægt i økonomien indtræder ved et niveau under fuld beskæftigelse, melder spørgsmålet sig: Hvad så? Den keynesianske rygmarvsreaktion er i den situation at anbefale underbudgettering på de offentlige budgetter, evt. finansieret ved salg af statsobligationer.

Statsobligationer udbydes på Børsen. Prisen dannes her ved udbud og efterspørgsel. Prisen kaldes også kursen. Ved øget udbud og konstant efterspørgsel, falder kursen. Derved stiger renten. Hvis kursen f.eks. er 90, koster obligationen 90.000. Sættes afkastet 4.000 i forhold til det, bliver pct'en:  4/90*100 = 4,44. Hvis der nu kommer et rentefald i samfundet, er det  en god rente, og derfor vil obligationen så blive efterspurgt. Kursen stiger, og renten falder altså.

De offentlige udgifter kan sætte gang i økonomien, og måske er der en multiplikator forbundet med det? Det afhænger dog lidt af forventningerne og af de globale markeders udvikling, da mange landes situation i dag er, at økonomierne er meget forbundet med andre økonomier via eksport/import på internationale markeder. Det kan gøre det oplagt med koordinerede underbudgetteringer samtidig i flere lande på én gang. Og det var da også det, man faktisk gjorde efter finanskrisen i 2008-09, selv om nogle legede beating around the bush og lod andre tage skraldet. 
    Problemet med stimulanspolitikken via underbudgetteringen er, at de statslige budgetunderskud kan blive ukontrollabelt store, som det er ved at ske i USA og UK, samt Irland, og det kan bringe en kraftig inflation, når finansieringen sker ved printning af penge, der samtidig er "Verdenspenge", jvf også monetaristernes kritik ovenfor. 
    Og staten vokser, så skatteplagede mennesker bliver trætte af det og siger, at de har mistet lysten til at arbejde, når der skal afleveres så meget i skat.

Keynes anviser andre veje end blot offentlig vækst til løsninger på problemer:

Vi har i set, at investeringsniveauet afhænger af forholdet mellem renten og kapitalens marginale effektivitet. Det giver anledning til forskellige investeringsniveauer i forhold til rentens højde. Kapitalens marginale effektivitet afhænger af forholdet mellem udbudsprisen for et kapitalaktiv (f.eks. en maskine) og det forventede afkast, man kan få af  aktivet. (The General Theory....)

Her siger Keynes noget centralt om, hvad der bestemmer investeringsomfanget i en kapitalistisk markedsøkonomi, og dermed også noget centralt om, hvad der kan gøres ved det problem, der hedder, at markederne går i ligevægt på et niveau under fuld beskæftigelse. 
    Renten kan sættes ned via pengepolitikken. Men hvad gør man, når renten kommer ned i nærheden af 0. Så har pengepolitikken udspillet sin rolle. Til gengæld kan der være muligheder for at øge kapitalaktivernes afkastgrad ("kapitalens marginale effektivitet"). Det kan gøres ved investeringer i uddannelse, forskning, teknologiudvikling, herunder teknologiomstilling. Man kan lægge afgifter på rustbælteøkonomi og subventionere - og teknologiudvikle - grøn teknologi. Det vil øge kapitalens grænseafkast (altså afkastet af at sætte en enhed ekstra kapital ind).

Nykeynesianere
Nykeynesianerne har udviklet teorier om, hvordan en økonomi kan fintilpasses ved hjælp af finans- og pengepolitik. Når der er "for meget tryk på kedlen" (for meget højkonjunktur med stærk efterspørgsel), skal man føre kontraktiv finanspolitik, dvs staten lægger f.eks. flere skatter og afgifter på, så efterspørgselen formindskes. Og man gør omvendt med en ekspansiv finanspolitik, når der er tendens til recession (økonomisk tilbagegang med konjunktur, der flader ud). Med fintilpasning af økonomien skulle det være muligt at holde en permanent lav arbejdsløshed.
     Nykeynesianere har endvidere udviklet teorien i en retning, der tager hensyn til de åbne og globaliserede økonomier. Hvis man i en sådan økonomi laver ekspansiv finanspolitik, kan det få den virkning (via den frie import), at der skabes jobs i udlandet i stedet for i hjemlandet, hvor man ville skabe jobbene igennem øgede offentlige investeringer. Derfor anbefales det, at ekspansiv finanspolitik koordineres internationalt, f.eks. i EU.
     Keynesianske økonomer afviser ikke, at der kan være en effekt, som den figur 10 viser. Men de opfatter Lafferkurveteorien som en alt for simplificerende fremstilling af virkningen af incitamenter ("gulerod") i økonomien. Teorien fører til anbefaling af, at man f.eks. skal fjerne topskatten, fordi det netop er de højeste indkomster, som menes at tilføre mest innovation og investeringsformåen til økonomien. Hvis topskatten er for høj, fjernes tilskyndelsen til at yde en ekstra indsats (som kunne være kommet hele økonomien til gode).
   Men det viser sig ofte, at når folk får en højere indkomst, så er en af de "varer", de vil tilkøbe, mere fritid. Dermed kan de ønskede dynamiske effekter udeblive.

Figur 12:  Økonomien kan stimuleres igennem statslig forbrug og investering

LINK: BNP-begreber og sammenligninger.